Hypnosemordene vakte opsigt verden over

Foran kassen venter et bud fra avisen Land og Folk på at blive ekspederet, og ved vinduet ud mod gaden taler bankbestyrer Arnold Wisbom med en nydeligt klædt herre.

Pludselig brager et skud mod loftet, og alle kaster sig ned på gulvet. Hardrup sænker sin pistol og går hen til kassen. Her smider han en mappe på disken foran kasserer Kaj Møller, som spejder op fra skranken.

“Tag det roligt. Kom pengene i mappen”, kommanderer Hardrup inde bag skimasken.

Men i stedet for at åbne kassen trækker Møller sig skrækslagen væk. Hardrup sigter og skyder på kassereren, som bliver ramt i brystet. Han falder dødeligt såret om på gulvet. Røveren vender sig mod bankbestyrer Wisbom.

“Hænderne op. Se så at få fyldt penge i den mappe”, råber Hardrup til ham.

Skrækslagen tøver Wisbom et fatalt øjeblik, og et nyt skud flænger luften. Bankbestyreren synker sammen, ramt i hjertet. Hardrup gribes af panik. Han glemmer alt om mappen og stormer ud på gaden.

Den enerverende kimen fra bankens udendørsalarm har fået adskillige nysgerrige til at stimle sammen på fortovet, og en af dem prøver at spænde ben for røveren.

Hardrup undviger og råber vredt til ham: “Skrub af, eller jeg skyder”. Herefter kaster han sig på sin cykel og krydser gaden.

En anden cyklist hører flere råbe “Stop røveren” og forsøger at afskære Hardrup vejen. De to cykler kolliderer og vælter. I faldet taber Hardrup sin pistol, men får fat i den igen, inden han roligt cykler videre i tøsneen.

Morderen flygtede mindre end 400 meter

Hardrup drejer ned ad en sidegade, mens et andet vidne følger efter ham på sikker afstand. Mindre end 400 meter fra Landmandsbanken stiller røveren cyklen fra sig ud for Griffenfeldsgade nr. 38 og forsvinder ind gennem gadedøren.

Vidnet – en 20-årig blikkenslagerlærling – vil kigge ind i opgangen for at sikre sig, at røveren ikke smutter ud via bagudgangen. Men idet han åbner gadedøren, står han ansigt til ansigt med Hardrup, som griber sin pistol og snerrer: “Kan De komme ud!”

Da politiet kort efter ankommer til Griffenfeldsgade, udpeger blikkenslagerlærlingen opgangen, hvor røveren har søgt tilflugt.

Politiet lægger sig på lur og arresterer minutter senere Hardrup, da han træder ud gennem døren. Med en betjent på hver side føres han hen til en ventende politibil. Undervejs overdænges Hardrup med skældsord fra folkemængden.

“Slå ham ihjel. Et liv for et liv”, råber en af tilskuerne.

Til betjentenes overraskelse vinker den unge mand til mængden og smiler. Større bliver politiets forvirring, da den 28-årige Hardrup ankommer til politistationen og uden videre tilstår alt. Dobbeltmorderen er mærkeligt fravær­ende under forhøret – som i en trance, bemærker betjentene. Han påstår, at hans “skytsånd” befalede røveriet.

Først senere afslører efterforskningen af sagen, at skytsånden i virkeligheden er hans tidligere cellekammerat, som har lært sig at hypnotisere. Snart er “Hypnosemordene fra København” i aviserne verden over.

Nazist ville samle Norden

Da Palle Wischmann Hardrup kom til verden den 3. december 1922, tegnede hans fremtid lyst. Forældrene var velhavende, og deres tvillingesønner voksede op i en forstadsvilla med tjenestefolk.

Faren var driftsleder på en fabrik, men fik blyforgiftning af sit arbejde, og så begyndte nedturen. Nedbrudt af sygdom måtte faren holde op med at arbejde, og familien blev tvunget til at flytte til en ydmyg lejlighed i arbejderbydelen Valby.

Moderen forsøgte at begå selvmord, og teenageren Palle trak sig mere og mere ind i sig selv. Under den tyske besættelse af Danmark blev den indelukkede 17-årige Palle Hardrup medlem af NSU, en nazistisk ungdomsbevægelse med kæft, trit og retning.

