Solen var ved at gå ned. De tre bønder kastede et skræmt blik mod den glødende aftenhimmel over Jurabjergene og skyndte sig videre.
Efter solnedgang gik de nødigt ud – og aldrig alene. Ikke efter at varulven var kommet til deres by Dõle i det østlige Frankrig! Varulven havde allerede dræbt to børn, og ingen vidste, hvornår den ville slå til igen.
Varulven er et skrækkeligt uhyre – en ulv besat af Helvede og drevet af Djævelen selv! Flagellum Maleficorum [Heksenes svøbe], 1490
Med ét blev aftenstilheden flænset af en gruopvækkende lyd: det langstrakte hyl fra en ulv og en ung piges fortvivlede skrig.
Bøndene overvandt deres frygt, greb økser og høtyve og styrtede af sted. I en lund fandt de pigen. Hun var død.
Bønderne så en skikkelse flygte. Den løb på alle fire og bevægede sig som en ulv, men lige før skikkelsen forsvandt, bemærkede de, at den under sin ulvemanke havde et menneskeligt ansigt...
Eneboeren Gilles Garniers ansigt.
Ny lov indledte jagten
I 1400-1600-tallets Europa troede menneskene fuldt og fast på, at varulve eksisterede. Teologer og jurister forfattede lærde afhandlinger om dem, mens den frygtsomme befolkning barrikaderede dørene om natten.
De ældste beretninger om varulve er flere tusinde år gamle, men især i senmiddelalderen huserede de dæmoniske væsener. Baggrunden for, at varulveplagen ramte Europa på netop dette tidspunkt, skal findes i en ændring af landenes love.
Stenaldermenneskene levede af jagt. For dem var ulven blot en konkurrent.
Varulven er flere tusinde år gammel
Da menneskene blev bønder, forvandlede ulven sig til en trussel mod kvæget. Dermed begyndte dæmoniseringen af rovdyret.
Troen på varulve kan forfølges tusinder år tilbage i tiden. Den dukker op på hulemalerier og i fx den græske digter Ovids værker.
Formentlig stammer overtroen fra den tid, hvor mennesket gik fra at være jæger til at blive landmand. Nu var ulven en trussel mod husdyrene og blev dæmoniseret.
Overtroen var åbenbart så grundfæstet, at den romerske historiker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) besluttede at ramme en pæl igennem den i sit værk Naturalis Historia.
Ren fantasi, afgjorde Plinius. Men held med sit forehavende havde han ikke. Overtroen levede videre i fx Norden. I 1500-tallet udpegede den svenske gejstlige Olaus Magnus de nordiske lande som hjemsted for varulve.
De bryder ind i menneskenes huse for at stjæle forråd og mødes hvert år i Litauen for at vise deres styrke ved at springe over en mur. Den, der er for velnæret til at komme over, bliver hånet af de andre, forklarede Olaus Magnus.
Også i de islandske sagaer trives overtroen. Egils Saga beskriver, hvordan vikingen Egils farfar fik navnet Kveld-Ulv: Han kunne skifte skikkelse og vandrede ud i natten.
Langt op i middelalderen var de europæiske love stadig baseret på romerretten. Blandt de overleverede love var Lex Talionis – gengældelsens lov – som gjorde det muligt for antikkens romere at retsforfølge mennesker, der fremsatte falske anklager.
Loven gjorde det risikabelt at rejse anklager, der var svære at føre bevis for – fx anklager om trolddom.
Men i senmiddelalderen var kirkens magtposition truet af reformtanker. Kirken skulle forsvare sig og fik derfor ændret gengældelsens lov, så “kætterne” kunne komme for retten.
Nu begyndte også retssagerne mod hekse og troldmænd – og i 1407 blev den første varulv anklaget i Schweiz. De næste 300 år dødsdømte kirke og myndigheder tusinder af mennesker.
Varulven Gilles Garnier
En af disse varulve var Gilles Garnier, kendt som “eremitten fra Dõle”. Gilles var en sky enspænder, som undgik kontakt med andre mennesker.
Han var mager og bleg med et filtret fuldskæg og buskede øjenbryn, som mødtes over næseroden.
Lige siden det første barn var forsvundet i Dõle-området, havde indbyggerne mistænkt Gilles Garnier. Men de havde ingen beviser – ikke før de tre lokale bønder så ham flygte fra den dræbte pige i lunden.
Ifølge overtroen havde varulve mange ansigter – nogle lignede ulve, andre bevarede deres menneskelige træk.
