Virkelighedens Moriarty styrede London
Tågen ligger tæt over London ved midnatstid den 25. maj 1876, da tre velklædte herrer med høje hatte spadserer hen ad den fashionable gade Piccadilly.
Mens den ene af mændene tager plads i en dunkel døråbning for at holde udkig, fortsætter de to andre ned ad Old Bond Street, hvor kunstgallerier og antikvariater ligger side om side.
De to mænd – mestertyven Adam Worth og hans håndlanger Junka Phillips – stopper ud for nummer 39 b. Her ligger kunstgalleriet Thomas Agnew & Sons.
I de seneste uger har galleriet i dagtimerne været fyldt til randen af besøgende – alle i London ville se galleristens seneste erhvervelse: Et portræt af Georgiana Cavendish, hertuginde af Devonshire.
Værket, der er malet af kunstneren Thomas Gainsborough, har på en auktion tidligere på måneden sat rekord som verdens dyreste maleri, og siden da har det kriblet i fingrene på Adam Worth for at stjæle det værdifulde værk.
Foran galleriets facade samler klepperten Junka Phillips sine enorme hænder til en “hestesko”. Uden et ord træder Worth op og stiller sig på Junkas skuldre.
Så placerer klepperten sine håndflader under chefens fødder og løfter ham det sidste stykke op ad muren. Uset kan Adam Worth trække sig op på den brede gesims ud for bygningens førstesal.
Her lirker han ubesværet et vindue op og smyger sin bare 165 cm lange krop ind gennem åbningen.
“Hans lange, tynde fingre var nærmest skabt til den ædle disciplin at luske ure ud af mænds lommer og punge op af kvinders håndtasker”.
I skæret fra gadelygternes søvnige lys finder Worth frem til portrættet af hertuginden med de lange, røde krøller. Han skærer forsigtigt lærredet ud af rammen og lægger det på gulvet.
Med en ukendt væske fra en lille, medbragt dunk fugter Worth forsigtigt bagsiden af maleriet. På den måde bliver lærredet blødt nok til, at han kan rulle det sammen, uden at oliemalingen på det krakelerer.
Kort efter står Worth igen nede på Old Bond Street hos Junka Phillips.
Det ca. en meter lange, sammenrullede lærred fastgør Worth til indersiden af sin pelsfrakke, og da kuppets tredjemand – en fyr ved navn Little Joe Elliott – signalerer klar bane oppe fra sin post på Piccadilly, slentrer gerningsmændene væk, som er de tre venner, der følges hjemad en sen nattetime.
I virkeligheden er Adam Worth victoriatidens mest geniale forbryder.
Han lever som en fyrste og mænger sig med Englands overklasse takket være indtægterne fra en myriade af tyverier, som han udtænker i sit mondæne palæ nær Themsen.
Forbryderlivet begyndte i Amerika
Adam Worth ankom til Amerika fra Tyskland sammen med sine forældre og søskende omkring 1850, da han var fem-seks år gammel.
Opvæksten i Massachusetts var barsk og præget af fattigdom. Allerede som 14-årig stak Adam af hjemmefra.
Teenageren arbejdede på hæderlig vis som ekspedient i New York, indtil den amerikanske borgerkrig brød ud, og Adam trak i yankee-uniformen.
Efter en lidet ærefuld krigsindsats flakkede den 20-årige indvandrer som så mange andre veteraner omkring i New York.
Uden fast arbejde måtte Worth ty til smårapserier for at overleve.
Og den unge tyv viste lovende takter: “Hans lange, tynde fingre var nærmest skabt til den ædle disciplin at luske ure ud af mænds lommer og punge op af kvinders håndtasker”, lød en senere beskrivelse fra Worths gode veninde og kriminelle kollega Sophie Lyons.
Gennem sine tyverier kom Worth snart i kontakt med Fredericka Mandelbaum – kaldet “Marm” – dronningen af Manhattans underverden.
Hun tog gerne unge mænd til sig for at oplære dem i det kriminelle håndværk. Selv deltog “Marm” aldrig i ulovlige handlinger, i stedet stod hun for at planlægge dem – hvilket hun tog sig godt betalt for.
