Regnen slår hårdt mod forruden af Edmund Kempers Ford Galaxie. Hele aftenen den 8. januar 1973 er vandet væltet ned fra himlen over Santa Cruz i Californien, men 24-årige Ed sætter stor pris på uvejret.
For ham skaber det de perfekte forhold for at få lokket en pige ind i bilen – og nu kører han rundt og leder efter et offer.
Edmund Kemper har til lejligheden iført sig sit “dræbertøj”, som han kalder den ternede skjorte og de mørke cowboybukser.
Den mere end to meter høje mand har slået flere unge kvindelige studerende ihjel iklædt præcis dette sæt tøj, fordi stoffets mørke nuancer næsten skjuler ofrenes blodpletter.
Da klokken nærmer sig 17, ser Ed gennem sine store, runde briller en skikkelse med tommelfingeren oppe. Han ruller straks Forden ind til siden.
“Cindy”, præsenterer blondinen sig, da hun sætter sig på bilens passagersæde. Pigen fortæller, at hun netop kommer fra et babysitterjob og er på vej hjem til sit kollegieværelse. Forden er ikke nået langt, før Edmund Kemper hiver en pistol frem under sit sæde.
Han vifter lidt rundt med den, mens han nyder at se pigens rædselsslagne blik. Cindy tigger og beder den enorme mand om ikke at slå hende ihjel, men Edmund Kemper fortæller, at han bare har brug for “nogen at snakke med”.
Forden kører i timevis længere og længere op i det californiske bakkelandskab, indtil Edmund Kemper drejer ind på en lille, øde sidevej. Den store fyr hiver igen pistolen frem og tvinger sit offer om til bagagerummet.
Cindys protester hjælper intet, og til sidst lægger hun sig grådkvalt til rette på et sammenrullet tæppe.
Edmund Kemper har lyst til at voldtage hende, men kan ikke få sig selv til det. I stedet placerer han pistolløbet mod teenagerens hoved og trykker af.
“Bare én lyd og så absolut, absolut stilhed”, noterer han sig overrasket.
Clarnell Kemper skældte ofte ud på sin søn og fortalte ham, at han ikke var i stand til at få en kæreste.
Morderen klapper bagsmækken i og kører ubekymret hjem til sin mor, som han bor hos. Til sønnens held er naboerne ikke hjemme, så mens regnen siler ned, slæber han Cindys lig ind på sit værelse.
Han presser den døde krop ind i et skab og når kun lige at få vasket blodet af, inden hans mor, Clarnell, står i døren.
Om aftenen sidder mor og søn sammen og snakker, men hele tiden kredser Eds tanker om liget i skabet. Han kan næsten ikke vente på, at moren tager på arbejde næste dag, så han kan komme i gang med anden del af sin fantasi.
Clarnell Kemper ser sin søn som en uduelig freak. Hun aner ikke, at han er en eftersøgt seriemorder, der har for vane at partere sine ofre – heller ikke, at Ed har grusomme planer for hende selv.
Santa Cruz var berømt for sit strandliv, men fra 1970 også for bestialske seriemordere.
Idyllisk californisk kystby blev mordernes slaraffenland
I begyndelsen af 1960’erne var Santa Cruz i Californien kendt som en idyllisk kystby. De 30.000 indbyggere med surfere, pensionister og hippier levede en ubekymret tilværelse.
Fra 1965 begyndte også studerende at valfarte til byen, som fik sin egen afdeling af Berkeley-universitetet.
Den ubekymrede livsstil i Santa Cruz førte til, at de unge gerne blaffede, når de skulle et sted hen – og den praksis gjorde dem til lette ofre for udspekulerede mordere.
Samtidig med Edmund Kemper var også seriemorderen Herbert Mullin på spil. Han dræbte i alt 13, da han mente, at mordene ville forhindre jordskælv i Californien.
Året før Edmund Kemper og Mullin tog fat i 1971-72, var en massemorder aktiv i Santa Cruz. John Linley Frazier, der blev kendt som “Dræberprofeten”, slog en øjenlæge, samt hans familie og sekretær, ihjel i byen.
Den religiøse fanatiker påstod, at Gud havde beordret ham til at begå mordene.