Midt i november 1573 forsvandt endnu et barn, en 10-årig dreng. Flere dage senere fandt de lokale ham død på en mark. Drengens ene ben var revet af, og nogen havde gnavet i drengens lår. Nu fik befolkningen nok. Gilles Garnier blev pågrebet og ført til magistraten. Retsprotokollerne fra sagen er bevaret:
“Det er bevist, at nogle dage efter Skt. Michaels dag angreb Gilles Garnier en pige på 10-12 år ved vingården de Chatenoy omkring en halv mil fra Dõle.
Garnier havde ulveskikkelse, da han gjorde dette. Han dræbte pigen med sine hænder, som ligner poter, og tænder og trak hende ind i de la Serre-skoven.
Her klædte han hende af og spiste grådigt af kødet på lår og arme. Noget af kødet tog han med hjem til sin kone Apolinne, som han boede sammen med i Saint-Bonnnot nær Amanges”.
Dokumentet fortsætter med at opremse Garniers ugerninger. I alt var han anklaget for at have dræbt og lemlæstet fire børn i løbet af efteråret 1573.
I sensommeren 1573 besluttede byrådet i Dõle at dræbe den varulv, der spredte rædsel i området.
Garnier tilstod alle forbrydelser og forklarede, at sult var motivet. Han havde indgået en pagt med en dæmon, som gav ham en magisk salve, der kunne forvandle ham til en ulv.
Sådan blev han i stand til at fange mennesker og dyr, når sulten kom over ham.
Magisk salve og ulvebælter
Som en del af “djævlepagten” fik varulven en magisk genstand, som forårsagede forvandlingen. I Garniers tilfælde var det en salve – det mest almindelige middel i Frankrig. I det andet store varulveland, Tyskland, mente indbyggerne, at varulven fik et bælte af ulveskind.
Når franske varulve skulle forvandle sig tilbage til menneske, rullede de sig i dugvådt græs eller svømmede i en sø. I Tyskland behøvede de blot at fjerne deres ulvebælte. Sagde overtroen.
En varulv kunne antage forskellig form. Ofte forestillede de skræmte mennesker sig, at det drejede sig om en næsten fuldstændig forvandling til ulv – selvom varulven var større, stærkere og vildere. Desuden beholdt den sin menneskelige intelligens og snuhed.
I nogle tilfælde havde varulven menneskelige øjne, andre gange manglede den halen. Dette skyldtes – ifølge den kristne lære – at Djævelen kun var i stand til at skabe ufuldkomne væsener.
Jacques Roulet, som stod anklaget for at være varulv i 1598, forklarede, at hans hænder forvandledes til ulvepoter, mens hans hoved forblev normalt. De kvindelige varulve Clauda Gaillard og Pernette Gandillon blev af vidner beskrevet som halvt dyr, halvt mennesker.
Gaillard fik ulvekrop og menneskefødder, mens Gandillon fik behårede hænder i stedet for poter. Begge blev henrettet under en stor varulveforfølgelse i Jura nær de franske Alper i 1598.
Gilles Garnier blev dømt som kannibal og varulv og brændt på bålet.
Heller ikke i Gilles Garniers tilfælde fandt retten nogen formildende omstændigheder. Han var en varulv, der havde gjort sig skyldig i drab, kannibalisme og “diabolisme” (djævletilbedelse) – forbrydelser, som kun kendte én straf:
“Den anklagede skal overlades til højesterettens bøddel. Gilles Garnier skal trækkes på en slæde herfra til retterstedet, hvor den førnævnte bøddel skal brænde ham til aske. Han dømmes endvidere til at betale retssagens omkostninger”, hedder det i retsprotokollen.
Grusom tortur
En af de lærde, som skrev afhandlinger om varulve, var teologen Pierre Mamor. I bogen Flagellum Maleficorum (Heksenes svøbe, udgivet i 1490) opsummerede han samtidens opfattelse:
“Varulven er et skrækkeligt uhyre – en ulv besat af Helvede og drevet af Djævelen selv!”
Som regel blev de mistænkte varulve udsat for grusom tortur, før de tilstod de absurde anklager – og ofte angav de andre varulve i håbet om selv at få en mildere straf.
De nye mistænkte blev også tortureret, indtil de tilstod og angav endnu flere varulve. Sådan kunne rene varulvepidemier udvikle sig. Fx blev 10 mennesker henrettet i Jura-området i 1597-98. Og i Sydtyskland blev 15 dømt og brændt i 1629-1630.
Men en stor gruppe mistænkte erkendte hurtigt – ligesom Gilles Garnier – at de havde indgået en pagt med Djævelen eller var besat af det onde.
Med en kugle af sølv lykkedes det en lokal jæger at nedlægge uhyret.
