Flotte illustrationer af Poyais

Tropisk sump solgt som paradis

Hundredvis af briter havde i 1822 solgt hus og hjem for at rejse til tropeparadiset Poyais. De anede ikke, at landet kun eksisterede i krigshelten Gregor MacGregors fantasi. De var på vej imod den sikre død.

Hundredvis af briter havde i 1822 solgt hus og hjem for at rejse til tropeparadiset Poyais. De anede ikke, at landet kun eksisterede i krigshelten Gregor MacGregors fantasi. De var på vej imod den sikre død.

Mental Floss, Shutterstock

Kysten er endnu smukkere, end passagererne på fragtskibet Honduras Packet har hørt. I lagunen foran dem skyller turkisblå bølger op på den hvide sandstrand, og en frodig tropeskov danner et grønt bagtæppe. Fra den blå himmel bager Caribiens sol, så selv en november-dag i 1822 føles som sommer. Hvis alle ombord var blevet hjemme i Storbritannien, ville de have frosset jammerligt og være klædt i flere lag uldtøj.

De 70 passagerer er spændte på at udforske den kyst, der skal være deres nye hjem. Ingen af dem har været her før, men alle kender detaljerne i guidebogen “Skitse over Mosquito-kysten, inklusive Poyais-territoriet”, som lovpriser området:

“Den helsebringende luft i dette værdifulde land er en kilde til sundhed og energi for den europæiske kolonist”.

“Den helsebringende luft i dette værdifulde land er en kilde til sundhed og energi for den europæiske kolonist”. Guidebogen “Skitse over Mosquito-kysten, inklusive Poyais-territoriet”, 1822.

Kolonisterne har alle købt jord i Poyais af områdets hersker, Gregor MacGregor, som meget overbevisende har fortalt om de formuer, der bare venter på at blive tjent her. Men da Honduras Packet sejler ind i lagunen, kan ingen genkende beskrivelserne fra guidebogen. Hvor er den lille havn med de travle småfartøjer, der skulle strømme ind og ud?

Skipperen kaster anker og affyrer et kanonskud, som forhåbentlig vil tilkalde en lods. Med lokales hjælp skal kolonisterne nok nå frem til de frodige jordlodder, de har købt til en fordelagtig pris af MacGregor. Endnu nærer ingen af dem den mindste mistanke om, at de er blevet ofre for et fupnummmer, som har kostet dem alt, hvad de ejer – og bringer dem i yderste livsfare. Mange af dem vil ikke overleve et år her.

Klassisk vintage verdenskort
© Shutterstock

Poyais var umuligt at bo i

Fantasi-riget Poyais lå ifølge en forfalsket rejseguide i Mellemamerika, primært i nutidens Honduras.

Virkelighedens “Poyais” var en uigennemtrængelig sump, som selv i dag er næsten ubeboet. Kun malariamyg trives i dette livsfarlige “tropeparadis”.

Skotte blev frihedshelt i Sydamerika

Navnet MacGregor ville tilbage i 1500-tallet have skræmt enhver englænder bort. Den skotske MacGregor-klan blev nemlig regnet for så vild og barbarisk, at kong Jakob 6. gjorde klanen fredløs ved lov.

Fredløsheden blev ophævet i 1784, og siden forvandledes fortidens banditter til ridderlige helte i 1800-tallets bedst sælgende romaner. Selv briternes konge læste ivrigt fortællingerne om, hvordan den historiske kvægrøver og afpresser “Rob Roy” MacGregor i virkeligheden var en ædel Robin Hood.

Rob Roy og MacGregor i kamp

Rob Roy og klanen MacGregors kamp imod briterne gjorde dem til folkehelte i mange skotters øjne.

