Det er en kold og mørk nat i slutningen af december 1610. En gruppe mænd er på vej op ad den vindblæste skråning, der leder op til borgen i Cachtice i den nordlige del af det ungarske rige.
I spidsen går rigets førsteminister, grev György Thurzó. Han er sendt ud af kong Matthias 2. for at opklare, om der er hold i de mange rygter, som florerer om bortførelser, tortur og rituelle mord i enkegrevinde Elizabeth Báthorys fæstning.
Thurzó, der er grevindens fætter, har fra de lokale hørt ufattelige historier om hendes og hendes håndlangeres natlige orgier og heksefester.
Udsendingene sniger sig frem mod borgen i håbet om at gribe dem på fersk gerning. De udviser stor forsigtighed, fordi grevinden er en magtfuld kvinde.
Hun kunne blive en farlig fjende, hvis de bare braser ind, og rygterne viser sig ikke at være sande.
Til deres overraskelse står borgporten åben. Der er ingen vagter at se.
Indenfor i gården støder de først på en ung tjenestepige, der ligger klynkende i sneen med en brækket hofte.
Synet gør ikke umiddelbart det store indtryk på gruppen. Hård korporlig afstraffelse af tjenestefolk, endog summariske henrettelser, er normalt accepteret i den feudale overklasse.
Borgen er et rædselskabinet
På det kolde stengulv inden for døren ligger der imidlertid endnu en ung, halvnøgen kvinde. Hun er meget bleg og ser ud, som om hun er blevet tømt for blod. Det tager ikke mange sekunder at konstatere, at hun er død.
Ikke langt derfra ligger yderligere en pige. Kroppen er dækket af sår, og en svag stønnen afslører, at hun er døende.
Følget bevæger sig videre ind i den tilsyneladende forladte borg uden at møde modstand. I de mørke, underjordiske kældre opdager de et fangehul med et dusin indespærrede piger.
I et frygtindgydende torturkammer ligger flere døde og halvlevende ofre. De sidstnævnte er efter alt at dømme blevet glemt, da de udmattede bødler trak sig tilbage for natten.
Bødlerne bliver nu pågrebet i deres værelser, flere stadig iført tøj gennemvædet af ofrenes blod. Blandt dem er borgens frue. Da de chokerede udsendinge har gået hele borgen igennem, har de samlet mere end 50 stærkt lemlæstede lig.
Men det skal vise sig, at der er mange flere. Under den senere retssag kommer det frem, at grevinden og hendes håndlangere over en årrække har tortureret og dræbt op mod 612 piger og unge kvinder.
Sammen med sine loyale tjenere torturerede og dræbte grevinden hundredvis af unge kvinder.
Indavl i den fornemme familie
Elizabeth Báthory blev født i 1560 i den ungarske by Nyírbátor. Hun voksede op i byen Ecsed i Transsylvanien i en af familiens mange borge.
Hendes forældre, baron György Báthory de Ecsed og Anna Báthory, tilhørte hver sin gren af en af de rigeste og indflydelsesrigeste protestantiske familier i det ungarske rige.
Hendes onkel Stefan Báthory var prins af Transsylvanien og konge af Polen mellem 1575 og 1586, og blandt hendes øvrige slægtninge fandtes en kardinal, en række biskopper samt rigets førsteminister, grev Thurzó, der var med til at pågribe den blodindsmurte Báthory i 1610.
Som lille havde den senere grevinde efter sigende et meget hidsigt temperament. Meget tyder på, at hun led af epilepsi eller en anden neurologisk lidelse, hvilket af flere historikere er blevet tilskrevet mange generationers indavl, der skulle holde rigdommene inden for slægten.
Andre familiemedlemmers perverse handlemønstre peger i samme retning, men de få kilder gør det svært at sige, hvor meget der er rygter og efterrationaliseringer til forklaring af hendes ufattelige gerninger.
Det samme gør sig gældende med de overleverede fortællinger om traumatiserende oplevelser i hendes tidlige barneår, fx at hun var vidne til, at søsteren blev voldtaget og dræbt af rasende bønder, og kun med nød og næppe selv undgik samme grumme skæbne.
Hun bed sine ofre til blods
Elizabeth Báthory blev gift som 14-årig med greve Ferencz Nádasdy og flyttede ind på hans slot Cachtice. Ægtemanden døde i 1604 – ingen ved med sikkerhed hvordan.
Det var på dette tidspunkt, Báthorys udskejelser for alvor begyndte. Ifølge en beretning skete det ved et tilfælde: En tjenestepige kom en dag til at rive fruen i håret, mens hun redte det.
Enkegrevinden reagerede prompte ved at slå pigen hårdt i ansigtet – så hårdt, at blod fra pigens næse stænkede på fruens hud. Da hun tørrede det væk, mente hun, at huden så yngre ud.