Gennem “Marm” mødte Worth den unge Charley Bullard, der pga. sit glimrende klaverspil var kendt som “Piano Charley”.
De to mænd gik godt i spænd, og sammen røvede de i 1869 en bank i Boston. Her stjal de kontanter og værdipapirer til en samlet værdi af flere hundrede tusind dollars.
Byttets størrelse betød dog, at det berømte Pinkerton-detektivbureau kom på sagen, hvilket bekymrede Bullard: “De fordømte detektiver vil fange os på en uge”, jamrede han, men Worth skælvede ikke; ingen skulle stoppe ham.
Aviser og blade bragte karikaturer af “Marm” Mandelbaum og hendes kumpaner.
Kvindelig storkriminel åbnede forbryderskole
New Yorks ukronede forbryderdronning lærte Adam Worth, hvordan en simpel lommetyv kunne tjene en formue og leve et liv i luksus.
Tyskfødte Fredericka “Marm” Mandelbaum drev fra midten af 1800-tallet sit eget kriminelle netværk i New York.
Forretningsmodellen for den 125 kg tunge matrone gik ud på at tage byens kriminelle unge til sig. Herefter oplærte hun dem i forskellige former for kriminalitet, så de kunne arbejde for hende.
Adam Worth endte ligesom mange andre småtyve i Mandelbaums favn.
Under hendes kyndige vejledning blev han en dygtig lommetyv og lærte at operere som del af en gruppe, når ofre skulle plukkes for penge og lommeure.
Tricktyveri og hæleri var også en fast del af Mandelbaums skoling, og efterhånden som Worths stjerne hos den tyske storkriminelle steg, oplærte hun ham også i afpresning og bankrøveri.
Mandelbaum deltog ikke selv aktivt i forbrydelserne, men tog 10 pct. af byttet for sin planlægning – nok til at nyde tilværelsen som en velstående dame.
Worth så op til sin læremester, der gerne holdt overdådige fester for sine medsammensvorne. Gennem hende lærte han, at kriminalitet kunne kombineres med et liv som en gentleman.
Bankrøverne krydsede Atlanten
Efter den store jackpot i Boston vidste Adam Worth, at han og Bullard måtte forlade USA for at undgå at blive taget.
De skjulte derfor kontanterne fra byttet i dobbeltbundede kufferter og sejlede over Atlanten under nye identiteter.
Som forretningsmanden Henry J. Raymond tjekkede Worth i januar 1870 ind på et hotel i Liverpool.
En dag satte han sig i hotellets bar klædt i skræddersyet jakkesæt og høj hat sammen med Charley, der udgav sig for at være en rig texaner ved navn Charles Wells.
Bag hotelbaren stod den rødhårede Kitty Flynn og ekspederede – begge amerikanere faldt pladask for hende.
Den unge irske kvinde blev smigret af opmærksomheden og endte med at tage med de to mænd til London.
Her giftede hun sig med “Piano Charley”, men havde samtidig et forhold med Adam Worth i en menage a trois, som begge mænd øjensynligt accepterede.
Tre vigtige tips fra tyvenes dronning
Worth styrede Londons underverden
Mens “Piano Charley” drak og spillede klaver i den engelske hovedstad, støbte Worth fundamentet til et forbryderimperium.
For 600 pund om året lejede han en bolig på Piccadilly, hvor han sad ved sit spisebord og planlagde nye kup:
“I årevis bedrev han alle mulige former for kriminalitet – checkfalskneri, svindel, røveri, pengeskabskup, diamanttyveri, postrøveri og bankkup. Hans hjem blev mødested for berygtede forbrydere fra hele verden”, slog Pinkerton-bureauet fast i sin sagsmappe.
Worth ønskede dog ikke at blive fanget med et brækjern i hånden. Ligesom “Marm” hyrede han andre kriminelle til at udføre forbrydelserne, mens han selv sad derhjemme.
Sine folk udvalgte Worth nøje: De skulle først og fremmest være til at stole på. Ud over sin ven “Piano Charley” ville han derfor ikke have noget med drukkenbolte eller voldsmænd at gøre.
