I forbudstiden i USA florerede bankrøverier som aldrig før.
Det er bankrøvere som Bonnie and Clyde, Pretty Boy Floyd og netop John Dillinger, der har bidraget til at give 1920'erne og 1930'erne tilnavnet: “Bankrøveriernes guldalder”.
John Dillingers karriere som superstjerne blandt de maskinpistols-hamrende bankrøvere varede kun 14 måneder. Her er en tidslinje og hele forløbet for jagten på John Dillinger.
Dillingers død
“Dillinger! Dillinger!” lød råbene, da folk blev klar over, hvem den stærkt blødende mand var. Kort før havde to skud lydt hurtigt efter hinanden. Så to til.
Specialagenter stod nu bøjet over manden, og nysgerrige borgere stimlede sammen. Drevet af, hvad aviserne dagen efter beskrev som “en blanding af pirrende frygt og ærbødig beundring”.
Skyderiet den 22. juli 1934 var afslutningen på en af de største menneskejagter i USA's historie. John Dillinger, der gennem 13 måneder havde røvet banker i hele Midtvesten, var omsider faldet i et baghold.
Dillinger havde ellers troet sig sikker. Han var gået under jorden hos en veninde, den prostituerede Polly Hamilton, og sammen havde de to været i biografen for at se gangsterfilmen “Manhattan Melodrama” med Clark Gable i hovedrollen.
Chicago var ramt af hedebølge, og Dillinger havde efterladt den skudsikre vest hjemme i Hamiltons lejlighed.
I politirapporterne står der, at Dillinger forsøgte at sige noget, mens han lå der på asfalten ved The Biograph Theater. Men ingen forstod ordene. Og tre minutter senere var forbryderen død.
Født i Indianapolis
31 år tidligere kom John Dillinger til verden i storbyen Indianapolis, hvor hans far havde en købmandsbutik.
Moren døde, da John kun var tre år gammel, og så flyttede familien til den lille by Mooresville i Indiana for at drive landbrug.
Senere hævdede Dillinger, at hans liv havde formet sig anderledes, hvis han havde haft en mor. Han var rastløs, gik ud af skolen, men kunne heller ikke passe et arbejde.
Dillinger kastede sig over smårapserier, men en aften i september 1924 kørte det helt af sporet.
Vold gav ni år bag tremmer
John Dillinger var som regel bevæbnet til tænderne.
Sammen med Ed Singleton, en alkoholiseret småkriminel, havde Dillinger drukket tæt. Med en jernstang bankede de to fulde mænd en lokal butiksejer, der var på vej hjem med dagens omsætning.
Da de bagefter truede ham med en pistol, slog deres offer til våbnet. Pistolen gik af. Ingen blev ramt, og de to kriminelle stak af, men blev hurtigt pågrebet og anholdt. Den 20-årige Dillinger fik en dom på 10 til 20 år, og Singleton det halve.
Efter knap ni års afsoning blev Dillinger prøveløsladt den 22. maj 1933 som en bitter mand, der ønskede hævn for den hårde straf. Samfundet, han kom ud til, havde også ændret sig. Børsen på Wall Street var krakket i 1929, og de brølende tyveres velstand var blevet til 30'ernes globale økonomiske krise.
Dillinger-banden dannes
Dillinger drog til byen Gary i Indiana. Her fandt han sammen med nogle cellekammerater fra fængslet, og sammen kastede gruppen sig hurtigt ud i en hel stribe af røverier.
Banden blev hurtigt en vanskelig udfordring for myndighederne. Op gennem 1920'erne havde lovens håndhævere bekæmpet organiserede gangstere som Al Capone i Chicago, der førte krig mod andre gangsterkarteller om kontrol med ulovlige kasinoer og smugling af alkohol.
Med Dillinger-banden tog kriminaliteten en anden retning.
Bedre landeveje og hurtigere flugtbiler gjorde de kriminelle langt mere mobile, og udbredelsen af Thompson-maskinpistolen gav samtidig gangstere langt bedre ildkraft end de lokale sheriffer med deres beskedne tjenestepistoler.
