Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Virkelighedens Moriarty styrede London

En bølge af kriminalitet skyller ind over London i 1870’erne, og Scotland Yard kommer på overarbejde. Manden bag de mange tyverier, indbrud og bedragerier er en mestertyv ved navn Adam Worth. Som en edderkop i sit spind styrer han et netværk af kriminelle.

Shutterstock

Tågen ligger tæt over London ved midnatstid den 25. maj 1876, da tre velklædte herrer med høje hatte spadserer hen ad den fashionable gade Piccadilly.

Mens den ene af mændene ta­ger plads i en dunkel døråbning for at hol­de udkig, fortsætter de to andre ned ad Old Bond Street, hvor kunstgallerier og antikvariater ligger side om side.

De to mænd – mestertyven Adam Worth og hans håndlanger Junka Phillips – stopper ud for nummer 39 b. Her ligger kunstgalleriet Thomas Agnew & Sons.

I de seneste uger har galleriet i dag­­ti­­mer­­ne været fyldt til randen af be­­sø­­gen­­de – alle i London ville se galleristens seneste erhvervelse: Et portræt af Geor­­giana Cavendish, hertuginde af Devonshire.

Værket, der er malet af kunstneren Thomas Gainsborough, har på en auktion tidligere på måneden sat rekord som ver­­dens dyreste maleri, og siden da har det kriblet i fingrene på Adam Worth for at stjæle det værdifulde værk.

Foran galleriets facade samler klepperten Junka Phillips sine enorme hænder til en “hestesko”. Uden et ord træder Worth op og stiller sig på Junkas skuldre.

Så placerer klepperten sine håndflader un­­der chefens fødder og løfter ham det sids­­te stykke op ad muren. Uset kan Adam Worth trække sig op på den brede ge­­sims ud for bygningens førstesal.

Her lirker han ubesværet et vindue op og smyger sin bare 165 cm lange krop ind gennem åbningen.

“Hans lange, tynde fingre var nærmest skabt til den ædle disciplin at luske ure ud af mænds lommer og punge op af kvin­­ders håndtasker”.
Worths veninde Sophie Lyons.

I skæret fra ga­­de­­lyg­­ter­­nes søvnige lys finder Worth frem til portrættet af hertuginden med de lan­ge, røde krøller. Han skærer forsigtigt lær­­re­det ud af rammen og lægger det på gulvet.

Med en ukendt væske fra en lille, medbragt dunk fugter Worth forsigtigt bagsiden af ma­­le­­ri­­et. På den måde bliver lær­re­det blødt nok til, at han kan rulle det sammen, uden at oliemalingen på det krakelerer.

Kort efter står Worth igen nede på Old Bond Street hos Junka Phillips.

Det ca. en meter lange, sam­­men­­rul­­le­­de lærred fastgør Worth til indersiden af sin pels­­frak­­ke, og da kuppets tred­­je­­mand – en fyr ved navn Little Joe Elliott – sig­­na­­le­­rer klar bane oppe fra sin post på Piccadilly, slent­­rer gerningsmændene væk, som er de tre venner, der føl­­­ges hjemad en sen nattetime.

I virkeligheden er Adam Worth victoriatidens mest geniale for­­­bry­­­der.

Han le­ver som en fyrste og mæn­­­ger sig med Englands overklasse takket være indtægterne fra en myriade af tyverier, som han ud­­­tæn­­­ker i sit mondæne palæ nær Themsen.

Forbryderlivet begyndte i Amerika

Adam Worth ankom til Amerika fra Tysk­­­land sammen med sine forældre og søs­­ken­­de omkring 1850, da han var fem-seks år gammel.

Opvæksten i Massachusetts var barsk og præget af fattigdom. Al­le­re­de som 14-årig stak Adam af hjem­me­fra.

Teen­ageren arbejdede på hæ­der­lig vis som ekspedient i New York, ind­til den amerikanske borgerkrig brød ud, og Adam trak i yan­kee-­u­ni­for­men.

