Jack the Ripper: Seriemorder spredte rædsel i London

Manden, en sporvognskonduktør ved navn Charles Cross, tror ved første øjekast, at bylten er en presenning, der er drattet af en hestevogn.

Da han kommer tættere på, går det dog op for ham, at den ubevægelige bunke er en livløs kvindeskikkelse.

“Prøv lige at se”, råber han til en anden mand, som i det samme toner frem af mørket. “Jeg tror, hun er død”.

De to nattevandrere bøjer sig undersøgende over den ubevægelige kvinde, hvis kjole og skørter er i uorden og trukket helt op over hofterne.

Cross rører ganske forsigtigt ved hendes kinder og bemærker, at ansigtet stadigvæk er varmt, men ingen af mændene er i første omgang i stand til at vurdere, om hun er død eller bare døddrukken.

I mørket kan de ikke se, at halsen er skåret over, samt at blodet siver fra den udstrakte krop ned i rendestenen, hvor kvindens stråhat ligger.

Få timer senere kan dr. Ralph Llewellyn konstatere, at Mary Ann Nichols er stendød.

I de tidlige morgentimer har lægen fået bragt hendes krop til det lokale lighus, hvor han har obduceret hende og gjort en ganske forfærdende opdagelse: Ikke alene er halspulsåren skåret over, kvindens mave er også sprættet op i et langt, dybt snit, der zigzagger fra brystbenet hele vejen ned til underlivet og blotlægger adskillige af hendes indvolde.

Ud fra snitsårene vurderer Llewellyn, at Mary Ann Nichols’ morder er venstrehåndet. Han har flænset sit offer med en kniv med et langt og – med lægens egne ord – “rimelig skarpt” blad.

Hvem gerningsmanden er, står hen i det uvisse. Der er ingen vidner til mordet, og ingen er blevet set flygte fra gerningsstedet.

Politiet har derfor ikke nogen mistænkte i søgelyset.

Det eneste, efterforskningen har vist, er, at Mary Ann var en fortabt, alkoholiseret kvinde, som på gaden var kendt under kælenavnet Polly.

Engang havde hun været gift og fået fem børn, men i de senere år havde hun hutlet sig igennem tilværelsen ved at sælge sin krop i det trøstesløse Whitechapel-slumkvarter i London-bydele.

Jack the Ripper rammer medierne

Mens Polly Nichols ligger i lighuset og knap er blevet kold, er mordet allerede forsidestof for samtlige af de største aviser i England.

Journalisterne svælger sensationslys­tent i alle grufulde detaljer om det brutale overfald, hvor de for en sjælden gangs skyld ikke behøver at overdrive og smøre tykt på for at sælge deres oplag.

Mordet er bestialsk som få, selv i det berygtede East End, hvor volden ulmer nat og dag, næret af druk og generel menneskelig elendighed.

Enkelte journalister lufter en teori om, at en seriemorder kan være på spil i Whitechapel.

Blot tre uger tidligere, torsdag den 7. august 1888, er en anden prostitueret, Martha Tabram, nemlig blevet dolket ihjel i et ufatteligt blodbad med ikke færre end 39 stik.

Flere aviser spår, at det kun er et spørgsmål om tid, før den gale knivmorder endnu en gang slår til i Londons mørke gyder:

“Morderen må krybe frem fra et eller andet sted. Han må patruljere i gaderne på jagt efter sine ofre. Han er utvivlsomt ude nat efter nat”, anslår East London Advertiser lørdag 8. september i en forudsigelse, der, endnu inden tryksværten er tør, viser sig uhyggelig præcis.

Jack the Ripper slår til igen

Den 47-årige enke Annie Chapman mangler to fortænder. Hendes hår er kort og mørkebrunt, hvilket har givet hende kælenavnet Dark Annie.

I tæt tåge og silende regnvejr, klokken to om natten 8. september, er hun ude i samme ærinde som Polly Nichols før hende.

Dark Annie mangler penge til en seng for natten. Iført en lang, sort nederdel, en mørk jakke, et uldent halstørklæde, uldstrømper og støvler vakler hun beruset omkring i Whitechapels brolagte stræder på udkig efter kunder.

Lidt i seks lørdag morgen bliver Annie fundet i en baggård på Hanbury Street 29 af en mand, John Davis, som er på vej til markedet.

