John Wayne Gacy yndede at optræde som klovnen Pogo, når der var fest i nabolaget. 

© UPI/Polfoto/Corbis

Hospitalsklovn, mønsterborger og seriemorder: Mød John Gacy

I årevis har John Wayne Gacy voldtaget, tortureret og myrdet drenge – og alligevel holdt sig udenfor politiets søgelys Men en dag bryder Gacy sine rutiner, og politiet kommer på sporet af ham – uden at ane, at der er tale om en af de værste seriemordere i USA’s historie.

25. maj 2018 af Boris Koll

Gaderne i Chicagos Northwest Side ligger øde hen, da den 19-årige Robert Donnelly lidt efter midnat den 30. december 1977 bevæger sig hjemad efter et besøg hos en ven. På fortovet bliver Robert pludselig fanget af lyset fra en bils forlygter. 

En mørk bil kører ind til siden, og en brysk stemme forlanger at se noget ID. I bilen sidder en mand i sort læderjakke. Robert formoder, han er en civilklædt politimand. Han rækker sit ID-kort frem, men får i det samme en pistol stukket i ansigtet og bliver beordret ind i bilen.

“Hvad sker der?” spørger Robert forvirret.

“Hold kæft! Hvis du er klog, tier du stille”, lyder det truende fra manden.

Robert prøver på ny at protestere, men får igen besked på at holde kæft.

Manden på førersædet er en høj og noget overvægtig mand midt i 30’erne. Hans navn er John Wayne Gacy. I nat er han som så ofte før kørt rundt i Chicagos gader i sin jagt på unge mænd. Han udgiver sig tit for at være politimand overfor sine ofre. Men han er den værste seriemorder, USA endnu har set.

Gacy kører tavst bilen til sit hjem. Her tvinger han Robert med ind i huset, giver ham håndjern på, skubber ham ned på gulvet og voldtager ham. Det gør så ondt, at Robert skriger og besvimer kortvarigt. 

Efter voldtægten hiver Gacy sit offer med ud på badeværelset og holder hans hoved under vand i badekarret. Robert er sikker på, at manden vil drukne ham, og kæmper for at holde vejret, men til sidst mister han bevidstheden. 

Da han vågner, holder Gacy på ny hans hoved under vand, til han igen besvimer. Det gentager sig gang på gang, men til sidst bliver Gacy træt af legen. Nu vil han spille russisk roulette.

Til sin rædsel ser Robert sin bøddel finde en revolver, putte en patron i et af de seks kamre og rotere tromlen. Gacy retter våbnet mod Roberts hoved og trykker af. Klik.

“Har vi det ikke sjovt?” spørger Gacy og trykker igen på aftrækkeren. Klik.

Fire gange klikker våbnet. Imens fortæller Gacy, at han har dræbt nogle få piger, men finder det mere interessant at dræbe fyre. Så trykker han igen på aftrækkeren, og skuddet brager. Langsomt går det op for Robert, at han ikke er død. Gacy har brugt løst krudt.

Omsider er Gacy tilfreds. Han kører Robert tilbage til byen.

“Hvis du går til politiet, skal jeg nok finde dig. Og de vil alligevel ikke tro dig”, lyder hans sidste ord.

Robert Donnelly går alligevel til politiet, og nogle betjente passer Gacy op i hans hjem. Den mistænkte fortæller, at der har været en lille sexleg, men han nægter pure at have brugt en revolver eller nogen form for tvang. Robert havde deltaget af egen fri vilje.

Da politifolkene senere afleverer deres rapport, kaster en assisterende anklager et blik på den og beslutter, at der ikke er grundlag for at rejse sigtelse. Det går præcis, som Gacy har sagt:

“De vil alligevel ikke tro dig”.

John Gacy fremstod som de fleste seriemordere som en helt almindelig mand. 

© AP/Polfoto/Wenn/All Over

15-årig gymnasiedreng forsvinder

Des Plaines' politi, 12. december 1978. Lederen af stationens kriminalpoliti, Kozenczak, gennemgår de sager, som er kommet ind om natten. En teenagers forsvinden springer i øjnene.

