Amelia Dyer: Londons englemagerske

Samme dag kan retsmedicineren William Maurice konstatere, at pakken gemmer på en 6-12 måneder gammel pige.

Et hvidt bånd er snøret stramt om halsen på hende. Pigens identitet er umulig at fastslå, men til politifolkenes held viser pakken sig at være forsynet med en udvisket, håndskrevet adresse.

Med et mikroskop formår en efterforsker at tyde den: “Mrs. Thomas, 26 Piggott’s Road, Reading”.

Snart skal det vise sig, at mrs. Thomas er den samme som mrs. Harding, og i virkeligheden hedder Amelia Dyer. Det navn vil fremover få det til at risle koldt ned ad ryggen på englænderne.

Babydrab som levevej

Som den yngste i en søskendeflok på fem kom Amelia til verden omkring 1840 nær Bristol i det sydvestlige England.

Faren var skomager med en succesrig forretning, der satte ham i stand til at sende alle sine børn i skole.

Den mulighed fik ellers kun omkring hvert fjerde barn i landet.

Men familiens velordnede verden styrtede i grus, da moren blev smittet med tyfus.

Amelia blev sat til at passe den syge kvinde, som i febervildelse smed om sig med forbandelser.

Pligtskyldigst sørgede Amelia for at pleje moren, der bukkede under for sin sygdom i 1848.

Enkemanden så sig ikke i stand til at tage vare på fem børn og sendte Amelia i pleje hos en tante.

Da faren døde i 1859, stod Amelia uden forsørger, og af nød giftede hun sig med den 35 år ældre George Thomas.

Trods sine barske oplevelser ved morens dødsleje uddannede hun sig til sygeplejerske, og gennem arbejdet mødte hun jordemoderen Ellen Dane, der skulle vise sig at få en skæbnesvanger betydning for hendes fremtid.

Da Amelia efter to års ægteskab blev gravid, flyttede Ellen Dane ind hos Thomas-parret, hvor hun mod at få kost og logi gik til hånde i huset.

I al fortrolighed afslørede Ellen Dane, at hun tidligere havde tjent gode penge ved at adoptere børn af ugifte mødre.

I victoriatidens England blev enlige, gravide kvinder betragtet som udskud, der havde lokket en mand i fordærv.

Ifølge fattiglovene fra 1834 havde mødrene ikke krav på penge fra faren.

Og børnehjemmene tog kun imod børn fra gifte par, enker i pengenød og hittebørn.

Landets eneste officielle modtager af uønskede børn, Foundling Hospital i London, havde meget strikse regler.

Bl.a. skulle mødrene skrive under på, at barnet var uægte, og at de selv havde en “god karakter”, men var blevet “lokket af kriminel konversation” – dvs. overtalt til samleje før ægteskab.

Stemplede hospitalet moren som amoralsk, blev barnet nægtet adgang.

Årligt blev blot 37 hittebørn ud af 276 ansøgere anbragt på Found­ling Hospital.

Men behovet for at finde plads til børnene var langt større. Forskere har beregnet, at op mod 40.000 børn årligt blev født uden for ægteskab i 1800-tallets Storbritannien.

Mange unge mødre forsøgte at finde et ægtepar eller en kvinde, som mod betaling ville påtage sig at opfostre barnet – en udbredt praksis kaldet “baby farming” (småbørns-opdræt).

Ordet fik dog en anden mening, da Ellen Dane fortalte Amelia om denne indtægtsmulighed:

Det gjaldt om at sulte barnet ihjel, så snart moren havde afleveret det og pengene, forklarede Ellen Dane.

Desværre var hun selv afskåret fra at tage mod flere spædbørn, eftersom politiet var efter hende. Kort efter Amelias nedkomst forduftede Ellen Dane til USA.

Babytøj sendes til pantelåner

“Baby farming” var let tjente penge, indså den hårdkogte Amelia.

Da hun i 1869 blev enke, besluttede hun sig for at følge Ellen Danes anvisninger: Hun indrykkede avisannoncer, hvor hun præsenterede sig som en respektabel kvinde, der tilbød ulykkelige mødre et kærligt hjem til deres børn.

Snart blev Amelia bestormet af gravide, enlige kvinder.

Når hun mødtes med dem, gjorde hun sig umage med at fremstå ansvarsfuld og lagde desuden vægt på, at hun som sygeplejerske kunne bistå ved fødsler.

Bagefter skulle hun nok tage sig kærligt af den lille, lovede hun.

Selv havde Amelia kort forinden sat sit eget barn i pleje, så hun kunne flygte i en fart, hvis politiet skulle få færten af hendes gesjæft.

Amelia accepterede kun engangsbetalinger, idet hun frygtede, at kvinderne ville forlange at se deres børn, hvis de kom forbi for at betale ad flere omgange.

Kunderne skulle desuden sørge for babytøjet – som Amelia omgående vekslede til kontanter hos pantelåneren.

