Morderjagt tværs over Atlanten

Morddetaljer i avisen

Den 20. juli 1910, ni dage efter Scotland Yards uhyggelige opdagelse, stævnede passagerskibet “SS Montrose” ud fra Antwerpen i Belgien.

Destinationen var Quebec i Canada. For besætningen var afrejsen ren rutine, mens passagererne gik om bord iført deres bedste tøj og med kinder blussende af forventning.

Kaptajn Kendall bød de mest fornemme gæster velkommen, som kutymen foreskrev. Alt var normalt.

I Antwerpen havde Kendall købt den kontinentale udgave af den engelske avis Daily Mail. En avis, som denne dag var fyldt med de seneste detaljer om det grufulde fund i kælderen i London.

Ofret var sandsynligvis en ret middelmådig varietésangerinde, fortalte avisen sine læsere. Mistanken var omgående faldet på hendes ægtemand, en læge, samt dennes unge elskerinde.

De to var tilsyneladende forsvundet fra Jordens overflade. Kaptajn Kendall vidste, at det makabre mord ville blive turens store samtaleemne.

Spørgsmålet, der brændte på alles læber, var: Hvor befinder de to eftersøgte sig nu?

Ny teknologi var ren magi

Allerede tre timer efter rejsens begyndelse fik kaptajnen grund til at undre sig. På sin vej hen over dækket fik han øje på to mennesker, som stod ved redningsbådene.

Kendall kendte dem som “mr. og master Robinson”, far og søn. De to holdt hinanden i hånden på en måde, som virkede “mærkelig og unaturlig”, som Kendall siden beskrev det.

Berøringen var mere øm og intim, end det passede sig for en far på rejse med sin næsten voksne søn. Kaptajn Kendall stoppede dog kun kort op, ønskede sine passager en god rejse og gik videre.

Senere skrev han: “Jeg foretog mig intet videre den dag, for jeg ønskede at være helt sikker på, at jeg ingen fejl begik, før jeg slog alarm.”

Få dage senere – da kaptajn Kendall havde alarmeret myndighederne – fandt han ud af, at hans skib var det mest berømte på søen, og at hans mistanke mod de to Robinson-mænd fyldte avisernes forsider på to kontinenter.

Kaptajnen havde fået en central rolle i en historie, der både var en klassisk, grum saga om utroskab og mord og samtidig nyheden om en banebrydende opfindelse – telegrafi uden brug af kabler mellem modtager og afsender.

Ved hjælp af den trådløse telegrafi kunne signaler transmitteres usynligt gennem luften over enorme afstande.

Skibe, der som “SS Montrose” netop var blevet udrustet med teknologien, var derfor ikke længere afskåret fra verden, selv ikke midt på Atlanten. Det var ren magi.

Truede med at forlade sin mand

Bag hjemmets fire vægge blev Crippen tyranniseret, og Belle truede jævnligt med at forlade ham for en mand, hun havde mødt – en amerikansk tidligere bokser ved navn Bruce Miller.

Belle begyndte at tage væk et par uger ad gangen og blondere sit hår. Hun dyrkede festerne med teaterslænget, som hun charmerede.

Mange blev hendes trofaste venner, tætte nok til, at hun viste dem sit store, mørke ar på maveskindet – et ar, hun mente gav hende et skær af mystik.

Når Belle gik ud, hændte det, at hun tog sin mand med. For syns skyld. Så smilede parret til hinanden og fortalte små, sjove historier fra deres liv sammen. Lægens øjne lyste af varme bag de tykke briller. For det meste.

Skuespilleren Seymour Hicks fra Londons Vaudeville Club skrev siden, at Crippens øjne bulede udad, og at “de var svage og vandede, og da hans briller var mere end almindeligt tykke, forstørrede de hans pupiller, så jeg på ingen måde var sikker på, at jeg ikke talte til en brasen, multe eller en lignende åben-øjet og intelligent dybhavsfisk.”

Skuespilleren havde, de hårde ord til trods, sympati for Crippen.

Da Hicks skrev sine memoirer i 1939, tilføjede han om den sagtmodige doktor: “Forfærdelig ulykkelig. Han ville ikke have været menneskelig, hvis han ikke havde søgt trøst andre steder.”

