Skibslæge blev berygtet piratkaptajn

Exquemelin må sælge sig selv til slaveri

Som ung drømte Exquemelin bestemt ikke om at blive pirat, men da han var en del af Frankrigs protestantiske mindretal, huguenotterne, fik han religiøs forfølgelse at føle.

I 1666 udstedte kong Ludvig 14. et dekret, der forbød huguenotter at udøve lægegerning, og seks år henne i sine studier måtte Exquemelin derfor opgive at blive kirurg. Hans drøm om et komfortabelt liv i Frankrig lå i ruiner.

På ét af handelsselskabet Fransk Vestindisk Kompagnis skibe forlod han sin fødeby Honfleur og satte kursen mod den lille ø Tortuga i Caribien.

For at få råd til rejsen havde han udbudt sig selv som såkaldt serving – en ordning, der indebar, at han ved ankomsten lod sig sælge som slave for en tids­begrænset periode. Når rejsen var betalt af, ville han være fri til at søge lykken på egen hånd i kolonien.

Inden afrejsen fra Europa aftalte Exquemelin med kompagniet, at han kun måtte sælges til arbejde, der svarede til hans uddannelse som læge. Da skibet lagde til ved Tortuga, en lille fransk ø mellem nutidens Haiti og Cuba, glemte kompagniet alt om aftalen og solgte Exquemelin til den første og bedst betalende, hvilket viste sig at være viceguvernør La Vie.

Viceguvernøren ejede en tobaksplantage på Hispaniola, og Exquemelin blev sat til det hårde fysiske arbejde med at luge, vande og høste de indbringende planter.

“Tilmed gav La Vie mig kun det halve af, hvad jeg havde behov for – det gjaldt både føde og klæder”, skriver Exquemelin bittert i sin bog.

Til tider fik Exquemelin hverken mad eller drikke og måtte leve af sure, umodne appelsiner, som var det eneste spiselige, han kunne finde. Da en af guvernørens sekretærer en dag forbarmede sig over Exquemelin og gav ham lidt styrkende vin, blev La Vie så rasende, at han straffede sin nye slave brutalt.

“Han smed mig i en dyb, mørk og stinkende kule, idet han sagde, at nu kunne jeg rådne op i det hul”.

I tre dage sad Exquemelin nøgen på den bare jord, før han atter blev hentet op. Og han var endda sluppet nådigt, for en servings liv var billigt.

“Jeg har set nogle blive slået, til de ikke mere kunne rejse sig. Dem lægger man lige så stille hen i et hul, som graves i hjørnet af plantagen, og ingen taler mere om dem”, beretter Exquemelin.

Efter oplevelsen med hullet havde han imidlertid fået nok. Med hjælp fra en munk stak Exquemelin af og løb hen til guvernør d'Ogerons hus. Guvernøren sørgede for, at han blev solgt til en læge, hvor Exquemelin omsider kunne praktisere sit fag.

Efter et år tilbød lægen imidlertid Exquemelin friheden mod en betaling på 150 piastre, som han ville få lov til gradvist at afdrage. Problemet var bare, at Exquemelin ikke ejede en klink, og han så derfor ingen anden udvej end at påmønstre en piratskude.

Vildsvinejægere bliver pirater

Exquemelins beslutning om at kaste sig ud i en tilværelse som sørøver var faktisk ikke så desperat, som den lyder. Den unge læge dumpede lige ned i sørøvernes gyldne tidsalder. 174 år efter at Christoffer Columbus ankom til Caribien, havde spanierne koloniseret store dele af De
Caribiske Øer, Latinamerika og Sydamerika.

Drevet af hellig ildhu efter de indfødtes sjæle og jordisk griskhed efter områdets naturrigdomme var conquistadorer strømmet til Amerika, hvor de først døbte indbyggerne og derefter ribbede deres byer for sølv og guld, ædelstene og kakao.

Spanien fik dog snart konkurrence fra sømagterne Frankrig, England og Holland samt fra bander af pirater, der opererede på egen hånd eller med direkte støtte fra en af de store sømagter.

De første pirater kom fra et lille jægersamfund, der fra 1600-tallets begyndelse levede på Cuba, Jamaica og Hispaniola.

Fællesskabet, som kaldtes boucanierer, bestod af franskmænd og englændere, og navnet fik de efter deres boucan – en røgeovn – som de brugte til at tilberede vildsvin, som blev nedlagt i skovene. Exquemelin mødte boucaniererne, så snart han ankom til Caribien.

