Lyden af seks pistolskud fik journalister og sekretærer på Le Figaro til at smide, hvad de havde i hænderne.
Chokerede løb de gennem avisens fornemme lokaler på Boulevard Haussmann i Paris – hen mod chefredaktør Gaston Calmettes kontor, hvor lyden kom fra.
Her ventede der dem et frygteligt syn:
Chefredaktøren lå livløs på gulvet i en blodpøl. Ved siden af ham stod en kvinde med en pistol i hånden.
“Ved De, hvorfor jeg er her?” Morderen, da hun træder ind på kontoret.
Rank og iført en elegant, sort pelskåbe udstrålede hun en kølig ro.
Først da én af de tililende greb hende i armen, viste kvinden tegn på sindsbevægelse.
“Rør mig ikke. Jeg er en dame!” udbrød hun ophidset.
Mens læger forgæves forsøgte at redde Calmettes liv, blev gerningskvinden, Henriette Caillaux, mandag den 16. marts 1914 ført til politistationen.
Da madame Caillaux blev taget på fersk gerning, herskede der ingen tvivl om skyldsspørgsmålet.
Motivet var også givet på forhånd: Madame Caillaux var nemlig gift med Frankrigs tidligere premierminister Joseph Caillaux, som nærede et indædt had til Le Figaro og redaktør Calmette.
Domfældelsen ville blive en smal sag – troede alle.
Den kvindelige morder blev hurtigt forsidestof, bl.a. i den parisiske avis "Le Petit Journal."
Morderske overraskede sit offer
Muffen gemmer mordvåbnet
En tyk pelsmuffe forbinder ærmerne på Henriette Caillaux’ pelsfrakke. Muffen er beregnet til at varme hænderne, men skjuler også pistolen, som hun pludselig trækker frem.
Pistolen er nøje udvalgt
Mordvåbnet er en Browning-automatpistol, som er let at betjene. Henriette Caillaux købte våbnet få timer før mordet i en butik på venstre Seinebred. Her prøveaffyrede hun forinden flere forskellige pistoltyper.
Offeret søger tilflugt
Calmette forsøger at beskytte sig mod skuddene ved at gemme sig bag skrivebordet. Vidner bemærker en pause mellem de to sidste skud, mens Caillaux følger efter sit offer og tager sigte for at affyre det dræbende skud.
Rygterne svirrede
Både Joseph og Henriette Caillaux havde da også god grund til at bære nag til Calmette.
Gennem flere måneder havde avisen Le Figaro ført en sand smædekampagne mod den venstreorienterede Joseph Caillaux.
Den 13. april gik avisen så vidt som til at gengive et kærlighedsbrev fra Caillaux til en tidligere elskerinde.
Tre dage senere dukkede Henriette Caillaux op i Le Figaros hovedkvarter.
“Ved De, hvorfor jeg er her?” spurgte hun, da hun lidt efter klokken 18 trådte ind i det rummelige kontor.
“Desværre – slet ikke, madame”, svarede Calmette venligt.
Som svar trak Henriette Caillaux en pistol og affyrede seks skud mod redaktøren. Det sidste skud rungede endnu imellem væggene, da Calmettes kolleger stormede ind i kontoret.
“Jeg blev drevet af en vilje, der trådte i stedet for min egen”. Henriette Caillaux, 1914.
Kort efter begyndte rygterne at gå. Striden mellem Calmette og Caillaux handlede ikke om politik alene, blev der sagt.
“Helt fra begyndelsen vidste alle i Paris’ højere cirkler, at modstanden i virkeligheden bundede i noget med en kvinde”, skrev den schweiziske ambassadør til sine overordnede i Bern.
Begge mænd havde den samme hemmelige elskerinde, og Joseph Caillaux overvejede alvorligt at skifte sin hustru ud, forlød det.
Snakken fik onde tunger til at påstå, at Henriette Caillaux’ formål ikke var at genoprette ægtemandens ære, men at holde på ham.
Hendes selvopofrende handling ville gøre det svært for manden at forlade hende med karrieren i behold, lød teorien.
Mordet gjorde Henriette Caillaux berømt. Her poserer hun på et postkort.
Guillotinen truede
Hvad motivet end var, havde Caillaux sat sig selv i en farlig situation: I Frankrig blev mordere ofte dømt til døden.
Da sagen den 20. juli kom for retten, havde hun kun én mulighed for at undgå guillotinen – at overbevise dommeren om, at hun ikke havde planlagt mordet, men at hun i overensstemmelse med tidens kvindebillede havde været i sine følelsers vold.
“Jeg blev drevet af en vilje, der trådte i stedet for min egen”, forklarede Caillux derfor beredvilligt.
Da det første skud faldt, sigtede hun mod gulvet i et forsøg på at skræmme Calmette, bedyrede hun.
“De gik af af sig selv”, svarede hun troskyldigt på dommerens spørgsmål om, hvad der var sket med de andre skud.
Den tiltalte var i gerningsøjeblikket grebet af “utæmmet kvindelig lidenskab”, konkluderede Caillaux’ forsvarer, advokaten Fernand Labori.
Caillaux understregede pointen ved prompte at besvime, da Labori oplæste sit endelige forsvarsskrift for juryen.
Tricket virkede. Den 28. juli 1914 trak de 12 mandlige jurymedlemmer sig tilbage for sammen at nå frem til en afgørelse. Med 11 stemmer mod én lød deres afgørelse: Ikke skyldig.