Liget i kufferten: Morderjagt i DDR
En syv-årig dreng forsvinder sporløst i den østtyske forstad Neustadt ved Halle. 14 dage senere findes hans lig i en kuffert. Politiet har stort set ingen spor efter gerningsmanden – kun nogle krydsord, som kufferten er foret med.
Betonforstaden Neustadt ved Halle havde 100.000 indbyggere og blev regnet for DDR's mest moderne byggeri. Det var her, Lars Bense blev slået ihjel i 1981.
En knugende uvished fylder lejligheden i betonforstaden Neustadt ved Halle. Lars' mor har aftensmaden klar, men den syv-årige dreng er her ikke. Den tomme plads ved bordet, den ubrugte tallerken og det rene bestik fylder moderen med angst.
Lars forlod lejligheden i blok 483 for at gå i biografen, Kino Treff, for flere timer siden. Filmen må for længst være slut, men skønt klokken nu er langt over spisetid, er han ikke vendt hjem. Moderen ved, at noget må være galt.
Rastløs går hun rundt i lejligheden og skæver til uret, inden hun ringer til drengens kammerater i 1. klasse. Ingen har set ham. Ude af stand til at finde ro tager hun til sidst frakken på og går ud i mørket for at lede.
Datoen er den 15. januar 1981, og vinteren har for alvor fat i Halle-Neustadt i det sydlige DDR.
Sneen pudrer huse og fortove. Endnu er den hvid og ren, men snart vil den være sværtet gulbrun af den sure røg, der til stadighed pulser ud fra Leuna-kemifabrikken, områdets vigtigste arbejdsplads med 30.000 ansatte.
Gaderne ligger øde hen, butikkerne er lukkede, og legepladsen tom. I sin fortvivlelse går hun til politiet. En venlig betjent fra folkepolitiets afdeling i Halle-Neustadt forsøger at berolige hende med, at langt de fleste børn dukker op af sig selv efter få timer. Moderen lader sig ikke affærdige, og til sidst sender betjenten et eftersøgningshold ud.
Politiet undersøger alle tænkelige gemmesteder mellem hjemmet i blok 483 og Kino Treff, men Lars dukker ikke frem. Nu aner også betjentene uråd. En af dem kører moderen til distriktspolitistationen, som udsender en formel efterlysning.
Natten igennem finkæmmer betjente i uniform og civil Halle-Neustadt; Lars' kammerater, avisbudene, personalet i biografen og buschaufførerne bliver udspurgt, men ingen kan bringe klarhed over drengens færden. Han er væk.
Liget i kufferten
Betjentene må se den uhyggelige kendsgerning i øjnene; Lars er formentlig blevet offer for en forbrydelse. Politiets mordundersøgelseskommission (MUK) overtager sagen.
Under ledelse af den erfarne politimand, kaptajn Siegfried Schwarz bliver hver en krog af betonforstaden og brakmarkerne omkring den gennemsøgt, biografgæster afhørt, og oplysninger indhentet fra læger og skadestuer.
Schwarz koncentrerer hurtigt mistanken om Lars' alkoholiserede far, der er blevet skilt fra moderen og bor på et herberg. Men trods et manglende alibi har politiet ingen beviser mod ham.
Endelig den 28. januar finder en jernbanearbejder på strækningen mellem Halle og Leipzig en kuffert, der øjensynligt er blevet smidt ud af et kørende tog. Da han åbner den, ser han det mishandlede lig af en dreng, pakket ind i plasticsække. I hast bliver eksperter fra Leipzigs retsmedicinske institut tilkaldt.
De kan konstatere, at den afdøde er Lars Bense. Obduktionen afslører, at drengen er blevet seksuelt misbrugt, stukket i brystet med en kniv samt slået i hovedet med en stump genstand.
Imens undersøger politiets teknikere kufferten, der indeholder drengens blodbestænkte tøj, plasticsækkene og et lag af aviser, som gerningsmanden har lagt i kufferten for at opsuge blodet.