Efter at have konsulteret sine magikyndige tjenestefolk fik hun halsen skåret over på pigen og blodet opsamlet i et kar. Heri tog grevinden et bad og drak af det for at genvinde sin ungdom.
Denne kannibalistiske besættelse af ungdommen er en populær forklaring på de makabre udskejelser. Der er dog ikke nogen af de samtidige kilder, der nævner, at hun skulle have taget et blodbad.
Det bliver til gengæld flere steder beskrevet, hvordan hun med sine tænder flåede lunser af ofrenes hud for at få blodet til at flyde.
Det bliver begrundet med grevindens sadistiske tendenser og hendes fetichistiske forhold til blod og dets formodede foryngende virkning.
Den berømte karakter Dracula bygger muligvis på blandt andre grevinde Báthorys historie.
Morder inspirerede til vampyr-roman
Den uhyggelige historie om grevinde Báthory har været inspirationskilde til mange film og romaner. Hun er bl.a. kendt som “Blod-grevinden”.
Da den blodtørstige grevinde døde i 1614, blev det forbudt at nævne hendes navn i 100 år. Hendes fætter grev Thurzó gemte protokollerne fra retssagen af vejen på sit slot for at redde familiens omdømme.
De blev først fundet igen i midten af 1700-tallet af jesuitermunken Laszló Turáczi, der skrev den første bog om hændelserne.
Elizabeth Báthory har siden været inspirationskilde for utallige psykologer, kriminologer og ikke mindst forfattere.
Karakteren Elizabeth Báthory optræder således i en række skrækfilm med titler som “Necropolis” og “Blodslottet” og i flere romaner såsom rumænske Andrei Codrescus “The Blood Countess”.
Flere litteraturforskere mener, at fortællingerne om, at hun drak og badede i blod, var afgørende inspiration for Bram Stoker, da han skrev “Dracula”, der udkom i 1897.
Ligene blev smidt tilfældige steder
Det er en kendsgerning, at mange unge piger forsvandt fra de omkringliggende landsbyer. De, der ikke lod sig lokke til slottet med et løfte om arbejde, blev bortført med vold af grevindens loyale hjælpere.
I starten var der ikke nogen, der beklagede sig mærkbart over det. Pludselige, uforklarlige dødsfald var ikke usædvanlige i de fattige landsbyer, og der var i alle tilfælde ikke mange, der turde protestere mod den temperamentsfulde feudalfrue.
Da rygterne og klagerne fra de pårørende ikke længere kunne ties ihjel, måtte den lokale protestantiske præst sige fra.
Højlydt klagede han over, at der stadig oftere fandt uanmeldte begravelser sted på kirkegården i nattens mulm og mørke, uden at hverken han eller graveren fik besked på forhånd.
På kirkegården blev der efterladt den ene friske grav efter den anden, uden én eneste gravsten.
Lige lidt hjalp præstens opråb. Grevinden og hendes hjælpere, der følte sig meget sikre på ikke at blive grebet i deres forehavende, fandt andre belejlige metoder til bortskaffelse af de døde kroppe.
Ligene blev nu smidt, hvor det lige passede – på marker, i vandløb og på skråningerne neden for borgen.
Selvom dødsårsagen var en offentlig hemmelighed, var ingen parate til officielt at anklage grevinden. Hun havde magtfulde slægtninge, og ofrene var simple bønders døtre.
De værste seriemordere gennem tiden – læs vores store tema
Adelens piger kom også i søgelyset
Med tiden løb landsbyerne tør for egnede bondepiger, og så blev Báthory for alvor uforsigtig. Hun tog nu lavadelige piger ind under påskud af, at hun ville uddanne dem til rigtige adelsdamer.
Det var straks mere alvorligt, og da historien om ni jomfruer fra den lokale nobilitet, der forsvandt efter at være draget op til grevindens borg, nåede kong Matthias 2.s ører, var han tvunget til at reagere.
Adelens sympati var nødvendig, for at kongen kunne holde på sin magt.
Historikere har gættet på, at kongens initiativ også var en chance for at afgøre en personlig magtkamp mellem ham selv og enkegrevinden.
Matthias 2. havde lånt en stor formue af hendes afdøde ægtemand, som han ikke havde en chance for at betale tilbage. Hvis hun blev dømt skyldig i mord, kunne han ikke alene afskrive gælden, men også overtage alle hendes ejendomme og de tilstødende landområder.
Borgen Cachtice lagde mure til grevindens tortur-kammer. Ruinerne kan stadig ses nær landsbyen af samme navn i det nuværende Slovakiet.
