Kaptajn Tom Dudley er utilpas.
Denne novemberdag 1884 sidder den 37-årige i den britiske landsret, mens hans forsvarer udspørger et af Dudleys tidligere besætningsmedlemmer, Edmund Brooks:
“Så I var nødt til at spise af drengens hjerte og lever. Og i de følgende fire dage blev I holdt i live af denne ulykkelige drengs krop?” spørger forsvareren.
“Ja, det er der ingen tvivl om, sir. Det mener jeg”, svarer Brooks stille.
Tom Dudley kigger anspændt på manden ved sin side, sømanden Edwin Stephens, der ligesom Dudley er anklaget i en af britisk retshistories vigtigste og mest omtalte retssager, hvor det én gang for alle skal afgøres, om skibbrudne søfolk ustraffet må dræbe og spise deres kammerater for at overleve.
Kahytsdrengen blev ofret
Besætningens vej til retslokalet begyndte knapt et halvt år tidligere, da kaptajn Dudley fik til opgave at sejle yachten Mignonette fra England til Australien.
Dudley hyrede sømændene Edwin Stephens og Edmund Brooks samt den 17-årige dæksdreng Richard Parker. De første par uger sejlede Mignonette problemfrit ud på Atlanterhavet.
Men den 5. juli 1884 blev skibet ramt af en storm nordvest for Kap Det Gode Håb og tog vand ind. De fire mænd måtte derfor forlade skibet i redningsbåd mere end 1.000 km fra nærmeste land.
De skibbrudne mænd var lykkelige over at have overlevet, men også klar over, at de havde et alvorligt problem: Deres eneste proviant var to dåser kogt kålroe, som Dudley nåede at kaste i redningsbåden inden afsejling.
Allerede efter otte dage var mændene tvunget til at drikke deres urin, og efter 10 dage slap også den sidste mad op.
Da et tysk skib den 29. juli – over tre uger efter forliset – støder på redningsbåden, finder de tre afkræftede mænd i båden. Det fjerde besætningsmedlem – dæksdrengen Parker – var væk.
I redningbåden lå noget, som lignede resterne af et lig, men de tyske søfolk stillede ingen spørgmål – enhver sømand vidste, at under et skibbrud hersker “søens love”: Nogen må ofres, så andre kan overleve.
Kaptajn Dudley så derfor ingen grund til at skjule sandheden. Da mændene blev sat i land i den engelske havneby Falmouth, fortalte han havnefogeden, at han og Stephens havde dræbt drengen, så de kunne spise liget.
Hvad Tom Dudley ikke vidste, var, at lovløsheden på havet længe har været en torn i øjet på Storbritanniens juridiske og politiske elite.
Jurister og politikere havde derfor ledt efter en sag, der én gang for alle kunne fastslå, at ingen må dræbe og spise et medmenneske – heller ikke ved skibbrud og desperat sult. Kort efter blev alle tre mænd derfor anholdt og anklaget- for overlagt mord.
På Richard Parkers gravsten lod hans bror et bibelcitat indgravere: “Herre, læg dem ikke denne synd til last”.
Mændene drak Parkers blod
Under den efterfølgende retssag kom de grufulde detaljer frem. Alle tre mænd erklærede sig uskyldige i mord, men anklageren fik overtalt Brooks, der ikke havde deltaget i drabet på skibsdrengen, til at vidne mod sine kammerater.
Ifølge Brooks var kaptajn Dudley begyndt at tale om, at de skulle trække lod om, hvem der skulle ofre sig selv, da maden var sluppet op, og alle vidste, at noget måtte gøres: “Vi blev imidlertid aldrig enige. Jeg sagde, ‘Lad os alle dø sammen’”.
I de næste otte dage fik mændene intet at spise. Situationen var ifølge Brooks desperat, og drengen Parker lå bevidstløs på grund af sult og tørst.
“Hvem begyndte først at tale om at slå Parker ihjel?” ville anklageren vide.
“Vi talte aldrig om at dræbe drengen”, forklarede Brooks, der dog indrømmede, at han havde på fornemmelsen, hvad Dudley og Stephens planlagde.
Ifølge Brooks lagde han sig i den anden ende af båden med en frakke over hovedet: “Jeg hørte ingen ord, blot en lille lyd. Da jeg kiggede op, så jeg, at drengens hals var skåret op”.
Brooks besvimede umiddelbart efter af sult. Da han få minuttere senere vågnede op, så han kaptajnen og Stephens drikke den dødes blod, som de havde tappet ned i en metalkasse.
Også den afkræftede Brooks fik en del af drengens blod. “Vi delte derefter hans hjerte og lever mellem os og levede af liget i dagene efter”, forklarede han.
De anklagedes forsvarer ville nu have fastslået, om drengen efter Brooks' mening i forvejen var tæt på at dø, da han blev dræbt af de andre:
“Efter min bedste bedømmelse, ja, svarede Brooks, der også indrømmede, at han intet havde gjort for at redde drengens liv: “Og jeg vil gerne tilføje, at hvis ikke drengen var blevet dræbt, ville vi være døde af sult og tørst”.
De anklagede blev dømt for mord
Retssagen mod sømændene delte Storbritannien.
Især landets mange sømandsfamilier støttede de anklagedes forsvarer, som mente, at drabet på Parker kunne sammenlignes med selvforsvar: Alle ville have mistet livet, hvis ikke de havde ofret drengen, som alligevel var døden nær.
Men anklageren, Arthur Charles, afviste i sin afsluttende tale pure, at de anklagede havde handlet i selvforsvar:
“Drab kan kun retfærdiggøres under forsvar af eget liv, men de gjorde det ikke for at forsvare sig mod Parker”, tordnede Charles, “De gjorde det, fordi de konkluderede, at han var svagere end dem, sandsynligvis ikke ville overleve lige så længe som dem og havde et liv, som ikke var lige så værdifuldt som deres, fordi hverken hustru eller børn var afhængige af ham”.
Den 9. december 1884 blev Dudley og Stephens derfor kendt skyldige i mord, en dom, der normalt udløser dødsstraf. En rystet og vred kaptajn Dudley udbrød efter dommen forbitret:
“Det eneste, man har gjort ulovligt, er sandheden. Skibe vil stadig forlise, og mænd vil stadig gøre det nødvendige for at overleve. Men ingen vil nogensinde indrømme det igen”.
Fire dage senere tilsmilede heldet dog de to dømte, da dronning Victoria besluttede, at de to mænd kunne slippe med seks måneders fængsel. Richard Parker fik en gravsten i sin hjemby.
Hans bror, der selv var sømand, valgte et bibelcitat som inskription: “Herre, læg dem ikke denne synd til last”.
Efter næsten tre uger i en jolle besluttede kaptajn Dudley at dræbe dæksdrengen Parker og spise ham.