Amelia Dyer: Londons englemagerske

Som sygeplejerske er Amelia Dyer uddannet til at tage sig af mennesker i nød. Men den engelske kvinde gør præcis det modsatte. Gennem avisannoncer tilbyder Amelia Dyer ulykkelige mødre at tage sig kærligt af deres børn. Kort tid efter er de små væk.

Som sygeplejerske er Amelia Dyer uddannet til at tage sig af mennesker i nød. Men den engelske kvinde gør præcis det modsatte. Gennem avisannoncer tilbyder Amelia Dyer ulykkelige mødre at tage sig kærligt af deres børn. Kort tid efter er de små væk.

Imageselect

Evelina Marmon er i en slem knibe. Efter en affære med en gæst på det værtshus, hvor hun arbejder, har hun i januar 1896 født en pige.

Men som enlig mor er Evelina et udskud i victoriatidens moralske England og ude af stand til at sørge for sit barn. Ingen arbejdsgiver vil have en falden kvinde ansat.

I marts 1896 falder hendes blik på en annonce i avisen The Bristol Times and Mirror. “Gift par uden familie ønsker at adoptere sundt barn, dejligt landsted. Vilkår: 10 pund”, læser Evelina og aner en vej ud af sin ulykke.

Den unge mor reagerer på annoncen – og det svar, hun får, lyder meget besnærende:

“Jeg vil være glad for at få en kær, lille pige, som jeg kan opfostre og kalde min egen. Min mand og jeg elsker børn, men jeg har ingen selv. Hos mig vil et barn få et godt hjem og en mors kærlighed”, lover mrs. Harding, som har indrykket annoncen i lokalavisen.

I brevet understreger mrs. Harding, at hun vil overtage barnet mod en betaling på 10 pund.

Summen svarer til en stuepiges årsløn, men Evelina Marmon er trængt og betragter mrs. Hardings tilbud som den bedst tænkelige løsning.

Selv har hun intet at tilbyde den spæde Doris; hos en plejefamilie kan barnet vokse op i trygge og kærlige rammer.

Efter aftale henter mrs. Harding spædbarnet den 31. marts 1896 i Cheltenham, hvor Evelina har indlogeret sig.

På forhånd har den 25-årige mor pakket en taske med babytøj, og hun tilbyder desuden mrs. Harding et ugentligt vederlag, men plejemoren afslår.

Engangsbetalingen på 10 pund er fuldt tilstrækkelig, insisterer den knap 60-årige, kraftige kvinde, der varsomt svøber den lille pige i sit sjal.

Med tårer i øjnene kigger Evelina efter den hjælpsomme dame, der forsvinder med Doris på armen.

Men den lykke, Evelina har ønsket for sin datter, slutter brat. Samme aften vikler mrs. Harding et hvidt bånd om halsen på barnet og strammer til.

Mrs. Harding har 20 års erfaring i at kvæle plejebørn og skaffe dem af vejen. Hidtil har hendes levevej været en lønsom affære, og hun aner endnu ikke, at politiet er i hælene på hende.

Dagen før har en pramdrager gjort et makabert fund på Themsen og meldt det.

En pakke med en barnefod

Pramdrageren Charles Humphreys studser, da han den 30. marts 1896 får øje på en brun pakke, som vugger i Themsens overflade.

Resolut griber han sin bådshage og haler pakken til sig. Med en lommekniv sprætter Humphreys pakken op, og mellem lag af gennemblødt stof kommer pludselig en babyfod til syne.

Chokeret slår pramdrageren alarm til politiet i den nærmeste by, Reading, ca. 65 km vest for London.

Børnene i floden er kvalt med bånd, som siden bliver fundet i metervis i Amelia Dyers hjem.

© www.historybytheyard.co.uk & Thames Valley Police, TVP Museum

Samme dag kan retsmedicineren William Maurice konstatere, at pakken gemmer på en 6-12 måneder gammel pige.

