Lyset tindrer i øjnene på en flok halvstore drenge.
I stuen på børnehjemmet Kana i København funkler stearinlys på denne februar-aften i 1893, hvor lyse drengestemmer synger fødselsdagssang for en lille fødselar.
De største drenge har samlet sig om en punchbowle, som er fyldt med en blanding af saft og rom.
Deres elskede plejemor, Vilhelmine, synes nu, at de er store nok til at smage lidt alkohol.
Spændte tager de hver især imod punchen, som den høje, mandhaftige plejemor skænker.
Ingen bemærker, at Vilhelmine tømmer indholdet af en lille flaske ned i glasset med punch, som hun rækker til den kønne 15-årige Volmer.
Drengen er hendes yndling, og alle de andre drenge på børnehjemmet ved, at de to har et særlig tæt forhold. Men Volmer bryder sig ikke om punchen, som smager besk.
“Så, vær nu en mand og drik ud”, smisker Vilhelmine – og Volmer synker resten. Snart efter bliver han utilpas.
“Følg ham ovenpå, og læg ham i min seng”, kommanderer Vilhelmine til sin medhjælperske.
Senere lusker hun ind til drengen. Som forventet sover han fast, bedøvet af miksturen, hun hældte i hans glas.
Uden at tøve går hun i gang med omhyggeligt at vikle hans hoved stramt ind i to tykke uldtæpper.
Pertentligt strammer hun dem til med sine stærke hænder.
Så forlader hun rummet i kold forvisning om, at tæpperne vil kvæle hendes yndlingsbarn, og at den 15-årige dreng vil være død, næste gang hun ser ham.
Børnehjemmet Kana lå på Strandvejen på Østerbro og eksisterede indtil 1957.
Kummerlig opvækst i forkvaklet krop
Frederikke Vilhelmine Møller var forstanderinde på børnehjemmet Kana i en tid, hvor kvindelige ledere var et særsyn.
Hun var en viljefast dame, der havde brudt den sociale arv og opnået sin høje position til trods for en barsk opvækst hos ludfattige forældre.
Vilhelmine blev født den 8. oktober 1845, men hendes enfoldige mor holdt ikke af sin datter, som voksede sig stor og grov, så hun lignede en dreng.
Vilhelmine gik alene omkring og blev holdt udenfor af resten af familien.
Allerede inden konfirmationsalderen blev hun sendt ud at tjene, men var så klodset, at hun ét sted ingen løn fik for et halvt års arbejde, men derimod en regning for de mange ting, hun havde ødelagt.
Et andet sted, hvor hun tjente, stjal hun en lammebov og røg 10 dage i fængsel.
Her sad hun som 20-årig spærret inde sammen med byens prostituerede og lyttede med væmmelse til deres rå historier.
Da hun kom ud, var hendes kristne tro styrket: Nok ejede hun ikke kvindelig skønhed – faktisk begyndte hun at døje med skægvækst – men det havde kun frelst hende fra perverse uhyrligheder, mente hun.
Da danske kvinder fik stemmeret i 1915, arrangerede Dansk Kvindesamfund et optog i Købehavn med op imod 20.000 deltagere.
Vilhelmine kæmpede for stemmeret til kvinder
Vilhelmine Møller følte, samfundet rummede en dyb uretfærdighed:
I Danmark havde kun ustraffede mænd over 30 år med egen husstand stemmeret.
Hun kastede sig ind i kampen for stemmeret til kvinder og blev i 1889 valgt ind i bestyrelsen for Kvindevalgretsforeningen, en fremtrædende dansk organisation inden for kvindesagen.
Hun skrev flittigt for kvinderetsbladet “Hvad vi vil”, og i 1892 var hun hovedtaler på et seminar om børneopdragelse organiseret af Dansk Kvindesamfund.
Børnehjemsforstanderinden nød stor anerkendelse, og der gik et chok igennem kvindebevægelsen, da hun tilstod sit forhold til en ung dreng.
Mens aviserne rapporterede om skandale efter skandale, forholdt “Hvad vi vil” sig dog tavst.