“Deres påklædning bestod i al enkelhed af en linnedsbluse og et par bukser, der kun nåede halvt ned på lårene. Man måtte i øvrigt se temmelig nøje på dem for at konstatere, at deres tøj virkelig var af linned, i den grad var det indsmurt i blodet fra de dyrekroppe, de plejede at bære på. De var solbrændte, nogle havde strittende – andre flettet hår. Alle var langskæggede og bar ved bæltet en taske af krokodilleskind, hvor de havde fire knive og en bajonet”, fortæller Exquemelin.

Boucaniererne levede i et broderskab, som de kaldte “Les Frères de la Côte” – Kystens Brødre. Når de indtrådte i broderskabet, lagde mændene deres gamle identitet fra sig, antog et nyt navn og betragtede de andre boucanierer som familie.

“De holder sammen parvis og kalder hinanden matelot, som betyder sømand eller matros.
Alt, hvad de ejer, deler de med deres matelot”, beretter en fascineret Exquemelin.

På Exquemelins tid havde mange boucanierer imidlertid fået øje på mere indbringende bytte end vildsvinene. Efter i lang tid at være blevet jaget og chikaneret af spanierne var jægerne begyndt at angribe spanske skibe, der anløb Caribiens havne for at sejle sølv og guld, sukker og kakao hjem til Spanien.

Kaptajn med dødsforagt besejrer spanierne

Den første pirat, som for alvor fik succes, var Pierre Le Grand. Han var franskmand og fra kystbyen Dieppe ved Den Engelske Kanal, fortæller Exquemelin.

Lægen mødte aldrig selv Le Grand, men historien om ham blev fortalt med ærefrygt på ethvert skibsdæk i Caribien, og Exquemelin kendte den fantastiske beretning så godt, at han næsten selv kunne have været med.

Le Grand sejlede med blot 28 mand i en synkefærdig bark bevæbnet med sølle fire kanoner. Lasten var rungende tom, da han en dag fik øje på et mægtigt spansk skib.

Le Grand ville angribe, men besætningen protesterede. Folkene lod sig dog overtale, da Le Grand garanterede, at angrebet ville lykkes, blot de ville gennemføre det på hans måde.

Alle aflagde ed på, at de ville gøre som kaptajnen sagde, og den dristige plan blev sat i værk.

Kaptajnen gav mændene besked på at springe om bord på det spanske skib på samme tid. For at sikre sig, at boucaniererne parerede ordre, gav han en af sine mænd ordre til at brække bundbrædderne på barken op med et koben, inden angrebet begyndte.

På den måde ville besætningen kun have valget mellem at angribe eller gå ned med den synkende skude. Le Grands mænd overrumplede fuldstændig besætningen på det spanske skib, som ikke havde regnet med, at den lille plimsoller ville udgøre nogen trussel.

Og deres dristighed lønnede sig. Skibet viste sig at tilhøre viceadmiralen for den spanske flåde i Caribien og rummede store rigdomme.

Tilmed havde Le Grand nu i stedet for en frønnet bark et stort flot skib med 54 kanoner, hvoraf de fleste var af den gode metalstøbte slags, og en last fyldt med proviant og alskens lækkerier.

“Det rige bytte vakte stor opsigt og fik adskillige kapere til at udruste skibe for at gå på togt i Vestindien”, beretter Exquemelin muntert i sin bog.

Stormagternes redskab

Rygerne om Le Grands store gevinst var ikke det eneste, der opildnede piraterne. I 1600-tallet var Spanien svækket af indre europæiske stridigheder. England og Frankrig pressede desuden på, og ingen af dem holdt sig for gode til at bruge sørøverne for at komme foran i rivaliseringen med Spanien.

I stedet for at plyndre skibe og forter blot for egen vindings skyld kom piraterne til at agere som Frankrigs og Englands forlængede arm. Med stormagternes billigelse og beskyttelse kunne sørøverne overfalde modpartens skibe, plyndre hans forter og ødelægge hans byer.

Pirateriet tog for alvor fart, da England i 1655 erobrede Jamaica fra Spanien. På Tortuga fik piraterne såkaldte kaperbreve – officielle tilladelser til at bedrive sørøveri – udstedt af den britiske guvernør. Briterne gav sågar det statsstøttede pirateri en rosenrød betegnelse: fribytteri.

I den hastigt voksende jamaicanske havn Port Royal kunne piraterne nu med stor profit afsætte deres varer. Sørøverne var eftertragtede, og det ikke uden grund.