Her følte han sig hjemme, og i løbet af krigen blev han medlem af det forhadte Schalburg-korps og Hipo-korpset, som hjalp tyskerne med at terrorisere danskerne og jagte modstandsfolk.

Hardrup havde en vision om, at han en dag ville samle Norden i et Storskandinavien med sig selv som fører. At gå i tysk tjeneste var kun et midlertidigt værn mod det, han frygtede allermest: kommunismen.

Da Danmark blev befriet i maj 1945, satte en dom på 14 års fængsel for landssvig midlertidigt en stopper for visionen om et Storskandinavien. Halvandet år inde i afsoningen mødte han sin “skytsånd”, Bjørn Schouw Nielsen, i Horsens Statsfængsel.

Schouw Nielsen var syv år ældre end Hardrup og vaneforbryder. Under krigen havde han afpresset danske virksomheder ved at true med at sprænge dem i luften. Han havde begået væbnet røveri mod såvel en dansk politimand som en tysk soldat, som han ovenikøbet sårede under overfaldet.

Schouw Nielsen blev derpå stikker for tyskerne og angav danske frihedskæmpere, hvilket han fik 12 års fængsel for efter befrielsen.

Hardrup var et let bytte

Fængselslivet tog hårdt på Hardrup. Udsigten til at tilbringe resten af sin ungdom bag tremmer var knusende, og han søgte tilflugt i fantasierne om at danne et politisk parti, som kunne samle Norden og gøre ham selv til skandinavernes fører. Men fantasierne var ikke nok til at holde hans humør oppe.

“Jeg følte mig helt alene, som om jeg var i en dykkerklokke på bunden af havet”, fortalte han senere.

Hardrups eneste opmuntring under de lange dage i Horsens Statsfængsel var Schouw Nielsen. De to fandt ud af, at de delte interessen for at udforske den åndelige og spirituelle verden.

Snart fik de tilladelse til at flytte sammen i en dobbelt­celle, og frem til deres prøveløsladelse i 1949 eksperiment­erede de med at hypnotisere hinanden og dyrke yoga. På briksen i den nøgne, gulmalede celle fik Schouw Nielsen vha. hypnose magten over Palle – en magt, som i 1951 kostede to mennesker livet.

Om dagen arbejdede de to forbrydere sammen i et lille fængselsværksted uden andre indsatte til at blande sig i deres samtaler, og om aftenen hypnotiserede Schouw Nielsen sin yngre kammerat i deres celle.

Døgnet rundt vogtede hypnotisøren over sin kammerat. Efter adskillige måneders bearbejdelse var Schouw Nielsen klar til at sætte sin plan i værk. Mens han foregav at befinde sig i en hypnotisk trance, kom han i forbindelse med en skytsånd, han kaldte X.

Skytsånden befalede i første omgang Hardrup at bryde båndene til andre fanger, som han af og til talte med. Jo mere isoleret Hardrup blev, desto større magt fik Schouw Nielsen over ham. Næste befaling lød på, at Hardrup skulle stoppe korrespondancen med sine forældre og sin bror – også den ordre adlød han.

Schouw Nielsen havde skabt et redskab, som han kunne få til at gøre hvad som helst. Nu ventede han blot på chancen til at få gavn af de mange timers arbejde med sin cellekammerat.

Fra cellekammerat til pengemaskine

I oktober 1949 blev Hardrup og Schouw Nielsen prøve­løsladt som led i en større amnesti til landssvigere fra 2. verdenskrig.

Allerede på andendagen ude i friheden indfandt Hardrup sig hos Schouw Nielsen og lod sig over­tale til at investere sin opsparing i et fælles firma, som skulle undervise i hypnose via postordre. Investeringen slog fejl, og de måtte begge tage fabriksarbejde i stedet.

Skytsånden befalede Hardrup at dele sin løn med Schouw Nielsen, mens han aldrig modtog en øre af makkeren. Ud af en ugeløn på 200 kr. fik han kun lov til at beholde 35 kr.

Men det var ikke nok for Schouw Nielsen, som lod skytsånden befale, at Hardrup skulle låne penge af sine venner og sin familie og aflevere dem, når han kom til hypnotiske behandlinger to-tre gange om ugen.

