Zodiac: Seriemorderen, der aldrig blev fundet

For en stund sidder parret alene i mørket, men pludselig kommer en anden bil og parkerer ved siden af.

Få sekunder efter kører bilen igen, blot for at vende tilbage 10 minutter senere. Denne gang parkerer bilen lige bag Darlenes Chevrolet Corvair.

“Jeg tror, det er en politibetjent, du må nok hellere finde dine id-papirer frem”, siger Michael­ til Darlene.

En mand stiger ud af bilen og nærmer sig, men Darlene og Michael kan ikke se ham.

Han blænder dem med sin lommelygte, og ikke engang, da han er nået helt op på siden af bilen, kan parret skelne hans ansigt.

Uden varsel bøjer manden sig ned og affyrer et skud ind gennem det åbne vindue i højre side af bilen, og mens braget endnu runger i hans ører, kan Michael mærke, at blodet siler ned ad hans ansigt.

Den fremmede fyrer endnu en skudsalve af, denne gang rammer han også Darlene, der synker sammen over rattet.

Uden at sige et ord går manden væk igen, men stopper brat op, da han hører Michael brøle af smerte. Som for at gøre arbejdet færdigt går han endnu en gang hen til Corvairen og affyrer fire skud. Så sætter han sig ind i sin bil og kører væk.

Kort efter kommer tre teenagere forbi indkørslen til golfbanen. De hører et dæmpet skrig inde fra p-pladsen og opdager en mand, der ligger på jorden og vrider sig i smerte. Øjeblikkeligt slår de alarm, og kvart over midnat når politiet frem til gerningsstedet.

Overalt er der blod – bilen er sprøjtet rød indvendig, og bag rattet kæmper Darlene for sit liv. Michael forsøger at sige noget, men da han åbner munden, vælter det ud med blod. Hakkende får han dog fremstammet, at “en mand... kraftig… ung... lyste ind i bilen… skød”.

For fuld udrykning bliver Darlene og Michael kørt til hospitalet, men klokken 0.38 dør Darlene. Præcis to minutter senere modtager politiet i Vallejo et telefonopkald.

“Jeg ønsker at anmelde et dobbeltmord”, siger en mand.

“Hvis I bevæger jer hen til parken halvanden kilometer øst for Columbus Parkway, vil I finde de unge mennesker i en brun bil. De er blevet skudt med en 9-millimeter Luger. Jeg myrdede også de to unge mennesker sidste år. Farvel!” lyder det med spottende stemme.

Opkaldet bliver umiddelbart efter sporet til en telefonboks ved en tankstation, der ligger få hundrede meter fra både Darlene Ferrins hjem og politistationen.

Manden bag opringningen er sporløst forsvundet, og for anden gang på blot et halvt år står politiet med et umotiveret, bestialsk overfald, tilsyneladende begået af den samme mand.

Bortset fra at det ene offer denne gang har overlevet, ganske vist hårdt kvæstet, er der da også betydelige sammenfald mellem de to forbrydelser:

Begge gange har morderen affyret flere skudsalver, og begge gange er han sluppet væk uden at efterlade sig brugbare fingeraftryk, dækspor eller fodaftryk.

Zodiac kontakter aviserne

1. august 1969 – Vallejo og San Francisco: Endnu har politiet ingen mistænkte. Men så modtager tre aviser i San Francisco-området et brev.

Posten afleverer tre næsten identiske breve til The Vallejo Times-Herald, The San Francisco Chronicle og The San Francisco Examiner.

Brevene er poststemplet i San Francisco og er håndskrevet med en blå filtpen. I brevene står:

“Kære redaktør. Dette er fra manden, der myrdede 2 teenagere sidste jul ved Lake Hernan & pigen den 4. juli i år nær golfbanen i Vallejo. For at bevise, at jeg dræbte dem, vil jeg oplyse nogle kendsgerninger, som kun jeg & politiet kender”.

Afsenderen gør rede for detaljer fra mordet i december 1968.

Han angiver ammunitionstypen til “Super­ X”, og at han affyrede ti skud. Brevet beskriver, hvordan den unge mand lå på ryggen med fødderne inde i bilen, og at pigen lå på siden med fødderne mod vest.

