Unabomberen blev fældet af sine egne ord

I sin skovhytte bygger matematik-lektoren Ted Kaczynski fra 1978 den ene hjemmelavede bombe efter den anden. 16 års efterforskning har ikke bragt FBI nærmere gerningsmanden – den såkaldte Unabomber.

I sin skovhytte bygger matematik-lektoren Ted Kaczynski fra 1978 den ene hjemmelavede bombe efter den anden. 16 års efterforskning har ikke bragt FBI nærmere gerningsmanden – den såkaldte Unabomber.

Elaine Thompson/AP/Ritzau Scanpix

Stemningen er god hjemme hos familien Mosser lørdag den 10. december 1994.

Julen står for døren, og den 50-årige Thomas Mosser ser frem til en rolig weekend væk fra sit travle reklamekontor på Manhattan.

I dag har han og hustruen Susan ingen andre planer end at finde et juletræ, så julefreden kan sænke sig over hjemmet i New Jersey.

Parrets 15 måneder gamle datter tumler fra køkkenet ind i stuen med Susan opmærksomt efter sig. Imens griber Thomas Mosser en uåbnet pakke, der ligger på køkkenbordet.

Reklamemanden nærstuderer postleverancen, der er sendt fra Sacramento i Californien.

“Jeg genkender ikke afsenderadressen”, siger Mosser så højt, at hans kone kan høre ham inde i stuen.

“Heller ikke jeg”, råber Susan tilbage.

Sekundet efter hører hun en øredøvende eksplosion fra køkkenet, og et lufttryk ryster huset.

Skrækslagen hiver Susan sin datter til sig og løber over til husets hoveddør, hvor hun sætter barnet fra sig.

Gennem en tåge af røg finder Susan vej tilbage til køkkenet, der er sprængt i stumper og stykker.

På gulvet ligger Thomas med skjorten svøbt ind i blod. Hans ansigt er sort efter eksplosionen.

Susan ringer til alarmcentralen og får så fat på et babytæppe og spreder det ud over sin mand.

“Du skal nok klare den, Tom. Hjælpen er på vej”.

Kun støn af smerte lyder fra ægtemanden.

“Jeg elsker dig, Tom”, fremstammer hustruen gennem en strøm af tårer. Snart ænser Susan, at brandfolk er nået ind i huset.

En af dem hjælper hende på benene og følger hende ud. Bag dem ligger Thomas Mosser død.

Hans hoved og overkrop er gennemboret af søm og barberblade fra den hjemmelavede brevbombe, han troede var en uskyldig pakke.

Få timer senere ankommer FBI-folk og bombeeksperter til gerningsstedet. De kan genkende elementerne i bomben – alt fra de 2,5 cm lange søm til det valnødde-træ, som gerningsmanden har placeret rørbomben i.

Ingen kan være i tvivl: Det her er den famøse “Unabombers” værk.

“Terry, det her er en UNABOM-sag”, lyder det over telefonen, da en af de lokale FBI-folk ringer til Terry D. Turchie, som leder FBI’s jagt på den skånselsløse bombemand.

I over 16 år har Unabomberen været på spil, og nu har han gennemført sit 15. attentat. Tendensen er klar: Hans bomber bliver kraftigere og kraftigere.

Hvis ikke gerningsmanden bliver fanget snart, vil mange flere uskyldige dø.

Unabomberen boede i en træhytte på ca. 11 m2 i den amerikanske stat Montana.

© Elaine Thompson/AP/Ritzau Scanpix

FBI-hold får nye ressourcer i jagten på unabomberen

Januar 1995: Mordet på Thomas Mosser betyder, at Unabomberen har to mord på samvittigheden. Siden 1978 har han ydermere såret 23 mennesker.

Terry Turchie tager plads foran den hvide tavle i mødelokalet. Siden den 44-årige FBI-mand med den vigende hårgrænse for ni måneder siden overtog ledelsen af Unabomber-sagen, har han hver uge holdt møde på 12. sal i forbundspolitiets San Francisco-afdeling.

Her arbejder hans UNABOM-enhed på sagen, der har fået sit navn efter forbogstaverne i ordene “UNiversity”og “Airline”, fordi bombemandens mål oftest er ansatte på universiteter og flyselskaber.

