Hollandsk frihedskæmper blev leder af piratstat

En dag i 1619 binder den hollandske kaperkaptajn Jan Janszoon en turban om hovedet og erklærer sig som muslim. Nu kan han frit jagte europæere, som kan sælges for styrtende summer på Afrikas slavemarkeder – et job som Janszoon viser sig at have umådeligt talent for.

En dag i 1619 binder den hollandske kaperkaptajn Jan Janszoon en turban om hovedet og erklærer sig som muslim. Nu kan han frit jagte europæere, som kan sælges for styrtende summer på Afrikas slavemarkeder – et job som Janszoon viser sig at have umådeligt talent for.

Pier Francesco Mola & Thrandur Thorariusson

Piraterne sejlede 3.700 km for at overfalde landsbyer på Island.

© Antoine Roux

Middelhavsområdet 1623

Søfartsnationer som England og De Forenede Nederlande har flere handelsskibe end nogensinde før, men deres besætninger kidnappes stadigt oftere af nordafrikanske pirater.

De har grundlagt deres egen republik omkring den marokkanske by Salé og udfører nu dristige togter mod Europa.

I ly af natten sænker tre mystiske skibe forsigtigt deres ankre ud for landsbyen Baltimore på den vindblæste irske sydkyst.

Skibenes besætninger tæller 280 pirater, der den 19. juni 1631 endelig har fået land-kending. Mere end 2.000 km har de ­tilbagelagt fra deres stat i Nordafrika for at fange kristne slaver.

Piraternes leder, Murat Reis, vil ikke risikere at komme i åben kamp på land, så med en lille gruppe mænd ror han ind til kysten for at rekognoscere.

“Vi har fundet et godt sted. Det bliver en god tur”, forsikrer Murat Reis sine ­pirater, da han vender tilbage.

Kort efter smyger mere end 200 barskt udseende mænd sig lydløst over skibenes ræling og ned i en armada af småbåde.

De er en broget skare af nord­afrikanske berbere, tyrkiske søfolk og europæiske overløbere – bevæbnet med krumsabler og ladte musketter.

Murat Reis udstøder sit angrebshyl, og sekundet efter bryder helvede ud i Baltimore.

Piraterne sparker dørene ind til de små fiskerhytter, og med slag og skældsord bliver alle beboere jaget ud på gaden.

Herefter stikker piraterne ild til bygningerne, så flammerne får himlen til at lyse rødt.

På et kaudervælsk af tyrkisk, ­arabisk og engelsk blev de skrækslagne indbyggere kommanderet ned til havnen og placeret i bådene, der snart var stuvende fulde af grædende irere.

Lyden fra en stortromme fortæller piraterne, at det er på tide at komme væk. Om få minutter vil den eng­elske flåde nå frem og ­kanonkuglerne begynde at regne ned over dem.

Murat Reis giver sine mænd ordre til at ro ud til skibene. Her bliver de irske fanger – 22 mænd, 33 kvinder og 54 børn – stuvet sammen i lasten, før piraterne sætter sejl og forsvinder mod syd.

Om få uger vil irerne møde den samme skæbne, som tusinder af andre europæere før dem: De skal sælges på slavemarkedet i Algier.

Under rejsen kan irerne ikke undgå at bemærke, at Murat Reis er lysere i huden end flertallet af piraterne.

Hans virkelige navn er da også Jan Janszoon – en 61-årig hollænder, hvis grådighed og eventyrlyst har ført ham til Nord­afrika, hvor han er blevet leder af Salé, verdens eneste pirat-stat.

Slaver i alle aldre kunne købes på de osmanniske slavemarkeder.

© Getty Images

1,5 millioner kristne fanget af piraterne

Store dele af Det Osmanniske Rige byggede på slavearbejde, og i 300 år sørgede de berbiske pirater for at levere nye menneskelige forsyninger.

Når berber-pirater som Murat Reis angreb handelsskibe og mindre byer, var de først og fremmest ude efter at tage fanger.

Historikere har beregnet, at op mod 1,5 millioner kristne slaver fra Europa blev bragt til Nordafrika mellem 1500- og 1800-tallet.

