Massemord på rutebåden

Planen tog form i fængslet

Allerede som teenager begyndte Filip Nordlund sin kriminelle løbebane, da han blev taget i at forfalske en regning.

Siden blev han afsløret som kvægtyv og fik tre års tugthus for en række andre kriminelle forhold. Efter en kort periode ude i friheden røg han atter ind bag tremmerne i 1895 og kom til at sidde der de næste fire år.

Allerede mens han sad i det stockholmske fængsel Långholmen, opgav Nordlund alle planer om at finde arbejde efter sin løsladelse.

Ingen ville ansætte en mand med så plettet en straffeattest som hans. I stedet planlagde han at røve en damper fyldt med handelsrejsende, der altid havde mange kontanter på lommen, ræsonnerede Nordlund. Dertil kom damperens kasse med betydelige indtægter fra billetsalget, tænkte han.

Nordlund risikerede dog, at både passagererne og besætningen ville sætte sig kraftigt til modværge, men det skulle en simpel og kynisk plan forhindre: Nordlund ville dræbe dem én efter én.

Til sidst ville han sætte ild til damperen og selv stikke af i redningsbåden, så sporene efter blodbadet endte på Mälarens bund, og røveriet kom til at ligne en tragisk brandulykke ude på den 5 km brede sø.

Den 20. april 1900 blev Nordlund løsladt fra Långholmen og begyndte forberedelserne til sit store kup.

Det skulle sikre ham så betragteligt et udbytte, at han kunne flygte til København og leve resten af sit liv som en holden mand.

Han skaffede sig en dolk og to pistoler, hvorefter han under det falske navn Grönquist købte billet til rutebåden Prins Carl.

Ved 19.30-tiden slentrede han ombord på damperen med sin billet i hånden, våbnene skjult og lommerne fyldt med hængelåse.

Sidstnævnte skulle bruges til at låse dørene til damperens saloner samt maskinrummet, så ingen ikke kunne komme hans ofre til undsætning.

Klokken 20.10 tudede hornet på Prins Carl for at signalere, at damperen stævnede ud, mens Nordlund tænkte:

“Snart er jeg en rig mand!”

Sovende passager blev næste offer

Forventningen om at blive velhavende levede i bedste velgående, da Nordlund kort før midnat den 16. maj konstaterede, at kaptajn Rönngren var død af det dybe dolkestød.

Ingen havde tilsyneladende bemærket kaptajnens fald, fordi passagererne ikke opholdt sig i den bagerste del af mellemdækket.

Roligt bevægede morderen sig derfor hen og satte en af sine hængelåse på døren til rygesalonen. De fire mænd, der sad i tobaksosen og spillede kort, be­­mær­­ke­­de ikke fumleriet ved døren, og at de var spærret inde.

Længere fremme på dækket sad flere passagerer og slumrede. Mens Nordlunds kniv stadig var smurt ind i kaptajnens blod, jog han den i en ung mand, der sad og sov. Fra en bænk lidt borte overværede en mor med et lille barn i skødet det koldblodige mord.

Rædselsslagen forsøgte hun at komme væk fra den bevæbnede galning, men Nord­lund var hurtigt over hende.

Det førs­te snitsår stoppede ikke hendes flugt, hvor­på han dolkede den unge mor så voldsomt i ryggen, at knivens blad blev siddende i liget.

Ærgerlig smed Nordlund knivskaftet fra sig og greb i stedet en af sine pistoler. Med to skud dræbte han den 68-årige kreaturhandler Lars-Erik Falk, men da røveren undersøgte mandens pung, viste den sig blot at indeholde to sølle kroner.

Nordlund tog dog situationen med sindsro. Han havde stadig masser af tid til at skrabe et stort bytte sammen.

Lyden af skud kunne høres i spisesalonen på damperens fordæk – lige under det store Prins Carl-skilt.