I dag er mødet dog ganske specielt. Turchie præsenterer FBI’s øverste chef, Louis Freeh, for sine folk.

Ganske usædvanligt er direktøren taget den lange vej fra hovedkvarteret i Washington, D.C., for at høre seneste nyt i sagen.

“Vi har virkelig et problem med profileringen”, kommer det med vanlig bisterhed i stemmen fra Max Noel, som er en af de få FBI-agenter, der har været på UNABOM-sagen, siden den blev åbnet i 1979.

Turchie kan se, at Freeh lytter interesseret til alle kommentarer – de fleste fra den bramfri Noel, som også revser andre FBI-afdelinger for at være for længe om at levere de informationer, UNABOM-enheden efterspørger.

Direktøren har allerede oprettet en telefonisk hotline og udlovet en dusør på 1 mio. dollars for det tip, der kan lede FBI frem til gerningsmanden.

Nu lover han at tilføre UNABOM-holdet flere ressourcer, så bombemanden kan blive pågrebet.

“Jeg tror på, at I kan løse det”, forsikrer Freeh agenterne.

Turchie kan med det samme mærke, hvordan FBI-direktørens tro på holdet løfter alles moral.

Næste dag modtager Turchie en glædelig melding om, at han vil få tilført ekstra folk, så hans stab bliver på over 20 personer.

Blandt de nyankomne er sprogeksperten James “Fitz” Fitzgerald samt adfærdsanalytikeren og spionjægeren Kathy Puckett.

De to skal forsøge at tegne en profil af seriebomberen. Gerningsmanden har sendt flere maskinskrevne breve til aviserne, og makkerparret går i gang med at granske brevene for grammatiske fejl og påfaldende sprogbrug, der måske kan fortælle noget om forbryderen bag.

Kaczynski-brødrene voksede op i Chicago – langt fra familiens polske rødder.

© U.S. Marshals

Ted Kaczynskis opvækst med sygdom og psykisk vold

I en tidlig alder skilte Theodore John Kaczynski sig ud fra sine jævnaldrende. Chicago-drengen med polske aner (født 1942) scorede som 10-årig 168 i en IQ-test, og vidunderbarnet sprang der efter to klassetrin over.

Springet gjorde imidlertid intet godt for den i forvejen kejtede Kaczynski, der ingen venner havde og helst opholdt på sit værelse.

Trangen til at være alene stammede ifølge hans mor fra et sygdomsforløb, “Ted” havde haft som spæd. Blot ni måneder gammel var han blevet indlagt på hospitalet i flere dage for at blive testet for allergi.

Drengen var “nær død af skræk”, forklarede moren. Og da han kom hjem igen, var han “forandret”.

Intellektet bragte Kaczynski langt, og som blot 16-årig begyndte han på Harvard College.

Her deltog han i et kontroversielt psykologisk eksperiment: Han skulle sidde i en stol, mens andre studerende foretog intense forhør af ham og svinede ham til.

Forsøget skulle kortlægge effekterne af stress. Efter afsløringen af bombemanden har psykiatere udtalt, at eksperimentet kan have spillet en rolle i Teds forbrydelser,

Kaczynski fik en doktorgrad i matematik fra University of Michigan i 1967 og blev samme år, 25 år gammel, den yngste lektor nogensinde på University of California.

Fire år efter sagde han stillingen op og flyttede senere ud i en skovhytte i Montana.

“Jeg passede ikke ind i nutidens samfund”, skrev han i sin dagbog.

Ted Kaczynski blev kendt som “Unabomberen” – et navn, han fik, fordi han især sendte bomber til universiteter og luftfartsselskaber.

Unabomberen vil have trykt sit manifest

April 1995: Eksperterne tror, at bombemanden er opvokset i Chicago, og at han sandsynligvis har boet i både Salt Lake City og San Francisco. Oplysningerne bliver offentliggjort, i håb om at nogen kan pege FBI på sporet af Unabomberen.

De hårde klak-lyde fra en gammel Smith & Corona-skrivemaskine fylder den kun 11 m2 store træhytte dybt inde i Montanas skove.

Det mørke rum er kun oplyst af et par flakkende olielamper og skæret fra brændeovnen, hvor ilden knitrer roligt omkring nogle træstykker.

Bag skrivemaskinen sidder den 52-årige tidligere matematiklektor Theodore Kaczynski, som er født og opvokset i Chicago.

