De tyske landeveje vrimlede i 1500-tallet med røvere. Kolde og våde somre fik høsten til at slå fejl, og folk sultede. Armoden drev mange ud i kriminalitet.
En af de mest berygtede røvere var Christman Genipperteinga – og med god grund. Christmans ugerninger var af et omfang, der sikrede ham en plads som en af middelalderens mest skruppelløse mordere.
Hvordan Christman begyndte sin forbryderkarriere, fortæller kilderne ikke. Men den samtidige forfatter Caspar Herber beretter, at Christman omkring 1569 slog sig ned i en hule ved byen Bernkastel nær floden Mosel.
“Så snart børnene var født, kvalte han dem”. Caspar Herber, 1581.
Hulen var ideelt placeret med udsigt over veje, som førte mod de vigtige byer Trier, Metz og Luxembourg. Så snart Christman fik øje på en flok rejsende, lagde han sig på lur og overfaldt dem.
For at ofrene ikke skulle advare andre om røverens tilholdssted, tog han livet af dem. Hvis andre røvere deltog, dræbte han dem med forgiftet mad og beholdt hele byttet.
Røver kvalte sine egne børn
En dag i 1574 passerede en ung kvinde Christmans hule. Kvinden hed Dorothea Teichner, og hun var på vej til sin bror i Trier. Men Dorothea Teichner nåede aldrig frem.
Hun blev overfaldet af Christman, men i stedet for at slå hende ihjel tog røveren hende med hjem til sin hule. For at sikre sig, at hun ikke stak af, lænkede Christman hende med en kæde om anklen.
I de følgende år levede Dorothea som den brutale røvers slave. Hun gjorde rent, lavede mad og fødte hans børn.
“Jeg fortvivler, fordi jeg har måttet lide i syv år, og pga. det, som er overgået mit eget kød og blod”. Dorothea Teichner, 1581.
Hele seks børn blev det til. Men ingen af dem levede længe, for “så snart børnene var født, kvalte han dem”, fortæller Herber.
Ligene hængte han op uden for hulen, så Dorothea altid kunne se dem.
“Dans, kære små børn, dans. Jeres far får jer til at danse”, messede han foran den ulykkelige mor, mens vinden bevægede de små kroppe.
Dagbog afslørede grusomheder
Dorothea holdt ud i syv år, men i maj 1581 bad hun indtrængende om at få lov til at gå en tur ind til den nærliggende by Bernkastel, så hun kunne se andre mennesker.
Christman indvilligede og løsnede lænken. Før Dorothea fik lov at gå, måtte hun dog sværge ikke at fortælle nogen, hvad der foregik ude i hulen. Dorothea var fast besluttet på at holde løftet. Men da hun i byen så små børn lege på gaden, brød hun sammen.
“Jeg fortvivler, fordi jeg har måttet lide i syv år, og pga. det, som er overgået mit eget kød og blod”, hulkede hun for sig selv.
Folk på gaden så, at hun var ulykkelig. De trak hende med til borgmesteren, så hun kunne fortælle, hvad der var galt.
Tegninger af den grumme Christman Genipperteinga solgte godt i samtiden. Trykket er fra 1581.
Soldater tog røveren på sengen
Dorothea nægtede først at tale. Men borgmesteren overbeviste hende om, at hun ifølge Biblen ikke var bundet af eden, hvis sagen gjaldt hendes sjæls frelse.
Herefter fortalte Dorothea alt. Forfærdet lagde borgmesteren en plan. Han sendte Dorothea hjem med en sæk ærter. Ærterne udlagde hun på vejen som et spor, der førte til hulen.
Dorothea lod som ingenting, da hun kom hjem, og mens hun kærligt lullede Christman i søvn, sneg 30 soldater sig op til hulen. De pågreb Christman, der straks forstod, hvad der var sket.
“Din troløse hore. Hvis jeg havde vidst dette, havde jeg kvalt dig for længe siden!”, spruttede han.
Christman Genipperteinga overdrev sandsynligvis antallet af ofre, men forbrydelserne var grumme nok til at få ham idømt tidens grusomste straf – radbrækning.
Soldaterne førte Christman bort og ransagede hulen. I en tilknyttet mineskakt fandt de rester efter mange mennesker.
Blandt plyndringsgodset lå også en dagbog, hvori Christman pralede af at have myrdet 964 mennesker.
“Det ville have fornøjet mig, hvis jeg var nået op på 1.000”, sagde Christman ifølge Herber i retten.
Men 964 ofre var mere end rigeligt til at fælde dom, og Christman blev prompte dømt til døden.