Her følte redaktør Johanne Meyer sig kompromitteret af sit nære venskab med Vilhelmine.
Til sidst tvang undrende læserbreve hende dog til tasterne. Her beskrev hun Vilhelmine som et offer, der var faldet for en indre drift trods sine mange evner samt religiøse og asketiske livsstil.
På trods af de rosende ord blev Vilhelmine straks smidt ud af de kvinderetsforeninger, hun ellers havde været en ledende del af.
Intelligent, religiøs og anderledes
Efter fængslet gik Vilhelmine til hånde hist og her, ude af stand til at skaffe sig en ny tjenesteplads.
Den kristne tro var hendes eneste anker i livet, og da hun hørte et foredrag i en kirke og oplevede, hvor venligt de andre tilhørere talte til hende, fandt hun for alvor sit kald.
Hun sparede op og tog ophold på en række grundtvigianske højskoler. Intelligensen fejlede ikke noget, men ingen steder fandt hun sig til rette i fællesskabet.
“Jeg gik så ene, og den skrækkeligste ensomhed, jeg kender, er at være ene mellem mange”, skrev hun i sine optegnelser.
Noget var galt med hende, og Vilhelmine mistænkte, at det var fysisk.
Hun var ikke som de andre kvinder på højskolerne, og stadig grovere skægvækst plagede hende.
Men en læge turde hun ikke opsøge. Hun skød problemet fra sig og vendte sin opmærksomhed mod Gud.
Vilhelmine benyttede stoffet kloral, der ofte blev ordineret som sovemiddel, til sit mord.
Kærlighedsbånd til børn
I oktober 1880 fik Vilhelmine et brev fra grosserer Møller Andersen, som hun havde lært at kende gennem højskolernes grundtvigianske miljø.
Grossereren havde på privat initiativ opstartet et børnehjem i 1877. Hjemmet fik navnet Godthåb og skulle hjælpe forældreløse børn til en bedre tilværelse.
Vilhelmine blev tilbudt ansættelse – og på Godthåb følte hun omsider at være kommet på sin rette hylde.
Hun var god til arbejdet med børnene og mæskede sig i deres kærlighed og hengivenhed.
Da grosserer Andersen i 1880 åbnede et nyt hjem for drenge ved navn Kana på Østerbro, fulgte Vilhelmine med, denne gang som hjemmets plejemor og forstanderinde.
Styrket af sin nye position kastede hun sig med glød ud i den offentlige debat som forkæmper for børnesagen og kvinders rettigheder.
I bladet Samaritanen skrev hun, at hemmeligheden ved at knytte kærlighedsbånd til børn bestod i selv at blive som et barn sammen med dem.
Hvis drengene ville lege soldater, hjalp hun dem med selv at fremstille udstyret, og så drog de i skoven som et lille regiment.
Tæsk og afstraffelse var hun modstander af: Drengene skulle lære disciplin, men også opleve glæde og omsorg under opvæksten på hendes hjem.
Vilhelmine Møller blev snart en agtet person i børnehjemskredse for sine naturlige og moderne opdragelsesprincipper.
Men under overfladen nærede den skæggede forstanderinde hemmeligheder, som skulle ryste hele den københavnske offentlighed.
I Danmark blev retten til at slå børn i døgninstitutioner først ophævet i 1967.
Hjemløse børn blev lejet ud til højestbydende
I 1800-tallet stiger samfundets interesse for hjemløse børn. De skal reddes, og løsningen er en kombination af hårdt arbejde og tørre tæsk.
Kriminelle, fattige og forældreløse drenge kom i samfundets søgelys i begyndelsen af 1800-tallet, hvor såkaldte børneanstalter så dagens lys.
Især det franske kaserne-system var populært. Her boede børnene i et fængselslignende byggeri med en hverdag præget af militaristisk disciplin og eksercits.
Alle gøremål foregik efter nøje fastlagte tidsskemaer. Ulydighed blev straffet med isolation, nedsættelse af madrationer og tæsk med spanskrør eller pisk.