© Imageselect

Derfor var begejstringen stor, da Rob Roys efterkommer en dag i efteråret 1821 pludselig stod i London og lignede en vaskeægte roman-helt. Gregor MacGregor var veteran fra Napoleonskrigene og en kendt frihedshelt i Sydamerika, hvor tidligere kolonier havde rejst sig mod spaniernes undertrykkelse. De fjerne krige var godt pressestof i Storbritannien, og den skotske general havde gjort sig bemærket i flere berømte kampe.

Til gengæld anede briterne ikke, at MacGregor var flygtet fra Venezuela, fordi en dødsdom for forræderi hang over hans hoved. Skotten osede af eventyr – og alle kunne få lov at tage del i det, for MacGregor var vendt hjem til sit fædreland med et fantastisk tilbud.

Ung Gregor MacGregor

Gregor MacGregor trådte ind i den britiske hær allerede som 16-årig. Han kæmpede i Napoleonskrigene, blev kaptajn som 18-årig og general i en alder af 25.

© The History Collection/Imageselect

Skøde blev løgnens hjørnesten

Gregor MacGregor ankom til Storbritannien med skødet på et enormt landområde i Caribien. Skødet var udstedt af Mosquito-kystens hersker, kong George Frederic Augustus 1., og området målte over 30.000 km2. MacGregor havde købt jorden på redelig vis for nogle tønder rom og billige smykker, men reelt havde det ingen værdi.

Trods sin fornemme titel var Mosquito-kongen blot en lokal høvding, som end ikke havde kontrol over det landområde, han havde solgt. Men for MacGregor var skødet selve hjørnestenen i den kæmpe løgn, han nu begyndte at fortælle i London.

“Poyaisere! Det vil være min evige pligt at gøre jer lykkelige og at anstrenge mig for at forbedre jeres liv med alle midler i min magt”. Proklamation, som MacGregor fortalte, han havde udstedt til sine undersåtter i Poyais.

Mosquito-kongen havde ophøjet ham til såkaldt cacique – fyrste – af en provins ved navn Poyais, som skotten nu agtede at forvandle til et paradis. MacGregor kunne fremvise en proklamation, han angiveligt havde udstedt til sine undersåtter tidligere på året.

“Poyaisere! Det vil være min evige pligt at gøre jer lykkelige og at anstrenge mig for at forbedre jeres liv med alle midler i min magt”.

Forbedringen af levevilkårene skulle ske med hjælp fra Storbritannien, og derfor var MacGregor kommet til London. Snart talte alle om ham, for hans beretninger og dokumenter virkede så overbevisende, at invitationer fra de fineste kredse væltede ind.

Her blev især den velhavende major William Richardson rørt over, hvordan gæsten talte om at hjælpe andre til at opnå lykken. Han lånte MacGregor sin herregård, Oak Hall, uden for London. Nu havde MacGregor både et stateligt hjem og respektable bekendtskaber, han kunne bruge til at udbrede sin løgnehistorie.

Darién-kiste

Den såkaldte Darién-kiste blev fyldt med rigdomme, som skulle betale for den skotske ekspedition. Efter få år var kisten tom, og flere end 2.000 kolonister døde.

© National Museum of Scotland

Historien gentog sig selv på dødens kyst

Skotter udgjorde mange af de stakler, som Gregor MacGregor narrede til at bosætte sig i Centralamerika. Han solgte Poyais som muligheden for at udviske minderne om Skotlands sidste katastrofale forsøg på at blive en kolonimagt.

I 1690’erne hentede de europæiske lande formuer hjem fra fjerne himmelstrøg, og skotterne ville ikke holdes uden for de lukrative forretninger. Drømmen om hurtig rigdom fik adelige, købmænd og fattigfolk til at købe aktier i et selskab, som skulle hejse det skotske flag i Centralamerika. Planen var at skabe en koloni nær nutidens Panama, hvor varer nemt kunne fragtes over den smalle landtange mellem Atlanten og Stillehavet mod klingende mønt. Fidusen lød så sikker, at 20 pct. af alle penge i Skotland blev investeret i projektet.