“Kongerne af Frankrig og England kan den dag, de måtte ønske det, erobre Vestindien fra kongen af Spanien uden at bruge andre stridskræfter end dem, der er der i forvejen. For jeg har flere gange set, at en enkelt af disse mænd er mere værd end 10 af de mest tapre i Europa”, pralede Exquemlin hæmningsløst.

L'Olonnais skærer en fange i småstykker

Hvordan Exquemelin blev en del af det frygtede og feterede piratbroderskab, afslører han ikke, men hans forsøg på at blive optaget blandt piraterne har ikke været forbundet med stort hemmelighedskræmmeri eller fare.

Vi ved fra andre kilder, at mænd fra alle erhverv og sociale klasser frit kunne kontakte piratskibene, når de lå i havn. Franskmændenes Tortuga og Englands Jamaica var de to vigtigste øer, hvor piraterne kunne rekruttere nyt mandskab mellem togterne mod spanske skibe. Her blev piratskibene også udstyret med kaperbrev – en skriftlig tilladelse til at plyndre fjendens skibe.

Muligvis har piraterne haft et hemmeligt signal, som gjorde, at de kunne kende hinanden og undlade at afsløre sig over for fremmede. Exquemelin omtaler på et tidspunkt en “sørøverhilsen”, men hvad den går ud på, får vi ikke at vide.

Exquemelin afslører heller ikke, i hvor høj grad han selv deltog i plyndringer og lovløshed. Muligvis har han som læge holdt sig til at lappe sine skibskammerater sammen, men han kan ikke have været uvidende om den brutalitet, der kendetegnede piratkaptajnen Francois L'Olonnais, som han i 1667 drog på togt med.

L'Olonnais var berygtet for sit had til spanierne. Ligesom Exquemelin var han kommet til Caribien som serving, men blev senere boucanier og sørøver. Han viste sig at være et naturtalent inden for pirateri.

“Det så næsten ud, som om han var forudbestemt til jobbet, for allerede på sin første sejlads viste han sig så snarrådig, at han overgik alle andre i hurtighed, og hvad der ellers tæller inden for det fag. Han deltog kun i nogle få togter, før hans kammerater valgte ham til kaptajn”, beretter Exquemelin med en vis beundring.

På et af sine første togter strandede L'Olonnais under et uvejr ved kysten af Campeche i Mexico. Han og hans mænd vadede i land, men bedst som de troede, at de havde reddet livet, faldt en gruppe spanske kolonister over dem og dræbte de fleste.

L'Olonnais overlevede kun ved at smøre sig ind i blod fra sine kammerater og lade som om, han var død.

Fra da af nærede han et nærmest grænseløst had til alle spaniere og svor, at han aldrig ville lade nogen spanier overleve, når han først fik fat på ham. L'Olonnais kom til at holde ord. Exquemelin overværer personligt, hvordan kaptajnen lemlæster og myrder kolonisterne i de byer, han plyndrer.

Den rige havneby Maracaibo i Venezuela er første offer på togtet, og her angriber L'Olonnais med syv skibe og 440 pirater. Efter at have nedkæmpet et kanonbatteri og 250 spaniere ved kysten trænger L’Olonnais ind i byen, blot for at finde gaderne mennesketomme. Rygtet om piratens grusomhed er løbet i forvejen. L’Olonnais sender patruljer ud for at finde de rædselsslagne beboere.

“Mændene vendte om aftenen tilbage med 20.000 piastre, adskillige muldyr lastet med gods og en snes fanger – både mænd, kvinder og børn. Næste dag lagde de nogle af fangerne på pinebænken for at afhøre dem om skjulte skatte, men ingen ville gå til bekendelse. L’Olonnais, der med koldt blod let kunne tage livet af de første tyve spaniere, trak sin huggert og skar en af fangerne i stumper og stykker for øjnene af de andre, idet han svor på, at han ville gøre ligesådan med dem alle, hvis de ikke fortalte, hvad de vidste. Én af fangerne blev så rædsels­slagen, at han tilbød at føre sørøverne hen til indbyggernes skjulested”, fortæller Exquemelin.

Piraterne solder rovet op

Lige så hård L'Olonnais er mod sit mandskab før kampene, lige så gavmildt holder han fast i de traditionelle sørøverdyder fra boucaniertiden. Efter togtet rundt om Maracaibosøen og byen Gibraltar deler han rovet retfærdigt med sine fæller. Afregningen foregår i hjemhavnen Tortuga, og alt følger sørøvernes uskrevne regler.