Et hvidt bånd er snøret stramt om halsen på hende. Pigens identitet er umulig at fastslå, men til politifolkenes held viser pakken sig at være forsynet med en udvisket, håndskrevet adresse.

Med et mikroskop formår en efterforsker at tyde den: “Mrs. Thomas, 26 Piggott’s Road, Reading”.

Snart skal det vise sig, at mrs. Thomas er den samme som mrs. Harding, og i virkeligheden hedder Amelia Dyer. Det navn vil fremover få det til at risle koldt ned ad ryggen på englænderne.

Babydrab som levevej

Som den yngste i en søskendeflok på fem kom Amelia til verden omkring 1840 nær Bristol i det sydvestlige England.

Faren var skomager med en succesrig forretning, der satte ham i stand til at sende alle sine børn i skole.

Den mulighed fik ellers kun omkring hvert fjerde barn i landet.

Men familiens velordnede verden styrtede i grus, da moren blev smittet med tyfus.

Amelia blev sat til at passe den syge kvinde, som i febervildelse smed om sig med forbandelser.

Pligtskyldigst sørgede Amelia for at pleje moren, der bukkede under for sin sygdom i 1848.

Ægtepar med dejligt hjem tilbyder at adoptere et barn. Under skiftende navne rykker Amelia Dyer annoncer rettet mod ugifte mødre ind i aviserne. De ulykkelige kvinder er tvunget til at sætte deres barn i pleje.

© Thames Valley Police, TVP Museum

Enkemanden så sig ikke i stand til at tage vare på fem børn og sendte Amelia i pleje hos en tante.

Da faren døde i 1859, stod Amelia uden forsørger, og af nød giftede hun sig med den 35 år ældre George Thomas.

Trods sine barske oplevelser ved morens dødsleje uddannede hun sig til sygeplejerske, og gennem arbejdet mødte hun jordemoderen Ellen Dane, der skulle vise sig at få en skæbnesvanger betydning for hendes fremtid.

Da Amelia efter to års ægteskab blev gravid, flyttede Ellen Dane ind hos Thomas-parret, hvor hun mod at få kost og logi gik til hånde i huset.

I al fortrolighed afslørede Ellen Dane, at hun tidligere havde tjent gode penge ved at adoptere børn af ugifte mødre.

I victoriatidens England blev enlige, gravide kvinder betragtet som udskud, der havde lokket en mand i fordærv.

Ifølge fattiglovene fra 1834 havde mødrene ikke krav på penge fra faren.

Og børnehjemmene tog kun imod børn fra gifte par, enker i pengenød og hittebørn.

I retten forklarede Overby, at hun var påvirket af bl.a. æter og kokain, da hun slog ihjel.

© Politimuseum.dk & Ritzau Scanpix

Kakkelovnen afslørede dansk morder

Englemagersken Dagmar Overby fulgte præcis som Amelia Dyer et bestemt mønster i sin morderiske karriere:

Gennem avisannoncer fik hun kontakt med ulykkelige, ugifte mødre og tilbød mod en kontant betaling på op til 400 kr. at tage sig af deres nyfødte.

I 1916 kvalte Overby sit første offer, et lille barn, hvis lig hun smed i WC’et på Assistens Kirkegård.

Siden fulgte adskillige andre mord på spædbørn, men i september 1920 blev englemagersken indhentet af skæbnen: En ung mor, Karoline Aagesen, fortrød, at hun havde givet sin datter bort få dage forinden.

Men da hun dukkede op på Enghavevej for at hente sin baby, var barnet væk.

Overby hævdede, at hun havde givet pigen væk til en fremmed kvinde, som hun tilfældigt havde mødt.

Men morens mistanke var vakt, og hun alarmerede politiet, der fandt de forkullede knoglerester fra den lille pige i Overbys kakkelovn.

Under retssagen tilstod Dagmar Overby mordene på over 20 børn.

Retten idømte i marts 1921 den 34-årige kvinde dødsstraf, men dommen blev senere ændret til livstidsfængsel. I 1929 døde Overby af tuberkulose.

Landets eneste officielle modtager af uønskede børn, Foundling Hospital i London, havde meget strikse regler.

Bl.a. skulle mødrene skrive under på, at barnet var uægte, og at de selv havde en “god karakter”, men var blevet “lokket af kriminel konversation” – dvs. overtalt til samleje før ægteskab.

Stemplede hospitalet moren som amoralsk, blev barnet nægtet adgang.

Årligt blev blot 37 hittebørn ud af 276 ansøgere anbragt på Found­ling Hospital.

Men behovet for at finde plads til børnene var langt større. Forskere har beregnet, at op mod 40.000 børn årligt blev født uden for ægteskab i 1800-tallets Storbritannien.

Mange unge mødre forsøgte at finde et ægtepar eller en kvinde, som mod betaling ville påtage sig at opfostre barnet – en udbredt praksis kaldet “baby farming” (småbørns-opdræt).

Ordet fik dog en anden mening, da Ellen Dane fortalte Amelia om denne indtægtsmulighed:

Det gjaldt om at sulte barnet ihjel, så snart moren havde afleveret det og pengene, forklarede Ellen Dane.

Desværre var hun selv afskåret fra at tage mod flere spædbørn, eftersom politiet var efter hende. Kort efter Amelias nedkomst forduftede Ellen Dane til USA.

Babytøj sendes til pantelåner

“Baby farming” var let tjente penge, indså den hårdkogte Amelia.

Da hun i 1869 blev enke, besluttede hun sig for at følge Ellen Danes anvisninger: Hun indrykkede avisannoncer, hvor hun præsenterede sig som en respektabel kvinde, der tilbød ulykkelige mødre et kærligt hjem til deres børn.

Snart blev Amelia bestormet af gravide, enlige kvinder.

Amelia Dyer bedøvede spædbørnene med opium og lod dem sulte ihjel. Selv havde hun hang til opium og gin.

© www.historybytheyard.co.uk

Når hun mødtes med dem, gjorde hun sig umage med at fremstå ansvarsfuld og lagde desuden vægt på, at hun som sygeplejerske kunne bistå ved fødsler.

Bagefter skulle hun nok tage sig kærligt af den lille, lovede hun.

Selv havde Amelia kort forinden sat sit eget barn i pleje, så hun kunne flygte i en fart, hvis politiet skulle få færten af hendes gesjæft.

Amelia accepterede kun engangsbetalinger, idet hun frygtede, at kvinderne ville forlange at se deres børn, hvis de kom forbi for at betale ad flere omgange.

Kunderne skulle desuden sørge for babytøjet – som Amelia omgående vekslede til kontanter hos pantelåneren.

Fra første færd gik Amelias forretning strygende. Hjemmet var konstant fyldt med højgravide kvinder, som efterlod deres barn straks efter fødslen.

Derefter kunne Amelia gå i gang: For at holde de nyfødte i ro gav hun dem store doser Godfrey’s Cordial, også kaldet “Mother’s Friend” (Mors ven).

Medicinen bestod af opium blandet med sirup, og den blev flittigt brugt af mødre, eftersom dråberne gjorde de små yderst medgørlige.

“Jeg sender de små børn til Jesus, fordi han meget hellere vil have dem end deres mødre.” Amelia Dyer.

Den lokale læge blev stamgæst hos Amelia, og han undrede sig aldrig over alle de dødsattester, han blev bedt om at udfærdige.

Børnedødeligheden var ekstrem på den tid, og selv børn født under normale omstændigheder havde kun 50 pct. chance for at opleve deres fem-årsfødselsdag.

På attesterne anførte lægen gerne dødsårsagen for Amelias plejebørn som “skavank fra fødslen” eller “mangel på brystmælk”.

Konstant var Amelia på vagt for ikke at vække mødrenes eller naboernes mistanke.

Og for at dulme nerverne tog hun opiumdråber, såkaldt laudanum, som lægerne ordinerede mod bl.a. kroniske smerter og søvnløshed.

Dræbt under fødslen

Efter tre år som “babyfarmer” giftede Amelia sig igen i 1872.

Hendes nye mand, William Dyer, var bryggeriarbejder, og hans indtægt skulle forsørge Amelia og siden også parrets to børn, Mary Ann og William Samuel, som kom til verden i hhv. 1873 og 1876.

Men William røg i fængsel for hæleri, og igen var Amelia på egen hånd – nu med ansvaret for to småbørn.

Skæbnen som enlig forsørger var frygtet af alle kvinder, og mange blev tvunget ud i prostitution for at skaffe penge til mad og husleje; knap hver 12. kvinde solgte i victoriatidens England sin krop, men Amelia valgte en anden udvej – hun brød med sin fængslede mand og genoptog sin praksis som “babyfarmer”.

Mord, vold og henrettelser blev rullet op som tegneserier. Avisen sparede ikke på de dramatiske effekter.

© Imageselect

Avis svælgede i gys og gru

Sensationshungrende briter kunne få deres lyst styret ved at slå op i The Illustrated Police News.

Publikationen var en tabloidavis, der blev grundlagt i 1864 og udkom én gang om ugen.

Hårrejsende illustrationer kom­bineret med makabre beskrivelser af mord, henrettelser og voldsforbrydelser var avisens varemærke – og læserne labbede uhyrlighederne i sig.

Sagen om Amelia Dyer var en af de kriminalhistorier, der blev skildret i alle detaljer.

Men især da Jack the Ripper huserede i London sidst i 1880’erne, eksploderede oplaget.

Ved hjælp af autentiske billeder fra retsmedicinerne kunne avisen lave tegninger af bl.a. de brutalt myrdede kvinder med gruopvækkende nøjagtighed.

Avisen lukkede i 1938.

Denne gang tog hun imod både gravide kvinder og plejebørn.

Og for at spare tid strangulerede hun babyerne allerede under fødslen i stedet for at sulte dem ihjel senere: Så snart hovedet var ude af morens skød, snørede hun et bånd om barnets hals og trak til.

Amelia forklarede altid lægen, at børnene var dødfødte, og han anede ikke uråd – men det gjorde Amelias datter.

Som fem-årig spurgte Mary Ann sin mor, hvorfor så mange børn forsvandt sporløst fra deres hus.

“Jeg sender de små børn til Jesus, fordi han meget hellere vil have dem end deres mødre”, forklarede Amelia.

Også naboerne grublede over de forsvundne børn, men hvis de spurgte ind til sagen, forsvandt familien Dyer kort efter til en ny adresse.

Livet på flugt tærede på barnemorderen, som efterhånden indtog opiumdråber dagligt og skyllede dem ned med gin.

Virkningen var sløvende, og Amelia begyndte at sjuske – hun kom til at sulte børnene så voldsomt, at de blev til skelettynde lig.

En retsmediciner, som havde grans­ket fire dødsattester på børn i Amelias varetægt, fornemmede i 1879, at noget var rivende galt.

Han kontaktede politiet, og Amelia blev afhørt, men myndighederne fandt ingen beviser for mord. I stedet blev hun dømt til et halvt års tugthusarbejde for vanrøgt.

Straffen slap Amelia for ved at foregive at være psykisk syg. Pludselig led hun af ekstrem humørsyge og slyngede om sig med ukvemsord, og i stedet for tugthuset kom hun på en sindssygeanstalt.

Efter et halvt år ophørte anfaldene mirakuløst.

Mor aflægger uventet besøg

I sin genvundne frihed åbnede Amelia en ny “babyfarm”.

Hun fandt et nyt hjem til sin lille familie, og denne gang sørgede hun for at holde lægen og hans dødsattester fra livet ved at begrave de små i sin have.

Forretningen gik godt – men den kunne blive endnu bedre, hvis hun gik målrettet efter bedrestillede kvinder, som kunne betale 80 pund for at give deres børn i pleje, regnede Amelia ud.

