Intens jagt på Martin Luther Kings morder

King er både elsket og hadet

Martin Luther King er frem til sin død i 1968 et fyrtårn inden for borgerretskampen i USA. Den præsteuddannede amerikaner bliver et kendt ansigt, da han i 1955 leder den busboykot i Montgomery, Alabama, som fører til, at sorte ikke længere skal sidde bagerst i bussen.

Otte år senere holder han sin berømte I have a Dream-tale, og i 1964 bliver Martin Luther King som 35-årig den hidtil yngste modtager af Nobels Fredspris for sin ikke-voldelige kamp mod racemæssig ulighed.

Kings arbejde giver ham fjender i Amerikas højreorienterede miljøer, hvor mange ønsker præsten død. En af de amerikanere, som ønsker Martin Luther King død, er den 39-årige James Earl Ray, der præcis 346 dage før mordet på Lorraine Motel hopper af en lastbil i Missouri. Ray er flygtet fra Jefferson City-fængslet, hvor han mangler at afsone 18 år bag tremmer for gentagne væbnede røverier.

Den første uge følger flygtningen jernbanesporet til Kansas City mod vest, i håbet om at det vil ryste hans forfølgere af. Ray regner nemlig med, at politiet vil forvente, at han vil drage mod øst, hvor han kan søge tilflugt hos sin bror. Og Ray får ret. Ikke én betjent kommer på sporet af ham.

Uger bliver til måneder, og Ray føler sig snart sikker på, at han ikke bliver fanget. Under navnet Eric S. Galt slår han sig sidst i 1967 ned i Los Angeles, hvor han tager et kursus som bartender og bruger sin fritid på en danseskole.

Samtidig er Ray frivillig medarbejder i præsidentkandidaten George Wallaces valgkampagne. Wallace ønsker ligesom Ray at opretholde raceadskillelsen i USA og er gloende modstander af borgerrettighedsbevægelsen.

Personligt afskyr Ray især bevægelsens leder, som han ynder at kalde Martin Luther Coon i stedet for King (“coon” er slang for “neger”). Rays had viser sig at være så indædt, at han i foråret 1968 forlader Los Angeles i sin hvide Ford Mustang med ét i tankerne – at dræbe King.

King kommer på kornet

Om eftermiddagen den 4. april 1968 – tre timer før mordet på Martin Luther King – tjekker James Earl Ray ind på Bessie Brewers motel i Memphis under navnet John Willard.

I en måned har Ray fulgt borgerretsforkæmperen nøje, og han ved, at King i disse dage befinder sig i byen. Ray har valgt Bessie Brewers motel af én eneste grund – værelse 5B på anden sal. Det har nemlig frit udsyn til Lorraine Motel, hvor King har indlogeret sig.

Efter at have betalt for en uges ophold slentrer Ray op på sit værelse, hvor han trækker gardinet til side og kigger over på Lorraine Motel. Blot 60 meter er der hen til svalegangen foran værelse 306, hvor han på et billede i lokalavisen har set Martin Luther King stå.

Med sin nyindkøbte kikkert slår Ray sig ned ved vinduet i værelse 5B, og hans hjerte pumper ekstra hårdt, da han gennem linsen klokken lidt i 18 ser King træde ud på motellets svalegang.

Det er Rays store chance. Han griber sin blå håndkuffert og sin Remington-riffel, der ligger i en æske omviklet med et grønt lagen, og går i raskt tempo ud på toilettet. Fra vinduet her har Ray et endnu bedre udsyn til sit mål. Hurtigt hiver han det rustne vindue op, river riflen frem og lader den med en enkelt patron.

Et lille trin op i badekarret giver ham en bedre position, så han kan læne sig op ad vægfliserne, mens han retter riffelløbet ud ad vinduet. Martin Luther Kings hoved fylder hele kikkertsigtet, og Ray føler nærmest, han står lige ved siden af det menneske, han afskyr allermest.

Klokken 18.01 klemmer James Earl Ray sin pegefinger mod den kolde metalaftrækker.

“Det lød som et skud!”

Uden tøven smider Ray den rygende Remington i æsken og vikler den sammen med sin blå minihåndkuffert ind i det grønne lagen. Han slår toiletlåsen fra og spadserer i højt tempo gennem gangen på anden sal.