“Efter hjemkomsten til basen betaler man først sin tribut til guvernøren. Så betales skibslægen, de kvæstede og kaptajnen, hvis han har haft udlæg for mandskabet. Når det er sket, og før nogen får sin andel, formaner man hele broderskabet om at fremlægge alt, hvad enhver måtte have medtaget – helt ned til en værdi af fem sous (småskillinger, red.), og de skal med hånden på Bibelen sværge på, at de intet har skjult”, fortæller Exquemelin.

Da denne formalitet er overstået, må hver enkelt pirat bruge sin andel, som han lyster. Langt de fleste solder hurtigt pengene op og står igen med tomme lommer.

“Ingen påmønstrer skibet igen, før han har brugt, hvad han har tjent; men det varer nu heller ikke ret længe, for disse mænd er grebet af spillelidenskab, elsker at æde og drikke og er forfaldne til alle slags udsvævelser”, beskriver Exquemelin malende.

“Min egen mester plejer at købe en tønde vin, stille sig midt på vejen og slå spunsen ud, og alle, der kommer forbi, må drikke med ham. Ellers skyder han dem med den bøsse, som han har med af samme grund”.

I Port Royal ser Exquemelin også “en stakkels englænder give en luder femhundrede daler for at få hende til at blotte, hvad kvinder anstændigvis bør holde tildækket”.

Exquemelin undgår behændigt at fortælle, hvordan han bruger sin egen del af rovet, men han lader til at have soldet pengene op ligesom sine kammerater. I hvert fald står han kort tid efter igen til søs med L'Olonnais, der nu triumferende kaldes Spaniernes Svøbe.

Mænd står i kø for at sejle med L'Olonnais, og kaptajnen gør sit bedste for at leve op til sit bloddryppende ry. På vej til byen San Pedro i nutidens Honduras går han endog så vidt som til at skære hjertet ud af en spansk kolonist, mens manden stadig er i live.

Togtet skal til gengæld blive L'Olonnais' sidste. Ved mundingen af Nicaragua-floden kaster både spaniere og indianere sig over ham. Mange af hans mænd bliver dræbt, og L'Olonnais må fortsætte med nogle få overlevende.

Hvornår Exquemelin forlader l'Olonnais, og om han overhovedet er med på den sidste del af togtet, fremgår ikke af erindringsbogen, men skibslægen møder senere én af L'Olonnais' kammerater, som afslører kaptajnens grusomme skæbne. Da L'Olonnais og hans mænd manglede både penge og proviant, blev de nødt til at plyndre den første, den bedste indianerlandsby, lød beretningen.

Det skulle de aldrig have gjort. Indianerne i fangede L'Olonnais, og sørøverkaptajnen blev “hugget i stykker og stegt lem for lem”, fortalte den overlevende.

“Således blev den mands endeligt, der havde udgydt så meget uskyldigt blod og begået så mange afskyelige misgerninger”, tilføjer Exquemelin fromt og uden at tage stilling til sit eget valg af piratkaptajn at sejle med.

Morgan tager lægen om bord

Exquemelins fordømmelse forhindrer ham ikke i at tage hyre hos endnu en af historiens mest berygtede og brutale sørøverkaptajner, Henry Morgan. Også Morgan er kommet til Caribien som
serving, hvorefter han slutter sig til sørøverne.

I 1668 påmønstrer Exquemelin Henry Morgans skib, og det første togt går til Cuba. Jamaicas engelske guvernør frygter på dette tidspunkt, at de spanske indbyggere på Cuba planlægger at angribe englænderne, og Morgan får til opgave at undersøge, om rygterne har noget på sig.

Det kommer til at gå ud over byen Puerto Principe. Efter at have erobret byen får Morgan sine sørøvere til at mishandle indbyggerne og derefter spærre dem inde i én af byens kirker. Mens
piraterne æder og drikker, sulter de indespærrede mænd, kvinder og børn.

“Der er fattige kvinder med spædbørn ved brystet, som intet har at give de små, fordi mødrene selv er halvdøde af sult og mishandling”, beretter Exquemelin.

“Nogle fanger bliver nu hængt op i armene med tunge sten om benene. Andre får spændt reb stramt om hovedet, indtil deres øjne buler ud. Atter andre bliver udsat for endnu mere udspekulerede pinsler”.

