En augustdag i 1722 ligger Edward Low og hans to piratskibe på lur mellem Azorernes klippeøer. Et intetanende britisk skib nærmer sig. Wright er på vej mod Nordamerika med en værdifuld last, og skibet udgør derfor et oplagt mål for sørøverkaptajnen og hans mænd.
Med det sorte piratflag hejst i masten tordner sørøverne direkte mod målet, men Wrights kaptajn viser ikke umiddelbart tegn på at overgive sig. Beslutningen er fatal, for Low skåner ingen, hvis de ikke straks giver fortabt. Sørøverne border skibet, og Low giver ordre til, at blodet skal flyde på dækket.
“Piraterne stak og mishandlede dem på barbarisk vis, især nogle portugisiske passagerer”. Kaptajn Charles Johnson, 1724.
“Piraterne stak og mishandlede dem på barbarisk vis, især nogle portugisiske passagerer”, beretter den samtidige forfatter Charles Johnson i værket “A General History of the Robberies and Murders of the Most Notorious Pirates” fra 1724.
Efter den første blodrus forlyster piraterne sig med at binde de overlevende portugisere – to af dem er munke – fast til hejseværket på skibets forreste mast og trække ofrenes arme i hver sin retning ved hjælp af tovene.
“Dette gentog de adskillige gange for fornøjelsens skyld”, skriver Johnson.
Da en anden passager laver en grimasse ved synet af torturen, svinger en af Lows folk af al magt sin huggert tværs over maven på ham, så indvoldene står ud af ham.
På dækket nyder kaptajn Low synet af blodsudgydelserne. Det er hverken første eller sidste gang, han lemlæster og piner sine ofre. I 1720’erne er ingen pirat mere frygtet end han.
Edward Low gad ikke bruge kræfter på at hjælpe de sårede. Han fik dem gerne henrettet.
Forlod baby og blev pirat
Edward Low blev født i London i 1690 og voksede op i en familie af tyve og mordere. Allerede som syv-årig begyndte han selv at stjæle, men “Ned” ønskede at leve et ærligt liv og besluttede at søge lykken i New England på Nordamerikas østkyst.
Her faldt han i nogle år til ro som skibsrigger i Boston og mødte endda sit livs kærlighed, Eliza Marble, som kom fra en god familie. Parret fik i 1719 datteren Elizabeth, men Ned blev knust, da Elizabeth døde i barselssengen. Han mistede også sit job, og fuld af bitterhed valgte han at efterlade datteren hos konens familie og drage på havet.
Boston husede de amerikanske koloniers vigtigste havn. De fleste handelsskibe fra Storbritannien lagde til kaj her.
Low fik arbejde på en slup (et enmastet sejlskib), som sejlede til Mellemamerika for at hente træ. Men han hadede sin kaptajn, og da den unge sømand en dag blev nægtet mad, kogte hans temperament over. Han affyrede en musket direkte mod kaptajnens hoved, men ramte et af de andre besætningsmedlemmer. I det efterfølgende kaos stak Ned af i en robåd sammen med 12 mand fra skibet.
Low og hans følge var nu lovløse og sluttede sig i december 1721 til piraten George Lowther. Allerede måneden efter fik Low kommandoen over sin egen slup, men den nyslåede kaptajn var ofte på tværs og decideret uregerlig, så Lowther fandt det sikrest at stoppe samarbejdet. I maj 1722 sejlede Low således alene afsted med 44 mand under sig.
Den berømte Edward blev allerede i 1700-tallet afbilledet i diverse bøger om pirater.
Kaptajn blev tvunget til pirateri
Low sejlede til den nordamerikanske østkyst, hvor han plyndrede alle de skibe, han kunne komme i nærheden af. En sommerdag havde piraterne endda held til at overtage en skonnert på 80 tons, som Ned gjorde til sit nye hovedskib.
Piraten havde store ambitioner og tvang også gerne udplyndrede besætninger til at slutte sig til sit mandskab.
En dem var englænderen Philip Ashton – kaptajn på sluppen Milton, som Low plyndrede den 15. juni 1722. Efter at skibet havde overgivet sig, sprang Low ombord og råbte:
“Er der nogle ugifte mænd til stede?”
Da ingen af sømændene svarede på det noget overraskende spørgsmål, gik Low over til Ashton og råbte med hævet pistol:
“Svar mig, din hund!”
“Hver gang han drak og havde et stille øjeblik, udtrykte han en stor længsel efter det barn, han havde efterladt”. Philip Ashton, tvunget til at være pirat for Edward Low.
Ashton så intet andet valg end at tale sandt og indrømme, at han ikke havde en kone. Herefter fik han pistolen for panden og blev tvunget til at slutte sig til piraterne samt skrive under på en liste med 10 love, som kaptajnen havde skrevet for at holde orden på sit mandskab.
“Den, som udviser kujonagtig adfærd under et angreb, vil lide den straf, som kaptajnen og størstedelen af mandskabet finder passende”, hed en af piratens love.