Chicagopolitiet modtager hvert år masser af anmeldelser om forsvundne teenagere. Som regel dukker de unge op i god behold, men der er noget mystisk ved den sag, Kozenczak nu har i hånden. Den velfungerende 15-årige gymnasiedreng Robert Piest er sporløst forsvundet, umiddelbart efter at have talt med sin mor.

Robert har fritidsjob på Nisson-apoteket i Chicagoforstaden Des Plaines og bliver hentet af sin mor hver aften, når han får fri kl. 21. Også denne aften kommer Elizabeth Piest, men på vej ind i apoteket møder hun sin søn. 

Han beder hende vente et øjeblik, da han lige skal udenfor og tale med ejeren af et byggefirma om et feriejob. Elizabeth venter i 20 minutter. Da Robert ikke kommer tilbage, går hun udenfor for at se efter ham. Men han er forsvundet.

Underligt til mode kører Elizabeth hjem og ringer til en af apotekets ejere, Phil Torf. Apotekeren kan fortælle, at de samme dag ganske rigtigt har haft besøg af ejeren af et byggefirma, som skal lave en ombygning for dem. 

Ejeren – John Gacy – havde nævnt, at han søgte unge gymnasiedrenge til feriejob. Toft mener, at Robert må have overhørt samtalen og besluttet sig for at søge arbejde.

Apotekeren lover, at han vil ringe til Gacy og spørge, om han har set Robert. Men Gacy tager ikke telefonen. Efter et par timer beslutter Roberts forældre at gå til politiet.

Da Kozenczak har læst rapporten, beder han en af sine folk, Jim Pickell, om at tjekke Gacy i kriminalregisteret.

Kort efter kommer Pickell brasende ind på kontoret.

“Se her!” siger han ivrigt og vifter med nogle papirer.

Det første ark er en udskrift af kriminalregisteret. Det fremgår, at Gacy tilbage i 1968 er blevet idømt 10 års fængsel for sodomi, begået i Iowa. Han er dog blevet løsladt efter at have afsonet kun 18 måneder. 

Sodomi er et vidt begreb, og kriminalregisteret beskriver ikke, hvad Gacy mere konkret er dømt for. For at finde ud af det må Chicagopolitiet have fat i de kolleger i Iowa, som har arbejdet med sagen. 

Det lykkes først næste dag, hvor det viser sig, at Gacy er dømt for at have forsøgt at presse en 15-årig dreng til samleje og anden form for sex.

De øvrige papirer handler om en arrestation i Illinois. I 1972 blev Gacy anholdt for at have tvunget en ung mand ind i sin bil og givet ham håndjern på, hvorefter Gacy havde slået ham og forsøgt at tvinge ham til oralsex. 

Da det lykkedes offeret at flygte ned ad gaden, påkørte Gacy ham med sin bil. Og Gacy slap godt fra det hele. Anklagemyndigheden følte sig overbelastet og valgte ikke at rejse sag.

Kozenczak er nu overbevist om, at Gacy er involveret i Roberts forsvinden. Som reglerne foreskriver, kontakter han anklagemyndigheden og spørger, om han må anholde Gacy. Anklagemyndigheden tilråder, at Kozenczak i første omgang behandler ham som et vidne.

Den mistænkte har for travlt til en afhøring

Gacys hjem i forstaden Norridge, 12. december. Politiet har forgæves forsøgt at træffe Gacy hjemme i løbet af dagen. Nu forsøger Kozenczak og tre af hans folk igen i aftentimerne.

Det er mørkt og bitterlig koldt, da politifolkene banker på hoveddøren til Gacys røde murstensvilla. Ingen åbner døren, men de når at se et hurtigt glimt af et ansigt bag en rude. De banker igen. Netop i det øjeblik svinger en bil ind i indkørslen. 

Ud stiger en ung mand, som efter at have set et politiskilt præsenterer sig som Tom Venice. Han er en af Gacys ansatte og forklarer straks, at hans chef aldrig åbner hoveddøren. De må gå om til bagdøren.

Da to af politifolkene går rundt om huset, kan de gennem en rude se Gacy sidde afslappet og se tv i en lænestol med fødderne oppe. Han åbner bagdøren for politifolkene, da de banker på. Inden Kozenczak har nået at præsentere sig, siger Gacy:

“Jeg hørte jer godt banke på hoveddøren, men jeg var lige på toilettet”.