Trøstede sig med ung kvinde

Trøsten kom i form af Ethel Le Neve. En spinkel og yndig kvinde på bare 17 år, da hun i 1901 fik arbejde som dr. Crippens sekretær i “Drouet Institute for the Deaf”.

På døveinstituttet hævdede man at have udviklet en medicin, der kunne kurere døvhed. Salgsarbejdet var så succesfuldt, at én ud af 10 britiske døve købte den.

Med tiden skulle Underhuset fordømme salget af den virkningsløse medicin, men her i århundredets begyndelse gik kvaksalveriet strygende.

Le Neve kom hurtigt til at holde af dr. Crippen, men kunne ifølge sine udsagn senere ikke blive klog på ham.

Lægen levede tilsyneladende et isoleret liv, og Ethel vidste ikke, om han var gift eller ej, før en dag en energisk, platinblond kvinde med masser af smykker kom stormende ind på kontoret.

“Hvem var det?” hviskede Ethel Le Neve til en anden ansat. “Ved du ikke det?” spurgte han og svarede: “Det er mrs. Crippen.”

“Efter det,” skrev Ethel siden, “forstod jeg, hvorfor han ikke talte om sin kone.” Lægen og sekretæren blev forelskede og begyndte at stjæle sig til øjeblikke, hvor de kunne være alene.

Gift kunne de ikke blive på grund af Englands restriktive skilsmisselov, og Ethel blev mere og mere fortvivlet over hemmelighedskræmmeriet.

Belle forsvandt sporløst

En morgen i februar 1910 forsvandt Ethels fortvivlelse. Hawley Crippen kunne fortælle sin nu 26-årige sekretær, at Belle havde forladt ham og var rejst til Amerika med sin bokser.

Til Belles teatervenner fortalte lægen en lidt anden historie: Hans kone var rejst til Californien for at tage sig af en syg slægtning.

Senere tilføjede Crippen, at hans kone var blevet alvorligt syg. Og i marts kunne han fortælle, at Belle pludselig var død.

I begyndelsen troede Belles venner på Crippens forklaring, men hurtigt blev de mistænksomme. For hvorfor havde hun ikke sagt farvel eller telegraferet, måske endda fra sit skib, noget, hun ville have elsket at gøre.

Og hvorfor var Crippen så vag om detaljerne om hendes afrejse? Den undseelige læge ville ikke ud med navnet på det skib, hans kone var rejst med, og syntes ikke at kende hverken tid eller sted for hendes død.

Kun vidste han, at dødsfaldet formentlig var indtruffet i nærheden af San Francisco.

Mistanken tog til, da teatervennerne flere gange så Ethel Le Neve iført Belles smykker og pelse.

Allerede til et velgørenhedsbal i slutningen af februar havde Ethel båret Belles yndlingsbroche, et smykke, vennerne mente, Belle aldrig ville have ladet blive tilbage.

I juni besøgte Belles veninde, mrs. Ginnette Nash, omsider Scotland Yard med sin mand, som kendte én af de bedste og mest respekterede efterforskere hos politiet, Walter Dew.

Dew opsøgte derefter dr. Crippen og syntes godt om ham. Lægen forklarede, at Belle i virkeligheden havde forladt ham for en anden mand, og at han havde fundet på historien om hendes død for at undgå skandale.

Forklaringen lød plausibel, og Crippen virkede rolig, blid og oprigtig. Sagen var formentlig en storm i et glas vand, mente Walter Dew.

Dew ville dog et par dage senere dobbelttjekke et par datoer med den sagtmodige læge, så detektiven vendte tilbage. Denne gang for at konstatere, at mr. Crippen var væk. Det samme var miss Le Neve.

Dew gennemsøgte nu minutiøst dr. Crippens hus. I kulkælderen gjorde han sit uhyggelige fund. Resten af huset var renset for spor. Ingen var dog i tvivl om, at Scotland Yard havde fundet resterne af Belle.

