Boston-kvæleren: Var DeSalvo uskyldig?

Anna Slesers bor på tredje sal i en af de ældre lejligheder i Bostons Back Bay-kvarter. Det er sidst på eftermiddagen den 14. juni 1962.

Hun kan lige netop nå et hurtigt bad, før hendes søn henter hende og tager hende med til mindegudstjeneste i en nærliggende kirke.

Den 55-årige enlige indvandrer fra Letland ifører sig sin badekåbe og fylder vand i badekarret til tonerne af operaen “Tristan og Isolde”.

Da hendes 25-årige søn Juris banker på døren omkring kl. 19, åbner Anna imidlertid ikke.

Sønnen bliver bekymret. Hun lød lidt deprimeret, sidste gang han talte med hende i telefonen, og han vælger at sparke døren ind.

På badeværelset gør han et skræmmende fund: Hans mor ligger nøgen på gulvet, og bæltet fra hendes badekåbe er bundet stramt omkring hendes hals.

Juris Slesers ringer til politiet og anmelder, hvad han tror er et selvmord.

Kriminalbetjent Jim Mellon er første mand på stedet og udbryder rystet: “Kalder du det et selvmord?”

Det står hurtigt klart for efterforskerne, at Anna Slesers er blevet seksuelt mishandlet og derefter myrdet. De formoder, at et indbrud har udviklet sig tragisk, da tyven så kvinden i badekåben.

Det eneste problem med den teori er, at intet er stjålet. Sagens sande natur går først op for politiet et par uger senere, da yderligere to lig dukker op.

Den 30. juni 1962 bliver 68-årige Nina Nichols fundet liggende på gulvet i sin gennemrodede lejlighed.

Hun er blevet kvalt med sine nylonstrømper, og den nydelige knude lige under hagen minder uhyggeligt meget om den fra mordet på Anna Slesers.

Senere finder politiet liget af den 65-årige Helen Blake ca. 25 km nord for Boston. Hun er også kvalt med sine egne nylonstrømper, bundet med den velkendte knude.

De to kvinder er blevet dræbt med blot 12 timers mellemrum.

“Åh Gud”, udbryder Bostons nyudnævnte politichef Edmund McNamara, da han hører om det tredje offer.

“En galning er løs!”

McNamara udsender en advarsel til enlige kvinder i området og råder dem til at låse deres døre.

Han overflytter samtlige kriminalbetjente til drabsafdelingen. Seriemorderen skal fanges, før han dræber igen.

Politiet har identificeret en række ligheder ved drabene: Alle ofre er ældre kvinder, som bor alene og lever stilfærdige liv.

Ingen af gerningsstederne viser tegn på indbrud, så kvinderne har selv lukket morderen ind.

De er alle blevet groft seksuelt mishandlet, men politiets teknikere har ikke fundet spor af sæd. Og de er blevet kvalt med deres eget tøj, som er bundet med en særlig knude.

På grund af ofrenes høje alder arbejder politiet ud fra den teori, at gerningsmanden må være drevet af et intenst had til sin mor.

Formodningerne bestyrkes, da den 75-årige Ida Irga i midten af august bliver fundet i en lejlighed i Bostons West End.

Hun ligger på gulvet i sin stue med natkjolen flået i stykker, benene vidt spredt og fødderne anbragt på hver sin stol.

Rapporten beskriver stillingen som “en grotesk parodi på en gynækologisk positur med benene pegende direkte mod lejlighedens indgangsdør, så det ville være det første, enhver, der trådte ind, ville se”.

Mindre end 24 timer senere bliver 67-årige Jane Sullivan myrdet i den anden ende af byen.

Blodspor på et kosteskaft tyder på grov seksuel mishandling. Bølgen af bestialske drab udløser panikagtige tilstande blandt Bostons enlige kvinder.

Da det en dag banker på døren hos en kvinde, som venter besøg af en bekendt, bliver hun så skræmt ved synet af en fremmed mand, at hun falder død om af et hjerteanfald i entreen.

Manden var blot en dørsælger, som kom med et godt tilbud på et leksikon.

Massehysteriet får en avis til at trykke en appel til morderen på forsiden: “Dræb ikke igen. Stå frem, og få hjælp. Du er syg, og du ved det”.

Samtidig arbejder efterforskerne på højtryk for at finde gerningsmanden. På politigården hænger en træplade med huller, som et antal reb er trukket igennem.

På hvert af dem sidder en præcis kopi af de knuder, som drabsmanden har brugt ved stranguleringerne, så de kan sammenlignes.

