Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Mafia mistænkt for mord i Oslo

“Det mest bestialske og gådefulde mord blev begået i Oslo i aftes”. Sådan lød en norsk avisoverskrift den 11. januar 1934. En politibetjent på patrulje havde aftenen før fundet den velhavende skrothandler Edvard Rustad død i sin bil – dræbt af fire kugler affyret fra bilens bagsæde.

Uret viser 00.45, da betjent Einar Krogstad passerer parken Grev Wedels Plads i Oslos bymidte den 11. januar 1934. Alt ånder fred og ro, men en parkeret bil tiltrækker sig betjentens opmærksomhed.

Køretøjet, en gammel Dodge med kaleche og sidegardiner, står for sig selv på den øde gade. Bilens hjul og sider er tilsølet af snavs og mudder. Krogstads trænede øjne registrerer straks, at mudderet er indtørret – et tegn på, at bilen må have stået urørt i længere tid.

Betjenten tager i døren, som er ulåst. Da han kigger ind, ser han en stor tøjbylt på pladsen ved siden af førersædet.

Krogstad antager først, at nogen har efterladt en bunke sammenrullede tæpper. Da han ser nærmere efter, får han dog øje på en menneskehånd, der stikker frem fra den uordentlige bunke. Hånden er kold som den norske vinternat.

Krogstad alarmerer kriminalpolitiet, der møder talstærkt frem. I lyset fra lommelygterne fjerner opdagerne forsigtigt tæppet og undersøger liget. Den afdøde, en ældre og nobelt klædt herre med et velplejet overskæg, ligger sammensunket på sædet.

Både overfrakken og jakken står åben, og baghovedet er blodigt. Papirer i en dokumentmappe på bilens bagsæde fortæller politiet, at den dræbte er 62-årige Edvard Rustad, en velhavende lokal forretningsmand.

Dagen efter kunne nordmændene læse om sagen i aviser og dagblade. Politiets undersøgelser viste, at Rustad var blevet dræbt med fire skud i baghovedet. Drabet havde fundet sted, adskillige timer før betjent Krogstad fandt ham.

Nyheden sendte chok­bøl­ger gennem hele landet. Mord var dengang sjældne i Norge, og drabets brutalitet var helt uhørt efter norske forhold. Snart var både politi og offentlighed kun optaget af ét: Hvem dræbte Edvard Rustad?

Liget af Edvard Rustad blev fundet på det forreste passagersæde i skrothandlerens egen bil. Køretøjet var parkeret nær parken Grev Wedels Plads i Oslo.

© Politiets Efterforskningsmateriale, Norge

Telefonopkald forstyrrede rutinen

At Edvard Rustad var en kendt skikkelse i Oslo, gjorde kun chok­ket over mordet stør­re. Rustad er­næ­re­de sig ved at købe og sælge gårde samt ved at handle med jern, træ og andet skrot, som var tilovers, når en ejendom blev revet ned.

Forretningen gik godt. Rustad og hans hustru, Sigrid Marie, der ejede en be­ske­den frugt- og tobakshandel, boede i en villa i den pæne forstad Blommenholm sydvest for Oslo. I det hele taget gik for­ret­nings­man­den for at være en holden herre med store summer på bankbogen.

Rustad var også en forudsigelig mand. Han indfandt sig tidligt hver morgen på forretningskontoret på Uelands gate 2 i Oslo. Her arbejdede han flittigt, indtil han sidst på eftermiddagen pakkede sin dokumentmappe og hentede hustruen i hendes butik, så de kunne følges hjem.

"FRYGTELIGT ROVMORD I OSLO I NAT"

Mordet på Edvard Rustad var forsidehistorien på de norske aviser.

Nasjonalbiblioteket/Dagbladet

Onsdag den 10. januar tog Rustad sæd­va­nen tro tidligt på ar­bej­de. Han fulg­tes med Sigrid Marie, og par­ret tog toget, for Rustad hav­de ladet sin bil – en gam­mel, grå Dodge – stå i Uelands gate. Dagen for­løb ru­ti­ne­mæs­sigt, ind­til Rustad kort før kl. 13 mod­­tog et opkald.

