Jesse James: Menneskejagt på liv og død

Borgerne åbner ild

Inde i banken har Jesse James’ bror Frank trukket sin nikkelbelagte seksløber og taget sigte mod kassereren.

“Op med hænderne! Det her er et røveri, og hvis du råber, blæser vi din forbandede hjerne ud”, kommer det resolut fra den 33-årige røver, som ikke har registreret tumulten ude på gaden.

Rædslen er mejslet ind i de tre bank-ansatte, der sidder bag deres pulte, men kassereren, Joseph Heywood, får mandet sig op og fremstammer, at låsen til den sikrede pengeboks er tidsindstillet og derfor ikke kan åbnes.

“Det er en forbandet løgn”, udbryder Frank og hopper over disken for selv at flå den tunge boksdør op.

Heywood forsøger at forhindre røverens foretagende ved at skærme døren af, men får straks Franks vrede at føle, da banditten knalder sin pistolkolbe i knolden på ham. Bankmanden sunder sig og opgiver kampen, men efter den larmende tumult ved boksen går det pludselig op for røverne, at situationen i Northfield er kritisk, da det brager løs med skud ude på Division Street.

“For Guds skyld, kom ud! De skyder os i småstykker herude”, brøler deres kompagnon Cole Younger, der netop har set Clell blive nedlagt af en riffelkugle fra en af de mange borgere, som har grebet til våben og nu sender skudsalver mod området foran banken.

Røverbandens sidste tre medlemmer – heriblandt Jesse James – kommer fra deres udkigspost på torvet galoperende til undsætning og fyrer vildt til alle sider for at dække for bankudgangen og redde deres venner fra at blive slagtet.

Indenfor må Frank indse, at han kun får nogle småpenge med fra kassererens skuffe, men i arrigskab over at være blevet frataget muligheden for bankboksens store gevinst på 15.000 dollars retter han pludselig sit våben mod 39-årige Heywood og trykker på den kolde aftrækker.

“Med et udtryk som Djævlen selv puttede han pistolen næsten helt ind imod Heywoods hoved og affyrede det fatale skud”, forklarer bankens bogholder senere.

Kuglen hamrer ind i Heywoods venstre tinding, så blod og hjerne sprøjter ud på skranken, hvorefter Frank farer ud ad døren, hvor res-ten af banden venter utålmodigt. Frank ser, at to af hans kammerater er blevet dræbt af Northfield-borgernes skyts, og på vej op på sin hest mærker han selv et stik i sit højre ben.

Også alle tre Younger-brødre bliver truffet af kugler, inden banden sætter i fuld galop ud af byen. Med sig har de seks overlevende et bytte på sølle 26,60 dollars – men endnu værre: De er nu alle jaget vildt.

Send mænd og våben

Støvet bag røverne har dårligt lagt sig, før indbyggerne i Northfield valfarter til banken. J.S. Allen kan nu atter se ind i øjnene på Clell Miller – denne gang er røverens blik dog uden gnist. Han stirrer bare blankt og livløst op i himlen.

Nogle borgere slæber den anden døde røver, Bill Chadwell, hen ved siden af Miller, så alle i byen kan betragte de afskyelige mænd midt på Division

Street, hvor tomme patronhylstre og glas fra knuste ruder flyder overalt. Hadet til banden, der på under 10 minutter har ødelagt idyllen i Northfield, er blusset op i dem alle, og allerede klokken 15.00 høres en ivrig klikken af metal mod metal hos byens telegrafoperatør. Omverdenen må have besked:

“Otte bevæbnede mænd angreb bank klokken 14. Kampe på gaden mellem røvere og borgere. Bankmand dræbt. Kasserer såret. To røvere dræbt. Andre såret. Send os nogle mænd og våben til at jagte røverne”, lyder telegrammet til Minnesotas store byer.

Mens Northfield blæser jagten i gang, iler Jesse James og hans bande gennem landskabet i den nordlige stat, som de ikke kender særlig godt. Både Jesse, Frank og Younger-brødrene kommer fra Missouri, hvor størstedelen af deres tidligere røverier er begået, men nu befinder de sig på ukendt territorium og må famle sig frem ud fra de kort, de gemmer i frakkelommerne.

Flere gange må de stoppe op og skylle Bobs sår, da den yngste Younger er hårdt såret. En slynge hjælper, men den 22-årige knægt har stærke smerter, da banden ved 18-tiden rider ind i byen Shieldsville 25 km vest for Northfield.

Jesse og vennerne lader vagtsomt deres blikke vandre fra bygning til bygning, indtil øjnene falder på en hestevogn fyldt med våben og patronæsker.

“Den er lige rullet ind for fem minutter siden”, fortæller en mand i nærheden, da et af bandemedlemmerne bekymret spørger, hvor længe vognen har holdt foran saloonen.

