Spillet er ude Sortskæg

Alt ånder fred og ro, mens de en-mastede slupper næsten lydløst bryder vandet i James River på vej ud mod Chesapeake-bugten og Atlanterhavet. Maynard ved, at han skal nyde roen, mens tid er – for forude venter det farligste togt i hans 34-årige liv.

Flådeløjtnantens mission er at sejle sydpå langs North Carolinas kyst for at finde sørøveren Sortskæg, der i mere end et år har plyndret handelsskibe. Aviser og handelsfolk beskriver ham som en “umådelig blodtørstig” person, der behandler sine ofre “barbarisk og umenneskeligt”.

Normalt tjener løjtnanten i den britiske flåde ombord på en 531-tons fuldrigger med 42 kanoner.

Maynards overordnede har dog vurderet, at et så stort skib er for klodset til at bevæge sig rundt imellem sandbankerne ud for North Carolinas kyst. På trods af at han har næsten 60 kampdygtige mænd med, sniger usikkerheden sig dog ind:

“Jeg sejlede fra Virginia uden nogen kanoner og kun med små våben og pistoler”, noterede løjtnanten senere i et brev.

Maynard må klare sig uden én eneste kanon i jagten på Sortskæg. Men flådeofficeren er stålsat på at tage kampen op.

Løjtnanten drømmer om at blive kaptajn

17. november: Maynard sejler sydpå, fordi spioner har fortalt ham, at Sortskæg holder til ved øen Ocracoke.

Mens Maynards skibe glider ud på jagt efter tidens mest frygtede pirat, ved den britiske løjtnant, at en anden person er mindst lige så opsat på at få fanget Edward Teach – Sortskægs rigtige navn.

Virginias guvernør, Alexander Spots­wood, er manden bag ekspeditionen, og det er ham, som i al hemmelighed har planlagt ekspeditionen sammen med Maynards overordnede i den britiske flåde.

Ifølge Spots­wood er Sortskæg og hans sørøvere en pestilens “med deres plyndringer”, og guvernøren har modtaget “klager fra handelsfolk” i nabokolonien North Carolina.

North Carolinas guvernør, Charles Eden, ser gennem fingre med plyndringerne. Han har tilmed givet piraten lov til at opholde sig i kolonien. Det nægter Spotswood at acceptere – og derfor er Maynard nu på vej.

Ingen af løjtnantens overordnede har ønsket at lede ekspeditionen, men Maynard drømmer om at blive kaptajn, og missionen er en mulighed for at vise, at han evner at være øverstkommanderende.

I sin lille kahyt ombord på Jane gransker Maynard søkortene, som er foldet ud på bordet ved siden af stearinlysene. Især ét punkt fokuserer løjtnanten på igen og igen: Ocracoke Island, som ligger adskillige dages sejlads sydpå.

Sortskæg opholder sig med stor sandsynlighed der, hvis Maynard skal tro guvernør Spotswoods spioner, som har rejst rundt for at opstøve informationer om piratens væresteder.

På sin færd gennem Outer Banks, et mere end 300 km langt bælte af øer og sandbanker ud for det sydøstlige Virginia og North Carolina, må Maynard dog konstant holde udkig efter piraten.

Ifølge de seneste meldinger sejler Sortskæg ombord på en slup med 9-10 kanoner, som han har døbt Adventure.

Farer lurer under havets overflade

18. november: Efter et døgn til søs passerer skibene grænsen på havet mellem Virginia og North Carolina.

Indtil videre har løjtnant Maynard kendt de områder, skibene har passeret, men hans viden om North Carolinas Outer Banks er stærkt begrænset.

De medbragte søkort giver livsvigtige oplysninger om havdybden og advarer om skjulte rev og klipper, men kortene er ikke altid nøjagtige.

Derfor har Maynard lodsen William Butler med ombord – en mand, som Spotswood har hyret i North Carolina. Lodsens viden om områdets sandøer og brakvandsbugter er guld værd.

