Legendariske landevejsrøvere hærgede England
Adelsfolk og rige købmænd skælvede af frygt, når deres vogne kørte ud af London. For langs landevejen kunne hvert buskads skjule en rytter med maske for ansigtet og to ladte pistoler. Landevejsrøveren havde sin guldalder, betalt af velbeslåede ofre.
Pengepunge skiftede ofte hænder, når vogne fulde af passagerer kørte til og fra London efter mørkefald.
Jack Sheppard smiler, vinker og sender fingerkys til publikum. Over 100.000 par øjne ser op på ham med beundring, og jublen fylder pladsen i Tyburn, hvor mange af Londons borgere er mødt op denne novemberdag 1724.
Alle strømmer fremad for bedre at kunne se, mens handlen i boderne går i stå.
Mængden er samlet for at overvære en levende legendes sidste bedrift: Jack Sheppard skal dø. Bødlen står klar til at hænge den 22-årige landevejsrøver og indbrudstyv, som vovemod, charme og ekstrem frækhed har gjort til en stjerne.
Fire gange er det lykkedes Sheppard at undslippe fra Londons berygtede Newgate-fængsel. Og inden flugten holdt han hof for en strøm af kvinder, der ville rødme i den galante skurks selskab, mens kunstnere mødte op for at gengive ham på lærred.
De, der ikke kunne se Sheppard, malede i stedet malere i færd med at male fangen.
Men nu er Jack Sheppards time kommet. Londonerne venter spændt på at se enden på en god historie, og imens morer de sig, for årets otte henrettelsesdage er folkefester fulde af forlystelser.
Et gys går gennem mængden, da stigen forsvinder under Sheppards fødder, og han begynder at sparke vildt i luften. Liget får lov at hænge i de sædvanlige 15 minutter, så bødlen kan sikre sig, at fangen er død.
Da Sheppard bliver skåret ned, stormer fans frem og slår ring om ham, så souvenirjægere ikke kan fjerne tøj eller kropsdele.
Jack Sheppard er død, men andre vil snart overtage hans plads. Egnen omkring London er fuld af landevejsrøvere, og folket elsker banditterne, der letter overklassen for dens rigdomme.
Myten startede med Robin Hood
I 1700-tallet var røverier på de engelske veje intet nyt fænomen. 500 år forinden skete overfaldene så ofte, at kongen i 1285 forlangte buskadser ryddet i en afstand af 200 m langs rigets veje, så banditterne fik sværere ved at lave baghold.
Allerede i middelalderen var historier om landevejsrøvere populære, og fattige bønder nød legenden om Robin Hood, der tog fra de rige og gav til de fattige.
Det er dog uvist, om den godhjertede skurk nogensinde har levet, og virkelighedens banditter var mænd af en helt anden kaliber. De stjal for at fylde deres egen pengepung.
I 1600-tallet voksede røverierne langs Englands veje fra et konstant irritationsmoment til en sand landeplage. Årsagen var den borgerkrig, der rasede mellem parlamentet og kong Karl 1. fra 1642 til 1646.
Adlen var delt midt over, og da parlamentshæren sejrede, mistede de kongetro deres godser og privilegier.
Hundredvis af mænd stod pludselig uden indtægt. Det eneste, de havde forstand på, var at ride og bruge våben, så et liv som landevejsrøver var oplagt.
Adelsmænd udplyndrede fjenden
I tiden efter borgerkrigen steg risikoen for at blive overfaldet på Englands veje markant. Til gengæld var de nye røvere ofte velklædte, havde udsøgte manerer, og mange af dem tog kun fra rejsende, der havde støttet parlamentet under det bitre opgør.
Det var på denne tid, at landevejsrøveren for alvor fik ry for at være en romantisk kavaler.
Risikoen for at blive fanget var ikke stor, for England havde intet politi i 1600-tallets midte og kun en lille hær, så forbryderjagt var overladt til dusørjægere.
Røverne nød også godt af veje, der var så ringe, at hestevogne nemt kunne rides op af en mand til hest. Ofte sikrede de sig tip om rige passagerer ved at betale ejerne af de hundredvis af kroer langs rigets vigtigste færdselsårer.
Røverierne var naturligt centreret omkring London. Hovedstaden var på vej mod en halv mio. indbyggere, mens rigets næststørste by, Norwich, blot talte 20.000 indbyggere.
En af de adelsmænd, som krigen drev ud i kriminalitet, var kaptajn Zachary Howard. Han havde pantsat sin jord og brugt pengene på at hyre mænd til kongens hær. Efter nederlaget mistede han alt, og fremover ernærede han sig som en blanding af røver og guerillasoldat.