På den måde ville drengene hurtigt lære den korrekte opførsel og ende som gode, voksne borgere.
De børneanstalter, der bredte sig i Skandinavien fra 1830’erne, var ikke meget mildere.
Myndighederne mente, at arbejde og frisk luft var bedre end byens fristelser.
Derfor lå anstalter typisk på en gård, hvor drengene skulle udføre hårdt fysisk arbejde fra kl. 4 om morgenen til sidst på aftenen.
For deres hårde slid fik de tøj på kroppen og mad, de selv havde været med til at dyrke.
Nogle kommuner satte hjemløse børn i fattighjem om vinteren og afholdt auktioner om sommeren, hvor bondemænd kunne leje dem. I et halvt år arbejdede de stort set uden rettigheder og fik ofte tæsk.
Hvor børneanstalterne tog sig af de mest belastede unge, opstod børnehjemmene i midten af 1800-tallet som et sted for forsømte drenge og piger.
Børnehjem som Kana, hvor Vilhelmine Møller var forstanderinde, var ofte finansieret med penge fra det velstillede borgerskab.
Myndighederne udførte dog ikke meget kontrol med hjemmene, så også her var børnenes hverdag ofte præget af tæsk for selv små forseelser.
Forstanderinden og den unge dreng
Forstanderindens farligste hemmelighed hed Volmer Sjøgren. Hun havde passet drengen, siden han var to år gammel.
Hans mor var enke samt syg og svagelig, og derfor havde hun overgivet sønnen til først børnehjemmet Godthåb og siden Kana, da Vilhemine skiftede arbejdsplads.
Forstanderinden holdt meget af drengen, men han var ikke noget nemt barn – hvilket Vilhelmine sørgede for at underrette hans mor om.
“Hvad opførsel angår, er den alt andet end tilfredsstillende, thi der er snart ikke den last, Volmer ikke øver”, skrev hun i et af mange kritiske breve til moren.
Ikke desto mindre var den vanskelige Volmer stærkt knyttet til sin plejemor – og hun til ham.
Som 10-årig var han stadig bange for at sove om natten, og derfor lod hun ham sove inde i sit eget værelse, oppe i sin seng. Iført nattøj lå drengen med armene om hendes hals og trykkede sig ind til hende.
Det vakte foruroligende lidenskaber i den snart midaldrende plejemor.
“Ved favntaget med Volmer åbnedes en ukendt kilde, det var en følelse, som var mig aldeles fremmed. Den kom sent, men den kom med magt”, skrev hun i sine optegnelser.
For hver gang drengen igen kom op i sengen til hende, følte hun intenst behag – efterhånden blandet med en snigende følelse af, at deres kys og omfavnelser var utilladelige.
En dag havde drengen fundet hende alene i køkkenet og trykket sig heftigt op ad hende, så hun mærkede hans erektion.
Det var ikke første gang, og nu slog hendes samvittighed til:
Hun stak drengen en syngende lussing – og gjorde efter flere år en ende på forholdet, som dele af hende havde nydt, og andre dele havde fundet fuldkommen uhyrligt.
I slutningen af 1800-tallet fandtes børnehjem i de fleste europæiske lande, og de var ofte præget af streng disciplin.
En dunkel plan tager form
De andre drenge på Kana havde opfanget, hvad der foregik mellem plejemoren og deres kammerat.
En dag var en dreng kommet til at råbe, at Volmer “er inde i vor mors seng” – hvilket Vilhelmine hørte og belønnede med en lussing.
Drengenes opmærksomhed blev dog snart afledt af nye løjer i Kana, da en fru Mackwitz i begyndelsen af 1890’erne blev ansat som medhjælp.
Hun blev hurtigt Vilhelmines fortrolige og rykkede ind i forstanderindens soveværelse, hvor Volmer ikke længere sov.
Gennem den lukkede dør hørtes lystige lyde i natten, og ingen af drengene var i tvivl om, at deres mandhaftige plejemor udlevede nye sider af sit væsen.