“Hey, det lød som et skud!” flyver det ud af munden på en anden motelgæst, da han ser Ray passere.

“Det var det”, kommer det tørt fra snigskytten, som samtidig skjuler ansigtet med sin frie hånd.

Ray forlader motellet og skynder sig ned ad fortovet mod sin hvide Ford Mustang. Det første stykke møder morderen ikke et menneske, men nær ved hans bil spotter Ray pludselig tre politibiler og betjente, som allerede har fået besked om attentatet.

Mens Ray sætter farten ned, tager han en drastisk, impulsiv beslutning og dumper sin bylt med gerningsvåben og kuffert foran en spillehal på South Main Street, hvor Mustangen er parkeret.

Guy Canipe hører bumpet, da den tunge riffel lander på fortovet foran hans spillehal. Nysgerrigt kigger han efter den fremmede, som sætter sig ind i en Mustang.

“Så du, hvem der smed den dér?” lyder et højt råb længere oppe fra gaden, da Canipe et minuts tid senere står bøjet over bylten.

En betjent kommer løbende med pistolen løftet, og spillehalsejeren fornemmer straks, at noget alvorligt er galt. Han fortæller betjent Judson Ghormley hver en detalje, han har bidt mærke i, og Ghormley er tydeligvis godt tilfreds med øjenvidnet, selvom politiet lige har misset den mulige gerningsmand.

“Jeg har våbnet foran nr. 424 på Main. Den mistænkte stak af i sydlig retning ned ad Main Street. Han er en ung, hvid mand, velklædt, mørkt jakkesæt (…) menes at køre i en hvid Mustang”, indberetter Ghormley opstemt i sin walkie-talkie.

Blot 10 minutter er gået, siden Ray sendte sin dræbende kugle af sted, og politiet er allerede tæt på at have fanget Martin Luther Kings morder. Tror de.

FBI overtager opklaringen

En af de første på gerningsstedet er lederen af FBI’s Memphis-afdeling, den danskfødte Robert Jensen.

Det lokale politi står normalt for efterforskningen af et mord i byen, men Jensen ved, at denne sag er prekær, så han er taget til Lorraine Motel for at hjælpe de lokale betjente. Agentens antagelse bliver snart bekræftet, da FBI’s vicedirektør, Cartha DeLoach, fanger ham på en telefonlinje.

“Statsadvokaten vil have os til at overtage sagen”, forklarer DeLoach og pointerer, hvor vigtig opklaringen er:

“Som du nok ved, skal det her løses hurtigst muligt. Vi må bruge alle kræfter – alle dine folk skal arbejde, til de falder om”, forlanger vicedirektøren.

Jensen, der er krigsveteran og har 21 års erfaring i forbundspolitiet, lader sig ikke stresse af situationen, men går metodisk til værks. Retsteknikere måler, fotograferer og analyserer gerningsstedet, og politifolk optager øjenvidnernes forklaringer. De fleste peger op på vinduerne ved Bessie Brewers motel:

“Derfra kom skuddet”, lyder det fra øjenvidnerne.

Inden længe står efterforskerne i værelse 5B og i badeværelset på 2. sal. Inde på værelset finder de en æske fra en helt ny kikkert, og afhøringerne af motellets ejer og gæsterne leder frem til, at en velklædt hvid mand med mørkt hår har boet på værelset. Navn: John Willard.

Robert Jensen sætter straks et par mænd til at opstøve personer med navnet John Willard, mens han selv kører hen til byens FBI-kontor, hvor den fundne bylt fra Main Street ligger klar.

Lidt før kl. 21 trækker Jensen latexhandsker over hænderne og placerer byltens indhold omhyggeligt på et bord. Den blå kuffert indeholder en masse toiletgrej, der viser, at ejeren må være velplejet.

Remington-riflen er helt ny, og til Jensens overraskelse er serienummeret intakt, så det er let at finde butikken, hvor våbnet er købt. Endelig dukker en helt ny kikkert op af bylten med en kvittering på købet.

En kikkert, som passer præcis ned i den æske, der er fundet i værelse 5B. Personen, som smed bylten med riflen fra sig, må have befundet sig på motelværelset!