Umidelbart giver de ingen fingerpeg om, hvem morderen er. Derfor vælger de at udstille kufferten i Halles Centrum-varehus, men efter flere uger har ingen meldt sig. Og plasticsækkene viser sig at være indpakningen til nogle vattæpper, der er solgt mere end 1.000 eksemplarer. Køberne kan ikke længere spores. Tilbage er aviserne.
Da teknikerne bladrer dem igennem, opdager de, at alle indeholder krydsord, som er delvis løste. Skriften er den samme i alle krydsord – og den er så karakteristisk, at den vil kunne identificeres blandt mange andre. MUK beslutter at finde skriftens ejermand.
En sværm af kriminalfolk, politiets frivillige hjælpekorps og ansatte fra sikkerhedspolitiet Stasi drager gennem Halle-Neustadt for at stemme dørklokker og indsamle skriftprøver fra forstadens ca. 100.000 beboere.
Samtidig arrangerer politiet en uskyldigt udseende papirindsamling, som skolebørn og medlemmer af den kommunistiske fritidsorganisation Ungpionererne står for. Børnene samler 60 tons gamle aviser, som teknikerne gennemgår for at studere krydsordene.
Arbejdet er overvældende – som at lede efter en nål i en høstak, siger betjentene. Da de har gennemgået aviserne, har de ikke identificeret skriftens ejermand. Langsomt går det op for kriminalfolkene, hvilken enorm opgave de er kommet på.
Håndskriften førte politiet på sporet af fru G.
Stasi hjælper med skriftprøverne
Ugerne går uden resultater. 27. marts må kaptajn Schwarz stå skoleret foran politiledelsen, der er kommet under pres fra kommunistpartiet SED. Om tre måneder afholder partiet sin store kongres.
Forsamlingen er formelt det enevældige partis øverste myndighed med daglange tv-transmissioner – reelt agerer de delegerede blot heppekor for partilederen Erich Honecker, der bruger kongressen som et udstillingsvindue for socialismens succes.
Ledelsen i den lokale SED-afdeling ønsker succeshistorier fra Halle-Neustadt, der med sine moderne arbejderboliger bliver anset for at være en mønsterby. Sagen om den myrdede Lars, der oven i købet var en ivrig ungpioner, truer glansbilledet.
Politiledelsen kræver resultater, og Schwarz peger på Lars' far som gerningsmanden, men beviser har Schwarz ingen af. Så mister cheferne tilliden til ham og lægger efterforskningen i hænderne på MUK's souschef, premierløjtnant Adolf Döling, en universitetsuddannet politimand med særlig interesse for skriftanalyse.
Döling må stramme skruen. Efter ordre fra partiet indrykker han i detlokale dagblad “Freiheit” en let krydsogtværsopgave med en præmie på 10 mark til vinderen. Dette forsøg giver næsten 11.000 skriftprøver. Samtidig engagerer Stasi sig massivt i efterforskningen ved at indhente skriftprøver fra virksomhedernes personalekartoteker, Trabant-forhandlerne, arbejdsformidlinger og postkontorer. I alt indsamles mere end en halv million skriftprøver.
Verdenshistoriens største kriminaltekniske skriftanalyse er i gang. Ved hjælp af de mange papirer kan politiet afsløre et væld af forbrydelser – indbrud, bedrageri og tyveri af socialistisk ejendom – bare ikke mordet på Lars.
Stasis store hjælpsomhed i sagen skyldes, at sikkerhedspolitiet er ved at udvikle en computerstøttet teknik til identificering af håndskrifter. Mordet på Lars er en velegnet mulighed for at afprøve det nye værktøj.
Et uventet gennembrud
Sommeren oprinder, og sagen er stadig uopklaret. SED's partikongres er for længst overstået, og mismodet sænker sig over kriminalfolkene. Deres næste skridt vil være at skaffe skriftprøver fra samtlige 1,8 millioner indbyggere i Halle-distriktet – en opgave, som kan tage to-tre år. Uden garanti for et resultat.