De uheldige europæere var piraternes primære handelsvare og blev især solgt på markedet i Algier. Byen var en del af Det Osmanniske Rige og det største hjemsted for Nordafrikas ­pirater, der var berygtede i Europa.

Når piraterne havde bragt deres kristne fanger til Algier, skulle de først vises frem for pashaen, byens leder. Han havde ret til hver 10. fange.

Alle fanger, det var værd at kræve løsepenge for, blev ført til et særligt fængsel. Her henslæbte de flere år med at skrive bønskrifter hjem til familien og deres fødeegn i håbet om at kunne samle penge til deres løsladelse.

For vogterne var det bydende nød­vendigt, at deres gidsler ikke konverterede til islam; gjorde de det, nægtede hjem­landet at tage imod dem – og så var ­gidslet værdiløs.

Fanger uden rige slægtninge eller velgørere blev ført til byens slave-­marked. Kvinder og unge drenge blev solgt som sex-slaver, hvilket allerede i samtiden blev beskrevet som “en ­skæbne værre end døden”.

Smukke kvinder kunne sælges for op imod 350 sølvmønter, hvorimod søfolk, der typisk blev solgt til den osmanniske flåde, gik for omkring 200 sølvmønter – til sammen­ligning blev en hest typisk solgt for 12 sølvmønter.

Til tider var markedet dog så oversvømmet med slaver, at det ifølge et gammelt ­mundhæld var muligt at “købe en ­kristen for et løg”.

Familien blev forladt

Jan Janszoon blev født i den nederlandske by Haarlem i 1570, imens de nederlandske provinser kæmpede for deres selvstændighed mod det spanske overherredømme.

Da Janszoon var 25, var strighederne stadig uafsluttede, og den unge mand besluttede at gå ind i frihedskampen.

Han stod til søs for at jage spanske skibe med et kaperbrev fra den nederlandske prins Morits. Brevet var en officiel tilladelse til statsautoriseret pirateri, som var helt almindeligt blandt krigsførende nationer i 1500-tallet.

Det vilde kaperliv passede Janszoon godt. Hollænderen erobrede skibe i hele Europa og var ikke bange for at snige sig ind i de spanske havne under falsk flag.

I år 1600 blev han endda forelsket i den mauriske kvinde Margerita fra byen ­Cartagena.

Janszoon besøgte jævnligt Margerita og fik fire børn med hende – uden at hans kone, Soutgen, og deres tre børn hjemme i Harleem opdagede noget.

I 14 år jagtede Janszoon spanske skibe, men livet som kaprer var ikke guldrandet.

De hollandske myndigheder krævede store afgifter af byttet; og indtjeningen gik helt i stå, da De Forenede Neder­lande indgik våbenhvile med Spanien i 1609.

Herefter hutlede Janszoon sig gennem tilværelsen som forholdsvis lovlydig kaptajn, men i 1618 traf han en drastisk beslutning.

Uden at tage afsked med sin hollandske familie samlede han Mar­gerita og de fire børn op i Spanien, før han satte kursen mod syd og de piratbefængte farvande omkring øen Lanzarote.

Janszoon havde utvivlsomt hørt historierne om “rene­gados” – de europæiske sømænd, som meldte sig under berber­piraternes faner.

Fra havne langs Nordafrikas kyst tjente de fedt på at fange slaver og kapre gods til søs. På Lanzarote fik Janszoon kontakt til en landsmand, kaptajn Ivan de Veenboer, der kunne berette om sin eventyrlige tilværelse som pirat.

Han havde endda ladet sig omskære og taget navnet Sulayman for at stige i pirat-hierarkiet.

Grinende fortalte Sulayman, at det var ham, der havde lært piraterne at styre de store europæiske sejlskibe – tidligere brugte piraterne kun små galejer.

Med tiden havde Sulayman fået kommandoen over 50 skibe, og med dem fulgte titlen Reis, som tilkom osmanniske flådekaptajner. Janszoon kunne lide, hvad han hørte, og sejlede med Sulayman Reis til Algier – piratbyen over dem alle.