De seneste 24 år har den lynende intelligente “Ted” imidlertid levet et afsondret liv i sin hytte uden rindende vand og elektricitet – kun afbrudt af enkelte korte perioder med småjobs i Salt Lake City, Utah.

Som ivrig modstander af det industrielle samfund foretrækker Ted at leve et enkelt liv i pagt med naturen.

“Dette er en besked fra terroristgruppen FC”, begynder Kaczynski sit brev stilet til avisen The New York Times.

“Vi sprængte Thomas Mosser i luften”, fortsætter han og uddyber, at Mosser måtte dø, fordi han arbejdede for et reklamebureau, “hvis forretning er at udvikle teknikker til at manipulere folks adfærd med”.

Ordene om nutidens ødelæggende teknologi myldrer frem på papiret, og under dække af at være en større terrorgruppe forklarer Kaczynski, at bombeattentaterne mod bl.a. universiteters teknologi-fakulteter og flyselskaberne har til formål at bremse den teknologiske udvikling.

Tankerne er også gengivet i et langt manifest, som Kaczynski har skrevet på i årtier – et skrift, der ligger på en af de reoler, som klatrer op ad væggene i hytten, og som han nu ønsker trykt.

“Vi har en lang artikel, mellem 29.000 og 37.000 ord, som vi vil have publiceret. Hvis I kan udgive det i overensstemmelse med vores ønsker, vil vi permanent stoppe vores terroraktiviteter”, skriver Kaczynski i sit brev.

Iført handsker for ikke at efterlade fingeraftryk hiver Kaczyn­ski brevet op fra skrivemaskinen, folder det og putter det omhyggeligt i en kuvert.

Han fugter frimærkerne med lidt vand – ikke med tungen, så ville han efterlade DNA-spor.

I snart 17 år har han udført sine bombeattentater med den største påpasselighed – og han er stolt over at have narret myndighederne i så lang tid.

Unabomberen sender mystisk pakke til kontor

Mandag 24. april 1995: På samme tid som Ted Kaczynski poster sit brev til The New York Times, sender bombemanden også en anden pakke.

Gilbert Murray går hen til receptionen, hvor adskillige af hans medarbejdere hos California Forestry Association i Sacramento, Californien, står samlet. 47-årige Murray, som er formand for skovdrifts-foreningen, ser, at medarbejderne betragter en mystisk pakke viklet ind i brunt papir, der blev leveret til receptionen om eftermiddagen.

“Den er tung nok til at være en bombe”, spøger en mandlig medarbejder, mens han løfter og ryster pakken, der er på størrelse med en skotøjsæske.

Murray ler. Ingen af de ansatte tror for alvor på, at deres organisation kan være et bombemål – også selvom mange miljøaktivister ikke bryder sig om foreningens arbejde.

For en sikkerheds skyld snupper Murray alligevel pakken fra en gravid medarbejder, da hun begynder at klippe papiret op med en saks.

“Lad mig gøre det”, siger Murray og tager pakken med ind på sit kontor.

Kort tid efter lyder en kæmpe eksplosion. Alle vinduerne på etagen knuses, og de sønderrevne møbler fra Murrays kontor slynges 20 m gennem luften.

“Gil! Gil!” råber en kvinde, der iler til chefens kontor. Men ingen svarer. Unabomberen har taget sit tredje liv.

Kathy og Fitz finder vigtige spor

Juni 1995: Avisen The New York Times har i april modtaget brevet, hvori terroristgruppen “FC” til­bød at stoppe bombningerne, hvis deres manifest trykkes. Brev og manifest er givet videre til FBI.

I et lille lokale på 12. sal af FBI-bygningen i San Francisco sidder Kathy Puckett sammen med James “Fitz” Fitzgerald.

Makkerparret læser hver især i et eksemplar af Unabomberens manifest – et digert værk på 65 maskinskrevne sider.

Kathy var begejstret, allerede da hun gennemlæste gerningsmandens brev til The New York Times i april; det fortalte en del om, hvem de jagtede.

Efter at have fået manifestet er de to eksperter nu sikre på én ting: Unabomberen er langt bedre uddannet, end FBI tidligere har troet.