Mordscenen fra den 4. juli kender han også til i detaljer: Pigen bar ternede slacks.

Drengen blev skudt i knæet, og ammunitionstypen var Western.

I hvert brev ligger en tredjedel af en kodet meddelelse, der indeholder i alt 408 symboler.

“Af denne kode fremgår min identitet. Jeg vil have jer til at trykke koden på forsiden af avisen fredag eftermiddag. Gør I ikke det, vil jeg gå amok i en blodrus fredag aften. Hele weekenden vil jeg køre omkring og myrde den ene efter den anden, indtil jeg har slået en halv snes mennesker ihjel”, truer afsenderen.

Aviserne offentliggør hver sin del af kryptogrammet, men i en artikel i San Francisco Chronicle oplyser politidirektør Jack E. Stiltz, at politiet ikke føler sig overbevist om, at brevene er skrevet af morderen.

Han anmoder derfor brevskriveren om at sende endnu et brev med flere oplysninger, der kan sandsynliggøre, at han rent faktisk er gerningsmanden.

Allerede inden aviserne er gået i trykken, er en hær af eksperter fra bl.a. CIA og FBI i gang med at forsøge at afkode kryptogrammet, der består af i alt 24 linjer med 17 vidt forskellige symboler i hver linje.

Nogle er græske, andre astrologiske, nogle er morsetegn, andre er vejrsymboler, og tilsyneladende er de blandet sammen­ i én lang pærevælling. Eksperterne er i vildrede.

7. august 1969 – San Francisco: Mens eksperter og amatører arbejder på højtryk for at knække koden, modtager avisen San Francisco Examiner endnu et brev fra Zodiac.

“Kære redaktør. Dette er Zodiac, der taler. I bad om flere detaljer om de gode tider, jeg har haft i Vallejo. Jeg vil med glæde forsyne jer med mere materiale. Forresten, hygger politiet sig med koden? Hvis ikke, så trøst dem med, at når de har knækket den, så har de mig”.

I det tre sider lange brev beskriver afsenderen minutiøst, hvordan han myrdede Betty Lou Jensen, David Faraday og Darlene Ferrin. Han skoser desuden politiet for at have givet urigtige oplysninger til pressen:

“Jeg forlod ikke parkeringspladsen ved golfbanen med hvinende dæk og brølende motor som beskrevet i Vallejo-avisen. Jeg kørte langsomt væk for ikke at tiltrække opmærksomhed”, pointerer manden, der kalder sig Zodiac (dyrekredsen).

Ægtepar afkoder Zodiac-kryptogram

8. august 1969, Salinas: Eksperter fra efterretningstjenesten har endnu ikke haft held til at knække koden, men efter 20 timers hovedbrud lykkes det ægteparret Donald og Bettye Harden at gennemskue kryptogrammet.

Zodiac dræber for sjov, det er en sport for ham. Det fremgår af kryptogrammet, hvor der blandt andet står: “Jeg kan godt lide at slå mennesker ihjel, fordi det er meget sjovere end at dræbe vilde dyr i skoven, fordi mennesket er det farligste dyr af alle (…) Når jeg dør, vil jeg blive genfødt i paradis, og alle dem, jeg har myrdet, vil blive mine slaver”.

Mod forventning afslører kryptogrammet ikke navnet på afsenderen, så politiet er tilbage ved udgangspunktet.

De aner ikke, hvem de leder efter, men på baggrund af den kodede meddelelse og brevene til aviserne fastslår psykiatere fra California Medical Facility, at der er tale om en person, som efter alt at dømme opnår seksuel tilfredsstillelse ved at slå ihjel.

“Sandsynligvis føler han desuden, at andre ser ned på ham. Troen på, at hans ofre vil blive hans slaver i efterlivet, er et tegn på, at han lider af paranoidt storhedsvanvid”, vurderer lægerne.

Endnu et ungt par møder Zodiac

27. september 1969 – Lake Berryessa, Napa County: En regulær menneskejagt er gået ind i Californien. Adskillige mistænkte er blevet afhørt og løsladt igen, men Zodiac er stadig på fri fod. Amerikanerne fryg­ter for, hvornår han slår til igen.