Butler betragter opmærksomt vandet, mens skibene glider afsted langs bankerne.

Den mindste kursfejl kan resultere i, at Jane eller Ranger går på grund i det lavvandede farvand. Heldigvis er slupperne perfekte til at sejle i området, da skibenes køl ikke stikker dybt i vandet.

Maynard og Butler er da også enige om, at netop den lave køl er årsagen til, at Sortskæg nu sejler rundt i en slup frem for den store, tremastede Queen Anne’s Revenge, som piraten førhen har hærget oceanerne med.

Lodsen fortæller yderligere Maynard, at han har hørt, at Sortskæg sejler med stjålet gods mellem Ocracoke og byen Bath i North Carolina. Et rygte, der stemmer overens med Maynards informationer.

Angiveligt læsser Sortskæg stjålne kasser med sukker og bomuld af i palæerne i Bath, hvor guvernør Eden og koloniens dommer, Tobias Knight, bor. Til gengæld for varerne ser de højtstående mænd gennem fingre med piratens lovovertrædelser.

Mens Butlers blik er rettet mod farlige sandbanker og rev, spejder Maynards udkigspost i masten efter skibe – både Sortskægs eget, men også andre fartøjer, der kan have nyt om den berygtede pirat.

Beskeden fra Maynards overordnede inden afrejsen var klar: Hvis han undervejs får “nye efterretninger”, må han “handle efter dem”.

Tilfældigt møde giver ekspeditionen ny viden

20. november: Ekspeditionen har efter tre dages sejlads ikke fundet nogen spor efter Sortskægs skib.

To begivenhedsløse dage er gået, da et højt råb lyder oppe fra masten om morgenen 20. november. Imens Jane og Ranger sejler gennem en smal passage, der fører ind i bugten ved øen Roa­noke, har udkiggen set et skib i det fjerne.

Løjtnant Maynard sætter kikkerten for øjet. Gennem glasset ser han, at det fremmede fartøj heldigvis må være et lille handelsskib. Alligevel skal løjtnanten passe på.

I princippet er han på en ulovlig mission, fordi hverken Spotswood eller han selv er bemyndiget til at gennemføre en militæraktion i en anden koloni.

Desuden bliver Sortskæg ikke anset som kriminel i North Carolina, da guvernør Eden har benådet piraten for hans tidligere forbrydelser. At alle andre end Eden og hans kumpaner ønsker Sortskæg hængt, gør ikke Spotswoods mission lovlig.

Da Maynard har konstateret, at det fremmede skib ikke tilhører flåden i North Carolina, kan løjtnanten tillade sig at afsløre sit ærinde. Han retter på officersuniformen og placerer omhyggeligt sin hat på hovedet, mens Jane nærmer sig det fremmede fartøj.

Adspurgt, om de ved noget, råber de lokale søfolk på det lille sejlskib, at de har set den berygtede pirat seks dage forinden. Da de stødte på den notoriske pirat, sad Sortskægs slup fast ved Brant Island Shoal i den vestlige del af Pamlico Sound, beretter søfolkene.

Maynard lytter interesseret, takker mange gange for informationerne og går så beslutsomt ind i sin kahyt for at studere søkortene. I forhold til Ocracoke Island ligger Brant Island Shoal i den modsatte retning, men Maynard er ikke i tvivl:

Han må følge sit nye spor – også selvom søfolkene fortalte, at en anden slup var ved at trække Sortskæg fri.

Med en stærk efterårsvind i ryggen stikker Jane og Ranger mod sydvest. Maynard følger nøje kompasset, der praktisk er monteret på en sling­­re­­bøj­­le, som sørger for, at instrumentet altid står vandret, selv når Jane krænger.

Imens er But­ler om muligt mere på vagt end tidligere, da Pamlico Sound med sine mange lavvandede om­rå­der hurtigt kan sætte en stopper for skibene og spolere missionen.