De første kolonister ankom til Darién-bugten i november 1698. Her byggede de et fort og sendte optimistiske breve hjem. I virkeligheden var de ankommet til helvede. Tropeskoven svirrede med myg, som spredte malaria og gul feber. Skotterne kreperede i hobevis, indtil spanske tropper drev resten ud. Ud af 2.900 kolonister vendte kun få hundrede hjem i live. Katastrofen udløste en dyb økonomisk krise, som tvang skotterne til at acceptere en union med England i 1707.

Guidebog fortalte om fantastisk land

Penge fra gavmilde beundrere gjorde det muligt at udgive en guidebog på hele 355 sider, som fik Poyais til at fremstå som et virkeligt land. Manuskriptet var angiveligt skrevet af en britisk kaptajn ved navn Thomas Strangeways, som havde tjent i Poyais’ hær og var adjudant for den nye cacique.

I bogen var det muligt at læse, at de indfødte var et frihedselskende folk, der rådede over ufattelige naturrigdomme, som blot ventede på at blive udnyttet. Frugtbar landbrugsjord gav en rig majs-høst, men den kunne lige så godt bruges til mere værdifulde afgrøder som tobak og sukkerrør. Poyais havde også meget at byde på for civiliserede europæere, for hovedstaden Skt. Josef var grundlagt af briter, talte 20.000 borgere og havde såvel teater som opera.

“De indfødte har længe udvist et stærkt ønske om at tilegne sig Europas kultur, som det fremgår af deres gentagne opfordringer til, at englændere skal bosætte sig”, lovede guidebogen.

Flotte illustrationer af byen Poyais

Guidebogen, som MacGregor fik udgivet om Poyais, indeholdt mange flotte illustrationer af byer, som ikke fandtes.

© Google Books

Annoncer dukkede op i aviser over hele landet. Tilsyneladende var de indrykket af briter, som alle havde besøgt Poyais. Det nye land virkede lige så ægte som Peru, Colombia og alle de andre stater, som i disse år dukkede op på det sydamerikanske landkort.

Nu var tiden inde til at rekruttere kolonister. I London blev jordlodder solgt fra major William Richardsons kontor, der fungerede som uofficiel ambassade. Majoren var fuldstændig overbevist om, at han tog del i et storslået eventyr. Ud over London åbnede der også kontorer i Edinburgh og Glasgow.

MacGregor trykte Poyais-valuta

For at gøre det store svindelnummer komplet fik MacGregor trykt sin egen Poyais-valuta, som han betalte sine regninger med i London.

© National Museum of American History

Salget gik strygende, for MacGregor havde bevidst sat jordprisen lavt. En håndværkersvend skulle blot investere én uges løn – så ville han få nok jord til at kunne brødføde hele sin familie.

MacGregor fortalte dog Richardson, at han frygtede, at de ikke havde penge nok, når de snart skulle betale for skibe og forsyninger til kolonisterne. Majoren kunne berolige ham med, at ingen ville have de mindste betænkeligheder ved at sætte deres penge i Poyais. Få måneder senere udstedte en respekteret bank obligationer med en løbetid på 30 år, som havde sikkerhed i Poyais’ forventede indtægter fra told- og skatteopkrævning.

Tæt jungle og sump

Kolonien Poyais skulle angiveligt være frodig og fyldt med mennesker, men i virkeligheden var her kun tæt jungle og en af klodens mest uigennemtrængelige sumpe.

© Carmen Thyssen-Bornemisza Collection

Kolonister ankom til ingenting

Hvis MacGregor var stukket af med pengene i sommeren 1822, ville Poyais-affæren være blevet kendt som et yderst vellykket svindelnummer. Men skotten kunne ikke slippe løgnen, muligvis fordi han nød livet som den feterede cacique fra Poyais for meget. I stedet for at stikke af brugte han pengene på at hyre skibe og købe forsyninger, så kolonisterne kunne komme afsted til hans fantasiland.