Efter en lidet ærefuld krigsindsats flak­­ke­­de den 20-årige indvandrer som så man­­ge andre veteraner omkring i New York.

Uden fast arbejde måtte Worth ty til smårapserier for at overleve.

Og den unge tyv viste lovende takter: “Hans lange, tynde fingre var nærmest skabt til den ædle disciplin at luske ure ud af mænds lommer og punge op af kvin­­ders håndtasker”, lød en senere be­skri­vel­se fra Worths gode veninde og kriminelle kollega Sophie Lyons.

Gennem sine tyverier kom Worth snart i kontakt med Fredericka Mandelbaum – kaldet “Marm” – dronningen af Man­hat­tans underverden.

Hun tog gerne un­ge mænd til sig for at oplære dem i det kriminelle håndværk. Selv deltog “Marm” aldrig i ulovlige handlinger, i ste­det stod hun for at planlægge dem – hvil­ket hun tog sig godt betalt for.

Gennem “Marm” mødte Worth den un­ge Charley Bullard, der pga. sit glim­ren­de klaverspil var kendt som “Piano Char­ley”.

De to mænd gik godt i spænd, og sammen røvede de i 1869 en bank i Boston. Her stjal de kontanter og vær­di­pa­pi­rer til en samlet værdi af flere hundrede tusind dollars.

Byttets størrelse betød dog, at det be­røm­te Pinkerton-detektivbureau kom på sagen, hvilket bekymrede Bullard: “De fordømte detektiver vil fange os på en uge”, jamrede han, men Worth skæl­­ve­­de ikke; ingen skulle stoppe ham.

Aviser og blade bragte karikaturer af “Marm” Mandelbaum og hendes kumpaner.

© Messynessychic.com

Kvindelig storkriminel åbnede forbryderskole

New Yorks ukronede forbryderdronning lærte Adam Worth, hvordan en simpel lommetyv kunne tjene en formue og leve et liv i luksus.

Tyskfødte Fredericka “Marm” Mandelbaum drev fra midten af 1800-tallet sit eget kriminelle netværk i New York.

Forretningsmodellen for den 125 kg tunge matrone gik ud på at tage byens kriminelle unge til sig. Herefter oplærte hun dem i forskellige former for kriminalitet, så de kunne arbejde for hende.

Adam Worth endte ligesom mange andre småtyve i Mandelbaums favn.

Under hendes kyndige vejledning blev han en dygtig lommetyv og lærte at operere som del af en gruppe, når ofre skulle plukkes for penge og lommeure.

Tricktyveri og hæleri var også en fast del af Mandelbaums skoling, og efterhånden som Worths stjerne hos den tyske storkriminelle steg, oplærte hun ham også i afpresning og bankrøveri.

Mandelbaum deltog ikke selv aktivt i forbrydelserne, men tog 10 pct. af byttet for sin planlægning – nok til at nyde tilværelsen som en velstående dame.

Worth så op til sin læremester, der gerne holdt overdådige fester for sine medsammensvorne. Gennem hende lærte han, at kriminalitet kunne kombineres med et liv som en gentleman.

Bankrøverne krydsede Atlanten

Efter den store jackpot i Boston vid­s­te Adam Worth, at han og Bullard måtte forlade USA for at und­­gå at blive taget.

De skjulte der­­for kontanterne fra byttet i dob­­belt­­bun­­de­­de kufferter og sejlede over Atlanten under nye i­den­ti­te­ter.

Som for­ret­nings­man­den Henry J. Raymond tjek­­ke­­de Worth i januar 1870 ind på et hotel i Liverpool.

En dag satte han sig i ho­tel­lets bar klædt i skræd­­der­­sy­­et jakkesæt og høj hat sam­men med Char­ley, der ud­gav sig for at være en rig tex­aner ved navn Charles Wells.