Men Vilhelmine bekymrede sig. I 1893 nåede Volmer konfirmationsalderen og skulle flytte ud af hjemmet.
En lærlingeplads hos en karetmager i Roskilde ventede ham. Hans plejemor blev bange; tanken om, at drengen skulle sladre om deres sengehemmeligheder, var gruopvækkende.
Hendes gode renommé ville være ødelagt.
Det var også fælt at tænke på, hvordan Volmer kunne være blevet fordærvet af deres usædelige forhold.
Hun følte en enorm skyld over måske at have ødelagt den unge dreng for livet.
Men hvis Volmer døde, ville den gode dreng utvivlsomt komme i himlen, hvor hans afdøde far ventede på ham.
Så ville han være frelst. På en måde ville døden faktisk være det bedste for Volmer, ræsonnerede Vilhelmine mørkt.
Spanskrør var ofte lavet af bambus, ca. 4 cm brede og lidt under 1 m lange.
Fysisk afstraffelse var hverdag
I Danmark gjorde den såkaldte Børnelov fra 1905 forholdene bedre på børnehjemmene, men prygl var stadig normalt.
Så sent som i 1952 udsendte den danske stat en vejledning i, hvilke slag der var tilladt:
Børn under 10 år må få op til fem slag i bagen med flad hånd eller ét til to slag på kinden – dog må øret ikke berøres.
Drenge på 10-15 år må modtage op til tre slag med et tyndt spanskrør. Hvis de er 15-18 år, stiger straffen til seks slag.
Sjusket læge opdager intet
Vilhelmine havde i længere tid sovet elendigt, forpint af sine bekymringer.
Derfor havde børnehjemmets læge, dr. Gottschalk, ordineret frøkenen lidt kloral-mikstur, der blev brugt som sovemiddel.
Synet af flasken gav hende en grusom idé. Med det kunne hun få det til at se ud, som om Volmer døde naturligt.
Ømt forberedte hun hans afsked: Af sit forklæde syede hun et pudevår, som hans hoved skulle hvile på i kisten. Med i kisten skulle han også have et blomsterkors og salmevers, som hun skrev.
Alt var parat, da børnehjemmet fejrede den fødselsdagsfest, hvor Vilhelmine koldblodigt forgiftede og kvalte Volmer.
Hendes plan fungerede til perfektion: Da hun kiggede ind til drengen sent på natten, havde han i dødskramper vredet de to kvælende uldtæpper bort fra ansigtet, der med døde øjne stirrede ud i den tomme luft.
Næste morgen blev dr. Gottschalk hidkaldt til Kana. Sjusket undersøgte han liget og konkluderede, at drengen var død af “naturlige årsager”.
På dødsattesten noterede han “blodprop” og forsikrede den grumme Vilhelmine om, at der intet mistænkeligt var ved drengens død.
Morderen kunne ånde lettet op. Men det undrede hende, at alle var så kede af det – hun vidste jo, at hun havde gjort det rette.
Vilhemine Møller-sagen var ulig noget politiet i København havde oplevet før.
Hemmeligheden slipper ud
I upåklageligt humør ankom Vilhelmine den 5. marts 1893 til Volmers begravelse på Vestre Kirkegård i København sammen med sin skare af drenge.
I et brev til fru Sjøgren beskrev hun efterfølgende, hvordan de havde ledt Volmer til graven i en “pæn gul kiste med udskårne blomster, kors og mange kønne kranse”.
Fru Sjøgren kunne nok forstå, at hendes dreng havde fået en flot ceremoni, som ikke alle af hans stand fik.
Vilhelmine forklarede desuden, at Volmer havde været særdeles vanskelig gennem længere tid, og han havde haft mange mørke sider.
Derfor skulle moren ikke tage hans død alt for tungt.
“Når nu sommer kommer, skal jeg nok sørge for, at graven holdes kønt i stand”, lovede hun i brevet.
