Son of Sam myrdede på Satans befaling

Kort efter dukker de første politibetjente op. Da de betragter det livløse par, melder mistanken sig: Den såkaldte kaliber .44-morder har slået til igen. Siden sommeren 1976 har han dræbt tre og såret fire – alle unge kvinder og kærestepar. Men politiet ved stort set intet om forbryderen, der skal blive kendt som en af USA’s mest bizarre seriemordere.

Men denne gang har morderen givet tegn fra sig: I den hvide kuvert finder betjentene et brev, som er stilet til kriminalassistent Joseph Borrelli. Han er næstkommanderende i den taskforce, som er stablet på benene for at jagte den berygtede Kaliber .44-morder. Borrelli har flere gange udtalt sig om sagen i medierne og har bl.a. ytret, at morderen ikke bryder sig om kvinder.

“Det sårer mig dybt, at De kalder mig en kvindehader. Det er jeg ikke. Jeg er et uhyre. Jeg er “Son of Sam”… Jeg er på en anden bølgelængde end alle andre – programmeret til at dræbe”, har seriemorderen skrevet med klodsede blokbogstaver.

For første gang nogensinde får politiet et lille indblik i, hvem der står bag de morderiske angreb i New York. Endnu kan ingen dog vide, at den mystiske Son of Sam er en ung newyorker ved navn David Berkowitz – en enspænder, som er drevet af ganske usædvanlige motiver for at myrde. I brevet advarer han om, at hans ugerninger langtfra er slut:

“Politi, lad mig hjemsøge jer med disse ord: Jeg slår til igen! Jeg slår til igen!”

Son of Sam dyrkede mørket

David Berkowitz’ barndom var alt andet end let. Hans første minde var, at forældrene, Pearl og Nathan Berkowitz, fortalte ham, at han var adopteret, og at hans biologiske mor var død under fødslen. Den oplysning chokerede den blot femårige dreng, der siden tumlede med følelsen af, at han havde været skyld i morens død.

“Jeg er en slem dreng”, tænkte han, og visheden om, at hans biologiske far tilsyneladende heller ikke havde gidet ham, cementerede Davids opfattelse af at være ond og uønsket.

David var rastløs og drev ofte sine adoptivforældre til vanvid, når han rendte rundt i hjemmet og kastede med legetøjet. Også i skolen var drengen uregerlig, og han brugte krudtet på at afbryde i timerne og komme i klammeri med andre børn. Han blev opfattet som mærkelig og fik ingen nære venner.

Skolen betragtede med bekymring David og krævede af forældrene, at de skulle opsøge en børnepsykolog, hvis sønnen skulle have lov at fortsætte på skolen. I to år gik David til psykolog hver eneste lørdag, men “det hjalp ingenting”, konkluderede han mange årtier senere.

I løbet af barndommen fik David et større og større behov for at dyrke mørket. Når moren troede, han legede udenfor, krøb han i stedet ind under sengen eller gemte sig bag tøjet i garderobeskabet. I timevis kunne drengen skjule sig i mørket og dyrke sine dystre tanker – mange af dem var affødt af alle de gyserfilm, som han så sent om aftenen, og som gav ham frygtelige og livagtige mareridt.

Det mørke sind blev yderligere næret, da Davids adoptivmor i 1967 døde af kræft. Endnu en gang klæbede en vis portion skyldfølelse sig til den nu 14-årige dreng, eftersom sygdommen var brudt ud i fuldt flor under et skænderi mellem ham og moren:

“Jeg hader dig! Jeg hader dig! Og jeg håber, du dør”, havde David brølet til moren selvsamme aften, hvor hun faldt omkuld og blev kørt til sygehuset for at dø kort efter.

Et par år senere flyttede David med sin far til en ny bolig i bydelen Bronx i New York, hvor de boede, til han blev færdig med gymnasiet og college. Efter morens død var Davids karakterer dog styrtdykket, og han blev mere og mere enspænderagtig – en særling, som især havde svært ved at omgås kvinder. Tilværelsen blev ikke bedre af, at hans adoptivfar giftede sig igen. David nægtede at have noget at gøre med stedmoren og hendes datter, og da de i 1971 flyttede ind, rykkede David ud.