Bag hotelbaren stod den rødhårede Kitty Flynn og ekspederede – begge amerikanere faldt pladask for hende.

Den unge irske kvinde blev smigret af op­mærk­som­heden og endte med at tage med de to mænd til London.

Her giftede hun sig med “Piano Charley”, men hav­de samtidig et forhold med Adam Worth i en menage a trois, som begge mænd øjensynligt accepterede.

Tre vigtige tips fra tyvenes dronning

Worth styrede Londons underverden

Mens “Piano Charley” drak og spillede kla­­ver i den engelske hovedstad, støbte Worth fundamentet til et forbryderimperium.

For 600 pund om året lejede han en bolig på Piccadilly, hvor han sad ved sit spisebord og planlagde nye kup:

“I årevis bedrev han alle mulige former for kriminalitet – check­falsk­ne­ri, svin­del, rø­ve­ri, pengeskabskup, dia­mant­ty­ve­­ri, postrøveri og bank­­kup. Hans hjem blev mø­de­sted for berygtede forbrydere fra hele verden”, slog Pin­ker­ton­-bu­reau­et fast i sin sagsmappe.

Worth ønskede dog ikke at bli­ve fanget med et brækjern i hånden. Li­ge­som “Marm” hyrede han andre kri­mi­nel­le til at udføre forbrydelserne, mens han selv sad derhjemme.

Sine folk udvalgte Worth nøje: De skul­le først og fremmest være til at stole på. Ud over sin ven “Piano Charley” vil­le han derfor ikke have noget med druk­ken­bolte eller voldsmænd at gøre.

På den måde ville Worth undgå, at hans folk rodede sig ud i problemer og blev på­gre­bet – og de kriminelle stod i kø for at arbejde for ham:

“Underverdenen fik stor tillid til ham, og alle de klogeste kriminelle blev hans med­skyl­di­ge”, hævdede Sophie Lyons.

Almindelige røverier indebar dog altid en risiko, da udøverne kunne blive taget på fersk gerning.

Derfor koncentrerede Worth sig op igennem 1870’erne mere og mere om dokumentfalskneri, hvor ri­si­ko­en for at blive afsløret var mindre.

Forbryderkongen hyrede en kriminel ved navn Charles Becker, der var et geni, når det kom til at lave falske checks.

Becker fremstillede værdipapirerne med mi­kro­sko­pisk omhyggelighed, hvorefter en anden i Worths organisation – som oftest Little Joe Elliott – indløste de falske checks i en bank og fik udbetalt kontanter.

Til sidst ilede en fjerdemand til det eu­ro­pæ­iske kontinent for, som en sikkerhedsforanstaltning, at få vekslet pengene til fx franske franc, hvis nu sedlerne skul­le være mærket.

Worth havde etableret en lukrativ for­bry­der­or­ga­ni­sa­tion, men han forstod også at bruge penge.

Hr. Raymond købte huse og heste

Pengestrømmen sikrede, at Worth kun­ne leve præcis det luksusliv, han havde drømt om.

I 1873 købte forbryderkongen et palæ syd for Themsen med tennis- og bowlingbaner, hvor han flyttede ind sam­men med “Piano Charley”, Kitty og hen­des barn, som Worth muligvis – muligvis ikke – var far til.

Under navnet Henry J. Raymond fær­de­des Worth på væddeløbsbanerne, hvor han skålede i champagne med andre vel­ha­ven­de, mens han fulgte sine egne dyrt ind­køb­te heste på banen.

I slutningen af sin karriere rejste Adam Worth tilbage til USA. Her fortalte han sin historie til William Pinkerton.

Shutterstock

Den kriminelle rig­mand ejede også en privat yacht.

Ved en enkelt lejlighed, i 1874, blev fartøjet brugt til, at Worths kumpaner kunne sej­le over Atlanten og stjæle 10.000 dollars fra et pengeskab på Jamaica.

