Elvira Madigan: Forført af en morder

Siden 1889 er millioner blevet grebet af den tragiske kærlighedshistorie mellem en svensk kaptajn og en dansk cirkusprinsesse. Men den udspekulerede kaptajn Sparre begik overlagt mord, fastslår hans oldebarn.

Siden 1889 er millioner blevet grebet af den tragiske kærlighedshistorie mellem en svensk kaptajn og en dansk cirkusprinsesse. Men den udspekulerede kaptajn Sparre begik overlagt mord, fastslår hans oldebarn.

Ritzau Scanpix, Shutterstock

Solens stråler glitrer som guld ned gennem det grønne løv på den fynske ø Tåsinge. Liggende i en lysning i Nørreskoven klynger to elskende sig til hinanden.

De har intet spist i to dage, men boet i skoven som flygtninge uden andet ly end dragonløjtnant Sixten Sparres store paraply. Flygtet er de fra fordømmelsen, fra fattigdommen, fra samfundet. Nu rinder deres tid ud. Sparre knuger Elvira Madigan ind til sig.

Elvira holder et snøft tilbage, hendes lidelser vil snart være omme – for i skovbunden ligger Sixtens revolver, og hans hånd rækker ud efter den. Elvira lukker sine blå øjne, snart kan intet længere skille dem ad. I døden vil den fattige cirkusprinsesse og den gifte officer være sammen for evigt.

“Åh Sixten”, gisper hun, da pistolens kolde stål rører ved hendes tinding, og deres læber mødes.

“Min Elvira”, svarer han – og trykker af. Kort efter runger endnu et skud, da den flotte officer følger sin elskede i døden.

Hundredvis strømmede til, da Elvira og Sixten i 1889 blev begravet på Landet Kirkegård på Tåsinge. Parret ligger her endnu og fik i 2013 en nyt minde-monument.

© Brian Karmark/Ritzau Scanpix

Myten om Nordens Romeo og Julie

Så tragisk og smægtende romantisk er historien om svenske Sixten Sparre og danske Elvira Madigan blevet fortalt i mere end 130 år: Det elskende par, der ikke kunne få hinanden i livet og derfor valgte at gå i døden.

Flere historikere har været kritiske over for den fremstilling, og i en ny bog gør Sixtens Sparres oldebarn Kathinka Lindhe grundigt op med myten om parret. Ifølge Lindhe er sandheden, at hendes oldefar planlagde og gennemførte et overlagt mord, da den 34-årige levemand den 20. juli 1889 skød 21-årige Elvira.

Elvira var en dygtig rytter og skiftede gerne linedanser-skørtet ud med en ridedragt.

© Hugo Danz, Berlin

Den bly linedanserinde

Ikke kun hendes myteomspundne død gør Elvira så fascinerende. Hun var en vaskeægte cirkusprinsesse – datter af en linedansende mor og en far, der var akrobat.

Forældrene havde givet hende det majestætiske navn Hedvig Antoinette Isabella Eleonore Jensen, men efter at hun som fem-årig begyndte at optræde i cirkus, tog hun artistnavnet Elvira. Faren døde, da Elvira var få år gammel, og fra morens nye mand, John Madigan, fik hun sit efternavn.

Han trænede Elvira i at gå på line, og som teenager var hun blevet en artist på højt niveau. Moren og stedfaren arbejdede for tidens største internationale artisttrup – Myers American Cirkus. Unge Elvira optrådte på alle Europas største scener og i de fineste sale, hvor hendes elegance på linen betog det champagnesippende overklassepublikum.

Cirkusdirektør Jim Myers turnerede Europa rundt med sin imponerende trup, som fik tilnavnet “Det Store Amerikanske Cirkus”. Artisterne kom dog fra hele verden.

© Djando

På landevejen med pjaltecirkus

Beruset af Elviras voksende berømmelse mente hendes stedfar i 1887, at tiden var inde til at blive selvstændig cirkusdirektør og tjene de store penge. Brat skiftede Elviras arbejdsplads fra Europas krystalpaladser til et muggent telt på en mark, når stedfarens “Cirkus Varieté” turnerede rundt i den danske og svenske provins.

I isvinteren 1888 indtog Madigans cirkus en interimistisk cirkusbygning på Fisketorvet i svenske Kristianstad. På premieredagen den 8. januar fyldtes bygningen af ivrige tilskuere. Én af dem bar navnet Sixten Sparre – Elviras gyldne lokker og yndefulde bevægelser bjergtog ham.

Elviras cirkusnummer, hvor hun gik på line, mens hun jonglerede med tallerkener, blev en sensation.