Sidst i august 1822 oprandt den store dag, hvor første skib skulle afgå. MacGregor bød personligt hver af de 70 kolonister god rejse, inden Honduras Packet lagde fra kaj i London.

Efter en ubekvem efterårssejlads over Atlanten nåede kolonisterne deres mål i november. Skibet kastede anker ud for Den Sorte Flod, som angiveligt førte op til hovedstaden Skt. Josef, men snart blev det klart, at her ikke var skyggen af mennesker. Anført af kolonisternes leder, oberst Hector Hall, gik kolonisterne alligevel i land og gav sig til at bygge hytter. Det hele måtte være en misforståelse, alt ville blive opklaret, når myndighederne i Skt. Josef hørte om kolonisternes ankomst.

“Det lod til at være skæbnens vilje, at alt skulle forene sig for at udslette os”. Den skotske kolonist James Hastie.

Dage, uger og måneder gik. Så ankom det næste skib med immigranter. Forvirringen bredte sig, og det samme gjorde skænderierne, for kolonisterne var dybt uenige om deres fremtidsudsigter. Oberst Hall havde indset, at de var blevet snydt. Han ønskede at evakuere kolonisterne, men mange ville blive og bosætte sig.

Midt i forvirringen meldte de første tegn på tropiske sygdomme sig, for kysten var langtfra så sund som lovet. Oven i modgangen kom regntiden, som fik selv en hårdfør skotsk tømrer ved navn James Hastie til at miste modet:

“Det lod til at være skæbnens vilje, at alt skulle forene sig for at udslette os”.

Det perfekte svindelnummer i seks trin

Et vellykket bondefangeri kræver grundig planlægning. Den amerikanske svindler Edward H. Smith forklarede i 1923 sin fremgangsmåde i bogen “Confessions of a Confidence Man”.

Tropesygdomme decimerede flokken

Nogle uger inde i forvirringen ankom et britisk skib fra Belize længere oppe ad kysten, og nu kunne kolonisterne konstatere, at ingen ombord nogensinde havde hørt om Poyais og Gregor MacGregor. Kort efter viste selveste Mosquito-kongen, Augustus 1., sig også. Han befalede indtrængerne at forsvinde.

“Gjorde vi det ikke, ville han vende tilbage med en stor styrke og massakrere hver eneste af os”, fortalte tømreren James Hastie siden.

Alle kolonisterne blev bragt til den britiske koloni Belize, men tropesygdommene havde krævet talrige døde. Af omkring 250 kolonister, som var kommet over Atlanten på de to skibe, mistede 180 livet.

Nogle af de overlevende valgte at blive i Belize, hvor de snart fik selskab af endnu flere ofre for MacGregors svindelnummer. To skibe mere var nemlig sejlet til Poyais, men da kysten viste sig helt ubeboet, havde deres skippere besluttet at sejle videre til den britiske koloni. Tre yderligere skibe blev stoppet undervejs af den britiske flåde og sendt hjem.

Af de oprindelige kolonister vendte blot 50 tilbage til Storbritannien. Kort inden deres ankomst meddelte MacGregor sin partner, Richardson, at han var nødt til at rejse til Italien. I virkeligheden gik turen dog til Paris. Der gik ikke længe, før pressen skrev anklagende artikler om svindel, mens trofaste major Richardson forsvarede skotten og Poyais-planerne indædt.

Charmerende Gregor MacGregor

Gregor MacGregor brugte sin charme og sit ry som militærhelt til at overtale briterne.

© The Picture Art Collection/Imageselect

Selv de overlevende kolonister kunne ikke blive enige om, hvem de skulle rette deres vrede mod. Nogle mente ligefrem, at MacGregor var uskyldig, og at de udpegede ledere i kolonien havde været årsag til alle ulykkerne. Tropesygdomme havde taget livet af to af James Hasties børn. Alligevel skrev han under på en erklæring, som fuldstændigt frikendte MacGregor for ansvar.