Men dét løfte kom hun ikke til at holde, for to dage inden begravelsen havde Volmers værelseskammerat Louis fortalt sin mor, at forstanderinden indimellem plejede at tilkalde Volmer om aftenen og krævede, at han sov i hendes seng – hemmeligheden, som kostede Volmer livet, var sluppet ud af mørket.
“Når nu sommer kommer, skal jeg nok sørge for, at graven holdes kønt i stand” Vilhelmine Møller til fru Sjøgren, Volmers Mor.
Morderens nerver slår klik
Louis’ mor gik til grosserer Andersen, som fandt det mest passende at konfrontere Vilhelmine med, hvad han anså for “gadens rygter”.
Til en journalist beskrev han senere hendes reaktion:
“Et øjeblik mistede hun sin fatning, blev bleg og vaklede. Men hurtigt kom hun til sig selv, og med den heftigste indignation afviste hun beskyldningen”.
Ikke længe efter samtalen med grossereren fik Vilhelmine ikke desto mindre et nervøst sammenbrud.
Hun blev indlagt på et hospital for sindslidende, hvor hun hallucinerede og skreg, “Se, de forfølger mig, se, se!”.
Grosserer Andersen, som troede, sammenbruddet skyldtes de ondsindede rygter, gik til ordensmagten.
Politiet skulle rense hans forstanderindes gode navn med en officiel undersøgelse af sagen.
Da Vilhelmine den 22. marts blev udskrevet fra hospitalet, ventede en invitation til politistationen.
Jakkesæt og hat var en forholdvis effektiv måde at skjule de mest feminine træk på.
Liget graves op
Da Kanas nervøse plejemor nogle dage senere indfandt sig hos politiet, gjorde hendes tågede og usammenhængende forklaringer kun tingene mere mystiske for politiet, der ellers forventede en ren formalitetssag.
Under det tredje forhør brød den store kvinde sammen og tilstod, at hun ganske rigtigt havde haft et forhold til drengen.
Politi og børnehjemmets bestyrelse var lamslåede – hvorvidt kvinder overhovedet havde en seksualdrift stod til diskussion i tidens offentlige debat, og her havde en kvinde forgrebet sig på et barn, hun tilmed forventedes at nære moderlige følelser for.
En sådan person kunne tiltros det værste, og samme dag gravede politiet Volmers lig op. En obduktion røbede, at dr. Gottschalk havde taget meget let på sit arbejde:
Døden skyldtes ikke en blodprop, men derimod kvælning. Vilhelmine Møller stod nu mistænkt for mord.
Politiet konfronterede frøken Møller med liget for at få hende til at tilstå. Men synet af den døde dreng gjorde ingen forskel; hun benægtede hårdnakket at have myrdet ham.
Politiet pressede hårdt på, og igen og igen afhørtes hun. Men først under en fængselsgudstjeneste i påskedagene brød Vilhelmine sammen.
Stærkt påvirket af sjælekvaler tilstod hun den 3. april at have myrdet Volmer.
“Jeg havde ødelagt drengen. Så tog jeg livet af ham”. Vilhelmine Møllers forklaring på, at hun dræbte Volmer, 1893.
Pressen fulgte sagens gang i retten, for Vilhelmine var en kendt person i det danske opdragelses- og kvindesagsmiljø.
Da hun i 1889 var blevet valgt ind i bestyrelsen til Kvindevalgretsforeningen, bragte dagbladet Politiken en lang rosende beskrivelse af forstanderinden, som bl.a. beskrev, hvordan hele hendes person “gør indtryk af fuldkommen askese”.
Kort efter tilståelsen var stemningen vendt, og samme avis bragte en tegning af mordersken med teksten:
“Således ser hun ud, denne plejemoder, som ved sin grufulde dåd har fået mangt et moderhjerte til at dirre i rædsel”.
På journalistens spørgsmål om, hvorfor hun begik mordet, forklarede Vilhelmine til avisen:
“Jeg havde ødelagt drengen. Så tog jeg livet af ham, for at han kunne gå ind til et liv i himlen, der var bedre end det, der ventede ham her på jorden”.
