AKG Images & Shutterstock

Skibbrud med psykopat ombord: “Dræb de stærkeste først”

Da det hollandske handelsskib Batavia forliser på et rev tæt ved verdens ende, begynder et månedlangt mareridt. Et diktatorisk besætningsmedlem tager magten og beslutter sig for at myrde alle modstandere – uanset køn og alder.

Ingen af de 316 sjæle ombord på Batavia har den fjerneste fornemmelse af, at skibet har kurs lige lukt mod katastrofen. De fleste ligger og sover trygt denne milde juninat i 1629, og den håndfuld besætningsmedlemmer, som er på vagt, glæder sig over det rolige vejr.

Vinden puster blidt i sejlene, Batavia pløjer støt gennem Det Indiske Ocean, og højt på himlen hænger fuldmånen som en lysende lampe, der viser hollænderne vej.

Fra sin position i den forreste mast på det 56 m lange skib har udkiggen godt udsyn over den sorte havoverflade. Et par timer før daggry skimter han noget, der ligner skumsprøjt fra en brænding.

Øjeblikkeligt advarer han kaptajn Ariaen Jacobsz om, at Batavia muligvis har kurs direkte mod et skjult rev, men Jacobsz bider ham af. “Det er månestrålerne, der danser på havoverfladen”, belærer skipperen den bekymrede udkigsmand.

Batavia fortsætter sin kurs, og få minutter efter indtræffer katastrofen: For fuld fart og med et øresønderrivende brag skraber bunden hen over det skarpe koralrev.

©

Hurtigt overblik

Først efter noget, der føles som en evighed, står Batavia stille, med en svag slagside mod bagbord og en skipper, der chokeret fremstammer: “Vi er gået på grund”.

Som alle andre er Francisco Pelsaert, skibets øverstkommanderende, blevet kastet ud af køjen ved grundstødningen. Han farer op på dækket, hvor han bliver mødt af den ildevarslende lyd af bølger, der bliver brudt af et rev.

“Skipper, hvad har du gjort?” brøler Pelsaert rasende.

Flere gange under den 211 dage lange færd fra Holland til kolonihovedstaden Batavia i Hollandsk Indien (nu Indonesien) har Pelsaert måttet skælde skipperen huden fuld, fordi han har drukket og skulket fra sine pligter, men denne gang slår en reprimande ikke til.

Skibet sidder uhjælpeligt fast i ukendt farvand mere end 3.500 km fra nærmeste havn. Og selvom lasten bugner af guld, sølv og ædelsten, kan ingen rigdomme redde de skibbrudne.

Underkøbmand vil stjæle skibet

Da morgenen gryr mandag den 4. juni, står det klart, at Batavia har sat sig urokkeligt fast. Høje bølger pisker løs på skroget, der knager og brager ildevarslende, og skibsdækket er proppet med paniske passagerer.

Omkring dem bakser besætningsmedlemmer desperat med at smide skibets­ tonstunge bronzekanoner over bord i håbet om at kunne bringe Batavia flot, men intet hjælper.

Pelsaert tager den tunge beslutning: Skibet må rømmes, og som de første skal kvinder, børn og syge sejles ind på en af de små koraløer, Houtman Abrolhos-øerne, der ligger ca. 1.500 m fra skibet. Gråd og skrig flyver i luften, mens evakueringen står på.

Batavia ramte et rev blot halvanden kilometer fra en gruppe ubeboede koraløer, som passagererne søgte tilflugt på.

© Bridgeman

I nødens stund kæmper alle om en plads i jollerne – mødre bliver brutalt skilt fra deres børn, og mænd fra deres koner. Først ved aftenstide har hovedparten af de over 300 ombord forladt Batavia.

Men ikke alle har travlt. Omkring 70 mænd vælger at blive på skibet. Blandt dem er underkøbmand Jeronimus Cornelisz, som få måneder forinden var blevet ansat i Hollands Ostindiske Kompagni, ejer af Batavia.

Skibet Batavia var ejet af Hollands Ostindiske Kompagni – VOC – hvis letgenkendelige firmalogo prydede utallige handelsstationer i hele Asien.