Et perfekt sted til en perfekt dag. Cecelia Ann Shepard, 22, nyder at være sammen med sin gode ven, den tre år yngre Bryan Calvin Hartnell, igen.

De to studiekammerater har ikke set hinanden hele sommeren, men denne solbeskinnede septembereftermiddag er de taget på en spontan udflugt til Lake Berryessa, den største sø i Napa County i Californien.

Parret har fundet en sval plet på en lille halvø, der stikker ud fra søens vestlige bred. Her, i den flimrende skygge af et egetræ, ligger de på et tæppe og snakker og krammer.

Ud af øjenkrogen får Cecelia sidst på eftermiddagen øje på en skikkelse, der kommer nærmere.

Det er en mand, han er kraftigt bygget, men endnu kan hun ikke se andet end hans silhuet.

“Vi har fået selskab. Der kommer en mand”, meddeler hun Bryan, der ligger på ryggen og døser. Vennen orker ikke at kigge efter, men spørger:

“Er han alene?”

“Han har lige gemt sig bag et træ”, svarer Cecelia. “Åh, Gud, han har en pistol”, gisper hun skrækslagent.

Manden er trådt ud fra sit skjul og kommer nu hen til parret. Han er iført en kuttelignende dragt med hætte og minder om en bøddel fra middelalderen.

Hans øjne er skjult bag mørke solbriller, på maven bærer han et cirka 10 gange 10 centimeter stort symbol, en cirkel, der er gennemskåret af et kors.

Om maven har han et bælte med knivskede og i hånden en metalblå pistol, der peger mod de to unge.

“Jeg vil have jeres penge og jeres bilnøgler”, forlanger manden, hvis kraftige skikkelse tårner sig op over parret på tæppet.

“Jeg skal bruge bilen til at køre til Mexico”, siger han og fortæller, at han er stukket af fra et fængsel i Montana, hvor han har myrdet en fængselsbetjent.

Cecelia og Bryan tømmer deres lommer, lettede over, at den uhyggeligt udseende mand tilsyneladende ikke vil gøre dem ondt.

Så fisker manden en hvid bomuldssnor op af sin lomme og beordrer Cecelia til at binde Bryans hænder bag på ryggen.

Hun adlyder, men undlader at stramme knuderne. Manden opdager nummeret og strammer knuderne, så Bryan er ude af stand til at bevæge armene.

Så bagbinder han Cecelia på samme måde, begge ligger nu hjælpeløse på maven.

Med rusten stemme siger den fremmede: “Jeg bliver nødt til at dolke jer”.

Han knæler ved siden af Bryan, hæver sin cirka 30 centimeter lange kniv over ham og begynder så at stikke ham i ryggen.

Blodet sprøjter ud, og først da Bryan holder op med at stønne af smerte, vender han sig mod Cecelia, der trygler om nåde.

Uforstyrret fortsætter manden sit blodige håndværk, han jager igen og igen kniven ind i hendes ryg, mens tæppet bliver farvet rødt.

Først da begge ofre ligger livløse, rejser manden sig og trasker væk i det begyndende tusmørke.

Bryan er stadig ved bevidsthed, og efter få minutter vågner også Cecelia op.

Parret råber efter hjælp, og selv om hun er næsten lammet af smerte, lykkes det Cecelia at få bidt snoren over, så Bryan kan slippe fri. Han forsøger at komme på benene og gå efter hjælp, men er så svag af det massive blodtab, at han kun kan kravle.

Et par lystfiskere ude på søen har hørt parrets nødråb og slår alarm.

Da politiet og ambulancen dukker op, er begge unge stadig ved bevidsthed, men på vej til hospitalet går Cecelia i koma.

Klokken 19.40, én time og ti minutter efter overfaldet, ringer telefonen på politistationen i Napa.

“Jeg ønsker at anmelde et mord, nej, et dobbeltmord”, siger en mand. “De befinder sig tre kilometer nord for parkhovedkvarteret. De kørte i en hvid Volkswagen Karmann Ghia”.

Få minutter efter bliver opkaldet sporet til en telefonboks ved Napa Car-Wash på hovedgaden i Napa.

Røret hænger stadig og dingler i ledningen i boksen, der ligger et par hundrede meter fra politistationen.