Her befandt servitricen Hulda Hellquist sig sammen med styrmand Emil Julin og flere passagerer. Hellquist besluttede at undersøge, hvor de underlige knald kom fra, men vendte sekunder senere tilbage. Ligbleg i ansigtet skreg hun:

“Herregud, der er en mand deroppe, som skyder på folk og stikker dem med kniv!”

Styrmand Julin rejste sig prompte og gik med raske skridt hen til trappen op til mellemdækket.

Han var kun nået halvvejs op, da han så en høj, grov skikkelse skyde vildt omkring sig.

Pludselig fik Nordlund øje på styrmanden. Morderen tøvede ikke, men affyrede et skud mod ham.

Julin mærkede et jag i højre skulder og mistede balancen på trappen. Den unge styrmand nåede akkurat at gribe fat i gelænderet med venstre arm, så han ikke faldt omkuld, og satte i fuld fart kurs mod spisesalonen.

“En mand har skudt mig”, skrålede Julin advarende til de måbende mennesker i salonen, der dog aldrig fik tid til at reagere, før morderen pludselig stod i døråbningen.

“Hvor er styrmanden? Det er ham, jeg vil have. Han skal dø!” galede Nordlund, som i næste nu fik øje på den sårede Julin, der havde smidt sig på en sofa.

Som besat af at fuldføre mordet på sit udvalgte offer affyrede for­bry­de­ren endnu et skud, men ramte forbi, så kug­len borede sig ind i væg­gen ved siden af Julin.

En modig passager kastede sig frem mod revolvermanden for at forhindre ham i at skyde igen, men Nordlund opfattede snarrådigt udfaldet. Han snur­re­de rundt og skød den fremadstormende mand i hovedet, så han faldt død om på dækket.

“Tag den!” brølede morderen.

Julin udnyttede, at morderen et kort øjeblik blev distraheret, og klemte sig ud gennem et vindue. Derpå løb han op på mellemdækket, hvor nogle af Nordlunds første ofre lå blodindsmurte og jamrede.

Styrmanden vidste, at morderen var efter ham, så han kunne ikke stoppe og hjælpe, men ilede op til styrehuset for at få fat i kaptajnen.

Styrehuset og navigationsrummet var imidlertid tomt – hverken kaptajnen eller rorgængeren var på deres poster. I stedet lukkede Julin ha­stigt døren og skød slåen for – i håbet om, at det kunne redde hans liv.

En klirrende lyd ved døren forpurrede snart styrmandens forhåbninger. Med rædsel så han morderens store næve smadre den lille rude i døren og søge efter slåen.

Heldigvis havde styrehuset endnu en udgang, og Julin stormede ud og hoppede over rækværket på kommandobroen.

På vejen ned mod fordækket var Julin sikker på, at hans ben ville brække ved landingen, men til alt held slap han for brud.

I stedet spurtede han tilbage mod spisesalonen, mens morderen hidsigt skød efter ham uden at ramme.

Sammen med nogle passagerer fik styrmanden låst den solide dør til salonen indefra. Snart kunne de høre, hvordan Norlund forgæves forsøgte at sparke den i stykker. Pludselig blev alt tyst.

“En uhyggelig stilhed”, nåede Julin at tænke, inden han gennem et koøje anede et fartøjs røde bagbordslanterne i det fjerne. Hjælpen var på vej.

Rutebåd opfangede nødsignal

Mens Nordlund jagtede styrmand Julin, havde Hulda Hellquist gemt sig under en presenning, der dækkede lasten i agterenden af damperen.

Fra sit skjulested mellem kasser og pakker kunne servitricen se kaptajnens blodige lig ved foden af trappen.

“Stakkels kaptajn at have mistet jordelivet på den måde”, tænkte hun, mens hun skælvede af angst.

Servitricens hjerte begyndte at galopere endnu hidsigere, da hun pludselig fik øje på morderens mørke skikkelse.

Nordlund knælede ved liget og gravede kaptajnens pengepung frem fra uniformen og kravlede bagefter op på taget over agterenden.

Hellquist kunne høre morderen bakse med det knirkende hejseværk ved redningsbåden, som han tydeligvis forsøgte at fire ned.

Selvom servitricen var hundeangst og mest af alt havde lyst til at gemme sig så langt nede mellem godset som muligt, stak hun hovedet op for at spejde ud over Mälaren.

Ligesom styrmand Julin nede i spisesalonen fornemmede hun lys og motorstøj fra et andet fartøj. En anden rutebåd – SS Köping – var blevet alarmeret af lysglimt og lyden af skud og havde sat kurs mod Prins Carl.

Modigt krøb Hellquist ud af sit skjul og listede hen til rælingen, hvor hun begyndte at vifte med en hvid serviet, hun havde haft i lommen.

Nordlund flygtede i robåd

Köping kom nærmere, og pludselig fik damperens besætning øje på servietten, og de begyndte at pege på Hellquist og råbe til hende.

Redningen var på vej til de mange nødstedte ombord på Prins Carl, men Hellquist kom straks i morderens søgelys. Nordlund blev rasende, da han opdagede, at nogen var i gang med at sende alarmsignaler.

Han stoppede med at dreje på hejseværket og hev på ny revolveren frem. Så lænede han sig ud over rælingen og skød fire gange mod Hellquist på dækket under sig.

Til alt held ramte alle morderens skud ved siden af, og i stedet begyndte han at skyde vildt mod Köping.

Skuddene havde dog ingen effekt, og Nordlund indså, at hans plan var i gang med at smuldre.

Om få øjeblikke ville Köping være så tæt på, at han risikerede at blive arresteret, hvis damperen havde bevæbnede mænd ombord.

Vredt firede morderen redningsbåden ned i søen og kravlede ombord i det spinkle fartøj. Hans stærke arme trak årerne effektfuldt gennem Mälarens vand­mas­ser, og snart var han godt på vej mod søens nordlige bred.

Trods næsten en times hærgen ombord på Prins Carl havde Nordlund kun skrabet lidt over 800 kroner sammen (ca. 32.000 kr. i nutidspenge), og han risikerede stadig at blive opdaget af Köpings besætning.

Igen og igen spejdede han ængsteligt i retning af skibene, men hver gang blev rutebåden mindre, og tilsyneladende forfulgte ingen ham.

Nordlund var klar over, at det ikke ville vare ved – snart ville han være Sveriges mest eftersøgte mand.

Dækket flød med blod

Ved ettiden om natten nåede Köping op langs siden af Prins Carl, og et chokerende syn mødte besætningen, da de hoppede over rælingen.

Dækket flød med blod, og overalt lå der døde og sårede. Köpings kaptajn telegraferede straks til Stockholm for at advare om, at en gal pistolmand var flygtet fra gerningsstedet.

Han anmodede desuden om, at læger og sygeplejersker stod klar til at tage imod, når damperen hen ad morgenen ville ankomme til Stockholm.

Tidligt på formiddagen den 17. maj stod politifolk og en stab af læger derfor på Riddarholmskajen i hovedstaden, da styrmand Julin med forbinding om skulderen sejlede Prins Carl i havn.

Politikommissær Lidberg fra Stockholms Politi og tre af hans detektiver gik ombord sammen med lægerne for at vurdere katastrofens omfang.

En kritisk såret blev straks båret fra borde og hastet på hospital i ambulancehestevogn, men døde senere. På dækket lå fire lig tilbage.

“Om nogen fortjener dødsstraf, er det den djævel, som har gjort så mange små faderløse”, udbrød en af lægerne, da op­ga­ven med at forbinde de otte sårede omsider var overstået.

Herefter gik kommissær Lidberg og hans mænd i gang med at udspørge de overlevende om nattens traumatiserende begivenheder.

Et af øjenvidnerne fortalte, at ger­­­-nings­­­man­­­­den havde “et infernalsk ud­se­en­de”, og lidt efter lidt stykkede be­­tjen­­te­­ne et signalement af morderen sam­men:

Ca. 35 år gammel, høj og med kort, mørkt hår og mørke skæg­stub­be, iført sort regnfrakke og en blød filthat med bred skygge.

Da redningsbåden manglede, måtte politiet gå ud fra, at forbryderen var roet bort, og en efterlysning blev telegraferet til alle byer langs Mälaren.

Sporene var lette at følge

Politiet kom ikke til at vente længe, før de første spor af gerningsmanden dukkede op. Nyheden om massakren på Mälaren spredte sig i løbet af få minutter fra telegrafkontorerne i søområdets små og større byer.

En billetsælger på Strömsholm Station nær Mälarens nordlige bred kunne berette, at en person, der svarede til gerningsmandens signalement, havde købt en enkeltrejse til Eskilstuna.

Og telegrafisten i Eskilstuna kunne fortælle, at han lige havde haft besøg af hele fire forretningsindehavere, der havde betjent en kunde, som måtte være morderen fra Prins Carl.

Hos Eskilstunas ma­nu­fak­tur­hand­ler havde forbryderen købt et dyrt jakkesæt, hos buntmageren en ny hat og hos skomageren og urmageren de sidste dele af en hel ny garderobe.

Kort efter sendte telegrafisten endnu en besked: En droskekusk var på en vel­klædt kundes anmodning kørt “ad små skovveje” til jernbanestationen i Skogs­torp, hvorfra der gik tog til Skåne.

Nu fik politiet travlt, for den pistolbevæbnede morder var ved at undslippe.

Med sine knap 22.000 indbyggere rådede Eskilstuna heldigvis over en politistation, og tre hærdebrede betjente sprang straks op i en droske og bad kusken sætte fart i hesten – de skulle til Skogstorp så hurtigt som muligt.

Ved middagstid bad betjentene kusken stoppe vognen på sikker afstand af Skogstorp.

Herefter delte de sig, så betjent Öfling og betjent Fröst sammen kunne bevogte ventesalens hovedindgang, mens betjent Brolin stillede sig i den modsatte ende af salen – ved døren ud til perronen.

Iført civilt tøj lignede betjentene med vilje arbejdere, så de ikke risikerede at alarmere den bevæbnede morder. Da Brolin vovede sig ind i ventesalen, fik han hurtigt øje på en mand, der sad for sig selv.

Personen var solidt bygget, må­ske 30-35 år gammel og iklædt et nydeligt jakkesæt. På hovedet bar han en grå hue magen til den, som buntmageren i Eskilstuna havde solgt til en fremmed.

Betjentene havde fundet den efterlyste.

Brolin spadserede afslappet hen til kø­re­pla­nen, som hang på væg­gen, og begyndte som enhver anden rej­sen­de at studere køreplanen. Hele tiden holdt betjenten et vågent øje på morderen, der virkede en anelse træt.

Nordlund så dog op, da Brolins to kolleger også trådte ind i ventesalen, men mistede snart interessen, da den ene af de to nyankomne gik hen til køreplanen og lavmælt spurgte Brolin om afgangstiderne.

Politiet slog til

Brolin fornemmede uopmærksomheden hos den farlige forbryder, og på hans tegn kastede betjentene sig over den efterlyste.

Nordlund trak med det samme sin pistol, men inden morderen nåede at få klemt på aftrækkeren, slog en af betjentene den ud af hånden på ham.

Nordlund sled sig fri af betjentene og satte i løb, men Brolin spændte ben for ham, så kollegerne kunne kaste sig oven på morderen og holde ham nede.

“Forbandede svin!” hvæsede Nordlund, mens betjentene søgte efter kaptajn Rönngrens pung og fandt den i den efterlystes inderlomme.

Med det klare bevis indrømmede Nordlund uden det store pres sin udåd.

Morderen fra Mälaren fortrød på ingen måder sin ugerning. Mens han blev ført afsted mod arresthuset i Eskilstuna, fnyste han bittert:

“Det er min hævn over menneskeheden”.