“Dusørjægere fangede vestens værste slyngler”

I filmens verden vælger de bedste skytter en karriere som dusørjægere i det vilde vesten. De tog sig af farlige mordere, som den skræmte og magelige sherif ikke turde fange. Men kan det virkelig passe?

I filmens verden vælger de bedste skytter en karriere som dusørjægere i det vilde vesten. De tog sig af farlige mordere, som den skræmte og magelige sherif ikke turde fange. Men kan det virkelig passe?

United Artists/AF Archive/Mary Evans/Ritzau Scanpix

Den fremmede stiger af toget i byen Tucumcari i det vilde vesten. Hans navn er Douglas Mortimer. Hatten er sort, støvlerne blanke.

Mortimer vender sig mod telegrafkontoret og ser en plakat: En vis Guy Callaway er efterlyst for mord. Belønningen for at pågribe ham er 1.000 dollars. Med blyant har en eller anden forhøjet summen til 100.000.

“Guy kom personligt forbi og tilføjede de to nuller”, griner telegrafisten bag sin skranke.

“Han sagde: ‘Usle 1.000 bucks er alt for lidt for mig. Jeg er meget mere værd’”, fortsætter telegrafisten, der ikke regner med, at nogen har mandsmod til at pågribe Guy Callaway.

Mortimer tager plakaten ned og skråer over gaden til byens hotel, hvor værten står i baren. Mortimer ruller plakaten ud foran ham: “Hvor er han?”

Den vrangvillige vært siger intet, men kaster et sigende blik mod loftet – og så ved Mortimer, hvor han skal lede. Minutter senere ligger Guy Callaway død på den støvede hovedgade – fældet af dusørjægerens kugler.

I sit våbenarsenal har Douglas Mortimer en imponerende revolver – en Colt Buntline Special med et 30 cm langt løb. Revolveren blev dog ikke anvendt i det vilde vesten – den blev produceret i årene 1957 til 1992.

© Ricce

Scenen er fra filmen “For a Few Dollars More” (Hævn for dollars, 1965) med Lee Van Cleef og Clint Eastwood i hovedrollerne som to snarrådige revolvermænd, der tjener formuer ved at fange eller dræbe de værste forbrydere i Amerikas vilde vesten.

Men kan det passe, at retsvæsenet udbetalte gigantiske summer til revolvermænd for at få hjælp med ordenshåndhævelsen? Det spørgsmål kigger Myteknuserne nærmere på i dag.

© Shutterstock

Efterlysningsplakater var et kendt fænomen i 1800-tallets USA. En del af plakaterne var forsynet med en tegning eller et fotografi af den eftersøgte forbryder. Nedenunder stod dusøren angivet.

Sherifferne i civilisationens grænseland på den anden side af Mississippi skulle holde styr på enorme områder og tøjle et nybyggersamfund – alt sammen for en løn, det ikke var værd at sætte livet på spil for. De havde brug for al den hjælp, de kunne få.

Dusørjæren spiller en vigtig rolle i et utal af westerns. Han er lige så indarbejdet en figur som sheriffen, bartenderen, pokerspilleren og bedemanden – inspirationen må være hentet fra det virkelige liv.

© Shutterstock

Kun de færreste forbrydere kunne som Billy the Kid indbringe 5.000 dollars. En dusør på 10 dollars var mere almindelig – og det beløb fristede ikke lykkejægere. Pengene blev ofte indkasseret af sheriffen.

Ingen historiske kilder omtaler dusørjægere, men sherifferne fik lejlighedsvis hjælp af bl.a. detektiver fra Pinkerton-bureauet.

Dusørjæger er en misvisende betegnelse for en bail enforcement agent. Han arbejder for private bureauer, som udlåner kaution til anklagede, der vil undgå arresten. Hvis de stikker af uden at betale kautionen tilbage, går jagten ind. Når agenten gør sin fangst, betaler bureauet ham en dusør. I filmene betaler retsvæsenet.

Billy the Kid var en af de få desperados, det gav en klækkelig belønning at fange.

© Fototeca Storica Nazionale./Getty Images

Lovens lange arm fik ingen hjælpende hånd

1800-tallets amerikanske aviser giver ingen hjælp, når det handler om dusørjægeren. Han dukker nemlig først op i 1954 i westernfilmen “The Bounty Hunter” med Randolph Scott i titelrollen.

I filmen står Scott med et bundt dollarsedler, da han bliver spurgt, hvilke grunde han havde til at vælge netop denne metier.

“Jeg står netop og tæller dem!” svarer Scott drævende.

VIDEO: Se traileren til “The Bounty Hunter”.

Men seddelbundtet er for tykt til at være realistisk: Hvis dusøren for en eftersøgt i 1800-tallet var 10.000 dollars, ville det svare til 2,4 mio. nutidskroner. Den rundhåndede sum tjener kun til at overbevise nutidens biografpublikum.

Selvom det virker besnærende logisk, at vestens kyniske revolvermænd gav lovens lange arm en hjælpende hånd, er dusørjægeren blot fri fantasi.

MYTEKNUSERNES DOM: Dusørjægere fandtes ikke.