På den måde ville Worth undgå, at hans folk rodede sig ud i problemer og blev pågrebet – og de kriminelle stod i kø for at arbejde for ham:
“Underverdenen fik stor tillid til ham, og alle de klogeste kriminelle blev hans medskyldige”, hævdede Sophie Lyons.
Almindelige røverier indebar dog altid en risiko, da udøverne kunne blive taget på fersk gerning.
Derfor koncentrerede Worth sig op igennem 1870’erne mere og mere om dokumentfalskneri, hvor risikoen for at blive afsløret var mindre.
Forbryderkongen hyrede en kriminel ved navn Charles Becker, der var et geni, når det kom til at lave falske checks.
Becker fremstillede værdipapirerne med mikroskopisk omhyggelighed, hvorefter en anden i Worths organisation – som oftest Little Joe Elliott – indløste de falske checks i en bank og fik udbetalt kontanter.
Til sidst ilede en fjerdemand til det europæiske kontinent for, som en sikkerhedsforanstaltning, at få vekslet pengene til fx franske franc, hvis nu sedlerne skulle være mærket.
Worth havde etableret en lukrativ forbryderorganisation, men han forstod også at bruge penge.
Hr. Raymond købte huse og heste
Pengestrømmen sikrede, at Worth kunne leve præcis det luksusliv, han havde drømt om.
I 1873 købte forbryderkongen et palæ syd for Themsen med tennis- og bowlingbaner, hvor han flyttede ind sammen med “Piano Charley”, Kitty og hendes barn, som Worth muligvis – muligvis ikke – var far til.
Under navnet Henry J. Raymond færdedes Worth på væddeløbsbanerne, hvor han skålede i champagne med andre velhavende, mens han fulgte sine egne dyrt indkøbte heste på banen.
I slutningen af sin karriere rejste Adam Worth tilbage til USA. Her fortalte han sin historie til William Pinkerton.
Den kriminelle rigmand ejede også en privat yacht.
Ved en enkelt lejlighed, i 1874, blev fartøjet brugt til, at Worths kumpaner kunne sejle over Atlanten og stjæle 10.000 dollars fra et pengeskab på Jamaica.
Med tiden blev Henry J. Raymond en dannet og ganske respekteret mand, der brugte megen tid på at studere kunst og litteratur, så han passede bedre ind i Londons elitære kredse.
Tilmed anlagde tysk-amerikaneren sig en engelsk overklasse-accent, så alle betragtede ham som en ægte britisk gentleman:
“Han er nok den sidste mand, der vil blive antaget for at være den farlige professionelle forbryder, han er”, skrev detektiven William Pinkerton, der – ligesom Scotland Yard – havde hørt rygter om, at Worth, alias Henry J. Raymond, stod bag en stor del af kriminaliteten i London.
Worth havde holdt sig fra gerningsstederne, men i 1876 savnede han at mærke suset.
Han ville stjæle noget betydningsfuldt, og intet virkede mere passende end maleriet af Georgiana Cavendish, hertuginden af Devonshire.
Efter afsløringen af den ulovlige gambling afhændede Worth sin parisiske bar.
Worth drev ulovlig spillebule i Paris
Parallelt med sin tilværelse i London indrettede Adam Worth en bar i Paris. Stedet bød på eksotiske cocktails og gambling.
Spil om penge var dog forbudt i den franske hovedstad, og de ulovlige aktiviteter måtte holdes skjult. Den nederste etage blev indrettet som bar, mens førstesalen husede spilleborde og en roulette.
Skulle en betjent træde ind i baren, trykkede en bartender bag disken på en knap for at advare personalet på overetagen.
På få sekunder kunne croupiererne klappe spillebordene op, så deres underside blev en del af væggen, og ethvert tegn på ulovlige aktiviteter var væk.
I næsten fire år tjente Worth gode penge på spillebulen i Paris, men i 1875 afslørede betjente foretagendet: “Bartenderen blev overrumplet, så snart politiet trængte ind, og efter at være stormet op ad trapperne fandt de gamblingen i fuld gang”, noterede en Pinkerton-detektiv efterfølgende.