Schouw Nielsen sørgede også for, at Hardrup blev gift med en af sine bekendte – måske for også at kunne vride penge ud af hende gennem sit hypnotiske greb om ægtemanden. Til politiet forklarede Bente Hardrup senere, at hun var fortvivlet over, at hendes Palle var aldeles under Schouw Nielsens indflydelse. Hendes mands kammerat blandede sig i alt – fx i deres privatøkonomi.

Hun bad ægtemanden om at afbryde forbindelsen, men det skete ikke. I stedet begyndte Schouw Nielsen at slæbe Hardrup med på bodega for at de kunne tale uforstyrret sammen.

Når de to mænd var i byen, betalte Hardrup hver gang regningen. Og når han ikke var med i byen, tog Schouw Nielsen tit en taxa fra bodegaen hen til sin unge ven for at hente penge til at betale værtshusregningen med.

Til sin fortvivlede kone fortalte Hardrup, at hovedparten af hans løn blev brugt til at stifte et nyt parti – og aftenerne, hvor han var ude med Schouw Nielsen, gik med partiarbejde. At kammeraten havde lånt hans kamera og armbåndsur og pantsat dem, undlod han at afsløre.

Snart måtte Schouw Nielsen indse, at han ikke kunne vride tilstrækkeligt med penge ud af ægteparret Hardrup til at finansiere sit vilde natteliv. Og så fik han en lys idé: Hardrup kunne måske hypnotiseres til at røve en bank.

Med ét godt kup kunne han derved få fingrene i flere tusind kroner i stedet for de 20, 50 eller 100 kroner, som han hidtil havde fået af Hardrup.

En sommerdag inviterede Schouw Nielsen ægteparret Hardrup med til stranden ved Charlottenlund Fort nord for København. De to kammerater gik ud i vandet for at være alene, og her afslørede skytsånden, at Hardrup denne dag ville få at vide, hvor han skulle lægge pengene efter bankkuppet.

På vej hjem fra stranden sørgede Schouw Nielsen og Hardrup for at komme væk fra Bente. Herefter vendte de om og cyklede tilbage til Charlottenlund Skov.

Hardrup fik udpeget en busk, som han skulle lægge pengene ind i – solidt pakket ind. Under de næste dages hypnose indprentede skytsånden igen og igen Hardrup, hvordan han skulle røve banken på Hvidovrevej.

Så var Schouw Nielsen omsider klar til at sende sin fjernstyrede røver i aktion.

20.000 kr. var ikke nok for skytsånden

Den 23. august 1950 lod Hardrup, som om han var syg, og blev hjemme. Da Bente var gået på arbejde, cyklede han hen til en boligblok over for banken. Inde i opgangen tog han solbriller og cottoncoat på og redte sit hår ned med fedtet brillantine, så han var svær at genkende.

Røveriet foregik i en rus, som Hardrup huskede meget lidt fra – ved at true med en pistol fik han pengene og flygtede på cykel.

Nogle hundrede meter fra banken parkerede han cyklen og tog cottoncoaten og solbrillerne. Så prajede han en taxa og kørte til Charlottenlund Skov. Undervejs stoppede han for at købe et stykke groft papir til at pakke pengene ind i.

Schouw Nielsen fik pengene – lidt over 20.000 kr. – Hardrup fik lov at beholde 20 kr. til at dække sine udgifter.

Kuppet tilfredsstillede for en stund skytsånden, men efter et halvt år kunne Schouw Nielsen begynde at se enden på den fest, han havde for de røvede penge. Et nyt og større kup måtte snarest stables på benene.

I januar 1951 begyndte forberedelserne til røveriet mod Landmandsbanken. Schouw Nielsen fortalte, at “skytsånden ikke var helt tilfreds med det sidste røveri”, og sendte Hardrup ud for at købe nye solbriller, en skimaske og en pistol.

Sammen gik de ture, hvor Schouw Nielsen viste ham banken, og hvor pengene skulle gemmes. Under intensiv hypnose blev Hardrup skolet i at udføre røveriet lige efter planen og – lige så vigtigt – at glemme alt om Schouw Nielsen, hvis noget gik galt.