Snart kommer der også svar på FBI’s undersøgelser af fingeraftryk: to klare, brugbare aftryk på mordvåbnet. Da nyhederne kort efter når FBI's hovedkvarter, er vicedirektør Cartha DeLoach yderst tilfreds. Han er overbevist om, at FBI er lige i hælene på gerningsmanden, og at de vil fange morderen inden for ganske få timer.

Ray flygter til Canada

Mange hundrede kilometer fra Memphis sidder James Earl Ray i sin hvide Mustang. Han har kørt uden stop hele natten og er ikke stødt på en eneste politibil på den lange vej ud af Tennessee og videre gennem nabostaten Mississippi.

Under hele turen har Ray fulgt nyhederne over radioen, og han har svært ved at forstå, hvor meget ravage hans skud i Memphis har skabt.

Først kom meldingen om, at Martin Luther King var erklæret død kort efter ankomsten på hospitalet, og siden har radioen hele natten været fyldt med nyheder om kaos i mange af landets store byer, hvor sorte i raseri over mordet har hærget og tændt bål i gaderne.

Da Ray ruller gennem Alabama, får han den første nedslående melding via bilradioen. Politiet eftersøger “en hvid Mustang” med “en velklædt hvid mand”.

Det går nu op for Ray, at han er sårbar i sin elskede bil, men han beslutter sig for at fortsætte i bilen til Atlanta, Georgia, hvor han i månederne op til mordet har lejet et værelse. Ved 8.30-tiden den 5. april når Ray Atlanta, hvor han efterlader bilen på en parkeringsplads, inden han hurtigt henter nogle penge og en revolver fra sit lejemål.

Kl. 13 forlader Ray Atlanta ombord på en Greyhound-bus med retning mod Cincinnati. For første gang siden mordet 19 timer forinden kan Ray lukke øjnene og drømme om Rhodesia – det nuværende Zimbabwe – hvor han satser på at leve i eksil.

Landet, der tre år tidligere erkærede sig selvstændigt fra Storbritannien og nu bliver regeret af et hvidt mindretalsstyre, har ingen udvekslingsaftaler med USA. Først skal Ray dog via Cincinnati og Detroit forsøge at komme ind i Canada. Morderens lange flugt er kun lige begyndt.

FBI sporer sig ind på “Eric Galt”

Mens Ray sidder trygt i sin bus, går to af Robert Jensens mænd, agent Bauer og agent Darlington, fra motel til motel i Memphis i håb om, at den mistænkte har boet andre steder i byen end på Bessie Brewers motel.

Agenterne har allerede fundet ud af, at navnet “John Willard” er opdigtet, da den eneste John Willard, der aldersmæssigt passer på gæsten fra motellet, sidder i fængsel og derfor har et alibi. I stedet jagter de nu et motel, der har haft en gæst i en hvid Mustang.

“Hmm, ja. Her er en”, lyder det fra ejeren af New Rebel’s Motel, da Bauer og Darlington efter mere end et døgns arbejde endelig får et afgørende spor.

Den kvindelige ejer studerer nøje de oplysninger, som en kunde afgav, da han tjekkede ind på motellet.
“Mustang, nummerplade 1-38993”, står der i et felt.

“Gæsten – hvad var hans navn?” kommer det utålmodigt fra Bauer, hvorefter motelejeren vender indtjekningskortet mod agenterne. “Eric S. Galt” læser Bauer og konstaterer tilfreds, at de lige har fundet et nyt, vigtigt spor.

Manden, der kalder sig Eric S. Galt, har på ingen måde spildt det døgn, som FBI har brugt på at finde frem til det dæknavn, Ray bruger mest. Han har krydset grænsen til Canada i en taxa og derefter taget toget til Toronto, hvor Ray sidst på eftermiddagen den 6. april lejer et værelse hos et polsk ægtepar.

Mandag morgen den 8. april traver Ray ned på et nærliggende bibliotek. Her bladrer han fødselsannoncer fra 1930’ernes aviser igennem – samme årti, han selv er født i. Side efter side gennemgår han, til han endelig finder en nyfødt baby ved navn Ramon George Sneyd. Navnet er tilpas specielt uden at vække opsigt – manden med de mange navne er klar til en ny identitet.

Tre dage senere køber Ray et sminkesæt og et par briller i en teaterbutik, og med ny skilning, sminket hud og øjenbryn samt et par hornbriller på den spidse næse ligner “mr. Sneyd” mest af alt en professor på det pasfoto, han får taget om eftermiddagen.