“Vi sværger og gør bekendt, at efter vores bedste overbevisning er sir Gregor MacGregor blevet dårligere tjent af oberst Hall og af hans andre repræsentanter, end nogen anden er blevet før. Havde de gjort deres pligt over for sir Gregor og over for os, ville tingene være gået meget anderledes i Poyais”, lød det.

Ingen britisk domstol rejste nogensinde sag mod MacGregor.

Poyais eget flag

Poyais havde naturligvis også sit eget flag. MacGregor havde dog bare kopieret et flag, han havde brugt, da han i 1817 forsøgte at grundlægge en republik i nutidens Florida – med sig selv som overhoved.

© Zscout370

Fransk forsøg slog fejl

MacGregors karriere som bondefanger fortsatte i Paris, hvor han forsøgte at gentage svindelnummeret. Sammen med sine franske forretningsforbindelser solgte han jord til 60 kolonister, som gjorde klar til at rejse i 1826. Men de franske myndigheder viste sig mindre naive end deres britiske kolleger. De forbød skibet at sejle mod et land, hvis eksistens ingen kunne bevise.

Snart blev en arrestordre udsendt. MacGregor havnede bag tremmer, hvor han ventede i et halvt år på at få sin dom for bedrageri. Den tid brugte han og hans dygtige advokat på at lave et forsvarsskrift, som kunne gøre selv den mest skarpsindige dommer rundtosset.

Teksten præsenterede MacGregor som ejer af den jord, Mosquito-kystens konge havde givet ham skøde på. Men han var også cacique – nu blev fyrstetitlen beskrevet som en form for præsident-embede, som de indfødte i Poyais angiveligt havde valgt ham til.

MacGregor i fængsel

Efter at svindelnummeret blev afsløret, blev MacGregor gjort flittigt til grin i den britiske presse. Her sidder han som knap så mægtig cazique i en fængselscelle.

© Eileen Tweedy/Shutterstock/Ritzau Scanpix

I retten skelnede MacGregors advokat mellem, hvad hans klient havde foretaget sig i rollen som jordejer og som cacique. Ingen kunne følge med i det falske lands love, så dommerne måtte til sidst give op og lade den anklagede gå.

Gregor MacGregor, der tog et helt land ved næsen og havde mindst 180 liv på samvittigheden, blev aldrig straffet. Svindlen gjorde ham dog ikke rig, for han glemte det afgørende element i et svindelnummer – løb med pengene, lige så snart du kan.

MacGregor blev en krigshelt

Under Venezuelas selvstændighedskrig havde MacGregor skaffet sig mange højtstående venner, bl.a. landets senere præsident, José Antonio Páez.

© Arturo Michelena

Fupmager blev begravet som nationalhelt

Retfærdigheden indhentede aldrig Gregor MacGregor. Han havde fortjent en fængselscelle, i stedet endte han sine dage som beundret krigshelt.

Efter 17 år løb Gregor MacGregor tør for mennesker, han kunne narre penge fra, i Europa. I 1838 sejlede han derfor til Venezuela, hvor hans gamle fjender i mellemtiden var døde, og gamle venner sad på magten. MacGregor havde kæmpet på republikanernes side i uafhængighedskrigen mod Spanien, og da Venezuela nu var blevet et selvstændigt land, kunne han uden problemer få statsborgerskab og en post som general i hæren.

De næste syv år levede MacGregor som en respekteret borger, til han døde i en alder af 59. Svindlerens begravelse var en nationalhelt værdig. På vejen til hans sidste hvilested gik Venezuelas præsident, ministrene og hærens generaler ærbødigt bag kisten. Avisernes nekrologer mindedes hans store bedrifter og beskrev ham som en “tapper helt for uafhængigheden”.

Alle de mindre klædelige historier var glemt. Ingen nævnte Poyais og de knap 200 dødsofre, hans fup-koloni havde kostet.