© Bridgeman

Jeronimus er nummer tre i rangordenen efter kommandør Pelsaert og kaptajn Jacobsz. I ugerne op til forliset har den 30-årige underkøbmand, der hjemme i Holland var gået fallit, brugt al sin tid på at overtale kaptajn Jacobsz­ og andre af søfolkene til at begå mytteri og stjæle skibet og dets værdifulde last.

Den fordrukne Jacobsz, der afskyede kommandør Pelsaert, havde ikke været svær at overtale, og med sin snak var det også lykkedes Jeronimus at få andre med. Men nattens ulykke har med ét ændret alt.

I kaptajn Jacobsz’ fravær har underkøbmanden nu samlet sine medsammensvorne omkring sig.

De hollandske myndigheder straffede kættere strengt. Både tortur og afbrænding blev anvendt.

© Bridgeman

Mytteristernes leder var på flugt

Mens mændene nipper til Pelsaerts dyre, spanske vin, diskuterer de, hvordan de kan udnytte den nye situation.

Jeronimus nærer et håb om, at det kan lade sig gøre at reparere Batavia, så de alligevel kan fuldføre planen om at stjæle skibet og stikke af med lasten, og han opfordrer sine kumpaner til at være tålmodige.

Kommandøren sejler efter hjælp

Blot 24 timer efter at de første skibbrudne er vadet i land på den ø, som de skibbrudne allerede har døbt “Batavias Kirkegård”, er de løbet tør for drikkevand. Den blot 300 m lange koralø har hverken en kilde eller en sø.

Faktisk har øen intet at byde på ud over en yngleplads for havfugle samt nogle sælkolonier og en strimmel sandstrand. De næsten 200 mennesker på øen indser, at de befinder sig i et fængsel – en gold og gudsforladt plet midt i havet, hvor de sandsynligvis er dømt til at dø af tørst.

Deres kroppe er dehydrerede, tungerne opsvulmede, og halsen så tør, at det gør ondt bare at trække vejret. I løbet af de første dage dør 30 blandt de svageste af vandmangel eller af – i desperation – at have drukket havvand.

“Det ville være bedre og ærligere at blive her og dø med de andre end at overleve med dyb sorg i hjertet” Kommandør Pelsaert.

Heller ikke på den nærliggende ø, hvor kommandør Pelsaert, skipper Jacobsz og knap 50 andre har slået lejr, findes ferskvand. Mændene har medbragt forsyninger fra skibet, men situationen er uholdbar.

Pelsaert træffer derfor modvilligt beslutningen at udstyre Batavias langbåd med proviant og sejle de ca. 60 km ind til det uudforskede fastland – nutidens vestlige Australien.

“Det ville være bedre og ærligere at blive her og dø med de andre end at overleve med dyb sorg i hjertet”, skriver Pelsaert i sin logbog.

Alligevel beordrer han langbåden gjort klar, og i nattens mørke – en uge efter Batavias forlis – sejler båden ud fra koraløen. 48 mennesker, heriblandt Pelsaert, kaptajn Jacobsz og alle seniorofficerer, befinder sig på fartøjet, der stille glider væk fra det beskedne stykke land, som siden blev kaldt “Forrædernes Ø”.

© Shutterstock

HELT: Francisco Pelsaert

Titel: Kommandør
Rolle: Pelsaert var øverstbefalende på Batavia. Efter forliset sejlede han 3.500 km for at hente hjælp.

© Shutterstock

MYTTERIST: Jeronimus Cornelisz

Titel: Underkøbmand
Rolle: Jeronimus var gået fallit i Holland og så en chance for et nyt liv i rigdom, hvis han stjal Batavia.

© Shutterstock

OFFER: Lucretia van der Mylen

Titel: Købmandsdatter
Rolle: Lucretia var på vej til Ostindien for at blive forenet med sin mand. Jeronimus holdt hende som sexslave.

© Shutterstock

OFFER OG MORDER: Andries de Vries

Titel: Skibsdreng
Rolle: Vries reddede livet ved at tilslutte sig morderne og dræbe andre. Til slut blev han dog alligevel myrdet.

© Shutterstock

MYTTERIST: Jan Hendricx

Titel: Soldat
Rolle: Hendricx dræbte 18 mennesker, heriblandt­ drengen Andries­ de Vries og præsten Gijsberts familie.