FBI har ellers arbejdet med en teori om, at forbryderen kunne være en utilfreds medarbejder i United Airlines’ nederste rækker, fordi flyselskabets præsident havde været mål for et tidligere attentat.

Men Unabomberens profil er en helt anden: Manifestet viser, at FBI jager en intelligent og perfektionistisk mand med et sprog, som peger i retning af en akademisk baggrund.

Vurderet ud fra hans sprogbrug er seriemorderen som minimum midaldrende, og hans gammeldags formuleringer tyder på, at han er en person, der er bedre bekendt med bøger end menneskelige relationer.

Kathy er overbevist om, at de ikke jager en stor terrorgruppe, men en enlig ulv, der udgiver sig for at være en del af en større organisation.

Havde en hel flok terrorister stået bag bomberne, ville FBI sandsynligvis allerede have fundet frem til gerningsmændene, for større grupper har svært ved at holde deres aktioner hemmelige.

Idéen deler Kathy og Fitz med Turchie og resten af UNABOM-holdet på et møde i begyndelsen af juli 1995.

“Manifestet afspejler hans følelser, og han har sandsynligvis haft disse tanker i lang tid. Måske har han delt dem med andre, og hvis vi publicerer manifestet, er der måske nogen, der genkender hans ord”, forklarer Fitz.

Umiddelbart er de øvrige rundt om bordet lunkne ved forslaget. FBI forhandler af princip ikke med kriminelle.

Men omvendt kan publiceringen være en mulighed for at få fat på den mest jagede forbryder i USA.

Turchie, de øverste FBI-chefer og justitsministeren accepterer efter nogle dages betænkningstid at lade manifestet publicere.

Unabomberens manifest kommer i avisen

Tirsdag 19. september 1995: Manifestet skal publiceres i The Washington Post, for avisen forhandles kun to steder i San Francisco – byen, FBI regner med, at gerningsmanden bor i.

Morgensolen er så småt begyndt at titte frem på himlen, da de to aviskiosker i San Francisco, der forhandler The Washing­ton Post, åbner.

Nær begge kiosker vrimler det med FBI-agenter. Klædt i civilt slentrer mange af dem rundt og ligner almindelige californiere på vej til arbejde, mens andre agenter indtager positioner på caféer med kaffekoppen i hånden.

Alle som én bærer de skjulte radiosendere og er klar til at forfølge hver eneste køber af dagens The Washington Post.

“Vi har brug for flere mænd”, melder en agent over radioen, da folk pludselig står i lange køer for at købe avisen.

Aktionens ledere sender agenter i hælene på aviskøberne, som bliver udspurgt, lige så snart de er kommet et stykke væk fra kiosken.

Særligt to mænd kommer under mistanke, da de begge køber et helt bundt aviser.

Den ene viser sig at være en børsmægler, som skal bruge en stak til sine kolleger på kontoret.

Den anden mand skygger agenterne i toget og i bussen, til han når sit hjem, der er helt mørklagt. Efter en længere udfritning viser det sig, at den mistænkte blot er en småparanoid særling.

Aktionen er umiddelbart uden gevinst. Men publiceringen af manifestet har på ingen måde været nytteløs.

Under sine egne sko havde Ted Kaczynski klistret et par noget mindre kanvassko. Hvis retsteknikerne fandt aftryk af en mistænkts sko, passede skostørrelsen ikke med Teds

© U.S. Marshals

Tip bringer FBI på sporet af Unabomberen

Først i februar 1996: Siden manifestets offentlig­gørelse har Unabomberen ikke udført attentater, men FBI fortsætter jagten. Knap fem måneder efter publiceringen modtager FBI et afgørende tip.

Adfærdsanalytikeren Kathy Puckett er i godt humør, da hun går ind på Max’s Opera Cafe i San Francisco sammen med UNABOM-agenten Joel Moss.

Den blonde FBI-kvinde slår sit karakteristiske brede smil op, da hun hilser på chefen Terry Turchie og kollegaen Max Noel, som sidder ved et bord midt i caféen.

Hun ved, at hun og Moss kommer med lovende nyt.

Dagen forinden har Kathy læst en 23 sider lang tekst, som fik hårene i nakken til at rejse sig på hende.

Den var sendt fra en mand ved navn David Kaczynski, der så ligheder mellem et essay, som hans bror, Ted Kaczynski, har skrevet for mange år siden, og det manifest, den såkaldte Unabomber nu har fået trykt.