Fransk varulv begik næsten 200 drab
I årene 1764 til 1767 blev op mod 200 mennesker myrdet i Gevaudan-distriket i Sydfrankrig. Morderen blev aldrig afsløret, men de, der så ham, beskrev ham som et ulvelignende væsen, der gik på to ben.
Kroppen var dækket af stride, mørke hår. Han havde et ansigt som Djævelen selv og var omgivet af en forfærdelig stank.
Sagen vakte opsigt over hele Frankrig, og Ludvig 15. beordrede soldater til Gevaudan, men til ingen nytte. Ganske vist blev en stor ulv dræbt i efteråret 1765, men mordene fortsatte.
Til sidst dræbte jægeren Jean Chastel en ny ulv med en kugle støbt af sølv. Udyret blev båret i triumf gennem landsbyene, men befolkningen hviskede om, at det umuligt kunne være det rigtige uhyre. De vidste, at det rigtige uhyre var halvt ulv og halvt menneske – og alt for skræmmende at vise frem.
Efter alt at dømme var de gemene lystmordere med mange ofre på samvittigheden. Men i retten kunne de kun forklare deres ugerninger ved hjælp af de kristne forestillinger: For at begå så grusomme forbrydelser måtte de være besat af det onde. Med andre ord så de sig selv som varulve.
Deres tilståelser kan også skyldes vrangforestillinger fremkaldt af en sindslidelse. I dag ved psykiaterne, at patienter med klinisk lykantropi – varulvetro – virkelig tror, at de kan forvandle sig til en ulv.
Undersøgelser af patienter med denne diagnose har vist abnormiteter i de dele af hjernen, som styrer opfattelsen af kroppens form og størrelse.
Ofre for varulvetroen ikke bare tror, de kan ændre udseende – de kan rent fysisk mærke forandringen.
I dag forstår forskerne den psykiske lidelse, men for 400 år siden var den ubegribelig og skræmmende for både “varulve” og det omgivende samfund.
Varulv gik i kloster
Middelalderens mennesker var dog ikke helt fremmede for, at sindsforvirring kunne spille en rolle i varulvesager.
I 1603 påstod den unge Jean Grenier, at han som ulv havde dræbt flere mennesker. Overraskende nok fandt retten ham ikke skyldig.
Dommerne mente, at Grenier var mere syg end ond, og i stedet for galgen blev han derfor placeret i et kloster. Tanken var, at det kristne budskab skulle helbrede ham.
Men ifølge juristen Pierre de Lancre, som besøgte Jean Grenier i klosteret i 1610, havde det kun en lille effekt:
“Han var liden af vækst, sky og uvillig til at se nogen i øjnene. Hans øjne lå dybt og var urolige. Tænderne var lange og fremstikkende. Neglene sorte og nogle steder slidt bort.
Hans sind var fuldstændig tomt. Han syntes ude af stand til at forstå selv de enkleste ting.
Han fortalte om, hvordan han tidligere var løbet rundt i skoven som en ulv, og han sagde, at han fortsat kendte begæret efter råt kød – særlig fra små drenge”.
Ondskaben og lysten til menneskekød havde stadig et godt tag i den unge mand, noterede Pierre de Lancre:
“Han tilføjede, at hvis ikke han havde været spærret inde, ville det ikke have taget ham lang tid, før han smagt det igen. Han forklarede, at Skovens Herre (Djævelen, red.) havde besøgt ham to gange i klosteret, men at han havde drevet ham bort med korsets tegn”.
Bålene brænder ud
Jean Grenier var hovedperson i en af de sidste franske varulvprocesser, mens tyskerne på denne tid skærpede jagten på varulvene.
Landet var på vej mod en katastrofe: trediveårskrigen. Denne voldsomme religionskrig (1618-1648) lagde store dele af Tyskland øde. Mange byer blev plyndret, høsten brændt, og civilbefolkningen blev massakreret.
I sådanne undergangstider blussede overtroen op, men i modsætning til de franske varulveprocesser kender historikerne kun få detaljer fra Tyskland.
Ofte rummer retsprotokollerne kun en lang række af navne på de dømte og årstallet for deres henrettelse: Evert Dietrich, bonde, 1630; Clara Heßmann, bondekone, 1630; Johann Jacob Heinrich, skolemester, 1630... Almindelige mennesker, hvis skæbne er glemt af historien.
Først i 1720 fandt den sidste tyske varulveproces sted mod en tigger ved navn Simon Wand. Langsomt, men ustoppeligt slukkede varulvebålene og heksebålene ét for ét.
I stedet kastede oplysningstiden sin glød over Europa.