Som Vilhelmine så det, var forbrydelsen ikke mordet, men det seksuelle forhold – et forhold, der skulle vise sig at rumme endnu en bizar hemmelighed.
En af de tidligst kendte tvekønnede guddomme er græske Hermaphroditos, der var barn af Hermes og Afrodite.
Tvekønnede udfordrede lægevidenskaben
Et lille mindretal er altid blevet født med anatomiske træk fra både mænd og kvinder, men at have to køn er uacceptabelt i de fleste samfund. Derfor har både lægevidenskaben og myndighederne i årevis forsøgt at rette på “fejlen”.
Middelalderen – Hold dig til ét køn
Forskere har fundet frem til, at middelalderens forhold til tvekønnede faktisk var forholdsvis tolerant.
Det eneste, der ikke kunne accepteres, var, at individer ikke tilhørte et bestemt køn.
Dels var lovgivningen kønsopdelt, dels var uorden i seksuallivet ikke velset af kirken.
Derfor blev de tvekønnede tvunget til at vælge en kønsidentitet udadtil, men valget var som sådan deres eget.
Tidens kønsnormer satte dog klare begrænsninger.
Hvis en person fx havde giftet sig med en mand, så var vedkommende naturligvis en kvinde. Men hvordan vedkommende så ud under tøjet, blandede myndigheder og læger sig sjældent i.
Oplysningstiden – Læger dikterede kønnet
Lægevidenskaben begyndte at interessere sig for tvekønnede omkring 1700-tallet.
Lægerne fik nu fuld autoritet til at bestemme kønnet og fokuserede især på, hvorvidt personen havde mandlige eller kvindelige kønsdele.
Selv de mindste testikler betød fx, at en tvekønnet, der havde levet som kvinde hele livet, nu skulle opfattes som en mand i samfundets øjne.
Hvis lægerne fx konstaterede, at den ene part i et mangeårigt ægteskab var tvekønnet, blev et nyt køn påtvunget den uheldige og ægteskabet annulleret.
1800-tallet – Handlekraft gjorde dig til en mand
I 1800-tallet var det ikke længere kun læger, men også den bredere videnskab, der fik interesse for tvekønnede.
Det betød bl.a., at i sager, hvor det var svært at tildele et køn, blev psykologiske træk nu taget i betragtning.
Udviste en tvekønnet fx handlekraft og selvstændighed, var der tale om en mand, hvorimod omsorgsfuldhed og underdanighed var udtryk for en kvinde.
I Danmark var psykiateren Knud Pontoppidan, der havde haft Vilhelmine Møller i behandling, særlig fremme for sin tid.
Han holdt foredrag om “social hermafrodisme”, som betød, at en persons psykologiske køn var et andet end vedkommendes fysiske.
Siden 1950’erne – Kirurgi gjorde op med tvekønnede
Fra 1950’erne begyndte videnskaben at argumentere for, at det var bedst for et barn hurtigst muligt at få fastsat sit køn, for at undgå kønsforvirring hos individet.
Derfor fik mange tvekønnede deres kønsorganer rettet til tidligt, så de lignede enten en mands eller en kvindes.
I nyere tid er denne opfattelse dog kommet i modvind. I 1996 fandt verdens første demonstration af tvekønnede sted i Boston.
De mente, at tiden var inde til at gøre op med unødig normalisering af tvekønnede.
I 2015 blev Malta verdens første land, der forbød ufrivillig kirurgisk korrektion af tvekønnede babyer.
Forvirring om kønsorganer
Politiet fortsatte afhøringerne. De ville vide, hvordan det seksuelle forhold havde udfoldet sig, og om flere drenge måske var blevet misbrugt.
Igen forbløffede den anklagedes underlige svar ordensmagten: Under hende og Volmers samvær var der ikke forekommet penetration.
Forvirringen var total: Her var der tilsyneladende et fruentimmer, der ikke vidste, hvordan den kvindelige anatomi fungerede.
Ordensmagten lod det hvile og anbragte den fromme Vilhelmine i kvindefængslet på Christianshavn.