© Shutterstock

HELT: Wiebbe Hayes

Titel: Soldat
Rolle: Hayes var menig soldat og kæmpede imod Jeronimus og hans mordere.

© Shutterstock

MYTTERIST: Wouter Loos

Titel: Soldat
Rolle: Loos hørte ikke til Jeronimus’­­­ inderkreds, men blev mytteristernes anfører, da Jeronimus blev fanget.

Også fastlandet viser sig dog tørlagt. Få dage efter beslutter Pelsaert derfor at forsøge at ro de 3.500 km til Hollandsk Indien efter hjælp.

40 mand drukner i bølgerne

De efterladte på “Batavias Kirkegård” føler sig svigtet og forrådt, da det går op for dem, at kommandøren og kaptajnen i ly af natten har forladt dem. Kort efter bliver det strandede skib med Jeronimus og de ca. 70 tilbageblivende sømænd slået til pindebrænde af brændingen og forsvinder i bølgerne.

Blot 30 mand redder sig i land, heriblandt Jeronimus, der overlever ved at klamre sig til resterne af skibets bovspryd. Med det som redningsflåde driver han i land på “Batavias­ Kirkegård” og bliver modtaget som en frelser.

“Gud være lovet. Vi troede, De var død”, lyder velkomsthilsnen­ til underkøbmanden, da han gennemblødt og med tøjet i laser kravler op på stranden.

På dette tidspunkt kan ingen vide, at en djævelsk plan har taget form i Jeronimus’ hoved, og at alle ville have været bedst tjent med, at han var blevet havets bytte.

Jeronimus planlægger massemord

Efter adskillige dage uden vand vælter regnen pludselig ned over de skibbrudnes ø – endda i så rigelige mængder, at alle tomme tønder bliver fyldt. Også madproblemet løses, da folkene med held jager øens sæler og fugle.

I mellemtiden går Jeronimus i gang med at rekruttere sin egen private hær. Mange er bitre over kommandør Pelsaerts forsvinden, og 40 mand lader sig lokke.

Han ifører sig derefter kommandør Pelsaerts silkestrømper, sorte fjerhat og røde uniformskappe og overtaler alle de skibbrudne til at aflægge troskabsed og skrive under på, at de “anerkender Jeronimus Cornelisz som kaptajngeneral”.

“Kun omkring 45 mænd eller endnu færre bør overleve” Jeronimus Cornelisz.

Af sejlene fra Batavia opfører han et teltpalads, og nok så vigtigt konfiskerer han alle skydevåben, sværd og knive på øen. Dernæst beordrer han sine undersåtter til at bygge flåder af drivtømmer.

Med alle travlt beskæftigede finpudser Jeronimus sin uhyggelige plan: Når det frelsende skib, som Pelsaert er draget ud efter, dukker op, vil han og hans mænd erobre det og bruge fartøjet som sørøverskib.

Men først skal alle, der kan tænkes at udgøre blot den mindste trussel mod hans planer, elimineres. “Kun omkring 45 mænd eller endnu færre bør overleve”, siger han iskoldt­ til sine folk.

Jeronimus agter at dele, herske og myrde, og to uger efter forliset sætter han første del af sin plan i værk. Med på Batavia var et kontingent soldater, som han frygter kan sabotere hans planer. Disse mænd beordrer han i land på den ø, som de skibbrudne har døbt “Høje Ø”.

“Find vand, og send røgringe til vejrs, når det er lykkedes. Så kommer vi og henter jer i vores både”, lover Jeronimus, vel vidende at hans folk har undersøgt øen, som er knastør.

På samme måde sender han en stor gruppe skibbrudne til henholdsvis “Forrædernes Ø” og den såkaldte “Sælø”. Ingen af øerne har så meget som en vandpyt.

Tilbage på “Batavias Kirkegård” er nu Jeronimus’ loyale støtter – samt de syge og svage og de kvinder, som han og hans mænd har gjort til deres ufrivillige elskerinder. Selv har han taget den smukkeste­, den 27-årige Lucretia­ van der Mylen, som han holder fanget i sit telt.