De velstillede kvinder stillede dog større krav til deres børns opvækst og pleje, og i 1890 var Amelia tæt på at blive afsløret: En guvernante dukkede efter et par måneder uventet op og forlangte at se sit barn.

Men babyen var for længst død, og i panik rakte Amelia kvinden et andet barn.

Guvernanten anede uråd og undersøgte, om barnet havde et modermærke på hoften sådan som hendes egen baby. Mærket var der ikke.

Oprevet kontaktede guvernanten politiet, men da ordensmagten troppede op hos Amelia, insisterede hun på, at der var sket en fejl.

Barnet var blevet bortadopteret, forklarede hun og opgav en fupadresse, hvor hun påstod, at politiet ville finde barnet.

Apoteket var leveringsdygtigt i medikamentet “Godfrey’s Cordial”, som var populært blandt mødre. Stoffet fik de små til at døse hen.

© Wellcome Images

Så snart betjentene var ude af døren, stak Amelia af, men igen blev hun opsporet af guvernanten.

I panik prøvede Amelia at begå selvmord ved at hælde to flasker laudanum i sig. Men hendes krop havde vænnet sig til de høje doser opium, og hun blev blot dårlig og dejsede omkuld.

“Fuglene sagde, jeg skulle gøre det”, jamrede hun til den tilkaldte læge, der sendte hende på en sindssygeanstalt, fordi hun påstod at høre stemmer.

Så snart Amelia mente at vide sig sikker igen, kom hun sig brat over sin psykiske lidelse, og hun blev atter lukket ud.

Så flyttede hun til en anden by, tog et nyt navn og genoptog sin metier.

Lig dumpet i floden

Amelia Dyer havde levet godt af “baby farming” og barnemord i omkring 20 år, da værtshusservitricen Evelina Marmon i marts 1896 læste annoncen i The Bristol Times and Mirror: “Gift par uden familie ønsker at adoptere sundt barn, dejligt landsted. Vilkår: 10 pund”.

Nødtvungent overlod Evelina Marmon sin tre måneder gamle datter, Doris, til mrs. Harding – eller Amelia Dyer, som hun rettelig hed.

Samme aften kvalte Amelia babyen med et hvidt bånd.

Dagen efter, den 1. april 1896, strangulerer hun endnu et barn, den 13 måneder gamle Harry Williams. De to lig lagde Amelia i en taske sammen med et par mursten til at tynge tasken ned med.

Målrettet styrede Amelia ned til Themsen, hvor hun smed tasken i floden.

Men i samme flod havde pramdrager Charles Humphreys kort forinden fundet en brun pakke med et barnelig.

I mikroskopet tydede politikonstabel James Beattie Anderson den udviskede adresse på pakken og iværksatte kort efter en omfattende undersøgelse af floden: Betjente trak vod i Themsens grumsede vand, og fangsten var uhyrlig: I alt seks pakker og tasker med døde børn dukkede op – alle med et hvidt bånd snøret om halsen.

Takket være den knap læselige adresse på den brune pakke vidste efterforskerne, hvor de skulle lede efter morderen.

Men da politiet mødte op på adressen, var huset forladt. Naboerne kunne oplyse, at mrs. Thomas for nylig var flyttet til en anden gade i Reading, til 45 Kensington Road.

Betjentene manglede stadig håndfaste beviser for, at kvinden, der kaldte sig mrs. Thomas og mrs. Harding, stod bag de mange mord.

Derfor lod de en lokkedue tage kontakt til den mistænkte. Politiets kvindelige hjælper forklarede Amelia, at hun var en enlig mor, som ønskede at sætte sit barn i pleje.

1800-tallets bedst kendte seriemorder er Jack the Ripper, der dræbte mindst fem prostituerede.

Men kvindehaderen var ikke ene om at sprede rædsel i England.

© Joseph Simpson

Giftmorder var besat af spilledjævlen

Lægen William Palmer ødslede formuer væk på hestevæddeløb.

