Kvælersekt i Indien blev knækket af britisk officer

Kaptajn Sleeman kommer til Indien

Lige siden den dag, Sleeman første gang satte sin fod på indisk jord i 1809, havde han hørt rygter om en uhyggelig sekt, som ofrede mennesker.

Men de britiske myndigheder havde aldrig taget rygterne alvorligt. Rygter om forbrydelser og mærkelige sekter var ikke noget ukendt fænomen i Indien. Og selv, hvis der var et gran af sandhed i historierne om sekten, så var holdningen, at det var et problem, inderne selv måtte løse.

Sleeman tog derimod rapporterne om sekten alvorligt. Han beherskede flere orientalske sprog, herunder indernes hindi, og havde derfor større kendskab til de lokale forhold end de fleste andre briter i landet.

Desuden så han det som sin opgave som officer i den britiske hær i Indien at opretholde lov og orden for indere­ såvel­ som for briter. Men til at begynde med blev hans undersøgelser i sagen mødt med skepsis fra myndighedernes side. Han blev endda latterliggjort og direkte modarbejdet.

Sleeman var dog ikke en mand, der lod sig knække, når først han havde sat sig et mål. Derfor søgte han overflyttelse fra den britiske hær til civiladministrationen og blev i 1822 udnævnt til dommer i Nursingpore i nutidens Madhya Pradesh i det centrale Indien.

Og med hjælp fra en gruppe loyale “nujeebs” – indiske politimænd – begyndte­ han nu sit felttog mod Kalis disciple.

En moderne efterforskning

I modsætning til de fleste kolonitjenestemænd på den tid brugte Sleeman ikke vold og trusler for at komme til bunds i sagen. Han brugte derimod dokumenter og kort. Først satte han sig ind i det, andre havde skrevet om sekten. Og han opdagede, at der var tale om en meget gammel sekt.

Den blev nævnt første gang i 1200-tallet, og i 1600-tallet skrev en fransk opdagelsesrejsende om indiske røvere, som dræbte rejsende ved at kvæle dem med et stykke stof.

Sleeman tegnede og studerede kort, sammensatte lister over mystiske forsvindinger og lagde slægtstavler. Han udarbejdede kort sagt det, vi i dag ville kalde en database over forbrydelserne. Snart begyndte påfaldende mønstre at dukke op.

Bestemte områder, datoer og ikke mindst familier dukkede op igen og igen i efterforskningen. Sleeman rejste derefter rundt i de indiske landsbyer, hvor han snakkede med folk og opsøgte mulige gerningssteder.

Det viste sig, at mange indere havde historier om venner og slægtninge, som var forsvundet sporløst. Til trods for stor modstand mod undersøgelserne gjorde Sleeman langsomt, men sikkert fremskridt i kampen mod kvælersekten.

Snart kunne Sleeman og hans indiske politifolk foretage de første anholdelser, og i 1830 gjorde de efterforskningens hidtil største kup. Da lykkedes det dem at få fat i en af de mest berygtede thug-ledere; adelsmannen Feringeea,­ kendt som thuggernes fyrste.

Mange af de anholdte Kali-dyrkere var mere end villige til at fortælle om deres handlinger til briterne. De følte, at Kali måtte have forladt dem, eftersom de var blevet arresteret, og derfor mente de ikke, at de længere var forpligtet til at være loyale mod gudinden.

Desuden fik de thuggere, der gav oplysninger om sektens hemmeligheder, omgjort deres straf fra hængning til fængsel eller landsforvisning.

Så for første gang i mange århundreder fik personer uden for sekten thuggernes mørke og grusomme historie.

Dødsgudindens trofaste disciple

Sleemans opdagelser skabte voldsom opsigt, og med ét var ordet thug på alles læber. Ordet betyder en svigefuld person på hindi, og netop svigefuldhed og troløshed var en vigtig del af thuggernes fremgangsmåde.

Andre steder i Indien var de kendt under et andet og endnu mere passende navn – “phansigarer”, der ganske enkelt betød “kvælere”.