Politiet gennemgår de følgende tre måneder alle tidligere sexforbrydere i Boston-området. Men ingen oplagt mistænkt kan identificeres.

Efterforskningen tager imidlertid en ny drejning den 5. december, da liget af Sophie Clark bliver fundet af hendes to bofæller.

Hun er, som de andre ofre, blevet kvalt med sine nylonstrømper og ligger nøgen på stuegulvet med vidt spredte ben.

Men drabet adskiller sig fra de øvrige. Hvor de første ofre alle var ældre, enlige og hvide kvinder, er Sophie Clark blot 20 år gammel, sort og bor sammen med andre.

Denne gang finder politiets teknikere desuden sædpletter på gulvtæppet.

Forskellene til trods kæder drabsmandens fremgangsmåde og den kendsgerning, at Sophie Clarks lejlighed kun ligger et par gader fra det sted, hvor Anna Slesers blev myrdet et halvt år tidligere, forbrydelserne sammen.

Nytårsaftensdag bliver 23-årige Patricia Bissette fundet dræbt i sin lejlighed i samme område.

Adskillige strømpebukser og en bluse er bundet stramt om hendes hals. Og sådan fortsætter drabene.

Fra maj til november finder politiet tre ofre – to unge og en ældre kvinde. Men noget er anderledes.

Ofrene er ikke længere blot blevet seksuelt mishandlet og kvalt. 23-årige Beverly Samans er fx blevet tilført 22 knivstik i halsen og brystet.

Efterforskningen skærpes

Fire dage inde i 1964 gør to bofæller et uhyggeligt fund. Den 19-årige Mary Sullivan er efterladt siddende i sengen med ryggen mod hovedgærdet.

Et kosteskaft stikker ud af hendes underliv – det hidtil mest bestialske drab.

I alt 11 kvinder er nu blevet ofre for en mystisk gerningsmand, som pressen har døbt “Boston-kvæleren”.

Politiet har afhørt tusindvis af vidner, overvåget et større antal mistænkte og patruljeret i gaderne.

Ikke desto mindre er de i begyndelsen af 1964 stadig på fuldstændig bar bund. Modsat de forudgående 10 drab rapporterer medierne detaljeret om mishandlingen af den unge Mary Sullivan. Og nu kræver offentligheden handling.

Men drabene stopper lige så pludseligt, som de begyndte. Tiden går, og efterforskerne er nervøse for, om de overhovedet vil finde den mand, de har jagtet i mere end halvandet år.

Måske er det ikke engang én gerningsmand, de jagter, men flere.

Profileringseksperten dr. Donald P. Kenefick mener, at de første fem ældre ofre er dræbt af den samme gerningsmand, mens de øvrige ikke nødvendigvis er blevet ofre for en seriemorder.

For deres vedkommende er det mere sandsynligt, at gerningsmændene skal findes i deres nære omgangskreds.

Her møder DeSalvo den højt begavede og manipulerende drabsmand George Nassar, og kort tid efter fortæller DeSalvo, at han står bag de 11 uopklarede mord i Boston samt to ekstra, som politiet ikke i første omgang havde forbundet med Boston-kvæleren – herunder den 85-årige Mary Mullen, som ifølge DeSalvos forklaring døde af et hjerteanfald, da han tog fat i hende bagfra.

Tilståelserne er særdeles detaljerede, men ingen tekniske beviser forbinder DeSalvo til gerningsstederne, ligesom ingen øjenvidner kan udpege DeSalvo som Boston-kvæleren.

Politiet er overbevist om, at de har fat i den rigtige mand, men pga. de manglende beviser, kan de ikke tiltale ham for drabene.

I stedet dømmes han for nogle overfald i en nabostat, to voldtægter og en række indbrud – nok til fængsel på livstid.

Politiet er lettet over, at drabene er ophørt, og at den opskræmte offentlighed nu har fået navn og ansigt på morderen.

Men tvivlen nager igen i 1973, da DeSalvo kontakter sin advokat og siger, at han nu vil fortælle sandheden.

Inden det sker, bliver han dog stukket ihjel af ukendte medindsatte i fængslet. Derfor er det stadig et mysterium, hvem Boston-kvæleren virkelig var.

Teknikere fik i 2013 tilladelse til at grave De­Salvos lig op og sammenligne hans DNA med spor fundet på et af ofrene. Analysen viser, at DeSalvo med mere end 99,99 pct. sikkerhed var gerningsmanden.

For de 11 ofres efterladte kommer retfærdigheden for sent. DeSalvo blev i 1973 stukket ihjel i fængslet af sine medfanger.