De 5 uhyggeligste seriemordere på film og tv – fup eller fakta?

Hvad er fup, og hvad er fakta? På HISTORIE-redaktionen har vi undersøgt fem af virkelighedens uhyggeligste seriemordere, og hvordan de er blevet skildret på film og tv. Er det ren fantasi, eller er virkelighedens seriemordere langt mere blodige end Hollywoods?

Vi har givet fra 1 til 10 bloddråber - er du enig?

Edmund Kemper skød begge sine bedsteforældre som 15-årig, og i begyndelsen af 1970’erne slog han yderligere otte mennesker ihjel.

Den seksuelt frustrerede Kemper havde altid fået at vide af sin mor, at ingen piger ville elske ham. Han fik sine frustrationer ud ved at lokke unge kvinder ind i sin bil, hvor efter han dræbte dem og havde sex med deres lig. Hans morderiske handlinger sluttede med, at han dræbte sin egen mor på bestialsk vis og begravede hende i baghaven.

Med sin høje intelligens og sit venskab med flere lokale politibetjente undgik Kemper at komme i lovens søgelys. Efter drabet på sin mor blev han dog så træt af at vente på at blive fanget, at han ringede og tilstod sine forbrydelser.

Først blev han blot mødt af en grinede betjent, der ikke tog ham seriøst. Til sidst fik han overbevist ordensmagten, da han viste dem, hvor adskillige lig var begravet. Edmund Kemper blev idømt otte gange livstid, som han stadig afsoner i dag.

Serie versus virkelighed

I Netflix-serien “Mindhunter” følger vi to FBI-agenter, der igennem interviews med USA's værste seriemordere, forsøger at forstå deres psyke. Serien bygger på FBI-agenten John E. Douglas’ arbejde med at kategorisere forskellige typer af seriemordere i 1970’erne og 1980’erne.

Kemper var en af dem, Douglas talte mest med, og indsigten i hans tanker og metoder var essentielt i arbejdet for at forstå seriemordere.

I serien møder vi Kemper, efter han har siddet flere år i fængsel, og vi ser ham ikke begå morderne. Men den vanvittige kæmpes beskrivelser af sine bestialske metoder kan stadig få det til at løbe koldt ned af ryggen.

Både i udseende og væremåde ligger seriens Kemper sig tæt op af virkelighedens. Store dele af hans dialog er endda taget direkte fra virkelige interviews med seriemorderen. Kun imod slutningen tages der enkelte friheder med sandheden.

HISTORIEs DOM: 9/10 bloddråber

Monster - Aileen Wuornos

Aileen Wuornos slog syv mænd ihjel i Florida mellem 1989-90, imens hun arbejdede som prostitueret. Hendes officielle forklaring var, at alle mændene prøvede at voldtage hende, og mordene blot var selvforsvar, men de gentagende skud på klods hold i hoved og overkrop fortalte en anden historie.

Inden hun udviklede sig til seriemorder, havde Wuornos’ liv da også været alt andet end en dans på roser. Hendes far var skizofren, og hendes mor forlod hende, da hun var fire år gammel. Som 11-årig begyndte hun at blive misbrugt af sin bedstefar, og da hun var 14 år, blev hun gravid efter at være blevet voldtaget af sin bedstefars ven.

Hun blev fanget i 1991 og dømt til døden, men endte med at sidde over 10 år på dødsgangen. Her ændrede hun gentagende gange forklaring på, hvorfor hun slog mændene ihjel og blev af psykologer bl.a. diagnosticeret med personlighedsforstyrrelsen borderline.

I 2001 kort inden henrettelsen konstaterede hun: “Jeg er så træt af at høre det her med: “hun er skør”. Jeg er blevet evalueret så mange gange. Jeg er mentalt sund og prøver bare at fortælle sandheden – at jeg er en person, der seriøst hader mennesker og vil slå ihjel igen, hvis jeg får muligheden”.

Har du styr på historien? Test din viden og prøv HISTORIEs nye seriemorder-quiz her

Film versus virkelighed

Charlize Theron vandt en Oscar for sin portrættering af Aileen Wuornos i filmen “Monster” fra 2003. Hun modtog stor ros for sin skildring af en hjemløs og mentalt forstyrret kvinde, og hvordan hun transformerede sit udseende til at være så tæt på Wournos så muligt.

Filmen blev dog kritiseret af flere, der kendte Wournos, for at skildre hende for meget som et offer, og mændene hun slog ihjel som psykopater og sadister. Selvom meget af filmens handling lægger sig tæt op af virkeligheden, er nogle væsentlige elementer ændret.

