Mor tog blodig hævn

I 1697 blev den 40-årige Hannah Duston bortført af indianere i Massachusetts på Amerikas østkyst. På den efterfølgende march gennem vildmarken myrdede indianerne Dustons seks dage gamle datter.

I 1697 blev den 40-årige Hannah Duston bortført af indianere i Massachusetts på Amerikas østkyst. På den efterfølgende march gennem vildmarken myrdede indianerne Dustons seks dage gamle datter.

Colby College Museum of Art, Gift of R. Chase Lasbury and Sally Nan Lasbury

Den 15. marts 1697 begyndte fredeligt for Hannah Duston. Hun var bondekone og boede i landsbyen Haverhill i den engelske koloni Massachusetts på Amerikas østkyst.

Seks dage forinden havde Duston født sit og ægtemanden Thomas’ niende barn, Martha. Mens Thomas passede arbejdet i marken, lå hustruen i barselsseng, passet og plejet af naboen Mary Neff, som også tog sig kærligt af familiens børneflok.

Men idyllen varede ikke ved. Med ét blev døren flået op, og en flok af krigere fra abenaki-stammen stormede ind. De greb Duston og Neff, der holdt spædbarnet i sine arme, og slæbte dem ud af huset.

Mr. Duston hørte sin hustrus skrig, men selvom han hastede hjem fra marken, kunne han intet stille op. Dertil var angriberne for talrige og for godt bevæbnede.

Hjælpeløst måtte han se til, mens krigerne førte hustruen, deres nyfødte og Mary Neff ud i vildmarken.

“Før de havde gået mange skridt, smadrede de spædbarnets hjerne ved at slå det mod et træ”. Cotton Mather, forfatter til Hannahs beretning.

Hannah Duston og hendes naboer var langtfra de første, som blev angrebet og bortført af indianere. De engelske kolonister lå i slutningen af 1600-tallet i åben krig med områdets oprindelige befolkning.

En krig kostede få år tidligere mellem 60 og 80 procent af indianerne livet. Mange overlevende blev desuden solgt som slaver.

Som hævn angreb stammer som abenakierne de engelske kolonister og bortførte dem – enten for at afkræve løsesum eller for at indlemme de kidnappede i stammen som erstatning for familiemedlemmer, som den havde mistet.

Da indianerne den 15. marts 1697 trak fangerne afsted, vidste Duston, at hun risikerede at være i krigernes vold længe.

Kidnapning blev til mord

Snublende gennem det uvejsomme terræn knugede Duston sin spæde datter i armene, men det langsomme tempo passede ikke bortførerne: “Før de havde gået mange skridt, smadrede de spædbarnets hjerne ved at slå det mod et træ”, beretter forfatteren Cotton Mather, som senere nedskrev Hannah Dustons beretning.

Efter at have tilbagelagt mere end 200 km blev den sønderknuste Duston og Neff anbragt hos en indiansk familie på fem voksne og syv børn. Blandt dem var en engelsk dreng, Samuel Leonardson, som stammen havde kidnappet halvandet år tidligere.

Vreden kogte i Duston, mens hun henslæbte den ene dag efter den anden i sit fangenskab. I alle sine vågne timer pønsede hun på hævn, indtil hun omsider fik en idé.

Maleren Junius Brutus Stearns’ skildring af mordet blev til i 1847 – en tid, hvor nybyggere i USA hastigt ekspanderede mod vest på indianernes bekostning.

© Colby College Museum of Art, Gift of R. Chase Lasbury and Sally Nan Lasbury

Indianerne blev taget på sengen

Spinkel økse dræbte

Til at hævne sig med brugte Hannah Duston en biscayne, en fin, let økse, som indianerne mest anvendte til at hugge tyn­de grene over med, når de byggede wigwammer.

Medfanger hjalp til

Dustons medfanger, Mary Neff og Samuel Leonardson, deltog også i kampene. De to blev belønnet med 25 pund til deling for de skalpe, de tog.

Blev dræbt, mens de sov

Indianerne blev overrumplet ved daggry, mens de lå i dyb søvn. Duston havde længe planlagt overfaldet på dem.

Morder blev folkehelt

Samuel, den engelske dreng, levede allerede som en indfødt, og da han – på Dustons foranledning – bad én af familiens mænd om at vise, hvordan man dræber en fjende, fik han straks en demonstration.

Samuel videregav sin nye viden til Duston, og natten til den 30. april slog hun til. Bevæbnet med en økse kastede hun sig over familiens voksne og børn, som stadig sov tungt.

“Hun slog dem så hårdt i hovedet, at ingen af dem formåede at forsvare sig”, fortæller Cotton Mather. Kun en gammel kvinde og en dreng nåede at undslippe den rasende mor.

Efter mordene flygtede Duston, Neff og Samuel i en kano, medbringende skalpe og øksen. En flod førte dem tilbage til Massachusetts, og i Haverhill blev Duston modtaget som en heltinde.

Hannah Duston blev den første kvinde, som amerikanerne rejste en statue af. Hendes økse er udstillet på museum.

© Courtesy of the Trustees of the Haverhill Public Library, Special Collections Department

Kolonimyndighederne belønnede hende med 25 pund for skalpene – tilstrækkeligt til, at hun kunne opkøbe jord nok til at sikre sine sønners fremtid. Mrs. Dustons historie blev kendt, da forfatteren Cotton Mather i 1702 gengav den i en bog.

I løbet af 1800-tallet opnåede hun status som folkehelt. Fortællingen om de primitive og grusomme indianere retfærdiggjorde mord og fordrivelse af USA’s oprindelige folk, som fulgte i kølvandet på den hvide mands erobring af vesten.