“Dræb de stærkeste først”

Da juni bliver til juli, indleder Jeronimus myrderierne på de tilbageværende. Han samler sine folk og beordrer dem til at eliminere alle potentielle modstandere – så diskret som muligt, så ingen aner uråd og når at advare de andre.

“Dræb de stærkeste først, og gør det om natten”, lyder underkøbmandens uhyggelige ordre.

Som befalet lægger hans håndgangne mænd sig på lur uden for teltene i natten, og hvis en af de sovende vågner og går ud for at tisse, kaster mændene sig over offeret, skærer halsen over på ham og begraver i al hemmelighed liget.

Andre bliver lokket med ud at fiske og druknet i havet. Dertil kommer de, som bliver bagbundet og tvunget til selv at gå ud i vandet.

Den skæbne overgår skibsdrengen Andries de Vries, der sammen med to voksne bliver taget til fange og ført ned til stranden af mytteristerne.

“Skær deres hals over, og gør det straks“. Jeronimus' befaling til Andries de Vries.

Selvom mændene beder for deres liv, kender bortførerne ingen nåde. For øjnene af den skrækslagne Andries bliver de to voksne efter tur holdt under vandet, til deres kroppe holder op med at sprælle.

Da turen er kommet til Andries, trygler han om nåde. Til sidst går mytteristerne med til at skåne hans liv – på én betingelse: at Andries selv deltager i myrderierne.

Et par dage senere rækker Jeronimus drengen en skarp kniv med ordene: “Bevis din loyalitet. Slå de 11 syge mennesker ihjel, som ligger i teltet derovre. Det er ubrugelige munde, og under alle omstændigheder vil de helt sikkert dø. Skær deres hals over, og gør det straks”.

Andries har intet valg og gør, som han har fået besked på. Men da han efter udåden vasker blodet af sig, er han tæt på at kaste op af skam og selvforagt.

Hulkende lover han sig selv, at han aldrig igen vil slå ihjel. Det løfte bliver han tvunget til at bryde få dage senere, da Jeronimus atter har bud efter ham: “Dræb resten af de syge­, eller du er færdig”, truer han.

Igen gør Andries, som der bliver sagt – men da han bagefter lister ind i teltet til Lucretia van der Mylen og grædende betror hende sine synder, underskriver han samtidig sin egen dødsdom.

Jeronimus har udstedt strenge ordrer om, at ingen ud over ham selv må snakke med Lucretia, og som straf bliver Andries stukket ihjel offentligt af Jeronimus’ mænd.

Dødspatruljer slår til

Hvor myrderierne hidtil er foregået i ly af mørket, flyder blodet fra den 9. juli ved højlys dag. Jeronimus begynder nu at sende regulære dødspatruljer ud på de nærliggende småøer, hvortil han har spredt de skibbrudne i det håb, at de vil dø af tørst.

Men til hans store ærgrelse lykkes det begge grupper at overleve ved at drikke sælblod og urin. Da en gruppe på 15 mennesker flikker tømmerflåder sammen for at undslippe “Forrædernes Ø”, sejler­ Jeronimus’ mænd dem i møde og tvinger dem mod “Batavias Kirkegård”.

Undervejs drukner morderne flere i havet, mens resten slagtes i strandkanten. Under tumulten lykkes det fire at undslippe og søge tilflugt i Jeronimus’ telt i den tro, at lederen vil beskytte dem. Iskoldt beordrer den ukronede konge dem stukket ihjel med dolke.

Få dage efter sejler Jeronimus’ mænd til “Sæløen”, hvor 18 af de 45 skibbrudne på øen – en stor del kvinder, børn og skibsdrenge – massakreres.

Alle på “Batavias Kirkegård” kender nu til myrderierne, men de har ingen steder at flygte hen. De kan kun håbe på mordernes barmhjertighed. Men Jeronimus har allerede besluttet sig.

OVERBLIK: Idylliske øer blev en slagtebænk

Af de 316 ombord på skibet Batavia omkom omkring 200 på Houtman Abrolhos-øerne og i havet omkring. En del døde af tørst og drukning, men over halvdelen blev myrdet på bestialsk vis.

1. Batavia går på grund

Den 4. juni 1629 går skibet Batavia på et rev. Størstedelen af de 316 ombord redder sig ind på en nærliggende ø, som de døber “Batavias Kirke­gård”. 70 mand bliver på skibet. 40 af dem drukner, da bølger flår fartøjet i stykker få dage efter.

