Pablo Escobar

Pablo Escobar storsmiler til fængselsfotografen i sine unge år.

© Policía De Medellín & Shutterstock
Kriminalitet - Kriminelle

Pablo Escobar druknede Colombia i blod

Intet skulle stå i vejen for colombianeren Pablo Escobar. I løbet af få år opbyggede han under mottoet “Sølv eller bly” sit kokain-imperium, der gjorde USA’s natteliv snehvidt. Han sprængte bomber, bestak højtstående embedsmænd og likviderede alle, som gik imod ham, i sin evige jagt på rigdom og magt.

Tropesolen bager nådesløst ned over Antioquia-regionen i Colombia, hvor heden har tvunget Pablo Escobar og hans amerikanske forretningspartner George Jung ind i skyggen. Stemningen på Escobars nyerhvervede landsted, Hacienda Nápoles, er god denne sommerdag i 1978.

Eksporten af kokain fra Sydamerika til USA går nemlig forrygende.

Jung står for at fragte det hvide pulver til den amerikanske vestkyst, hvor jetsettet labber banerne i sig, imens pengene vælter ned i lommerne på Pablo og hans colombianske narkokartel.

Midt i den afslappede forretningssamtale ruller en Chevrolet Blazer ind i gården. To af Pablos bodyguards træder ud af bilen, åbner bagsmækken og flår en mand ud på jorden.

“Undskyld mig”, lyder det fra Pablo, som med sin mimik indikerer, at Jung blot skal blive siddende på terrassen, mens han kortvarigt er væk.

Roligt slentrer narkobossen ud på pladsen i den skinnende sol, hvor de to livvagter står med et fast greb om den tredje mand. Den ene bodyguard langer en kaliber .45-automatpistol ud til Pablo, der fattet griber våbnet og peger det mod tindingen på den fremmede.

“BANG!” brager det ud over gården, da han klemmer metalaftrækkeren ind, og sekundet efter falder manden slapt ned i gruset.

“Han forrådte mig”, siger Pablo med et intenst blik i øjnene, da han igen sætter sig ved terrassebordet i skyggen.

Beskeden er ikke til at tage fejl af for George Jung. Ingen forråder Pablo Escobar. På få år er colombianeren blevet en mægtig narkoboss, og det næste halvandet årti skal han tilrane sig mere magt end landets præsident. I sin jagt på kolde kontanter vil han bade Colombia i blod – og ingen er for fine til at dø.

Pablo Escobar begynder karrieren som biltyv

Allerede da Pablo dropper ud af gymnasiet som 17-årig i 1966, fortæller han sin fortvivlede mor, at han vil være millionær, inden han fylder 22. En så hurtig rigdom skraber borgere i Colombia kun til sig gennem kriminalitet, og Pablo kaster sig hovedkulds ud i at stjæle og videresælge biler.

Pesoerne vælter ind, og bilrøverierne eskalerer så voldsomt i hjembyen Medellín, at den snu Pablo udvider forretningen til også at tilbyde beskyttelse. Dermed skovler han ind på de biler, han stjæler, samt dem, han ikke gør.

For Pablo bliver kidnapninger efterhånden også en stor del af gesjæften – der er lette penge at tjene ved at kidnappe uskyldige personer og forlange løsesummer. I 1971 rammer han den store jackpot, da hans mænd fanger industrimanden Diego Echavarría.

Han er en hadet person blandt mange af de fattige arbejdere i Medellín, da han har fyret dem i hobetal fra de lokale tekstilmøller. Echavarrías familie betaler straks de 50.000 dollars, som Escobar forlanger. I stedet for at frigive fangen gennemtæsker Pablos bødler manden med knytnæver og kølleslag i seks uger for til slut at strangulere ham og smide liget i en grøft.

Mens der går et chok gennem de højere sociale kredse, jubler byens slumbeboere over Pablo. Drabet demonstrerer hans kynisme og sender det første alvorlige signal til omverdenen om, at forbryderchefen “El Patrón” – Bossen – ikke står tilbage for noget i sin jagt på penge og magt. Og rædselsregimet er kun lige begyndt.

I 80’erne stod Pablo for 80 % af verdens kokain-produktion. Fire ud af fem amerikanere fik deres kokain fra Escobar.

© Shutterstuck

Kokainen bliver smuglet i flydæk

Jorden og klimaet i Colombia skaber perfekte betingelser for kokaplanten, og i midten af 1970’erne begynder kriminelle colombianere at få øjnene op for kokain som en salgsvare.