Hvem der ringede, for­tal­te han ingen. Rustad meddelte blot sin la­ger­for­mand, at han skulle “møde en mand om fem minutter”, og forlod så kontoret.

Vidner kunne senere fortælle, at Ru­stad kort efter drak en øl på en café på Alexander Kiellands Plads, som ligger få minutters gang fra Uelands gate 2. Personalet fortalte politiet, at Ru­stad ankom mellem kl. 12.45 og 13.00, og at han tilbragte en halv time på stedet. Herefter forlod han caféen.

Ingen, bortset fra drabsmanden eller drabsmændene, skulle med sikkerhed se skrothandleren i live igen.

Morderen efterlod få spor

I butikken ventede Sigrid Marie som sæd­van­lig på sin mand. Da uret pas­se­re­de kl. 18, uden at Edvard duk­ke­de op, tog hun imidlertid toget hjem alene. I lø­bet af aftenen voksede hendes ængstelse.

Naboen beroligede hende ved at sige, at Edvard sikkert bare var taget på besøg hos nogle familiemedlemmer i Kråkstad, ca. 30 km syd for Oslo, og at han nok snart skulle komme hjem. Men kl. 2.30 blev Sigrid Maries værste frygt til vir­ke­lig­hed, da to u­ni­for­me­re­de be­tjen­te ban­ke­de på døren.

På samme tid arbejdede kriminalpoliti og rets­tek­ni­ke­re stadig på højtryk nær Grev Wedels Plads. Politiet afsøgte hver en mil­­li­­me­­ter af bilens indre og af­fo­to­gra­fe­re­de liget.

Patronerne i mordvåbnet var af mærket Western 25 Auto.

© DanMP5

I bilen fandt politiet to tomme pa­tron­hyl­stre med en kaliber på 6.35 af mærket Western 25 Auto. Fingeraftryk fandt be­tjen­te­ne ingen af.

Af et aftryk på den høj­re bildør kunne politiet dog se, at én af de tilstedeværende havde båret strik­ke­de fingervanter. Rustads hænder var bare, og politiet fandt heller ingen vanter blandt hans ejendele.

En af betjentene medbragte en politihund – dengang et nyt redskab i efterforskningen af kriminalsager. Hunden fik færten af en person på bagsædet af Dodgen, men efter at have kredset et par gange rundt om bilen opgav den at for­føl­ge sporet yderligere.

Aviserne kaldte drabet for et rovmord

Mens politiet ikke fandt noget afgørende spor, udtrykte journalister og redaktører på Norges aviser ringe tvivl om motivet bag drabet på Edvard Rustad.

“Frygteligt rovmord i Oslo i nat”, fortalte “Dagbladets” aftenudgave, og “Aftenpostens” forside var prydet af overskriften “Det var rovmord”.

Tanken var nærliggende. Rustads velstand sprang i øjnene i en tid, hvor Oslo, Norge og det meste af den vestlige verden var ramt af økonomisk krise, massearbejdsløshed og fattigdom. Dertil kom, at skrothandleren var kendt for at bære mange kontanter på sig – en praktisk foranstaltning, når han gjorde handler på auktioner i Oslo og rundtom i oplandet.

Undersøgelser af liget viste da også, at de 500 norske kroner i kontanter samt tre til fire bankbøger, som Rustad ifølge vidneudsagn bar på sig, var forsvundet. Både frakke og vest var desuden flået op.

Ordensmagten bad derfor bankerne om at give besked, hvis nogen forsøgte at hæve penge på de stjålne bankbøger.

Retsmedicinerens undersøgelser gjorde det dog snart klart, at der næppe var tale om et almindeligt rovmord. Skudhullerne i Rustads baghoved viste, at personen, der dræbte ham, måtte have siddet på bilens bagsæde.

Formodentlig havde Rustad haft gerningsmanden med som passager. Politiet vurderede derfor, at Rustad kendte sin morder.