Filmskaberne har især taget sig friheder omkring Wournos lesbiske kæreste Tyria Moore (der i filmen har fået navnet Selby Wall) og hendes ven Thomas, som er opdigtet til filmen.

HISTORIEs DOM: 7/10 bloddråber

The Boston Strangler - Albert DeSalvo

Bostonkvæleren slog 13 kvinder ihjel fra 1962-64. De fleste af kvinderne blev voldtaget i deres eget hjem uden noget tegn på indbrud og blev der efter kvalt med deres nylonstrømper.

Samtidig med seriemorderen var Boston-området plaget af en voldtægtsmand, der også angreb kvinder, som var alene hjemme. Han blev i 1964 identificeret som Albert DeSalvo og fanget af politiet.

I fængslet fortalte DeSalvo sin cellekammerat, at han var Bostonkvæleren. Han blev senere forhørt under hypnose, hvor han fortalte detaljer om morderne, som ikke var kendt i offentligheden. Uden beviser, der knyttede ham til et af gerningsstederne, kunne han dog ikke dømmes. Der var også stor tvivl om DeSalvos tilståelser og validiteten af politiets metoder.

Det fik teorierne omkring Bostonkvælerens virkelige identitet til at herske i årevis. De gik på alt fra, at der skulle være flere dræbere, til at DeSalvos cellekammerat var den virkelige seriemorder.

Først i 2013 beviste en DNA-undersøgelse, at DeSalvo havde voldtaget og myrdet Bostonkvælverens sidste offer 19-årige Mary Sullivan. På dette tidspunkt havde DeSalvo været død i 40 år, da han blev stukket ihjel i fængslet i 1973.

Film versus virkelighed

I filmen “The Boston Strangler” fra 1968 følger vi politiets arbejde med desperat at finde Bostonkvæleren, imens dødsstallet stiger og stiger. Efter flere blindgyder kommer Albert DeSalvo i politiets søgelys, men de har intet bevismateriale, og traditionelle forhørsmetoder er fuldkommen ineffektive.

Da en psykolog kigger på sagen, kommer han frem til, at DeSalvo lider af en personlighedsspaltning og ikke er klar over, at han har begået morderne. Tony Curtis fik meget ros for sin skildring af DeSalvo. Især for filmens sidste scene, hvor det går op for seriemorderen, hvilke bestialske handlinger han har begået, men fortrængt dybt i sit sind.

Filmen lod sig inspirere af den store usikkerhed omkring DeSalvos skyld, men i stedet for at tage udgangspunkt i en teori fremlagt af en fagperson, kom den med sin helt egen.

Selvom DeSalvo sandsynligvis havde psykiske problemer, er der intet, der tyder på, at han led af personlighedsspaltning, og stort set alt omkring hans arrestation og forhør hos politiet har intet hold i virkeligheden.

HISTORIEs DOM: 2/10 bloddråber

The Assassination of Gianni Versace: American Crime Story – Andrew Cunanan

Andrew Cunanan var en ung homoseksuel mand, der fra april til juli 1997 slog fem mennesker ihjel, hvoraf den sidste var den verdensberømte designer Gianni Versace.

Nogle af mordene var meget blodige. Den 72-årige forretningsmand Lee Miglin, som betalte Cunanan for sex, blev fx bundet med tape og stukket 20 gange med en skruetrækker, inden han fik halsen skåret over med en sav.

Efter mordet på Versace startede en af de største menneskejagter i USA's historie, som sluttede, da Cunanan begik selvmord otte dage senere.

Cunanen er en af historiens mest gådefulde seriemordere. Han efterlod sig ikke noget selvmordsbrev, og motivet for hans pludselige blodrus og valg af ofre har aldrig stået klart. Senere analyser af hans person har dog afsløret grader af psykopati. Cunanan løj bl.a. konstant og ubesværet for sine venner og havde en stor interessere for meget voldelig pornografi.

Efterfølgende rygtedes det i medierne, at Cunanen var testet positiv for HIV, og mordene var en form for hævn, men dette blev afkræftet af obduktionen. Det eneste, der med sikkerhed kan siges, er, at Cunanen var løbet tør for penge, da drabene begyndte.

Bliv HISTORIE-abonnent nu, og få det eksklusive digitale særnummer: "Historiens værste seriemordere".

Serie versus virkelighed

I Netflix-serien “The Assassination of Gianni Versace: American Crime Story”følger vi Andrew Cunanan i månederne omkring de fem mord. Serien bygger på bogen Vulgar Favors, som indeholder flere hundrede interviews med mennesker omkring sagen.

Talrige af disse personer er dog unavngivne kilder, og bogen er blevet kritiseret for manglende kildekritik. Mange af de rygter, bogen er bygget op omkring, ses også i serien.

Serieskaberne har bl.a. måtte forsvare sig imod kritik fra Versace-familien, som direkte har udtalt, at serien er: “Et stykke fiktion”.

Med en hovedperson, der i så høj grad er omgivet af mystik, har serien naturligvis også elementer, der ikke kan bekræftes. Motivet for Cunanans mord bliver fx fremstillet som jalousi. Samtidig er mange af Cunanans samtaler og møder med folk, bl.a. hans første møde med Versace selv, ren spekulation.

Andre elementer lægger sig dog meget tæt op ad virkeligheden. Især omkring selve mordene, der bygger på de talrige politirapporter om gerningsstederne. Personernes udseende er også generelt holdt tæt på deres virkelige modparter.

HISTORIEs DOM: 5/10 bloddråber

Psycho, Motorsavsmassakren og Ondskabens Øjne – Ed Gein

Ed Gein – der fik tilnavnet Slagteren fra Plainfield – er en af verdens mest berygtede mordere. Han chokerede hele verden i 1957, da politiet undersøgte hans hjem og fandt rester af kvinder i alle afkroge. Gein havde bl.a. tallerkener af kranier, et bæltet lavet af brystvorter og en dragt af af-flået kvindehud, som han iførte sig, så han kunne blive til sin elskede mor.

Geins mor Augusta var en sygeligt puritansk kvinde, der straffede den unge Ed, hver gang han prøvede at få venner uden for familien. Ed elskede hende overalt på Jorden og efter faderens død i 1940 og hans bror mistede livet i 1944, var moderen den eneste, han havde tilbage i sit liv. Da hun døde af et slagtilfælde i 1945, var han knust og herfra startede hans besættelse.

Først lukkede han moderens rum helt af og beholdte det som en form for alter. Så begyndte han at kigge dagligt på dødsannoncerne efter kvinder, som mindede om hans mor. Ligeså snart de var lagt i jorden gravede ham dem op, flåede dem og lavede alt lige fra stolebetræk til sengedekorationer af deres kroppe.

Han slog også mindst to kvinder ihjel, og det var mordet på en lokal butiksejer i 1957, som fik politiet på sporet af ham. Han blev erklæret sindssyg og indlagt på et sindssygehospital, hvor han døde i 1984.

Filmene versus virkeligheden

Den vanvittige historie om Ed Gein har sat sine tydelige spor i populærkulturen, hvor han bl.a. var inspiration til tre af verdens mest berømte gyserfilm “Psycho”, “Motorsavsmassakren” og “Ondskabens Øjne”.

Forfatteren Robert Bloch, der boede kun 56 km fra Ed Gein, blev inspireret af morderen til at skrive sin roman “Psycho”. I bogen har motel-ejeren Norman Bates gravet sin elskede mors lig op fra kirkegården og bor med hende i sit hus.

Mens han begår mord på kommando fra sin afdøde mor, bevarer han alle moderens ting, på samme måde som Ed Gein havde forseglet Augustas værelser i sit hus. Bogen blev i 1960 filmatiseret af Alfred Hitchcock.

I “Motorsavsmassakren” fra 1974 er inspirationen ikke hentet i Geins psyke, men i hans makabre hjem. Filmen handler om en familie af kannibaler, der bor i et hus med møbler polstret med ligdele. Et af familiens medlemmer, Læderfjæs, skærer huden af sine ofres ansigter og bruger den som maske, ligesom Gein også gjorde med sine ofre.

I “Ondskabens øjne” fra 1991 er det Geins drøm om at komme tæt på sin afdøde mor ved at iklæde sig en dragt af hud, som filmskaberne har benyttet.

I filmen hjælper den geniale og psykopatiske Hannibal Lecter den unge FBI-agent Clarice Starling med at opspore seriemorderen Buffalo Bill. Bill dræber kvinder og flår dem, så han kan sy en dragt af hud og på den måde selv blive til en kvinde.

Selvom disse tre fiktive seriemordere er stærkt inspireret af Gein, er der ingen af dem, som fanger Slagteren fra Plainfields rene vanvid. Sheriffen, der forhørte Gein døde af hjertestop, inden han overhovedet kom for retten, efter sigende fordi den garvede politimand var så traumatiseret af morderens sindssyge handlinger og ligegyldighed over for mennesker.

En af hans venner sagde efterfølgende: “Han var endnu et af Ed Geins ofre, ligeså sikkert som hvis han var blevet slagtet af ham”.

HISTORIEs DOM: 1/10 bloddråber