Worth forelskede sig i sit maleri
Efter Worths kunstkup talte hele London om den forsvundne Georgiana.
“En ondsindet person har stjålet maleriet”, rasede avisen The Times 27. maj 1876, mens et ægtepar med bolig tæt på galleriet erklærede, at de var “rådvilde over, at et så dristigt tyveri kunne finde sted uden politiets kendskab”.
Worth havde ikke bare demonstreret sine evner som mestertyv, han havde også til sin store tilfredshed udstillet politiets uduelighed.
Oprindeligt var det kunsttyvens plan at sælge maleriet tilbage til galleriet, som tre uger forinden havde erhvervet værket på auktion for 10.100 guineas – et beløb, der svarer til omkring 60 mio. danske nutidskroner.
Men handlen blev aldrig til noget. Hertuginden på portrættet lignede nemlig på slående vis Kitty Flynn, som kort tid inden tyveriet var rejst til USA, fordi hun ikke længere elskede hverken den drikfældige “Piano Charley” eller Worth.
Maleriet mindede Worth om hans store kærlighed, der nu var borte.
Derfor ønskede tyven ikke at skille sig af med portrættet, som han hver nat gemte under sin seng.
Worth fik endda bygget en speciel kuffert med et hemmeligt rum, så han altid havde maleriet ved hånden:
“Han bar rullen med lærredet med sig rundt i verden”, berettede Sophie Lyons.
At beholde tyvekoster var usædvanligt for Worth, der altid værnede om sin egen sikkerhed.
Nu var han pludselig i fare for at blive afpresset, fordi både Junka Phillips og Little Joe Elliott, som havde deltaget i kunstkuppet, var sure: De ville have penge for deres udførte arbejde.
Ad flere omgange fik Elliott kontanter, og da han bad Worth om penge til en billet til USA, gav mestertyven efter for at slippe af med sin afpresser.
Efter kort tid i Amerika blev Elliott dog arresteret og fik syv års fængsel for tidligere lovovertrædelser.
I håb om at få annulleret sin straf var Little Joe klar til at afsløre Worth. Han kunne skaffe Gainsborough-portrættet, fortalte fangen.
Informationen var nyttig viden for Pinkerton-bureauet, der også satte Scotland Yard ind i sagen. Myndighederne i London kunne dog ikke fælde Worth, før de tog ham med maleriet i hånden.
Håndlangeren Junka Phillips udviklede sig også til en pestilens for mestertyven: Pludselig meddelte Junka, at han selv ville sælge maleriet, men Worth bildte ham ind, at portrættet var solgt “for en bagatel”, og stak ham 50 pund.
I det hele taget hobede problemerne sig op for Worth, da også hans indbringende produktion af falske checks smuldrede i slutningen af 1870’erne. Bank of England havde indført en ny form for checks, der gjorde forfalskning så godt som umulig.
Derudover var det blevet sværere at finde gode, loyale kriminelle. Worth måtte selv i aktion.
Sherlock Holmes’ ærkefjende, professor Moriarty, er baseret på Adam Worth.
Worth var virkelighedens Moriarty
Da forfatteren Arthur Conan Doyle skulle skabe en ærkefjende til sin detektiv, Sherlock Holmes, lod han sig inspirere af den virkelige forbryder Adam Worth.
Resultatet blev den kunstelskende superskurk professor James Moriarty, som siden er blevet en af litteraturhistoriens kendteste forbrydere.
I serien bruger Sherlock Holmes formuleringen “kriminalitetens Napoleon” om Moriarty – et udsagn, som Conan Doyle lånte fra Scotland Yards beskrivelse af Adam Worth.
Ved en anden lejlighed omtalte Holmes sin ærkefjende som en edderkop, der, ligesom Worth, sidder “midt i sit net” og styrer sine folk.
Conan Doyle afslørede aldrig offentligt, at Worth var inspirationskilden til Moriarty. Men over for den Sherlock Holmes-kyndige dr. Gray Chandler Briggs skal forfatteren dog have røbet, at “Moriarty var Adam Worth, som stjal den berømte Gainsborough”.
