Fredag aften den 7. november 1974 vaklede en spinkel, blond kvinde ind på London-pubben The Plumbers Arms. Hun var iført natkjole og blødte fra et dybt sår i hovedbunden. Stamgæsterne genkendte hende som adelsdamen lady Lucan.
“Hjælp mig! Jeg er sluppet væk fra et mord”, skreg hun. Mændene i pubben var som lammede.
“Han har slået min barnepige ihjel!”, fortsatte lady Lucan. Så besvimede hun. Endelig vågnede mændene op. De fik lagt hende på en bænk og ringede efter politiet.
The Plumbers Arms lå i Lower Belgrave Street i det eksklusive Belgravia-kvarter i London. Og stamgæsterne vidste, at hun og lord Lucan havde et herskabshus bare 100 m nede ad gaden.
Lykken tilsmilede ikke lady Lucan. Efter mordforsøget blev hun afhængig af antidepressiv medicin og mistede kontakten til sine børn.
Da politiet nåede frem til Belgravia, gennemsøgte betjente hjemmet. De fandt parrets tre forskræmte børn, som gemte sig på deres værelser.
Nede i kælderen opdagede betjentene en blodig sæk med liget af en ung kvinde – familiens barnepige. På gulvet lå også et blyrør viklet ind i plaster fra en forbindskasse.
Imens kom lady Lucan til sig selv. Hun kunne fortælle, at personen, der havde forsøgt at myrde hende, var hendes eksmand, lord Lucan. Men han var intet sted at finde.
En aristokrat af den gamle skole
Lord Lucan, døbt Richard John Bingham, blev født i 1934 som søn af den 6. jarl af Lucan. John voksede op i luksus, men kontakten til familien blev revet over af 2. verdenskrig.
Da tyskerne indledte Blitzen mod London, blev den seksårige dreng bragt i sikkerhed i USA. Og straks efter hjemkomsten i 1945 sendte forældrene ham på kostskolen Eton.
I 1950’erne var John en ung aristokrat med gyldne fremtidsudsigter – 190 cm høj, slank og gudesmuk. Han fik et job i den velanskrevne investeringsbank William Brandt’s Sons and Co, men arbejdet kedede ham – energien brugte han på sin racerbåd White Migrant.
“Han lignede en gentleman, næsten en karikatur med sine posede bomuldsbukser, tweedkasket og overskæg på et ungdommeligt ansigt”. Den senere lady Lucan om sit første møde med John Bingham.
John var også en del af Clermont-slænget – en kreds af velhavende adels- og forretningsmænd, som hang ud i den private Clermont-spilleklub på Berkeley Square.
En aften i 1960 vandt John 26.000 pund ved spillebordet (mere end 500.000 nutidskroner). Heldet overbeviste ham om, at hans livs bestemmelse var at gamble. Han sagde op i banken.
I stedet for lord Lucan valgte Broccoli den australske fotomodel George Lazenby til rollen som James Bond i filmen “On her Majesty’s Secret Service” (1969).
Lord Lucan var som skabt til Bond-rollen
Navnet er Lucan, lord Lucan. I 1960’erne var Sean Connery lig med James Bond, men da den berømte skuespiller trak sig fra filmserien, var lord Lucan i spil til rollen som den hemmelige agent.
Forfatteren til James Bond-bøgerne, Ian Fleming, havde en svaghed for gambling. Han kom derfor ofte på The Clermont Club, hvor lord Lucan også tilbragte meget af sin tid.
Lord Lucan var sindbilledet på den elegante, charmerende britiske gentleman – velklædt og med smag for spil, eksklusive klubber og smarte biler: en vaskeægte James Bond, minus licensen til at dræbe.
I 1966 gik lord Lucan til audition på filmen “Woman Times Seven” – en sexkomedie med Shirley MacLaine i hovedrollen. Han fik dog ikke rollen og erkendte, at hans fremtid næppe lå i skuespillerfaget.
Derfor sagde lord Lucan et par år senere nej tak til et tilbud fra den legendariske Bond-producer Albert R. Broccoli, der ville se ham til audition til rollen som James Bond. Broccoli ledte efter en afløser til Sean Connery, der trak sig før den sjette film i Bond-serien.
Det er muligt, at Ian Fleming – der aldrig havde været begejstret for Sean Connery – inden sin død i 1964 anbefalede Broccoli at overveje lord Lucan til rollen.
Lord Lucan møder sin lady
Helt tilfældigt mødte John i 1963 den 26-årige fotomodel Veronica Mary Duncan, da han besøgte den velhavende jockey Bill Shand Kydd, der havde giftet sig med Veronicas søster.
Veronica beskrev senere sit første indtryk af ham:
“Han lignede en gentleman, næsten en karikatur med sine posede bomuldsbukser, tweedkasket og overskæg på et ungdommeligt ansigt”.
