Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Morderen der elskede børn

En ung dreng dør tilsyneladende af en blodprop på et børnehjem i København. Men snart begynder rygterne at svirre om et erotisk forhold mellem drengen og hjemmets forstanderinde – Vilhelmine Møller. Sagen ender med at chokere hele Danmark med dens hårrejsende afsløringer.

Hulton Deutsch/Getty Images & Torben Stroyer/Jyllands-posten/Ritzau Scanpix

Lyset tindrer i øjnene på en flok halvstore drenge.

I stuen på børnehjemmet Kana i København funkler stearinlys på denne februar-aften i 1893, hvor lyse drengestemmer synger fødselsdagssang for en lille fødselar.

De største drenge har samlet sig om en punchbowle, som er fyldt med en blanding af saft og rom.

Deres elskede plejemor, Vil­hel­mi­ne, synes nu, at de er store nok til at smage lidt alkohol.

Spændte tager de hver især imod punchen, som den høje, mandhaftige plejemor skænker.

Ingen bemærker, at Vilhelmine tømmer ind­hol­det af en lille flaske ned i glasset med punch, som hun rækker til den kønne 15-årige Volmer.

Drengen er hendes ynd­ling, og alle de andre drenge på bør­ne­hjem­met ved, at de to har et særlig tæt forhold. Men Volmer bryder sig ikke om punchen, som smager besk.

“Så, vær nu en mand og drik ud”, smisker Vilhelmine – og Volmer synker ­resten. Snart efter bliver han utilpas.

“Følg ham ovenpå, og læg ham i min seng”, kommanderer Vilhelmine til sin medhjælperske.

Senere lusker hun ind til drengen. Som forventet sover han fast, bedøvet af miksturen, hun hældte i hans glas.

Uden at tøve går hun i gang med omhyggeligt at vikle hans hoved stramt ind i to tykke uldtæpper.

Pertentligt strammer hun dem til med sine stærke hænder.

Så forlader hun rummet i kold forvisning om, at tæpperne vil kvæle hendes ynd­lings­barn, og at den 15-årige dreng vil være død, næste gang hun ser ham.

Børnehjemmet Kana lå på Strandvejen på ­Østerbro og ­eksisterede indtil 1957.

© Torben Stroyer/Jyllands-posten/Ritzau Scanpix

Kummerlig opvækst i forkvaklet krop

Frederikke Vilhelmine Møller var for­stan­der­in­de på børnehjemmet Kana i en tid, hvor kvindelige ledere var et særsyn.

Hun var en viljefast dame, der havde brudt den sociale arv og opnået sin høje position til trods for en barsk opvækst hos lud­fattige forældre.

Vilhelmine blev født den 8. oktober 1845, men hen­­des enfoldige mor holdt ikke af sin datter, som vok­se­de sig stor og grov, så hun lignede en dreng.

Vilhelmine gik alene omkring og blev holdt udenfor af resten af familien.

Allerede in­den kon­fir­ma­tions­al­de­ren blev hun sendt ud at tjene, men var så klod­set, at hun ét sted ingen løn fik for et halvt års arbejde, men derimod en regning for de mange ting, hun havde ødelagt.

Et andet sted, hvor hun tjente, stjal hun en lammebov og røg 10 dage i fæng­sel.

Her sad hun som 20-årig spærret inde sammen med byens pro­sti­tu­e­re­de og lyttede med væmmelse til deres rå hi­sto­ri­er.

Da hun kom ud, var hendes kristne tro styrket: Nok ejede hun ikke kvin­de­lig skønhed – faktisk begyndte hun at døje med skægvækst – men det hav­de kun frelst hende fra perverse uhyrligheder, mente hun.

Da danske kvinder fik stemmeret i 1915, arrangerede Dansk Kvindesamfund et optog i Købehavn med op imod 20.000 deltagere.

© Holger Damgaard/Ritzau Scanpix

Vilhelmine kæmpede for stemmeret til kvinder

Vilhelmine Møller følte, samfundet rum­me­de en dyb uretfærdighed:

I Dan­mark havde kun ustraffede mænd over 30 år med egen husstand stem­me­ret.

Hun kastede sig ind i kampen for stem­me­ret til kvinder og blev i 1889 valgt ind i bestyrelsen for Kvin­de­valg­rets­for­enin­gen, en frem­træ­den­de dansk or­ga­ni­sa­tion inden for kvindesagen.