Gangsternes foretrukne mordvåben
John Dillingers arsenal indeholdt naturligvis en “Tommy Gun”.
The Tommy Gun
Thompson-maskinpistolen blev markedsført som det perfekte våben mod kriminelle, men var gangsternes yndlingsvåben i 1920'erne og 30'erne.
“The Tommy Gun” blev udviklet af general John T. Thompson, der under 1. verdenskrig savnede et enmandsbetjent alternativ til de tunge maskingeværer. Krigen sluttede, før han var klar med våbnet, og siden var militæret skeptisk, fordi maskinpistolen var for upræcis.
Forbudstidens gangstere tog derimod the Tommy Gun til sig. På nært hold var den særdeles anvendelig, og blot synet af tromlemagasinet med 100 kaliber .45-kugler var afskrækkende. I dag er en Tommy Gun et dyrt samlerobjekt.
631 bankrøverier
Røvere som Dillinger og gangsterparret Bonnie og Clyde havde næsten frit spil. I 1933, mens John Dillinger stadig var bag tremmer, blev der i USA begået hele 631 bankrøverier – heraf de 85 alene i Illinois, hvor Chicago ligger.
De røvede banker fik ikke meget sympati fra befolkningen. Under 30'ernes krise tøvede bankerne ikke med at pudse advokater på småkunder, der havde svært ved at tilbagebetale lån, og derfor blev John Dillinger anset for at være en slags Robin Hood.
Bankrøveren stjal fra de rige udbyttere. Selv kunne Dillinger bedre lide sammenligningen med Jesse James, der med samme koldblodighed røvede Midtvestens banker og jernbaneselskaber i 1860'erne og 70'erne.
Bankernes anseelse i befolkningen blev ikke bedre af, at de i flere tilfælde kom under mistanke for at udnytte situationen.
Da Dillinger-banden røvede Central National Bank i Greencastle i Indiana den 23. oktober 1933, erklærede banken, at udbyttet havde været 32.000 dollars – over for forsikringsselskabet lød bankens krav på hele 75.000.
Efterlyst
En måned før John Dillingers død udlovede justitsministeriet en stor dusør på ham.
I Greencastle spadserede Dillinger koldblodigt ind i banken sammen med tre bande-medlemmer. Han foregav at klage over at have fået en falsk pengeseddel, og mens bankfunktionærerne var optaget af “problemet”, trak banden deres maskinpistoler og gik til arbejdet.
Med samme ro forlod de banken igen, satte sig i deres bil og kørte roligt væk.
Anderledes voldsomt gik det for sig i en bank i South Bend, Indiana. Bankkunderne opfattede ikke Dillingers råb om røveri, så han sendte en byge af skud mod loftet. Hvidt puds væltede ned over banklokalet.
En kunde faldt om, hårdt såret af et rikochetterende projektil. Ude på gaden hørte betjenten Howard Wagner skuddene og ankom til banken, netop som gangsterne kom ud med byttet.
Et bandemedlem, Baby Face Nelson, plaffede koldblodigt Wagner ned, og tililende betjente indledte en ildkamp med banden. Banden slap væk i en regn af kugler. De gidsler, som de tvang til at klynge sig fast på bilens trinbræt, blev såret af politiets skud.
Delstatsgrænser gav John Dillinger helle
Den 22. september 1933 slap Dillingers held imidlertid op. Detektiver fik nys om, at han var hos en kvindelig bekendt i Dayton, Ohio, og fik ham anholdt.
Af en eller anden grund blev han ikke ført til et sikkert statsfængsel, men anbragt i et lille arresthus i Lima.
Lima blev et vendepunkt. Da banden mødte op for at befri deres chef, skød de den lokale sherif, Jess Sarber, og politimordet fik myndighederne til at sætte alt ind i jagten på røverbanden.
Datidens ordensmagt havde imidlertid et fundamentalt problem. Efter en gammel tradition havde sheriffen og hans folk det politimæssige ansvar i lokalområdet og kun begrænset samarbejde med delstatens politi.