Howards første offer var jarlen af Essex, der tidligere havde anført parlamentets hær. På en vejstrækning sydvest for London red røveren op på siden af jarlens vogn, stak sin pistol ind ad vinduet og indkasserede 1.200 pund i guld.
Næste offer var en anden jarl, hvis identitet ikke er kendt i dag. Han var på rejse til hest med en enkelt tjener, da Howard dukkede op og indledte en høflig samtale. Den varede, til trioen kom til en øde strækning.
“Pengene eller livet!” bjæffede Howard pludselig og trak en pistol. Forbløffet prøvede jarlen at protestere, men da hans hest sank sammen efter et skud gennem hovedet, afleverede han en diamantring og en pung fuld af guldmønter.
Så bandt Howard sine ofre sammen ryg mod ryg på tjenerens hest – med jarlen vendende bagud. Da parret red ind i nærmeste by, tog borgerne imod med højstemt latter.
Howards dristige røverier skaffede ham en dusør på 500 pund på halsen. Men ingen genkendte ham, da han opsøgte Englands kommende leder, Oliver Cromwell, i byen Chester.
Hadske ord mod kongen overbeviste alle om, at Howard var varm tilhænger af parlamentet. Det lykkedes ham at snakke sig vej helt ind i sit offers soveværelse, hvor han blev inviteret til at deltage i aftenbønnen.
I stedet trak røveren en pistol, bandt Cromwell, tømte natpottens indhold ud over hovedet på ham og stak af med en pung fuld af guld.
I 1652 slog et kup fejl, og kaptajnen blev omsider taget til fange. En harmdirrende Cromwell mødte personligt op for at se bødlen hænge Howard.
Ny konge, nye røvere
Rollerne blev byttet om, da det engelske monarki genopstod i 1660. De kongetro fik titler og ejendom tilbage, mens Cromwells mest loyale tilhængere måtte overtage de ledige jobs som landevejsrøvere. Til gengæld kunne de nye kriminelle nyde godt af et økonomisk opsving.
Fred og stigende handel betød mere trafik på vejene, og de rejsende havde flere penge på sig end tidligere. For en driftig sjæl som franskmanden Claude Duval var England et sand paradis af fristende muligheder.
Duval ankom til England i 1660 som en simpel staldknægt, men tillagde sig hurtigt dyre vaner som hasardspil, druk og kvinder. Kun røveri gav penge nok til at dække det skyhøje forbrug, og Duval viste sig at være et naturtalent.
I løbet af kort tid nåede franskmanden til tops på avisernes lister over eftersøgte. Under sine røverier var Duval indbegrebet af den ridderlige landevejsrøver – en galant, velklædt ung mand, der gjorde sit yderste for at undgå vold og flirtede uhæmmet med de damer, han lettede for værdier.
Karrieren blev usædvanligt lang. I næsten 10 år formåede Duval at holde sig et skridt foran myndighederne, indtil han blev arresteret i alvorligt beruset tilstand på kroen Hole-In-The-Wall i London.
Han var kun 27 år gammel, da han i januar 1670 endte sit liv i galgen. Efter hængningen blev hans lig lagt til skue i flere dage i en pub, hvor mange velklædte damer lagde vejen forbi for at tage afsked med forbryderen, der havde berøvet dem på en så frydefuld måde.
Franske Claude Duval var kendt for at lade unge kvinder beholde nogle af deres smykker, hvis de ville danse med ham.
Ridetur narrede dommeren
Arven efter Claude Duval blev løftet af en anden nobel landevejsrøver, der fik ry for at vise nåde over for fattige og eje en uforlignelig opfindsomhed.
John Nevison blev født i Nordengland i 1639, tjente som soldat i adskillige år, inden han fandt en ny måde at udnytte sine våbenfærdigheder. Han var allerede veletableret som landevejsrøver, da han i 1676 udførte den bedrift, der sikrede eftermælet.
Nevison var sikker på, at han blev genkendt, da han tømte lommerne på en rejsende i sydøstengelske Kent.
For at skaffe sig et alibi sporede han sin hest og indledte et vildt ridt nordpå. Turen fortsatte hele dagen, og ved solnedgang passerede rytter og hest udmattede gennem byporten i York, 320 km væk fra gerningsstedet.
Efter ankomsten sørgede han for at tiltrække så meget opmærksomhed, at selv byens borgmester bagefter kunne huske ham. Da Nevisons sag senere kom for retten, kunne vidner bekræfte, at den anklagede var blevet set i York den pågældende dag.
Ingen regnede det for muligt, at samme person kunne have været i Kent ved daggry, så Nevison blev purre frikendt.
Efter dommen pralede røveren åbent af sit fupnummer, og rygtet nåede helt til kong Karl 2.s ører. Han lod Nevison tilkalde for selv at fortælle historien.