Allerede først på eftermiddagen nærmer slupperne sig Brant Island Shoal, og Maynard kan dårligt slippe sin kikkert af bare spænding. Vågent panorerer løjtnanten frem og tilbage over horisonten, men han sukker dybere og dybere, hver gang han sænker den igen.

Sortskægs skib er ikke at se nogen steder i området. Maynard har dog på ingen måde givet op.

Morgenen efter beordrer han sit mandskab til at sejle direkte mod øst i jagten på piraten. Ocracoke Island har hele tiden været det bedste bud på Sortskægs skjul, og sidst på eftermiddagen råber udkiggen, at han kan se land længere fremme.

Løjtnanten lader langsomt sine slupper glide ind mod Ocracoke, mens Butler stadig er på mærkerne, så fartøjerne ikke støder på grund.

Langsomt sejler ekspeditionen langs kysten, indtil de spotter topmasterne på to mindre skibe bag nogle sandbanker længere fremme. Løjtnanten løfter sin kikkert og iagttager nøje fartøjerne. Da han sænker kikkerten igen, er han ikke i tvivl – det er Sortskæg.

Mændene forbereder sig på et blodbad

21. november om aftenen: Imens der er dagslys, overvåger Maynard sin fjende. Sortskæg og hans mænd har øjensynligt ikke lagt mærke til de nyankomne.

Tusmørket sænker sig hurtigt over Ocracoke, efter at Maynard har lokaliseret sit mål. Løjtnanten ved, at ethvert angreb i mørket vil være nærmest dødsdømt, fordi det lave vand er fyldt med lumske sandbanker.

Den 34-årige officer beder derfor sine mænd om at kaste anker. Efter flere lange dage til søs trænger besætningen også til hvile, inden den skal i kamp mod piraterne.

Mens ankrene på Jane og Ranger dumper mod sandbunden, går sømændene ned i lastrummene og åbner kasser med våben og andet udstyr.

Uden kanoner kan Maynards styrke kun fange Sortskæg ved at borde piratens skib, så udstyret indbefatter økser og entrehager, der skal hjælpe mændene med at hage deres skibe fast til sørøverens slup.

Soldaterne ved, at blodet vil flyde næste morgen, og at de skal kæmpe mod hårdkogte pirater. Derfor sliber besætningsmedlemmerne de medbragte huggerter og daggerter ekstra omhyggeligt.

Krumme klinger og knivblade skal helst glide ubesværet gennem fjendens tøj og kød – sidder de skarpe metalflader fast i for lang tid, kan det koste en livet.

Pistoler og musketter bliver ligeledes renset grundigt, mens lunter på granater med krudt kontrolleres, før de til sidst bæres op på skibsdækkene.

Efter klargøringen af våbnene spiser besætningerne et aftensmåltid bestående af beskøjter og saltet kød, som de skyller ned med vand fra tønderne i lastrummet. Mændene går tidligt til ro i deres køjer for at få så meget hvile som muligt.

Dagen efter skal de op imod havenes mest frygtede pirat, og Sortskægs skib har kanoner. Besætningerne på Jane og Ranger har derfor svært ved at falde i søvn, da de lægger sig i køjerne.

Natteroen bliver heller ikke hjulpet på vej af piraterne. Sortskægs mænd og hans gæster, som har ankret deres slup op ved siden af Adventure, skåler og synger højlydt natten lang. Piraterne hælder rom indenbords, og festen bliver mere og mere livlig, i takt med at timerne går.

Momentvis gjalder Sortskægs røst sågar ud over vandet i nattemørket. Løjtnant Maynard er godt tilfreds med, at hans modstander drikker sig fuld. Hvert et krus rom, piraten indtager, svækker hans sanser.

De kraftfulde strofer fra piratkaptajnen i det fjerne gør dog samtidig Maynard opmærksom på, at det ikke er et helt almindeligt menneske, han skal nedlægge.