Liget blev fundet nær gammel park

Kort efter kl. 13 den 10. januar 1934 forlod Edvard Rustad en café i Oslos bymidte. Herefter ved ingen med sikkerhed, hvad der skete med ham. Vidneudsagn gør det dog muligt tilnærmelsesvis at kortlægge Rustads sidste færd gennem Oslo.

O.A. Tollerud

1: Ægtepar tager toget

Tidligt om morgenen onsdag den 10. januar forlader Rustad og hans kone deres hjem på Jenshaugveien 9 i Blommenholm. Parret kører ind til Oslo med tog, da Rustads bil står parkeret ved hans kontor i byen.

O.A. Tollerud

2: Arbejdet venter

Hele morgenen og formiddagen arbejder Rustad på sit kontor i Uelands gate 2.

O.A. Tollerud

3: Besøg på café

Efter at have modtaget en opringning forlader Rustad sit kontor ca. kl. 12.45.

Han besøger kort tid efter en café på den nærliggende Alexander Kiellands Plads.

O.A. Tollerud

4: Rustad forlader Oslo

Et vidne ser Rustads bil, en Dodge, køre ud af byen ad Trondheimsveien i nordgående retning omkring kl. 14.

O.A. Tollerud

5: Vidne kommer tæt på

Et vidne ser Dodgen køre sydpå med retning mod Oslos centrum mellem kl. 14 og 15. Vidnet kolliderer næsten med Rustads bil.

O.A. Tollerud

6: Bleg mand efterlader liget til politiet

Omkring kl. 15.30 ser et andet vidne Rustads Dodge blive parkeret i Glacisgata ved Grev Wedels Plads, en gammel park midt i Oslo.

Vidnet ser en middelhøj mand med blegt ansigt forlade bilen. Omkring ni timer senere bliver bilen og Rustads lig fundet af en betjent på patrulje.

O.A. Tollerud

Skrothandleren havde ingen fjender

Ordensmagten undersøgte også, om nogen kunne have haft andre motiver end rede penge til at myrde Rustad.

Først endevendte politiet skrot­hand­le­rens forretninger flere år tilbage. Dernæst kontaktede opdagerne alle konkurrenter inden for bygnings- og nedrivningsbranchen og forhørte sig om, hvor de havde været på mordnatten.

Politiet afhørte også Rustads ansatte og naboer, men ingen af undersøgelserne bragte betjentene tættere på morderen. Rustad betalte altid alt, hvad han skyldte, og overholdt sine aftaler, forlød det. Han behandlede desuden alle elskværdigt og retfærdigt, fortalte familie og venner.

Privat var Rustad nærmest et dyds­møns­ter. Mens sladderen gik om hans mange penge, kunne politiet ikke opdrive et eneste rygte om kvinder eller druk­ken­skab. Folk, som kendte Rustad godt, fortalte, at han var Sigrid Marie tro og sjældent drak berusende drikkevarer ud over den halve pils, han hver dag nød til sin frokost.

På sin 60-årsdag havde han drukket én, og kun én, “pjolter” – whisky spædet op med danskvand.

Fru Auerland, parrets nabo i Blommenholm, beskrev handelsmanden som dygtig og retfærdig i sine forretninger. At han havde haft personlige fjender, der ville ham ondt, anså hun ifølge “Aftenposten” for “fuldstændig udelukket”.

Dagmar Strand blev bundet på hænder og fødder og tæsket ihjel.

© Truecrimenorge.blogg.no

  • SKUDT

    Oscar Aasheim, chokoladefabrikant og bankmand

    Oscar Aasheims hest trak 18. december 1913 en slæde ind på gårdspladsen til hans eget hjem i Groruddalen syd for Oslo. I slæden lå Aasheim, såret af skud i baghovedet.

    Han døde på hospitalet. Efterforskningen viste, at Aasheims tegnebog var forsvundet, men han havde sit guldur og sin pengepung på sig.

