I 1960’erne kvalte en seriemorder mindst 13 kvinder i den amerikanske by Boston. Historien om to kvindelige journalisters jagt på morderen er omdrejningspunktet i seriemorder-filmen “Boston Strangler”.
Og på ét positivt punkt skiller filmen sig ud fra tidens mange film og serier om seriemordere. “Boston Strangler” viser nemlig sjældent ofrenes brutale endeligt. I stedet fokuserer den på de to kvindelige journalister ved lokalavisen Boston Record-American, der jagtede morderen.
Filmens altoverskyggende hovedperson er journalisten Loretta McLaughlin. Hun bliver hun sat til at skrive ligegyldige anmeldelser af brødristere og krøllejern, mens hendes mandlige kolleger får alle de interessante opgaver.
Men Loretta har ambitioner, og da hun ser en sammenhæng mellem en række mord begået på ældre kvinder i sommeren 1962, trygler hun sin chef om at få lov at forfølge sporet.
Filmen: Loretta drømmer om at lave krimistof
Loretta McLaughlin arbejder på avisens livsstilsredaktion og bliver sat til at skrive en anmeldelse af en brødrister. Da hun får færten af seriemorderen, får hun overtalt sin chef til at sætte hende på sagen.
Virkeligheden: Havde arbejdet med krimi
Loretta McLaughlin havde før lavet kriminalstof. Op gennem 1950’erne dækkede hun adskillige retssager, herunder også mord. I 1953 skrev hun fx om en 25-årig kvinde, der skød og dræbte sin ekskærestes 14-årige søster.
Sammen med kollegaen Jean Cole ofrer hun al sin tid – og sit ægteskab – på at optrævle sagen om Bostons værste seriemorder, der tog livet af mindst 13 kvinder på blot to år.
Undervejs udstiller de to journalister politiets inkompetence og ligegyldighed over for at stoppe mordene. Som Loretta på et tidspunkt udtrykker det: “Ingen besværer sig med sandheden. Så folk slipper afsted med mord”.
Takket være journalistduoen slap seriemorderen ikke afsted med sine ugerninger. Kvindernes arbejde hjalp i virkeligheden politiet på sporet af Albert DeSalvo, som efterfølgende tilstod alle mordene.
“Boston Strangler” er i store træk tro mod historien og får en række fine detaljer med, som øger spændingen undervejs – bl.a. ved at vise de telefonopkald, som Loretta McLaughlin modtog i sit hjem af ukendte mænd, der åndede ildevarslende ind i røret.
Filmen: Mentalt ustabil Harvard-elev mistænkes for mord
På et tidspunkt får journalisterne mistanke til en ung Harvard-elev ved navn Daniel Marsh, som er erklæret mentalt ustabil. Loretta opsøger den mistænkte i hans hjem, men flygter, fordi hun frygter, at han vil slå hende ihjel.
Virkeligheden: Daniel Marsh fandtes ikke
Daniel Marsh er frit opfundet for at skabe spænding. Navnet var et synonym som politiet brugte på en ukendt gerningsmand.
Desværre føles “Boston Strangler” sine steder også både forjaget og fortænkt, og det går ud over de historiske fakta. Loretta McLaughlin deler fx tips med én udvalgt politimand, som hun mødes med i al hemmelighed.
I virkeligheden samarbejdede Loretta med adskillige politifolk undervejs, men det aspekt må vige til fordel for en lidt ensidig skildring af Bostons politi som en flok mandschauvinistiske amatører.
Da Loretta McLaughlin bliver tvunget til at samarbejde med Jean Cole, fremstår det, som om de to ikke kendte hinanden. I virkeligheden havde de to journalister arbejdet sammen adskillige gange tidligere, bl.a. på en artikel om Dwight D. Eisenhower op til præsidentvalget i 1952.
Filmen: Morderen havde medskyldige
Da politiet anholder Albert DeSalvo, begynder McLaughlin at tvivle på, at han står bag alle mordene. Hun mener, at mordene blev begået af DeSalvo og to andre mænd.
Virkeligheden: DNA-analyser fælder DeSalvo
Loretta McLaughlin troede aldrig på, at Boston-kvæleren samarbejdede med andre. Otte år senere var det ikke længere til diskussion. Her viste DNA-analyser, at DeSalvo uden tvivl havde begået alle 13 mord.
Den værste forbrydelse, filmen begår i fiktionens navn, er dog scenen, hvor den hovedmistænkte indvilger i at tale med Loretta McLaughlin fra fængslet. Han vil bekræfte hendes mistanke om, at han ikke var ene om at begå mordene.
Da han smækker røret på, bliver han forfulgt af en anden indsat, som stikker ham ihjel med en kniv. Ikke nok med, at opkaldet aldrig fandt sted, Albert DeSalvo blev først myrdet i fængslet i 1973.
“Boston Strangler” er et kærkomment afbræk fra den bølge af seriemorder-film, som skyller ind over os i disse år. Den vægter journalistisk gravearbejde frem for den rå brutalitet, hvilket resulterer i en både sober og til tider næsten klinisk gennemgang af en af USA’s værste kriminalsager.
Desværre kan “Boston Strangler” ikke selv sige sig fri for at forkaste vigtig information og fordreje sandheden for at få sin historie hjem.