Politisamarbejdet delstaterne imellem begrænsede sig til nogle få specifikke områder: spritsmuglere, flugtbilister, der krydsede statsgrænser, og kriminelle i indianerreservaterne.
DI – Division of Investigation
Disse områder hørte under DI – Division of Investigation eller undersøgelsesafdelingen – som John Edgar Hoover var chef for.
De forskellige instanser vogtede nidkært over deres magtbeføjelser og holdt ofte oplysninger for sig selv. Og eftersom bevogtningen af lokale arresthuse og banker skulle dækkes af lokale budgetter, stod sheriffen tit magtesløs over for de veludrustede kriminelle.
Stater som Illinois og Indiana, der var særlig hårdt ramt af Dillinger-bandens aktiviteter, begyndte at poste store summer i det lokale politiarbejde. Sherifferne skulle have bedre våben og ikke mindst hurtigere biler, som kunne hamle op med gangsternes.
John Dillinger selv benyttede som regel en Essex Terraplane 8, der takket være den kraftige 8-cylindrede motor og lette konstruktion kunne køre fra enhver politibil.
Hoover (th.) ønskede Purvis tillykke, da hans folk havde pågrebet Dillinger.
Hoover var misundelig på topagent
Melvin Purvis var den agent, som blev valgt til at finde Dillinger. Missionen lykkedes, og Purvis blev helt, men faldt siden i unåde hos sin ærekære chef, John Edgar Hoover.
Dillingersagen var knald eller fald for J. Edgar Hoover og hans føderale efterforskningsenhed DI. Lykkedes det at fange forbryderen, ville vejen være banet for at etablere FBI, der skulle have langt mere magt end DI.
Slog missionen fejl, ville hans karriere være slut.
Efterforskningen blev lagt i hænderne på Melvin Purvis, som stod i spidsen for DI’s Chicago-afdeling, men flere gange løb det helt af sporet for agenterne.
Da de skød tre tilfældigt forbipasserende ved feriestedet Little Bohemia, kaldte en avis Dillinger-jagten “ubegavet” og gav Purvis ansvaret, mens en anden spåede, at Hoovers hoved ville rulle, hvis de ikke fangede Dillinger “meget snart”.
Det skete så tre måneder senere, og Purvis blev straks nationens helt.
Hoover kaldte Purvis for “modig og frygtløs”, men forholdet ændrede sig hurtigt til et dybt fjendskab – angiveligt fordi Hoover nærede en dyb misundelse over al den opmærksomhed, Purvis fik.
Den juristuddannede Purvis var først blevet stationeret i Chicago i 1932, og den 30. juli 1934 – blot en uge efter Dillingers død – forlod han korpset.
DI blev omdannet til FBI den 1. juli 1935, og Hoover fortsatte som chef for den nye myndighed indtil sin død i 1972.
Melvin Purvis skød sig selv i 1960. Hans kone Rosanne påstod en tid, at han blev myrdet, mens andre mente, at han knækkede psykisk på grund af fjendskabet til Hoover. I dag mener de fleste historikere, at han tog sit eget liv som følge af et svigtende helbred.
Hoovers agenter skød de forkerte
Efter episoden i Lima kom DI for alvor ind i billedet. Hoover havde ambitioner om at skabe et nationalt korps af agenter med vide beføjelser til netop at tage sig af forbrydere, der opererede i flere delstater, men præsidenten var ikke med på ideen.
Franklin D. Roosevelt var tiltrådt i marts 1933 og prioriterede den økonomiske krise højere end bekæmpelse af kriminalitet.
Hoover så sin store chance i Dillinger-sagen.
DI-chefen satte sit Chicago-kontor med agenten Melvin Purvis i spidsen ind i jagten på Dillinger – ofte med dårligt resultat. Da Purvis fx fik oplysninger om, at Dillinger befandt sig i Indianapolis-området i begyndelsen af april 1934, sendte han straks et stort antal DI-agenter ud.
Men det eneste gemmested, de ikke tænkte på at opsøge, var Dillingers fars gård tæt på byen. Og det var rent faktisk her, John Dillinger opholdt sig.