Diamantkup gav penge i kassen
Worth havde tidligere arrangeret røverier mod Londons juvelerer, men det var først under en rejse til Sydafrika i 1880, at hans interesse for diamanter for alvor blev vakt.
Under opholdet fik Worth fremstillet en kopi af en nøgle til et postkontor i Port Elizabeth, som han en nat plyndrede for et parti uslebne diamanter.
Hjemme i London fik Worth en medskyldig til at åbne en juvelforretning, Wynert & Co., i hovedstadens diamanthandlerkvarter, Hatton Garden.
“Ved at sætte deres diamanter en smule under standardpriserne havde de ingen problemer med at afhænde alle deres varer”, noterede Pinkerton-bureauet i sin sagsmappe.
Salget indbragte ca. 90.000 pund, og Worth fik appetit på mere. En eftermiddag i november 1881 troppede han i forklædning op på postkontoret i Hatton Garden.
Mens Worth afledte medarbejdernes opmærksomhed ved skranken, sneg en medsammensvoren sig ned i kælderen og lukkede for gassen, så alt lys i bygningen gik ud.
Med et elegant spring hoppede Worth over skranken, nappede to forseglede poser med diamanter, som hang på jernkroge, og var pist væk, da lyset kom tilbage.
Denne gang indbragte byttet omkring 30.000 pund – men Worth havde også brug for store indtægter for at finansiere sin ekstravagante livsstil.
I 1886, 10 år efter tyveriet af hertuginde-portrættet, var Worth blevet gift – præcis som det hørte sig til for en gentleman af Henry J. Raymonds kaliber.
Savnet af Kitty blegnede efterhånden, og Worth besluttede at skjule maleriet af hertuginde Georgiana på et lager i Brooklyn, New York, langt væk fra hans liv i London.
Adam Worth forelskede sig i maleriet af hertuginde Georgiana Cavendish, fordi hun mindede ham om Kitty Flynn. Portrættet hænger i dag på Chatsworth House i England – Cavendish-familiens herregård.
Her lå kunstværket sikkert, hvis han en dag fik brug for det igen. Og den dag kom snart, for storforbyderens held var ved at slippe op.
Mestertyven dummede sig i Belgien
I flere år havde Adam Worth undgået at samarbejde med “Piano Charley”, der efterhånden var svært alkoholiseret.
På egen hånd begik Charley kriminalitet i Belgien, men uden Worths kyndige vejledning var han havnet i spjældet.
I 1892 ønskede Adam Worth at gense sin gamle ven, som nu lå for døden bag tremmerne i et fængsel i Liège. Inden han nåede frem, var Charley allerede død.
Worth ønskede ikke, at hans tur til Belgien skulle være helt spildt, så han arrangerede et røveri.
Mestertyven havde bemærket, at kontanter ankom til den belgiske by med tog. Fra stationen bragte hestevogne med kun én bevæbnet vagt dernæst pengene ud til bankerne.
Stik imod sædvanen fik Worth – der med sine 48 år ikke længere var nogen ung og rørig tyv – fat på to uprøvede kriminelle, der skulle assistere under røveriet.
Affæren skulle løbe af stablen, når den bevæbnede kusk forlod vognen for at levere en pose penge i en bank.
Alt forløb som planlagt, da Worth – ifølge sin egen skildring – “hoppede op på sædet (af pengetransporten, red.) og brækkede låsen af pengeboksen”.
Knap var han dog kommet ned fra vognen med to sække over skulderen, før et vidne på gaden råbte “stop tyven!” – og alarmerede en gadebetjent.
Worth smed straks sit bytte på fortovet i håb om at slippe væk.
Den yngre og hurtigere betjent havde dog ikke i sinde at lade tyven undslippe – og efter en kort jagt blev Worth fanget.
Kitty Flynn fik sandsynligvis et barn med Adam Worth, men faderskabet er omgærdet af usikkerhed.
Tyven forelskede sig i verdens dyreste maleri
Den ene var aristokrat, den anden kriminel. Ligheden mellem Georgiana, hertuginden af Devonshire, og Kitty, bartenderen fra Irland, er slående.
En nat i 1876 stjal Adam Worth verdens – på det tidspunkt – dyreste maleri fra et galleri i Old Bond Street, London.
