Den fattige enke Mette Jacobsdatter var ked af livet. Hun levede alene med datteren Lisbeth. Hjemme i landsbyen Erritsø blev hun hånet og foragtet for sit ansigt, der var vansiret af kræft. 3. juni 1762 besluttede hun at gøre en ende på det hele.
Mette Jacobsdatter skar halsen over på sin datter med en kniv og afventede derefter med sindsro sin straf. I retten i Koldinghus forklarede hun motivet for forbrydelsen: Hun dræbte barnet for selv at miste livet under bødlens økse.
Mette Jacobsdatter fik sit ønske opfyldt, og hun var langtfra den eneste. I årene fra ca. 1650 til 1780 oplevede Danmark, Sverige og Nordtyskland en bølge af “selvmords-mord”.
“I året 1736 huserede morder-englen i København. I de to måneder maj og juni skete otte mord. Mestendels af sådanne folk, der var kede af livet og ville dø. Derfor havde de, efter at have myrdet deres spædbørn, angivet sig selv” Erik Pontoppidan, Københavns biskop.
Tiden var præget af protestantisk fundamentalisme – pietismen – hvor fromhed og askese bestemte samfundslivet, kirkegangen var en pligt. Den kristne tro holdt alle i et jerngreb.
Set med kirkens øjne var selvmord den værste synd, et menneske kunne begå. Tilmed var det en forbrydelse, som ikke kunne sones, fordi selvmorderen “døde i synden” og gik til den evige fortabelse.
Kun ved at begå et mord – og derefter blive henrettet for forbrydelsen – kunne selvmordets synd undgås.
Otte barnemord på to måneder
Antallet af selvmordsmordere var foruroligende højt. I Stockholm blev to ud af tre mord i slutningen af 1600- og begyndelsen af 1700-tallet begået af personer, der ønskede at blive henrettet. Og i København blev fire ud af fem dødsdomme afsagt over folk, der ønskede at dø.
“I året 1736 huserede morder-englen i København. I de to måneder maj og juni skete otte mord. Mestendels af sådanne folk, der var kede af livet og ville dø. Derfor havde de, efter at have myrdet deres spædbørn, angivet sig selv”, skrev Københavns biskop Erik Pontoppidan.
Skillingsviser illustreret med træsnit fortalte historierne om de ulykkelige mennesker, der blev mordere for selv at dø.
Morderens logik var nærliggende: Dræbte de et uskyldigt barn, kom barnet direkte i Himlen, mens morderen fik kirkens hjælp til at angre og omvende sig.
Morderne blev ført til skafottet i hvide gevandter med bøn og salmesang. De var midtpunkt i et religiøst optog, og øksen faldt, mens forsamlingen bad fadervor. Saligheden var garanteret.
Dødsstraffen blev skærpet
Med tiden indså myndighederne, at truslen om døden ikke skræmte, men ligefrem ansporede selvmordsmorderne.
Derfor besluttede den dansk-norske kong Christian 5. i 1697 at skærpe dødsstraffen, så den dømte selvmordsmorder ikke alene skulle miste hovedet, men også knibes med gloende tænger fem gange: først ved gerningsstedet, derefter tre gange undervejs til skafottet og til sidst lige før henrettelsen.
Før halshugningen skulle højre hånd hugges af, siden skulle kroppen på en stejle, hovedet sættes på en stage, og den afhuggede hånd sømmes fast nedenunder.
Ligdelene skulle udstilles, indtil de faldt ned af sig selv, så “andre ligesindede udædiske mennesker” skulle føle “frygt og afsky”, bestemte kongen.
De henrettede selvmordsmordere blev parteret og lagt på stejle.
Hårde straffe skulle formilde Gud
Nordeuropas konger frygtede Guds straf, hvis ikke de gav selvmordere en kvalfuld død.
De hårde straffe til selvmordsmorderne blev begrundet med Det Gamle Testamentes krav om “øje for øje, tand for tand”.
Kongen herskede af Guds nåde og skulle straffe forbryderne – ellers ville Guds vrede ramme landet med pest, hungersnød og andre ulykker.
Ofte var bødlens økse ikke nok. Som en ekstra straf efter henrettelsen parterede han derfor liget og anbragte det på flere stejler, vognhjul på pæle, som en advarsel til landets indbyggere.
I Sverige indførte myndighederne lignende skærpelser af dødsstraffen – og lige lidt hjalp det, fx i sagen mod soldaten Johan Hellbom i Stockholm.
Hellbom var i 1753 blevet idømt en spidsrodsstraf. En straf, som bestod i, at 300 soldater med stokke tog opstilling i to rækker. Herefter skulle den dømte løbe ned mellem dem, mens slagene regnede ned over ham.
Spidsroden, der kunne gentages op til 24 gange, gjorde den dømte til invalid. Med de fremtidsudsigter foretrak Johan Hellbom at dø, men i stedet for at begå selvmord og dermed tabe sin salighed dræbte han et barn.
Livsvarigt fængsel var værst
Hellbom blev dømt til ikke alene at miste sit hoved, men også pryglestraf i dagene før henrettelsen. Bagefter blev hans lig parteret og lagt på fem stejler.
Den grusomme straf havde ingen afskrækkende effekt. Selvmordsmordene fortsatte, for nogle øjeblikkes pinsler betød intet, når Paradiset ventede.
I Danmark valgte kongen at skærpede straffen yderligere i 1749, så den dømte ikke længere blev ledsaget af en præst.
I stedet skulle henrettelsen være en lang fornedrelse: Alene og uden nogen ceremoni skulle den dømte køres til retterstedet i den kærre, som til daglig blev brugt til at transportere selvdøde dyr og indholdet af latriner ud af byen. Hele vejen skulle den dømte sidde i sine pjalter med sammenbundne hænder og en strikke om halsen.
Det var den straf, som Mette Jacobsdatter fik. Nu kunne straffen næsten ikke gøres mere afskrækkende – alligevel fortsatte selvmordsmordene.
Den danske jurist Henrik Stampe foreslog derfor, at folk, som begik mord for at blive henrettet – “de melankolske mordere”, som han kaldte dem – i stedet skulle have livsvarigt fængsel og piskes med jævne mellemrum.
Tankerne fandt vej til dansk lovgivningen i 1767, hvorefter selvmordsmorderne skulle brændemærkes i panden, lægges i jern og arbejde på livstid, piskes offentligt hvert år og efter døden lægges på stejle. Endelig virkede loven. Selvmordsmordene ebbede ud.
I Sverige tog ændringerne i behandlingen af selvmordsmordere en del år mere. Men efter 1830 satte nye strafformer også her en stopper for morderne. I mellemtiden havde oplysningstidens idéer fået så fast grund under fødderne, at kirken havde mistet sin autoritet, og troen på evig fortabelse svandt ind.