Kriminalfolkene udskyder den enorme opgave. I stedet koncentrerer de sig om at samle manglende skriftprøver fra beboerne i Halle-Neustadt. Og endelig – midt i november – lander en lovende prøve på Dölings skrivebord.
De karakteristiske bogstaver fornægter sig ikke. Han har et match. Kollegerne er ellevilde, men Döling maner til besindighed, for skriften tilhører en 50-årig kvinde, fru G. Hun har en lejlighed i Halle-Neustadt, men bor her sjældent, fordi hun arbejder på et feriehjem ved Østersøen.
Et opkald til hendes arbejdsplads afslører, at hun netop nu holder nogle dages ferie nær Potsdam sammen med sin 20-årige datter.
Döling ved, at han står over for et gennembrud i sagen. Han sætter sig i bilen og kører med tre kolleger gennem den regnfulde nat til Potsdam. Her bliver han mødt af en overrasket fru G.
Hun har ikke været i Halle-Neustadt siden den 11. januar, fortæller hun. Heller ikke datteren har været hjemme:
Hun forlod lejligheden for at tage på arbejde på et rekreationshjem i Friedrichsroda i Thüringer Wald et par dage efter moderens afrejse. Datteren kan fortælle, at hun tilbringer det meste af sin fritid sammen med sin kæreste, Matthias, der arbejder som vicevært på det samme rekreationshjem.
Den 18-årige mand kender hun fra Halle-Neustadt, hvor han sammen med sine forældre boede nogle husblokke fra hende. Når han en sjælden gang besøger hjembyen, benytter han gerne fru G.s lejlighed. Da datteren forlod lejligheden den 13. januar, blev Matthias boende nogle dage, husker hun. Den unge mand har sin egen nøgle.
Brikkerne er ved at falde på plads, og Döling spilder ikke tiden. Så hurtigt det kan lade sig gøre, bliver et hold betjente sendt ud for at anholde Matthias og hente ham til afhøring.
Folkepolitibetjenten skulle være DDR's menneskelige ansigt.
Morderen tilstår alt
Matthias er tavs og knuget, da han træder ind i afhøringsrummet. Men med ét begynder han at tale, manisk og næsten uden sammenhæng. I månedsvis har han båret på den grufulde hemmelighed, nu kan han ikke tie længere. Ordene vælder ud af ham, så Döling må bede ham tage det roligt.
Han skaffer en kop kaffe samt noget papir og en kuglepen til Matthias, der straks begynder at skrive. Koncentreret lader han ordene flyde. Hurtigt og uden ophold beretter han, hvordan han den 15. januar drev rundt i Neustadt og tilfældigvis fik øje på den lille, kønne dreng uden for Kino Treff.
Matthias erkender, at han forbrød sig mod ham, og at han først da indså, hvad han havde gjort. Panisk begyndte han at lede efter et våben. I køkkenet fandt han en hammer, som han slog drengen med i hovedet. Derpå lagde han ham i et badekar, hvor han igen slog. Men drengen var stadig i live.
Nu greb Matthias en køkkenkniv, som han flere gange stak i drengens bryst. Derefter pakkede han den lille krop i nogle plasticsække og pressede den ned i en kuffert, han havde fundet i fru G.s pulterrum, før han skyndte sig til banegården i Halle og tog første afgang mod Leipzig.
Morderen blev sat på fri fod
Retten i Halle kendte Matthias skyldig i mord og seksuelle overgreb. Dommen lød på fængsel på livstid.
Under afsoningen – i 1989 – faldt Berlinmuren, og året efter blev DDR genforenet med Vesttyskland. Det betød, at vesttysk lov kom til at gælde i hele landet, og ifølge den nye lov var Matthias mindreårig på gerningstidspunktet, og hans retssag skulle gå om.
Matthias fik en ny dom på ti års fængsel og blev løsladt i 1999. Han lever i dag under nyt navn i den østtyske delstat Thüringen. Morderens far blev så ulykkelig over sønnens handling, at han tog sit eget liv.