“Piraterne binder snører om fangens tommelfingre og storetæer og strækker ham ud mellem fire stolper. Herefter giver fire mand med stokke sig til at slå løs på snørerne, hvorved hans krop kommer til at ryste og sitre, og hans sener forstrækker sig. Dette kalder de for tørsvømning”, beretter Exquemelin.

Uvejr koster piratskibet sejl og anker

Efter Puerto Principe sejler piraterne til Panamas store havneby Portobelo, som de overlister i nattens mulm og mørke, men efter 14 dages plyndring bryder en epidemi pludselig ud blandt sørøverne.

Ifølge Exquemelin skyldes sygdommen dels “den fugtige luft, der er tung af stanken fra mange lig, dels at piraterne har skejet voldsomt ud med vin og kvinder”.

Epidemien sender piraterne til havs før tid, men de har allerede taget et formidabelt rov. Ud over 215.000 piastre i rede penge har de også tilranet sig sølvtøj, smykker, linned, silke og andre varer af høj værdi.

Grådigt deler de byttet imellem sig og sætter kursen tilbage mod Jamaica, hvor Morgan bliver hædret som en krigshelt. Snart slipper Exquemelin og de andre piraters held imidlertid op.

Efter endnu en gang at have plyndret de hårdt prøvede byer Maracaibo og Gibraltar bliver
piratskibene ramt af et voldsomt uvejr. Storm, torden og lynild truer med at sende alle til bunds.

“Vi har mistet både ankre og sejl, og stormen er så frygtelig, at vi ikke er i stand til at hejse andre sejl i stedet. Man må uafladeligt tømme vand ud med pumperne og ydermere øse det ud over skibssiden med spande. Skroget ville være blevet sprængt, hvis vi ikke havde snøret det sammen med trosser. Uvejret varede fire dage, og ville tilsyneladende aldrig få ende”, klager Exquemelin.

Morgan snyder sin besætning

Hvad der næsten er endnu værre: Exquemelin må kigge langt efter sin del af rovet ved togtets ende i februar 1671.

I stedet for at følge piratbroderskabets skikke og lade alle sværge på Bibelen, at ingen har stukket noget af rovet til side, vælger Morgan at kropsvisitere hvert eneste besætningsmedlem på stranden. For at sikre sig, at ingen gemmer diamanter og andre ædelstene i musketterne, borer Morgans udvalgte hjælpere sågar krudtladningerne ud.

Selv lader Morgan sig også visitere, men så snart byttet skal fordeles, står det klart, at noget er galt. Flere af sørøverne savner ædelstene og andre værdier, de kan huske, de selv har slæbt om bord på piratskibet. Nu begynder det at dæmre for dem, at Morgan har snydt dem.

Straks bryder en ophidset diskussion ud. Hvad skal de gøre med den svigagtige kaptajn? Nogle mener, at de simpelt hen skal skyde ham, andre, at de skal tage alt, hvad han ejer og har. Atter andre, at de blot skal beslaglægge den del, der tilkommer dem selv.

Imens piraterne har travlt med at diskutere, lister Morgan lige så stille om bord på sit skib og sejler sin besætning agterud.

For at komme hjem må Exquemelin og de andre stikke til søs på de tilbageværende småfartøjer.

“Vi klumper os sammen på en synkefærdig skude på et oprørt hav – elendige, berøvet alt undtagen nogle slaver, der både er gamle og dovne”.

Piraterne foretager en strabadserende rejse til Jamaica. Undervejs er skuden flere gange ved at synke, fordi den er utæt. Piraterne bliver jagtet af indianere med lange spyd, og ud for Cubas kyst ligger de underdrejet i to uger på grund af manglende vind. Til sidst har de kun få mundfulde vand tilbage.

Omsider når de udmattede pirater Jagua-bugten på Cubas sydkyst, hvor de møder to hollandske skibe. Her tager Exquemelin hyre og sætter kurs mod Europa, “idet jeg takkede Gud for, at jeg endelig kunne forlade denne tilværelse”, skriver han i sin bog.

Exquemelin anløber Amsterdam i 1672 og udgiver her sin bog i 1678. Bogen opnår enorm popularitet, men trods indtægterne vender Exquemelin flere gange tilbage til ­Caribien – i 1683 endda igen som skibslæge på et piratskib.

Derefter har vi ikke mange kilder til hans liv. I 1686 optræder han på skibslisten over medlemmer af en kommission, der sammen med den kongelige franske flåde skal undersøge en flod i Panama. Piraten Exquemelin er omsider blevet en agtværdig borger.