Tropisk sump solgt som paradis

Kolonisterne har alle købt jord i Poyais af områdets hersker, Gregor MacGregor, som meget overbevisende har fortalt om de formuer, der bare venter på at blive tjent her. Men da Honduras Packet sejler ind i lagunen, kan ingen genkende beskrivelserne fra guidebogen. Hvor er den lille havn med de travle småfartøjer, der skulle strømme ind og ud?

Skipperen kaster anker og affyrer et kanonskud, som forhåbentlig vil tilkalde en lods. Med lokales hjælp skal kolonisterne nok nå frem til de frodige jordlodder, de har købt til en fordelagtig pris af MacGregor. Endnu nærer ingen af dem den mindste mistanke om, at de er blevet ofre for et fupnummmer, som har kostet dem alt, hvad de ejer – og bringer dem i yderste livsfare. Mange af dem vil ikke overleve et år her.

Skotte blev frihedshelt i Sydamerika

Navnet MacGregor ville tilbage i 1500-tallet have skræmt enhver englænder bort. Den skotske MacGregor-klan blev nemlig regnet for så vild og barbarisk, at kong Jakob 6. gjorde klanen fredløs ved lov.

Fredløsheden blev ophævet i 1784, og siden forvandledes fortidens banditter til ridderlige helte i 1800-tallets bedst sælgende romaner. Selv briternes konge læste ivrigt fortællingerne om, hvordan den historiske kvægrøver og afpresser “Rob Roy” MacGregor i virkeligheden var en ædel Robin Hood.

Derfor var begejstringen stor, da Rob Roys efterkommer en dag i efteråret 1821 pludselig stod i London og lignede en vaskeægte roman-helt. Gregor MacGregor var veteran fra Napoleonskrigene og en kendt frihedshelt i Sydamerika, hvor tidligere kolonier havde rejst sig mod spaniernes undertrykkelse. De fjerne krige var godt pressestof i Storbritannien, og den skotske general havde gjort sig bemærket i flere berømte kampe.

Til gengæld anede briterne ikke, at MacGregor var flygtet fra Venezuela, fordi en dødsdom for forræderi hang over hans hoved. Skotten osede af eventyr – og alle kunne få lov at tage del i det, for MacGregor var vendt hjem til sit fædreland med et fantastisk tilbud.

Skøde blev løgnens hjørnesten

Gregor MacGregor ankom til Storbritannien med skødet på et enormt landområde i Caribien. Skødet var udstedt af Mosquito-kystens hersker, kong George Frederic Augustus 1., og området målte over 30.000 km². MacGregor havde købt jorden på redelig vis for nogle tønder rom og billige smykker, men reelt havde det ingen værdi.

Trods sin fornemme titel var Mosquito-kongen blot en lokal høvding, som end ikke havde kontrol over det landområde, han havde solgt. Men for MacGregor var skødet selve hjørnestenen i den kæmpe løgn, han nu begyndte at fortælle i London.

Mosquito-kongen havde ophøjet ham til såkaldt cacique – fyrste – af en provins ved navn Poyais, som skotten nu agtede at forvandle til et paradis. MacGregor kunne fremvise en proklamation, han angiveligt havde udstedt til sine undersåtter tidligere på året.

“Poyaisere! Det vil være min evige pligt at gøre jer lykkelige og at anstrenge mig for at forbedre jeres liv med alle midler i min magt”.

Forbedringen af levevilkårene skulle ske med hjælp fra Storbritannien, og derfor var MacGregor kommet til London. Snart talte alle om ham, for hans beretninger og dokumenter virkede så overbevisende, at invitationer fra de fineste kredse væltede ind.

Her blev især den velhavende major William Richardson rørt over, hvordan gæsten talte om at hjælpe andre til at opnå lykken. Han lånte MacGregor sin herregård, Oak Hall, uden for London. Nu havde MacGregor både et stateligt hjem og respektable bekendtskaber, han kunne bruge til at udbrede sin løgnehistorie.

