Blodig økse

Øksemorder hærger jazzens fødeby

Bevæbnet med en økse myrder en seriemorder i 1910’erne italienske immigranter i New Orleans. Hverken børn eller kvinder bliver sparet, og tilsyneladende kan kun jazz stilne morderens blodtørst.

Bevæbnet med en økse myrder en seriemorder i 1910’erne italienske immigranter i New Orleans. Hverken børn eller kvinder bliver sparet, og tilsyneladende kan kun jazz stilne morderens blodtørst.

Shutterstock

Et skrig flænser stilheden i den slumrende amerikanske by Gretna tidligt om morgenen den 9. marts 1919. En ung kvinde løber ud af købmandsbutikken på Jefferson Street, der ligger nær bredden af Mississippifloden, som adskiller Gretna fra staten Louisianas største by, New Orleans.

“Nogen har myrdet Cortimiglia-familien!” råber hun igen og igen.

I huset ved siden af braser den 20-årige Lena Jordano kort tid efter ind på værelset hos sin 17-årige lillebror, Frank, for at overbringe ham den forfærdelige nyhed.

Jordano-familien er af italiensk afstamning og har indtil for nylig drevet købmandsbutikken ved siden af, som nu er forvandlet til et gerningssted. Farens skrantende helbred fik dem tre måneder forinden til at leje forretningen ud til ægteparret Charlie og Rosie Cortimiglia.

“Åh Jesus, Jesus, Jesus. Nogen har myrdet Charlie og Rosie og lille baby Mary”, fortæller søsteren med tårer i øjnene.

Det er ikke mere end et par dage siden, at Frank babysittede Cortimiglia-ægteparrets 1-årige datter, Mary.

“Det eneste, en god politimand har brug for, er et godt sæt øjne, en stærk mavefornemmelse og kontakt med så mange mennesker som muligt”. Jim Reynolds, politichef i New Orleans.

Frank bevæger sig ud på gaden, hvor en større menneskemængde har samlet sig. Han går ind gennem hoveddøren til købmandsbutikken, som han har gjort det så mange gange før. Men synet, der møder ham, er alt andet end almindeligt.

Oppe i soveværelset på første sal ligger Charlie og Rosie Cortimiglia i hver sin ende af sengen – dækket af blod.

Begge er blevet slået hårdt gentagne gange i hovedet med en tung, skarp genstand. Sårene i Charlies kranie er så dybe, at dele af hans hjerne er blotlagt. Utroligt nok er parret stadig i live. Kun Charlie er dog ved bevidsthed.

Mellem de hårdt sårede forældre ligger baby Mary livløs. Da Frank ser den livløse pige, dækker han sit ansigt med hænderne og begynder at hulke.

Både Charlie og Rosie overlever på mirakuløs vis overfaldet, men deres datter bliver begravet få dage senere. Politiet finder hurtigt mordvåbnet – en blodindsmurt økse skjult under huset.

Den berygtede “øksemand”, der har hærget New Orleans i årevis, har krævet endnu et offer.

Italienere strømmer til sydstaten

I 1910’erne var New Orleans en af USA’s største byer med over 250.000 indbyggere. Storbyen var en multikulturel smeltedigel formet af de tusindvis af immigranter fra Europa, Caribien og Afrika, der op gennem 1800-tallet havde bosat sig i sydstaten Louisianas største metropol.

Særligt immigranter fra den italienske ø Sicilien strømmede til Louisiana og New Orleans i den sidste halvdel af 1800-tallet – ansporet af en økonomisk krise i hjemlandet. Mange af italienerne åbnede købmandsbutikker, og ved udgangen af 1910’erne ejede italienske immigranter omkring halvdelen af disse forretninger i byen.

De fleste af italienerne bosatte sig ved bredden af Mississippifloden i New Orleans’ ældste bydel, Det Franske Kvarter, som en overgang fik øgenavnet “Lille Palermo”.

Massemængde ved Mardi Gras

New Orleans er berømt for sin fejring af det kristne karneval Mardi Gras, hvor stort anlagte parader promenerer gennem byens gader.

© Granger/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Det var i dette kvarter, at “øksemanden” første gang slog til knap ni år før overfaldet i Gretna. I ly af mørket listede han kl. 3 om natten den 13. august 1910 ind i købmandsbutikken på hjørnet af Royal Street og Lessep Street. Her overfaldt han hjemmets sovende ejer, den italienske immigrant og købmand August John Crutti.

Cruttis kone, Harriet, vågnede af larmen. I det dunkle værelse anede hun en skikkelse, der stod ved siden af sengen – og øjeblikket efter bemærkede hun, at August lå blødende ved hendes side. Blodet stammede fra dybe flænger i brystkassen og ansigtet.

“Du har myrdet ham!” skreg Harriet, hvorefter den mørke skikkelse stak af.

August Crutti slap fra sit møde med øksemanden med livet i behold, men han huskede intet af overfaldet.

Band spiller musk, Dixieland Jazz Orchestra

I 1917 udgav gruppen Original Dixieland Jass Band – der ironisk nok bestod af hvide mænd – pladen “Livery Stable Blues”, der betegnes som verdens første jazzindspilning.

© Imageselect

New Orleans opfandt jazzmusikken

Kulturel udveksling mellem tidligere slaver og efterkommere af spanske kolonister fødte en ny musikstil i New Orleans sidst i 1800-tallet. Genren blev siden kendt verden over som jazz.

En broget sammenslutning af mennesker levede i New Orleans i 1800-tallet – fra hvide europæiske immigranter til sorte eksslaver af afrikansk afstamning.

Efter indførelsen af nye raceadskillelseslove sidst i århundredet blev afroamerikanerne tvunget til at leve i det samme område som de såkaldte kreoler – farvede personer, der havde rødder tilbage til de spanske kolonister. En konsekvens heraf blev en sammenblanding af de to kulturers musiktraditioner.

Kreolerne var rundet af ragtime (populær “offbeat”-klavermusik), marchmusik med et regelmæssigt tempo og den klassiske europæiske musiktradition. Den sorte befolkning var omvendt præget af en mundtligt overleveret musiktradition, som bl.a. omfavnede rytmiske kontraster og improvisationer.

Resultatet blev den tidligste form for jazz, der fra slutningen af 1800-tallet blev spillet på barer af primært sorte og farvede musikere. I de følgende årtier spredte jazzen sig som en steppebrand til resten af USA og Europa.

Politiet bruger mavefornemmelsen

Mordefterforskninger var på denne tid stadigvæk en relativt lavpraktisk affære. Metoden til at tage fingeraftryk havde kun eksisteret siden 1892, brug af DNA-beviser lå adskillige årtier ude i fremtiden, og profilering af kriminelle var endnu en fjern tanke for mange.

“Det eneste, en god politimand har brug for, er et godt sæt øjne, en stærk mavefornemmelse og kontakt med så mange mennesker som muligt”, udtalte politichefen i New Orleans, Jim Reynolds.

Natten til den 20. september 1910 slog øksemanden til igen. Han brød ind i en købmandsbutik ejet af italienerne Joseph og Conchetta Rissetto og bankede ofrene med en kødøkse. Bagefter forlod han ejendommen igen – uden at stjæle noget.

“Morderen har antageligvis en splittet personlighed – som dr. Jekyll og mr. Hyde – ligesom Jack the Ripper”. John Dantonio, tidligere betjent.

Risetto-parret overlevede, men det næste offer på øksemandens liste var mindre heldigt. Den 28. juni 1911 blev købmanden Joseph Davi fundet hårdt såret i sin butik ved Arts Street og Galvez Street i New Orleans.

Den 26-årige italiener var blevet slået med så stor kraft, at hans seng var knækket sammen på midten – og hans hjerne og kranie lå spredt ud over lagnerne i klumper. Joseph Davi kæmpede en brav kamp på New Orleans-hospitalet Charity, men 30 timer efter overfaldet døde han.

Morderen tager en pause

Øksemanden var nu officielt morder, men de næste seks år hørte politiet intet til ham. Årsagen er ukendt, men faktum er, at han først vendte tilbage til sine blodige ugerninger igen i slutningen af 1917.

Her overfaldt han den sovende italienske købmand Epifiano Andollina med en økse kl. 3 om natten den 22. december. Som sædvanlig stjal han intet.

Epifiano Andollina overlevede overfaldet, men den 23. maj 1918 myrdede øksemanden ægteparret Joseph og Catherine Maggio, der vanen tro også var italienske immigranter og ejere af en købmandsforretning.

Seriemorderen fra New Orleans er ikke den eneste øksemorder, som er undsluppet lovens lange arm. Gerningsmændene bag nogle af de mest bestialske øksemord i historien blev aldrig identificeret.

Mand overvåges
© The Illustrated London News

1884-1885: Stuepiger mister livet

Otte mennesker i byen Austin, Texas, blev myrdet med en økse af en ukendt gerningsmand. Ofrene var primært unge, sorte kvinder, der arbejdede som stuepiger. Ifølge en populær teori tog morderen herefter til London, hvor han stod bag Jack the Ripper-mordene.

Foroverbøjet kvinde, blodig økse
© Fall River Historical Society, Museum & Library

4. august 1892: Ugift kvinde anklages

Den 32-årige, ugifte skolelærerinde Lizzie Borden blev tiltalt for at have dræbt sin far og stedmor med en økse. Lizzie boede sammen med ofrene og påstod, at hun havde været ude i laden, da de blev myrdet inde i huset. Et enigt nævningeting fandt hende uskyldig.