Piraternes kanoner spreder død og ødelæggelse

22. november om morgenen: Ud på de lyse timer ebber sørøvernes fest efterhånden ud, og de falder til ro.

Da solen stiger op over Ocracoke om morgenen, spiser soldaterne en let morgenmad. Herefter hopper de i uniformerne og klargør deres våben. Til sidst placeres økser, entrehager og granater til at borde med på dækkene.

Kun en svag vind strejfer vandoverfladen, så soldaterne må hive i sluppernes årer for at sætte Jane og Ranger i bevægelse. Heldigvis hjælper en svag strøm dem også fremad mod Sortskægs skib.

På Janes dæk står Maynard, som har en god mavefornemmelse. Ved gårsdagens hurtige optælling så han kun ca. 30 pirater på Adventure, og skibet ved siden af er blot et lille handelsskib med en håndfuld sømænd.

Løjtnanten ved, at Sortskæg tidligere har sejlet med op imod 300 mand på flere skibe, så tidspunktet er gunstigt. De fleste af piraterne ligger sandsynligvis også med tømmermænd efter nattens udskejelser.

Maynards styrke er både dobbelt så stor og langt friskere end hans modstanders, men til gengæld har den ingen kanoner.

Da Jane og Ranger er mindre end 1 km væk fra fjenden, spotter piraternes vagt pludselig faren. Han løber med det samme ned under dæk for at alarmere Sortskæg.

I en fart tramper den sorthårede kæmpe af et menneske op på dækket. For ikke at spilde vigtige sekunder på at hale ankeret op hugger Sortskæg prompte ankerrebet over, så Adventure er fri med det samme.

Selv efter en hård omgang druk ved piratkaptajnen instinktivt, hvornår faren truer. Med et brøl kalder han sine mænd til deres poster.

På afstand kan Maynard ængsteligt følge, hvordan fjendens kanoner én efter én bliver gjort klar. Imens forsøger Sortskæg at bugsere sin slup omkring, så den får bredsiden vendt mod de to fartøjer, der nærmer sig.

Til sin skræk ser Maynard, at Rangers køl i samme øjeblik borer sig ind i en sandbanke. Det lille skib er nu et let mål for piraterne.

Mr. Hyde – underofficeren, som har kommandoen på Ranger – beordrer sine mænd til at kyle ballast og vandtønder over bord. Vandet plasker op omkring skibet, og roerne kæmper febrilsk for at skubbe den lille slup fri med årerne.

Da kølen slipper sandbunden, er det dog for sent.

Røgen står op fra piraternes kanoner, og sekunder senere flænser kuglerne Rangers forsejl og borer sig gennem skibets trædele.

Skrigende falder flere fra skibets mandskab om på dækket i en pøl af blod, men værst er det, at sluppens kommandør er faldet:

“Mr. Hyde blev desværre dræbt, og fem af hans mænd såret i den lille slup, som – uden at have nogen til at lede sig – sakkede agterud og ikke nåede frem, før kampen var forbi”, skrev Maynard efterfølgende.

Med næsten halvdelen af sin styrke sat ud af spillet ser situationen med ét kritisk ud for løjtnanten.

Alligevel vælger han at fortsætte ufortrødent frem mod Sortskægs slup, og til flådeofficerens held er det nu piraternes tur til at støde på grund. Maynards folk kan langsomt ro Jane tættere på fjenden, uden at de kan vende bredsiden mod dem.

“I forbandede skurke, hvem er I? Og hvor kommer I fra?” tordner kæmpepiraten, da fartøjerne nærmer sig hinanden.

“Som I kan se på vores flag, er vi ikke pirater!” råber Maynard tilbage, hvorefter Sortskæg ifølge ham “skålede for vores snarlige ophold i helvede, kaldte os kujonagtige hvalpe og sagde, at han hverken ville give eller forventede nåde”.