Dr. Bernard Spilsbury, en berømt patolog, identificerede siden kødstykkerne ud fra det ar, Belle havde på maven, og som hun ofte stolt havde vist frem. Han fandt også rester af gift i kødlunserne.

På flugt iført herretøj

Samtidig med Walter Dews gravearbejde var Ethel Le Neve travlt optaget af sin påklædning. Hun iførte sig hvid skjorte, seler, slips, vest, en brun jakke, bukser og et nyt par støvler.

Tøjet klædte hende ikke, syntes hun, og hun lo over det bizarre i at være klædt som dreng. Forklædningen virkede som en vittighed for dem begge, forklarede hun siden.

Hawley Crippen tog nu en saks og klippede hendes hår af.

“Jeg tænkte ikke to gange over tabet af mine lokker. Det var en del af eventyret.”

Dr. Crippen fjernede sin moustache, hvorefter de var klar til at drage bort fra den lurende fare. Parret var først rejst til Amsterdam, siden Bruxelles. Nu skulle rejsen gå til Amerika.

Planen var at tage til Antwerpen og gå om bord på det først mulige skib. Den 20. juli 1910 gik de to derfor om bord på “SS Montrose”.

Ethels forklædning var nu så naturlig for hende, som hendes kjoler engang havde været, og hun beskrev siden, hvordan hun nød rejsen og kaptajnens venlige opmærksomhed.

En aften kort efter afrejse, mens Crippen og Ethel spiste middag i skibets salon, sneg Kendall sig dog ind i deres kahyt.

Der bemærkede han, at den brune hat, som sønnike ofte gik med, var kraftigt foret med papir, måske for at forbedre pasformen.

Han sammenlignede de to passagerer med billeder i Daily Mail og noterede, at drengens manerer virkede feminine.

Efterhånden blev kaptajnen sikker i sin sag, og den 22. juli sendte han et telegram af sted, hvor han berettede om sin mistanke og forklarede, at Hawley Crippen havde fjernet sin moustache, mens Ethel Le Neve var forklædt som en ung dreng.

Churchill udlovede dusør

Hjemme i England var aviserne fulde af artikler om den forsvundne læge, mens avisen London Times havde fundet på mordets tilnavn: “The North London Cellar Murder” – Kældermordet i Nordlondon.

Detaljerne blev slugt af en blodhungrende offentlighed. En ung statsmand ved navn Winston Churchill havde udlovede en dusør på 250 pund til den, der kunne give informationer, der ledte til Crippens tilfangetagelse.

Ikke én dag gik derfor, uden at Crippen blev set forskellige steder i enten England eller resten af verden.

Da telegrammet fra kaptajn Kendall nåede Scotland Yard, tog efterforskerne alligevel budskabet alvorligt. Crippen kunne godt tænkes at være om bord på et fartøj på Atlanten.

Dew kontaktede straks sin overordnede, sir Melville Macnaghten, for at foreslå at sætte efter “SS Montrose” i en hurtigdamper ved navn “Laurentic”.

Skibet var alligevel på vej til Quebec. Fra “Laurentic” ville Walter Dew borde Crippens skib og arrestere den eftersøgte læge, inden han kunne gå i land i Canada.

Macnaghten var enig, skrev nogle ord på et stykke papir. “Her er din autoritet, Dew,” sagde han, “jeg ønsker dig al verdens held.”

Om bord på “SS Montrose” hørte kaptajn Kendall imidlertid intet, der indikerede, at Scotland Yard overhovedet havde modtaget hans telegram, før han en nat modtog et telegram fra en avis i London: “Hvad laver Dew? Er passagerne ophidsede over jagten?”

Telegram til en morder

Nu forstod kaptajnen, at hans budskab var gået igennem, og at politiet forfulgte skibet.

Snart var forsider i hele verden fyldt med detaljer om den transatlantiske menneskejagt og med kort, der viste de to skibes aktuelle positioner.

Jægeren halede ind på byttet, mens verden blev vidne til den første mediedækkede forbryderjagt.

Mens Crippen og Ethel gik ture på dækket og spiste middag ved kaptajnens bord, fulgte tusinder af mennesker med i jagten på dem. Mindst 50 telegrammer nåede “SS Montrose” fra både reportere og redaktører.