Øksemorderens hus
© Villisca Axe Murder House

9. juni 1912: Gerningssted hjemsøges

En ukendt gerningsmand trængte ind i et hus i byen Villisca i Iowa og dræbte otte personer med en økse. Huset har fået ry for at være hjemsøgt, og i dag er det omdannet til et paranormalt hotel, hvor modige sjæle kan tilbringe en nat for den nette sum af 3.000 kr.

Mordvåbnet var Joseph Maggios egen økse, som morderen havde fundet ude i haven. Indbruddet var sket på samme vis som hos Andollina-familien: Morderen havde fjernet et panel i døren, så han kunne stikke hånden gennem hullet og låse døren op indefra.

Havde Jim Reynolds været på sagen, ville han måske have forbundet de nye overfald med dem, der havde fundet sted seks år tidligere, men politichefen var blevet skudt af en forbryder året forinden. Storbyens politi blev nu ledet af den 47-årige Frank T. Mooney.

New Orleans’ egen Jack the Ripper

Det var ca. 30 år siden, at Jack the Ripper hærgede London, og konceptet “seriemorder” var endnu ikke ret udbredt. Frank T. Mooney og politiafdelingen i New Orleans afviste derfor hurtigt den mulighed, at den samme mand stod bag mordene.

Den tidligere betjent John Dantonio havde arbejdet på sagerne under Jim Reynolds, og han var af en anden overbevisning. Da øksemorderen slog til igen og myrdede den italienske købmand Joe Romano den 10. august 1918, udtalte Dantonio sig til pressen:

“Morderen har antageligvis en splittet personlighed – som dr. Jekyll og mr. Hyde – ligesom Jack the Ripper. Det meste af tiden lever han sandsynligvis et lovlydigt liv, men pludselig kommer trangen til at slå ihjel over ham”.

“Jeg er meget glad for jazz, og jeg sværger ved Satans navn, at jeg lader alle være i fred, som spiller jazz i deres hjem”. Brev i avisen, der angiveligt var indsendt af øksemorderen.

Tre mord på lige så mange måneder efterlod New Orleans’ borgere i en tilstand af panik. Salget af våben steg, og i mange familier holdt mændene vagt ved hoveddøren om natten – med hænderne knuget om deres skydevåben.

Politiet var massivt til stede i hele byen og særligt i og omkring “Lille Palermo”, hvor mange italienske købmænd levede.

Måske var den øgede overvågning årsag til, at øksemorderen krydsede Mississippifloden og slukkede sin blodtørst i byen Greta med overfaldet på Cortimiglia-familien den 9. marts 1919.

Øksemorderen forsvinder

Mordet på den 1-årige baby, Mary, blev øksemandens sidste blodige gerning i New Orleans-området. Derefter ophørte overfaldene. Ifølge avisen “Times-Picayune” gav han dog indbyggerne i New Orleans en sidste afskedssalut. Søndag den 16. marts bragte avisen et brev, der angiveligt var skrevet af øksemorderen.

“Jeg er meget glad for jazz, og jeg sværger ved Satans navn, at jeg lader alle være i fred, som spiller jazz i deres hjem. Alle dem, som ikke ‘jazzer’ den på tirsdag den 18. marts, vil få øksen”, lød den bizarre advarsel.

Jazzplakat

Ifølge et indlæg i en af byens aviser ville øksemorderen skåne alle hjem, hvor beboerne spillede jazz.

© World’s Music Publishing Company, New Orleans

Eksperter er enige om, at brevet højst sandsynligt ikke blev skrevet af øksemanden selv, men var en smagløs joke – sandsynligvis lavet af musikeren og forretningsmanden Joseph John Davilla.

Han skrev sangen “The Mysterious Axman’s Jazz (Don’t Scare Me, Papa)” og fremførte den med et liveband gennem hele byen op til den fastsatte aften, hvor jazzen skulle redde New Orleans’ borgere. Sangen blev en landeplage i storbyen, og singlen solgte mange tusind eksemplarer.

VIDEO: Lyt til “The Mysterious Axman’s Jazz (Don’t Scare Me, Papa)”

Øksemanden selv forbliver et mysterium, selvom politiet forsøgte at hænge flere mistænkte op på mordene. Mest opsigtsvækkende blev teenageren Frank Jordano og hans familie anklaget for overfaldet på Cortimiglia-familien den 9. marts 1919.

Hovedvidnet var Rosie Cortimiglia, der efter timers afhøring og indespærring pludselig pegede på sine naboer som overfaldsmændene. Hun endte dog med at trække sit vidneudsagn tilbage igen, og sagen blev afvist.

Selvom øksemanden slap sit greb om New Orleans i foråret 1919, fortsatte han efter alt at dømme sine blodige ugerninger andre steder i Louisiana. Fra december 1920 til april 1921 blev fire købmænd med italiensk baggrund slået ihjel rundtom i staten – og alle fire mord blev begået med en økse.

LÆS MERE OM ØKSEMORDEREN I NEW ORLEANS

  • Miriam C. Davis, The Axeman of New Orleans: The True Story, Chicago Review Press, 2017