Antal døde: 40

The Australian Government/Department of the Environment

2. Mytterister tager­ magten

I de første dage dør 30 af de skibbrudne af tørst på øen “Batavias­ Kirkegård”. Jeronimus Cornelisz tager herefter magten og spreder de skibbrudne på de nærliggende øer. Efterfølgende myrder hans mænd løs blandt de tilbageværende på hovedøen.

Antal døde: 81

The Australian Government/Department of the Environment

3. Modstandere druknes i havet

I begyndelsen myrder mytteristerne deres modstandere i al hemmelighed. Mange bliver bl.a. druknet i havet.

Antal døde: 22

The Australian Government/Department of the Environment

4. Flygtninge myrdes

15 skibbrudne for­søger at flygte fra den golde “Forrædernes Ø”, men de fanges og tvinges til øen “Batavias­ Kirkegård” af mytteristerne, der slår dem alle ihjel.

The Australian Government/Department of the Environment

5. Massakre på sæløen

På “Sæløen” har 45 skibbrudne overlevet ved at drikke blod fra sæler. Mytteristerne angriber øen og dræber 37 i to massakrer. På samme ø bliver syv mytterister senere hængt.

Antal døde: 44

The Australian Government/Department of the Environment

6. Wiebbe Hayes slår mytteristerne­ tilbage

De farligste af de skibbrudne sender ­Jeronimus til “Høje Ø” for at dø af tørst. Under soldaten Wiebbe Hayes’ ledelse finder de imidlertid vand på den såkaldte “Wiebbe Hayes’ Ø”, som de forsvarer mod mytteristerne. Under kampene mister flere af angriberne livet.

Antal døde: 4

The Australian Government/Department of the Environment

Den 21. juli inviterer han præsten Gijsbert Bastiaensz og hans ældste datter, den 21-årige Judith, på middag i sit telt – begge er ufrivilligt blevet sat til at tjene mytteristerne som henholdsvis prædikant og elskerinde.

Mens det lille selskab får sig et måltid mad og en tår vin, trænger syv af Jeronimus’ folk ind i det telt, hvor præstens kone, tjenestepige og seks øvrige børn opholder sig.

I en sanseløs blodrus går mændene løs på de forsvarsløse kvinder og børn med økser. Med den stumpe ende af økserne knuser de deres kranier, mens blodet sprøjter.

I panikken flygter det yngste af børnene, den otteårige Roelant, men bliver indhentet og slået ihjel med et velrettet økseslag, der kløver kraniet.

Sammen med ligene af sine søskende, sin mor og tjenestepigen bliver drengen kastet i en allerede forberedt massegrav.

Myrder for sjov

I slutningen af juli ebber myrderierne ud. Hovedparten af dem, som Jeronimus ønsker dræbt, er nu blevet slået ihjel, men morderne er blevet afhængige af deres blodige metier og morer sig med at udpege tilfældige ofre blandt de overlevende, som lever i en evig skræk.

“Bare slå ham tømreren ihjel. Han er en doven hund”, erklærer kaptajngeneralen ved en lejlighed. Jævnligt beslutter han sig for at teste sine medsammensvornes loyalitet, og en dag rækker han en ung mand sit sværd med ordene: “Find lige ud af, om det stadig er skarpt nok til at kunne skære en hals over”.

I 1647 blev kommandør Pelsaerts rapport om begivenhederne på “Batavias Kirkegård” udgivet med illustrationer af myrderierne.

© The Australian Government/Department of the Environment

En knægt bliver tvunget til at sætte sig på jorden med bind for øjnene. Mens den unge morder gør sig klar, beroliger den ukronede konge det rystende offer: “Rolig, det er bare en leg”.

Sekundet efter hvisler sværdet gennem luften og igennem drengens hals. Synet af hans hoved, der dumper ned på jorden og triller som en bold, får Jeronimus til at juble – og den 18-årige skibsdreng Jan Pelgrom til at hulke af skuffelse.