Veronica mødtes med John Bingham flere gange, og en eftermiddag spurgte han, om han måtte køre hende hjem.
“Vi kom til hans lejlighed. Han tog telefonen og sagde: ‘Sig til drengene (i Clermont, red.), at jeg ikke kommer i aften’. Så løftede han mig op fra sofaen og bar mig ind i soveværelset”.
Stormkuren virkede. Mindre end et år senere blev parret gift og flyttede ind i det herskabelige hus på Lower Belgrave Street. Men inden da oplevede John sit livs første katastrofe.
Under det årlige International Offshore Powerboat Race – hvor Europas rigmænd konkurrerede om at sejle hurtigst rundt om kanaløen Isle of Wight – lå han i 1963 til at vinde. Pludselig sprang White Migrant læk og sank sammen med den unge adelsmands investerede formue.
VIDEO: Se en reportage fra racet, hvor lord Lucans båd sank
Ludomanien styrer familielivet
John Bingham var blanket af efter havariet, men blot to måneder efter brylluppet døde hans far, og dermed arvede John både familieformuen og den adelige titel. Han var nu den 7. jarl af Lucan.
Lykken smilede tilsyneladende til Lucan-familien, men idyllen var truet. Lord Lucans spilleglæde udviklede sig til ludomani, og Veronica følte sig isoleret. Deres liv kredsede kun omkring aftenerne på Clermont Club.
Ægteskabets temperatur var bestemt af Johns held ved spillebordet.
På overfladen åndede alt fred og idyl for ægteparret Lucan, men økonomien haltede, og det påvirkede forholdet.
Hun fortalte senere, at deres samtaler fulgte et bestemt mønster. Når han trådte ind ad døren, spurgte hun:
“Hvordan gik det?”
Ofte svarede John blot: “Jeg tabte”.
“Men hvis han sagde, at det var gået lige op, blev jeg glad”, huskede Veronica. “Når vi havde en god dag, kunne jeg nyde at bruge penge”.
På de gode dage købte hun tøj og ting til huset, og han overøste hende med smykker. Men de dårlige dage var flest: Lucan-arven slog ikke til, og Johns gæld voksede.
Forholdet går i opløsning
Ægteskabet begyndte at slå revner. Samlivet var presset af den elendige økonomi, og Veronica led af depressioner efter tre børnefødsler.
John sagde, at hun var psykisk uligevægtig, og ved mere end én lejlighed slog han hende med en stok. Han ville – som han sagde – prygle de “gale idéer ud af hendes hoved”.
Derudover ignorerede John sin hustru og gjorde alt for at ødelægge hendes selvtillid. Efter en anstrengt jul i 1972 var han klar til at plukke frugten af sin årelange nedbrydning af hustruen. Lord Lucan ringede efter en læge og spurgte ham:
“Er hun i stand til at tage vare på børnene?”
Da lægen svarede ja, blev John så vred, at han pakkede to tasker med tøj og forlod huset.
“I aftes skete de mest forfærdelige omstændigheder, som jeg kort beskrev for min mor”. Lord Lucan i et brev til sin svoger efter mordet.
Han flyttede til en lille lejlighed i nærheden og indledte kampen om børnene. John udspionerede Veronica for at finde beviser for, at hun var uegnet som mor.
Den bitre kamp om forældremyndigheden kostede lord Lucan en formue, men det lykkedes ham ikke at imponere dommeren i retten. Lady Lucan blev vurderet mentalt ligevægtig, og hun fik tildelt forældremyndigheden – dog på betingelse af, at en fastboende barnepige hjalp hende.
Derfor ansatte Veronica den 29-årige Sandra Rivett.
Morder slår til i mørket
Lucan-parrets årelange strid nåede sit højdepunkt om aftenen den 7. november 1974. Omkring kl. 21 gik Sandra Rivett ned ad trappen til køkkenet i kælderen for at tilberede en kop te til Veronica.
Til politiet fortalte lady Lucan, at hun undrede sig over, hvor Sandra blev af, og at hun gik ned for at kigge efter hende. Så langt nåede hun ikke. Da hun stod i hallen, blev hun angrebet af John, der slog hende i hovedet med et blyrør.
“Jeg skreg, og min mand sagde ‘Hold kæft!’ og stødte tre behandskede fingre ned i halsen på mig”.
Hun slap kun fri ved at tage hårdt fat om hans testikler.
Politiet fandt sækken med liget af Sandra Rivett i Lucan-familiens residens.
Herefter lykkedes det Veronica at tale ham til ro, og hun fik lov til at lægge sig oppe i deres soveværelse. Da lord Lucan gik ud på badeværelset for at vaske blod væk, så hun sit snit til at slippe ud af huset og ned til The Plumbers Arms, hvor politiet blev alarmeret.