Dark Annie ligger på ryggen med bøjede ben og med venstre hånd på venstre bryst.

Tungen er opsvulmet og stikker ud mellem fortænderne, mens tøjet er i uorden og plettet af blod.

Frakken er dog stadig knappet i halsen, hvorfor der går et par sekunder, før Davis opdager, at hovedet er så godt som skilt fra kroppen af et dybt snit i halsen.

Uhyrlighederne stopper ikke dér. Kvindens underliv og mave er sprættet op, mens tarmene er taget ud og hængt over den venstre skulder.

I det hele taget er Dark Annie i en så slem forfatning, at Davis er på nippet til at besvime.

Forfærdet flygter han ind i opgangen og op på sit værelse, hvor han styrker sig med et ordentligt skvæt brandy, imens han forsøger at få hold på sig selv.

Så finder han en presenning, dækker liget til og iler ud i den kølige morgenluft for at finde en betjent.

Da politiet få minutter senere når frem til gerningsstedet, er en horde af nysgerrige allerede stimlet sammen som spyfluer om det blodige lig.

“En kvinde mere er blevet myrdet”, råber en af tilskuerne ophidset, mens andre skriger af rædsel.

En fornemmelse af uhygge spreder sig lynhurtigt fra forsamlingen og videre ud i Londons tågede gyder, hvor rygtet om det nye makabre mord på rekordtid spredes som en regulær steppebrand.

Fra alle verdenshjørner myldrer nysgerrige til Hanbury Street 29. Gesjæftige beboere i ejendommen ser deres snit til at tjene en ekstra skilling på at opkræve entré fra folk, der vil helt tæt på den mishandlede kvinde.

Midt i det vrimlende menneskemylder sværmer betjente, journalister, en politilæge og efterforskere tæt om mordofferet.

På stedet konstaterer lægen, George B. Phillips, at både kvindens livmoder og æggestokke mangler, samt at organerne er skåret ud med en nærmest kirurgisk præcision.

Opdagerne kan til gengæld slå fast, at morderen med djævelsk omhu har arrangeret kvindens ejendele ved hendes fødder: Nydeligt på rad og række ligger en kam, lidt småmønter, en iturevet konvolut og et stykke stof.

Alle mænd mistænkes for at være Jack the Ripper

Lørdagen er ikke ret gammel, før vilde rygter om morderens identitet svirrer gennem slumkvarteret. “Den blodige dæmon” – som lokalbefolkningen har døbt ham – er blevet set her, der og allevegne.

Desværre for politiet hersker der vild uenighed om, hvem han er, samt hvordan han ser ud.

En servitrice på en pub et par hundrede meter fra Hanbury Street 29 fortæller, at en skrækindgydende mand tidligt lørdag morgen – lige omkring det formodede mordtidspunkt – bestilte et lille krus øl.

Han skyllede det ned i ét drag, og alene hans udseende havde gjort hende hunderæd.

Manden var iført en brun, stiv hat, som var trukket næsten helt ned til øjnene, som med kvindens ord var “vilde som en høgs” – og hans hænder havde indtørret blod mellem fingrene.

En anden kvinde oplyser, at hun har bemærket en mystisk mand med slagterforklæde luske omkring i nattemørket, og en tredje beretter, at hun ved 5.30-tiden har set Annie stå og diskutere med en mørklødet herre, som var omkring 40 år og iført en mørk frakke og ditto hat.

Det eneste, øjenvidnerne for alvor kan blive enige om, er, at morderen er en mand på ca. 1,70 meter, så politiet har ikke meget at gå efter.

I løbet af weekenden arresterer ivrige betjente et hav af mænd, som bliver slæbt til forhør på politistationerne i East End. Fra offentligheden vælter det desuden ind med henvendelser.

Udlændinge, tyve, drukkenbolte, tiggere, værtshusgæster, arbejdsmænd, ansatte på det lokale slagteri – alle mulige mænd i alle mulige aldre bliver mistænkt og løsladt igen.

Men bestemt ikke uden at det bliver nidkært påtalt af pressen.

Aviserne beskylder politiet for at være udueligt og “arrestationstosset”, men da anholdelserne efter et par dage så småt ebber ud, får piben en anden lyd: Nu håner journalisterne i stedet det hårdt pressede politikorps for at være “arrestationssky”.

