Lindbergh-kidnapningen chokerede verden

Journalister og fotografer følger i hælene på Lindbergh, og opmærksomheden er kun vokset, siden charmetrolden Charlie – af medierne døbt “Baby Lindy” – er kommet til ­verden.

Charles og hans hustru, Anne, er efterhånden meget trætte af pressens konstante jagt på dem og håber, at deres køb af et palæ på en bakketop i det ­afsides Hopewell, New Jersey, kan give dem lidt fred.

Klokken er 20 tirsdag den 1. marts 1932, da barnepigen Betty stikker ­hovedet ind til Anne Lindbergh nede i stuen og fortæller, at sønnen er faldet i søvn oppe i børneværelset på første sal.

Et par timer senere kigger Betty igen ind til drengen. Børneværelset virker lidt køligt, så i det svage lys fra døråbningen lister hun hen og tænder for varmen, inden hun ser til den lille.

Men trem­me­sen­gen er tom! Betty styrter ind i ­Lind­bergh-­par­rets soveværelse ved siden af, hvor Anne er ved at gøre sig klar til at gå i seng.

“Tog obersten den lille?”

“Det ved jeg ikke. Måske”, svarer Anne. Med et forundret udtryk rejser hun sig og går ind på børneværelset.

Imens iler Betty ned til biblioteket, hvor Charles Lindbergh sidder og læser.

“Oberst, har De barnet? Lav venligst ikke sjov med mig”, lyder det fra bar­ne­pi­gen, som er vant til, at den berømte pilot laver små practical jokes med ­familien og husets tjenestefolk.

“Er han ikke i sin tremmeseng?”

Betty når dårligt at ryste på hovedet, før den 30-årige pilot spæner op ad trapperne og ind i børneværelset.

Lind­bergh kigger ned i sin søns tomme seng. Uden at sige et ord går han ind i so­ve­væ­rel­set, hiver sin riffel frem og be­gyn­der at ­gennemsøge huset, inden han vender tomhændet tilbage til sin hustru.

“Anne, de har stjålet vores barn...”, fremstammer han.

Kort tid efter får Lindbergh bekræftet sin mistanke, da han ser en mystisk ­kon­vo­lut i vindueskarmen – en besked fra de uindbudte gæster.

Fra det øjeblik forsvinder al glæde ud af det unge for­æl­dre­par.

Nogen har bort­ført deres kæreste eje.

I flere år har par­­ret frygtet, at me­dier­nes kon­stan­te om­ta­le af dem skulle gøre familien til et mål for kriminelle.

Nu er frygten blevet vir­ke­lig­hed. Historiens største kid­nap­nings­sag er en realitet.

Kidnapperne forlanger 50.000 dollars

Konvolutten står stadig urørt i vindueskarmen ved 23-tiden, da de ­første betjente fra den lo­ka­le politistation og New Jerseys statspoliti når frem til ­Lind­­­­berghs palæ.

Politiets teknikere forsøger straks at fin­de fingeraftryk på brevet og i børne­værelset, mens et hold af betjente nær­­stu­­de­­rer hver en kvadratmeter af grunden i lyset fra elektriske lamper.

Hurtigt dukker en hjemmelavet foldestige op i mørket, og tydelige huller i ­jorden under børneværelset viser klart, at en eller flere gerningsmænd har brugt stigen til at kravle ind gennem vinduet for at bortføre Charlie.

Lidt væk fra husmuren finder betjentene også nogle fodspor, men skoaftrykkene har intet møns­ter, så forbryderne har sandsynligvis været udspekulerede nok til at have strøm­per uden på fodtøjet.

Brevet rum­mer til gengæld brugbare spor, da det er skrevet på et gebrokkent engelsk.

“Hav 50.000 dollars klar (…) Vi ad­­­­va­rer om at offentliggøre noget og mod at alarmere politiet. Barnet er i god ­be­hold”, står der bl.a. i brevet, hvor selv simple ord er stavet forkert – især be­mær­ker efterforskerne, at ordet “good” er stavet “gut” som på tysk.

Afsenderens signatur består af et symbol med to cirkler og tre huller prikket i papiret. Dette ­symbol vil være på alle nye henvendelser, forklarer afsenderen.

Efterforskningens leder, politi­inspektør Norman Schwarzkopf, lover Charles Lindbergh, at politiet vil gøre alt for at fange de skyldige.