Kozenczak studser. Pudsig indledning. Han forklarer, at de er fra politiet og er kommet på grund af en forsvunden dreng. Gacy inviterer dem ind. Mens Kozenczak stiller spørgsmål, betragter han den mistænkte, som fremtræder sjusket og uvasket. Tøjet ligner noget, han har sovet i.

Gacy bekræfter, at han var på apoteket, som han forlod omkring kl. 20.45, men han nægter at have talt med den forsvundne dreng. Kozenczak beder ham følge med på stationen, så han kan underskrive en vidneforklaring. 

Gacy nægter. Han siger, at han venter et opkald fra sin mor angående begravelsen af hans onkel, som lige er død.

“Hvorfor ringer du ikke til din mor nu? Vi venter bare”, siger Kozenczak.

Men efter opkaldet har Gacy skiftet mening:

“Jeg kan ikke tage med nu. Jeg har vigtige ting at gøre”.

“Hvor længe tager det. En time?” spørger Kozenczak.

“Jeg ved det ikke. Jeg skal prøve at nå det indenfor en time”, lover Gacy.

“Så venter jeg på dig på stationen”, siger Kozenczak.

Mens denne samtale finder sted, er efterforskningslederen kun få meter fra den forsvundne dreng. Robert Piest ligger i Gacys seng i et af de tilstødende værelser.

Politifolk dummer sig på jobbet

Politistationen, 12. december om aftenen. Kozenczak kører tilbage til stationen. Han beder to af betjentene om at blive udenfor Gacys hus og observere hans næste træk.

De to betjente kommer ikke til at vente længe udenfor Gacys hus. Til gengæld bliver de totalt overrumplede, da Venice og Gacy i hver sin bil kommer drønende ud af indkørslen og kører bort. 

De har allerede et stort forspring, da politifolkene får deres bil i gang og eftersætter. På kun 20 sekunder mister de Gacy af syne og må konkludere, at de er blevet rystet af. Beskæmmede sender de en radiobesked til Kozenczak, som ikke har varme i stemmen, da han beordrer dem tilbage til stationen.

Hvad det end er for vigtige ting, Gacy skal have klaret, så har han nu lidt tid for sig selv. Politiet aner ikke, hvor han er. På stationen venter Kozenczak forgæves på Gacy, og klokken et om natten beslutter han sig omsider for at tage hjem.

Først kl. 03.20 henvender en rødøjet mand med mudder på bukserne sig til den vagthavende. Manden præsenterer sig som John Gacy og spørger efter Kozenczak. 

Han får at vide, at efterforskningslederen er taget hjem. Gacy må komme igen i morgen.

Gacy raser over ransagning

Stationen, 13. december 1978. Kozenczak er overbevist om, at Gacy er hans mand, men han skal bruge en ransagningskendelse. Kl. 9.45 får han fat i den offentlige anklager.

Terry Sullivan, den offentlige anklager, er skeptisk. Hvad har politiet egentlig på Gacy? Men Kozenczak presser på og får til sidst et ja. Sullivan skal nok få en af distriktets dommere til at underskrive en ransagningskendelse. Det vil tage nogle timer.

Kl. 11.40 ankommer Gacy til politistationen og bliver straks underkastet et timelangt forhør af politimanden Pickell. Det fører ingen vegne. Gacy nægter nogensinde at have talt med Robert.

Men det betyder ingenting. Pickells opgave er ikke at fremtvinge tilståelser. Han skal bare holde Gacy hen med snak, indtil ransagningskendelsen er i kassen. Det er den i løbet af eftermiddagen.

Kozenczak går ind i forhørslokalet.

“Vi har en ransagningskendelse på dit hus og dine køretøjer, og vi vil gerne låne dine nøgler”, siger han.

Gacy reagerer med lige dele forfærdelse og raseri:

“Nej!” råber han.

Kozenczak går hen og griber Gacy hårdt i armen:

“Enten giver du os nøglerne, John, eller også må du købe dig en ny dør!”

Gacy reagerer som et trodsigt barn. Han kyler sine nøgler hen ad gulvet. Kozenczak samler dem op.

De fleste af Gacys ofre var spinkle, kønne teenage-drenge.

