Øksemorder hærger Island

En tæt tåge hænger over det islandske bjerg Axlarhyrna, da 15-årige Björn en mandag i 1570 når den kolde top. Ungersvenden giver sig straks til at undersøge bjergtoppen, og under en stor sten finder han en gammel økse.

Med bævende hænder løfter han redskabet mod den grå himmel og betragter det indgående, før han skynder sig hjem til gården Knörr, hvor han lever.

Beretningen her er en del af myten om Björn Pétursson – bedre kendt som Axlar-Björn (som betyder Björn fra Öxl).

Björn er en historisk person, men for­tæl­lin­ger­ne om ham bygger på mundtlige overleveringer, der blev nedskrevet 250-300 år efter hans død.

Disse genfortællinger bragte et magisk saga-islæt ind i historien, og dele af beretningen om ham skal derfor tages med et gran salt.

Historikerne ved med sikkerhed, at Björn blev født i 1555 på en gård på halvøen Snæfellsnes i det vestlige Island.Allerede her sniger de første mytiske e­le­men­ter sig dog ind i beretningen.

Ifølge legenden blev Björns mor, Sigríður, en dag under sin graviditet ramt af en pludselig og ubændig blod­tørst. Faren, Pétur, ville gøre alt for sin hustru, og han lod hende derfor drikke sit eget blod.

Natten efter led Sigríður af de ræd­som­ste mareridt. Episoden kom en gårdpige for øre, og hun forudsagde, at gårdkonens ufødte barn ville blive et monster.

Drøm førte til øksemord

Bloddrikkeriet kan hi­sto­ri­ker­ne på ingen måde bekræfte. Hvad de kan sige med sikkerhed, er, at Björn vok­se­de op i et fattigt samfund. Is­læn­din­ge­ne var stadig ved at komme sig oven på to store pest­epidemier, der havde hærget øen i 1400-tallet.

Ydermere var klimaet koldere end i vikingetiden, og en typisk islandsk dreng kunne se frem til et liv som landmand eller fisker.

Men Björn var ingen typisk dreng – han var lunefuld og voldsom, hvilket vold­te hans forældre problemer. Til de­res store lettelse tilbød farens rige ven, Ormur Þorleifsson, en hjælpende hånd.

Björn kom ifølge kilderne i 1570 i tje­nes­te på Ormurs gård Knörr, der også lå på Snæfellsnes. Her blev Björn gode ven­ner med gårdejerens søn Guð­mun­dur, som tog Björns parti, når han kom op at toppes med de andre gårdarbejdere.

Ifølge Jón Árnasons “Íslenzkar þjóðsögur og ævintýri” (Islandske fol­ke­sagn og eventyr) fra 1862 nægtede Björn en søndag at tage med resten af gården til gudstjeneste. I stedet tog han sig en lur. Mens Björn blun­­de­­de, havde han et drømmesyn, der blev startskuddet til hans morderiske karriere.

I drømmen blev Björn opsøgt af en frem­med mand, som gav ham kød at spi­se fra et fad.

Efter at have spist 18 styk­­ker kunne Björn ikke få en bid mere ned. Da bad manden ham om at bestige bjerget Axlarhyrna. På dets top lå en gen­stand, som ville gøre ham berømt, lo­ve­de manden. Ifølge sagnet fandt Björn dagen efter en økse på bjerget.

Om Björn virkelig blev inspireret af en drøm, er u­sik­kert. Hi­sto­ri­ker­ne ved dog, at han kort efter ankomsten til Knörr myrdede en gårdskarl med en økse.

Björn red på ofrenes heste

I modsætning til sagatidens drabsmænd, der som regel hav­de noget at hævne, var Björns mord motivløst. En mang­len­de gårds­karl kunne dog ikke hol­des hem­me­lig, og Björn tilstod drabet over for Ormur.

Han forklarede, at han havde smidt liget på gårdens mødding. Ormur valgte at holde hånden over Björn pga. hans venskab med sønnen Guðmundur.

Stemningen på Knörr var imidlertid trykket. Kort tid efter døde Ormur, og som gårdens nye ejer skænkede Guð­mun­dur sin ven den lille, af­si­des­lig­gen­de gård Öxl – nær lavamarken Búðarhraun.

I løbet af 1570’erne etablerede Björn sig her som selvstændig bonde, og han fik sit øgenavn, “Axlar-Björn” (Bjørn fra Öxl). På et tidspunkt giftede han sig med bon­de­dat­te­ren Þórdís, som efter alt at dømme kendte til hans lyssky fortid.

Parret holdt sig oftest for sig selv, men når Axlar-Björn en sjælden gang løb ind i andre mennesker, blev de slået af hans dys­ter­hed. Ifølge et sagn sagde han en dag til et par mænd, der tog solbad på en bænk:

“Dette er mør­ke dage uden sol­­skin, mine brødre”.

Værre end Björns sortsind var det dog, at flere rejsende og en række ar­bejds­sø­gen­de bondekarle var for­svun­det sporløst efter at have opsøgt Öxl. Björn blev des­uden set spadsere rundt i tøj, som han u­mu­ligt selv kunne have købt.

Rygtet vil­le også vide, at han fik stadig flere heste i sin stald. Mistankerne i lokalsamfundet voksede.

Partering skulle forhindre gengangeri

I 1596 blev Axlar-Björn og konen anholdt, anklaget for en række mord. Ifølge én beretning var det lykkedes en ung mand at flygte fra gården, mens Björn var i færd med at myrde hans søster.

Ægteparrets sag blev hørt på retsstedet Laugarbrekkuþing. Her tilstod Björn at have myrdet 18 mennesker – lige så man­­ge som det antal kødstykker, han skul­le have spist i sit drømmesyn.

Þórdís blev anklaget for at have bistået Björn med mordene, der blev begået med øksen samt ved at drukne ofrene i en sø. Mange af de døde var blevet smidt på den nærliggende lavamark, men under en gennemsøgning af Öxl dukkede flere nedgravede lig op.

Björn påstod, at han havde fundet de afdøde på sin grund og be­gra­vet dem for ikke at belemre myn­dig­he­der­ne. Ingen troede på for­kla­rin­gen, og ægteparret blev dømt til døden.

Rapporterne om Axlar-Björns hen­ret­tel­se er mod­stri­den­de. Ifølge nogle kil­­­der blev han lem­læs­tet og hængt, mens andre siger, at han blev halshugget efter at have fået sine lemmer knust med en smedehammer. Fordi Þórdís var høj­gra­vid, blev hendes dødsdom udsat.

Islændingene var rystede over Axlar-Björns grusomhed. For en sikkerheds skyld besluttede de at begrave hans jordiske rester på tre forskellige steder – så var folk sikre på, at han ikke gik igen.

Björns forbryderiske gener lod dog til at være gået i arv. I 1648 blev hans og Þórdís’ søn, Sveinn, hængt for voldtægt.

Senere endte deres kriminelle sønnesøn, Gísli, også i galgen. Ingen af dem nå­e­de dog op på siden af deres forgænger. Axlar-Björn gik over i historien som Islands første og hidtil eneste seriemorder.