“Jeg forventer ingen medlidenhed, og jeg agter heller ikke at skåne dig”, svarer Maynard – en af duellanterne må dø.

Sortskæg bliver lokket i en fælde

22. november om morgenen: Maynard nærmer sig piraternes skib, der har sat sig fast på en sandbanke.

Inden Maynard når tæt nok på til at borde Adventure, lykkes det sørøverne at løsne deres slup og vende bredsiden mod Jane, så de kan affyre “adskillige kanoner mod Maynards skib”, som avisen Boston News-Letter beretter.

Ifølge publikationen gjorde kanonsalven “dog kun begrænset skade, men da Maynard roede tættere på Teach’ 10-kanoners-slup, skød Teach mod Maynard med små våben (håndvåben, red.) ladt med kugler, søm og stykker af gammelt jern, som dræbte seks af hans mænd og sårede 10”.

Maynard er fortvivlet. Selvom hans skib endnu er intakt, falder flere og flere af hans mænd.

De overlevende soldater skøjter rundt på Janes blodindsmurte dæk, der er fyldt med afskudte legemsdele. I forvirringen ror ingen længere, og Jane begynder at drive væk fra Adventure.

Flådeløjtnanten indser, at han kun har én chance for at besejre Sortskæg – gennem list. Lynhurtigt beordrer han resten af sine folk under dæk, mens krudtrøgen fra en kanonsalve forhindrer piraterne i at se, hvad der foregår på flådeskibet.

Soldaterne tumler ned ad trapperne, og kun Maynard, Butler og rorgængeren Abraham Demelt bliver stående oppe på dækket.

Da røgen letter, ser Sortskæg sølle tre mand stå tilbage på fjendens skib, mens det flyder med døde og halvdøde på sluppen. Selvsikkert kommanderer han sit skib op på siden af Jane og kaster entrehager over rælingen.

Med sine mænd i hælene svinger piratkaptajnen sig over på Maynards fartøj med en huggert i hånden og et pistolbælte om livet. Her skridter han målrettet frem mod den mand, som har vovet at udfordre ham.

I det samme giver Maynard tegn til sine mænd, som farer op ad trapperne og går løs på Sortskægs pirater.

En kakofoni af sværdslag, pistolskud og dødsskrig fylder formiddagsluften ud for Ocracoke, imens kampen raser – og midt i larmen krydser Maynard og Sortskæg klinger.

Løjtnanten langer ud efter sørøveren, men sværdspidsen rammer piratens krudthorn, så stikvåbnets klinge bøjer. Maynard når efterfølgende kun lige at blokere et kraftfuldt modhug fra piraten.

Sortskægs slag er imidlertid så hårdt, at parérstangen på Maynards sværd flækker, og klingen fortsætter ned gennem løjtnantens hånd, hvor den hugger hans fingre halvt over.

Blødende tager Maynard et hurtigt skridt baglæns, mens han i samme bevægelse smider sværdet og griber sin flintepistol. Han retter den resolut mod sin modstander og trykker aftrækkeren ind.

Skuddet rammer Sortskæg, men den store mand bliver stående. Piraten vakler dog kortvarigt et skridt baglæns, og det moment udnytter Abraham Demelt til at komme sin sårede kommandør til hjælp.

Rorgængeren tildeler resolut Sortskæg et hug tværs over ansigtet, og mens blodet vælter ud fra såret, lyder fire nye pistolskud.

Flere af Maynards mænd har dræbt deres direkte modstandere, og de skyder nu kugler ind i den store pirats krop. Men Sortskæg står stadig – også efter at en soldat fra det skotske højland tildeler ham et voldsomt sværdhug på halsen.

“Godt gjort, du”, lyder det fra piratkaptajnen, som imidlertid er ved at indse, hvor det bærer henad.

“Hvis det ikke er gjort godt nok, må jeg gøre det bedre”, udbryder højlænderen, inden han med “sving nummer to huggede hovedet af, så det lagde sig til hvile på skulderen”, som Boston News-Letter senere slår fast i en artikel.