© Victoria and Albert Museum, London

Sparre tilhørte en gammel svensk adelsslægt, som takket være hans fars sanseløse ødselhed var gået fallit. Derfor valgte Sixten at gå militærvejen, en passende karriere for en ung adelsmand, men lønnen var ringe. Heldigvis giftede han sig til en solid formue, da han i 1880 ægtede frøken Luitgard Adlercreutz, datteren af en rig greve.

Som sin far nægtede Sixten sig ikke nogen glæder i livet. Han elskede dyre middage, skræddersyede klæder og klassisk kunst på væggen.

Han var fysisk stærk og en dygtig skytte, men ikke desto mindre var han overbevist om, at hans sande kald var digtergerningen. Luitgard og de to små børn lod han ofte alene, mens han sad i herreværelset og skrev svulstige vers om blonde ungmøer og ædle bedrifter i formfuldendte versemål.

Til hans store ærgrelse nærede hans mørkhårede kone ikke den store beundring for hans kvad om halvnøgne jomfruer – til gengæld forskånede han hende for den mindste viden om familiens økonomi. Sixten havde ikke alene ødet Luitgards formue væk, han havde også på få år opbygget en gæld, som i 1888 truede med at styrte den lille familie ned i fattigdommens afgrund.

Sixten Sparre udgav digtsamlingen “I bunden form” i 1887. Den blev ingen succes og kun anmeldt af to svenske aviser. Begge anmeldelser var stærkt negative.

© elviramadigan.se

Den skønne mø

Venner, familie og selv hans overordnede i det skånske dragonregiment havde lånt Sparre penge. Han skyldte hos købmanden, hos boghandleren, hos skrædderen og for halvandet års husleje hos sin vært, da han den 8. januar 1888 så sin drømmekvinde danse på en cirkusline.

Efter forestillingen opsøgte han familien Madigan og bad om lov til at skrive til dem som en mand, der “levede for kunsten”.

Elviras mor anede ikke uråd og svarede ja. Derefter begyndte en lang og skjult brevveksling mellem Sixten og Elvira. I henførte vendinger tryglede den flotte løjtnant Elvira om at stikke af sammen med ham. Sixten bedyrede, at han var så godt som fraskilt. Hun vaklede, fristet af en bedre tilværelse, men utryg ved tanken om at skilles fra sin mor.

På Tåsinge opstod en mindre turistindustri omkring Elvira Madigan og Sixten Sparre efter deres død. Tåsinge Museum har i årevis haft en fast udstilling om Elvira.

© Samuel Marcus, Ystad, Signal Photos/Imageselect

Trods sit turnéliv i den halve verden kendte Elvira ikke meget til livet uden for cirkus – og formentlig heller intet til tidens mest omdiskuterede kærlighedsdrama, Mayerling-affæren. På det østrigske slot Mayerling havde kejser Franz Josefs tronarving, Rudolf, i januar 1889 skudt sig selv og sin elskerinde – et drama, som fascinerede Sixten stærkt.

Prinsens elskerinde, baronesse Mary Vetsera, blev fundet smukt lagt til rette, som en dukke, med den afdankede tronarving ved sin side. Rudolfs iscenesættelse gik rent ind hos Sixten, som lagde planer for sin egen sortie.

Rudolf, kronprinsen af Østrig, og baronesse Mary Vetsera, indgik en selvmordspagt i 1889. I modsætning til Elvira viser breve fra Vetsera, at hun var indforstået med selvmordet.

© Library of Congress, Henry Kellner

Flugten til Svendborg

I maj 1889 fik Sixten bevilget to måneders orlov fra militæret. Hans kone og børn var taget på landet med hans svigerforældre, og dermed havde han mulighed for at forsvinde, uden at nogen ville undre sig de første uger.

Han rekvirerede ammunition til sin revolver, stoppede nogle få ejendele i en vadsæk og tog den 28. maj til Bollnäs ca. 270 km fra den svenske hovedstad for at møde Elvira.

Hør den svenske visesanger Sven-Bertil Taube synge om Elvira Madigan

Elvira havde flere gange forsøgt at afbryde korrespondancen med den overspændte Sixten, hvilket havde fået ham til at true med at skyde sig. Efter et nervøst sammenbrud gav Elvira sig til slut, og før daggry den 28. maj forlod hun sin familie.

Med sig tog hun alle sine ejendele, for en ny tilværelse sammen med Sixten skulle jo begynde, og kaptajnen havde endda fortalt hende, at de ville slå sig ned i Paris. Han havde bedt hende pantsætte sine smykker, og det havde hun gjort – med undtagelse af det dagmarkors, hun i sommeren 1886 stolt havde modtaget af den danske kong Christian 9. efter sin optræden i Tivoli i København.

Efter deres første elskovsnat i Bollnäs flygtede parret formentlig med rutebåd via Stockholm til København og derfra til det fynske øhav, hvor de den 18. juni indskrev sig på Hotel Svendborg som hr. og fru Sparre på bryllupsrejse.

Da historien kom ud i pressen, begyndte mange at valfarte til det sted, hvor Elviras og Sixtens lig blev fundet.

© Emil Hansen/Taasinge Lokalhistoriske Arkiv

På udflugt med døden

Da parret havde boet på hotellet en måned, mente ejeren, at tiden var inde til at betale deres regning på 288 kr., svarende til knap 19.000 kr. i dag.

“Så snart vi er tilbage fra vores udflugt, skal De nok få pengene”, lovede Sixten.

Derpå sejlede parret til øen Tåsinge – et sommerparadis for københavnere og andre byboer. Kun bevæbnet med en lille madkurv og Sixtens paraply gik de den 18. juli ind i Nørreskoven. To dage senere så vidner dem for sidste gang, da de bad nogle lokale om vand. Samme aften – den 20. juli 1889 – hørte en øbo to skud i skumringen.

“Fruentimmeret var skudt ind i det ene øre, og kuglen var gået ud af baghovedet. Manden, der lå til venstre for hende, var skudt i munden og kuglen gået ud af baghovedet”. Politirapport om Elvira og Sixtens lig, 1889.

Tre dage senere bristede sommeridyllen på Tåsinge, da de to lig blev fundet. Den lokale politimester var kort og kontant i sin rapport:

“Fruentimmeret var skudt ind i det ene øre og kuglen var gået ud af baghovedet. Manden, der lå til venstre for hende, var skudt i munden og kuglen gået ud af baghovedet”.

Sparre blev omgående identificeret: Op ad brystlommen på uniformen stak hans visitkort, omhyggeligt arrangeret som en meddelelse til eftertiden om, at han selv skrev afslutningen på sin historie.

Sixten Sparre slog selv sig og Elvira ihjel med en Model 1887-revolver fra den svenske producent Husqvarna.

© Rock Island Auction Company

Alt tyder på, at Sixten var morder

Siden 1889 har det været den gængse opfattelse, at Elvira selv valgte at gå i døden med Sixten. Men nyere forskning tyder snarere på, at Sparre forberedte mordet på hende.

Fra helt til psykopatisk morder

I Sverige ventede Sixten Sparres to små børn og hustruen Luitgard i uvidenhed. Der kom ikke en lyd fra ham – kun et telefonopkald med besked om hans selvmord. Skammen og chokket var så overvældende, at Luitgard valgte ikke at fortælle sine to børn, hvad deres far havde gjort.

I de følgende dage kunne hun læse detaljerne om hans og Elviras angivelige elskovsdød i alle landets aviser – og opdage, at hun var efterladt i bundløs gæld. Mens Luitgard forsøgte at fordøje realiteterne, sendte Elviras mor et vredt brev til den danske avis Politiken, fordi hun syntes, at der var blevet skrevet alt for pænt om Sparre, som havde narret hendes datter i døden.

Men de triste realiteter interesserede ingen. Offentligheden vedtog hurtigt, at der var tale om en ulykkelig, romantisk kærlighed, og den historie levede videre i mere end 100 år. Først fra 2005 er danske og svenske historikere begyndt at betragte Sixten Sparre som en psykisk forstyrret mand – og muligvis en morder.

Bo Widerbergs film, “Elvira Madigan”, fra 1967 blev en international succes. I filmens slutning er det Elviras idé, at parret skal begå selvmord.

© Allstar Picture Library Ltd./Imageselect

Kærlighedshistorie er blevet fortalt i 130 år

Hurtigt forelskede folk sig i historien om, at Elvira og Sixten døde af ulykkelig kærlighed. Siden har bøger og film gentaget myten talløse gange.

“Det er kærlighed, de kunne ikke få hinanden”, lød rygtet på Tåsinge allerede samme dag, de to lig blev fundet. Danske og svenske aviser sluttede sig til teorien om tragisk kærlighed, og den lokale præst på Tåsinge forbarmede sig over selvmorderne fra Nørreskov. De blev lagt i en smuk dobbeltgrav, som ca. 30.000 turister hvert år besøger.

Danske og svenske fotografiske atelierer fik travlt med at kopiere og sælge portrætter af Sixten og Elvira i dobbeltramme. De første skillingsviser om parret dukkede op kun en uge efter drabet, og de blev vildt populære. Digteren Julius Strandberg hulkede:

“Der laa de stille tæt ved hverandre, fra livet sammen de vilde vandre”.

I Sverige blev mere eller mindre vellignende voksfigurer af “Nordens Romeo og Julie” vist frem i omrejsende panoptikon-kabinetter. Der er lavet hele tre spillefilm om parret, som alle fremstiller dramaet som en ulykkelig kærlighedshistorie. Mest berømt er svenske Bo Widerbergs film fra 1967, som regnes for en moderne klassiker.