  • En psykisk syg mand ledte politiet på vildspor i sagen om mordet på Astrid Aardal.

    FORSVUNDET

    Astrid Aardal, frisør

    Om aftenen den 18. januar 1958 forsvandt Astrid Aardal fra sit hjem i Bergen. Kort efter meldte Aardals husværter, ægteparret Hollekim, hende savnet. Fem år senere tilstod manden, Sigurd Hollekim, at han havde kvalt Astrid Aardal og brændt liget. Kort tid efter ændrede Hollekim dog forklaring.

    Han sagde nu, at han havde begravet Aardal under startbanen på en nærliggende flyveplads. Politiet fandt dog intet lig på stedet.

    Hollekim viste sig at være uskyldig, men han led af en psykisk sygdom, der fik ham til at påtage sig skyld.

  • STUMP VOLD

    Helge Suphammer, kioskejer og murer

    Hustruen blev nervøs om aftenen den 5. november 1963, da hendes mand Helge Suphammer ikke kom hjem. Kl. 21.15 blev han fundet bevidstløs i en lagerhal nogle få hundrede meter borte.

    Hans hoved viste tydelige mærker efter slag med en stump genstand. Kort tid efter døde han af sine kvæstelser.

    Efterforskningen viste, at Suphammers tegnebog var væk. Politiet mistænkte to mænd, der samme aften havde stjålet en taske fra en kvinde i nærområdet.

    På trods af gode signalementer og vidne­udsagn fandt politiet aldrig de eftersøgte.

  • HAKKET IHJEL

    John Olav Larsen og Håkon Edvard Johansen, misbrugere og socialt udsatte

    Juleaften i 1969 blev de to mænd brutalt myrdet i Glemmengata i Fredrikstad. Kvarteret var kendt som et samlingssted for byens rusmiddelbrugere og gik i folkemunde under navnet “Lille Helvede”.

    Politiet fandt ingen våben, men antog, at de dræbte var blevet hakket ihjel med en økse. En mand blev dømt for drabene, men senere frikendt, fordi de afgørende vidner havde taget fejl af datoen.

  • BANKET IHJEL

    Dagmar Strand, pensionist

    Den 79-årige dame blev fundet banket til døde i sit hjem i Oslo den 15. september 1981. Kort før liget blev opdaget, så vidner to mænd løbe bort fra huset.

    Politiet fandt dem aldrig.

    Gerningsmændene var sandsynligvis ude efter Dagmar Strands penge. Mændene fik dog ikke en krone, for den ældre kvinde havde gemt pengene i sin BH.

“Uhyggelig mand” sad bag rattet

Helt uden spor var politiet heldigvis ikke. I dagene efter mordet modtog kriminalpolitiet adskillige henvendelser fra folk, som mente, at de havde set Rustads grå Dodge i og omkring byen.

Ifølge de fleste vidneudsagn kørte bilen først nordpå gennem Oslo mod områderne Grorud og Fossumdalen – områder, der nu er for­stæ­der til hovedstaden, men som den­gang var landlige og tyndt befolkede.

En ansat ved vejvæsenet fortalte, at han så bilen ved Trondheimsveien omkring kl. 14. Manden kendte Rustad og bemærkede, at føreren ikke var alene i bilen. På sædet ved siden af ham sad en mand.

Passageren var klædt helt i sort og havde et skarpt markeret, blegt ansigt. Omme på bagsædet sad endnu en mand – fremlænet og foroverbøjet, som om han talte med de to, der sad foran.

Senere så vidner bilen køre sydover mod Oslos centrum. Angiveligt sad en anden mand end Rustad nu bag rattet.

Dodgen var et kendt syn i Oslo, og alle vidste, at Rustad altid kørte forsigtigt. Inde i byen oversteg Dodgens hastighed sjældent 25 km/t. Bilen, vidnerne så, kørte derimod hurtigt og hasarderet.