Algier stod i total kontrast til Haarlems provinsielle orden: De labyrintiske gader var fyldt med boder, og at bevæge sig alene igennem dem kunne være livsfarligt.

Byens særkende var dog slaverne, som blev solgt på det enorme marked og blev brugt til alt lige fra prostitution til ­tobakssælgere.

I alt 40.000 slaver levede i byen – mange af dem fra Nordeuropa.

Hollænder bliver overbevist muslim

Jan Janszoon, der ville gøre alt for magt og rigdom, fulgte Sulaymans logik – han blev muslim og bandt en turban på hoved­et. Ved samme lejlighed tog han navnet Murat.

Den 11. maj 1619 sejlede hollænderen ud på sit første togt som berber-pirat – ansat som ­styrmand for ­Sulayman Reis.

Sammen angreb makkerparret et hollandsk handelsskib og tømte lastrummet for hvedemel, som de solgte for gode penge i Algier.

Murat steg hurtigt i graderne og var højt respekteret for sine færdigheder til søs. Den nye religion tog han alvorligt.

Når han fangede kristne, der skulle sælges som slaver i Algier, brugte han timer på at vinde dem for islam og overtale dem til at slutte sig til hans mandskab.

Da en af Murats byfæller fra Harleem kom til Algier, pralede piraten med, hvor mange penge der var at tjene på slå sig ned som muslimsk pirat.

Den hollandske gæst var svær at overbevise, så Murat tog ham med ind i sit soveværelse, hvor han stolt fremviste sin afskårne forhud, som hang til skue over sengen.

“Se her! For at blive muslim kræver det ikke andet end at skære denne lille ting af”, lokkede Murat, men landsmanden holdt sig til kristendommen og tog hjem til Holland, hvor han berettede om det sælsomme møde.

Murat havde kronede dage sammen med Sulayman Reis, men makkerskabet ­varede kun kort.

I oktober 1620 blev de to pirater fanget mellem fjendtlige krigsskibe, og en kanonkugle rev benene af Sulayman.

Inden han forblødte, nåede han at overdrage Murat kommandoen over sin flåde. Med ét slag var den ­hollandske muslim blevet Algiers ­mægtigste piratkaptajn – og kunne ­tilmed kalde sig Reis.

Den nye piratkaptajns tid i Algier blev dog kort, for byen indgik kort efter en alliance med en række europæiske magter, der ville gøre en ende på sørøveriet.

Derfor sejlede Murat og de andre kaptajn­er deres skibe til byen Nye Salé på Marokkos Atlanterhavskyst.

“Det er en by, der får alle kristne til at rynke på næsen”, mente en rejsende.

Nye Salé var som Middelhavsområdet i mikroformat – men trods alle race­mæssige og religiøse forskelligheder kunne indbyggerne stå sammen om én bestemt aktivitet: pirateri – og gerne mod de forhadte spaniere, der drev klapjagt på alle, der ikke var katolikker.

Glem alt om klassiske piratflag. Når Murat Reis drog på pirattogt, brugte han det flag, der ville give de bedste chancer for succes mod en forvirret fjende.

© Fatih Samil & creative commons

Algier-piraterne

Salé havde indgået en fredsaftale med Holland. Derfor skød Murat Reis skylden på Algier-piraterne ved at bruge deres flag, da han kaprede et skib fra sit hjemland i 1627.

© Fatih Samil & creative commons

De Forenede Nederlande

Fik Murat Reis øje på et spansk skib, vågnede patrioten i ham. Hans fødeby, Haarlem, var i sin tid blevet ødelagt af spanierne, og derfor hejste han sit fødelands flag, før han angreb spanske skibe.

© Fatih Samil & creative commons

Marokko

Hvis Marokkos sultan viste sig i Salé, hejste piraterne landets flag. Nok havde byen revet sig løs, men som Murat Reis’ allierede blev ­sultanen behandlet med respekt.

© Fatih Samil & creative commons

Osmannerriget

Formelt hørte Salé til ­­Osmannerriget, så under togter så langt væk som Island brugte piraterne tyrkernes flag. Derfor mindes islændingene angrebet i 1627 som “de tyrkiske bortførelser”.

Murat leder piraternes republik

Nye Salé, der senere skulle blive Marokkos hovedstad, Rabat, hørte formelt under Marokko, men piraterne blev hurtigt trætte af at betale 10 pct. af deres tyve-koster til sultan Moulay Zidan og udråbte derfor deres egen republik.

Piraterne vedtog, at de hvert år skulle vælge en ny regering – en såkaldt divan – med 14 medlemmer. Murat Reis blev piratrepublikkens første præsident og stor­admiral.

Hollænderen må have ­grinet i skægget, for hermed havde han ret til halvdelen af udbyttet fra byens ­piratskibe.

Samtidig kunne han tjene fedt på løsepenge ved at sælge de mange tilfangetagne slaver ­tilbage til deres familier i Europa.

Nye Salés befæstede bydel, kaldet Kasbah, blev pirat-republikkens hovedkvarter. Herfra forsvarede piraterne deres nye land mod fjender.

Fæstningen skulle vise sit værd, da sultanen ikke var tilfreds med piraternes ulydighed og kort efter begyndte at belejre byen.

Piraternes kontrol over søvejen betød dog, at ­sultanen aldrig fik dem i knæ. Tilsidst måtte Moulay Zidan opgive og anerkende Murat Reis som republikkens leder.

Men belejringen havde taget så hårdt på piraternes indtjenings­muligheder, at de måtte indgå en ­alli­ance med sultanen.

Republikken Salé blomstrede under Murats Reis’ ledelse, alligevel kedede livet som skrivebordspirat ham.

Allerede i november 1623 drog Murat igen på rov i Den Engelske Kanal, men en heftig efterårsstorm tvang ham til at søge ly i den nederlandske havneby Veere.

Landet havde heldigvis en fredstraktat med Marokko, og ved at hejse sultanens flag kunne Murat og besætningen, som bl.a. bestod af hollandske sømænd, kaste anker uden at blive taget til fange.

De hollandske myndigheder greb dog chancen for at lokke den tabte landsmand til at opgive pirateriet.

“Hans kone og alle hans børn blev bragt ombord”, skrev et øjenvidne.

“De tryglede ham om at forlade skibet, det samme gjorde besætningsmedlem­mernes forældre, men det var forgæves, for de var grådige efter bytte”.

For at føje spot til skade havde Murat held til at lokke flere af byens unge mænd til at følge ham.

Megen overtal­else skulle der ikke til, for håbløsheden var stor i den unge nation, der havde ført krig mod Spanien i et halvt århundrede.

Drømmen om nemme penge og flere koner fik i hundredvis af europæere til at blive nordafrikanske pirater i 1500-tallet. Mange konverterede til islam for at stige helt til tops i pirat-hierarkiet.

© Imageselect, Bridgeman & Johannes Hewenklau

Jack “Birdy” Ward (1553-1622)

Kapreren Jack Ward begyndte sin piratkarriere, da han stjal et eng-elsk skib og sejlede til Marokko. Her blev han muslim og opbyggede en af tidens største piratflåder med mere end 1.500 pirater.

Wards oplevelser er efter sigende inspirationen for Johnny Depps filmpirat Jack Sparrow.

© Imageselect, Bridgeman & Johannes Hewenklau

Sir Francis Verney (1584-1615)

Efter en arvestrid forlod adels-manden Francis Verney England i vrede. Han drak og duellerede, indtil han nåede Tunesien, hvor han blev en af lederne af Tunis’ piratflåde.

Lykken varede dog ikke længe, da Verney døde efter at være blevet taget til fange af en siciliansk pirat.

© Imageselect, Bridgeman & Johannes Hewenklau

Uluj Ali (1519-1587)

Italienske Giovanni Galeni blev som 17-årig taget til fange af osman­niske kaprere. Efter at have knoklet som gallejslave i to år konverterede han til islam, tog navnet Uluj Ali og arbejdede sig op i hierarkiet.

Alis sejre til søs imponerede så meget, at han i 1571 blev storadmiral i den osmanniske flåde.

Overfaldet på Island

Selvom han havde rundet de 57 år, begyndte det i 1627 atter at klø i Murat Reis’ indre pirat.