Guidebog fortalte om fantastisk land

Penge fra gavmilde beundrere gjorde det muligt at udgive en guidebog på hele 355 sider, som fik Poyais til at fremstå som et virkeligt land. Manuskriptet var angiveligt skrevet af en britisk kaptajn ved navn Thomas Strangeways, som havde tjent i Poyais’ hær og var adjudant for den nye cacique.

I bogen var det muligt at læse, at de indfødte var et frihedselskende folk, der rådede over ufattelige naturrigdomme, som blot ventede på at blive udnyttet. Frugtbar landbrugsjord gav en rig majs-høst, men den kunne lige så godt bruges til mere værdifulde afgrøder som tobak og sukkerrør. Poyais havde også meget at byde på for civiliserede europæere, for hovedstaden Skt. Josef var grundlagt af briter, talte 20.000 borgere og havde såvel teater som opera.

“De indfødte har længe udvist et stærkt ønske om at tilegne sig Europas kultur, som det fremgår af deres gentagne opfordringer til, at englændere skal bosætte sig”, lovede guidebogen.

Annoncer dukkede op i aviser over hele landet. Tilsyneladende var de indrykket af briter, som alle havde besøgt Poyais. Det nye land virkede lige så ægte som Peru, Colombia og alle de andre stater, som i disse år dukkede op på det sydamerikanske landkort.

Nu var tiden inde til at rekruttere kolonister. I London blev jordlodder solgt fra major William Richardsons kontor, der fungerede som uofficiel ambassade. Majoren var fuldstændig overbevist om, at han tog del i et storslået eventyr. Ud over London åbnede der også kontorer i Edinburgh og Glasgow.

Salget gik strygende, for MacGregor havde bevidst sat jordprisen lavt. En håndværkersvend skulle blot investere én uges løn – så ville han få nok jord til at kunne brødføde hele sin familie.

MacGregor fortalte dog Richardson, at han frygtede, at de ikke havde penge nok, når de snart skulle betale for skibe og forsyninger til kolonisterne. Majoren kunne berolige ham med, at ingen ville have de mindste betænkeligheder ved at sætte deres penge i Poyais. Få måneder senere udstedte en respekteret bank obligationer med en løbetid på 30 år, som havde sikkerhed i Poyais’ forventede indtægter fra told- og skatteopkrævning.

Kolonister ankom til ingenting

Hvis MacGregor var stukket af med pengene i sommeren 1822, ville Poyais-affæren være blevet kendt som et yderst vellykket svindelnummer. Men skotten kunne ikke slippe løgnen, muligvis fordi han nød livet som den feterede cacique fra Poyais for meget. I stedet for at stikke af brugte han pengene på at hyre skibe og købe forsyninger, så kolonisterne kunne komme afsted til hans fantasiland.

Sidst i august 1822 oprandt den store dag, hvor første skib skulle afgå. MacGregor bød personligt hver af de 70 kolonister god rejse, inden Honduras Packet lagde fra kaj i London.

Efter en ubekvem efterårssejlads over Atlanten nåede kolonisterne deres mål i november. Skibet kastede anker ud for Den Sorte Flod, som angiveligt førte op til hovedstaden Skt. Josef, men snart blev det klart, at her ikke var skyggen af mennesker. Anført af kolonisternes leder, oberst Hector Hall, gik kolonisterne alligevel i land og gav sig til at bygge hytter. Det hele måtte være en misforståelse, alt ville blive opklaret, når myndighederne i Skt. Josef hørte om kolonisternes ankomst.

Dage, uger og måneder gik. Så ankom det næste skib med immigranter. Forvirringen bredte sig, og det samme gjorde skænderierne, for kolonisterne var dybt uenige om deres fremtidsudsigter. Oberst Hall havde indset, at de var blevet snydt. Han ønskede at evakuere kolonisterne, men mange ville blive og bosætte sig.

Midt i forvirringen meldte de første tegn på tropiske sygdomme sig, for kysten var langtfra så sund som lovet. Oven i modgangen kom regntiden, som fik selv en hårdfør skotsk tømrer ved navn James Hastie til at miste modet:

“Det lod til at være skæbnens vilje, at alt skulle forene sig for at udslette os”.