Heller ikke Scotland Yard-efterforskerne, som nu er blevet involveret i sagen, slipper for kritik.

De bliver udnævnt til at være “de mest klodsede opdagere i hele verden”.

Private danner vagtværn mod Jack the Ripper

De to grusomme mord på kun otte dage har for alvor sat indbyggerne i Londons East End i yderste alarmberedskab.

Som avisen The Times skriver, så går “Dark Annies ånd stadig igen i Whitechapel, uhævnet af retfærdigheden”.

Særligt de prostituerede er skræmt fra vid og sans, mens stort set alle mænd er under mistanke.

På værtshuse og ved markedsboderne går snakken frygtsomt om den usynlige dræber. Som for at bidrage til panikken og piske en om muligt endnu mere utryg stemning op bringer pressen hver dag nye og afskyelige detaljer om mordene på de prostituerede.

Desuden går der næppe en dag, uden at medierne kommer med gode råd til politiet.

Hos avisen Star foreslår en skribent bl.a., at alle prostituerede efter mørkets frembrud skal medbringe en fløjte, så de kan blæse et bestemt signal, hvis de er i fare.

Daily News anbefaler på sin side Scotland Yard at forklæde en håndfuld mænd som kvinder for at bruge dem som lokkeduer til at indfange morderen. Den tanke afviser en overordnet dog blankt i avisens spalter:

“Alle mine mænd har overskæg eller fuldskæg, og desuden virker en mand i dametøj klodset. Den militærtræning, som vores mænd har gennemgået, kan ikke skjules”, argumenterer han.

I ugen efter Dark Annies død får utilfredsheden med politiets manglende resultater en skare forretningsfolk i East End til at danne et privat vagtværn. I spidsen står den anerkendte lokale bygherre George Lusk.

Værnet udsender en offentlig erklæring, hvori medlemmerne indledningsvis beklager politiets manglende evne til at opklare de grufulde forbrydelser.

Indlægget fortsætter: “Derfor har vi, de underskrivende, etableret en komité og agter at udlove en betragtelig dusør til enhver, borger eller hvem som helst i øvrigt, der fremkommer med oplysninger, som kan drage morderen eller morderne til ansvar”.

Overalt i London tilbyder borgere at spytte en større eller mindre sum penge i kassen til en dusør, men uden resultat. Morderen er som sunket i jorden.

Selvom både privatdetektiver og amatøropdagere fra vagtværnet afpatruljerer gaderne – fra mørk midnat til klokken fem hver evig eneste morgen – lader han sig ikke indkredse.

Gerningsmanden er som en flygtig skygge, et fantasimonster, som ikke lader sig fange. Nogle mennesker spekulerer ligefrem på, om forbrydelserne skyldes overnaturlige kræfter.

Den teori bliver afkræftet torsdag 27. september 1888, da nyhedsbureauet Central News Agency modtager et brev. Heri giver den hidtil navnløse morder sig for første gang til kende.

I et brev, skrevet med blodrødt blæk, kaster han lys over sit motiv og afslører viden om mordene, som politiet vurderer, at kun gerningsmanden kan kende til.

“Jeg kan ikke fordrage ludere, og jeg holder ikke op med at sprætte dem op, før jeg bliver fanget. De vil snart komme til at høre om mig og mine morsomme små lege. Min kniv er dejlig skarp”, advarer afsenderen, som underskriver brevet “Jack the Ripper”.

Et navn, som aldrig skal blive glemt.

Sælger gør grufuldt fund i mørket

Klokken et natten til søndag 30. september kører smykke-sælgeren Louis Diemschutz hjemad gennem Whitechapels smalle Berner Street på sin ponykærre.

Idet han drejer om hjørnet ind til gårdspladsen i nr. 14, stejler hans pony og viger brat mod venstre, så Diem-schutz er lige ved at styrte på hovedet ned i brostenene.

Forundret kravler han ned fra kærren. I den dunkle belysning har han svært ved at se, hvad der forårsagede det pludselige stop.

Med sin pisk føler han sig derfor frem, indtil han mærker noget blødt. Da han stryger en tændstik, kan han i et kort glimt se en kvindeskikkelse, som ligger helt stille med ansigtet vendt ind mod muren.

Umiddelbart kan Diemschutz ikke afgøre, om kvinden er død eller beruset, og med bange anelser styrter han ind på sit kammer for at hente et stearinlys.