Omsider kollapser Sortskæg på dækket, og det skæggede hoved er kun forbundet til halsen med en lille trævl kød. Resten af sørøverne ligger lige så livløse som deres leder.

“Med sværdet i hånden dræbte de hver og en af angriberne uden selv at miste én eneste mand”, beretter den stolte Maynard efterfølgende om sine folks kamp på Janes dæk.

Brev i Sortskægs kahyt påviser korruption

22. november om eftermiddagen: Resten af Sortskægs mandskab overgiver sig, da deres kaptajn falder.

Mens ekspeditionens tilskadekomne mænd bliver tilset og forbundet, går Maynard og nogle soldater ombord på Adventure. Løjtnanten er spændt, da han bevæger sig ned i lastrummets mørke, hvor hans mænd får besked på at åbne tønderne og kisterne.

Et efter et ryger lågene af, men i stedet for glitrende guld og funklende ædelsten dukker der kun rom, vin og våben op.

I kaptajnens kahyt finder Maynard selv en lille smule guldstøv og et par genstande af sølv, men ellers intet af værdi. Piratens største skatte må være gemt et andet sted.

I Sortskægs lomme opdager Maynard dog noget ganske værdifuldt: Et brev fra North Carolinas højesteretsdommer, Tobias Knight.

Skrivelsen er dateret til 17. november 1718 – samme dag, som Maynards ekspedition drog afsted. I brevet beder Knight indtrængende sørøveren om “at begive sig hjemad (til Bath, red.) hurtigst muligt”. Brevet slutter “din sande ven og tjener, T. Knight”.

Maynard folder omhyggeligt det vigtige bevis på korrup­tionen i North Carolina sammen og gemmer det i sin egen kahyt.

Herefter inspicerer han stranden på Ocracoke, hvor Sortskæg har slået et stort telt med andre tyvekoster op – bl.a. 140 sække kakao og 10 tønder sukker, som Maynard får læsset i lastrummet på Jane.

Selvom løjtnanten har mistet 11 mand, og mere end 20 må vende sårede hjem, er prisen lav for at have stoppet havenes værste pirat. I lastrummet sidder 13 fanger, og trods skaderne er Ranger i stand til at sejle med tilbage.

Inden ekspeditionsstyrken forlader Ocracoke, får Maynard en af sine mænd til at skære piratens hoved helt af.

Mens det stadig drypper af blod, kravler en soldat ud på Janes ­bov­s­pryd, hvor han binder det skæggede hoved fast, så det hænger og dingler.

Sørøverens torso kaster soldaterne over bord. Ifølge legenden svømmede det tre gange rundt om skibet, inden den hovedløse krop forsvandt ned under vandet.

Ved ankomsten til Hampton hænger Sortskægs hoved stadig på bovsprydet som et bevis på Maynards triumf.

En begejstret Spotswood sørger med det samme for, at hovedet bliver hejst op i toppen af en høj flagstang på Hamptons vestlige bred – som en skrækindjagende advarsel til potentielle pirater, der kunne være fristet af at røve skibe i farvandet ud for Virginia.

I løbet af nogle få måneder spreder historien om Maynards fantastiske bedrift sig over hele den engelsktalende verden, men løjtnanten må vente yderligere 22 år på at blive kaptajn i Royal Navy. Berømmelsen kan ingen dog tage fra ham.

Da kaptajn Charles Johnson i år 1724 udgiver værket “A General History of the Robberies and Murders of the Most Notorious Pirates”, er sømanden da heller ikke i tvivl om britens store betydning:

“Hr. Robert Maynard var en gentleman med fantastisk mod og beslutsomhed, som demonstreredes ved hans tapre ageren under denne ekspedition. Sortskægs tilintetgørelse skete udelukkende takket være handlekraften og modet, som løjtnant Maynard og hans mænd udviste”.