Portrættet var malet af Thomas Gainsborough, og motivet forestillede Georgiana Cavendish (1757-1806), hertuginde af Devonshire.
Planen var at sælge maleriet tilbage til galleriet, men hertuginden mindede Worth så meget om hans livs store kærlighed, en irsk skønhed ved navn Kitty Flynn, at han konstant udskød salget.
Mestertyvens affektion over for portrættet blev kun større, da han året efter erfarede, at Kitty skulle giftes med en mand i USA.
Ifølge den amerikanske tyv Sophie Lyons, der var ven med Adam Worth, åd nyheden om Kittys giftermål “gradvist hans hjerte op”.
Tabet af Kitty betød, at Worth droppede enhver tanke om at skille sig af med maleriet. I stedet tjente portrættet ham som et konstant minde om Kitty, der aldrig ville blive hans.
Først da Kitty døde af nyrebetændelse som 42-årig, og Worth selv var blevet gift, besluttede han at skille sig af med maleriet.
I 1901 solgte han det til det galleri, han 25 år tidligere havde stjålet det fra, for 25.000 dollars.
Tyveriet kostede fem år bag tremmer
Først nogle uger senere indså de lokale betjente, hvilken fangst de havde gjort.
Belgierne havde haft held til det, som hverken amerikanerne eller briterne formåede: De havde taget Adam Worth på fersk gerning. Skurken blev idømt syv års fængsel for røveriforsøget i Liège.
Selvom Worth blev løsladt efter fem år for god opførsel, var han ikke længere den samme. Årene uden luksus havde tæret på ham, og alderen pressede på.
Tilbage i London måtte Worth flytte ind i en lille lejlighed, hvor han for første gang i livet begyndte at drikke.
Konen var efter hans tilfangetagelse blevet sindssyg, og parrets to børn levede nu hos Adam Worths bror i Brooklyn.
I 1899 drog tyven selv til USA, hvor en ganske særlig dame skulle hjælpe ham ud af de økonomiske trængsler.
Worth solgte sin livsledsagerske
Selvom Adam Worth havde været eftersøgt i USA, var forældelsesfristen for hans ugerninger for længst passeret.
Det var med den viden, at Worth tog kontakt til detektiven William Pinkerton, der tidligere havde jagtet forbryderen.
Omkring år 1900 var det nemlig ikke helt ualmindeligt, at private opdagere blev brugt som mellemmænd i sager om tilbagesalg af tyvegods til de rette ejere.
“Jeg betragter denne mand som den mest bemærkelsesværdige kriminelle til dato”.
Worth ville bruge Pinkerton i forhandlingerne med galleristfamilien Agnew om en tilbagekøbssum for portrættet af hertuginden, der stadig lå i lagerbygningen.
“Damen bør komme hjem igen”, lød det fra Worth, da han i 1899 troppede op på Pinkertons kontor i Chicago.
Ifølge William Pinkerton selv var den 55-årige storkriminelle “helbredsmæssigt nedbrudt og finansielt set et vrag”, men detektiven ønskede ikke at medvirke i en studehandel.
Først da Worth truede med at ødelægge maleriet, indvilgede Pinkerton i at hjælpe. Han kontaktede Agnew-familien og de britiske myndigheder for at høre, om de ville lade ham stå for forhandlingerne.
Alle i London ønskede kunstværket hjem og accepterede derfor forslaget. Forhandlingerne varede et år, før betingelserne var på plads – Worth skulle have 25.000 dollars.
Efter 25 års besiddelse, længere end Worth havde holdt på nogen anden kvinde, sagde han omsider farvel til sit elskede maleri i marts 1901. Mindre end et år senere udåndede mestertyven Adam Worth i en alder af 57 år.
Inden sin død fortalte han William Pinkerton om sine mange forbrydelser, og detektiven skønnede, at Worth stod bag kriminalitet for over 4 mio. dollars – hvilket svarer til ca. 750 mio. kr. i nutidspenge.
“Jeg betragter denne mand som den mest bemærkelsesværdige kriminelle til dato”, konkluderede William i sin rapport om Adam Worth.