© Corbis/All Over

Våben og bøsseporno i Gacys hus

Gacys hus, 13. december 1978. Politiet har kørt baggrundstjek. Gacy er hårdtarbejdende og social. I fritiden er han frivillig hospitalsklovn. Børnene elsker hans ballonkunster.

Huset har en aura af kulde og forsømmelse. Indretningen er tilfældig og kaotisk. Kozenczaks første tanke er, at det mangler en kvindes hånd.

Politifolkenes systematiske gennemgang af stueetagen giver ingen spor af Robert, men de finder andre ting, som de konfiskerer som bevismateriale: en 6-mm pistol, en dobbeltbladet butterflykniv, flere kørekort, som ikke er udstedt til Gacy, store mængder bøsseporno samt en bog med titlen “Sex mellem mænd og drenge”.

Pludselig råber en af betjentene. I bunden af et klædeskab har han fundet en lem. Med en skruetrækker får politifolkene den åbnet og ser, at den fører ned til en krybekælder under huset. Kozenczak bliver tør i munden. 

For sit indre øje ser han Robert ligge dernede. Han hopper ned i hullet og lyser med en lygte, men krybekælderen er tom. Der lugter grimt – klamt og fugtigt -– men intet tyder på, at der er blevet gravet i lergulvet.

Ansatte gravede grøfter i kælderen

Politistationen, 20. december, formiddag. I dagevis har politiet brugt hunde og helikoptere til at afsøge strækningerne mellem apoteket og Gacys hjem for at finde Robert.

Tom Venice er lige ved at græde. Som optakt til sin test med løgnedetektoren har Kozenczak gjort den unge mand alvorligt forskrækket. 

Med eksempler på tidligere domme har han forklaret, at Venice risikerer dødsstraf, hvis det kan bevises, at han er medskyldig i mord. Så hvis han er uskyldig, vil det være klogt af ham at samarbejde.

“Hvor tror du, Robert Piest er? Hvor kan John have gemt ham?” spørger politimanden.

Der følger en lang tavshed. Så siger Venice:

“I krybekælderen."

Venice fortæller, at Gacy havde sat ham og en af de andre ansatte til at grave grøfter i krybekælderen, angiveligt for at lede vand bort. De har også hældt læsket kalk på gulvet for at dæmpe stanken.

Kozenczak indser, at det var en fejl ikke at grave i krybekælderen, mens han havde sin ransagningskendelse. Nu må han prøve at skaffe en ny kendelse. Anmodningen skal gå via den offentlige anklager, Terry Sullivan, som ikke kan træffes før næste dag. Kozenczak må vente.

Stressbelasting tærer

Gacys bil, 21. december. Siden efterforskningens 2. dag har to overvågningshold fulgt Gacy for at vide, hvad han laver, og stresse ham. Det virker.

Gacy er ved at gå op i limningen. Han har stort set ikke sovet i 10 døgn. I stedet holder han sig kørende på en cocktail af valium og andre piller samt joints og alkohol. Gacy er vant til ikke at sove ret meget. 

Ofte kun to-tre timer per nat. I årevis har hans rutiner ligget nogenlunde fast. Han arbejder til ud på aftenen. Derefter får han lidt mad, og efter midnat kører han ud i gaderne for at skaffe sig sex. Det er ofte daggry, inden han kommer i seng, og kl. 8.30 begynder en ny arbejdsdag.

Men ét er et lille søvnbehov, noget andet er total mangel på søvn. Ifølge lægevidenskaben kollapser mennesker typisk efter fem døgn i vågen tilstand. Gacy er langt ude over kanten. Han mærker det selv. Tankerne kværner rundt i hans hoved.

I begyndelsen havde han kunnet berolige sig selv – han var altid sluppet godt fra sine mord og skulle nok klare frisag igen. Men de forbandede strømere er på nakken af ham konstant. 

Lige meget hvor han kører hen, føl-ger en civil politibil i hælene på ham. Overvågningsholdet prøver ikke engang at skjule deres tilstedeværelse!

Gacy har besluttet sig. I dag vil han opsøge sine advokater og fortælle dem alt. Han er nødt til at have hjælp.