Efter afhøringen af lady Lucan manglede politiet at høre lord Lucans opfattelse af begivenhederne. Han var fortsat forsvundet, men han meddelte sig i et brev til sin svoger, Bill Shand Kydd:
“I aftes skete de mest forfærdelige omstændigheder, som jeg kort beskrev for min mor. Indicierne mod mig er stærke, og V (Veronica, red.) vil sige, at det hele er mit værk”, skrev han.
Lord Lucan forsvandt sporløst
Herefter kunne politiet langsomt rekonstruere lord Lucans flugt. Han var stukket af fra gerningsstedet i en Ford Corsair, han havde lånt af en ven nogle uger forinden.
Køreturen endte hos Susan Maxwell-Scotts, der boede i Sussex 60 km fra London. Lord Lucan forklarede sit uanmeldte besøg midt om natten med, at en eller anden havde forsøgt at dræbe hans kone, og at han var mistænkt.
“Naturligvis var han chokeret, men han havde fuldkommen kontrol over sig selv”, fortalte Susan Maxwell senere. “Jeg er helt sikker på, at han fortalte mig den fulde sandhed”.
Et par timer senere kørte han videre til den sydengelske havneby Newhaven, hvor Forden blev fundet på Norman Road. Der var blodspor i bilen, og et blyrør omviklet med plaster lå i bagagerummet.
Men her ved havnen endte politiets spor. Havde lord Lucan taget færgen til Frankrig eller fået et lift med en af lystsejlerne? Var han stadig i Sydengland?
I ugerne efter lord Lucans forsvinden spekulerede de britiske aviser over, om han kunne være undsluppet til Frankrig – fx ombord på en lystbåd.
Folk har set lord Lucan over hele kloden
Briterne var dybt fascinerede af lord Lucans forsvinden. Landets aviser benyttede derfor enhver lejlighed til at skrive om adelsmandens mulige skæbne.
Efterforskningslederen i Lucan-sagen, Roy Ranson, var i 1974 sikker på, at lord Lucan var “faldet for eget sværd”; han havde begået selvmord.
Mange andre mente, at Lucan var hoppet på en færge til Frankrig, da han havde parkeret i Newhaven. Mysteriet medførte en intens medieinteresse, hvor frokostaviserne sendte medarbejdere ud i verden for at forfølge ethvert spor.
Med tiden blev lord Lucan en joke blandt journalisterne, der vidste, at de aldrig ville finde ham – men at jagten på ham kunne give dem lange, betalte ophold i klodens mest eksotiske egne. Et britisk medie opgjorde i 2017, at den forsvundne lord var blevet “set” 70 gange siden 1974.
I januar 2020 kom der igen nyt i sagen: Neil Berriman – søn af den myrdede barnepige, Sandra Rivett – påstod at have fundet den forsvundne lord. Angiveligt boede han i et buddhistisk kollektiv i Australien.
Berriman har udtalt, at han planlægger at overdrage sit materiale til de australske myndigheder. Blandt beviserne er en ansigtsanalyse foretaget af professor Hassan Ugail, som arbejder ved afdelingen for visuel dataanalyse på universitetet i Bradford, England.
Professor Ugail har udviklet en algoritme, der ved at sammenligne billeder kan finde identiteter. Og ifølge algoritmen matcher gamle billeder af lord Lucan den ældre mand, som Neil Berriman har opsporet i Australien.
“Jeg står ved videnskaben bag min algoritme. Den har aldrig taget fejl før”, siger professor Ugail.
Tragedien fik lov at fortsætte
Da lord Lucan forsvandt, var Veronica 37 år og fanget i et økonomisk morads. Hun blev jagtet af medierne og var tynget af skyldfølelse over Sandra Rivetts død.
Veronicas liv nåede et nyt lavpunkt i 1982. Hendes 15-årige søn, George, skrev fra kostskolen, at det ville være mere “bekvemt” for ham og hans to søstre at bo hos Veronicas søster og hendes mand, Bill Shand Kydd.
De følgende mange år boede lady Lucan alene og blev afhængig af stærk medicin. Børnene voksede op hos søsteren, og Veronica havde stort set ingen kontakt til dem.
Lord Lucan blev aldrig fundet, og i 1999 blev han erklæret død. Uden et lig kunne en dødsattest imidlertid ikke udstedes. Først i 2016 gav en dom endelig sønnen George ret til at arve familietitlen.
George, hans to søstre og de gamle venner er overbeviste om lord Lucans uskyld, og at han – hvis han ikke er død – lever under et nyt navn et sted i udlandet.
I 2017 gav lady Lucan et interview. Da hun blev spurgt, hvorfor hendes mand ville myrde hende, svarede hun:
“Presset drev ham til vanvid”.
Hun var ikke i tvivl om, at lord Lucan var kommet ombord på en færge til Frankrig. Ude på åbent hav gik han til agterstævnen og sprang ned i skibsskruen.
“Meget modigt”, mente lady Lucan.