Uheldet fulgte barnepigen
Jeanne Weber kendte selv til sorg, for hun havde allerede lagt to sønner i graven, men hverken det eller livet med en alkoholiseret ægtemand i det parisiske slumkvarter Goutte d’Or slog hende ud.
Hun passede sin syv-årige søn, Marcel, forbilledligt, og den venlige og tillidsvækkende kvinde stod altid klar, når familie og venner havde brug for en barnepige.
Men efter Georgettes død var det, som om en forbandelse hvilede over Weber. I løbet af blot en måned døde to niecer, den to-årige Suzanne og den syv-årige Germaine, i hendes varetægt.
I krogene hviskede folk, at dødsfaldene ikke var tilfældige. Men de onde tunger forstummede, da Webers egen søn også afgik ved døden, angiveligt af difteri, en smitsom luftvejssygdom.
Den 5. april tog sagen dog en uventet drejning, da moren til en 10 måneder gammel dreng overraskede Weber med hænderne i et fast greb om sønnens hals. Moren, som var Webers svigerinde, anmeldte omgående barnepigen, og den 29. januar 1906 kom Weber for retten, anklaget for mord og mordforsøg.
Sagen blev et tilløbsstykke, og chancen for yderligere berømmelse fik Henri-Robert, én af Paris’ dygtigste advokater, til at melde sig som Webers forsvarer. Han vendte dygtigt stemningen, så juryen fik ondt af den fattige kvinde.
“Jeg er uskyldig. Det hele er løgn og sladder”, udtalte Weber til avisen “La Patrie”, der indigneret udråbte hende til martyr. Den 6. februar 1906 var hun på fri fod.
Mordmistænkt gik i skjul
Herefter forsvandt Weber fra offentlighedens søgelys. Men de mystiske dødsfald fortsatte. I april 1907 døde en ni-årig dreng i byen Villedieu pludseligt.
Dødsfaldet skyldtes krampe, fortalte drengens barnepige, madame Moulinet. Kort efter døde endnu et barn på børnehospitalet i Faucombault. En assistent, Marie Lemoine, blev diskret bortvist.
I foråret 1908 indlogerede Jeanne Weber sig på en kro i byen Commercy. Hun var blevet skilt og ernærede sig ved prostitution. Da hun var bange for at sove alene, lod hun kroejerens 10-årige søn sove i sin seng.
En aften i maj hørte en anden gæst, madame Guirlet, skrig fra Webers værelse. Da gæsten senere lukkede sig ind, ventede et uhyggeligt syn.
“Den lille dreng lå død på sengen. Hans hoved var bøjet bagover, og øjnene stod ud af hulerne”, fortalte hun avisen Daily Mail.
Drengen blev Jeanne Webers sidste offer, for nu skete retfærdigheden fyldest. Barnepigen blev ved retten fundet skyldig i ti mord, herunder drab begået under navnene Moulinet og Lemoine og på hendes egne sønner og spærret inde på et sindssygehospital.
Her sad hun, indtil hun 10 år senere, den 5. juli 1918, blev fundet død i sit værelse.
Pressen skrev, at hun havde kvalt sig selv med de bare næver.