Tusinder af bilister ­bliver i løbet af natten stoppet, men ingen har set lille Charlie.

Nyheden går verden rundt

Selvom hverken politiet eller Lindbergh-parret har meldt noget ud om kidnap­ningen, står det hurtigt klart, at ingen nyheder om flyverheltens familie kan holdes skjult fra den glubske presse.

Allerede tidligt om morgenen den 2. marts strømmer journalister til Lindberghs hjem for at rapportere om den ­opsigtsvækkende begivenhed.

“Lindbergh-barn kidnappet: Taget fra sin tremmeseng”, melder avisen New York Times og uddyber, at “hi­sto­ri­ens mest intense menneskejagt” er i gang.

I store dele af verden, og i særdeleshed i USA, ryster nyheden folk.

“Baby Lindy” er nærmest en amerikansk prins. Efter hans fødsel sendte 300.000 mennesker lyk­ønsk­nings­bre­ve til Lindbergh-parret, og for amerikanerne er det en decideret døds­synd at have kidnappet denne lille dreng.

Avisen New York Evening Post læg­ger ikke skjul på, hvilken helligbrøde bortførerne har begået:

“De må vide, at hvis de skader barnet, vil de risikere at blive flået fra hinanden, stykke for stykke, af USA’s befolkning”.

Alle amerikanere føler med Lindbergh-parret, og selveste præsident Herbert Hoover udtrykker personligt sin dybeste medfølelse over for dem.

FBI-direktør J. Edgar Hoover er også chokeret og be­ordrer landets føderale politi til at hjælpe i jagten på skurkene, selvom kidnapning af børn på dette tidspunkt slet ikke hører under FBI’s arbejdsopgaver.

Om morgenen den 5. marts – godt tre døgn efter bortførelsen – modtager parret omsider nyt fra kidnapperne.

I et brev meddeler de, at løsesummen er hævet til 70.000 dollars, fordi Lindbergh ikke har holdt kidnapningen for sig selv. Beløbet svarer til 18 års­løn­nin­ger for en ­almindelig amerikaner.

“Vi informerer Dem senere om, hvor pengene skal leveres. Men vi gør det ikke, før politiet er sat af sagen, og aviserne er tavse”, lyder det i brevet.

Afslutningsvis påpeger ­ger­nings­mæn­de­ne, at ingen skal for­sø­ge at løbe om hjørner med dem: “Vi har for­be­redt bortførelsen i ­årevis, så vi er forberedte på alt”.

Pensionist bliver mellemmand

Mens politiet i New Jersey med hjælp fra FBI forsøger at finde hoved og hale i sagen ud fra de sparsomme spor, er en pensioneret skoleinspektør i New York særdeles optaget af dramaet.

71-årige dr. John F. Condon bliver desperat, da Charlie efter en uge endnu ikke er kommet tilbage til sine forældre.

For sine egne penge indrykker pensionisten en annonce i lokalavisen Bronx Home News, hvor han lover kidnapperne 1.000 dollars ekstra “af egen opsparing”, ligesom han gerne står til rådighed som formidler i en udveksling.

Næste aften finder Condon en for­seg­let, hvid konvolut på sin veranda. U­­tro­ligt nok har bortførerne læst annoncen i lokalavisen og reagerer positivt. Dr. ­Condon er godkendt som mellemmand.

“Hvis politiet eller pressen bliver ­orienteret, aflyser vi alt. Når De har fået pengene fra Mr. Lindbergh, så indryk tre ord i New York American: ‘Pengene er klar’. Derefter giver vi yderligere op­lys­nin­ger. Bare rolig, vi er ikke ude efter deres 1.000 dollars, behold dem”, lyder det på ringe engelsk i brevet.

Condon spilder ingen tid, han kon­tak­ter Lindberghs advokat, der allerede har modtaget utallige op­ring­nin­ger fra folk, der mener at have en “særlig viden” om sagen.

Men da Condon forklarer, at det mod­tag­ne brev er under­skrevet med to cirkler og tre huller, spidser advokaten ører.

Denne oplysning er ikke fri­gi­vet til of­fent­lig­he­den, så advokaten beder Condon om at komme til Hopewell med det samme.

Lindbergh-parret er lettet over, at der endelig sker noget, og de ac­cep­te­rer Condon som formidler. Af frygt for, at noget skal ske Charlie, holder Lindbergh politiet udenfor.