I dagevis har Pelgrom tigget Jeronimus om lov til at dræbe, og da han igen er gået glip af chancen for at udleve sine mørkeste lyster, springer misundelsens tårer fra hans øjne. Følelsen af total magt over liv og død har gjort morderne vanvittige.

Uventet modstand

Mens Jeronimus og hans mænd morer sig med at myrde løs på “Batavias Kirkegård”, opstår et presserende problem. De knap 50 soldater, som Jeronimus har overladt til en langsom død på den knastørre “Høje Ø”, er mod forventning stadig i live.

Efter at have opgivet at finde vand på “Høje Ø” har soldaterne under ledelse af den 21-årige menig Wiebbe Hayes søgt tilflugt på en nærliggende ø, hvor de har fundet rigeligt med vand og madreserver i form af wallabyer, en slags minikænguruer.

Soldaterne har for længst sendt røgringe til vejrs som et tegn på, at de har fundet vand. Men efter at enkelte flygtninge fra massakrerne på de andre øer har formået at redde sig i land på øen og fortalt om Jeronimus’ rædselsregime, har Wiebbe Hayes og hans mænd gjort sig klar til at gøre modstand, hvis morderne skulle finde på at angribe.

Jeronimus havde taget alle våben fra dem, inden de afsejlede til “Høje Ø”, så i stedet har soldaterne flikket køller sammen af drivtømmer og spidse metalspir fra Batavia.

Under Wiebbe Hayes’ ledelse har mændene desuden bygget et lille fort af sten, knuste­ koraller og mudder – nu afventer de bare mytteristernes træk.

Jeronimus bliver desperat

Mens Wiebbe Hayes og hans mænd bereder sig, planlægger Jeronimus sit angreb. Han frygter, at soldaterne vil advare redningsskibet, som han venter kan ankomme, hvert øjeblik det skal være.

Øens forsvarere må derfor væk – uanset prisen. I de første dage af august sender han først 22 mand og derefter næsten det dobbelte antal mod Wiebbe Hayes – begge gange bliver morderne slået tilbage af soldaterne, der med Jeronimus’ ord “forsvarede­ stranden og stod i vand op til knæene”.

Jeronimus indser, at han må skifte taktik. Nu skal fjenden overrumples med list: “Denne gang kan det ikke gå galt. Snart har vi soldaterne i vores hule hånd”, forsikrer han sine folk, inden han om morgenen 2. september sammen med fem mand sejler mod “Wiebbe Hayes’ Ø”.

Mændene har fyldt to joller til randen med guldmønter, ædelsten, tøj, uldtæpper og vin i tøndevis, alt sammen skatte, som Jeronimus agter at bruge som bestikkelse.

Hans håb er, at soldaterne vil opgive al modstand til gengæld for de rige gaver, og i samme øjeblik soldaterne sænker paraderne, vil han sætte ind med et afgørende bagholdsangreb støttet af yderligere styrker, som ligger på lur på et rev i nærheden.

“Vi vil jer intet ondt, og I har ingen grund til at nære mistillid til os, blot fordi vi har slået ihjel. De folk, der er blevet myrdet, er skurke, som selv har gjort sig fortjent til deres skæbne”, garanterer Jeronimus, da han går i land og møder Wiebbe Hayes i strandkanten.

I samme åndedrag beklager han de tidligere angreb på øen: “Det eneste, vi ønskede, var vand”, forklarer han.

Men Hayes lader sig ikke narre. Han har selv lagt en fælde for mytteristerne: “Forræder”, brøler han og giver tegn til sine folk, som har ligget i skjul i nærheden.

Inden Jeronimus når at reagere, ligger han overmandet i sandet. Fire af hans mænd bliver dræbt på stedet, mens en enkelt, Wouter Loos, formår at flygte.

Sejlskib i sigte

Med Jeronimus sat ud af spillet organiserer mytteristerne på “Batavias Kirkegård” sig under den 24-årige Wouter Loos. Men deres held er ved at være brugt op, og da de rasende stormer “Wiebbe Hayes’ Ø” den 17. september, bliver det et kort slag.

Loos og hans mænd går til angreb med geværer, men da de blodige kampe efter to timer er ved at nå et afgørende klimaks, sker miraklet: Pelsaert og hans undsætningsskib Sardam dukker op i horisonten.