Også Pablo lugter en god forretning, og inden længe skyder små laboratorier op, hvor Escobars kokke i en stank af kemikalier tager sig af processen med at omdanne koka til kokain.

Narkobossen Fabio Restrepo sidder på hovedparten af handlen i Medellín, men han findes snart myrdet – og så styrer El Patrón pludselig al kokainhandel i sin hjemby.

“Han var en gangster. Slet og ret. Lige fra begyndelsen var alle bange for ham. Selv senere, da jeg regnede mig for en af hans venner, var jeg bange for ham”, lyder det senere fra piloten kendt under dæknavnet “Rubin”, som møder Pablo for første gang i 1975.

Rubins job er at opkøbe små sportsfly i Miami samt at hyre piloter til at flyve dem i pendulfart mellem USA og Escobars landingsbaner i Latinamerika. Ved at gemme kokainen i flydækkene og flyve under radaren strømmer det hvide pulver ind i USA, hvor det er et statussymbol på niveau med Dom Pérignon-champagne og beluga-kaviar.

Pablo Escobar havde så mange penge liggende, at han måtte afskrive 10 % af sin årlige indkomst – ca. 2 milliarder dollars – som blev spist af rotter.

© Shutterstock

To år senere udvider Escobar til vestkysten, hvor George Jung bliver hans mand i Californien. Pablo er nu så rig, at han køber palæer i hele Latinamerika og USA. Hans narkokartel står sidst i årtiet for over halvdelen af al kokain, der siver ind i USA, og knægten fra Medellín går fra millionær til milliardær.

Kokainhandlen bliver Colombias største industri, og de mange milliarder kommer også landets indbyggere til gavn. Pablo pumper penge ind i almennyttige byggerier, skoler og fodboldbaner. Langt de fleste fattige vælger derfor at se gennem fingre med likvideringerne og volden i gaderne.

Narkobaronen er for en stund folkets don, og mange colombianere ser ham som en colombiansk Robin Hood, der stjæler fra de rige kapitalister i USA til gavn for det fattige Colombia. Selv nyder Escobar sin status, og i medierne forsøger han altid at fremstå som en sand patriot:

“Jeg er en stor ven, og jeg gør alt for, at folk skal sætte pris på mig. Det, der tæller mest i livet, er venner. Det er jeg overbevist om”, udtaler den 30-årige milliardær til et sportsmagasin i 1980. Men ikke alle ønsker at være venner med El Patrón.

Medellín-kartellet smuglede våben ud til lejemordere og sympatisører i hele Colombia.

© Policía de Medellín

Intensiv jagt på Pablo Escobar

Da oberst Hugo Martinez i september 1989 sætter sig på sit nye kontor i Medellín, har han kun ét for øje: Pablo Escobar skal fældes, død eller levende.

Gennem mere end et årti har narkokongen på brutal og skånselsløs vis udvidet sin forretning, og ifølge Forbes Magazine er han god for en formue på ca. 200 milliarder dollars. Myndighederne har fået nok.

Som chef for Bloque de Búsqueda – “Eftersøgningsblokken” – bliver det Martinez’ opgave at stoppe Escobar.

Den rutinerede oberst har gennem sit arbejde i det nationale politikorps fulgt narkobossens karriere tæt og kender hver en detalje om storforbryderen. Han ved, at Pablo foretrækker at have sex med 14-15-årige piger, går i hvide Nike-sko, fylder sig med fastfood og altid er omgivet af mindst 15 livvagter.

Motivationen til at varetage det farlige hverv finder han i, at Pablo op gennem 1980’erne har myrdet flere af Martinez’ politikolleger såvel som journalister, dommere og politikere.

Escobars håndtering af myndighederne går under navnet “Plata o plombo”. Enten tager du imod Pablos plata – sølv – ellers slår narkobossen igen med sit plombo – bly.

For at løse opgaven hverver Martinez folk fra afsiddesliggende egne af Colombia, vel vidende at enhver betjent på Pablos hjemmebane med sikkerhed er købt og betalt. Snart har obersten samlet 200 mand, som med skudsikre veste og maskinpistoler stormer Medellín-kartellets varehuse og laboratorier.

De første uger dør 30 af regeringens tropper i jagten. Under et angreb i november overrasker styrken dog Pablo, som skjuler sig på en gård i junglen med sin svoger og sin bror, Roberto.

De to brødre undslipper med nød og næppe, men får nogle timer senere en radiomelding, der fortæller, at narkobossens svoger ikke har klaret den.