Her fordrev hun tiden med religiøs digtning og salmeskriveri, undtagen når hun med mellemrum blev afhørt af retsassessor Brun – en jurist ansat ved domstolen.
En dag slog en tanke ned i juristen: Kunne den store, firskårne kvinde med den dybe stemme og skægstubbe være en mand?
Han spurgte hende. Rædselsslagen afviste hun tanken. “Jeg er den, jeg er. En kvinde nær de halvtreds, Gud tilgive Dem, hr. dommer”, var den forfærdede Vilhelmines svar.
Men tvivlen nagede i retsassessoren. Den 29. september blev Vilhelmine derfor bedt om at klæde sig af foran Brun og fængslets læge.
De troede knap deres egne øjne, da en ganske lille penis og en misdannet pung med testikler kom til syne mellem hendes ben.
1845-1894
Vilhelmine Møller blev beskrevet som en mandhaftig kvinde, hvis øjne lyste af energi.
1894-1936
Den tidligere børnehjemsforstander blev tvunget til leve som en mand fra 1894. Først under navnet Vilhelmi Møller, men senere tog Vilhelmi navneforandring til Frederik Vilhelm Schmidt.
Morderen skifter køn
Aviserne ryddede igen siderne for at bringe de nye uhyrlige oplysninger:
Børnehjemsmorderen var blevet undersøgt af gynækolog professor Stadfeldt, som konstaterede, at “kønsdelene ved en overfladisk betragtning så kvindelige ud, thi der var en hudfold på hver side og en spalte i midten”.
Men ved nærmere undersøgelse havde lægen opdaget, at hudfolderne begge rummede en testikel.
Mellem dem “fandtes et lille mandligt lem af tykkelse som en mellemfinger og hen ved en tommes længde, forsynet med en tydelig glans”, beskrev lægen.
At Vilhelmine havde testikler, var ifølge lægen et afgørende tegn på, at hun var en mand: “ganske vist noget abnormt udviklet, men dog absolut et mandfolk”.
Mens chokket rullede blandt læserne, blev Vilhelmine pålagt at bære navnet Vilhelmi og skifte opholdsadresse. “Morderen Møller indsat i Mandfolkearresten” lød overskrifterne.
“Jeg er den, jeg er. En kvinde nær de halvtreds, Gud tilgive Dem, hr. dommer”. Vilhelmine Møller, 1893.
Efter afsløringen af sit biologiske køn kunne Vilhelmine ikke længere sidde i kvindefængsel. Politiken rapporterede, at fangen havde vænnet sig til mandsdragten og fået tilladelse til at sy.
Tre måneder senere faldt dommen: Dødsstraf. Vilhelmis advokat appellerede sagen til Højesteret og argumenterede for, at Vilhelmi faktisk var en slags offer – splittet i sjælen af sin tvekønnethed.
Men Højesteret stadfæstede dommen. Trods deformitet var den dømte fuldt tilregnelig.
Kort efter trådte den danske konge, Christian 9., dog ind i sagen og fik dommen ændret til livstid.
Monarken havde for vane at vise sin barmhjertighed ved at gribe ind i tragiske sager.
Dommen blev afsonet i Vridsløselille Straffeanstalt. Her sad Vilhelmi i enecelle, fordi han var bange for sine mandlige medfanger.
Undersøgelser viser, at ca. én ud af 2.000 fødes som tvekønnet. Mange får hurtigt tildelt et køn og kirurgisk behandling.
Gift med kvindelig fangevogter
Efter 11 år i Vridsløselille gik nogle af drengene fra Kana, som stadig havde varme minder om deres plejemor, i forbøn hos kongen, og i 1905 blev Vilhelmi benådet ved kongelig resolution.
Otte dage senere var han på fri fod, skiftede navn til Frederik Vilhelm Schmidt – og giftede sig.
Bruden var en 13 år yngre fangevogterske, der havde bevogtet ham den første tid i kvindefængslet.
De forblev gift indtil 1936, hvor “dobbeltmennesket”, som Vilhelm betegnede sig selv, døde i en alder af 91 år.