Tropesygdomme decimerede flokken

Nogle uger inde i forvirringen ankom et britisk skib fra Belize længere oppe ad kysten, og nu kunne kolonisterne konstatere, at ingen ombord nogensinde havde hørt om Poyais og Gregor MacGregor. Kort efter viste selveste Mosquito-kongen, Augustus 1., sig også. Han befalede indtrængerne at forsvinde.

“Gjorde vi det ikke, ville han vende tilbage med en stor styrke og massakrere hver eneste af os”, fortalte tømreren James Hastie siden.

Alle kolonisterne blev bragt til den britiske koloni Belize, men tropesygdommene havde krævet talrige døde. Af omkring 250 kolonister, som var kommet over Atlanten på de to skibe, mistede 180 livet.

Nogle af de overlevende valgte at blive i Belize, hvor de snart fik selskab af endnu flere ofre for MacGregors svindelnummer. To skibe mere var nemlig sejlet til Poyais, men da kysten viste sig helt ubeboet, havde deres skippere besluttet at sejle videre til den britiske koloni. Tre yderligere skibe blev stoppet undervejs af den britiske flåde og sendt hjem.

Af de oprindelige kolonister vendte blot 50 tilbage til Storbritannien. Kort inden deres ankomst meddelte MacGregor sin partner, Richardson, at han var nødt til at rejse til Italien. I virkeligheden gik turen dog til Paris. Der gik ikke længe, før pressen skrev anklagende artikler om svindel, mens trofaste major Richardson forsvarede skotten og Poyais-planerne indædt.

Selv de overlevende kolonister kunne ikke blive enige om, hvem de skulle rette deres vrede mod. Nogle mente ligefrem, at MacGregor var uskyldig, og at de udpegede ledere i kolonien havde været årsag til alle ulykkerne. Tropesygdomme havde taget livet af to af James Hasties børn. Alligevel skrev han under på en erklæring, som fuldstændigt frikendte MacGregor for ansvar.

“Vi sværger og gør bekendt, at efter vores bedste overbevisning er sir Gregor MacGregor blevet dårligere tjent af oberst Hall og af hans andre repræsentanter, end nogen anden er blevet før. Havde de gjort deres pligt over for sir Gregor og over for os, ville tingene være gået meget anderledes i Poyais”, lød det.

Ingen britisk domstol rejste nogensinde sag mod MacGregor.

Fransk forsøg slog fejl

MacGregors karriere som bondefanger fortsatte i Paris, hvor han forsøgte at gentage svindelnummeret. Sammen med sine franske forretningsforbindelser solgte han jord til 60 kolonister, som gjorde klar til at rejse i 1826. Men de franske myndigheder viste sig mindre naive end deres britiske kolleger. De forbød skibet at sejle mod et land, hvis eksistens ingen kunne bevise.

Snart blev en arrestordre udsendt. MacGregor havnede bag tremmer, hvor han ventede i et halvt år på at få sin dom for bedrageri. Den tid brugte han og hans dygtige advokat på at lave et forsvarsskrift, som kunne gøre selv den mest skarpsindige dommer rundtosset.

Teksten præsenterede MacGregor som ejer af den jord, Mosquito-kystens konge havde givet ham skøde på. Men han var også cacique – nu blev fyrstetitlen beskrevet som en form for præsident-embede, som de indfødte i Poyais angiveligt havde valgt ham til.

I retten skelnede MacGregors advokat mellem, hvad hans klient havde foretaget sig i rollen som jordejer og som cacique. Ingen kunne følge med i det falske lands love, så dommerne måtte til sidst give op og lade den anklagede gå.

Gregor MacGregor, der tog et helt land ved næsen og havde mindst 180 liv på samvittigheden, blev aldrig straffet. Svindlen gjorde ham dog ikke rig, for han glemte det afgørende element i et svindelnummer – løb med pengene, lige så snart du kan.