Historiens 5 mest sejlivede skurke
En skurk blev forsøgt myrdet 55 gange, en anden blev stukket 20 gange og en tredje var udsat for hele tre mordforsøg på en og samme aften. HISTORIE har rangeret historiens 5 mest sejlivede skurke til dig.

1. Skruppelløs konge skød tilbage mod sine attentatmænd
På listen over usædvanligt hårdføre skurke ligger Albaniens kong Zog (1895-1961) ubestridt i toppen. Det første af anslået 55 mordforsøg på ham skete, da han i 1923 var på vej op ad trappen til parlamentet i Tirana.
Zog, der dengang var indenrigsminister og bar det borgerlige navn Ahmet Zogelli, blev skudt i armen af en politisk modstander.
Attentatmanden, en ung student, blev overmandet, mens Zogelli upåvirket gik ind i parlamentet og holdt sin tale med blodet sivende fra armen.
Antallet af morderiske fjender steg dramatisk, da Zogelli med militærmagt først udråbte sig selv til Albaniens præsident og i 1928 til konge.
Ikke nok med, at kongen havde horder af politiske modstandere, som igen og igen forsøgte at myrde ham. Han var også involveret i utallige blodfejder – en århundreder gammel tradition, hvor enhver albaner havde retten til at dræbe folk, som havde gjort dem eller deres familie uret.
Kongen stjal og myrdede
Zog var imidlertid en mester i overlevelse. For at undgå giftattentater satte han sin egen mor til at overvåge det kongelige køkken og omgav sig med en livgarde fra sin klan. Samtidig gik han i gang med systematisk at myrde sine private og politiske fjender – før de fik ram på ham.
Kongens upopularitet blev ikke mindre af, at han huggede enorme summer fra statskassen. I 1931 var attentatforsøg derfor blevet noget nær hverdag.
Det mest berømte skete i 1931, da Zog forlod et teater i Wien. Udenfor ventede to mænd, som straks skød mod kongen. Zogs adjudant blev dræbt på stedet, og flere andre såret.
Kongen selv trak en revolver fra sin smoking og returnede iskoldt ilden. De overraskede attentatmænd tog klogeligt flugten.
Kong Zog overlevede efterfølgende endnu flere mord-forsøg. Da Italien invaderede Albanien i 1939, flygtede han ud af landet – og tog nationalbankens guld med sig.
Den efterstræbte regent døde på et fransk hospital i 1961.
Styrker/**svagheder**
- Overlevede mindst 55 mordforsøg som konge af et af Europas farligste lande.
- Gik aldrig i panik, men tog tværtimod attentatforsøgene med ophøjet ro.
- Eneste konge i historien, som har taget en skudduel med sine attentatmænd.
- Brugte præcis samme morderiske metoder som sine utallige fjender.
- Attentaterne mod kongen kostede mange af hans ledsagere livet.