“Pengene er klar”, står der den 11. marts i avisen New York American, og næste aften ruller en taxa op foran Con­dons hus i Bronx-kvarteret. Chauf­fø­ren rækker pensionisten et brev, som for­kla­rer, at han skal møde op nær Woodlawn Cemetery i Bronx inden for 45 minutter.

Iført en tyk frakke venter Condon spændt et stykke fra kirkegårdens ­indgangsport, da han pludselig ser en fyr vifte med et hvidt lommetørklæde ud gennem gitterlågens tremmer.

Den fremmede, der præsenterer sig som “John”, har trukket sin frakkekrave op over ansigtet, og skyggen fra hans filthat dækker hans øjne.

“Har du pengene?” spørger “John” med en kraftig tysk accent.

Condon forklarer, at 70.000 er en stor sum – selv for en mand som Charles Lindbergh, der ikke har millioner stå­en­de på kontoen.

Men familien vil forsøge at skrabe pengene sammen og aflevere dem, lige så snart bortførerne har bevist, at de har barnet.

Condon presser på for at få lov til at se Charlie med egne øjne, men for­bryderen, der snart bliver kendt som ­“Cemetery John”, ryster på hovedet.

“Jeg vil give dig et bevis. Jeg sender barnets natdragt”, lover han.

Netop som “John” er på vej væk, vender han sig om og stiller et spørgsmål:

“Hvad tror De, der sker, hvis drengen dør? Ryger jeg så i stolen?”

Condon har ikke et godt svar, men tænker for sig selv, at hvis lille Charlie dør, vil tragedien være ubærlig.

Condon afleverer løsesummen

Fire dage efter mødet ved kirkegården – onsdag den 16. marts – afleverer post­­bud­det en pakke i brunt papir på Con­dons adresse.

I pakken er en grå natdragt, som Charles Lindbergh hur­tigt kan identificere som sønnens, selv­om dragten besynderligt nok er nyvasket.

I de kommende uger kommunikerer kidnapperne og Condon sammen for at aftale udvekslingen.

Bortførerne giver besked i breve, mens Condon svarer på Lindberghs vegne via indrykkede annoncer i New York American.

Selvom politiinspektør Schwarzkopf og hans folk nu er blevet informeret om, at Lindbergh og Condon har kontakt med forbryderne, ønsker den berømte pilot ikke at involvere politiet direkte i korrespondancen.

Den frygtløse pilot takker også nej til, at betjente skal for­søge at pågribe kidnapperen, når den forestående udveksling finder sted.

Lind­­bergh er rædselsslagen for aldrig at se sin lille søn igen, så han er villig til at gå meget langt på egen hånd.

Derfor er Condon og Lindbergh alene, da de om aftenen den 2. april 1932 ­sidder i Lindberghs Ford Coupé og følger bortførernes senest angivne direktiver.

Bilen stopper nær St. Raymond’s ­Cemetery, endnu en kirkegård i Bronx. Condon stiger ud og går som aftalt afsted langs kirkegårdens gitterhegn.

“Hey, doktor, herovre!” råber en stemme bag gitteret så højt, at Charles Lindbergh hører det, selvom han sidder i bilen et stykke væk.

Condon forklarer, at det kun har været muligt at skaffe 50.000 dollars pga. den økonomiske depression, der har raset i landet siden børskrakket i 1929.

“Det er o.k. Vi tager de 50”, svarer manden. Det er samme stemme som sidst, accenten er tysk.

Gennem gitteret rækker Condon en æske med dollarsedler.

Selvom Lind­bergh har villet holde politiet ude, har myn­dig­he­der­ne fået lov til at registrere sedlernes serienumre.

Der­ud­over er alle sed­ler af en særlig type, der har et guld­mær­ke. ­Sedlerne er under ud­fas­ning, og derfor er der ikke så mange i omløb.

“Barnet er o.k. I finder ham på båden Nelly, som sedlen fortæller. Farvel, doktor”, lyder det fra forbryderen, mens han stikker en seddel ud gennem gitteret.

Sekundet efter er han forsvundet ind i kirkegårdens mørke.

Da Lindbergh har læst sedlen, presser han straks speederen i bund for at køre til flyvepladsen i Bridgeport, hvor hans lille Sikorsky-maskine står.

Sammen med Con­don cirkler han i flyet rundt over Mas­sa­chu­setts kyst, hvor kidnapperne har skrevet, at båden Nelly befinder sig.