Med tiden blev Henry J. Raymond en dan­net og ganske respekteret mand, der brug­te megen tid på at studere kunst og lit­te­ra­tur, så han passede bedre ind i Lon­dons elitære kredse.

Tilmed anlagde tysk­-a­me­ri­ka­neren sig en engelsk overklasse-accent, så alle betragtede ham som en ægte britisk gentleman:

“Han er nok den sidste mand, der vil bli­ve antaget for at være den farlige pro­fes­sio­nel­le forbryder, han er”, skrev de­tek­tiven William Pinkerton, der – ligesom Scotland Yard – havde hørt rygter om, at Worth, alias Henry J. Raymond, stod bag en stor del af kriminaliteten i London.

Worth havde holdt sig fra ger­nings­ste­der­ne, men i 1876 savnede han at mær­ke suset.

Han ville stjæle noget be­­tyd­­nings­­fuldt, og intet virkede mere pas­­sen­­de end maleriet af Georgiana Cavendish, hertuginden af Devonshire.

Efter afsløringen af den ulovlige gambling afhændede Worth sin parisiske bar.

© Shutterstock

Worth drev ulovlig spillebule i Paris

Parallelt med sin tilværelse i London indrettede Adam Worth en bar i Paris. Stedet bød på eksotiske cocktails og gambling.

Spil om penge var dog forbudt i den franske hovedstad, og de ulovlige aktiviteter måtte holdes skjult. Den nederste etage blev indrettet som bar, mens første­salen husede spilleborde og en roulette.

Skulle en betjent træde ind i baren, trykkede en bartender bag disken på en knap for at advare personalet på overetagen.

På få sekunder kunne croupiererne klappe spillebordene op, så deres underside blev en del af væggen, og ethvert tegn på ulovlige aktiviteter var væk.

I næsten fire år tjente Worth gode penge på spillebulen i Paris, men i 1875 afslørede betjente foretagendet: “Bartenderen blev overrumplet, så snart politiet trængte ind, og efter at være stormet op ad trapperne fandt de gamblingen i fuld gang”, noterede en Pinkerton-­detektiv efterfølgende.

Worth forelskede sig i sit maleri

Efter Worths kunstkup talte hele London om den forsvundne Georgiana.

“En ondsindet person har stjålet maleriet”, rasede avisen The Times 27. maj 1876, mens et ægtepar med bolig tæt på galleriet erklærede, at de var “rådvilde over, at et så dristigt tyveri kunne finde sted uden politiets kendskab”.

Worth havde ikke bare demonstreret sine evner som mestertyv, han havde også til sin store tilfredshed udstillet politiets uduelighed.

Oprindeligt var det kunst­ty­vens plan at sælge maleriet tilbage til galleriet, som tre uger forinden hav­de erhvervet værket på auktion for 10.100 guineas – et beløb, der svarer til om­kring 60 mio. danske nutidskroner.

Men handlen blev aldrig til noget. Her­tug­in­den på portrættet lignede nemlig på slå­en­de vis Kitty Flynn, som kort tid in­den tyveriet var rejst til USA, fordi hun ikke længere elskede hverken den drik­fæl­di­ge “Piano Charley” eller Worth.

Maleriet mindede Worth om hans store kær­lig­hed, der nu var borte.

Derfor ønskede tyven ikke at skille sig af med portrættet, som han hver nat gemte under sin seng.

Worth fik endda bygget en speciel kuffert med et hemmeligt rum, så han altid havde maleriet ved hånden:

“Han bar rullen med lærredet med sig rundt i verden”, berettede Sophie Lyons.

At beholde tyvekoster var usædvanligt for Worth, der al­tid værnede om sin egen sik­ker­hed.

Nu var han pludselig i fare for at bli­ve afpresset, fordi både Junka Phillips og Little Joe Elliott, som havde del­ta­get i kunst­kup­pet, var sure: De ville have pen­ge for deres udførte ar­bej­de.