Da ingen havde lyst til at finde ud af, hvilke opfindsomme straffe den sadistiske Low kunne finde på, gjorde de, som kaptajnen forventede.
Ashton beskrev Lows mandskab som det mest barbariske, han nogensinde havde oplevet. Her blev tortur af fanger anset som almindeligt morskab. Low selv var dog ifølge Ashton en tragisk skikkelse.
“Hver gang han drak og havde et stille øjeblik, udtrykte han en stor længsel efter det barn, han havde efterladt. Jeg så ham sætte sig ned og græde bare ved dets nævnelse”, skrev Ashton i sin selvbiografi.
Englænderen mente også, at Low kun tvang ugifte mænd til pirateri, fordi han ikke ønskede, at de skulle opleve det savn, han selv kæmpede med.
Low hærgede trekantshandlen
Edward Low blev en berygtet pirat i farvandene, hvor trekantshandlen fandt sted. Både i Caribien og på Atlanterhavet plyndrede og vandaliserede han alle former for fartøjer, hans skibe spottede.
10. januar 1722: Low plyndrer de første skibe
Ombord på piraten George Lowthers skib er Low med til at plyndre sine første fartøjer i Hondurasbugten. Nogle dage senere får Low titel af kaptajn, da han bliver tildelt kommandoen over en erobret slup.
12. juli 1722: Piraten starter sit solorov
Lowther er så utilfreds med Low, at de skilles. På egen hånd plyndrer Low 13 skibe ved Nova Scotia. Et af dem er en 80-tons skonnert, som Low gør til sit flagskib med 10 kanoner og 50 mand. Han døber fartøjet Fancy.
1. august 1722: Ofre bliver mishandlet
Low fortsætter sit togt til Azorerne, hvor han i en måned lænser skibe og mishandler deres besætninger og passagerer. En fransk skibskok bliver brændt levende, og portugisiske præster pines med stræktortur.
10. marts 1723: Spansk besætning massakreres
Efter at have plyndret omkring 20 skibe på deres vej fra Azorerne til Hondurasbugten kaster Lows pirater sig over en spansk slup ud for Belizes kyst. Piratkaptajnen beordrer sine mænd til at dræbe den 50 mand store besætning.
10. juni 1723: Britisk skib angriber piraterne
Flådeskibet HMS Greyhound støder på Lows to piratskibe ud for North Carolina. I flere timer kæmper skibene, indtil Low stikker af med Fancy. Greyhound overmander det andet piratskib, mens Low sejler ud på sit andet togt.
27. oktober 1723: Besætning får nok af Low
Utilfredsheden med Low stiger blandt hans mænd, og Francis Spriggs og 60 andre pirater forlader ham i et erobret fartøj ved Sierra Leones kyst. I 1724 begår resten af Lows folk mytteri nær øen St. Lucia og efterlader ham i en robåd på havet.
Kropsdele blev skåret af
Low var måske ulykkelig, men ingen af hans ofre fik lov at se det. Med to skibe og 80 pirater satte han sejl og bevægede sig ud på Atlanterhavet med kurs mod Azorerne, der var mellemstation for en stor del af skibstrafikken mellem Europa, Afrika og Amerika.
Midt på Atlanten fik sadismen for alvor fat i Low. Da piraterne havde plyndret et fransk fartøj, bandt de skibets kok til hovedmasten og brændte skibet med manden ombord, fordi Low mente, at han var “en fedtet fyr, som ville brænde godt i ilden”.
Få uger efter – den 20. august 1722 – lod piraterne deres barbariske adfærd gå ud over de portugisiske passagerer på skibet Wright, og på sørøvernes videre færd tilbage mod Caribien blev plyndringerne igen og igen ledsaget af makabre nedslagtninger.
“Et større monster har aldrig hærget havene”. John Hart, guvernør på Leeward Islands fra 1721 til 1727.
Nord for Brasilien angreb Low et rigt portugisisk skib, og hans mænd gik straks i gang med at torturere besætningen for at få at vide, hvor den portugisiske kaptajn havde gemt skibskisten.
Da det gik op for piraterne, at kaptajnen havde smidt kisten med 11.000 guldmønter i vandet, blev Low rødglødende af raseri. Som hævn beordrede han portugiserens læber skåret af, hvorefter han stegte dem og tvang den vansirede kaptajn til at spise “måltidet”. Efterfølgende blev hele skibets mandskab dræbt.
I maj 1723 skrev avisen American Weekly Mercury, at Low i maj 1723 havde hærget Cubas kyster, og de grufulde beretninger fra de få overlevende gjorde ham til tidens mest frygtede pirat. Guvernøren fra den caribiske øgruppe Leeward Islands var klar i mælet.
“Et større monster har aldrig hærget havene”, slog han fast.
Frygten for pirater fik portugiserne til at gemme deres guld i sække, som hang ude foran kaptajnens kahyt. Rebet kunne hurtigt skæres over, så piraterne ikke fik fat i pengene.