Gacy letter sit hjerte

Advokatkontoret, 21. december, kl. 10. Gacy besøger sine advokater, Stevens & Amirante. I kontorbygningens forhal venter to medlemmer af politiets overvågningshold.

Advokat Sam Amirante er dybt rystet, da han går ned i forhallen for at få sig en smøg. Hvad han lige har lagt øre til, trodser enhver beskrivelse. I forhallen får advokaten straks øje på de to civilklædte politifolk. Han går uden tøven hen til dem og siger:

“Lige meget hvad, lader I ikke den fyr slippe væk!”

Mens politifolkene ser til, kæmper advokaten med rystende hænder for at få en cigaret ud af pakken. Til sidst lykkes det, og Amirante tænder smøgen – blot for så at opdage, at det er filteret, han har sat ild til. 

Advokaten drejer brat om på hælen og går tilbage til sit kontor, og betjenene informerer straks stationen. Gacy er tilsyneladende ved at bryde sammen.

Efter besøget hos advokaterne sætter Gacy sig i sin bil og kører afsted i vild fart. Politiet følger efter. På en tankstation ser de Gacy give fire joints til en tankpasser. 

Så snart Gacy kører videre, beslaglægger de marihuanaen og genoptager forfølgelsen. Betjentene rapporterer løbende til stationen. Der er grundlag for at arrestere Gacy. Ikke for mord, men for distribution af ulovlige stoffer.

Kl. 11.45 går Gacy og en af hans ansatte – David Gram – ind på en restaurant for at mødes med advokat Leroy Stevens. Under mødet går David på et tidspunkt udenfor, hvor politiet slår en klo i ham. David har samarbejdet med politiet før, og nu fortæller han, at Gacy er påvirket af piller og alkohol. Han har en kniv og taler om selvmord.

“Ellers noget?” spørger en af politifolkene.

“Ja, han påstår, han har dræbt over 30 mennesker”.

På stationen giver Kozenczak grønt lys for at arrestere Gacy for narkohandel. Han har endnu ikke en ransagningskendelse, men er nu ganske sikker på at få den.

Politifolkene lader Gacy forlade restauranten og køre bort. Kort efter stopper de ham. Betjentene omringer bilen, og en af dem retter sit våben mod Gacys hoved:

“Ud af bilen, John. Du er arresteret”.

“Hvad sker der?” siger Gacy. “Hvad har jeg gjort?”

Efter Gacys død undersøgte retspsykiatere hans hjerne for fysiske afvigelser – uden resultat. 

© AP/Polfoto/Wenn/All Over

Lig med rebstumper om halsen

Gacys hus, 21. december kl. 16.30. Ransagningskendelsen er i kassen, Kozenczak låser sig ind i Gacys hus og sender et hold kriminalteknikere i krybekælderen.

Det varer kun et øjeblik, så lyder et udråb nede fra krybekælderen. En af teknikerne stikker hovedet op gennem lemmen.

“Sigt ham!” siger han.

“Hvad?” siger Kozenczak.

“Jeg har fundet en”.

“Hvad mener du – et lig?”

“Jep”.

“Er det Piest?”

“Det tvivler jeg på. Det har ligget der for længe”.

Udgravningen fortsætter. Hvert øjeblik gøres nye, uhyggelige fund. Lige meget hvor politifolkene sætter spaderne i, finder de lig. Nogle af dem har stadig en stump reb om halsen.

Gacy går til bekendelse

Stationen, 21. december om aftenen. Meldingen om ligene er indløbet til stationen, hvor flere betjente tager Gacy i forhør.

“Okay, din skiderik, spillet er ude. Vi har fundet lig i dit hus”, siger kriminalbetjent David Hachmeister.

Gacy svarer ikke. Han er tavs en rum tid, men så begynder han endelig at tale. Han siger, at han godt vidste, det hele ville ende. Det havde været klart for ham, siden han talte med sine advokater.

”Har I været i krybekælderen?” spørger han stille.

En af politifolkene nikker:

“Hvor mange lig er der i den kælder?”

“Jeg er ikke sikker. 25-30 stykker”, svarer Gacy.

“Og drengen fra apoteket? Er han der?”

“Nej, det er han ikke”, svarer Gacy. Så tilføjer han:

“Jeg vil gerne gøre rent bord”.