Ved indkørslen til parken finder politiet den hvide folkevogn. På fordøren er tegnet en cirkel, der er gennemskåret af et kors.

Nedenunder står tre datoer skrevet med sort filtpen:

“Vallejo 20.12.68, 4.7.69, sept. 27-69 – 18.30 med kniv”.

Politiet øjner øjeblikkeligt sammenhængen: Morderen, der kalder sig Zodiac, har slået til igen, og han har ikke kunnet dy sig for at efterlade sin signatur.

To dage senere dør Cecelia Shepard på hospitalet, men trods omfattende læsioner overlever Bryan Hartnell mirakuløst.

Hans vidneberetning om overfaldet får det til at løbe koldt ned ad ryggen på indbyggerne i Napa og Vallejo, hvor gader og parker nu ligger øde efter mørkets frembrud.

Vidner til næste Zodiac-drab

11. oktober 1969 – San Francisco: Politiet fra Napa har slået sig sammen med kollegerne i Vallejo i forsøget på at fange Zodiac. Dagligt modtager de hundredvis af opkald. Alle spor ender blindt.

Da den 29-årige Paul Lee Stine krænger sin gule taxa uden om de parkerede biler ved Pinecrest Restaurant og ud i den tætte aftentrafik, får han uventet en kunde.

En mand springer ind på bagsædet og beder om at blive kørt til en adresse i Presidio Heights, et fashionabelt boligkvarter i San Francisco.

Da Stine et par minutter i 22 parkerer på den ønskede adresse, skifter kunden mening og beder chaufføren fortsætte en blok længere frem.

Da taxaen igen holder stille, presser kunden en pistol mod chaufførens højre tinding og skyder.

Paul Lee Stine er død på stedet, offer for en regulær henrettelse.

Efter et par minutter skynder manden sig væk. Tre teenagere har overværet forbrydelsen fra et vindue på anden sal og ringer til politiet, men da de første patruljevogne kort efter når frem, er morderen som sunket i jorden.

I mørket har vidnerne ikke kunnet se mandens ansigt klart, men teenagerne har alligevel en idé om, hvordan han ser ud: Han er hvid, kraftigt bygget, 35 til 45 år, har rødbrunt, kort hår og bærer briller.

Ud fra signalementet laver politiet en fantomtegning, som bliver sendt ud til alle taxachauffører i San Francisco-området.

14. oktober – San Francisco: Politiet formoder, at Paul Lee Stine er det tilfældige offer for en brutal røver. De tager fejl.

Læserbrevsredaktøren på The San Francisco Chronicle studser, da hun opdager, at det brev, hun har i hænderne, ikke har nogen afsenderadresse. I stedet er tegnet en cirkel, der er gennemskåret af et kors.

Forsigtigt åbner hun brevet og skimmer teksten. Den begynder med: “Dette er Zodiac, der taler. Jeg myrdede taxichaufføren forleden aften. For at bevise det er her en blodplettet stump af hans skjorte”.

Brevet bliver straks overdraget til politiet, der konstaterer, at tøjstumpen ganske rigtigt stammer fra Stines grå og hvide skjorte.

Betjentene gyser, da de læser brevet, der slutter med ordene:

“Skolebørn er gode skydeskiver, jeg tror, jeg vil udrydde en skolebus en morgen. Blot skyde hul i fordækket og så plaffe ungerne ned én efter én, idet de hopper ud”.

Truslen mod børnene skræmmer borgerne fra vid og sans, og mange beslutter at holde børnene hjemme fra skole. Politiet tager øjeblikkeligt skridt til at sikre alle skolebusser i San Francisco og omegn.

Busserne får politieskorte, og chaufførerne bliver orienteret om, hvordan de skal reagere i tilfælde af et attentat. “Fortsæt kørslen, hvis et dæk punkterer, og sørg for, at børnene lægger sig på gulvet”.

Zodiac fortsætter brevskrivningen

10. november 1969 – San Francisco: Politiet har stadig ingen ledetråd, der kan føre dem til Zodiac. Han sender to breve til The San Francisco Chronicle.

