Da en hestetyv i november 1887 skød og dræbte den 28-årige vicesherif Frank Dalton, valgte tre af hans yngre brødre, Grat, Bob og Emmett, at tage arven op som lovens håndhævere.
Trods ædle hensigter havde brødrene svært ved at holde sig på den rigtige side af loven.
De blev tvunget til at forlade tjenesten, men vandt hurtigt fodfæste som frygtede lovløse.
Efter at have begået en stribe bank- og togrøverier i Oklahoma uden den store succes besluttede banden, at de ville røve to banker på samme tid i deres hjemby, Coffeyville i Kansas.
Med denne dristige plan håbede de én gang for alle at kunne skaffe penge nok til et bekymringsløst liv.
Men da røverierne var i gang, stimlede bevæbnede indbyggere sammen foran begge banker, og da bandemedlemmerne kom ud, blev de mødt af et kortvarigt, men intenst skyderi.
Fire lokale indbyggere blev dræbt, mens Daltonbanden også mistede fire af sine medlemmer.