Ingen vidste, hvor gammel thug-sekten var, ikke engang medlemmerne selv. Men ifølge thuggerne fandtes der nogle ældgamle vægmalerier i Ellora i det vestlige Indien, hvor thuggernes historie var fremstillet.

Disse malerier var ikke lavet af mennesker, hævdede de, men af guder. For til trods for, at de levede af mord og plyndring, mente thuggerne, at gudinden Kali, som de tilbad, godkendte deres handlinger.

Sleeman troede ikke på denne historie, men hans forskning viste, at sekten sandsynligvis havde rødder helt tilbage til slutningen af 1200-tallet.

Dengang var cirka 1000 mistænkte thuggere blevet arresteret på sultan Jallaludin Khilijis ordre og deporteret til Bengalen i det østlige­ Indien. Området blev siden centrum­ for thuggernes aktiviteter.

En af årsagerne til, at det lykkedes thuggerne at holde deres aktiviteter hemmelige i så lang tid, var, at medlemskabet ofte gik i arv fra far til søn. Fædrene gik altid forsigtigt frem og gjorde sønnerne gradvist kendt med familiens­ mørke hemmelighed.

Med tiden fik de unge aspiranter mere at se af det, som foregik under togterne. Men først efter lang tid fik de unge thuggere lov til at overvære et overfald, og efter en længere oplæringsperiode fik de også lov til at deltage.

Sekten var strengt rangopdelt. Først arbejdede aspiranten som spejder og derefter som graver. Først efter lang læretid og højtidelige religiøse ceremonier fik aspiranten betegnelsen “shumsheera” (den, som holder hænderne) eller “bhurtote” (kvæler).

Redskabet, thuggerne brugte til at kvæle ofrene med, blev kaldt en “rumal”. Det var et cirka en meter langt klæde, som almindelige indere brugte som hovedbeklædning eller bælte. Men i thuggernes hænder blev rumalen et dødeligt våben.

Nøje planlagte mord-togter

En thugger-ekspedition var organiseret som en blanding af et militært felttog og en religiøs ceremoni. Thuggernes verden var fuld af overtro og en nærmest konstant jagt på overnaturlige tegn og varsler.

Positive varsler var meget vigtige, før de begav sig ud på en af deres morderiske ekspeditioner. Thuggerne var overbeviste om, at de handlede på gudinden Kalis ordre.

Derfor var det vigtigt at få hendes godkendelse før et eventuelt togt. Det var også af stor betydning for thuggerne at få et tegn fra gudinden om, hvor de skulle rejse hen for at finde passende ofre.

Thuggerne opererede som en hær, hvor hver mand havde sine bestemte opgaver. Sektens fortropper var infiltratorerne, som rejste rundt til landsbyer og værtshuse for at samle information.

De var først og fremmest på jagt efter karavaner med handelsfolk, som var rige, men dårligt beskyttet. Infiltratorerne gjorde sig venner med de handelsrejsende og gav dem ofte råd om, hvilke rejseruter de burde vælge.

Hvad de handelsrejsende ikke vidste, var, at oplysningerne om karavanens rejserute hurtigt blev videregivet til thuggernes­ hovedstyrke.­

De snu thuggere valgte altid at angribe deres ofre på isolerede steder som afsides dale, kløfter eller tætte skove. Ud over­ kvælere rådede sekten også over spejdere og vagter. De havde til opgave at bevogte alle flugtruter og tage sig af de ofre, som eventuelt måtte forsøge at flygte.

Ofte begyndte thuggerne allerede på forhånd at grave ofrenes grave. Det var en helt særlig gruppe thuggere, som stod for gravene. De blev kaldt “lughas”, og hakkerne, de gravede med, var hellige og symboliserede Kalis tand.

Mens gravene­ blev gravet, ankom thuggernes elitestyrker, kvælerne, til lands-­ byen eller værtshuset, hvor handelskara-vanen­ holdt til.

De udgav sig typisk for at være handelsrejsende, soldater eller pilgrimme. Hvis de var mange, udgav de sig nogle gange for at være en maharaja, en indisk adelsmand, med stort følge.