Fra første færd gik Amelias forretning strygende. Hjemmet var konstant fyldt med højgravide kvinder, som efterlod deres barn straks efter fødslen.

Derefter kunne Amelia gå i gang: For at holde de nyfødte i ro gav hun dem store doser Godfrey’s Cordial, også kaldet “Mother’s Friend” (Mors ven).

Medicinen bestod af opium blandet med sirup, og den blev flittigt brugt af mødre, eftersom dråberne gjorde de små yderst medgørlige.

Den lokale læge blev stamgæst hos Amelia, og han undrede sig aldrig over alle de dødsattester, han blev bedt om at udfærdige.

Børnedødeligheden var ekstrem på den tid, og selv børn født under normale omstændigheder havde kun 50 pct. chance for at opleve deres fem-årsfødselsdag.

På attesterne anførte lægen gerne dødsårsagen for Amelias plejebørn som “skavank fra fødslen” eller “mangel på brystmælk”.

Konstant var Amelia på vagt for ikke at vække mødrenes eller naboernes mistanke.

Og for at dulme nerverne tog hun opiumdråber, såkaldt laudanum, som lægerne ordinerede mod bl.a. kroniske smerter og søvnløshed.

Dræbt under fødslen

Efter tre år som “babyfarmer” giftede Amelia sig igen i 1872.

Hendes nye mand, William Dyer, var bryggeriarbejder, og hans indtægt skulle forsørge Amelia og siden også parrets to børn, Mary Ann og William Samuel, som kom til verden i hhv. 1873 og 1876.

Men William røg i fængsel for hæleri, og igen var Amelia på egen hånd – nu med ansvaret for to småbørn.

Skæbnen som enlig forsørger var frygtet af alle kvinder, og mange blev tvunget ud i prostitution for at skaffe penge til mad og husleje; knap hver 12. kvinde solgte i victoriatidens England sin krop, men Amelia valgte en anden udvej – hun brød med sin fængslede mand og genoptog sin praksis som “babyfarmer”.

Denne gang tog hun imod både gravide kvinder og plejebørn.

Og for at spare tid strangulerede hun babyerne allerede under fødslen i stedet for at sulte dem ihjel senere: Så snart hovedet var ude af morens skød, snørede hun et bånd om barnets hals og trak til.

Amelia forklarede altid lægen, at børnene var dødfødte, og han anede ikke uråd – men det gjorde Amelias datter.

Som fem-årig spurgte Mary Ann sin mor, hvorfor så mange børn forsvandt sporløst fra deres hus.

“Jeg sender de små børn til Jesus, fordi han meget hellere vil have dem end deres mødre”, forklarede Amelia.

Også naboerne grublede over de forsvundne børn, men hvis de spurgte ind til sagen, forsvandt familien Dyer kort efter til en ny adresse.

Livet på flugt tærede på barnemorderen, som efterhånden indtog opiumdråber dagligt og skyllede dem ned med gin.

Virkningen var sløvende, og Amelia begyndte at sjuske – hun kom til at sulte børnene så voldsomt, at de blev til skelettynde lig.

En retsmediciner, som havde grans­ket fire dødsattester på børn i Amelias varetægt, fornemmede i 1879, at noget var rivende galt.

Han kontaktede politiet, og Amelia blev afhørt, men myndighederne fandt ingen beviser for mord. I stedet blev hun dømt til et halvt års tugthusarbejde for vanrøgt.

Straffen slap Amelia for ved at foregive at være psykisk syg. Pludselig led hun af ekstrem humørsyge og slyngede om sig med ukvemsord, og i stedet for tugthuset kom hun på en sindssygeanstalt.

Efter et halvt år ophørte anfaldene mirakuløst.

Mor aflægger uventet besøg

I sin genvundne frihed åbnede Amelia en ny “babyfarm”.

Hun fandt et nyt hjem til sin lille familie, og denne gang sørgede hun for at holde lægen og hans dødsattester fra livet ved at begrave de små i sin have.

Forretningen gik godt – men den kunne blive endnu bedre, hvis hun gik målrettet efter bedrestillede kvinder, som kunne betale 80 pund for at give deres børn i pleje, regnede Amelia ud.

De velstillede kvinder stillede dog større krav til deres børns opvækst og pleje, og i 1890 var Amelia tæt på at blive afsløret: En guvernante dukkede efter et par måneder uventet op og forlangte at se sit barn.

Men babyen var for længst død, og i panik rakte Amelia kvinden et andet barn.

Guvernanten anede uråd og undersøgte, om barnet havde et modermærke på hoften sådan som hendes egen baby. Mærket var der ikke.

Oprevet kontaktede guvernanten politiet, men da ordensmagten troppede op hos Amelia, insisterede hun på, at der var sket en fejl.

Barnet var blevet bortadopteret, forklarede hun og opgav en fupadresse, hvor hun påstod, at politiet ville finde barnet.

Så snart betjentene var ude af døren, stak Amelia af, men igen blev hun opsporet af guvernanten.