Den nu 18-årige teenager meldte sig til hæren. Men militæret kunne ikke rette op på Davids deroute.

Berkowitz så dæmoner

David Berkowitz tilbragte tre år i hæren – det sidste år som udsendt i Sydkorea. Her endte han med jævnligt at tage LSD. Det psykedeliske stof gav vilde hallucinationer og gavnede på ingen måde Davids i forvejen plagede sjæl.
I 1974 forlod Berkowitz militæret og vendte tilbage til New York, hvor han først fik et job som sikkerhedsvagt, siden som taxachauffør.

Den 21-årige var helt alene i storbyen, eftersom faren var flyttet med sin nye familie til Florida. David følte sig svigtet – ikke mindst da han samtidig fik afsløret en dyb hemmelighed: Hans biologiske mor var slet ikke død under fødslen, blot havde adoptionsbureauet rådet adoptivforældrene til at lyve. Via folkeregisteret opdagede David, at hans rigtige navn var Richard Falco, og at han var født i Brooklyn.

Ved hjælp af en gammel telefonbog fandt han frem til sin biologiske mor, som var af italiensk afstamning. Hun var blevet gravid med en jødisk mand, og de religiøse uoverensstemmelser havde ført til bortadoptionen. Ideelt set kunne opdagelsen og genforeningen måske have hjulpet David på vej ud af mørket. Men på dette tidspunkt var han begyndt at dyrke det okkulte, og han oplevede i stigende grad at høre stemmer. Af et brev, som David skrev til sin adoptivfar i november 1975, fremgik det klart, at han var ved at udvikle farlige tanker.

“Verden bliver mørk nu. Jeg føler det mere og mere. Folk udvikler et had til mig. Du aner ikke, hvor meget nogle mennesker hader mig. Mange af dem ønsker at slå mig ihjel. Jeg kender ikke engang disse mennesker, men de hader mig alligevel. De fleste af dem er unge. Når jeg går ned ad gaden, spytter de på mig og sparker mig. Pigerne kalder mig grim, og det er dem, der går mig mest på. Drengene griner bare. Uanset hvad vil tingene snart ændre sig til det bedre”, skrev han.

David Berkowitz var begyndt at føle sig omgivet af dæmoner. Nogle af dem ønskede, at han skulle slå ihjel, og Berkowitz kunne ikke længere modstå dem. Blot en måned senere kastede han sig ud i sit første blodige overfald.

En seriemorder bliver født

Julemusik og glimtende guirlander prægede gadebilledet i New York juleaften 1975, da den 15-årige Michelle Forman var på vej hjem. Hun anede ikke, at hendes færd blev nøje overvåget af Berkowitz, som skjulte en jagtkniv under sin vinterfrakke.

Da Forman spadserede over en gangbro i Bronx, satte Berkowitz farten op og nærmede sig hastigt bagfra. I løbet af et splitsekund trak han kniven og jog den seks gange ind i teenagerens krop, hvorefter han hastigt flygtede i retning af en nærliggende parkeringsplads.

Michelle Forman var blevet stukket tre gange i hovedet og tre gange på kroppen, men overlevede og blev udskrevet efter en uge på hospitalet. Selvom den 15-årige gymnasieelev slap med livet i behold, var en morder blevet født. Berkowitz skaffede sig snart et mere effektivt mordvåben – en Bulldog-revolver med fem kraftfulde patroner i tromlen – og da vinter blev til sommer, var han klar til at begå sit første af i alt otte skudoverfald.

Veninderne Donna Lauria og Jody Valenti havde været i byen den 29. juli 1976 og sad i Jodys bil foran Donnas hjem i det nordlige Bronx og snakkede om drenge. Klokken lidt over et sagde de godnat, hvorefter Donna åbnede døren op for at stige ud af bilen. I det samme bemærkede den 18-årige kvinde en ung mand, der stod på fortovet nogle få meter borte.

“Hvad er den fyr ude på?” spurgte Donna veninden.

I samme øjeblik stak den krølhårede, hvide mand hånden ned i en brun papirpose og trak sin revolver, en Bulldog kaliber .44. Den fremmede knælede på fortovet og skød. Den første kugle borede sig ind i højre side af Donnas hals, den anden ramte teenageren i armen. Inde i bilen skreg Jody, da forbryderen affyrede sit tredje skud, som ramte hende i låret. Jody ramlede forover og knaldede hovedet ned i rattet, så hornet pludselig tudede højlydt. Den øredøvende larm fik gerningsmanden til at stikke af.