Venner lånte ham penge, hvorefter spillefuglen myrdede dem med nervegiften stryknin.

Palmer dræbte desuden sin ægtefælle og bror for at indkassere livsforsikringen.

Også fire af hans børn måtte lade livet.

I 1855 blev Palmer kendt skyldig i at have forgivet en ung mand, og året efter blev han som 31-årig henrettet ved en offentlig hængning med ca. 30.000 tilskuere.

Joseph Simpson

© Archive

Enke tog livet af børn og ægtemænd

Arsenik var Mary Ann Cottons foretrukne mordvåben.

Flere kærester og tre ægtemænd døde af kramper og voldsomt maveonde, hvorefter Mary Ann Cotton hævede deres livsforsikring.

Også Cottons børn var forsikrede – ud af 13 overlevede kun to morens forsøg på at forgive dem.

Formentlig nåede kvinden at myrde i alt 21 mennesker, inden hun i en alder af 40 år blev hængt for giftmord i 1873.

Archive

© Shutterstock

Kvindehaderen Jack myrdede prostituerede

Morderen, der blev kendt som Jack the Ripper, svingede sin skarpe kniv i Londons fattigkvarterer mellem 1888 og 1891.

Ofrene var prostituerede, der blev efterladt i et blodbad med halsen skåret over og mave og underliv sprættet op.

I flere tilfælde fjernede morderen desuden indre organer, fx en nyre.

I alt blev 11 kvinder dræbt på bestialsk vis i perioden, og mindst fem af mordene tilskrives Jack the Ripper, eftersom drabsmetoden gik igen.

Trods ihærdig efterforskning fandt politiet aldrig seriemorderen.

Shutterstock

De aftalte at mødes hjemme hos Amelia Dyer.

Da lokkeduen bankede på til aftalt tid den 3. april 1896, klappede fælden: Intetanende åbnede Amelia sin dør, og ind stormede en flok betjente, der havde holdt sig skjult i buskadset.

De gik i gang med at ransage hendes hjem.

Stakke af børnetøj, kvitteringer for avisannoncer, breve fra mødre og metervis af hvidt bånd som det, der var viklet om halsen på de døde spædbørn, var blandt de talrige spor, politiet fandt.

En seddel med servitricen Evelina Marmons navn dukkede op blandt tøjet, og da politiet bad hende komme til lighuset, identificerede hun grådkvalt sin datter, Doris.

Hun kunne også udpege mrs. Harding som plejemoren, der havde taget imod Doris. Dermed var spillet ude for barnemorderen Amelia Dyer.

Hvidt bånd går igen

Under forhør erkendte Amelia, at hun havde myrdet Doris Marmon, Harry Simmons og Helena Fry.

Sidstnævnte var den pige, pramdrageren fandt. Amelia indrømmede desuden, at det hvide bånd var hendes mordvåben

“Det er sådan, I kan se, at det er mine ofre”, forklarede den 57-årige kvinde.

I retten tog det juryen under fem minutter at kende Amelia Dyer skyldig.

“Du vidste, at de penge, du modtog, ikke rakte til at holde børnene i live ret længe. Det var aldrig din intention at holde børnene i live. Du bedrog på djævelsk vis mødrene og begik en forbrydelse så barbarisk, som tænkes kan”, slog dommeren fast.

Ved 9-tiden om morgenen den 10. juni 1896 blev Amelia Dyer henrettet i Newgate-fængslet i London.

I de følgende år dukkede over 50 babylig op i Themsen. Flere var så opløste, at det var umuligt at afgøre, om børnene var blevet stranguleret.

Andre blev fundet begravet – bl.a. fandt en mand i Bristol i 1902 knoglerne fra fem børn i sin have, alle efterladt af den tidligere lejer Amelia Dyer.

Hvor mange liv en af historiens værste seriemordere havde på samvittigheden, er uvist.

Men i dag vurderer eksperter, at Amelia gennem omkring to årtier nåede at myrde op mod 400 børn.