Bevæbnet med billedet og en forfalsket dåbsattest træder han ind i Kennedy Travel Bureau for at bestille en flybillet til London.

“345 dollar er prisen”, lyder det fra ekspedienten. Afgangen fra Toronto er den 6. maj, hvilket passer med, at Rays nye pas kan nå at komme, fortæller hun.

Ray langer hende sit nye foto og aftaler at hente billet og pas om to uger. De tager afsked, hvorefter ekspedienten samvittighedsfuldt noterer i pasanmodningen:

“Haster, da vores kunde ønsker at forlade landet hurtigst muligt”, hvorefter hun sender anmodningen af sted.

Morderens ansigt afsløres

Først på eftermiddagen torsdag den 11. april vrimler det med politi og FBI-agenter ved parkeringspladsen i Atlanta, hvor Ray har parkeret sin Mustang seks dage forinden.

En beboer i kvarteret har undret sig over, at den hvidgule bil har holdt der så længe, og da agenterne tjekker nummerpladen, stemmer den overens med Eric Galts. Et klistermærke på bilens rude afslører, at den for nylig har fået skiftet olie på et værksted i Los Angeles.

Værkstedsejeren sender FBI videre til det hotel i LA-området, hvor Mr. Galt har boet i to måneder.

“Han havde mørkt hår, der var redt tilbage. Stille type, konservativt businessjakkesæt”, husker hotelejeren tydeligt, da en agent udspørger ham.

“Ved du, hvor han tog hen efterfølgende?”

“Hmm, ja… til Atlanta, Georgia”, lyder svaret, mens hotelejeren finder en adresse frem.

FBI’s scoop bliver endnu større, da agenterne sporer de telefonopkald, som Galt har foretaget under sit ophold. Det vigtigste af dem viser sig at være til en danseskole, hvor man kan fortælle, at mr. Galt dansede der, men holdt op, da han begyndte at tage et bartenderkursus.

Næste dag banker FBI-agent Theodore A’Hearn på døren til bartenderskolen på Sunset Boulevard. Her åbner direktør Thomas Lau, der ivrigt beretter op og ned om Galts evner inden for branchen.

“Flittig og velkoordineret”, fortæller Lau; elevens præcise udseende kan han desværre ikke genkalde sig.

“Men jeg har et foto af ham et eller andet sted!”

“Hvad har du?” udbryder en overrasket A’Hearn.

“Det er noget, vi altid har gjort her på stedet”, siger Lau, mens han viser agenten et billede af Galt, der stolt fremviser sit bartenderdiplom.

Dér står han. En slank mand i jakkesæt, skjorte og slips – Martin Luther Kings formodede morder.

Navnet er Ray, James Earl Ray

I Atlanta trænger et hold FBI-agenter ind i Galts ejendom, hvor de finder en masse by- og landkort. Et af kortene viser Atlanta med en indtegnet cirkel i nærheden af Martin Luther Kings hjem og en anden rundt om parkeringspladsen, hvor morderens Mustang blev fundet. Et andet kort over Mexico viser sig at have fingeraftryk, der matcher dem på mordvåbnet. FBI er sikre: Galt er King-morderen.

Onsdag den 17. april udsteder FBI en arrestordre på Galt, der beskrives som “bevæbnet og farlig”, og næste morgen pryder billedet af ham alle landers avisforsider.

FBI har 82 millioner fingeraftryk i databasen, som det tager tid at gennemgå. Men FBI's ledere har en idé: Allerede inden mordet på King har Galt med sine mange aliasser og flytninger opført sig som en mand på flugt, så de kan indsnævre gruppen af mistænkte til de personer, der var eftersøgt før den 4. april. Med et snuptag er det kun 53.000 personfiler, der skal gennemgås for fingeraftryk.

Allerede næste dag modtager DeLoach et opkald fra Les Trotter, lederen af FBI's fingeraftryksafdeling.

“Vi har din mand! Der er ingen tvivl. Eksperterne fandt et præcist match for kort tid siden, i sag nr. 702”, lyder det i den anden ende af røret. “Fyren er vaneforbryder. Hans navn er James Earl Ray”.

Få dage senere lister Ray ud af sit værelse i Toronto, da han ønsker at se tv-programmet The FBI, som altid slutter med at fortælle om de 10 amerikanere, der er most wanted. Ray får et chok, da hans billede pludselig dukker frem på skærmen, og tv-værten nævner hans rigtige navn.