Edmund Kemper parterer familiens katte
Edmund Emil Kemper havde ikke haft nogen let barndom. Han kom til verden i Burbank, Californien, i 1948 og var ikke særlig gammel, før han oplevede forældrene råbe højlydt ad hinanden.
Især mor Clarnell bed arrigt af sin mand, som hun anså som en stor skuffelse, fordi han ikke tjente tilstrækkeligt med penge. Samtidig mente moren, at faren var for blødsøden over for Ed, men alt for hård ved parrets to døtre.
Ægteparret blev skilt, da Ed var ni år, og siden så han kun sjældent sin far. Men Ed savnede ham inderligt, især fordi Clarnell ofte fyldte sig med alkohol og konstant skældte ud på ham.
Værst var det om natten, hvor moren tvang sin søn ned i et kælderrum uden vinduer. Her lå han på en måtte i otte måneder, indtil faren opdagede mishandlingen.
“Jeg har længe gået og spekuleret på, hvordan det føles at skyde bedstemor”. 15-årige Edmund Kemper.
“Ed var rædselsslagen for dette sted. Der var kun én vej ud. Nogen skulle først flytte køkkenbordet og løfte lemmen. Jeg fik stoppet det og truede hende med politiet”, berettede faren senere.
Ed blev hos sin mor, men sønnens adfærd blev mere og mere bizar. Han halshuggede søstrenes dukker, og en dag begravede han familiens kat levende i baghaven for senere at grave liget op og skære hovedet af kræet.
Som 13-årig straffede han sin egen siameserkat på samme måde, da den hellere ville være sammen med søstrene end med ham.
Edmund Kemper skændtes konstant med sin diktatoriske mor, og til sidst fik faren arrangeret, at sønnen skulle bo på sine bedsteforældres gård.
Som svar greb Clarnell telefonen i en alkoholrus og ringede sin eksmand op: “Den fyr er en rigtig særling. Bliv ikke overrasket, hvis du vågner en morgen og hører, at dine forældre er blevet dræbt”.
Med en højde på 2,06 m tårnede “Big Ed” sig op over de fleste – selv betjentene.
Edmund Kemper skød bedstemor med en riffel
For 15-årige Ed var kun ét andet menneske næsten lige så skrækkeligt som hans mor – også bedstemoren Maude var en brysk og kommanderende kvinde, der altid var over barnebarnet.
“Jeg kunne ikke gøre hende tilfreds. Jeg blev en omvandrende bombe – og til sidst sprang jeg i luften”, udtalte Edmund Kemper efter sin anholdelse.
En varm augustdag i 1964 sad teenagedrengen alene ved køkkenbordet med Maude, som bad ham om at lade være med at se så underlig ud.
Ed skubbede stolen tilbage, greb sin riffel og sagde, at han ville gå ud og skyde kaniner. “O.k., men sørg for ikke at skyde fuglene”, kom det surt fra Maude.
Pludselig mærkede Ed en eksplosiv vrede i kroppen og rettede riffelløbet mod bedstemorens nakke. Et højt knald rungede i køkkenet, og blod sprøjtede ud af Maudes næse og mund.
To ekstra skud i ryggen sikrede, at farmoren var død. Han trak liget ind i bedsteforældrenes soveværelse og overvejede kortvarigt at klæde hende af, men han slog hurtigt den unaturlige tanke ud af hovedet.
I det samme hørte Ed bedstefarens gamle bil bremse op ude på gårdspladsen. Den 72-årige havde været på indkøb og stod nu og tog varer ud af køretøjet, da drengen sendte en kugle i hovedet på ham.
Et øjeblik gik Ed i panik og prøvede at skjule sine spor, men indså hurtigt, at mordene ikke kunne bortforklares som en ulykke.
I stedet ringede han efter den lokale sherif, som kom op til gården. Drengen tilstod at have begået mordene, og da den forbavsede betjent ville vide hvorfor, var Kempler ganske rolig:
“Jeg har længe gået og spekuleret på, hvordan det føles at skyde bedstemor”.
Piger blev lokket ind i en kørende dødsfælde
Edmund Kemper kørte Californien tynd i sin Ford Galaxie 500, som var hans vigtigste redskab under hans mord. Han havde gennemtænkt alle detaljer, så når blafferne først var lokket ind i bilen, slap de aldrig ud igen.