Kathy er enig. Essayet er skrevet af en akademiker, og indholdsmæssigt er der et tematisk overlap i den evige kredsen om industrisamfundets skyggesider.

“Vi har en ny mistænkt”, siger Moss og lægger siderne ned foran Turchie og Noel.

“Hvad er det?” spørger Turchie.

“Vi tror, det er skrevet af Unabomberen”, svarer Kathy.

“Hmm, det håber jeg, det er, Kath. Jeg håber, at det er vores mand. Men for mig er det bare en stak papir og ikke bevis på noget”, vrisser Noel med vanlig skepsis.

Moss kigger insisterende på Turchie og beder chefen om at læse essayet igennem. Samme aften sidder Turchie hjemme i sofaen med sin hustru, Joy.

Mens hun ser en komedie, arbejder UNABOM-chefen sig gennem teksten. Pludselig falder hans øjne på formuleringen “sfæren af den menneskelige frihed”.

Han genkender de ord – de står også i manifestet. Turchie kigger over på sin hustru og udbryder:

“Joy, jeg tror, vi har fundet Unabomberen”.

Kathy mødes med Unabomberens bror og svigerinde

Lørdag 17. februar 1996: Ted Kaczynski er blevet oprettet som mistænkt nr. 2.416 i UNABOM-sagen.

Kathy Puckett banker på døren til det hotelværelse i New York, hvor hun har aftalt at mødes med David Kaczynski og hans kone, Linda Patrik. Ægteparret ser beklemte ud, da de åbner døren, men efter lidt småsnak bløder de lige så stille op og begynder at tale om Ted Kaczynski.

Linda Patrik fortæller, at hun for seks måneder siden fik den tanke, at Davids bror kunne være Unabomberen.

Det var, da hun læste en artikel om bombemanden. Hendes mistanke blev øget, da parret læste manifestet i avisen, og siden fik de en af Lindas veninder – en privatdetektiv – til at sammenligne manifestet med Teds essay.

Da veninden så klare ligheder, tog David og Linda kontakt til FBI. Men det er grænseoverskridende for parret, at angive Davids bror som Amerikas farligste bombemand.

“Vi må vide så meget som muligt om din bror”, siger Kathy, da hun mærker, at ægteparret har talt sig varme.

David fortæller, at brødrene er vokset op i Chicago, og at hans uhyre intelligente storebror har været lektor på University of California, inden han flyttede ud i en hytte nær den lille flække Lincoln i Montana.

David hjalp med byggeriet, men gennem årene er Ted blevet mere og mere verdensfjern og ønskede til sidst ikke at tilbringe tid med sin familie.

“Jeg vil aldrig se dig eller høre fra dig eller andre familiemedlemmer igen”, svarede Ted senest i et brev, da David lige ville høre, om han havde det godt.

David overdrager også mere end 50 breve fra storebroren, som Kathy tager med sig tilbage til San Francisco. Hun føler sig helt overbevist om, at Ted Kaczynski er Unabomberen.

Ted Kaczynski har ikke været ene om at gøre USA usikkert med sine bombeattentater. USA har været hærget af flere bombemænd.

© Bettmann/Getty Images

“Den gale bomber” raserede storbyen New York i to årtier

Navn: George Metesky
Antal bombeattentater: 33 (22 gik af)
Ofre: 15 tilskadekomne
Bombeperiode: 1940-1957. I 1940’erne og 1950’erne udførte elektrikeren George Metesky mange bombeattentater i New York City. Eksplosionerne ramte bl.a. koncertsteder, busterminaler og biblioteker, og i pressen fik han tilnavnet “The Mad Bomber”.

Bettmann/Getty Images

© Carolina Public Press

OL-bombemand ønskede at forbyde kvinders ret til abort

Navn: Eric Rudolph
Antal bombeattentater: 4
Ofre: 3 dræbte, 150 tilskadekomne
Bombeperiode: 1996-1998. Én blev dræbt og 111 såret, da Eric Rudolph detonerede en bombe i Centennial Olympic Park under OL i Atlanta i 1996. De følgende to år bombede han to abortklinikker og en bøssebar, fordi han var modstander af abort og homoseksualitet. Rudolph blev pågrebet i 2003.