Ad flere omgange fik Elliott kon­­tan­­ter, og da han bad Worth om pen­ge til en billet til USA, gav mestertyven efter for at slippe af med sin afpresser.

Efter kort tid i Amerika blev Elliott dog arresteret og fik syv års fængsel for tidligere lovovertrædelser.

I håb om at få annulleret sin straf var Little Joe klar til at afsløre Worth. Han kunne skaffe Gainsborough-portrættet, fortalte fangen.

In­for­ma­tio­nen var nyttig viden for Pin­ker­ton­-bu­­reau­­et, der også satte Scotland Yard ind i sagen. Myndighederne i London kunne dog ikke fælde Worth, før de tog ham med maleriet i hånden.

Håndlangeren Junka Phillips udviklede sig også til en pestilens for mestertyven: Pludselig meddelte Junka, at han selv ville sælge maleriet, men Worth bildte ham ind, at portrættet var solgt “for en ba­ga­tel”, og stak ham 50 pund.

I det hele taget hobede problemerne sig op for Worth, da også hans ind­brin­gen­de produktion af falske checks smuld­re­de i slutningen af 1870’erne. Bank of Eng­land havde indført en ny form for checks, der gjorde forfalskning så godt som umulig.

Derudover var det blevet sværere at finde gode, loyale kriminelle. Worth måtte selv i aktion.

Sherlock Holmes’ ærkefjende, professor Moriarty, er baseret på Adam Worth.

© Imageselect & Shutterstock

Worth var virkelighedens Moriarty

Da forfatteren Arthur Conan Doyle skulle skabe en ærkefjende til sin detektiv, Sherlock Holmes, lod han sig inspirere af den virkelige forbryder Adam Worth.

Resultatet blev den kunstelskende superskurk professor James Moriarty, som siden er blevet en af litteraturhistoriens kendteste forbrydere.

I serien bruger Sherlock Holmes formuleringen “kriminalitetens Napoleon” om Moriarty – et udsagn, som Conan Doyle lånte fra Scotland Yards beskrivelse af Adam Worth.

Ved en anden lejlighed omtalte Holmes sin ærkefjende som en edderkop, der, ligesom Worth, sidder “midt i sit net” og styrer sine folk.

Conan Doyle afslørede aldrig offentligt, at Worth var inspirationskilden til Moriarty. Men over for den Sherlock Holmes-kyndige dr. Gray Chandler Briggs skal forfatteren dog have røbet, at “Moriarty var Adam Worth, som stjal den berømte Gainsborough”.

Diamantkup gav penge i kassen

Worth havde tidligere arrangeret rø­ve­ri­er mod Lon­dons juvelerer, men det var først un­der en rej­se til Sydafrika i 1880, at hans interesse for dia­manter for al­vor blev vakt.

Under opholdet fik Worth frem­stil­let en kopi af en nøgle til et postkontor i Port Elizabeth, som han en nat plyndrede for et parti u­sleb­ne diamanter.

Hjemme i London fik Worth en medskyldig til at åbne en juvelforretning, Wynert & Co., i hovedstadens diamanthandlerkvarter, Hatton Garden.

“Ved at sætte deres diamanter en smu­le under standardpriserne havde de in­gen problemer med at afhænde alle de­res varer”, noterede Pin­ker­ton­-­­­bu­reau­et i sin sagsmappe.

Salget indbragte ca. 90.000 pund, og Worth fik appetit på me­re. En eftermiddag i no­­vem­­ber 1881 troppede han i for­­klæd­­ning op på postkontoret i Hatton Garden.

Mens Worth afledte medarbejdernes opmærksomhed ved skran­­ken, sneg en med­­sam­­men­­svo­­ren sig ned i kælderen og lukkede for gassen, så alt lys i bygningen gik ud.