En parkeringstilladelse til universitetet i Santa Cruz sad i bilens forrude og viste blafferne, at Edmund Kemper var en af dem. Han havde aldrig været universitetsstuderende, men fik mærkatet af sin mor, der havde et kontorjob på universitetet.
Bilradioen var udskiftet med en politiradio, så Edmund Kemper kunne følge med i, hvor betjentene patruljerede, og om de havde fundet hans ofre.
Dørlåsen i passagerdøren kunne Edmund Kemper blokere. Når en pige satte sig ind i bilen, fortalte han, at døren ikke var lukket ordentligt.
Inden han smækkede den i, stak han uset en læbepomade ned i mekanismen, så døren ikke længere kunne åbnes indefra.
Under førersædet skjulte Edmund Kemper en pistol, som han hev frem, når han var klar til at dræbe sine ofre.
Efter drabet på sine bedsteforældre burde han egentlig ikke kunne købe et skydevåben, men under den psykiatriske behandling i fængslet overbeviste han lægerne om, at han ikke længere udgjorde en trussel. Derfor var hans straffeattest ikke offentligt tilgængelig.
Venstre bagskærm var blevet påkørt – til Edmund Kempers store ærgrelse, for skaden gjorde bilen nem at genkende.
Han havde ikke råd til en reparation, i stedet lappede han selv på skaden, så baglyset virkede igen, og han ikke risikerede at blive stoppet af politiet.
Bagagerummet var fyldt med kraftige plastikposer og et blåt tæppe, som Edmund Kemper brugte til at dække ligene med, så de ikke lå frit fremme i bagagerummet. Han havde også en økse, som han brugte til at hakke kvindernes hoved af med.
Edmund Kemper afsonede blandt sexgalninge
Edmund Kemper havnede kortvarigt i ungdomsfængsel, men da en retspsykiater snakkede med den unge morder, konkluderede han, at Ed var “paranoid skizofren” – drengen skulle derfor sendes i behandling på Californiens statshospital.
På hospitalet var dr. William Schanberger i daglig kontakt med Ed, og psykiateren fornemmede hurtigt, at teenageren var “en klog fyr” – faktisk så intelligent, at han scorede 136 i en IQ-test.
Schanberger gav derfor den unge indsatte en tjans på hospitalets forskningslaboratorium, hvor psykiaterne hurtigt anså ham for at være “en meget god medarbejder”.
Som årene gik, fremstod Edmund Kemper mere og mere normal, for den intelligente morder forstod, hvad lægerne ønskede, han skulle sige – og det begyndte han på.
“Han har reageret fremragende på de seneste års behandling og rehabilitering, og jeg ser ingen psykiatrisk grund til, at han vil være til fare for hverken sig selv eller andre”, skrev en psykiater i sin sidste rapport, kort før Edmund Kemper blev løsladt på sin 21-års fødselsdag.
Over for lægestaben havde Ed ikke sagt et ord om alle de andre ting, han havde lært på hospitalet, som husede hundredvis af USA’s værste sexforbrydere.
Fra deres mund havde Ed hørt om voldtægt og andre bestialske overgreb – en verden, der fascinerede ham så meget, at han selv var begyndt at få voldelige, seksuelle fantasier.
Edmund Kemper slog sine bedsteforældre og mere end seks kvinder ihjel.
- Maude Kemper, 67 år.
- Edmund Kemper, Sr., 72 år.
- Allison Liu, 20 år.
- Rosalind Thorpe, 23 år.
- Mary Anne Persce, 18 år.
- Anita Luchessa, 18 år.
- Cindy Schall, 18 år.
- Aiko Koo. 15 år.
Studerende anede ikke uråd
Psykiaterne havde anbefalet, at Edmund Kemper ikke skulle have samkvem med sin mor efter løsladelsen, men alligevel sendte de californiske myndigheder den frigivne forbryder retur til morens varetægt.
Selvom han havde været væk hjemmefra i seks år, var der ikke meget, der havde ændret sig. Skænderierne blussede op igen, og hver gang endte Ed med at storme ud af hjemmet i Santa Cruz, hvor moren nu boede.
Her tog han ofte ind på baren Jury Room, hvor de lokale politibetjente yndede at komme efter fyraften. Kemper drak øl med dem og så op til mændene i de blå uniformer.
Han ønskede selv at blive betjent, men var nu en fuldvoksen mand på 206 cm og 125 kg – en kolos af et menneske, alt for høj til at blive panser.
I stedet blev han periodisk beskæftiget som ufaglært færdselsbetjent. Hans størrelse gav ham kælenavnet “Big Ed” nede på Jury Room, hvor ingen borede i hans fortid.
Edmund Kemper fik afløb for sine frustrationer på anden vis. Han kunne køre hundredvis af kilometer rundt i området mellem San Francisco og Santa Cruz og passerede ofte unge kvindelige blaffere.
Efter et stykke tid begyndte han at samle dem op. Han nød deres selskab – ikke mindst deres sårbarhed – og kunne ikke lade være med at kæde dem sammen med de voldelige fantasier, der var groet fast i hans sind.
Den 7. maj 1972 kunne han ikke længere holde sin lyst tilbage. Edmund Kemper havde lært sig at fremstå rolig og venlig, så blafferne ikke følte sig truet af hans størrelse.
Derfor hoppede Mary Anne Pesce og Anita Luchessa uden videre ind, da han ved 16-tiden stoppede i byen Fresno. De to 18-årige var førsteårsstuderende på Fresno Universitet og skulle besøge en veninde.
“I ved vist godt, hvad jeg vil.” Edmund Kemper til to af sine ofre.
Edmund Kemper fornemmede hurtigt, at pigerne ikke var stedkendte i området. Derfor kørte han snart af hovedvejen og førte sin Galaxie mod et øde naturområde.
Da han pludselig svingede ind på en lille sidevej, indså pigerne, at de var i vanskeligheder. Enhver tvivl forsvandt, da Edmund Kemper tavst trak en pistol frem.
“Hvad er det, du vil?” spurgte den ene af de studerende.
“I ved vist godt, hvad jeg vil”.
Anita forsøgte ihærdigt at tale ham til fornuft, men det var omsonst. Hun blev låst fast med håndjern, mens den enorme fyr greb fat i den mere apatiske Mary Anne og kylede hende ned i bagagerummet.
Uden at Anita kunne se det, stak han herefter Mary Anne gentagne gange med en kniv, indtil hun lå livløs tilbage.
Han gik tilbage til Anita på førersædet, og da hun spurgte, hvad der var skete med hendes veninde, svarede Edmund Kemper:
“Hun spillede smart over for mig, så jeg brækkede hendes næse. Du må hellere komme og hjælpe hende”.
Da Anita var trådt ud af bilen, trak Ed en stor kniv frem og dolkede hende i ryggen. Den 18-årige pige faldt dog ikke sammen, men begyndte at kæmpe voldsomt imod.
Edmund Kemper prøvede at skære halsen over på hende, men hun blokerede med armene, som blev skåret til blods.
Han blev ved med at stikke i hende og så med fascination, hvordan hun skreg og reagerede forskelligt på hvert eneste stik. Først efter utallige dybe sår lå pigen helt stille.
Herefter parterede Kemper ligene og skar hovederne af dem – præcis som han havde gjort med kattene.
Kroppene brændte han omhyggeligt i et bjergområde, mens han kortvarigt bevarede hovederne som trofæer, og for at forsinke politiefterforskningen.
Han satte en ære i ikke at blive afsløret ligesom de tumper, han havde mødt på statshospitalet.
Kemper beholdt trofæer fra sine ofre, især tøj og deres ID-kort fra universitetet.
Edmund Kemper tændte på at skære hoveder af
Fire måneder efter mordene på Mary Ann og Anita samlede Ed den 15-årige Aiko Koo op. Hun var på vej til ballet, da den morderiske trang kom over ham igen. Også hendes hoved skar han af – afskæringen var et ophidsende ritual.
“Der var en seksuel spænding – ligesom når en jæger tager hovedet fra en hjort. Jeg var jægeren, og de var ofrene”, afslørede morderen under en afhøring.
Efter drabet på Aiko forgreb Edmund Kemper sig for på hendes lig. Det samme var tilfældet med babysitteren Cindy Schall, som han i januar 1973 gav en kugle for panden, mens hun lå i bagagerummet på hans Ford Galaxie.
Lige så snart mor Clarnell var taget på arbejde, tog Ed Cindys lig ud af skabet og havde seksuel omgang med det.