Derfor stævnede han ud på sit livs længste togt med fire skibe, 32 kanoner og mere end 300 pirater.

En dansk slave havde nemlig forsikret Murat om, at han kunne vise vej til det ubeskyttede Island.

“De føg ind over øen som jagthunde, de hylede som ulve, og de svage kvinder og børn kunne ikke nå at komme væk.” Ólafur Egilsson, islandsk præst, 1627

For Murat Reis lød den afsides ø som en perfekt jagtmark, og efter flere uger til søs fik piratskibene endelig den islandske sydkyst i sigte.

For at øge chancen for at fange de lokale sendte piraten tre af sine skibe mod øst, mens han selv sejlede med flagskibet mod vest.

Island var en dansk koloni, og normalt blev kysterne bevogtet af danske flåde-skibe.

Men denne sommer var de for­sinket og lå stadig i København, da Murat Reis stævnede ind mod den lille fiskerby Grindavík.

De fleste lokale var flygtet ind i landet, så snart de fik øje på de frem­mede skibe, men nogle blev tilbage for at kæmpe. De kunne knap tro deres egne øjne, da piraterne myldrede i land med hævede krumsabler.

Udbyttet var dog magert for den hollandske mesterpirat: blot 15 islændinge, 12 danskere samt nogle huder og saltede fisk.

Senere samme dag havde Murat held til at erobre et dansk handelsskib, men hans angreb på byen Álftanes blev afværget af islandske kanon­batterier, og Murat satte atter kursen mod syd.

Bedre gik det for Murats tre øvrige skibe, der angreb på Vestmanna-øerne den 17. juli. Den lokale præst, Ólafur Egilsson, så det ske:

“De onde pirater satte tre både i ­vandet, fyldte dem hurtigt med 300 mænd og sejlede mod kysten”, skrev han i sine erindringer.

“De føg ind over øen som jagthunde, de hylede som ulve, og de svage kvinder og børn kunne ikke nå at slippe væk”.

Herefter blev fangerne tæsket med ­køller og stuvet sammen i pakhuse, mens grupper af pirater finkæmmede øen.

“Piraterne dræbte alle, der kæmpede imod, og alle, der gjorde korsets tegn eller ytrede Jesu navn”, lød det fra Ólafur Egilsson.

Mens byens kirke brændte, blev 234 islændinge bragt ud til pirat­skibene og lagt i lænker ved siden af ­piraternes andre gidsler. Inde på land var 34 ­blevet dræbt.

I august nåede Murat Reis med sine skibe og knap 400 fanger til det store ­slavemarked i Algier.

“Islændingene blev skilt fra hinanden – selv børn fra deres forældre – og drevet gennem gaderne til markedspladsen, hvor de blev bortauktioneret, som var de får”, skrev Egilsson.

Præsten blev kort efter sendt til ­København for at bede Christian 4. om at betale de løsepenge, piraterne krævede.

En indsamling begyndte i de danske kirker, men der skulle gå flere år, før kongen fik sendt en tilstrækkelig sum til Algier, og da var de fleste islændinge enten solgt videre eller døde – kun 27 nåede tilbage til deres hjemland.

Tragedien er årsagen til, at de islandske salmebøger indtil midten af 1800-­tallet indeholdt en særlig bøn:

“Hold os Gud til dit rene ord, stop ­pavens og tyrkens mord”.

Da Murat Reis kom tilbage til Nye Salé, lå der et brev fra De Forenede ­Nederlande. Landet havde som det ­eneste en fredsaftale med piratstaten, og hollænderne var rasende over, at Salés pirater alligevel ­angreb deres skibe.

“Det er ikke min skyld, men skyldes mandskabet, der begik mytteri”, lød det fra Murat.

“Jeg er ked af, hvis alliancen går i stykker på grund af mig, og jeg håber at kunne tjene mit fædreland til den dag, jeg dør”, skrev han.

Angeren var rent skuespil: Få måneder forinden havde Murat Reis også selv ­kapret et hollandsk handelsskib.

Fortet, som Murat Reis’ pirater brugte som hovedkvarter, kan stadig ses i Rabat.