Landevejsrøveren mødte pligtskyldigt op og berettede om med stor dramatik om, hvordan han havde redet så hurtigt som “Owd Nick” – Djævelen selv.
Kongen morede sig kosteligt og gav Nevison det tilnavn, som han siden skulle blive husket for: “Swift Nick”.
Mødet med Karl 2. var dog ikke nok til at redde ham fra fængsel, da han senere blev arresteret for andre røverier. Nevison slap dog ud af fængslet ved hjælp af en falsk læge, der erklærede ham død.
Tilbage på landevejen fortsatte han karrieren, nu som “spøgelse”. Han havde bemærket, at rejsende afleverede deres værdier hurtigt og villigt, når de blev stoppet af en mand, de troede var død og begravet.
Tricket mistede med tiden sin effekt, da det gik op for folk, at Nevison var spillevende. Dusøren gik støt i vejret, og i 1684 løb han endelig tør for smarte ideer. Nevison blev henrettet, men det gjorde ikke vejene mere sikre, for nye røvere kom hele tiden til.
Dick Turpin var ingen helt
Den landevejsrøver, hvis navn er bedst kendt i nutiden, blev født i Østengland i 1705. Modsat hensynsfulde mænd som Claude Duval og John Nevison spildte Richard “Dick” Turpin ingen kræfter på blødsødenhed, når han var på rov.
Turpin begyndte den kriminelle løbebane med at stjæle kvæg, han bagefter solgte i sin slagterbutik.
Senere fandt han sammen med en forbryderbande, der specialiserede sig i hjemmerøverier, og den høje, koparrede bandit havde for vane at bruge barske metoder til at vride kostbarheder ud af sine ofre.
“Jeg smider dig nøgen på ilden, hvis du ikke siger, hvor pengene er!” truede Turpin en ældre enke, som han aflagde besøg i februar 1735. Kort efter blev resten af banden fanget, og “slagteren Turpin”, som han blev kaldt, fortsatte sin løbebane på egen hånd.
Den brutale Turpin blev udråbt til helt i britiske drengebøger.
Senere forsøgte Turpin at udplyndre en rejsende, der viste sig at være en anden landevejsrøver ved navn Matthew King, og de to slog pjalterne sammen.
Parret hærgede vejene omkring London indtil 1737, hvor de blev sporet til deres hemmelige tilholdssted, en hule i skoven.
Under tumulten blev King dræbt – muligvis af et upræcist skud affyret af hans makker. Turpin undslap og slog sig ned i York, hvor han kaldte sig John Palmer og levede af at sælge stjålne heste.
Hans spor var for længst blevet koldt, da “Palmer” begik den fejl at skyde en hane i et raserianfald.
Turpins virkelige identitet blev afsløret i fængslet, men det lykkedes ikke at bevise hans landevejsrøverier. Det var i stedet som hestetyv, at han fik sin dødsdom i 1739.
Dick Turpin var 33, da han ligesom generationer af landevejsrøvere før ham endte i galgen. Siden blev han genoplivet i kulørte drengebøger.
Betalingsveje blev landevejsrøvernes dødsfjende. Da toldboderne skød op i udkanten af London, var det slut med at ride ubemærket ud af byen og lægge sig i baghold.
Toldveje tog livet af landevejsrøverne
Ingen af landevejenes riddere kunne snyde bødlen for evigt. Før eller siden fik de alle en løkke lagt om halsen, men den talentfulde forstod at udsætte døden i årevis og levede fyrsteligt indtil da. Landevejsrøveri forblev så god en forretning, at truslen om straf ikke afskrækkede.
Det var midler, der intet havde med bekæmpelse af kriminalitet at gøre, der endelig fik røverierne til at ebbe ud. I begyndelsen af 1800-tallet var de britiske landeveje så forsømte, at noget måtte gøres.
Udbedringerne blev overladt til private, der til gengæld for deres investering havde ret til at opkræve betaling fra de rejsende. Toldboder skød op langs de nye veje, og som en uventet sideeffekt hæmmede de landevejsrøvernes bevægelsesfrihed.
Fra London spredte toldboderne sig ud i landet og tvang forbrydere til at jage længere og længere væk fra de store befolkningscentre. I 1830 udgjorde de fortoldede veje mere end 20 pct. af det samlede vejnet.
På samme tid begyndte jernbanerne at skyde op, og togforbindelser gjorde efterhånden diligenceture på landevejene helt unødvendige. Det sidste rapporterede landevejsrøveri i Storbritannien fandt sted i 1831.
Vejenes lovløse kavalerer var endelig væk, men levede videre i erindringen. I 1839, hvor Jack Sheppard havde været død i mere end 100 år, handlede otte forskellige teaterstykker i London om hans dramatiske liv. På samme tid fortalte letlæste hæfter for drenge om Dick Turpins eventyr.