Carolina Public Press

© Alchetron.com

Studerende ville bombe smiley-ansigt frem på USA-kortet

Navn: Lucas Helder
Antal bombeattentater: 18 (fem gik af)
Ofre: 6 tilskadekomne
Bombeperiode: Maj 2002. Den 20-årige studerende blev i foråret 2002 besat af en idé: Han ville plante 18 bomber rundtom i Midtvesten, så eksplosionerne dannede et smiley-ansigt på USA-kortet. Kun fem af de hjemmelavede bomber gik dog af.

Alchetron.com

FBI-agenter overvåger Unabomberens hytte

Tirsdag 20. februar 1996: Mens en del af UNABOM-holdet analyserer Teds breve i San Francisco, sender Terry Turchie også folk til Lincoln, Montana.

Max Noel ligner alt andet end en FBI-agent, da han iført store jagtstøvler og Wrangler-jeans ankommer til Lincoln med et par andre agenter i bidende frost og dalende sne.

For ikke at vække opsigt er mændene klædt som ægte Montana-folk, mens de i de kommende uger skal rekognoscere området og holde øje med den mistænkte.

Som noget af det første kører de tre agenter den korte tur på smalle grusveje op til skoven, hvor Teds hytte ligger.

Her når de frem til en klynge postkasser, på den ene står navnet “Ted Kaczynski” med slidte bogstaver.

En snedækket grusvej fører ind i skoven, men agenterne vil ikke risikere at støde ind i den formodede Unabomber og gøre ham mistænksom.

I stedet sniger de sig fremad langs en skovklædt højderyg, som den lokale betjent, Jerry Burns, har fortalt dem om.

Agenterne nærmer sig langsomt hytten, men meget ser de ikke, for hytten er gemt bag snedækkede grene.

Risikoen for at blive opdaget er for stor, så i stedet for at kortlægge området på egen hånd får Noel og hans mænd Jerry Burns til at hjælpe sig de følgende dage.

Burns, som kender alle hytteejerne i skoven, arrangerer et møde med Teds nærmeste nabo, Butch Gehring, der indvilger i at hjælpe FBI.

Med et videokamera holdt nede ved hoften går Gehring rundt og filmer, så FBI får et overblik over terrænet.

Gehring giver også agenterne lov til at overvåge Teds hytte fra hans eget lille træhus. Fra skjulet har de med kikkerter udsyn ud over både den lille skovsti og Teds hytte små 200 m væk.

Dermed kan de sikre sig, at Kaczynski ikke tager afsted med en ny bombe under armen.

For at komme helt tæt på Teds bolig spadserer Noel en dag en tur med Gehring og Burns. Under kasketten, der dækker Noels grå hår, spejder FBI-agenten opmærksomt rundt og indprenter sig hver en detalje.

Den mistænkte befinder sig i hytten, men da Gehrings hund pludselig gør ad et rådyr, springer døren op. En spinkel mandsperson med fedtet hår og vildt skæg stirrer ud.

“Hej, Teddy!” råber Gehring.

Vildmanden nikker modvilligt og lukker døren igen.

“Du godeste, er det, hvad vi har jagtet?” tænker Noel.

Kathy mødes med den Unabomberens mor

Lørdag 9. marts 1996: Mens FBI fortsætter overvågningen af Ted i Montana, har Kathy fået et møde i stand med Wanda Kaczynski – Teds mor.

“Goddag, det glæder mig at møde Dem”, kommer det høfligt fra den ældre dame i døren.

Kathy kan dog se på Wanda Kaczynskis ansigt, at glæden ikke er reel.

Sammen med tre kolleger bliver hun vist ind i fru Kaczynskis lejlighed i Schenectady, New York. Kathy stiller en masse spørgsmål om Teds barndom, og hun beder også om at få Wandas breve fra sønnen.

“Jeg forstår. Ted har altid været meget anderledes og ensom”, forklarer moren og giver Kathy en stak breve.

“Min søn er ikke en drabsmand”, insisterer Wanda flere gange, men da agenterne er ved at gå, fremstammer moren alligevel: “Hvis det er ham, der gør de her forfærdelige ting, må han stoppes”.

I sit manifest, som han skrev på maskine, kaldte Ted Kaczynski internettet for meningsløst.

© U.S. Marshals

Unabomberens manifest talte dunder mod teknologi

Ted Kaczynski var en indædt modstander af det teknologiske samfund.

Det gjorde han klart i sit over 200 sider lange manifest “Industrial Society and Its Future”, hvor budskabet var opsummeret i første sætning:

“Den industrielle revolution og dens konsekvenser har været en katastrofe for menneskeheden”.

I værket fremhæver Kaczynski, at nutidens industri-teknologiske samfund indsnævrer det enkelte menneskes frihed – en udvikling, der ifølge bombemanden kun vil blive værre, såfremt den teknologiske udvikling fortsætter.

Fitz finder det afgørende bevis

Midt i marts 1996: I dagene efter FBI’s besøg hos Wanda Kaczynski nærstuderer agenterne de mange nye breve fra moren og sønnens korrespondance.

Regnen trommer mod ruderne i det lille lokale på 12. etage i FBI-bygningen i San Francisco, hvor sprogeksperten James “Fitz” Fitzgerald sidder.

Fitz har smækket benene op på skrivebordet og er ved at læse et håndskrevet ark fra Ted til moren, da han falder over en sætning:

“You can’t eat your cake and have it too”. Det er en omskrivning af den britiske talemåde “You can’t have your cake and eat it too” (på dansk: “Man kan ikke både blæse og have mel i munden”).

Ted har byttet rundt på rækkefølgen, så “eat” kommer før “have”. James har kun set denne ombytning ét andet sted – i Unabomberens manifest!

Endelig har FBI et håndfast indicium, der kobler Ted Kaczynski sammen med Unabomberens manifest. Nu skal han bare pågribes i live.

FBI narrer Unabomberen ud af hytten

Onsdag 3. april 1996: Flere end 200 FBI-agenter, specialstyrker og bombeeksperter er sendt til Montana i forbindelse med den forestående aktion.

Max Noel har siden 1979 beskæftiget sig med Unabomberen, og i de sidste tre år har agenten arbejdet fuldtids på sagen.

Få ønsker lige så brændende at få fingre i seriebomberen, og nu har Noel fået æren af at pågribe Ted Kaczynski sammen med en anden FBI-agent og betjenten Jerry Burns.

Præcis kl. 12 forlader trioen Butch Gehrings træhus og sætter kurs mod Teds hytte.

De håber at kunne narre eneboeren helt ud af hytten ved at påstå, at betjenten og hans ledsagere er kommet for at måle grundene op.

Hvis noget skulle gå galt, ligger 50 specialtrænede mænd fra indsatsstyrken gemt i hvide camouflagedragter rundtom i skoven.

Sneen knirker under støvlerne, da mændene nærmer sig.

“Ted! Her er Jerry Burns, U.S. Forest Service”, råber betjenten for at sikre sig, at Kaczynski ikke gør noget overilet.

Kun stilhed møder mændene, så de træder nærmere.

“Ted! Vi er her for at tage et kig på dine skelpæle”.

Alt er fortsat stille, kun dyrenes lyde høres i skoven. Men efter lidt tid går døren pludselig op, og en slank skikkelse med sod i ansigtet træder halvt ud af hytten.

“Jeg får brug for min frakke”, lyder det fra Ted, efter at han har betragtet de fremmede mistænksomt et øjeblik.

Kaczynski når dog kun lige at vende sig om, inden Burns griber fat med begge arme om Teds krop og hiver ham baglæns. I det samme trækker Noel sin 9-mm SIG Sauer-pistol.

“FBI! Vi har en ransagningskendelse til at gennemsøge den her hytte”, råber Noel, mens han viser sit skilt.

Ted Kaczynski har et forbløffet udtryk i ansigtet. I hytten finder FBI-agenterne en lang række materialer til bombebyggeri, og under Teds seng titter en færdigbygget bombe frem. Den er klar til afsendelse.

Et par timer efter ankommer efterforskningsleder Terry Turchie. Hans folk stråler af glæde. Efter 18 år, tre dræbte og i alt 16 bombeattentater er det omsider forbi.

En af FBI-agenterne har tårer i øjnene, da han tager imod sin chef:

“Vi har ham. Det er Unabomberen. Sagen er opklaret”.

Unabomberens 16 bombeattentater

Unabomberen, Ted Kaczynski, sendte bomber med posten til sine intetanende ofre.

© United States Postal Service

Unabomberen slog til igen og igen

Ikke færre end 16 hjemmelavede bomber sendte Ted Kaczynski afsted til ofre, som ikke anede, at de var mål for hans besættelse. Især universitetsprofessorer fik gerningsmandens vrede at føle, men også folk i flybranchen og reklamefolk blev ofre for Kaczynskis antiteknologiske korstog. Bombe-attentaterne strakte sig over i alt 17 år.

26. maj 1978 – Evanston, Illinois

Terry Marker, en medarbejder på Northwestern University, bliver lettere såret, da han åbner en pakke fra Ted Kaczynski.

9. maj 1979 – Evanston, Illinois

John Harris, en studerende på Northwestern University, får forbrændinger, da en bombe lavet som en cigaræske springer i luften.

15. november 1979 – Chicago, Illinois

I lastrummet på et fly på vej fra Chicago til Washington, D.C., eksploderer en brevbombe. 18 passagerer ombord får røgforgiftning.

10. juni 1980 – Lake Forest, Illinois

FBI indleder jagten

Præsidenten for United Airlines, Percy Wood, får skader, da han åbner en udhulet bog med titlen “Ice Brothers”, hvori der er en bombe. FBI indser, at en seriebombemand er på spil.

8. oktober 1981 – Salt Lake City, Utah

Ingen eksplosion

En ansat på University of Utah finder en mistænkelig pakke. Campus-politiet tilkalder bombeeksperter, der desarmerer pakken.

5. maj 1982 – Nashville, Tennessee

En sekretær på Vanderbilt University får skadet hænderne, da hun åbner en brevbombe.

2. juli 1982 – Berkeley, Californien

Professor Diogenes Angelakos på University of California bliver midlertidigt blind og får skader på højre hånd pga. en tilsendt bombe.

15. maj 1985 – Berkeley, Californien

En studerende på University of California mister fire fingre, da han flytter, hvad han tror er en bog. Det viser sig at være en bombe.

13. juni 1985 – Auburn, Washington

Ingen eksplosion

En ansat hos flyproducenten Boeing åbner en pakke og finder en trækasse. Mistænksom borer han et lille hul i kassen og ser en rørbombe indeni. Bombeeksperter tilkaldes.

15. november 1985 – Ann Arbor, Michigan

En psykologistuderende på University of Michigan bliver forbrændt af en brevbombe, og hans professor pådrager sig en høreskade.

11. december 1985 – Sacramento, Californien

Dødsoffer

Hugh Scrutton bliver offer for en bombe ude foran sin computerforretning. Eksplosionen knuser Scruttons brystkasse, og han dør.

20. februar 1987 – Salt Lake City, Utah

Gary Wright bliver ramt af en bombe foran den computerforretning, hvor han arbejder. Granatsplinter borer sig ind i Garys ansigt og overkrop, men han overlever.

22. juni 1993 – Tiburon, Californien

Genetikeren Charles Epstein fra University of California mister tre fingre, brækker en arm og får en svær høreskade pga. en brevbombe.

24. juni 1993 – New Haven, Connecticut

David Gelernter, computerforsker på Yale University, får ødelagt sin højre hånd og skadet sit højre øje af en tilsendt brevbombe.

10. december 1994 – North Caldwell, New Jersey

Dødsoffer

Reklamemanden Thomas Mosser bliver dræbt, da han åbner en brevbombe i sit hjem.

24. april 1995 – Sacramento, Californien

Dødsoffer

Gilbert Murray, formand for California Forest Association, bliver dræbt af en bombe.

Efterskrift:

Først i 1998 erklærede Ted Kaczynski sig skyldig i sine forbrydelser, hvorefter han blev idømt otte livstidsdomme uden mulighed for prøveløsladelse.

David Kaczynski og Linda Patrik modtog dusøren på 1 mio. dollars for at have ført FBI på sporet af Ted. Ægteparret tilbød noget af summen til bombeofrene og de efterladte.

Terry Turchie, Kathy Puckett og Max Noel modtog den amerikanske justitsministers medalje for deres bemærkelsesværdige indsats.

Sprogeksperten James Fitzgerald høstede også anerkendelse for sit arbejde på UNABOM-sagen.