“Vi er blevet skudt”, skreg Jody, da Donnas far få sekunder efter kom ilende inde fra lejlighedskomplekset, hvor Lauria-familien boede.

Faren så sin datter hænge halvvejs ud af bildøren, mens hun kæmpede for sit liv, men hun var så hårdt såret, at hun døde på vejen til hospitalet. David Berkowitz havde dræbt sit første offer. På dette tidspunkt kunne ingen vide, at den værste seriemorder i New Yorks historie kun lige var begyndt på sine uhyrligheder.

Son of Sam sendte flere breve

Efter angrebet på Donna Lauria og Jody Valenti kørte Berkowitz hjem i sin gule Ford Galaxie, mens han sang af fuld hals. For første gang i lang tid følte han sig fredfyldt. Endelig havde han gjort, som hans dæmoner ønskede – som han senere fortalte politiet, var det dem, der drev ham ud i de blodige angreb.

Men Berkowitz havde ikke fred i sindet længe. Han var flyttet ind i Yonkers-kvarteret lidt nord for Bronx, hvor han boede i en lejlighed nær en mand, som havde sin hund i en hundegård. Hver nat gøede den sorte labrador voldsomt, og larmen fyldte mere og mere i Berkowitz’ hoved. Han kogte af vrede og sendte anonyme trusselsbreve til ejeren. Men hunden blev ved med at galpe og forhindrede Berkowitz i at sove. Hans forstyrrede sind hørte hundens hyl som beskeder fra dæmoner, der beordrede ham ud på gaderne for at slå kvinder og kærestepar ihjel.

Frem til april 1977 angreb Berkowitz yderligere fem gange unge kvinder og par, inden han myrdede Valentina Suriani og sårede Alexander Esau og lagde brevet til kriminalassistent Joseph Borrelli. Seriemorderen havde dermed dræbt fire mennesker og såret fem alvorligt. I Borrelli-brevet afslørede Son of Sam, at han “følte sig som en outsider”, der “elskede at jage” og “strejfe omkring i gaderne efter bytte”.

Politiet vurderede, at de havde at gøre med en galning – eller en, der foregav at være det; bl.a. forklarede Son of Sam, at han dræbte for sin far, Sam, der tørstede efter ungt blod. I en psykologisk profil, som politiet offentliggjorde i medierne den 26. maj 1977, havde eksperter diagnosticeret seriemorderen som en neurotisk og paranoid skizofren person, der sandsynligvis troede, at han var besat af Djævlen. Profilen skulle siden vise sig stort set at ramme plet.

En måned efter brevet til politiet sendte Berkowitz desuden et langt brev til journalisten Jimmy Breslin fra New York Daily News. Her lod Son of Sam journalisten forstå, at “Sam er en tørstig fyr, og at han ikke vil afholde mig fra at dræbe, før han har fået sin blodtørst stillet”. Avisen trykte det lettere usammenhængende brev i juni 1977. På mindre end en time var samtlige 1.116.000 eksemplarer af avisen solgt – en rekord, der først skulle blive slået, da morderen senere blev arresteret.

Alle frygtede Berkowitz

Son of Sam-drabene var efterhånden på alle newyorkeres læber. Én mand havde formået at terrorisere 16 millioner indbyggere. Sommeren 1977 var bagende hed, men folk var bange for at gå ud sent om aftenen og om natten. Barerne og diskotekerne havde kun få gæster, og især de unge i kvartererne Bronx og Queens, hvor morderen havde slået til, var skrækslagne. Her klippede mange kvinder sig korthårede og farvede håret lyst, fordi Son of Sam kun havde myrdet unge kvinder med langt, mørkt hår.

Senere pegede psykiatere på, at Berkowitz’ angreb på unge kvinder – hvoraf nogle havde været i selskab med deres kærester – sandsynligvis havde rod i seriemorderens traumatiske forhold til kvinder: Hans biologiske mor havde givet ham væk, og adoptivmoren var død, mens han var ung.