Kort efter, i det blafrende skær fra lyset, bliver hans mistanke bekræftet: Kvindens hals er skåret over, og blodet flyder stadig derfra.

Chokeret rører Diemschutz ved den døde kvinde, som ligger med benene trukket op under sig. Hendes krop er varm endnu, konstaterer gadesælgeren, som bemærker, at hun knuger en æske halspastiller i sin venstre hånd.

Den myrdede kvinde er den 44-årige Elizabeth Stride, en svenskfødt prostitueret, som på gaden er kendt under kælenavnet Long Liz.

Hendes lig bliver allerede ved 1.30-tiden samme nat undersøgt af politilægen dr. George B. Phillips.

Han behøver ikke at kaste mange blikke på offeret for at kunne slå fast, at morderen har skåret både halspulsåren og luftrøret over med en lang, skarp kniv.

Snittet minder meget om det, som han ca. tre uger tidligere har set i halsen af den myrdede Annie Chapman.

“Mord, en kvinde er blevet stukket ihjel”, lyder de chokerede råb, der endnu en gang gjalder gennem det lurvede Whitechapel.

Trods den sene nattetime er gaderne – hvor morderen kort forinden må have hastet igennem på vej væk fra sit offer – stadig fyldt med folk på vej hjem fra værtshusene. Men ingen har set ham.

Vanviddet eskalerer med mord på mord

Hvor Jack the Ripper er forsvundet hen, opdager politiet hurtigt. Ca. tre kvarter efter at livet er ebbet ud af Elizabeth Stride, gør betjenten Edward Watkins et uhyggeligt fund på Mitre Square, der er en lille og dunkelt belyst plads omgivet af store pakhuse.

På sin vanlige natterunde løfter betjenten sin lygte mod pladsens sydvestlige hjørne, som ligger hen i dybt mørke.

Her falder lygtens lys på en kvindeskikkelse, der, så vidt Watkins umiddelbart kan vurdere, ligger på ryggen i en stor blodpøl.

Watkins har en ubehagelig fornemmelse af, hvad der er sket, men tager mod til sig og undersøger kvinden på tæt hold.

Nu får han øje på noget, som han aldrig i sit liv vil komme til at glemme. Et syn, som brænder sig fast på hans nethinde:

Ansigtet er vansiret og skamferet af dybe knivstik, halsen er skåret over i et gabende sår, underlivet er sprættet op i et snit, der strækker sig hele vejen op til brystbenet, og indvoldene hænger op over kvindens højre skulder.

I det hele taget har morderen flænset og flået gennem tøj og kød, så den 46-årige Catherine Eddowes nu blot er en blodig klump kød.

Londons befolkning frygter Jack the Ripper

Da dagen gryr søndag 30. september, syder London af lige dele vrede, frygt og forfærdelse.

“To kvinder brutalt myrdet i nat” og “Kvinder skåret i småstykker”, råber avisdrengene, der langer aviser ud som aldrig før.

Alle samtaler i den engelske hovedstad kredser om dobbeltmordet, og overalt i London hilser indbyggerne på hinanden med et: “Har du hørt det? Er det ikke forfærdeligt?”.

På mordstederne – Berner Street og Mitre Square – vrimler det med nysgerrige mennesker, som skubber og puffer til hinanden for at se gerningsstedet.

Op ad dagen bliver trængslen så massiv, at politiet af hensyn til efterforskningen vælger at spærre begge områder af.

Endnu en gang er betjentene dog på herrens mark i jagten på Jack the Ripper. De finder ingen blodige fodspor, intet efterladt våben, slet ingen verdens ting, der kan sladre om gerningsmandens identitet.

Selvom det lykkes betjentene at opspore personer, som mener at have fået et glimt af morderen, er beskrivelserne så luftige, at de kan passe på enhver mand af nogenlunde gennemsnitlig statur – så reelt set er politiet på bar bund.

Ved obduktionen af Catherine Eddowes opdager lægerne, at den skamferede kvinde har fået skåret sin venstre nyre ud.

Da George Lusk – stifteren af det private vagtværn, som forsøger at slå kløerne i Jack the Ripper – 16. oktober 1888 modtager et brev, dumper netop dette organ, eller mere præcist kun halvdelen af det, ud af kuverten og lander på bordet foran ham.