Avisen The New York World forsøgte endda at nå dr. Crippen selv med tilbud om et solointerview: “Vil med fornøjelse skrive alt, hvad De siger,” lød avisens besked.

Kaptajn Kendall holdt klogeligt dette telegram tilbage, men gik selv til medierne med sine oplysninger.

Den 29. juli, ni dage efter skibets afrejse, kunne avisen London Daily Mail trykke en meddelelse fra kaptajnen, hvor han beskrev sit eget detektivarbejde: “Le Neve trykkede Crippens hånd umådeholdent.

Det virkede for mig unaturligt for to mandfolk, så jeg mistænkte dem straks.”

Kendall berettede også om, hvilke bøger de to flygtninge læste, hvordan de indimellem sad hensunket i dybe tanker, og hvad de spiste til middag. Læserne kunne ikke få nok.

Fælden klappede

Den ivrige kommunikation gik hen over hovedet på dr. Crippen. En dag fandt Kendall ham på dækket, mens han betragtede telegrafens antenne og lyttede til dens knitren.

Lægen så på Kendall og udbrød: “Hvilken utrolig opfindelse!”

Sidste nat på rejsen lå tågen tæt ud for Canadas kyst. Kendall måtte sænke farten. Klokken halv fem om morgenen stod Dew stod klar på “Laurentic”s dæk sammen med en gruppe reportere.

Dew var klædt ud som lods, fordi der stadig var en chance for, at mr. Robinson virkelig var den, han hævdede at være.

Også Crippen var tidligt på færde; kaptajn Kendall havde foreslået ham, at han skulle følge lodsbådens ankomst. Dew klatrede om bord og præsenterede sig for Kendall.

Lægen nærmede sig nu selskabet på dækket, og Kendall sagde: “Lad mig introducere jer.” Lægen rakte smilende hånden frem. Dew tog imod den og sagde roligt: “Good morning, Dr. Crippen.”

Lægen stod tavs, mens udtrykket i hans ansigt ændrede sig fra overraskelse over forvirring til genkendelse. Så svarede han: “Good morning, Mr. Dew.” Jagten var forbi.

Crippen ville have elskerinde med i graven

Sagen mod Hawley Crippen kom snart for en dommer; retssagen begyndte allerede­ den 18. oktober 1910.

Over 4000 mennesker søgte om et adgangstegn, så de kunne følge sagen fra tilhørerpladserne i Londons Central Criminal Court; det domhus, som populært­ kaldes­ Old Bailey.

Blandt tilskuerne var bl.a. forfatteren til detektivromanerne om Sherlock­ Holmes, Arthur Conan Doyle.

Under retssagen tegnede adskillige vidner­ et sympatisk portræt af dr. Crippen, der blev beskrevet som både venlig og generøs.

Men derefter blev beviserne præsenteret: arret, der identificerede kødstykkerne fundet i Crippens kælder, samt dr. Crippens køb af gift i januar 1910.

Efter fire dages retsmøde sluttede sagen, da juryen havde voteret i blot 27 minutter. “Skyldig,” lød kendelsen. Hawley Crippen blev dømt til døden ved hængning.

Henrettelsen fandt sted 23. november samme­ år kl. 9 om morgenen i Pentonville-fængslet i det nordlige London.

Crippens sidste­ ønske­ var at få et billede af Ethel og et brev fra hende med sig i graven. To ønsker, som myndighederne­ efterkom.

Ethel Le Neve var ikke til stede under henrettelsen­ af sin kæreste. Hun var kort forinden­ under sin egen retssag blevet frikendt­ for meddelagtighed i mordet på mrs. Crippen.

Den morgen, Hawley Crippen blev hængt, sejlede Ethel derfor bort fra England til New York.

Da hun nåede frem til sit egentlige bestemmelsessted, Toronto i Canada, tog hun navnet Ethel Harvey, Crippens mellemnavn.

Ethel vendte siden tilbage til London,­ hvor hun giftede sig og fik børn med en kontorassistent, der aldrig hørte om hendes fortid. Hun døde først i 1967 i en alder af 84 år.