Hendes krop blev parteret og spredt uden for Santa Cruz, men det afskårne hoved beholdt forbryderen i flere uger, indtil han til sidst begravede det i baghaven – lige uden for morens soveværelse.
Placeringen var en sarkastisk hilsen til Clarnell, som ifølge Edmund Kemper “altid ønskede, at folk så op til hende”. Nu kunne et dødt ansigt stirre op på moren hver nat, uden at hun vidste det.
Problemerne med moren fortsatte, og efter et heftigt skænderi den 8. februar 1973 kom mordtrangen over Ed igen.Han samlede de to studerende Rosalind Thorpe og Alice Liu op ved universitetet i Santa Cruz.
Efter at have skudt dem begge i bilen kørte han tilbage til morens hus. Mens hun sad og så TV, skar han hovederne af dem ude i indkørslen.
Efter at Edmund Kemper kom i politiets varetægt, var han meget villig til at vise, hvor ligene var begravet.
Betjentene var vilde med Edmund Kemper
Sidst på vinteren 1973 begyndte rædslen at sprede sig blandt Santa Cruz’ indbyggere, i takt med at ligdelene af myrdede, unge kvinder blev fundet.
Senest var ligene af Rosalind og Alice dukket op, og medierne døbte morderen “The Co-ed Killer”, fordi der tydeligvis var tale om en gerningsmand, der målrettet gik efter “co-eds” – kvindelige college-studerende.
I samarbejde med politiet advarede universiteterne de unge kvinder.
“Bliv på kollegieværelserne efter midnat med dørene låste.
Hvis I absolut skal ud om aftenen, gå to og to. UNDGÅ AT BLAFFE!!!” stod der på et opslag, som blev slået op i studiebyerne.
Advarslerne holdt ikke Edmund Kemper fra at hænge ud på Jury Room, hvor betjentene aldrig mistænkte “Big Ed” for at have gjort en flue fortræd.
“Han havde en mægtig fin personlighed. Han var meget venlig, meget udadvendt”, lød det fra betjenten Jim Conner, som tit talte med Edmund Kemper i baren.
I Jury Room spilede seriemorderen ørerne helt op for at opfange de seneste nyheder om parterede ofre på egnen.
“Big Ed” skålede med betjentene, som var han “en af drengene”, mens de fortalte om efterforskningen. Til sin store tilfredshed kunne han fornemme, at politiet stadig var på bar bund.
Men som månederne gik, fandt politiet flere og flere ligdele fra de piger, som “The Co-ed Killer” havde slået ihjel – også selvom han havde gjort meget for at skjule dem.
Ed følte, at nettet var ved at strammes om ham, og han var overbevist om, at hans venner i Jury Room havde ham på radaren.
Ed besluttede, at tiden var inde for det endelige opgør. Han måtte dræbe sin mor, mens tid var.
Hammerslag sluttede hadsk forhold
Siden Ed lå spærret inde alene i kælderen som dreng, havde hadet til moren hobet sig op i ham – og det havde blot vokset sig stærkere efter hvert af deres mange skænderier.
Psykiatere vurderede efterfølgende, at Edmund Kemper muligvis slog de seks unge kvinder ihjel, fordi han hver gang oplevede mordet som erstatning for at dræbe sin mor.
Den 20. april 1973 kom Clarnell sent hjem fra byen, og da Ed hilste på hende i soveværelset, svarede hun vredt tilbage:
“Så nu forventer du, at vi skal sidde oppe hele natten og snakke eller hvad?” Eds korte svar var: “Nej. Godnat”.
Men i dét øjeblik vidste han, at hun skulle dø. Senere, da han var helt sikker på, at moren sov tungt, tog han en hammer og en lommekniv frem og gik ind til Clarnells seng.
"Undskyld rodet, drenge." Edmund Kempers seddel til sine venner i politiet inden han forlod Californien.
Ed iagttog hende et par minutter, inden han hævede hammeren højt og hamrede den ned i tindingen på hende.
Blodet løb først stille ned på lagenet, men da Ed borede kniven gennem hendes hals, begyndte det at fosse ud. Til sidst skiltes hovedet helt fra kroppen.
Han placerede hovedet på en hylde, skreg ad det i en time, fyldte det med dartpile og havde oralsex med det. Til sidst skar han tungen og stemmebåndene ud.
