En tæt tåge hænger over det islandske bjerg Axlarhyrna, da 15-årige Björn en mandag i 1570 når den kolde top. Ungersvenden giver sig straks til at undersøge bjergtoppen, og under en stor sten finder han en gammel økse.
Med bævende hænder løfter han redskabet mod den grå himmel og betragter det indgående, før han skynder sig hjem til gården Knörr, hvor han lever.
Beretningen her er en del af myten om Björn Pétursson – bedre kendt som Axlar-Björn (som betyder Björn fra Öxl).
Björn er en historisk person, men fortællingerne om ham bygger på mundtlige overleveringer, der blev nedskrevet 250-300 år efter hans død.
Disse genfortællinger bragte et magisk saga-islæt ind i historien, og dele af beretningen om ham skal derfor tages med et gran salt.
Historikerne ved med sikkerhed, at Björn blev født i 1555 på en gård på halvøen Snæfellsnes i det vestlige Island.Allerede her sniger de første mytiske elementer sig dog ind i beretningen.
Ifølge legenden blev Björns mor, Sigríður, en dag under sin graviditet ramt af en pludselig og ubændig blodtørst. Faren, Pétur, ville gøre alt for sin hustru, og han lod hende derfor drikke sit eget blod.
Natten efter led Sigríður af de rædsomste mareridt. Episoden kom en gårdpige for øre, og hun forudsagde, at gårdkonens ufødte barn ville blive et monster.
Ifølge legenden mødte Björn Pétursson i et drømmesyn en mand, som fortalte ham, at han ville finde et vigtigt redskab på toppen af et bjerg. Redskabet viste sig at være en økse.
Drøm førte til øksemord
Bloddrikkeriet kan historikerne på ingen måde bekræfte. Hvad de kan sige med sikkerhed, er, at Björn voksede op i et fattigt samfund. Islændingene var stadig ved at komme sig oven på to store pestepidemier, der havde hærget øen i 1400-tallet.
Ydermere var klimaet koldere end i vikingetiden, og en typisk islandsk dreng kunne se frem til et liv som landmand eller fisker.
Men Björn var ingen typisk dreng – han var lunefuld og voldsom, hvilket voldte hans forældre problemer. Til deres store lettelse tilbød farens rige ven, Ormur Þorleifsson, en hjælpende hånd.
Björn kom ifølge kilderne i 1570 i tjeneste på Ormurs gård Knörr, der også lå på Snæfellsnes. Her blev Björn gode venner med gårdejerens søn Guðmundur, som tog Björns parti, når han kom op at toppes med de andre gårdarbejdere.
Ifølge myten fandt Axlar-Björn sit mordvåben på toppen af bjerget Axlarhyrna.
Ifølge Jón Árnasons “Íslenzkar þjóðsögur og ævintýri” (Islandske folkesagn og eventyr) fra 1862 nægtede Björn en søndag at tage med resten af gården til gudstjeneste. I stedet tog han sig en lur. Mens Björn blundede, havde han et drømmesyn, der blev startskuddet til hans morderiske karriere.
I drømmen blev Björn opsøgt af en fremmed mand, som gav ham kød at spise fra et fad.
Efter at have spist 18 stykker kunne Björn ikke få en bid mere ned. Da bad manden ham om at bestige bjerget Axlarhyrna. På dets top lå en genstand, som ville gøre ham berømt, lovede manden. Ifølge sagnet fandt Björn dagen efter en økse på bjerget.
Om Björn virkelig blev inspireret af en drøm, er usikkert. Historikerne ved dog, at han kort efter ankomsten til Knörr myrdede en gårdskarl med en økse.
Björn red på ofrenes heste
I modsætning til sagatidens drabsmænd, der som regel havde noget at hævne, var Björns mord motivløst. En manglende gårdskarl kunne dog ikke holdes hemmelig, og Björn tilstod drabet over for Ormur.
Han forklarede, at han havde smidt liget på gårdens mødding. Ormur valgte at holde hånden over Björn pga. hans venskab med sønnen Guðmundur.
Stemningen på Knörr var imidlertid trykket. Kort tid efter døde Ormur, og som gårdens nye ejer skænkede Guðmundur sin ven den lille, afsidesliggende gård Öxl – nær lavamarken Búðarhraun.
Folk sultede og frøs på øen
Island var et barsk sted at leve i 1500-tallet. Klimaet var ca. én grad koldere end i vikingetiden, og øens indbyggere havde svært ved at skaffe mad på bordet.
Mange levede i små, isolerede gårdsamfund, og store dele af øen var ubeboet og øde.
I løbet af 1570’erne etablerede Björn sig her som selvstændig bonde, og han fik sit øgenavn, “Axlar-Björn” (Bjørn fra Öxl). På et tidspunkt giftede han sig med bondedatteren Þórdís, som efter alt at dømme kendte til hans lyssky fortid.
Parret holdt sig oftest for sig selv, men når Axlar-Björn en sjælden gang løb ind i andre mennesker, blev de slået af hans dysterhed. Ifølge et sagn sagde han en dag til et par mænd, der tog solbad på en bænk:
“Dette er mørke dage uden solskin, mine brødre”.
Værre end Björns sortsind var det dog, at flere rejsende og en række arbejdssøgende bondekarle var forsvundet sporløst efter at have opsøgt Öxl. Björn blev desuden set spadsere rundt i tøj, som han umuligt selv kunne have købt.
Rygtet ville også vide, at han fik stadig flere heste i sin stald. Mistankerne i lokalsamfundet voksede.
Partering skulle forhindre gengangeri
I 1596 blev Axlar-Björn og konen anholdt, anklaget for en række mord. Ifølge én beretning var det lykkedes en ung mand at flygte fra gården, mens Björn var i færd med at myrde hans søster.
Ægteparrets sag blev hørt på retsstedet Laugarbrekkuþing. Her tilstod Björn at have myrdet 18 mennesker – lige så mange som det antal kødstykker, han skulle have spist i sit drømmesyn.
Þórdís blev anklaget for at have bistået Björn med mordene, der blev begået med øksen samt ved at drukne ofrene i en sø. Mange af de døde var blevet smidt på den nærliggende lavamark, men under en gennemsøgning af Öxl dukkede flere nedgravede lig op.
Björn påstod, at han havde fundet de afdøde på sin grund og begravet dem for ikke at belemre myndighederne. Ingen troede på forklaringen, og ægteparret blev dømt til døden.
Axlar-Björn tilstod, at han havde myrdet 18 mennesker.
Rapporterne om Axlar-Björns henrettelse er modstridende. Ifølge nogle kilder blev han lemlæstet og hængt, mens andre siger, at han blev halshugget efter at have fået sine lemmer knust med en smedehammer. Fordi Þórdís var højgravid, blev hendes dødsdom udsat.
Islændingene var rystede over Axlar-Björns grusomhed. For en sikkerheds skyld besluttede de at begrave hans jordiske rester på tre forskellige steder – så var folk sikre på, at han ikke gik igen.
Björns forbryderiske gener lod dog til at være gået i arv. I 1648 blev hans og Þórdís’ søn, Sveinn, hængt for voldtægt.
Senere endte deres kriminelle sønnesøn, Gísli, også i galgen. Ingen af dem nåede dog op på siden af deres forgænger. Axlar-Björn gik over i historien som Islands første og hidtil eneste seriemorder.