I panik prøvede Amelia at begå selvmord ved at hælde to flasker laudanum i sig. Men hendes krop havde vænnet sig til de høje doser opium, og hun blev blot dårlig og dejsede omkuld.

“Fuglene sagde, jeg skulle gøre det”, jamrede hun til den tilkaldte læge, der sendte hende på en sindssygeanstalt, fordi hun påstod at høre stemmer.

Så snart Amelia mente at vide sig sikker igen, kom hun sig brat over sin psykiske lidelse, og hun blev atter lukket ud.

Så flyttede hun til en anden by, tog et nyt navn og genoptog sin metier.

Lig dumpet i floden

Amelia Dyer havde levet godt af “baby farming” og barnemord i omkring 20 år, da værtshusservitricen Evelina Marmon i marts 1896 læste annoncen i The Bristol Times and Mirror: “Gift par uden familie ønsker at adoptere sundt barn, dejligt landsted. Vilkår: 10 pund”.

Nødtvungent overlod Evelina Marmon sin tre måneder gamle datter, Doris, til mrs. Harding – eller Amelia Dyer, som hun rettelig hed.

Samme aften kvalte Amelia babyen med et hvidt bånd.

Dagen efter, den 1. april 1896, strangulerer hun endnu et barn, den 13 måneder gamle Harry Williams. De to lig lagde Amelia i en taske sammen med et par mursten til at tynge tasken ned med.

Målrettet styrede Amelia ned til Themsen, hvor hun smed tasken i floden.

Men i samme flod havde pramdrager Charles Humphreys kort forinden fundet en brun pakke med et barnelig.

I mikroskopet tydede politikonstabel James Beattie Anderson den udviskede adresse på pakken og iværksatte kort efter en omfattende undersøgelse af floden: Betjente trak vod i Themsens grumsede vand, og fangsten var uhyrlig: I alt seks pakker og tasker med døde børn dukkede op – alle med et hvidt bånd snøret om halsen.

Takket være den knap læselige adresse på den brune pakke vidste efterforskerne, hvor de skulle lede efter morderen.

Men da politiet mødte op på adressen, var huset forladt. Naboerne kunne oplyse, at mrs. Thomas for nylig var flyttet til en anden gade i Reading, til 45 Kensington Road.

Betjentene manglede stadig håndfaste beviser for, at kvinden, der kaldte sig mrs. Thomas og mrs. Harding, stod bag de mange mord.

Derfor lod de en lokkedue tage kontakt til den mistænkte. Politiets kvindelige hjælper forklarede Amelia, at hun var en enlig mor, som ønskede at sætte sit barn i pleje.

De aftalte at mødes hjemme hos Amelia Dyer.

Da lokkeduen bankede på til aftalt tid den 3. april 1896, klappede fælden: Intetanende åbnede Amelia sin dør, og ind stormede en flok betjente, der havde holdt sig skjult i buskadset.

De gik i gang med at ransage hendes hjem.

Stakke af børnetøj, kvitteringer for avisannoncer, breve fra mødre og metervis af hvidt bånd som det, der var viklet om halsen på de døde spædbørn, var blandt de talrige spor, politiet fandt.

En seddel med servitricen Evelina Marmons navn dukkede op blandt tøjet, og da politiet bad hende komme til lighuset, identificerede hun grådkvalt sin datter, Doris.

Hun kunne også udpege mrs. Harding som plejemoren, der havde taget imod Doris. Dermed var spillet ude for barnemorderen Amelia Dyer.

Hvidt bånd går igen

Under forhør erkendte Amelia, at hun havde myrdet Doris Marmon, Harry Simmons og Helena Fry.

Sidstnævnte var den pige, pramdrageren fandt. Amelia indrømmede desuden, at det hvide bånd var hendes mordvåben

“Det er sådan, I kan se, at det er mine ofre”, forklarede den 57-årige kvinde.

I retten tog det juryen under fem minutter at kende Amelia Dyer skyldig.

“Du vidste, at de penge, du modtog, ikke rakte til at holde børnene i live ret længe. Det var aldrig din intention at holde børnene i live. Du bedrog på djævelsk vis mødrene og begik en forbrydelse så barbarisk, som tænkes kan”, slog dommeren fast.

Ved 9-tiden om morgenen den 10. juni 1896 blev Amelia Dyer henrettet i Newgate-fængslet i London.

I de følgende år dukkede over 50 babylig op i Themsen. Flere var så opløste, at det var umuligt at afgøre, om børnene var blevet stranguleret.

Andre blev fundet begravet – bl.a. fandt en mand i Bristol i 1902 knoglerne fra fem børn i sin have, alle efterladt af den tidligere lejer Amelia Dyer.

Hvor mange liv en af historiens værste seriemordere havde på samvittigheden, er uvist.

Men i dag vurderer eksperter, at Amelia gennem omkring to årtier nåede at myrde op mod 400 børn.