En bilist berettede, at han var tæt på at støde sammen med en grå Dodge i et kryds på Trondheimsveien. Dodgen kør­te med stor fart og bremsede hårdt op, da føreren fik øje på den anden bil. Da Dodgen standsede, var der næppe mere end en enkelt meter imellem de to kø­re­tø­jer, fortalte bilisten til politiet.

I de angstfyldte sekunder efter den hårde opbremsning, og mens de to biler holdt helt tæt på hinanden, indprentede bilisten sig førerens udseende og noterede, at det i hvert fald ikke var Rustad.

Manden bag rattet var uhyggelig bleg og havde et markeret ansigt med stirrende øjne, berettede bilisten. Føreren af en personbil, som på samme tid passerede, bekræftede bilistens iagttagelser.

Malingrester sladrede om drabet

Alle vidneudsagn tydede altså på, at Rustad om eftermiddagen den 10. januar var kørt nordpå med to passagerer. Bilen vendte tilbage til Oslos centrum omkring kl. 15.30.

På det tidspunkt havde et kvindeligt vidne set en middelhøj mand forlade Dodgen ved Grev Wedels Plads.

Spørgsmålet var så, hvad Rustad havde foretaget sig i det nordlige Oslo. En del af svaret gav retskemikeren Charles Bruff, da han undersøgte den dødes støvler. Under sålen fandt han foruden mudder og leret jord rester af farvestof i hvidt, orange, grønt og gult. Og på Rustads hat fandt han spor af rødt farvestof.

Politiet skønnede, at farvestofferne var indtørrede malingrester. Undersøgelser med ultraviolette stråler viste, at malingen var identisk med farverester fundet på grunden ved den nedbrændte ma­ling­fa­brik Boston Blacking Company, som lå ved Alnabru nord for Oslo.

Politiet havde modtaget meldinger om skud i netop det område omkring kl. 14. Efterforskerne antog derfor, at Rustad var blevet skudt og dræbt på den brand hærgede grund. At drabet skulle have fundet sted netop der, kunne også for­kla­re, hvorfor malingen ikke ef­ter­føl­gen­de var blevet slidt af Rustads støvler.

Desværre for politiet havde arbejderne, som var i færd med at genopføre fa­brik­ken, ikke set Rustad – og ingen blandt dem erindrede at have hørt skud.

Terje Emberlands roman “Ed­der­kop­pen” er baseret på Rustad-mordet.

© Terje Emberland, Bernt Rougthvedt

Reporter så morderen i SS-uniform

Rustad-mordet er med sine mange gåder og mulige tråde til Oslos underverden godt kriminalstof. Historikeren og forfatteren Terje Emberland er så fascineret af mordgåden, at han har viet en stor del af sit liv til at grave i sagen og lede efter den ukendte morder.

Rustad-mordet indtager en særlig plads i norsk kriminalhistorie, fortæller hi­sto­ri­ke­ren Terje Emberland til HISTORIE. Nord­mæn­d­e­nes fascination af sagen skyl­des, dels at forbrydelsen aldrig er blevet op­­kla­­ret, dels at sporene tyder på, at mordet var en yderst velkalkuleret hen­ret­tel­se.

“Med mordet mistede Norge sin uskyld, hvad angik kriminalitet”, udtaler Terje, forfatter til “Edderkoppen” – en roman bygget op omkring historien om Rustad-mordet.

Emberland fik under sin research adgang til politiets efterforskningsmateriale. Deraf fremgår det, at politiet havde ad­gang til tidens bedste ef­ter­forsk­nings­­me­to­der. Politiet kunne fx trække på eks­­per­­ti­­sen hos Harry Söderman, der var en pioner inden for kriminalteknik i Skan­dinavien og førende på sit felt.

Söderman var bl.a. med til at undervise FBI i ballistik – læren om projektilers bevægelser og hastighed. Under efterforskning­en benyttede norsk politi sig også for første gang af en politihund, da de un­der­søg­te Rustads bil på Grev Wedels Plads.

Også tidens bedste kriminalreportere var fascinerede af sagen. I årtier efter drabet diskuterede de Rustad-mordet, når de fra tid til anden mødtes, beretter Terje. Men heller ingen af dem lykkedes officielt med at løse drabssagen.