Skulle han blive arresteret af politiet, måtte han ikke nævne sin tidligere cellekammerat eller lade andre hypnotisere ham. I stedet skulle han foregive at være i dyb trance, når han gav de aftalte svar.

For at give skytsånden et ekstra stærkt greb om Hardrup blev der afholdt stiftende generalforsamling for partiet, som Hardrup dagdrømte om. Til stede var kun Hardrup, Schouw Nielsen og en gammel nazist, som de kendte fra tiden i Hipo-korpset.

Danmarks National-Kommunistiske Parti skulle det hedde, og i partiprogrammet stod der blandt andet, at DNKP ville befri arbejderne fra trældom, så de fik mere tid til spirituel fordybelse. Arbejdsdagen skulle skæres ned til to timer, Norden skulle forenes, og en rigschef med diktatoriske beføjelser udnævnes.

Centralt i partiprogrammet var også oprettelsen af en flåde af supermoderne fiskekuttere, der skulle evakuere Niels Bohr og andre værdifulde forskere, hvis Danmark blev angrebet af Sovjetunionen.

Da de var blevet alene, hypnotiserede Schouw Nielsen endnu en gang Hardrup og understregede, at alt nu afhang af ham. Alt i dette liv og det næste stod og faldt med Hardrup. Hvis han svigtede, kunne skytsånden ikke frelse Hardrup fra evig fortabelse.

Endnu en gang indprentede Schouw Nielsen, at Hardrup skulle vrøvle om skytsånden og DNKP, hvis han blev arresteret.

Cyklen var en bommert

Dobbeltmordene i Landmandsbanken på Nørrebrogade ramte de danske avisers forsider fredag den 30. marts 1951.

“Bankmorderen var en prøveløsladt Hipo-mand”, skrev Politiken. Længere inde i avisen afslørede en artikel, at motivet ikke var berigelse, “men at skaffe penge til et bedre samfund”.

Berlingske Tidende bragte en beretning om, at de andre indsatte i Horsens Statsfængsel anså Hardrup for at være “en fantast”. Billedet blev bekræftet under politiets ransagning af Hardrups lejlighed. Her fandt politiet hjemmelavet propagandamateriale for DNKP og et stilehæfte med titlen “I pagt med de store love”.

VIDEO: Se traileren til 'Skytsenglen'

Udenpå stod et navn: Bjørn Schouw Nielsen. Samme dag dukkede en mand op hos politiet og bad om at få udleveret sin cykel. Den vagthavende studsede, da manden oplyste sit navn: Bjørn Schouw Nielsen.

Politiet stillede ham nogle spørgsmål, men fik ikke andre svar, end at manden havde lånt Hardrup sin cykel. For en sikkerheds skyld valgte politiet at tilbageholde den mystiske mand med det brændende blik.

Om hypnotisøren stod og manglede sin cykel eller forsøgte at opsnuse, om Hardrup havde sladret om ham, vides ikke. Men han kom med sikkerhed til at fortryde sin henvendelse til myndighederne.

Under grundlovsforhøret af Schouw Nielsen et døgn senere kunne politiet fremlægge beviser på, at Hardrup kort før røveriet havde opholdt sig i en lejlighed, som tilhørte Schouw Nielsens senile tante.

De havde også beviser på, at Schouw Nielsen havde skaffet et magasin til den pistol, som blev brugt til at begå mordene med, og han blev derfor varetægtsfængslet. Da pressen fik nys om en mulig sammensvoren, meldte 40 vidner fra Horsens Statsfængsel sig.

Alle svor de på, at Schouw Nielsen med hypnose havde styret Palle som en marionet og blandt andet fået ham til at ignorere andre fanger, når de talte til ham. Politiet fik travlt med at undersøge, om det kunne lade sig gøre at hypnotisere nogen til at begå et mord – og om Schouw Nielsen var hypnotisør.

Schouw Nielsen løj om hypnose

Da de første 14 dages varetægtsfængsling skulle forlænges, blev Schouw Nielsen igen stillet for en dommer. Politiet fremlagde et edsvorent vidneudsagn fra en indsat i Horsens Statsfængsel. Han fortalte, at han en aften besøgte Schouw Nielsen i hans celle, mens Hardrup var i dyb trance.