Men nattens eftersøgning ender uden resultat, og Nelly dukker heller ikke op, da lyset bryder frem næste dag. Igen og igen dykker Lindbergh forgæves hen over bådene langs kysten.

“Vi er blevet taget ved næsen”, ­ud­­bry­­der piloten fortvivlet og må opgive eftersøgningen.

Nede på jorden ringer han hjem til Anne med den triste besked.

Grebet af sorg og modløshed løber hun op i soveværelset og lukker sig inde.

Et makabert fund dukker op

Lille Charlie har været savnet i to en halv måned, da en lastvognschauffør den 12. maj 1932 gør holdt med sit læs af træstammer på Mt. Rose Highway nær ­Hopewell.

Han hopper ud af førerhuset og trasker lidt ind i skoven for at tisse.

Få meter fra, hvor han står, får chauf­fø­ren øje på en lille klump, der ligner et dødt dyr. Men da manden ­kom­mer tættere på, ser han, at der er tale om resterne af et lille menneske.

Forrådnelses­processen er langt fremskreden, og flere af lemmerne mangler. Uvilkårligt tænker chaufføren, at liget, som ligger her i skoven blot 8 km fra familien Lindberghs hjem, ikke kan være andre end lille Charlie.

Senere på dagen bekræfter en rets­mediciner, at der er tale om den for­svund­ne dreng.

Brud på kraniet og en blod­­­an­­sam­­ling indikerer, at barnet er død efter et slag mod hovedet, og at han har været død lige siden aftenen for hans bort­fø­rel­se.

Enten blev Charlie myrdet på sit værelse, eller også er den 20 måneder gamle dreng faldet og er landet på hovedet, da kidnapperne klatrede ned.

Politiet fandt foldestigen med et knækket trin, og efterforskerne tænker, at det ­sidste scenarie er det sandsynligste.

Fundet af Charlies lig betyder, at ­politiet ikke længere jager kidnappere, men en morder.

Mens aviserne bruger gloser som “umenneskelige monstre” om gerningsmændene, lover New ­Jerseys guvernør, at hans politistyrke vil “gøre alt for at finde de skyldige”.

Ved hjælp af brevene og Condons ­beskrivelser af manden på kirkegården har kriminalbetjentene en formodning om, at de jager en mand af tysk af­stamning.

Han er formentlig bosiddende i eller har et arbejde i Bronx.

Da stigen tydeligt bærer præg af at være hjemmelavet, antager detektiverne også, at deres mand er dygtig med sine hænder. Måske er han snedker eller tømrer.

Måneder går, uden at politiet har det mindste held. Modet hos efterforskerne er ved at svinde ind, og det eneste ­halmstrå, de endnu kan klamre sig til, er de mærkede pengesedler.

Men der er gået to et halvt år, siden banker og butikker fik besked på at kigge efter de specielle pengesedler, og eftersom sedlerne tilsyneladende stadig ikke er blevet brugt, må politiet gå ud fra, at kidnapperne stadig har dem.

Tankpasser handler hurtigt

En mørkeblå, firedørs Dodge holder ­lørdag formiddag den 15. september 1934 ind ved en benzintank i Upper ­Man­­­hat­tan nord for Central Park.

Som van­ligt springer den servicemindede ­bestyrer Walter Lyle ud til kunden:

“Skal hun fyldes op, mr.?”

“Nej. Bare fem gallons (ca. 19 liter, red.)”, lyder det fra manden med en stærk tysk accent.

“Så bliver det 98 cents”, siger Lyle.

Manden hiver en 10-dollarseddel med det gammeldags guldcertifikat ud af en konvolut, som han har i inderlommen.

“De er gode nok. Alle banker tager dem”, forsikrer kunden.

Tankbestyreren er ikke helt overbevist. Han ved, at sedlerne med guldmærke er gået ud af cirkulation.

Kun mindre beløb kan betales med de gamle sedler, og for en sikkerheds skyld noterer Lyle bilens nummerplade – 4U13-41 NY – på pengesedlen. Så kan han få fat på kund­en, hvis banken afviser 10-dollaren.

To dage senere tager banken imod pen­ge­sed­len fra Lyle. Da bankassistenten opdager guldcertifikatet, kontrollerer han rutinemæssigt sedlens serienummer. Bingo.

Den hører til løsesummen.

En kriminalbetjent afhører Walter Lyle, der ivrigt fortæller om kunden med den tyske accent. Manden havde endda sagt, at han havde mange flere guldsedler derhjemme.