Flere har imidlertid fortalt, at de ved, hvem gerningsmanden er, afslører Terje.

Morderen skal an­gi­ve­ligt have til­stå­et sin udåd over for den an­er­kend­te norske kri­mi­nal­re­por­ter og for­fat­ter Axel Kielland.

“De to mødtes på et værtshus i 1941, og morderen bad Kiel­land vente med at afsløre sin identitet. Sam­me år begyndte Waffen-SS at hverve nord­mænd, og da Kielland igen så man­den, marcherede han iført en SS-uniform”, forklarer Terje.

Også kriminalchefen i Oslo efter 2. ver­dens­krig hævdede at vide, hvem mor­de­ren var. Hans påståede viden var dog nyt­tes­løs, for politiet havde ingen hånd­faste beviser, der kunne bruges i retten. Stillet over for det brutale, u­op­kla­re­de drab slog folk sig til tåls med, at gerningsmanden nok havde lært faget i Chicago.

“Folk antog, at ger­nings­mæn­de­ne var amerikanere, fordi ingen kun­ne forestille sig, at nordmænd kunne begå en sådan ting”, konkluderer Terje.

Oslo vrimlede med småkriminelle

Politiet manglede ikke gåder at opklare i forbindelse med mordet, men som dage og måneder gik, fandt efterforskerne stadig færre ledetråde. Alligevel lykkedes det at indkredse nogle få mistænkte.

Oslo myldrede i 1930’erne med småkriminelle og svindlere. Politiet overvejede derfor, om Rustad – trods sit gode re­nom­mé – havde samarbejdet med lys­sky typer for at tjene hurtige penge.

Særligt tre handelsfolk kom i politiets søgelys. Mændene tilhørte den såkaldte Andvik-bande, som specialiserede sig i brand­stif­tel­se og efterfølgende for­sik­rings­svin­del.

Rygtet ville vide, at to af ban­de­med­lem­mer­ne et par måneder før Rustad-mordet havde indlogeret sig under falsk navn på et hotel i Rena i Østerdalen, 140 km nordøst for Oslo.

En tredje person sluttede sig efter sigende til dem for at diskutere en handel vedrørende en ejendom i millionklassen. Ifølge et anonymt tip var den ukendte mand Rustad, og aviserne gættede på, at han blev myrdet, fordi han trak sig fra den lyssky handel i sidste øjeblik.

Vidneudsagn støttede påstanden om, at et par af de nævnte mænd virkelig var i Rena på den tid. Men på trods af i­hær­dig efterforskning fandt politiet ingen beviser for, at Rustad var til stede.

Drabet lignede et mafia-mord

At Rustad skulle være blevet offer for or­ga­ni­se­ret kriminalitet, fik næring af a­vis­er­nes beskrivelser af de kugler, som dræbte ham. Projektilerne var al­min­de­li­ge blykugler omgivet af en kap­pe af kob­ber.

Sidstnævnte bed pressen mærke i, for kugler solgt i Norge havde nemlig ofte en kappe af nikkel.

Producenten viste sig at være den amerikanske virksomhed Western. Firmaets mand i Oslo, O. Chr. Syvertsen, fortalte i “Aftenposten” den 12. januar, at ammunitionen umuligt kunne være købt i byen, for han forhandlede aldrig kugler med kobberkappe.

Yderligere forespørgsler viste, at ingen andre af Westerns forhandlere i Norge solgte kugler med kobberkappe. En hen­ven­dels­e til det amerikanske for­bunds­­po­li­ti (FBI) afslørede, at kug­lerne ikke var blevet produceret i Europa siden 1929. Til gengæld blev de stadig solgt i USA.

Norge havde i 1930’erne verdens tredjestørste handelsflåde, og mange varer blev handlet ulovligt på havnen i Oslo.

© HipPostcard

Norges slyngler fik frit spil

Norge var i 1930’erne hjemsted for et utal af småkriminelle. Landet var i årene 1916 til 1927 underlagt et forbud mod salg og servering af brændevin – og fra 1919 var også import, produktion og salg af hedvin forbudt.