“Det virkede passende, så meget som hun havde råbt og skreget ad mig gennem årene”, fortalte han senere.
Sønnen besluttede, at det ikke var nok blot at dræbe moren – “en af hendes venner måtte også dø”.
Derfor ringede han til Clarnells nære veninde Sally Hallett og bad hende om at komme over til et surpriseparty, som Ed ville holde for moren om aftenen. Da veninden kom over kl. 20, gik hun direkte mod sofaen.
“Lad os sætte os. Jeg er dødtræt”, fik hun kun lige sagt, før Ed tog kvælertag på hende og løftede hende op i strakt arm, indtil hendes krop ikke længere kæmpede imod.
Herefter faldt han i en urolig søvn ved siden af liget. Da han vågnede igen, var han klar over, at dette mord ikke kunne bortforklares.
Han forlod gerningsstedet i Halletts bil, men lagde først en seddel til sine venner fra Jury Room: “Undskyld rodet, drenge”.
Hør Edmund Kemper åbne op omkring hvorfor han slog ihjel i dette interview fra 1984.
Edmund Kemper meldte sig selv
I mere end to døgn kørte Edmund Kemper hvileløst rundt, inden han endte i Colorado i det centrale USA. Han følte sig udmattet og på randen af et nervesammenbrud.
Natten til den 24. april 1973 stoppede han bilen ved en telefonboks i byen Pueblo. Edmund Kemper greb røret og ringede til politistationen i Santa Cruz, hvor hans kammerater fra Jury Room arbejdede.
Den vagthavende betjent troede, at Kemper lavede sjov, og lagde på. Først da betjent Jim Conner tidligt om morgenen tog telefonen, og Edmund Kemper råbte op om “mordene på de kvindelige studerende”, gik alvoren op for politiet.
Endnu mens patruljevognen var på vej, fortalte han Conner om de ti drab. Langsomt faldt morderen til ro.
“Som du kan forstå, er der en brist et eller andet sted. Jeg kan ikke fortælle dig, hvad der er galt med mig”, fortalte “Big Ed” fortvivlet; kort efter kørte patruljevognen op på siden af ham.
“Fyren er her. Han peger på mig med en pistol”, meddelte Ed i telefonen. Efter anholdelsen samarbejdede Edmund Kemper betingelsesløst med politiet.
Han afstod fra alle sine juridiske rettigheder og tilstod hvert mord foran en båndoptager. Kemper øsede ud af detaljer og var nærmest stolt over endelig at få lejlighed til at demonstrere sin fine hukommelse.
Han var klar til at tage sin straf og erklærede, at “samfundet har ikke godt af mig”. Selv mente han, at det eneste fornuftige ville være at spærre ham “inde i et lokale, hvor jeg ikke kan gøre andre fortræd”, som han formulerede det.
Ønsket blev opfyldt. Den 14. november 1973 fik Edmund Kemper otte gange livstid – en dom, han i en alder af 71 år fortsat afsoner på sikringsanstalten California Medical Facility i Vacaville.
Kemper fik sit eget kontor, hvor han arrangerede de andre fangers mødetider hos psykiaterne.
“Big Ed” er en mønsterfange
Edmund Kemper har tilbragt mere end 45 år på California Medical Facility og har fra dag ét opført sig eksemplarisk. Få år efter indsættelsen i 1973 begyndte han at indtale lydbøger, som staten Californien udgiver til blinde.
Det er blevet til over 5.000 timers indtalte bøger, og i 1981 modtog han endda offentlig anerkendelse for sit arbejde.
På sikringsanstalten har han siddet sammen med bl.a. Charles Manson og seriemorderen Herbert Mullin. Edmund Kemper hadede den uregerlige Mullin, som også havde hærget i Santa Cruz-området.
“Big Ed” nedbrød til sidst Mullin så meget, at han spurgte Kemper om lov til fx at synge og fik peanuts af ham som belønning.
Edmund Kemper har adskillige gange frafaldet retten til at få en høring om prøveløsladelse, da han ifølge sin advokat er “glad for livet i fængslet”. Her er seriemorderen særdeles vellidt blandt både personale og medfanger.
Mød de værste seriemordere gennem tiden i vores store tema.