Derefter kommer tilståelserne snublende over hinanden. Gacy taler og taler. Det hele begyndte i 1974. Siden havde han stranguleret over 30 unge mænd, primært trækkerdrenge.

Gacy forklarer, at han er udstyret med flere personligheder. En af dem er ballonklovnen “Pogo”, en anden er politimanden “Jack”, som jager unge mænd i Chicagos nattestille gader. Jack bryder sig ikke om homoseksuelle og slår dem nogle gange ihjel.

“Hvorfor?” spørger betjentene.

“Fordi disse drenge solgte sig selv for 20 dollar. De dræbte sig selv”.

“Hvordan kunne disse drenge kvæle sig selv?”

“Ved det, de gjorde. De lagde rebet om deres egen hals”, siger Gacy.

Robert Piest havde været en undtagelse. Gacy var faldet i fristelse og havde afveget fra sin sædvanlige fremgangsmåde, da den kønne unge mand henvendte sig til ham for at spørge om et feriejob. De havde sat sig ind i Gacys bil og var kørt ud til hans hus. 

Robert havde været uvidende om det egentlige formål til det sidste. Gacy havde trukket hans bukser ned og forsøgt at give ham et blowjob, men Robert havde reageret ved at begynde at græde, og i frustration havde Gacy kvalt ham. 

Derefter havde han lagt Robert i sin seng og sovet med ham om natten.

“Havde du sex med Robert, efter han var død?”
spørger en politimand.

“Jeg havde ikke – men “Jack” havde måske”, svarer Gacy og fortæller, at Robert stadig lå i hans seng, da Kozenczak og hans folk havde været på besøg den følgende aften.

Så snart Gacy havde ment, at politiet var væk, havde han pakket liget ind og læsset det i en af sine biler. I høj fart var han kørt til en motorvejsbro over Des Plaines-floden, hvor han tidligere havde dumpet lig i vandet. Robert var røget samme vej.

På tilbageturen havde Gacy mistet herredømmet over sin bil og var endt i grøften, hvor han sad fast og måtte vente flere timer på en kranbil. Det var derfor, han først havde henvendt sig på stationen kl. 3.20.

Forhøret fortsætter i timevis. Det meste af tiden er Gacys stemme den eneste lyd, som høres. Kun lejlighedsvist bliver hans kværnende strøm af tilståelser afbrudt af spørgsmål fra politifolkene.

“Hvor mange mennesker har du dræbt?, John?”.

Gacy svarer, at han ikke ved det. Han er for længst hold op med at tælle.

“Det kan være 35, det kan være 45”.

Når politiet nævner navne på forsvundne personer, ryster Gacy på hovedet. Gacy fortæller, at han har haft omkring 1.500 homo-erotiske forhold indenfor de sidste fem år. Det er da klart, at han ikke kan huske alle navnene.

Tallet 1.500 får politifolkene til at udveksle blikke. Gacy ser det og skynder sig at tilføje, at han ikke er homoseksuel, men tværtimod er skrækslagen for at blive det. For at understrege sin pointe tilføjer han:

“En mand er en mand. Og hvis han ikke kan lide piger, så er der jo noget galt med ham”.

Politiet fandt 27 lig i Gacys kælder og to begravet i indkørslen og under garage­gulvet. Robets Piests lig dukkede først op i 1979 i Des Plaines-floden. I retten forsøgte Gacys forsvar at få ham erklæret sindssyg, men forgæves. 12. marts 1980 blev han dømt til døden.

Historien er fyldt med udspekulerede seriemordere, og du kan fortsætte læsningen på vores tema-side. Vi må dog advare om, at det ikke er læsning for sarte sjæle! 

Hvis du vil have læsningen lige til postkassen, kan vi netop nu også tilbyde dig 2 nr. af HISTORIE og en lække windbreaker-jakke. Den kan holde dig varm, når det løber dig koldt ned af ryggen... 

Få dit sær-tilbud her!

Læs mere

Joseph & Karen Kozenczak: The Chicago Killer. The Hunt for Serial Killer John Wayne Gacy, Amazon, 2011 Terry Sullivan & Peter T. Maiken: Killer Clown. The John Wayne Gacy Murders, Pinnacle Books, 2013. 

Måske er du interesseret i...

Læs også