Lovgivningen førte til omfattende smugleri og sortbørshandel. Historikerne skønner, at værdien af smugleriet beløb sig til 50 til 60 mio. kroner årligt.

Politiet brugte størstedelen af deres ressourcer på at forsøge at håndhæve spiritusforbuddet, og det åbnede døren på vid gab for andre former for kriminalitet.

Tyvebander og småsvindlere nød endnu i 1930’erne kronede dage. Fx hærgede den såkaldte Andvik-bande. Gruppen havde specialiseret sig i at opkøbe ejendomme, brænde dem ned og hæve forsikringspengene.

Kriminaliteten var især slem i Oslo, hvis havn var centrum for import og salg af ulovlige våben.

Beretninger om gangsteren Al Capone og mafiaen i USA var dengang skræm­men­de, men populær læsning i Norge. Og drabet på Rustad lignede en gangster-­likvidering af den slags, som forekom i Chicago eller New York.

Var Rustad blevet offer for norsk­-a­me­ri­kan­ske gangstere, spekulerede jour­na­list­er­ne. Eller havde en nordmand stået i lære hos mafiaen for derefter at ven­de hjem, udlært som morder, med pistol og kugler i bagagen – parat til at udføre sit blodige håndværk i hjemlandet.

Idéen om udenlandsk indblanding var ingenlunde grebet ud af den blå luft. Af det norske politis egne oplysninger fra 1934 fremgår det, at efterforskerne ledte efter to personer, som begge talte ge­brok­kent norsk med accent.

Politiets beskrivelse af den ene af de to formodede gerningsmænd mindede derudover mistænkeligt meget om sig­na­le­men­tet af den blege mand, som flere havde set på morddagen. Angiveligt var en lignende person blevet set sammen med Rustad den 6. januar 1934, hvor de sammen havde inspiceret en villa:

“Mellem 40 og 50 år, høj­de over mid­del og vel­byg­get. Mar­ke­re­­de an­sigts­træk, her­un­der en skarpt af­teg­net hage og et fir­kan­tet kæ­­be­­par­­ti, an­sigts­hu­den gul og bleg. Han bar en mør­­ke­­grå, lang, dob­belt­ra­det o­ver­frak­ke og hav­­de en six-pence på ho­­ve­­det og forekom frem­­med­­ar­­tet. Ifølge et vid­ne blandede han en­gel­ske ord med norske, når han talte”.

Politiet havde også en beskrivelse af den blege mands partner:

“Mørkt hår og stirrende øjne”.

Manden talte med noget, der mindede om en Oslo-dialekt. Han betonede dog sine k’er på en særlig måde, der an­ty­de­de, at han havde boet længe i udlandet.

FBI var politiets sidste håb

Politichefen i Oslo kontaktede til sidst J. Edgar Hoover, FBI’s chef, for at få hjælp.

“Det er tydeligt, at Rustad er blevet ‘taken for a ride’”, svarede Hoover med et udtryk, som de amerikanske gang­stere brugte om henrettelser.

Nærmere en opklaring kom hverken FBI, det norske politi eller de mange kri­mi­nal­re­por­te­re, der arbejdede på sagen.

Den 11. januar 1959 – 25 år efter mordet – blev sagen forældet som straf­fe­sag i overensstemmelse med norsk lov.

Morderen kunne, hvis han stadig le­ve­de, stå frem og tilstå uden at blive straf­fet. Aviserne bekendtgjorde både dato og straffrihed, men ingen meldte sig.

Norges mest omtalte mordgåde er sta­dig – 86 år senere – uløst.

Læs også:

Historiske storbyguider

Besøg det besatte Oslo

4 minutter
Slag under 2. verdenskrig

Slaget om Oslo: Alt går galt for tyskerne

19 minutter
Kriminelle

Døden skilte dem ad: Få hele historien om Bonnie og Clyde

15 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul