Hvor længe har mafiaen eksisteret?
Ca. 1860-2006
Hvor huserede mafiaen?
Først Sicilien og siden resten af Italien, dele af Europa og USA.
Hvordan opstod mafiaen?
Fraværet af effektive myndigheder på Sicilien gjorde, at magten blev koncentreret hos de store godsers forvaltere. Forvalterne favoriserede deres egne familier og ansatte, og magtudøvelsen blev præget af korruption.
Mafiaens virksomhed – kendt som Cosa Nostra (“Vores sag”) – blev med tiden mere og mere kriminel. Mange sicilianere udvandrede til USA i begyndelsen af 1900-tallet, og den organiserede kriminalitet fulgte med emigranterne.
Da Mussolini fik magten i Italien i 1920’erne, forsøgte han at undertrykke den nu magtfulde sicilianske mafia. Men bestræbelserne blev afbrudt i 1943, da USA’s hær invaderede øen med hjælp fra italiensk-amerikanske mænd, der havde mafiakontakter, bl.a. Lucky Luciano.
Den sicilianske mafia havde tidligere primært haft sin base i landområderne, men efter krigen infiltrerede de kriminelle organisationer både erhvervsliv og myndigheder i byerne.
Narkotikasmugling blev en vigtig indkomstkilde for mafiaen, som nu arbejdede mere internationalt. Fra USA overtog den italienske mafia i slutningen af 1950’erne idéen om et centralråd for de vigtigste mafiafamilier.
Hvorfor opstod mafiaen?
På Sicilien, hvor mafiaen opstod i løbet af 1800-tallet, blev jorden ofte ejet af rige mennesker, som ikke boede på øen. I stedet ansatte jordejerne lokale forvaltere, som med tiden blev meget magtfulde, fordi de kunne give arbejde til mange fattige sicilianere.
Eftersom de italienske myndigheder heller ikke var særlig synlige på øen, udviklede forvalterne sig til mafiabosser, som gjorde, helt som de ville, og favoriserede de mennesker, der hjalp dem.