Italien består af en række selvstændige småstater. De styres af lokale fyrster og magtfulde familier, som konstant ligger i krig med hinanden og opererer med et virvar af skiftende alliancer. Men de gamle magthavere er tvunget til at dele magten med en ny gruppe: rige bankmænd.

© Mary Evans, Scanpix/Corbis & Bridgeman

Medici-familien terroriserede sig til Firenzes top

Bestikkelse, alliancer og hævn. Medici-familien stod ikke tilbage for noget, når familiens formue skulle øges. Som grundlæggere af Europas største bank gik de fra at være beskedne uldhandlere til at blive rige bankmænd og Firenzes reelle magthavere. Snart skyldte selv konger og paver Medici'erne penge.

21. november 2018 af Malene Fich Weischer

Den 26. april 1478 begyndte som en ganske almindelig påskesøndag. Borgerne i Firenze gjorde sig klar til at gå i kirke, og det samme gjaldt brødrene Lorenzo og Giuliano de' Medici, som reelt styrede byen gennem deres bank. 

Giuliano havde egentlig besluttet sig for at springe messen over den søndag, da han følte sig dårligt tilpas. Men to af hans bekendte overtalte ham til at komme med alligevel og støttede ham på vejen til byens domkirke.

Da kirkeklokkerne begyndte at ringe som tegn på, at det nu var tid til velsignelsen, sendte de to mænd hinanden et hurtigt blik, trak deres knive og gennemborede Giuliano 19 gange for øjnene af 10.000 kirkegængere. 

I samme nu mærkede Lorenzo – med kælenavnet “den Prægtige” – præstens hånd på sin skulder. Han drejede hovedet, dukkede sig og undgik dermed et dødeligt knivstik i halsen. Lorenzo flygtede ud af bygningen, mens Giulianos liv langsomt ebbede ud midt på kirkegulvet.

Rygterne om attentatet mod Medici-brødrene bredte sig hurtigt. De var ejere af den berømte Medici-bank og var efterkommere af den højt respekterede Giovanni de' Medici. 

Familien hørte til blandt de rigeste og mest magtfulde i Europa og havde bygget nogle af de mest imponerende bygninger i Firenze. De havde hentet tidens største kunstnere til byen, så deres by kunne sole sig i deres store rigdom.

Mordet på Giuliano fik florentinerne til at vælte ud i gaderne – drevet af hævntørst. Medlemmer af Pazzi-familien – Medici'ernes økonomiske og politiske rivaler, der havde været med til at planlægge og udføre mordet – blev enten lynchet af folkemængden eller måtte flygte ud af Firenze, mens deres ejendomme blev plyndret. 

En af de Pazzi'er, der ikke nåede at slippe væk, blev hængt, og det mishandlede lig blev trukket gennem gaderne, før det blev smidt i Arno-floden af den vrede hob.

Medici'ernes magt var en torn i øjet på de andre rige familier i Firenze. I 1478 gennemførte de derfor et attentat og dræbte Giuliano de' Medici i domkirken.

© Mary Evans

Uldhandlere blev bankfolk

Flere end 70 mænd blev kendt skyldige i mordet på Giuliano de' Medici og henrettet, mens ærkebiskop Salviati, der blev udpeget som bagmand, blev hængt på byens rådhusplads.

Pazzi-familien blev slettet af alle officielle dokumenter – den største skam, man kunne opleve i datidens Firenze.

Budskabet var klart: Ingen skulle lægge sig ud med Medici-familien.

Det var Lorenzos oldefar, Giovanni de' Medici, der havde grundlagt den bank, som havde gjort Medici'erne til Firenzes magthavere. Oprindelig kom slægten Medici fra landlige kår og ernærede sig som beskedne uldhandlere. Pengene var få, og Giovanni blev i 1360 født under trange kår.

Efter faderens død var der ikke mange penge tilovers, og for at tjene til livet fik Giovanni job i en slægtnings bank. Her blev han udlært bankier og blev med tiden så dygtig til sit fag, at han overtog den daglige ledelse af bankens afdeling i Rom.

Efter en årrække havde han tilegnet sig så meget viden, at han så sig i stand til at flytte til hjembyen Firenze og åbne sin egen bank.

Italienerne indførte renter

Verdens første banksystem var etableret af tempelridderne, men da de i 1310 blev udryddet, var især italienerne gode til at gribe muligheden – og en række bankforretninger åbnede i rige byer som Firenze og Milano. Med de nye bankfolk dukkede også nye spilleregler op.

Tempelridderne havde ikke opkrævet renter, eftersom al åger var i modstrid med Bibelen, men da italienerne kom til, begyndte de at spekulere i profit. Og det var ingen sag for italienerne at omgå kirkens regler og tjene penge på at låne penge ud til trængende.

En af de hyppigst benyttede metoder var, at kunden fik et lånedokument, der i en af bankens andre filialer kunne “veksles” til penge. I stedet for at betale renter af lånet betalte kunden et gebyr for at få udbetalt pengene, og dermed kunne kirken ikke komme efter banken.

En anden metode var, at bankkunder i stedet for at betale renter ydede banken rabat ved andre forretninger. For eksempel havde Medici-familien ved siden af banken også en omfattende handel med uld og tekstiler, og ved at låne penge til deres leverandører modtog Medici'erne rabatter på deres indkøb.

Det var ikke kun Medici'erne, som benyttede sig af disse krumspring, men de var dygtigere end de fleste. Samtidig forstod de vigtigheden i at knytte alliancer, der kunne fremme deres interesser.

Under en pavelig konflikt i begyndelsen af 1400-tallet var Giovanni så forudseende at støtte det vindende hold. 

Medici-bankens nyetablerede afdeling i Rom blev herefter pavens bank. Det var en gigantisk forretning, idet Giovanni kom til at stå for indsamling af kirkeskatterne. Medici-banken tog sig godt betalt, for ti procent af skatterne endte i lommen på Giovanni. 

Med pavens velsignelse blev de borgere, der ikke kunne betale deres skatter, ekskommunikeret – udelukket fra den katolske kirke – og fik dermed en enkeltbillet til helvede.

Paven selv havde en stor kassekredit hos Medici-banken, og dens filial i Rom udviklede sig til en mobil bank, der fulgte paven rundt på rejser. 

Med tiden fik Giovanni og paven et tæt forhold, og det venskab gav uindskrænket magt. I et kendt tilfælde blev udnævnelsen af en biskop “udskudt“, indtil dennes far havde betalt sin gæld til Medici-banken.

Cosimo kunne skaffe alt

Da Giovanni døde i 1429, overtog hans søn Cosimo forretningen og konsoliderede familiens status som en af Firenzes mægtigste. Under Cosimo blev Medici-banken den mest profitable forretning i Europa, og filialer skød op i bl.a. 

London, Antwerpen, Basel, Lyon og Lübeck. Succesen skyldtes ikke mindst, at Cosimo kombinerede sin bank med købmandsforretning. 

Ud over penge forsynede han sine kunder i Europa med bl.a. krydderier og silke fra Østen, olivenolie fra Middelhavsområdet, skind fra Baltikum, uld fra England og tekstiler fra Italien. Udvalget af varer var så stort, at Cosimo også kunne levere hellige relikvier, slaver, giraffer og
kastrerede kordrenge.

På trods af de store rigdomme havde Cosimo lært altid at holde lav profil. “Hold dig altid væk fra offentlighedens søgelys,” havde hans far sagt, og Cosimo tog ordene til sig. Han gjorde aldrig noget væsen af sig, klædte sig beskedent og undlod at bygge de pragtpaladser, som hans formue ellers tillod. 

Ingen var dog i tvivl om, hvor stor en magt Cosimo besad. Omkring halvdelen af Firenzes mænd arbejdede efterhånden for ham, og stort set alle byens indbyggere – rig som fattig – stod i gæld til ham.

I forsøget på at holde sig ude af offentligheden forsøgte Cosimo at gå langt uden om politik. Men reelt var det umuligt, for en så mægtig familie måtte nødvendigvis også tage del i byens styre. 

Dette kom til at give ham hovedrollen i en konflikt, der illustrerer, at Medici'erne også kunne kunsten at bestikke, hævne og udnytte det store netværk, som familien efterhånden havde samlet sig.

Flere florentinere så gerne, at Firenze besatte nabobyen Lucca, men Cosimo var fra starten imod. 

Efter fire års krig var erobringen stadig ikke lykkedes, og ad snørklede omveje fik Albizzi-familien, Medici'ernes ærkefjender, overbevist byrådet om, at fiaskoen skyldtes, at Cosimo havde forrådt byen. 

Poeten Filelfo – en ven af Albizzi'erne – havde forinden gødet jorden ved at sprede rygter om Cosimo. Ifølge rygterne var Medici'erne kun ude på at udnytte Firenze og tjene penge.

Cosimo blev kaldt til rådhuset og fængslet i et trangt tårnværelse. Imens havde Albizzi'erne travlt med at samle støtter, så de kunne få Cosimo dømt til døden for højforræderi. Ved hjælp af bestikkelse lykkedes det ham i 1433 at flygte fra fængslet og forlade Firenze i ly af nattens mørke.

I løbet af det næste års tid begyndte rygter igen at florere i byen – sat i gang af Medici'ernes allierede. 

Efter sigende var Cosimo i gang med at opbygge en bank i Venedig, og af frygt for at gå glip af enorme indtægter bød bystyret Cosimo velkommen tilbage. Som hævn sørgede Cosimo for, at omkring 90 af hans fjender – inklusive Albizzi'erne – blev forvist fra byen.

Poeten Filelfo, der havde plantet rygterne om Cosimos forræderi, var skrækslagen over, at Cosimo var vendt tilbage, og flygtede ud af byen. 

Men en mørk nat indhentede skæbnen ham i en gyde. Han blev overfaldet af en gruppe mænd og holdt fast, mens den ene af dem med en kniv skamferede hans ansigt. 

Filelfos liv blev sparet, men han måtte resten af livet bære på arrene efter “che brutta figura” – hævn gennem ydmygelse. Det var det ultimative tab af ansigt i Italien og skulle lære ham, at Medici'erne aldrig glemte deres fjender.

Den katolske kirke forbød renter, men Medici-familien fandt hurtigt smuthuller i de religiøse regler. Og snart var Medici'ernes bank den største og mest succesrige forretning i Europa.

© Bridgeman

Den ødsle arving overtog imperiet

Mens Cosimo ikke brød sig om politik, ville han hjertens gerne spillede en fremtrædende rolle inden for kunst. 

Som så mange andre rigmandssønner havde Cosimo fået en god uddannelse: Han talte mange sprog, deltog i debatgrupper og var i det hele taget stærkt interesseret i især de gamle grækeres viden og kundskaber. 

Denne interesse gjorde, at Cosimo fik samlet et overdådigt bibliotek med nogle af verdens ypperste manuskripter. Han hidkaldte lærde, som kunne undervise på byens universitet, og hyrede nogle af tidens dygtigste kunstnere og arkitekter til at forskønne Firenze.

I 1464 døde Cosimo, og dermed blev familieimperiet overladt til hans søn, Piero. Denne døde dog af sygdom kun fem år senere, hvorefter hans søn Lorenzo tog over. 

Som den første af Medici'erne havde han fået en opdragelse, som var en konge værdig. Hans mor elskede luksus og sørgede for, at hendes dreng aldrig manglede noget: Lorenzo blev skolet af tidens klogeste lærde, gik i det smukkeste tøj og lærte at føre sig frem som en adelsmand. Væk var den afdæmpede påpasselighed, som Giovanni og Cosimo havde sat så højt.

I stedet lod Medici'erne sig nu hylde. Og folket elskede Lorenzo. På trods af, at han klædte sig ekstravagant med fløjl i lange baner, glimtende perler og dyre ædelsten, så de ham stadig som en mand af folket, som havde arbejdet sig op fra fattigdom. “Lorenzo den Præg-tige” blev hans kælenavn.

Lorenzo mistede alt

Familiens store rigdom lod Lorenzo komme kunsten til gode. Med en kæmpe formue i ryggen bidrog han til, at kunsten langt om længe kom ud af kirkens greb, og gjorde Firenze til centrum for renæssancen. 

Berømte folk som Michelangelo, Leonardo da Vinci og Sandro Botticelli blev optaget i kredsen omkring Lorenzo, og Medici-familien blev snart synonym med den italienske renæssance. 

Niccoló Machiavelli, der tilegnede bogen “Fyrsten” til Lorenzo, betegnede ham som “den største beskytter af litteratur og kunst, der har været”.

Hvor Giovanni og Cosimo satte pris på diskre-tion, var Lorenzo ikke bleg for at lægge sig åbent ud med sine politiske rivaler. Gennem bestikkelse og marionetter i bystyret styrede han Firenze, og han brugte skattesystemet til at tvinge sine modstandere i knæ. 

Men med magten fulgte fjender, og adskillige af byens fremtrædende personligheder konspirerede imod ham. Hadet brød ud i lys lue påskesøndag 1478, hvor broderen Giuliano blev stukket ihjel i domkirken.

Forfædrenes fornemmelse for alliancer havde Lorenzo heller ikke arvet.
Efter attentatforsøget i domkirken opstod gnidninger mellem Lorenzo og pave Sixtus 4., fordi paven efter sigende havde velsignet overfaldet på Medici-brødrene. 

Paven brød sig ikke om Medici'erne og svarede på beskyldningerne ved at konfiskere al Medici-ejendom i Rom og ekskommunikere Lorenzo. Dernæst allierede paven sig med kongen af Napoli og sendte en invasionsstyrke mod Firenze. 

Lorenzos allierede havde mistet troen på ham og var ikke til megen hjælp. Krisen blev kun løst, fordi Lorenzo i desperation rejste til Napoli og fik en fredsaftale i stand med kongen.

I 1433 måtte Cosimo de' Medici flygte fra Firenze for ikke at blive henrettet for højforræderi. Via sine alliancer fik han dog vendt stemningen i byen, så han året efter kunne vende hjem i triumf og hævne sig på alle de fjender, som havde fået ham smidt ud af Firenze.

© Scanpix/AKG Images

Lorenzo indrømmede åbenlyst, at han ikke forstod sig på forretninger, og overlod en stor del af styringen af banken til sine rådgivere og filialchefer. Snart mistede han kontrollen over store dele af virksomheden, og det gik hurtigt ned ad bakke. 

Konflikten med paven havde kostet dyrt, og bedre blev det ikke af, at engelske Edward 4., som banken havde lånt en formue til, ikke kunne betale sin gæld tilbage. Flere af bankens afdelinger i udlandet måtte lukke, og de resterende balancerede på randen af konkurs.

For at dække sit underskud kastede Lorenzo sig i al hemmelighed over en stor opsparing, som tilhørte hans to unge fætre. 

Også byens pengekasse blev tømt, men intet kunne redde Medici-banken. Det var for sent. Lorenzo døde 43 år gammel i 1492, og med ham sluttede Medici-bankens storhed.

Sønnen Piero overtog de sørgelige rester af banken, men han var en elendig og arrogant leder, og to år senere blev Medici'erne smidt ud af Firenze. Medici-bankens sidste filialer blev opløst, og dens værdier udbetalt til kreditorerne.

18 år senere, da Medici'erne vendte tilbage til Firenze, lå det engang så magtfulde bankvælde i grus. 

Gennem krig og list lykkedes det familien i perioder at få magten over byen og sikre sig titler som fyrster, hertuger, paver og dronninger. Men ingen fik et eftermæle som Giovanni, Cosimo og Lorenzo.

Medici-slægtens mandlige linje uddøde i 1737. Da havde familien i over 300 år med skiftende held regeret over både Firenze og dele af Italien.

Takket være en bank.

Læs mere

Christopher Hibbert: The House of Medici, Harper Perennial, 1999. Raymond de Roover: The Rise and Decline of Medici Bank, Beard Books, 1999. Jack Weatherford: The History of Money, Three Rivers Press, 1997.

Måske er du interesseret i...

Læs også