Vidnet forklarede, at han løftede Hardrups ene øjenlåg og pustede ham hårdt i øjet, uden at Hardrup reagerede. Schouw Nielsen benægtede, at han havde hypnotiseret nogen – han havde kun dyrket yoga sammen med sin cellekammerat, og som han bedrevidende fnøs:

“Yoga og hypnose har som bekendt intet med hinanden at gøre”.

Politiet kunne derpå oplæse et udsagn fra Bente Hardrup, som to dage efter mordene blev afhørt om sagen. Ifølge rapporten havde hun indtryk af, “at hendes mand i visse retninger fuldkommen lod sig lede af Schouw Nielsen”. Varetægtsfængslingen blev nok en gang forlænget.

Under den videre efterforskning fandt politiet en skitse over posthuset i Vanløse, som formentlig skulle være det næste mål for et hypnose-røveri. Politiet lod Schouw Nielsen forstå, at de kun var på sporet af skitsen, og han stak dem straks en løgn for ikke at blive sat i forbindelse med endnu et røveri.

Ifølge Schouw Nielsens forklaring havde Bente Hardrup lavet skitsen, og da han selv hørte om den, havde han flået den i stykker og sagt til sin naive ven Palle:

“Det er en modbydelig kælling, der laver sådan en skitse til sin mand”.

Herpå fremlagde politiet den uskadte skitse for Schouw Nielsen, som på stedet ændrede forklaring. Nu havde han hørt om skitsen, men glemt alt om den, lød det. Hårdt presset kastede Schouw Nielsen en ny bombe: Han mente, at hans tidligere cellekammerat måtte være sindssyg.

Da han sad i fængsel, havde han ikke bemærket, at Hardrups vilde idéer og farverige fantasier var udtryk for sindssyge – måske befandt de sig begge i en fængselspsykose.

Schouw Nielsen forsøgte også at fremstille sig selv som alt for ubegavet til at kunne manipulere Hardrup.

For eksempel forstod han ikke meget af, hvad der blev sagt under stiftelsen af Danmarks National-Kommunistiske Parti i hans lille lejlighed kort før dobbeltmordet, hævdede han.

Psykiater hypnotiserede Hardrup

Psykiateren Max Schmidt blev hidkaldt for at undersøge, om Hardrup var ved sine fulde fem og kunne stilles til ansvar for sine handlinger.

Morderen havde for eksempel ikke vist tegn på anger over at have myrdet to uskyldige mænd, så politiet ville vide, om han var en afstumpet forbryder eller en sindslidende, som ikke anede, hvad han havde foretaget sig på Nørrebrogade.

Schmidt hypnotiserede dobbeltmorderen, som i trance talte længe om sin skytsånd. Han kaldte ånden for X og forklarede om dens “ganske direkte forbindelse med mig”. Han forklarede også, at det var skytsånden, som havde befalet ham at begå røveriet.

Præcis som Schouw Nielsen havde dikteret, fortalte Hardrup også om Danmarks National-Kommunistiske Parti og hans vigtige opgave med at samle Norden. “Der er ikke nogen tvivl om, at observanden på fri fod blindt og uden skrupler ville adlyde en hvilken som helst ordre fra skytsånden”, lød Max Schmidts vurdering.

Men om skytsånden var Schouw Nielsen, kunne han ikke fastslå. I maj 1951 måtte politiet derfor løslade Schouw Nielsen på grund af manglende beviser.

Ærgerlig opgav psykiateren og fremlagde i december 1951 sin rapport: Hardrup var sindssyg og hørte hjemme på det, som dengang blev kaldt en psykopatanstalt. Schmidt ville dog ikke udelukke sin hypnoseteori; han kunne bare ikke bevise den.

Da Hardrup forstod, at han var erklæret sindssyg, blev dobbeltmorderen tilsyneladende så rystet, at Schouw Nielsen mistede sit hypnotiske tag i ham. Eller også kom han – over en måned efter dobbeltmordene – omsider ud af sin trance og kunne se virkeligheden i øjnene.

Langsomt begyndte konsekvenserne af hypnose-eksperimenterne i Horsens Statsfængsel at gå op for ham. I december skrev Hardrup en ny og helt anderledes tilståelse af det røveriske overfald, som kostede to bankmænd livet.