Politiadvokaten Robert Estill lod sig fotografere med Dillinger efter en anholdelse. Det kostede ham senere jobbet.
Purvis’ største nederlag kom senere samme måned ved feriestedet Little Bohemia Lodge. Her dybt inde i Wisconsins skove samlede Dillinger-banden kræfter til nye forbrydelser.
Stedets ejer, den tjekkiske indvandrer Emil Wanatka, gik for at være gangster-venlig, men da hans kone Nan opdagede gæsternes sande identitet, slog hun alarm.
Sent om aftenen 23. april blokerede Purvis og et hold svært bevæbnede DI-agenter den eneste vej, som førte fra Little Bohemia, og gjorde klar til at omringe stedet. Pludselig kom en bil uden lys kørende mod agenterne.
Purvis' folk antog, at den mørkelagte bil var Dillingers, og de åbnede straks ild. Inde i bilen sad imidlertid tre lokale mænd, som havde spist på restauranten, fået lidt rigeligt at drikke og havde glemt at tænde lyset, da de kørte hjemad.
Agenternes skud dræbte den ene mand og sårede de to andre hårdt. Skyderiet gav tilmed Dillingers bande nys om, at der var fare på færde, og forbryderne tog flugten.
Det kom til en kort ildkamp, hvor en agent blev dræbt. Samtlige bandemedlemmer forsvandt ind i skoven, og da fadæsen nåede pressen, blev Purvis hængt ud som inkompetent.
Tidslinje: Jagten på John Dillinger
Veninden stak Dillinger
Anna Sage.
Efter skyderiet ved Little Bohemia gik John Dillinger under jorden. I den periode blev der begået flere bankkup, som man mistænkte Dillinger for at stå bag, men det er aldrig blevet bevist.
Pausen benyttede Dillinger til at opsøge en læge med forbindelse til det kriminelle miljø.
I en gammel vens private bolig fik Dillinger foretaget en plastisk operation i ansigtet og ændret sit fingeraftryk med en smertefuld blanding af syre og natrium.
Dillinger farvede også sit hår sort og tillagde sig et smalt overskæg, som han selv syntes gav ham en vis lighed med den fiktive mexicanske heltefigur Zorro.
Efter operationen rekreerede Dillinger sig hos den prostituerede Polly Hamilton.
Hun anede ikke, at Dillinger var en eftersøgt kriminel, og i juli 1934 var Dillinger i Wisconsin et par dage for at planlægge sit sidste store kup – et jernbanerøveri, der ville give så stort et udbytte, at han kunne trække sig tilbage. Dillinger vidste, at planen ville være vanskelig at gennemføre.
Stort set hele hans bande var enten dræbt eller spærret inde. Der var meget få tilbage, han kunne stole på, og end ikke hos Polly Hamilton kunne han vide sig sikker.
Hamiltons veninde Anna Sage genkendte Dillinger fra avisbilleder og gik til Purvis’ folk. Hun stod til at blive udvist til Rumænien, hvorfra hun var kommet, men agenterne lovede hende halvvejs en opholdstilladelse, og desuden regnede hun med at kunne indkassere dusøren på 25.000 dollars.
Sage fortalte agenterne om Dillingers biografplaner den skæbnesvangre aften, og Purvis' folk lagde sig i baghold. Operationen var nær gået i vasken.
Gangsterens endeligt
Politi og obduktionslæger tilså liget af den skydegale Dillinger i Chicagos lighus.
Biografejeren blev nervøs over de skummelt udseende mænd på gaden og alarmerede politiet.
DI havde ikke fortalt politiet om operationen, af frygt for at de ville tage æren for Dillingers pågribelse, så da patruljevogne dukkede op, opstod der forvirring. Blot minutter før Dillinger kom ud på gaden, fik Purvis betjentene kaldt til orden.
Anna Sage fik kun 5000 dollars i dusør og blev siden udvist. Hoover derimod scorede sin længe ventede sejr, og året efter blev han chef for det nystiftede FBI.
Dillingers død blev slutningen på gangsternes storhedstid i USA.