Med et elegant spring hop­pe­de Worth over skranken, nap­pe­de to for­seg­le­de poser med diamanter, som hang på jernkroge, og var pist væk, da lyset kom tilbage.

Denne gang indbragte byttet omkring 30.000 pund – men Worth havde også brug for store indtægter for at finansiere sin ekstravagante livsstil.

I 1886, 10 år efter tyveriet af hertuginde-portrættet, var Worth blevet gift – præ­cis som det hørte sig til for en gent­le­man af Henry J. Raymonds kaliber.

Savnet af Kitty blegnede efterhånden, og Worth besluttede at skjule maleriet af her­tuginde Georgiana på et lager i Brooklyn, New York, langt væk fra hans liv i London.

Adam Worth forelskede sig i maleriet af hertuginde Georgiana Cavendish, fordi hun mindede ham om Kitty Flynn. Portrættet hænger i dag på Chatsworth House i England – Cavendish-familiens herregård.

© Chatsworth House

Her lå kunstværket sikkert, hvis han en dag fik brug for det igen. Og den dag kom snart, for storforbyderens held var ved at slippe op.

Mestertyven dummede sig i Belgien

I flere år havde Adam Worth undgået at sam­ar­bej­de med “Piano Charley”, der ef­ter­hån­den var svært alkoholiseret.

På egen hånd begik Charley kriminalitet i Belgien, men uden Worths kyndige vejledning var han havnet i spjældet.

I 1892 ønskede Adam Worth at gense sin gamle ven, som nu lå for døden bag trem­mer­ne i et fængsel i Liège. Inden han nåede frem, var Charley allerede død.

Worth ønskede ikke, at hans tur til Belgien skulle være helt spildt, så han arrangerede et røveri.

Mestertyven havde be­mær­ket, at kontanter ankom til den belgiske by med tog. Fra stationen bragte hestevogne med kun én bevæbnet vagt dernæst pengene ud til bankerne.

Stik imod sædvanen fik Worth – der med sine 48 år ikke længere var nogen ung og rørig tyv – fat på to uprøvede kriminelle, der skulle assistere under røveriet.

Affæren skulle løbe af stablen, når den bevæbnede kusk forlod vognen for at levere en pose penge i en bank.

Alt forløb som planlagt, da Worth – ifølge sin egen skildring – “hoppede op på sædet (af pengetransporten, red.) og brækkede låsen af pengeboksen”.

Knap var han dog kommet ned fra vognen med to sække over skulderen, før et vidne på gaden råbte “stop tyven!” – og alarmerede en gadebetjent.

Worth smed straks sit bytte på fortovet i håb om at slippe væk.

Den yngre og hurtigere betjent havde dog ikke i sinde at lade tyven undslippe – og efter en kort jagt blev Worth fanget.

Kitty Flynn fik sandsynligvis et barn med Adam Worth, men faderskabet er omgærdet af usikkerhed.

© Findagrave.com

Tyven forelskede sig i verdens dyreste maleri

Den ene var aristokrat, den anden kriminel. Ligheden mellem Georgiana, hertuginden af Devonshire, og Kitty, bartenderen fra Irland, er slående.

En nat i 1876 stjal Adam Worth verdens – på det tidspunkt – dyreste maleri fra et galleri i Old Bond Street, London.

Portrættet var malet af Thomas Gainsborough, og motivet forestillede Georgiana Cavendish (1757-1806), hertuginde af Devonshire.

Planen var at sælge maleriet tilbage til galleriet, men hertuginden mindede Worth så meget om hans livs store kærlighed, en irsk skønhed ved navn Kitty Flynn, at han konstant udskød salget.

Mestertyvens affektion over for portrættet blev kun større, da han året efter erfarede, at Kitty skulle giftes med en mand i USA.

Ifølge den amerikanske tyv Sophie Lyons, der var ven med Adam Worth, åd nyheden om Kittys giftermål “gradvist hans hjerte op”.

Tabet af Kitty betød, at Worth droppede enhver tanke om at skille sig af med maleriet. I stedet tjente portrættet ham som et konstant minde om Kitty, der aldrig ville blive hans.

Først da Kitty døde af nyrebetændelse som 42-årig, og Worth selv var blevet gift, besluttede han at skille sig af med maleriet.

I 1901 solgte han det til det galleri, han 25 år tidligere havde stjålet det fra, for 25.000 dollars.

Tyveriet kostede fem år bag tremmer

Først nogle uger senere indså de lokale betjente, hvilken fangst de havde gjort.

Belgierne havde haft held til det, som hver­ken amerikanerne eller briterne formåede: De havde taget Adam Worth på fersk gerning. Skurken blev idømt syv års fængsel for røveriforsøget i Liège.

Selvom Worth blev løsladt efter fem år for god opførsel, var han ikke længere den samme. Årene uden luksus havde tæret på ham, og alderen pressede på.

Tilbage i London måtte Worth flytte ind i en lille lejlighed, hvor han for første gang i livet begyndte at drikke.

Konen var efter hans tilfangetagelse blevet sinds­syg, og parrets to børn levede nu hos Adam Worths bror i Brooklyn.

I 1899 drog tyven selv til USA, hvor en ganske særlig dame skulle hjælpe ham ud af de økonomiske trængsler.

Worth solgte sin livsledsagerske

Selvom Adam Worth havde været eftersøgt i USA, var forældelsesfristen for hans ugerninger for længst passeret.

Det var med den viden, at Worth tog kontakt til detektiven William Pinkerton, der tidligere havde jagtet forbryderen.

Omkring år 1900 var det nemlig ikke helt ualmindeligt, at private opdagere blev brugt som mellemmænd i sager om tilbagesalg af tyvegods til de rette ejere.

“Jeg betragter denne mand som den mest bemærkelsesværdige kriminelle til dato”.
William Pinkerton.

Worth ville bruge Pinkerton i forhandlingerne med galleristfamilien Agnew om en tilbagekøbssum for portrættet af hertuginden, der stadig lå i lagerbygningen.

“Damen bør komme hjem igen”, lød det fra Worth, da han i 1899 troppede op på Pinkertons kontor i Chicago.

Ifølge William Pinkerton selv var den 55-årige storkriminelle “helbredsmæssigt nedbrudt og finansielt set et vrag”, men detektiven ønskede ikke at medvirke i en studehandel.

Først da Worth truede med at ø­de­læg­ge maleriet, indvilgede Pinkerton i at hjælpe. Han kontaktede Agnew-familien og de britiske myndigheder for at høre, om de ville lade ham stå for forhandlingerne.

Alle i London ønskede kunst­vær­ket hjem og accepterede der­for forslaget. Forhandlingerne va­re­de et år, før betingelserne var på plads – Worth skulle have 25.000 dollars.

Efter 25 års besiddelse, længere end Worth havde holdt på nogen anden kvinde, sagde han omsider farvel til sit elskede maleri i marts 1901. Mindre end et år senere udåndede mes­ter­tyven Adam Worth i en alder af 57 år.

Inden sin død fortalte han William Pinkerton om sine mange forbrydelser, og detektiven skønnede, at Worth stod bag kriminalitet for over 4 mio. dollars – hvilket svarer til ca. 750 mio. kr. i nutidspenge.

“Jeg betragter denne mand som den mest bemærkelsesværdige kriminelle til dato”, konkluderede William i sin rapport om Adam Worth.

Læs også:

Malerier revet ud af rammer efter kunsttyveri
Kunst

Netflix-serie ripper op i verdens største kunsttyveri

5 minutter
Hverdagsliv

Sexhandel i London: Kvinder solgte hinanden

10 minutter
Tower Bridge
Bygningsværker

Tower Bridge reddede London

9 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul