Edmund Kemper meldte sig selv til politiet den 28. april 1973 og fik senere en livstidsdom, som han stadig afsoner.

© Wikimedia Commons

Edmund Kemper: Seriemorderen med de mest bizarre sex-ritualer

Edmund Kemper er stor som et skur, lynende intelligent – og så er han en af historiens mest koldblodige seriemordere. Allerede som 15-årig begik han sine første mord, da han skød begge sine bedsteforældre i koldt blod. I begyndelsen af 1970'erne slog han yderligere otte mennesker ihjel – heriblandt sin egen mor. Men de mest gruopvækkende gerninger fandt sted, når Edmund Kemper var alene med ligene.

23. oktober 2018 af Andreas Ebbesen Jensen

TV-serien "Mindhunter" har nogle af virkelighedens værste seriemordere på rollelisten. Men ingen får det til at løbe én så koldt ned af ryggen som Edmund "Big Ed" Kemper.

Fra 1964 til 1973 myrdede amerikaneren 10 mennesker – heriblandt sin egen mor og bedstemor. 

FBI-agenten John Douglas, som hovedpersonen Holden Ford i "Mindhunter" er baseret på, lavede en psykologisk profilering af Edmund Kemper i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne.

FBI-agenten beskrev den to meter høje og 130 kilo tunge Kemper som “en af de mest intelligente fanger, jeg nogensinde har mødt”.

Og med en IQ på 145 er Edmund Kemper da også en af de skarpeste seriemordere, verden nogensinde har set. Han er samtidig også en af de mest forstyrrede.

Som Edmund Kemper selv sagde det om sit forhold til kvinder i et af de mange interviews, der senere blev foretaget fra hans fængselscelle:

“Når jeg ser en pige, så er der en side af mig, som har lyst til at snakke med hende og tage hende med på en date. En anden side af mig har lyst til at finde ud af, hvordan hendes hoved vil se ud for enden af en pind.”

FBI-agenten John Douglas arbejdede ud fra devisen om, at man skal forstå en morder for at fange en morder.

Derfor besluttede han sig for at interviewe de allerværste af slagsen op gennem 1970'erne og 1980'erne for at blive klogere på deres baggrund og forsøge at forstå deres motiver. Og få var lige så uhyggelige som Edmund Kemper.

John Douglas interviewede Edmund Kemper flere gange i håb om, at han kunne hjælpe med at skabe en psykologisk profil af en seriemorder. Her ses de sammen med FBI-agenten Robert Ressler (tv). 

Virkelighedens Edmund Kemper overgår fiktionen

Edmund Kemper blev født i Burbank, Californien den 18. december 1948. Og allerede fra barnsben var det tydeligt, at han ikke var, som børn er flest.

De første tegn på Edmund Kempers sociopatiske adfærd viste sig tidligt, da han som 4-årig begyndte at dyrke bizarre sexritualer med sin søsters dukker.

Som 10-årig begravede han familiens kat levende og skar efterfølgende hovedet af det døde kæledyr og spiddede det på en pind.

På dette tidspunkt blev Edmund Kemper tvunget af sin mor til at sove i en aflåst kælder af frygt for, at han ville mishandle sine søskende.

Det gjorde dog bare tingene værre for den utilpassede dreng, og som 15-årig var det ikke længere nok at pine livet ud af kæledyr.

Efter et skænderi med sin bedstemor den 27. august 1964, skød Edmund Kemper hende i koldt blod med et jagtgevær.

Kort efter plantede han også en dødbringende kugle i bedstefaderen, så han ifølge Edmund Kemper selv “aldrig ville opdage, at jeg havde slået hans kone ihjel”.

Da politiet anholdt den 15-årige nyslåede morder, spurgte de ham, hvorfor han havde dræbt sine bedsteforældre. Svaret var lige så enkelt, som det var hårrejsende: “Jeg ville bare se, hvordan det føltes at slå bedstemor ihjel”.

Edmund Kemper myrdede blaffere i koldt blod

Edmund Kemper blev fængslet og sendt på psykiatrisk hospital. Her udviklede han hurtigt et nært forhold til sin psykolog, der overtalte personalet til at lade ham vende tilbage til samfundet efter kun seks år i forvaring.

“Jeg anser ikke Edmund Kemper som en fare for hverken sig selv eller andre borgere i samfundet”, skrev psykologen i sin sidste rapport kort før, hendes patient blev løsladt på sin 21-års fødselsdag. Det skulle dog hurtigt vise sig ikke at holde stik.

To år senere, fra maj 1972 og april 1973, tog Edmund Kemper livet af fem kvindelige universitetsstuderende og en gymnasieelev.

De første ofre var Mary Ann Pesce og Anita Luchessato, to 18-årige studerende ved Fresno-universitetet i Californien, som ville blaffe hjem den 7. maj 1972.

Edmund Kemper samlede de to teenagepiger op i sin bil, men i stedet for at køre dem hjem, tog han dem med ud i et øde område i byen Alameda knap tre timers kørsel væk og slog dem ihjel.

Den 23-årige Edmund Kemper lod dog ikke ligene ligge i skoven. I stedet tog han dem med hjem til sin mor, som han stadig boede hjemme hos.

Før han parterede de to piger og dumpede dem i affaldssække nær Loma Prieta-bjerget i det nordlige Californien, dyrkede han sex med deres lig.

Moderens afhuggede hoved tændte Edmund Kemper

De efterfølgende 11 måneder samlede Edmund Kemper fire andre kvindelige studerende op i sin bil og myrdede dem på brutal vis. Denne gang skar han hovedet af ligene, før han dyrkede sex med dem.

Prikken over i’et på Edmund Kempers ‘oeuvre’, som han kalder det i TV-serien ‘Mindhunter’, blev mordet på hans mor og hendes bedste veninde.

Moren dræbte han med en hammer, mens hun sov, hvorpå han vanen tro halshuggede liget. Dernæst dyrkede han oralsex med det afhuggede hoved.

Efter at have brugt moderens hoved som dartskive, skar han hendes tunge og strubehoved ud og stoppede det ned i affaldskværnen.

“Det virkede passende efter alle de år, hun havde råbt og skreget af mig”, udtalte Edmund Kemper senere.

Det sidste offer for en af historiens værste seriemordere blev moderens 59-årige veninde Sally Hallet.

Kort efter, at Edmund Kemper havde gemt sin mors lig af vejen i et klædeskab, inviterede han Sally på middag. Hun blev kvalt til døde, før de nåede til forretten.

Hør Edmund Kemper fortælle om sit liv og gruopvækkende gerninger i videoen herunder:

Edmund Kemper ville tortureres til døde

Edmund Kemper forlod gerningsstedet i sin bil og forventede at blive stoppet af politiet. Men da han ikke hørte nogen sirener, stoppede han bilen og meldte sig selv til politiet og bekendte sine makabre forbrydelser.

“Jeg så ikke længere noget formål med at slå ihjel. Jeg var både fysisk og psykisk udmattet af det hele, så jeg sagde til helvede med det og meldte mig selv til politiet”, forklarede Edmund Kemper, da han blev spurgt om, hvorfor han var gået til politiet.

Den 8. november 1973 blev Edmund Kemper dømt til livstid og indsat i statsfængslet California Medical Facility, der også husede seriemorderen Charles Manson.

Ved domsafsigelsen tryglede Edmund Kemper om at få dødsstraf og blive “dømt til døden ved tortur”.

Den straf havde de pårørende til Edmund Kempers mange ofre sandsynligvis gerne set ham få, men en af landets mest notoriske seriemordere måtte nøjes med indespærring på livstid.

Her er Edmund Kemper i dag

Edmund Kemper er blevet 68 år og sidder stadig indespærret i det Californiske fængsel. Han er blevet nægtet prøveløsladelse adskillige gange – senest i 2017 – og hans næste appel for prøveløsladelse er i 2024.

Skal man tro Edmund Kemper, længes han dog ikke synderligt efter friheden.

“Jeg nyder livet i fængslet. Og desuden er jeg ikke rask nok til at begå mig i samfundet”, har han udtalt.

Siden en af USA’s værste seriemordere kom bag tremmer for 45 år siden, har han været meget åben omkring sine morderiske tilbøjeligheder.

Edmund Kemper håber nemlig, at han kan “redde personer som mig selv i at begå mord” ved at advare dem om at handle på deres syge tilbøjeligheder.

Som han udtalte det i dokumentarfilmen ‘Murder: No Apparent Motive’ tilbage i 1984:

“At tale med nogen, man stoler på, er ingen forbrydelse. At have morderiske tanker er ingen forbrydelse. Men at give efter for disse tanker er ikke blot en forbrydelse, men en forfærdelig ting. Når man først har handlet på sine lyster, er det svært at stoppe igen.”

Måske er du interesseret i...

Læs også