“Det var den eneste gang nogensinde, hvor jeg så Pablo græde”, erindrer Roberto senere.

Hugo Martinez’ blodige jagt er kommet tæt ind på livet af Escobar, som via kontakter i medierne tager til genmæle med en række aggressive trusler:

“Vi erklærer total og absolut krig mod regeringen og mod alle andre, der har forfulgt og angrebet os”, brøler El Patrón og påpeger, at hans fjender vil lide, til de “hulker og trygler om nåde”.

Snart finder politiet en bombe under bygningen i Bogotá, hvor Martinez’ familie bor. Men den fungerer kun som en advarsel. Efterfølgende tilbyder Escobar obersten seks millioner dollars for at fortsætte sit arbejde – han skal blot blive Pablos mand og lede sine folk på afveje med vilje.

Martinez afslår Pablos sølv, selvom han ved, at han nu risikerer at smage narkokongens bly.

Efterhånden som nettet strammedes om narkobaronen, så han mindre og mindre til familien.

© El Columbiano

Pablo Escobar begravede præsidentens ven levende

I over et år er Colombia reelt en krigszone og Efterforskningsblokken konfiskerer store lagre af kokain, penge og guld.

De bliver trænet i feltarbejde af elitesoldater fra USA, og amerikanske overvågningsenheder hjælper colombianerne med udstyr og teknikker til at forbedre deres sporingsindsats.

Den amerikanske regering pumper millioner af dollars ind i jagten på Escobar, som er sigtet i tre stater. Tanken om at havne i hænderne på gringoerne er narkokongens helt store frygt.

“Hellere en grav i Colombia end en fængselscelle i De Forenede Stater”, proklamerer han adskillige gange.

Som svar på de store indhug i formuen svarer Pablo igen med likvideringer, bombesprængninger og kidnapninger. Frem mod sommeren 1991 må 657 af Martinez’ mænd lade livet, ligesom 3.127 civile dør i kampene.

Men narkobossen er selv ved at være mør, da han og hans tætteste “konstant er på farten”, som Roberto formulerer det. Efter forhandlinger med staten tilbyder storforbryderen at lade sig fængsle, mod at han kan afsone sin straf i et fængsel, som han selv bygger. Og han skal kun dømmes for én kriminel handling: at have optrådt som mellemmand i en enkelt mindre

narkohandel.

Ganske overraskende – og nok også et udtryk for regeringens udmattelse – accepterer præsident César Gaviria, der blot to måneder forinden har mistet sin kære fætter og ven, som Escobars folk har begravet levende.

Da El Patrón i juni 1991 slentrer ind i sit selvopførte fængsel, La Catedral, er det nærmest som at træde ind i et normalt hjem – der er hverken hårde køjesenge eller kolde betonvægge. Om dagen slapper han af i bløde sofaer, om aftenen sipper han drinks i baren, og om natten kan han lukke øjnene i en kæmpemæssig vandseng. Narkobaronen er sågar omgivet af sine egne personlige livvagter og lejemordere.

Volden i Colombia daler, mens Pablo sidder inde, men han kan stadig styre kokainhandlen fra fængslets kontor. Amerikanerne brokker sig højlydt over farcen, og i sommeren 1992 bliver den forlorne situation også for meget for præsident Gaviria. Han sender sin vicejustitsminister, Mendoza, til La Cate dral. Beskeden er klar: “Bring Escobar til Bogotá”.

Fiasko og flugt udløser ny narkokrig

Anholdelsen går helt galt. Da Mendoza når frem, indser han hurtigt, at ikke kun fangevogterne, men også hans egne tropper er loyale over for Pablo. I stedet for at fængsle narkobaronen

bliver Mendoza nu selv taget som gidsel.

Da regeringen får nys om den groteske situation, stormer dens styrker La Catedral og befrier Mendoza. I mellemtiden slipper Escobar væk.

For myndighederne er flugten endnu et slag i ansigtet, og situationen er værre end før. Narkobaronens blodspor bliver stedse større, da han nu belønner enhver revolvermand i Medellín med 2.000 dollars for at dræbe en betjent. Samtidig terroriserer han Bogotá med bombeangreb i håb om igen at gøre regeringen mør nok til at indgå et forlig.

Men Gaviria har fået nok af Escobar, som han døber “samfundets fjende nummer ét”. Ved indgangen til 1993 overtager staten derfor Pablos plata-taktik og udlover 6,5 millioner dollars for oplysninger, der kan føre til forbryderens tilfangetagelse.