“Memphis har udlovet en dusør på 100.000 dollar til den, der kan bidrage med information, der fører til Rays tilfangetagelse”, lyder det ud ad tv’ets højttaler.

Mr. Sneyd krydser Atlanten

Trods foto og beskrivelser i medierne oplever FBI to begivenhedsløse uger efter tv-indslaget.

Rays nye identitet som mr. Sneyd har tilsyneladende virket, og om aftenen den 6. maj traver han med hornbriller gennem Toronto International Airport og lander sikkert næste morgen i London. Herfra snupper han et fly til Lissabon i Portugal – i håb om at kunne komme videre til Afrika.

Først ser alt lovende ud, da Ray opstøver et skib, som for kun 130 dollar kan fragte ham til Angola, men optimismen bliver flået væk, da han opdager, at turen vil kræve et visum, som det tager en uge at få. Til den tid vil skibet være sejlet.

I otte dage leder Ray forgæves efter andre skibe, inden han tager en skæbnesvanger beslutning: Fredag den 17. maj flyver han tilbage til London.

Imens tager efterforskningen igen fart hos FBI, som finder frem til, at Ray kort efter sin flugt fra fængslet i 1967 tog til Toronto og her ændrede sin identitet til Eric Galt. Med hjælp fra det canadiske politi kontrollerer FBI de over 250.000 canadiske pas, der er udstedt eller fornyet siden april 1967, hvor Ray flygtede fra Jefferson City.

Dag efter dag sidder 12 canadiske politimænd og sammenligner pasfotos med Rays billede, og den 1. juni når betjent Robert Wood til Ramon George Sneyds pas i bunken. Han kigger indgående på det svagt strittende venstre øre, kløften i hagen og ansigtets dimensioner.

“Det her kunne være ham, hvis han bar briller”, udbryder den begejstrede Wood højt.

Et opkald til den rigtige mr. Sneyd øger sandsynligheden – han ejer nemlig intet pas. Men en rundringning til landets rejsebureauer afslører, at en mand er rejst under navnet Sneyd tre gange i maj og nu befinder sig i London.

DeLoach og hans FBI-stab alarmerer straks Scotland Yard i London, der sender pasfotoet af den falske mr. Sneyd til samtlige havne og lufthavne på De Britiske Øer. Fælden er ved at klappe om King-morderen.

Ray ryger til afhøring

Den 8. juni spadserer James Earl Ray gennem døren til terminal 2 i Heathrow lufthavn i London. Han har tænkt sig at rejse til Bruxelles. Herfra håber Ray, at han kan komme billigt og uden problemer til sin drømmedestination – Rhodesia.

“Pas, tak”, lyder det fra en ung medarbejder ved check-in-skranken.

Ray graver i sin beige regnfrakke og mærker sin revolver, idet han får fat i sit mørkeblå canadiske pas.

Mens passet nøje bliver tjekket, prikker en Scotland Yard-detektiv ham pludselig på skulderen.

“Vil du venligst følge med mig herover”, kommer det fra detektiv Philip Birch, som har genkendt Ray.

Ray tager situationen roligt og følger med. Først da Birch kropsvisiterer ham og finder revolveren, bliver han nervøs.

“Jeg skal til Afrika. Jeg tænkte, jeg kunne få brug for den”, forsvarer Ray sig.

Men det er ulovligt at bære våben uden tilladelse i England, og modvilligt må Ray tage med til Scotland Yards hovedkvarter. Her åbner de britiske politimænd Rays kuffert og finder en jakke med et navnemærke, hvorpå der står ”Eric Galt”, hvilket fangen har svært ved at forklare.

“Vi har meget god grund til at antage, at du ikke er canadisk statsborger, men amerikansk”, lyder det fra overkommissær Thomas Butler i afhøringslokalet.

“Godt så … Det er jeg”, mumler Ray tørt.

“Jeg tror, dit navn ikke er Sneyd, men James Earl Ray. Og at du er eftersøgt i USA for alvorlig kriminalitet, inklusive mord, hvor et skydevåben blev anvendt”, fortsætter Butler og efterlader Ray endnu mere mundlam.

Morderen ved, han er afsløret – hans flugt er slut.