Den øde landevej gennem heden ved landsbyen Bagshot i Sydengland er i 1660’erne et farligt sted at færdes. Stor er skrækken da også hos det adelige ægtepar, da de pludselig ser maskerede ryttere omringe deres karet. I vognens bund ligger 400 pund i guldmønter – penge, som de nu frygter at miste.
Men parret får sig en overraskelse. En af rytterne åbner døren til kareten og rækker venligt hånden frem. “Må jeg bede om den næste dans, frue?” spørger han elskværdigt.
Forbavset følger kvinden med, og de to træder dansen i lyngen.
Efter dansen afkræver rytteren manden 100 pund. “Som betaling for underholdningen”, bemærker han drillende, inden han, fulgt af sine kumpaner, forsvinder i en sky af støv.
“Han mestrede så godt som nogen spil, hor og drukkenskab”. Forfatteren Alexander Smith, 1742.
Det adelige pars navn er gået tabt for eftertiden, men røverens navn huskes endnu. Parret havde netop mødt Claude Duval, engelsk kriminalhistories mest skamløse landevejsrøver.
Røvere havde let spil
Claude Duval kom til verden i Normandiet i 1643. Hans far var møller, men historikere mener, at familien oprindeligt tilhørte adelsstanden. I hvert fald var Duval dannet nok til at begå sig blandt de engelske adelige og officerer, som han mødte, da han 14 år gammel forlod hjemmet for at slå sig ned i Paris.
Claude Duval inspirerede til eftertidens romantiske idéer om ædle landevejsrøvere.
De engelske officerer var rejst til Frankrig under borgerkrigen, en strid mellem kongens tilhængere og modstandere, som fra 1642 til 1651 delte landet og til sidst kostede kong Karl 1. hovedet. I 1660, da monarkiet var genoprettet med Karl 2. på tronen, rejste officererne hjem. Med sig tog de Duval, som havde tjent dem som staldkarl og lakaj.
I England nød Duval livet. “Han mestrede så godt som nogen spil, hor og drukkenskab”, lød en beretning fra 1700-tallet. Resultatet var akut pengemangel. Men Duval fandt snart en løsning. Under det nye hof blomstrede selskabslivet, og aristokrater fremviste gerne smykker, guld og dyre ure.
“Er du mand, så pas på pengene, er du kvinde, så pas på hjertet”. Duvals gravskrift.
Da England endnu ikke havde noget politi, fik kriminelle let spil. Snart vrimlede landevejene med røvere, som til hest standsede vognene og aftvang passagererne værdierne.
Som røver viste Duval sig at være et naturtalent. I stedet for at bruge vold var charmen hans foretrukne våben. Mænd blev tiltalt med stor respekt og kvinder overdænget med søde ord og smiger, mens Duval ribbede dem for smykker og guld.
Overfald vakte kongens vrede
“Han var flot, og hans vid var af den slags, som er populær hos damerne”, lød en beretning fra 1700-tallet. Men opførslen var en del af en kynisk plan. Den blide facon ville afholde myndighederne fra at forfølge ham energisk, mente Duval.
En tid virkede planen, men så gjorde Duval en fejl. I skoven ved Windsor Castle overfaldt han en mand, bandt ham og frarøvede ham 59 guldmønter. “Som betaling for ulejligheden”, bemærkede han frækt.
Duval går efter sigende igen i sin yndlingskro, The Holt Hotel i Steeple Aston.
Manden, hvis navn var Roper, var ikke hvem som helst. Som ansvarlig for kongens jagthunde var han en af kongens betroede mænd. Ydmyget og rasende klagede Roper til hoffet. Straks udgik en efterlysning med løfter om dusør til enhver, som kunne hjælpe med at bringe Duval for retten.
Duval fortrak til Frankrig, men vendte tilbage, så snart han igen manglede penge.
Men jorden brændte under ham, og under et besøg på værtshuset Hole-in-the-Wall i London blev gentleman-røveren pågrebet. Den 17. januar 1670 blev han stillet for retten og dømt til døden.
Grædende kvinder gik i forbøn, men kongen nægtede at benåde røveren. Den 21. januar blev Duval hængt. Ryet som kvindebedårer fulgte ham i døden. På Duvals gravsten i Covent Carden står der skrevet:
“Til den, som læser dette: Er du mand, så pas på pengene, er du kvinde, så pas på hjertet”.