Oberst Martinez og hans Eftersøgningsblok smider nu alle hæmninger og jagter Pablos folk overalt i Colombia. De udleverer ligefrem oplysninger til den militante selvtægtsgruppe kaldet Los Pepes, som i 1993 også for alvor går på rov i rækkerne af Pablos håndlangere.

De mange overfald får Roberto Escobar til at overgive sig, og lidt efter lidt smuldrer Pablos hær af lejemordere og livvagter ind. Tidligere samarbejdspartnere som George Jung og “Rubin” står i kø for at hjælpe myndighederne i håb om at slippe med mildere straffe.

Snart ligger størstedelen af det magtfulde Medellín-kartel i ruiner, og Escobars ejendomme står i flammer. Narkobaronen selv lister fra skjul til skjul med sin radiotelefon, som er hans eneste kontakt til konen og børnene.

I evigheder har Pablo levet med ikke at kunne besøge dem af frygt for at blive fanget, men i 1993 taler han dagligt med sønnen Juan Pablo over telefonen, fuldt bevidst om, at linjen aflyttes af Hugo Martinez og hans folk. Pablo har endda overskud til at sende en personlig besked til sin forfølger:

“Oberst, jeg agter at dræbe Dem. Jeg vil dræbe hele Deres familie frem til tredje generation. Og derefter vil jeg grave Deres bedsteforældre op og skyde dem, inden jeg begraver dem igen”, lyder det koldblodigt en dag over radioen.

2. december 1993 slutter flugten for Escobar. Regeringens styrker opsporer og stormer huset, han gemmer sig i.

© AFP/Scanpix

Pablo Escobar fanget på taget i bare tæer

Torsdag den 2. december 1993 er den dag, oberst Martinez har drømt om. Som altid snakker Pablo med sønnike over telefonen. Normalt er samtalerne så korte, at de ikke kan spores,

men denne dag glemmer de tiden.

Oberst Martinez’ søn Hugo, som leder colombianernes sporingsenhed, opfanger derfor et ret nøjagtigt signal fra sin pejlevogn.

Imens han triller gennem middelklassekvarteret Los Olivos i Medellín, har han øjnene fast rettet mod de mange toetagers huse. Pludselig spotter han en fedladen mand med langt, krøllet hår i et vindue på første sal, som taler ind i en telefon – det er Pablo!

“Det er huset dér!” råber Hugo ivrigt til folkene i vognen bag ham, hvorefter han griber sin radio og kalder sin far op over den.

“Bliv, nøjagtig hvor du er. Placér folk foran og bag ved huset. Lad ham ikke slippe væk!” lyder det opstemt fra obersten, som straks sender besked til samtlige af sine folk i området.

10 minutter senere er huset omringet, og aktionsgruppen knalder en forhammer ind gennem hoveddøren. Braget advarer Pablo og hans enlige livvagt oppe på første sal, og blot sekunder senere hopper livvagten ud ad et vindue på husets rustrøde mellemtag.

Nede i baghaven venter Martinez’ folk med deres automatvåben og gennemhuller bodyguarden, der tungt falder fra tagkanten ned i græsset.

Kort efter dukker Pablo op. Han stopper et øjeblik for at sparke sine badesandaler af, inden han i bare tæer hopper ned på teglstenene. Narkokongen klemmer sin overvægtige krop tæt ind mod muren for at finde dækning. Da han til sidst forsøger at spæne hen over taget, knalder skuddene mod ham, og han dratter om.

“Det er Pablo! Det er Pablo!” skråler en skytte fra nabohusets tag, og kort tid efter kravler adskillige mænd fra styrken ud på det gennemhullede tegltag, hvor El Patróns tunge krop ligger.

Narkobaronen er ramt flere steder, men den dræbende kugle er gået tværs igennem hovedet – fra højre til venstre øre. Kuglen har sat en effektiv stopper for Pablos knap 30 år lange kriminelle karriere, hvor han har badet USA i hvidt pulver og Colombia i rødt blod.

Den ledende major på åstedet drager et lettelsens suk ved synet af liget. Tilfreds griber han sin radio og kalder oberst Martinez op:

“Vivá Colombia! Vi har lige dræbt Pablo Escobar!”

Selv i dag ved ingen, hvem der affyrede den kugle, som gjorde det af med Pablo Escobar.

© Drug Enforcement Administration

Læs også:

Kriminelle

Mød historiens største narkobaroner

6 minutter
Kriminalitet

Narkokartellerne er Mexicos forbandelse

6 minutter
Kriminelle

Døden skilte dem ad: Få hele historien om Bonnie og Clyde

15 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!