Kommandør Pelsaerts rute.

© HISTORIE

Kommandør Pelsaert reddede de overlevende

I et kapløb på liv og død sejler to joller Pelsaert i møde med årerne piskende i vandet. I den ene befinder sig Hayes og fire af hans folk, der vil advare kommandøren; i den anden er 11 mytterister, som vil erobre skibet.

Vinderen af kapsejladsen bliver Hayes: “Velkommen tilbage, men pas på! En flok skurke vil kapre jeres skib!” råber han forpustet til kommandøren.

Uden at tøve brøler Pelsaert til sit mandskab: “Gør kanonerne­ klar. Der har været mytteri!” Øjeblikket efter når mytteristerne ud til skibet. Men overmagten er for stor. De må overgive sig.

Dommens time

Da kommandør Pelsaert i de følgende timer får oprullet den rædselsvækkende beretning om mytteristernes sadisme, voldtægt og massemord, kan han knap tro sine egne ører.

Under den næsten 100 dage lange rejse til havnebyen Batavia og tilbage til de skibbrudne har han forberedt sig på, at mange nok ville være bukket under – for tørst, sult og sygdom.

Men aldrig har han forestillet sig, at en gal mand i hans fravær ville tage magten, kaste al menneskelighed over bord og slagte løs.

Samme aften bliver Jeronimus bragt ombord på Sardam, hvor kommandøren underkaster ham forhør.

“Hvordan kunne du, af ren og skær blodtørst, tillade Djævlen at føre dig så langt bort fra alle menneskelige følelser?” vil Pelsaert vide.

“Ingen skal beskylde mig for det, der er sket. Det er ikke­ min skyld”, bider Jeronimus ham af. Han kaster skylden på alle andre og bedyrer, at det ikke var hans idé at erobre hverken Batavia eller redningsskibet.

To af mytteristerne blev efterladt sammen med Australiens aboriginere.

© Corbis/AOP

Australiens­ første hvide kom fra Batavia

De ledende personer bag myrderierne blev hængt. Men to af de yngste, den 18-årige Jan Pelgrom og den 24-årige Wouter Loos, blev som straf efterladt på fastlandet.

Dermed blev Loos og Pelgrom de første hvide i Australien. Da briterne 100 år senere udforskede Vestaustralien, kunne de forbløffet rapportere om aboriginere med blå øjne.

Men så let slipper Jeronimus ikke. I dagevis forhører kommandøren alle de overlevende og fører omhyggeligt protokol over deres forklaringer og forbrydelser, og 28. september 1629 er dagen kommet, hvor han afsiger sin dom over mytteristernes leder:

“For at undgå Guds vrede og for at rense kristendommens navn for en så uhørt usling har jeg dømt Jeronimus Cornelisz til at få hugget begge hænder af og dernæst blive­ hængt”, erklærer han.

Fire dage senere, en grålig oktobermorgen, hvor skyerne hænger lavt over koraløerne, bliver Jeronimus og seks af hans medsammensvorne ført til galgerne, der er blevet rejst på “Sælø”. Inden mændene får lagt løkken om deres hals, bliver deres hænder hugget af – Jeronimus mister begge, de andre kun højre hånd.

Kommandør Pelsaert dømte syv af mytteristerne til at få hugget hænderne af og derefter blive hængt på “Sæløen”.

© Western Australian Museum

Præsten Gijsbert Bastiaensz, hvis kone og seks børn er blevet dræbt af mytteristerne, ledsager de dødsdømte hele vejen til skafottet, så de kan nå at angre deres forbrydelser.

Hovedparten tager taknemmeligt imod tilbuddet og trygler om tilgivelse, men til det sidste nægter Jeronimus at erkende, at han har gjort noget galt. Hans allersidste ord, inden han dingler livløst i galgen, er “Hævn”.

Med henrettelsen af de syv mytterister når det samlede dødstal på Houtman Abrolhos-øerne op på 198.

To ud af tre af de mennesker, der håbefuldt var gået ombord på Batavia i Holland, er nu døde og borte, så da det gode skib Sardam få dage efter lægger øerne med deres massegrave og blodige sand bag sig, markerer det afslutningen på et af de mest bestialske kapitler i søfartens historie.