Forbrydelserne kommer frem i lyset
Grev Thurzó sætter straks sin kusine i husarrest. Hendes medsammensvorne bliver arresteret og ført til byen Presslau, i dag Bratislava, hvor retssagen mod dem begynder i starten af januar 1611.
Elizabeth Báthorys højadelige stand og indflydelsesrige venner forhindrer, at hun bliver anklaget – stik imod kongens ønske.
Under processen afgiver de anklagede vidnesbyrd om deres forbrydelser. Hushovmesteren, dværgen Johannes Ujvary, vidner, at han var til stede ved drabet på 37 unge kvinder mellem 11 og 27 år.
Han beskriver i detaljer de torturmetoder, ofrene forinden var blevet udsat for. Det samme gælder grevindens egen barnepige gennem hele barndommen, Ilona Joo. Hun indrømmer at have været medhjælper til langt over 50 mord.
Chokket kommer, da en ung tjenestepige ved navn Zusanna fortæller, at hun på et tidspunkt kiggede i fruens dagbog, hvor hun dag for dag havde skrevet ofrenes navne ind, ofte med små beskrivende tilføjelser såsom “mørkhåret” og “meget lille”.
Hun talte 612 navne på listen.
I retsprotokollerne tales der kun om 80 ofre, da retssagen hovedsageligt koncentrerer sig om de adelige piger. Kong Matthias skriver dog sidenhen i et brev til førsteministeren Thurzó, at han har hørt om flere end 300 forsvundne kvinder.
Ferencz Nádasdy havde stor erfaring med vold og tortur fra sine mange felttog mod osmannerne. Den delte han med sin unge hustru.
Den Sorte Ridder delte sin hustrus lidenskab
Breve viser, at grevinden og hendes mand begge var betaget af mord og vold. Sammen torturerede de tyendet.
Elizabeth Báthory blev gift 8. maj 1575 med den fem år ældre greve Ferencz Nádasdy. Han var officer i kronens tjeneste og tilbragte megen tid på togt mod ungarernes store fjende – de tyrkiske osmanner, der truede det ungarske rige sydfra.
Nádasdy, der gik under tilnavnet “Ungarns Sorte Ridder”, fortsatte sit krigerliv efter brylluppet. I denne periode dukker der vidnesbyrd op om en voksende lidenskab hos grevinden for at afstraffe sine ansatte.
Der er eksempler på, at de to i brevvekslinger diskuterede metoder til irettesættelse af personalet.
Heriblandt én, hvor grevinden om vinteren skulle lave “isstatuer” af unge nøgne piger ved langsomt at overhælde dem med koldt vand, indtil de var frosset inde. Og ihjel.
Et brev, dateret 1602 skrevet af en pastor fra egnen omkring Báthorys slot, beskylder ægteparret for at samarbejde om en række “unævnelige... brutale forbrydelser”.
Når Nádasdy en sjælden gang var hjemme, deltog han flittigt i torturen af undersåtterne.
Den Sorte Ridder døde pludseligt i 1604 på et af sine besøg i hjemmet. Dengang fortalte rygterne, at han blev forgiftet. Der er ingen bud på bagmanden.
De anklagede bliver dømt til døden
Da de anklagedes vidnesbyrd bliver afgivet under tortur og i håb om en mildere dom, er de ikke særlig pålidelige i sig selv.
Der er dog over 200 andre vidner ved retssagen, heriblandt flere af de overlevende og de mænd, der sneg ind i borgen sammen med Thurzó den nat i december.
De 21 dommere viser ingen nåde og dømmer alle de anklagede til døden.
Tre “hekse”, heriblandt Joo, dømmes ydermere til at få revet fingrene af med glødende tænger, inden de brændes levende på bålet – “fordi de har ladet kristent blod flyde”. Enkegrevinden går fri.
Hun reddes endnu en gang af sin høje status. Kong Matthias prøver gentagne gange at få hende dømt og alle hendes værdier konfiskeret. Thurzó forhindrer det med henvisning til familiens gode navn.
Grevinden bliver muret inde
Alle er dog enige om, at hun ikke kan gå frit omkring. Báthory ender med at blive muret inde i et kammer i den borg, hvor hun har begået størstedelen af sine forbrydelser. Der er kun et par små sprækker – én til luft og én til madbakken.
Det er gennem disse sprækker i døren, at en af hendes vagter den 21. august 1614 ser grevinden ligge på maven på gulvet. I en alder af 54 år er hun sovet stille ind.
Begravelsen går ikke helt stille for sig. Bysbørnene, der ikke turde sige noget, da hun levede, rejser sig nu:
“Den ungarske luder skal ikke i vores indviede jord”. For at den morderiske grevinde kan blive begravet, som det sømmer sig for en adelsdame, må liget derfor i al hast transporteres til familiens hjemby, Esced i Transsylvanien, hvor hun stedes til hvile.