Blot fire timer er gået siden røveriet, men telegraferne har gnistret konstant, og selv almindelige skomagere, tømrere og daglejere har forladt arbejdet efter nyheden om Northfield-kuppet og i stedet kastet sig ud i jagten på røverne og de 2.000 dollars, der indtil videre er udlovet i dusør.

En sådan gruppe har netop fået sig en sjus i Shieldsville, og da de træder ud af saloonen, ser de til deres overraskelse seks suspekte typer, mange af dem med blodpletter på tøjet.

“Det er dem!” brøler en i gruppen, hvorefter de alle spæner hen til vognen, griber en riffel og sætter efter røverne.

Under flugten rammes Cole Younger i albuen, men banden slipper væk fra forfølgerne, da Jesse leder sine mænd ind i det enorme skovområde Big Woods, hvor de urutinerede dusørjægere hurtigt taber sporet.

James-Younger-banden har imidlertid fået sig en advarsel, og ingen er trygge ved situationen, da de sultne og udmattede lægger sig til at sove den nat. Alle stjerner er dækket af mørke skyer, og en buldren nærmer sig i det fjerne – en storm vil i de næste uger hærge det sydlige Minnesota, og regnen vil ikke stoppe, før mulden er blevet mættet med blod.

500 mænd jagter Jesse James

Allerede dagen efter – fredag den 8. september – er 200 mennesker involveret i jagten, og i løbet af weekenden rider mere end 500 bevæbnede mænd rundt på stier og i moser i Minnesotas skove.

Røverne har i mellemtiden fundet en lille uopdaget skovhytte, hvor de restituerer frem til onsdag den 13. september. Hestene har de seks forbrydere efterladt, så de lettere kan gemme sig uden de larmende dyr. Men de uvante omgivelser volder dem alligevel stort besvær.

“Vi var i et underligt terræn. På prærien fungerede vores kort fint, men da vi kom ind i de store skove og ind imellem alle søerne, var vi praktisk talt faret vild”, beretter Cole Younger senere.

I løbet af dagen støder røverne på en uventet forhindring. Det smalle vandløb på kortet markeret som Blue Earth River viser sig at være for bredt til, at de kan svømme over med våben. I stedet følger de floden til byen Mankato, hvor en jernbanebro fører over vandet.

Efter midnat slentrer de med pumpende hjerter ind i byen, der huser 6.000 indbyggere, og hvor et par af deres forfølgere opholder sig.

Til røvernes held siler regnen ned, så de gennem mennesketomme gader når ubemærket frem til jernbanebroen. Det dårlige vejr har tilsyneladende også drevet flokken af udstationerede vagter ved broen indendørs, og Jesse og hans slæng sniger sig over klokken 2.00, hvorefter de følger skinnerne og slår lejr tæt på jernbanen. Banden er sluppet uset gennem Mankato. Tror de.

I virkeligheden har en ung knøs trodset uvejret og er modsat sine ældre medvagter blevet på sin post nær broen. Derfor bliver dusørjæger Mike Hoy hurtigt orienteret, og ved solens frembrud drager han afsted med sin styrke af hyrede folk. De rider langs jernbanen, og klokken 6.30 tøffer et lokomotiv forbi, mens lokoføreren vinker ivrigt og peger hen mod en skovklædt høj tæt på.

Jesse James og banden deler sig

Hoy, som har jagtet røverne i døgndrift i næsten en uge, spæner fremad med sin Winchester-riffel i hånden og ser pludselig røg inde mellem træerne.

“Hurtigt! Angrib!” skråler detektiven, mens han sammen med sine mænd kæmper sig over et hegn og videre gennem et tæt buskads, inden han når frem til det brændende bål.

Men de seks røvere har hørt støjen og er forduftet. Kun deres halvstegte, stjålne kyllinger er tilbage i lejren. Med nød og næppe har banden ved at traske gennem vandløb, hoppe fra sten til sten og vandre videre i hinandens fodspor rystet forfølgerne af, men Jesse og Frank er ved at være godt trætte af Bob Younger, hvis ringe tilstand konstant forsinker dem.

Begge James-brødre er gift, og Jesse har endda også en lille baby derhjemme, så at havne i galgen vil gå hårdt ud over familien. Cole og Jim Younger ønsker på ingen måde at efterlade deres lillebror, så natten til den 15. september beslutter banden at dele sig.

Allerede et par timer senere lusker Jesse og Frank ind på en præstegård i nærheden, hvor de bryder ind i stalden. Lydløst ryger et par sadler op på to store, jerngrå hopper, og sekunder efter galoperer forbryderne ud i mørket.