© Imageselect

Murat bliver selv taget til fange

Herefter begyndte lykken at vende for den slagfærdige pirat.

I løbet af de senere år havde stridigheder mellem Nye Salés forskellige folkeslag antaget borgerkrigslignende tilstande.

Samtidig ønskede den religiøse krigsherre Sidi al-Ayachi en jihad (hellig krig) mod de kristne – og piraternes spredte plyndringer gjorde nok skade på de vantro, mente han.

Al-Ayachi angreb derfor Salé med sin hær i 1627 og fik hurtigt kontrol over byen. Murat Reis nåede at stikke af i tide og slog sig ned i Algier.

Meget tyder på, at den tidligere pirat-admiral herefter gik en række magre år i møde, for historikerne kender ikke til mange angreb fra hollænderens side i denne periode.

Ifølge et par beretninger erobrede han den lille engelske ø Lundy og drev sit pirateri herfra i skarp konkurrence med europæiske kaprere.

I 1635 løb Murats held endegyldigt ud: Under et togt på Middelhavet fik han syv fjendtlige skibe fra Malteser-ordenen i kikkerten.

Ridderne på Malta var den katolske verdens bolværk mod det muslimske Nordafrika, og malteserne tog hellere end gerne kampen op mod piraterne.

Murat Reis var på havet uden eskorte, så han måtte over­give sig uden kamp og blev smidt i ­fængsel på Malta.

Fem lange år udholdt piraten tortur og ensomhed i sin lille celle, mens ridderne håbede på, at nogen ville betale løse­penge for ham.

Heldigvis var piraten ikke løbet helt tør for venner, og i 1640 gik fængselsdøren op.

Det var Marokkos nye sultan, Moulay Muhammad, der betalte løsesummen, så han kunne indsætte den aldrende pirat som guvernør i havne­byen Oualidia.

Sultanen betragtede nemlig Murat som en af de få, der kunne holde styr på ­landets egenrådige pirater.

Piratens sønner fik succes i USA

Jan Janszoon ødelagde byer og ­menneskeskæbner, men han blev også forfader til en legendarisk ­amerikansk slægt.

Som følge af den usikre situation ­ i Salé sendte han i 1627 sine to sønner, Anthony og Abraham, ud for at søge lykken. De unge mænd endte i Nieuw Amsterdam (senere New York).

Som nogle af de første ­muslimer I Nordamerika var livet svært for brødrene, men især Anthony havde en god forretnings-sans og blev med tiden den største jordejer på­ ­Manhattan.

Han var også den første ­beboer på Coney Island, som i hundred­vis af år var kendt som “Turk ­Island”.

Pirat-sønnernes familie spredte sig til hele USA og skulle med tiden få så prominente efterkommere som finansmanden Cornelius Vanderbilt, USA’s 29. ­præsident, Warren G. Harding, og Jacqueline Kennedy Onassis.

Bl.a. Jacqueline Kennedy kan trække sit stamtræ tilbage til piratpræsidenten Jan Janszoon.

© Getty Images

Den uventede lykke

Således kunne hollænderen inden for få uger bytte sin klamme fængselscelle ud med et guvernørpalads. Og i julen 1640 kom der tilmed uventet besøg fra Holland.

Det var Murat Reis’ anden datter, Lysbeth, som faren havde skrevet til, da han endelig slap væk fra Malta.

Lysbeth blev dybt imponeret over ­paladset. Her var gårdhaver med springvand, mosaikker på alle gulve og tjenere i farverige gevandter.

Far og datter kunne omfavne hinanden for første gang i 17 år, og efter nogle måneder som gæst i Marokko traf Lysbeth en stor beslutning.

Hun tilgav sin far for at have svigtet familien og valgte at blive boende i paladset sammen med sin stedmor og sin far, den hollandske pirat.

Hvordan det herefter gik den 70-årige Murat Reis, kan historikerne ikke kaste lys over.

Det eneste, der vides om hans sidste leveår, er en sætning fra en gammel hollandsk biografi. Den lyder:

“Han døde ikke af naturlige årsager”.