“Dette er Zodiac, der taler. Frem til slutningen af oktober har jeg dræbt syv mennesker”, står der i et af brevene, der indeholder endnu en flig af taxachaufførens blodige skjorte.

Zodiac oplyser, at han fremover vil ændre måden, hvorpå han “indsamler slaver”.

Han vil ikke længere fortælle, når han har slået nogen ihjel, og mordene vil komme til at ligne “rutinerøverier, hævnmord og fingerede ulykker”.

“Politiet vil aldrig fange mig, fordi jeg har været alt for klog for dem”, lyder det videre.

Endnu en gang har Zodiac vedlagt en kodet besked, et kryptogram med 340 symboler.

Desuden har han tegnet et detaljeret diagram af en bombe, som han ifølge brevet agter at bruge til et attentat mod en skolebus. Politiet mener, Zodiac praler på sin egen syge måde, når han hævder at have slået syv mennesker ihjel.

I hvert fald har man ikke kendskab til flere uopklarede mord i Californien. Til gengæld er politiet ikke et sekund i tvivl om, at han kan finde på at bruge sin bombe. Men de vælger at fortie truslen for ikke at opskræmme befolkningen yderligere.

29. januar 1970, San Francisco: Koden med de 340 symboler lader sig ikke knække. Zodiac fortsætter med at strø om sig med trusselsbreve.

Onsdag morgen modtager The San Francisco Chronicle et postkort fra Zodiac.

“Jeg håber, I vil hygge jer, når jeg laver min bombeeksplosion. Hvis ikke I vil have mig til at lave eksplosionen, skal I gøre to ting: 1. Fortæl alle om busbomben i alle detaljer. 2. Jeg vil gerne se nogle pæne Zodiac-badges rundt om i byen. Alle og enhver går med disse badges med fredstegn, Black Power etc. Det ville muntre mig gevaldigt op at se en masse mennesker, der bærer min badge”.

26. april 1970, San Francisco: Politiet har stadig ingen mistænkte i sagen. Efter tre måneders tavshed vender Zodiac tilbage med sine skriverier.

I et brev til The San Francisco Chronicle fortæller Zodiac, at han er “meget oprevet” over, at folk ikke går med Zodiac-badges.

Men eftersom sommerferien er begyndt, “kan jeg ikke som lovet straffe folk ved at udslette en fyldt skolebus”. I stedet, oplyser han, har han hævnet sig ved at skyde en mand, der sad i en bil på en parkeringsplads.

I slutningen af brevet bringer han en slags resultatliste, der angiveligt viser hans opdaterede mordscore: “Zodiac: 12, San Francisco Police Department: 0”.

Zodiac-mordene blev aldrig opklaret

I fire år giver Zodiac ingen livstegn fra sig. Aviserne­ modtager ikke et eneste brev, og politiet kan ikke forbinde ham til flere mord.

I april 1974 modtager politiet så et brev:

“... I ved, hvad jeg er i stand til. Scoringsresultat – Mig: 37, San Francisco Police Department: 0”. Politiet afskriver Zodiacs høje “dødsscore” som en galnings praleri. Drabsafdelingen kan ikke sætte Zodiac i forbindelse med så mange uopklarede mord. Brevet fortsætter med en strofe hentet fra musicalen The Mikado:

“Han kastede sig ned i det bølgende­ hav, og et ekko rejste sig fra selvmordsgraven­”.

Hvis Zodiac tog sit eget liv, som brevet antyder, tog han hemmeligheden om sin identitet med sig i graven. Sagen er stadig uopklaret.

David Oranchak, der begyndte sine forsøg med at knække Zodiacs 340 tegn i 2006 er trods alt lidt skuffet, for dét, teksten ikke indeholder, er spor, som kan føre til afsløringen af den fortsat ukendte seriemorders identitet.

Oranchak, Van Eycke og Blake overdrog straks deres opdagelse til FBI, som med det samme anerkendte, at koden nu er knækket.

“På baggrund af den fortsatte efterforskning og ud af respekt for ofrene og deres familier vil vi ikke kommentere yderligere på nuværende tidspunkt,“ lyder det i en pressemeddelelse fra FBI, som stadig holder sagen om Zodiac-mordene åben i jagten på manden, der selv hævder at have dræbt 37 mennesker.