Betjenten kan jo opsøge ham, for han skrev jo hans nummerplade ned, forklarer tankbestyreren.

En halv time senere har politiet navnet på bilens ejer fra motorkontoret: Bruno Richard Hauptmann.

En 35-årig tømrer, der indvandrede fra Tyskland i 1923. Manden bor i Bronx, og fra foråret 1932 stoppede han pludselig med at arbejde.

Alt passer på gerningsmanden.

Hauptmanns bolig undersøges

Politiinspektør Schwarzkopf overlader intet til tilfældighederne og sender i ­morgentimerne den 19. september otte af sine bedste folk hen til Hauptmanns femværelsers hus i Bronx.

Politistyrken sidder i tre sorte biler og observerer den tyske immigrant, da han forlader lejlig­heden og låser garagedøren op.

Ud triller en mørkeblå Dodge med nummerpladen 4U13-41 NY.

Hauptmann når ikke at komme ud af indkørslen, før politifolkene er over ham.

“Hvad drejer det her sig om?” spørger han, da en af betjentene undersøger hans pung og hiver en 20-dollarseddel med guldmærke op.

Efter et hurtigt tjek af serienummeret står det klart, at også denne seddel er på listen over Lindberghs lø­se­pen­ge. En ­op­lys­ning, som en kri­mi­nal­be­tjent ­konfronterer Hauptmann med.

“Jeg kender intet til udbetalingen af ­lø­­­se­­­sum­­­men”, erklærer tyskeren og ­påstår så, at han ikke ejer flere sedler med guld­­cer­ti­fi­ka­ter.

Da politifolkene be­gyn­der at under­søge den mistænktes lej­lig­hed, står det dog klart, at Hauptmann lyver.

Flere ­sedler fra lø­­se­­sum­­men dukker op i boligen, og kri­­­­­­mi­­nal­­be­­tjen­­te­­ne gør og­så andre bemærkelsesværdige fund. I en skri­­­ve­­­bords­­­skuf­­­fe ligger der kon­vo­lut­ter og brevpapir med vand­mær­ker, der matcher dem, som afpresseren har an­vendt.

På inder­siden af døren til spisekammeret står John Condons adresse og telefonnummer endda skrevet.

Efter en ransagning af Hauptmanns garage bliver han taget i flere løgne.

Gemt i en arbejdsbænk finder betjentene 183 Lindbergh-sedler, og kort efter ­dukker en stor bøtte op bag en træ­planke – den rummer yderligere 11.930 dollars fra løsesummen.

I alt konfiskerer politiet ca. 14.000 ­dol­lars fra Lindberghs betaling, og en uhyre tilfreds politiinspektør Schwarz­kopf kan omsider ringe til Charles og Anne og fortælle om gennembruddet.

“Åh, så begynder det hele forfra”, ­ud­bry­der Anne, da røret er lagt på. Hun ved, at en retssag venter forude, og at hele tragedien igen skal endevendes.

“Ja, men endelig har de ham”, ­kom­men­te­rer Charles Lindbergh.

Folk strømmer til Flemington

Indbyggerne i den lille flække Fleming­ton i New Jersey har aldrig set et ­lig­n­­en­de cirkus, da journalister og ­tusinder af nysgerrige vælter ind i byen, som i ­be­gyn­del­sen af januar 1935 huser rets­sagen mod Bruno Richard Haupt­mann.

Ga­de­hand­le­re står i den dalende sne foran retsbygningen og sælger ­Lind­bergh­-sou­ve­nirs – postkort med falsk autograf, falske sedler med guld­­mær­­ker som dem fra løsesummens­ ­sedler og sågar kopier af foldestigen.

Presse og offentlighed har kæmpet om at få en af de få hundrede pladser i retssalen. Den er proppet til bris­te­punk­tet, da sagen begynder den 3. januar.

Da Charles Lindbergh skal vidne, sid­der Hauptmann upåvirket på an­kla­ge­bæn­ken iført et gråbrunt jakkesæt.

An­­kla­­ge­­ren vil vide, om Lindberg kan huske klangen af den stemme, der råbte “Hey, doktor!” på kirkegården under ­udleveringen af løsesummen.

“Har De hørt den siden?” spørger anklageren.

“Ja, jeg har. Det var Hauptmanns stemme”, siger Lindbergh med over­bevisning i stemmen, mens han ser den tyske tømrer lige ind i øjnene.

Nogle dage efter er det Condons tur til at vidne – og også den pensionerede skoleinspektør udpeger Hauptmann som manden, han talte med.

Den 17. januar afhøres træeksperten Arthur Koehler som det sidste af anklage­myn­dig­he­dens 87 vidner.

Koehler fortæller omhyggeligt om sit a­na­ly­se­ar­bej­de med foldestigen og kan afsløre, at efterforskerne i dagene efter Haupt­manns ­anholdelse gjorde et af­gø­ren­de fund på den mistænktes loft: Heroppe manglede der nemlig en planke, som beviseligt matcher et stykke træ på den hjemme­lavede stige fra kid­nap­nin­gen. Koehler er ikke i tvivl.

Stigen kan kun være lavet med planken fra Hauptmanns loft.

En uge senere er det Hauptmanns tur til at forsvare sig. Alle i og uden for salen har nærmest dømt den 35-årige tømrer på forhånd.

Hans hjem var fyldt med beviser, og det gavner heller ikke Hauptmanns sag, at han som ung mand blev dømt for indbrud hjemme i Tyskland – her brugte han også en stige til at bryde ind på et borgmesterkontor.

I retssalen erklærer tyskeren med et stenansigt, at han aldrig har været i ­nærheden af Lindberghs hjem, og heller ikke den såkaldte kid­nap­nings­sti­ge vil tømreren forbindes med.

“Byggede De den her stige?” spørger hans forsvarer, idet han peger på foldestigen, som står nær vid­ne­skran­ken.

“Bestemt ikke. Den ligner et mu­sik-in­stru­ment”, udbryder Haupt­mann om konstruktionen, som han å­ben­bart ­be­trag­te­r som dårligt håndværk.

Den anklagede benægter også ­en­hver forbindelse til lø­se­sums­bre­ve­ne, og at han skulle have modtaget penge på kirkegården.

De 14.000 dollars fundet i hans hjem har Hauptmann fået af en ven, som desværre er død i mellemtiden.

“Jeg føler mig uskyldig, og jeg er uskyldig”, fastholder tyskeren.

Men ingen tror på indvandreren. ­Be­vi­ser­ne hober sig op, og da juryen træk­ker sig tilbage for at votere, stimler tusinder sammen foran retsbygningen.

“Dræb Hauptmann! Dræb tys­ke­ren!” runger deres råb ud i af­ten­mør­ket.

Hauptmann i den elektriske stol

Efter næsten seks uger, hvor Lind­bergh­-sa­gen har været på alles læber, fyl­des retssalen i Flemington en ­sidste gang den 13. februar 1935, da afgørelsens time er kommet.

“Har juryen fundet en afgørelse?” spørger dommeren.

Salen er helt stille, mens alle ­afventer et svar fra juryens formand.

“Skyldig. Vi finder Bruno Richard Haupt­mann skyldig i overlagt mord”, lyder det, inden dommeren opsummerer og afsiger rettens dom: Dødsstraf.

Retssalen er et øjeblik stille, inden en bud­dreng åbner et vindue og råber ud fra anden sal: “Skyldig! Døden!”

Forsamlingen på ca. 10.000 mennesker foran bygningen bryder ud i jubel, så Hauptmann kan høre brølene, mens han føres tilbage til sin celle.

Selvom den tyske immigrant i flere om­­gan­­ge forsøger at appellere dommen, får han kun afslag. Om aftenen den 3. april 1936 føres han til dødskammeret i New Jersey Statsfængsel.

Foran 50 ­vidner – bl.a. politiinspektør Schwarzkopf – placeres fangen i den elektriske stol. Kl. 20.44 sendes 2.000 volt ­gennem hans krop.

Tre minutter efter tjekker ­fængselslægen tyskerens tilstand:

“Denne mand er død”, konstaterer han.

Et af de mest forhadte mennesker i USA har endelig fået sin straf.

Efterskrift

Med Hauptmanns dom betragtede politiet sagen for opklaret – selvom flere efterforskere vurderede, at forbrydelsen havde krævet mere end én person at udføre.

Charles Lindbergh var uden tvivl, da han efter retssagen udtalte: “Hauptmann gjorde det”.

For at slippe for pressen slog Lindbergh-parret sig i 1935 ned i England.

Med sig havde de sønnen Jon, som Anne havde født fem måneder efter Charlies bortførelse.