I den makabre skrivelse, der bliver indledt med ordene “From Hell”, fra helvede, fortæller afsenderen, at nyren tilhører Catherine Eddowes.

Han skriver, at han har stegt og spist den anden halvdel.

“Den smagte virkelig godt”, beretter skribenten, inden han afslutter sin hilsen med et hånende “fang mig, hvis I kan”.

Men stadig er der ingen, som kan få fat i Jack the Ripper.

Politiet er dybt frustreret og aner ikke, om de skal lede blandt Whitechapels beskidte pøbel, eller om morderen gemmer sig andre steder i London.

Det eneste, de kan gøre for at forhindre en gentagelse, er at opfordre gadens kvinder til at holde sig inden døre om natten – eller i det mindste altid at følges ad to og to.

Det råd tager de fleste til sig, men som dagene og ugerne går uden et nyt mord, sænker sjælefreden sig atter over Whitechapel og det øvrige London.

Frygten aftager, og indbyggerne ånder lettet op, i håbet om at Jack the Ripper har begået sin sidste forbrydelse. Men fredag 9. november 1888 viser det sig, at det endnu ikke er slut.

Jack the Ripper parterer sit offer

Mary Kelly er 25 år, er mørkhåret og har en perfekt timeglasskikkelse.

På gaden har hun aldrig problemer med at tiltrække kunder, og derfor har hun råd til en bedre bolig end mange af sine medsøstre i det samme erhverv.

Kelly har lejet et kammer i en ejendom i Miller’s Court 13. Det er her, hun bor og betjener sine kunder.

Når hun har fået en tår over tørsten, hvilket sker så godt som dagligt, har hun det dog med at glemme at betale sin husleje – og 9. november er den gal igen.

Om formiddagen banker Kellys udlejer, Thomas Bowyer, på hendes dør for at kradse gælden på en pund og en shilling ind – men hun reagerer ikke.

Bowyer kigger i stedet ind ad vinduet, og i halvmørket indenfor kan han skimte Mary Kelly ligge nøgen på sengen, fuldstændig sølet ind i blod.

De betjente, læger og efterforskere, som kort efter dukker op i Miller’s Court, er i løbet af deres karrierer stødt på de forfærdeligste forbrydelser.

Men det syn, de nu står over for, er snarere en djævels værk end et menneskes. Mary Kelly er ikke bare blevet myrdet; hun er blevet lemlæstet, så hun knap nok ligner et menneske.

Halsen er skåret op fra øre til øre, maven og underlivet er sprættet op, stort set hvert eneste organ er fjernet, og brysterne er amputeret og anbragt ved siden af kvindens lever på kanten af sengen.

Ører og næse er kappet af, ansigtet er så godt som skrællet væk, og spredt ud på både seng og bord ligger der store kødstykker.

“Hun er parteret som et dyr hos slagteren”, bekræfter en af betjentene.

Jack the Ripper fordufter sporløst

Det tager et hold af Englands mest erfarne retsmedicinere hele syv timer at obducere Mary Kelly og samle liget, så det kan identificeres og begraves.

Ved ligsynet slår eksperterne fast, at der er tale om “et overlagt mord begået af en ukendt person”.

Hverken læger, politi eller presse er det mindste i tvivl om, at den ukendte person er Jack the Ripper.

Fem liv har den frygtede seriemorder på samvittigheden ifølge politiet – måske endda flere. Efter den brutale nedslagtning af Mary Kelly ses morderen dog aldrig igen.

'I årevis forsøger politiet at indkredse gerningsmanden, og spekulationerne om hans identitet er lige så mange, som kendsgerningerne omkring ham er fortvivlende få.

I en tid, hvor DNA-test og fingeraftryk hører fremtiden til, og hvor politiets værktøj begrænser sig til ransagning, overvågning af mistænkte og ufuldkomne retsmedicinske undersøgelser, lykkes det aldrig at udpege morderen.

Efter mere end 2.000 afhøringer – og knap 100 tilbageholdelser af mistænkte – bliver sagen lukket i 1892.

Jack the Ripper slipper altså ustraffet fra sine ugerninger i Whitechapel – og i modsætning til sine fem ofre sikrer han sig udødelighed.

I dag, over 125 år efter at han myrdede løs og skræmte indbyggerne i London fra vid og sans, lever han videre i folks bevidsthed som historiens mest berygtede seriemorder.