Ligesom infiltratorerne­ gjorde de sig hurtigt venner med de rejsende og tilbød at rejse­ sammen med dem – det var jo meget­ tryggere at rejse flere sammen, påpegede­ de.

På denne måde kunne kvælerne og deres ofre tilbringe mange dage eller uger sammen. De delte maden med dem, spiste sammen og sov endda ofte i samme telt.

Alt virkede helt uskyldigt. Men omsider kom handelskaravanen til det sted, thuggerne havde udvalgt til deres­ angreb.

Ofrene var døde, før de ramte jorden

Thuggernes myrderier begyndte oftest i aftenskumringen. Når de rejsende nærmede sig det aftalte sted, omringede thuggerne deres ofre. Så gav lederen signal til angreb, hvorefter kvælerne gik i aktion.

Shumsheeraerne holdt offerets hænder og fødder, mens kvæleren lynhurtigt kastede sit klæde rundt om halsen på offeret.

Som regel var ofrene døde, før de ramte jorden. Hvis det lykkedes nogle af ofrene at undslippe i første omgang, blev de hurtigt pågrebet af vagterne, som lurede i nærheden.

“Ingen vidner” var thuggernes motto. Antallet af thuggere, som deltog i et angreb, varierede meget. Var det kun en enkelt rejsende, som skulle myrdes, var det nok med to-tre mænd.

Men allerhelst angreb thuggerne karavaner, for det var her, de helt store rigdomme var. I sådanne tilfælde sendte thuggerne flere hundrede mænd.

At få ligene til at forsvinde sporløst var meget vigtigt, hvis ikke forbrydelserne skulle blive opdaget. Ligesom de var eksperter i at kvæle, var thuggerne derfor også eksperter­ i at skjule lig.

Før de kastede deres ofres grave til, blev alle knogler og store ben i ofrenes kroppe knust, så ligene hurtigere gik i forrådnelse.

Derefter sprættede de maven op på de døde, så gasser, som dannede sig under forrådnelsen, kunne slippe ud. Ellers ville ligene svulme op, hvilket ville få jorden over gravene til at sprække og lokke sjakaler og andre ådselædere­ til.

Som en sidste sikkerhedsforanstaltning tændte thuggerne bål over gravene og spredte asken ud over stedet. På den måde blev de sidste spor efter ofrene fjernet. Ved nøje at følge denne fremgangsmåde lykkedes det thuggerne at holde deres myrderier skjult i mange hundrede år.

Arven efter Sleeman

Men til trods for deres hemmelighedskræmmeri var thuggernes dage talte. Sleeman havde bevist, at sekten eksisterede, og at den udgjorde en trussel. Så det var kun et spørsmål om tid, før dens magt var knækket for evigt.

I 1838 havde Sleeman fået dømt 3266 thuggere, og mange hundrede andre sad i fængsel og ventede på deres dom. Der blev stadig rapporteret om thugger-aktivitet, men indberetningerne blev sjældnere og sjældnere. Og til slut var thugger-sekten ikke andet end et mørkt minde fra en fjern tid.

I 1856 gik den næsten 70 år gamle William Henry Sleeman om bord i et skib i Calcutta. Sammen med ham var hans kone gennem et langt liv, Amélie. Efter næsten 50 år i Indien så de nu frem til at kunne tilbringe deres sidste år sammen i England.

Men sådan skulle det ikke gå. Efter ni dage på havet blev den 68-årige Sleeman­ ramt af feber og døde om bord på skibet. Han blev begravet til søs og fik aldrig genset de græsklædte bakker i hans elskede Cornwall.

I Indien levede mindet om Sleeman dog videre. Længe blev den indiske efterretningstjeneste kaldt for “thagi daftar”, thugger-kontoret.

Og selv den dag i dag hænger Sleemans portræt på væggen i en politistaton i Indien. Den lille by, hvori politistationen ligger, hedder Sleemanabad, opkaldt efter manden­ som knækkede­ kvælersekten.