Derudover følte Berkowitz sig kejtet over for kvinder, og hans eneste seksuelle erfaring var angiveligt med en prostitueret i Sydkorea. At han gik efter mørkhårede kvinder med italiensk eller jødisk udseende, kunne muligvis forklares med en vrede, der var rettet mod mennesker af samme afstamning som ham selv.

400 mand skulle fange Son of Sam

Den 17-årige Judy Placido var en af de mange unge newyorkere, der frygtede Son of Sam. Hun gik på samme gymnasium som Valentina Suriani, der var blevet dræbt den aprilnat, da morderen efterlod sit første brev til politiet. Judy havde endda været med til Surianis begravelse. Den 25. juni 1977 var Judy netop blevet færdig med gymnasiet, og for at fejre begivenheden vovede hun sig ind på et diskotek i Queens. Her mødte hun den 20-årige Salvatore Lupo, og lidt over tre om natten forlod de sammen diskoteket og satte sig ind i Lupos bil.

“Den her Son of Sam er virkelig skræmmende”, nåede Judy netop at slå fast, inden flere skudsalver pludselig bragede ind gennem ruden.

Lupo blev skudt i hånden, mens Judy blev ramt i skulderen og på halsen og blev strejfet af en kugle i hovedet. Begge overlevede David Berkowitz’ syvende angreb, hvor et vidne oplyste at have set en “tætbygget, hvid mand” flygte. Medierne tryglede Son of Sam om at stoppe forbrydelserne og melde sig selv. Men David Berkowitz svarede blot med endnu et mørkt, uhyggeligt brev:

“Jeg er her. Som en ånd strejfer jeg i natten. Tørstig, sulten, stopper sjældent for at hvile, ivrig efter at behage Sam. Jeg elsker det, jeg gør”.

Politiet i New York lagde selvsagt alle kræfter i at fange seriemorderen. Knap 400 mand blev indlemmet i den såkaldte Omegagruppe, der udelukkende skulle koncentrere sig om at pågribe Son of Sam. Dog skulle der gå en lang måned mere, før gennembruddet kom. Først skulle endnu et menneske ofres.

Den 31. juli 1977 hyggede Stacy Moskowitz og Bobby Violante sig i Bobbys bil, der holdt parkeret under en gadelampe på Shore Parkway i Brooklyn. Parkeringspladsen lå lige over for en park og var kendt som et tilflugtssted for unge, forelskede par. Stacy og Bobby var midt i et kys, da et øredøvende brag fra en Bulldog-revolver pludselig splintrede idyllen. Skuddene blev afgivet på klos hold gennem bilruden og sprængte Bobbys trommehinder. En kugle borede sig ind i hans ene øje og videre ind igennem det andet. Han kunne ikke længere se noget – men han hørte Stacys skrig og mærkede hendes paniske greb om armen. Så gav hun pludselig slip og blev tavs.

“Vi er blevet skudt! Vi er blevet skudt”, skreg Bobby, idet han tumlede ud af bildøren, mens morderen allerede var flygtet gennem parken.

Son of Sam havde dræbt for sjette gang: Den 20-årige Stacy døde af sine kvæstelser. Det syvende offer, Bobby, overlevede, men mistede synet.

Bøde fældede Berkowitz

Netop dette angreb skulle vise sig at blive David Berkowitz’ sidste. Til politiets held havde Berkowitz fået en parkeringsbøde, fordi han havde parkeret sin gule Ford Galaxie foran en brandhane et sted i nærheden af parken. En beboer i området havde set den tætbyggede bilist rive bøden itu i irritation, og vidnet havde også bemærket, at manden muligvis skjulte et skydevåben i sit ærme. Den fremmede havde kortvarigt haft øjenkontakt med vidnet og havde smilet så “ejendommeligt”, at vidnet i første omgang ikke vovede at kontakte politiet. Derfor modtog politiet først tippet nogle dage efter.

Snart stod det klart, at en 24-årig newyorker ved navn David Berkowitz var bilens ejer. Da en hundeejer i Yonkers samtidig havde henvendt sig om nogle trusselsbreve, faldt brikkerne på plads. Hundeejeren mente, at afsenderen måtte være genboen David Berkowitz, som sandsynligvis også havde skudt og såret hans sorte labrador. Politiet sammenlignede trusselsbrevene med brevene fra Son of Sam. Nu herskede der ikke længere skyggen af tvivl: De havde et match.