Kongeskib jagtede piraterne
Lows ondskabsfulde pirateri havde i sommeren 1723 kostet omkring 100 fartøjer deres last. Guld og sølv for sammenlagt 150.000 pund var blevet stjålet. På begge sider af Atlanten var folk interesserede i at få bugt med den barbariske sørøver, så nu blev statslige flådeskibe sendt på udkig efter ham.
En af piratjægerne var flådekaptajn Peter Solgard på det engelske krigsskib HMS Greyhound. Han rådede over 20 kanoner og 120 mand. Om morgenen den 10. juni 1723 fik han endelig øje på Lows to skibe ud for North Carolina. I stedet for at blæse til angreb sejlede han snedigt væk fra piraterne, som om Greyhound var et handelsskib på flugt. Low bed på krogen, og da piraterne kom tæt nok på, vendte krigsskibet pludselig omkring og åbnede sine kanonporte.
“Under kampen sejlede vi mellem dem (de to piratskibe, red.) og skød det ene skibs hovedmast i stykker”, lød det fra Solgard.
Edward Lows sorte piratflag var prydet med et rødt skelet.
Greyhounds soldater bordede straks det ødelagte sørøverskib. Mens englænderne nedkæmpede fjenden, gjorde Low på det andet skib intet for at redde sine mænd. Han stak halen mellem benene.
Hyldesten var stor, da Solgard og hans besætning ankom til Rhode Island med lastrummet fyldt af Lows pirater, som efter en kort retssag fik deres velfortjente straf.
“Piraterne, som blev fanget af Hans Majestæts Greyhound, blev henrettet fra kl. 12 til 13”, skrev avisen The New-England Courant.
Nederlaget gjorde hverken Low bange eller påpasselig – han blev blot endnu mere nederdrægtig. Ud for Rhode Island angreb han to hvalbåde og beordrede den ene kaptajn flået og hans indvolde taget ud. Dernæst skar piraten ørerne af den anden kaptajn og tvang ham til at spise dem med salt og peber.
“Han ønskede at myrde flere andre, men menneskeligheden sejrede i hans ledsageres hjerter, og de nægtede at udføre hans brutale ordrer”, berettede forfatteren Charles Johnson.
Mandskabet var ved at få nok.
Det formodede skattekort fra Low over Isle Haute har fået utallige skattejægere til at grave på øen – dog uden held.
Canadisk ø gemte måske på piratens skat
Et mystisk skattekort fik i 1952 en amerikansk historiker til at lede efter en skjult skat, som Edward Low muligvis gemte på en ø ved Nova Scotia.
Edward Rowe Snow gjorde store øjne, da han i 1947 fik fingrene i et håndtegnet kort. Under tegningen af en ø med navnet “Haute” var kortet signeret “E. Low”. Historikeren mente, at kortet kunne være ægte, da Low havde befundet sig nær øen Isle Haute ud for den canadiske provins Nova Scotia.
I 1952 drog Snow til den formodede skatteø, hvor han gik på jagt med sin metaldetektor. Omtrent dér, hvor skattekortet havde markeret “The Place” (stedet), fandt Snow først et kranie og derefter både sølv- og guldmønter. Det måtte være Lows skat, mente han – for rygter ville vide, at piraten i forbindelse med nedgravningen havde ofret et besætningsmedlem, så hans spøgelse kunne vogte over skattekisten.
Ifølge skattekortet gemte kisten 23.758 sølvmønter og 1.355 guldmønter, men Snow fandt aldrig mere. Andre var givetvis kommet ham i forkøbet. Snow fik meget omtale som følge af sin opdagelse, og onde tunger talte om, at han selv havde placeret mønterne på øen. Skattejægeren indrømmede senere, at det sjældent var skattene, han tjente sine penge på, men de bøger, han kunne skrive om jagten.
Piraterne forrådte kaptajnen
Utilfredsheden med den utilregnelige Low blandt hans besætning forsvandt ikke, selvom piraten plyndrede adskillige skibe på sit andet togt over Atlanten.
I det sene efterår 1723 valgte Lows mest loyale mand, Francis Spriggs, at stikke af i et skib sammen med 60 mand ud for Sierra Leones kyst. Spriggs havde ellers været med Low siden begyndelsen i 1722.
Afhopningen blev begyndelsen på enden for Low, som i foråret 1724 kun havde 30 mand tilbage. Nær den caribiske ø St. Lucia fik de sidste pirater nok af ham, da han dræbte skibets kvartermester efter en diskussion. Mandskabet tvang piraten ned i en båd uden proviant og overlod ham til skæbnen.
Lows endeligt er uvist, men ifølge nogle kilder blev han fundet af et fransk fartøj nogle dage efter. Da hans identitet stod klar, blev fangen bragt for retten på øen Martinique. Efter mere end to års terror på havene endte Low sine dage i galgen.