Under passagen af en bro får en gruppe dusørjægere sendt en salve mod brødrene, men solidt placeret på ryggen af nogle af egnens hurtigste heste er Jesse og Frank væk i en fart, og menneskejægerne ser intet til hverken James-brødrene eller Younger-slænget i de følgende dage. Ingen vej- og brospærringer har effekt, og som tiden går, vokser avisernes respekt for røverne:

“Sådan en vilje, dristighed og udholdenhed kan ikke andet end vække beundring”, skriver en reporter fra Pio­neer Press and Tribune den 20. september om de seks røvere, der har formået at drive gæk med statens bedste stifindere og dusørjægere. Reporteren aner dog ikke, at de fleste af disse beundringsværdige røvere under et døgn senere omsider vil være sat ud af spillet.

Flugt ender i en blodpøl

Om morgenen torsdag den 21. september malker 17-årige Oscar Sorbel familiens køer sammen med sin far. De to sidder ud til vejen foran deres hjem 13 km fra byen Madelia, da to fremmede mænd slentrer forbi.

“Godmorgen”, lyder det venligt, og Oscars far nikker pænt igen.

Kort tid efter vandrer endnu to mænd forbi, hvoraf den ene slæber sig afsted og har den ene arm i en slynge.

“Det er røverne”, hvisker Oscar til sin far, og da alle fire lovløse er kommet et godt stykke væk, hopper knægten op på en krikke og rider ind til Madelia.

Madelias blot 28-årige sherif, James Glispin, lytter særdeles interesseret til knøsen, der forpustet og begejstret fortæller om sin iagttagelse. Fem minutter senere lader Glispin sin riffel, og med en buldren af hovslag sætter han med et seks mand stort følge afsted mod den sump ved Lake Hanska, som røverne har begivet sig ud i.

Klokken er 11, da Younger-brødrene og Pitts ser sheriffen og hans mænd nærme sig, og de fire forbrydere møver sig hurtigt gennem den mudrede jord, som er ekstra klæbrig på grund af to ugers voldsom regn. De kaster sig ned bag en væltet voluminøs træstamme og sørger for, at kamrene i seksløberne er fyldt med patroner. Rundt om sig kan banditterne høre råb fra forfølgerne.

“Cole, vi er helt omringet. Der er ingen muligheder for at slippe væk. Vi må hellere overgive os”, kommer det usikkert fra Charlie Pitts, men den halvskaldede Cole kigger bare dybt ind i øjnene på sin gamle ven og hvisler stålsat:

“Hvis du vil overgive dig, så værsgo. Her dør Cole Younger”.

“Jeg kan dø lige så vel som dig. Lad os få det overstået”, lyder det fra Pitts, der kort efter rejser sig og fyrer en kugle mod sherif Glis-pin. Per refleks ryger sheriffen ned på knæ, mens han i samme bevægelse trykker på aftrækkeren og sender et dræbende skud i brystet på Pitts.

En kakofoni af våbenbrag fylder luften, og gnister og hvid røg står ud af tromler og løb. Jim Younger vrider sig pludselig i smerte, da én kugle bider sig ind i hoften, og en anden borer sig gennem kæben. Han falder bevidstløs om på jorden og får selskab af Cole, der efter at være blevet ramt over højre øje og syv andre steder kollapser med blodet fossende ud af både næse og mund.

“Stop med at skyde! Drengene er gennemhullede”, brøler Bob Younger i håb om at slippe levende fra infernoet.

Sherif Glispin og hans seks mand – som senere bliver døbt “Madelia’s Magnificent Seven” – indstiller skydningen og går tøvende hen mod Bob og hans to ældre brødre, som ligger i en pøl af deres eget blod, men næsten mirakuløst ikke er dødeligt sårede.

De kan dog dårligt bevæge sig og må hjælpes fra stedet liggende på ladet af en gammel hestevogn. En af sheriffens mænd, krigsveteranen William Murphy, betragter hovedrystende brødrene, som vender sig i smerte, da vognen vugger afsted.

“Drenge, det her er forfærdeligt, men nu kan I se, hvad lovløshed har bragt jer”, konstaterer han tørt.

Frank og Jesse James fuldfører flugten

Mens telegrammerne tikker ind om fangsten af Youngers, pisker Jesse og Frank nogle hundrede kilometer mod sydvest over prærien uden kendskab til deres venners skæbne.

Brødreparret har forladt Minnesota og er dagen inden Younger-brødrenes tilfangetagelse kun lige akkurat undsluppet en gruppe på 25 dusørjægere i Iowa. Selvom en sherif optager jagten med en lille styrke, må også han to dage senere give fortabt over for de rappe James-brødre.

“Røverne havde to dages forspring og vandt hurtigt frem, så vi konkluderede, at det var bedre at lade nogle andre jage dem”, udtaler en af sheriffens mænd til en avis, og hans modløshed er typisk for alle, der prøver at hamle op med Jesse og Franks fart og udholdenhed.

“Det er en skam, at der ikke bliver gjort mere for at fange disse to skurke – intet gøres i denne stat”, skriver en Iowa-avis med en beklagende tone den 27. september. Den dag har der intet nyt været om de to lovløse i fire døgn – og intet nyt vil dukke op. Jesse og Frank James er simpelthen forsvundet.