Tilståelsen blev nedfældet i to stilehæfter i juledagene 1951 og fik i pressen navnet “Stilebogstilståelsen”. Hardrup indrømmede at have fyldt Max Schmidt med “bevidste løgne og bortforklaringer”, for hypnoseteorien var sand:

Bjørn Schouw Nielsen var skytsånden X. I deres fælles celle havde han “undfanget den mest geniale idé, der nogensinde var opstået i en forbryderhjerne” – at hypnotisere en anden til at begå bankrøverier for at dække sit uhæmmede forbrug “af kvinder og alkohol”.

Tilståelsen trak omgående overskrifter i landets aviser. “Blev bankrøver ved hypnose og myrdede to af bankens folk”, skrev Politiken 8. januar 1952.

Berlingske Tidende fulgte op med “Skytsånd fik ham til at begå drabene”, mens Information slog fast, at “Selv pæne folk kan hypnotiseres til at dræbe”.

Til Information forklarede hypnoseekspert dr. Gunnar Kelstrup, at Hardrup ikke var i hypnose under røveriet på Nørrebrogade, men i en posthypnotisk tilstand, hvor han gjorde alt, hvad Schouw Nielsen havde befalet under den forudgående hypnose.

Begge tiltalte erklærede sig uskyldige

På baggrund af Stilebogstilståelsen blev Schouw Nielsen atter varetægtsfængslet. Han prøvede igen at stemple Hardrup som skør, men nye psykiatriske undersøgelser betegnede nu ikke længere bankrøveren som uhelbredelig sindssyg, men klar til psykiatrisk behandling. Først den 16. juni 1954 kom sagen for retten i Østre Landsret.

Salen var stuvende fuld af tilskuere, og for at sikre, at Schouw Nielsen ikke fik øjenkontakt med Hardrup og dermed kunne påvirke ham, stod rækker af betjente mellem de to tiltalte.

Hardrup var tiltalt for røverierne i Hvidovre og på Nørrebrogade samt dobbeltdrab. Schouw Nielsen var idémanden bag forbrydelserne og havde tilskyndet ham til dem, lød tiltalen.

“Jeg har gjort det, men er ikke skyldig”, erklærede Hardrup, da han skulle forholde sig til tiltalen mod ham.

“Ikke skyldig. Det er det rene nonsens”, svarede Schouw Nielsen på samme spørgsmål.

Gennem en måned sad tilskuerne målløse, mens jurister, eksperter og de to tiltalte skændtes. Hypnoseteorien blev det store stridspunkt. Anklagerens ekspertvidne, en overlæge og psykiater, forklarede i retten, at Schouw Nielsen var bagmanden, som havde lavet “hypnotiske eksperimenter” på Hardrup.

Forsvarets ekspertvidne, som var overlæge og hypnosespecialist, påpegede, at sindssyge var så godt som umulige at hypnotisere. Altså var Hardrup ikke sindssyg, men ansvarlig for sine handlinger.

Den 17. juli 1954 faldt nævningenes afgørelse, og journalister fra ind- og udland hastede til tasterne. Los Angeles Times skrev: “Dansker får livstid for bankrøveri under hypnose”.

Få dage senere var sagen nået til Australien, hvor The Sun-Herald havde følgende overskrift: “Hypnotiseret til at begå mord”.

Schouw Nielsen fik livstid for gennem hypnose at manipulere Hardrup til at begå røveri og drab, mens Hardrup blev idømt livslang forvaring på psykopatanstalt.

Dommen vakte international opsigt: Ingen var tidligere blevet dømt for at hypnotisere en anden til drab.

Psykologer, psykiatere og hypnoseeksperter diskuterede ivrigt Hypnosemordene, og de fleste udenlandske eksperter afviste, at det kunne lade sig gøre.

Schouw Nielsen forsøgte også at så tvivl om dommen ved at hævde, at politiet havde presset Hardrup til at skrive Stilebogstilståelsen mod at slippe billigere.

Selv i dag er eksperterne i tvivl: Var Hypnosemordene en lumsk hypnotisørs værk – eller rev en gal mand sin uskyld­ige cellekammerat med sig i faldet?