Den 10. august 1977 rykkede en stor styrke betjente fra Omegagruppen ind i Yonkers og fordelte sig i området nær Berkowitz’ lejlighed. I timevis ventede de på, at den mistænkte skulle bevæge sig ud af boligkomplekset og sætte sig ind i sin gule bil, som var parkeret lige udenfor. Først efter seks timer trådte Berkowitz omsider ud ad døren. Han låste bilen op og satte sig ind, men inden han nåede at dreje startnøglen, stormede to betjente frem på hver sin side af køretøjet.

“Læg hænderne på instrumentbrættet, og rør dig ikke”, råbte den ene af betjentene, idet han flåede døren op og sigtede på David Berkowitz med sin pistol.

“I har mig”, lød det roligt fra manden på førersædet.

“Hvem har vi?” spurgte betjenten.

“I har Son of Sam”, svarede David Berkowitz.

Djævlehund gav seriemorder ordrer

I den gule Ford Galaxie fandt politiet den Bulldog-revolver, som havde forårsaget så meget død og smerte. I handskerummet opdagede de et brev med trusler om et nyt overfald på Long Island. Denne gang var brevet stilet til kriminalinspektør Timothy Dowd, den øverste chef for Omegagruppen.

Berkowitz’ mordodyssé var dog endegyldigt ovre. Og da nyheden om politiets store fangst blev offentliggjort, strømmede newyorkerne lettede ud på gaderne og ind på beværtningerne, som bød på gratis drinks. Imens afhørte kriminalbetjente morderen, som sad afdæmpet på stolen og smilede selvtilfreds. I løbet af forhøret forklarede Berkowitz, at det var hundene i nabolaget – primært genboens sorte labrador – der havde beordret ham til at begå mordene.

Hunden, der ifølge Berkowitz var Djævlen selv, fortalte med sin gøen, hvor og hvornår Berkowitz skulle slå til. Da labradorens ejer hed Sam Carr, blev navnet “Son of Sam” af medierne koblet til hundeejeren. Undersøgelser tydede på, at Berkowitz måske havde været mentalt syg i gerningsøjeblikkene og derfor ikke var egnet til straf, men i stedet skulle have en behandlingsdom. Retspsykiatere afhørte ham i timevis for at finde ud af, hvor syg han var.

Konklusionen var, at Berkowitz var så tilstrækkelig bevidst om sine handlinger, at han måtte tage sin straf: Han havde konsekvent gennemført de blodige angreb om natten og havde hver eneste gang forladt gerningsstedet lynhurtigt. En psykisk syg person ville ifølge eksperterne hverken vælge bestemte tidspunkter eller skynde sig væk. Ber­ko­witz derimod havde en trang til at dræbe, og når den meldte sig, brugte han lang tid på at scanne gaderne og vente på det helt rigtige øjeblik til at slå til.

Berkowitz skiftede forklaring

I juni 1978 blev David Berkowitz idømt 365 års fængsel for drab og overfald. Pga. sit forvirrede sind opholdt morderen sig først på en psykiatrisk afdeling, hvorefter han blev overført til højsikkerhedsfængslet Attica i delstaten New York. Adskillige år senere, i 2016, skiftede Berkowitz mening og afviste, at Sam Carrs hund havde beordret ham til at begå forbrydelserne.

I stedet forklarede han nu, at han i drabsperioden havde været stærkt draget af det okkulte og satanisme og havde kommunikeret med en dæmon ved navn Samhain. Derfor havde han anvendt navnet “Son of Sam”.

“Jeg var ikke selv i stand til at forklare det. Mit sind var et værre rod”, konstaterede seriemorderen.

Siden fængslingen har Berkowitz flere gange skiftet forklaring om sine forbrydelser. Der har sågar floreret teorier om, at han ikke selv dræbte alle ofrene, men fik hjælp af medlemmer af en satankult. I dag påstår morderen, at han er et andet menneske og ikke længere hører stemmer eller kommunikerer med dæmoner. Men han har accepteret sin dom:

“Jeg synes ærligt, jeg fortjener at være i fængsel resten af livet. Med Guds hjælp har jeg affundet mig med situationen og accepterer den straf, som jeg har fået”.