Hun skrev flittigt for kvinderetsbladet “Hvad vi vil”, og i 1892 var hun ho­ved­ta­ler på et seminar om børneopdragelse organiseret af Dansk Kvindesamfund.

Børnehjemsforstanderinden nød stor anerkendelse, og der gik et chok i­gen­nem kvindebevægelsen, da hun tilstod sit forhold til en ung dreng.

Mens a­vis­er­ne rapporterede om skandale efter skandale, forholdt “Hvad vi vil” sig dog tavst.

Her følte redaktør Johanne Meyer sig kompromitteret af sit nære ven­­skab med Vilhelmine.

Til sidst tvang und­ren­de læserbreve hende dog til tasterne. Her beskrev hun Vilhelmine som et of­fer, der var faldet for en indre drift trods sine mange evner samt re­li­giøse og asketiske livsstil.

På trods af de ro­sen­de ord blev Vilhelmine straks smidt ud af de kvin­de­rets­for­enin­ger, hun ellers havde været en ledende del af.

Intelligent, religiøs og anderledes

Efter fængslet gik Vilhelmine til hånde hist og her, ude af stand til at skaffe sig en ny tjenesteplads.

Den kristne tro var hendes eneste anker i livet, og da hun hørte et foredrag i en kirke og oplevede, hvor venligt de andre tilhørere talte til hende, fandt hun for alvor sit kald.

Hun sparede op og tog ophold på en række grundtvigianske højskoler. In­tel­li­gen­sen fejlede ikke noget, men ingen steder fandt hun sig til rette i fællesskabet.

“Jeg gik så ene, og den skræk­­ke­­lig­­ste ensomhed, jeg kender, er at være ene mellem mange”, skrev hun i sine optegnelser.

Noget var galt med hen­de, og Vilhelmine mis­tænk­­te, at det var fy­sisk.

Hun var ikke som de an­dre kvinder på høj­sko­ler­ne, og stadig grovere skægvækst plagede hende.

Men en læge turde hun ikke opsøge. Hun skød problemet fra sig og vendte sin opmærksomhed mod Gud.

Vilhelmine benyttede stoffet kloral, der ofte blev ordineret som sovemiddel, til sit mord.

Science and Society Picture Library/Getty Images

Kærlighedsbånd til børn

I oktober 1880 fik Vilhelmine et brev fra grosserer Møller Andersen, som hun havde lært at kende gennem højskolernes grundtvigianske miljø.

Grossereren havde på privat initiativ opstartet et børnehjem i 1877. Hjemmet fik navnet Godthåb og skulle hjælpe forældreløse børn til en bedre tilværelse.

Vilhelmine blev tilbudt ansættelse – og på Godthåb følte hun omsider at være kommet på sin rette hylde.

Hun var god til arbejdet med børnene og mæskede sig i deres kær­lig­hed og hengivenhed.

Da grosserer An­der­sen i 1880 åbnede et nyt hjem for drenge ved navn Kana på Østerbro, fulgte Vilhelmine med, denne gang som hjemmets plejemor og forstanderinde.

Styrket af sin nye position kastede hun sig med glød ud i den offentlige debat som forkæmper for børnesagen og kvinders rettigheder.

I bladet Samaritanen skrev hun, at hemmeligheden ved at knytte kærlighedsbånd til børn bestod i selv at blive som et barn sammen med dem.

Hvis drengene ville lege soldater, hjalp hun dem med selv at fremstille udstyret, og så drog de i skoven som et lille regiment.

Tæsk og afstraffelse var hun modstander af: Drengene skulle lære di­scip­lin, men også opleve glæde og om­sorg under opvæksten på hendes hjem.

Vilhelmine Møller blev snart en agtet per­son i børnehjemskredse for sine na­tur­li­ge og moderne op­dra­gel­ses­prin­cip­per.

Men under overfladen nærede den skæggede forstanderinde hem­me­lig­he­der, som skulle ryste hele den kø­ben­havn­ske offentlighed.

I Danmark blev retten til at slå børn i ­døgninstitutioner først ophævet i 1967.

© Kirn Vintage Stock/Getty Images

Hjemløse børn blev lejet ud til højestbydende

I 1800-tallet stiger samfundets interesse for hjemløse børn. De skal reddes, og løsningen er en kombination af hårdt arbejde og tørre tæsk.

Kriminelle, fattige og forældreløse drenge kom i samfundets søgelys i begyndelsen af 1800-tallet, hvor såkaldte børneanstalter så dagens lys.

Især det franske kaserne-system var populært. Her boede børnene i et fængselslignende byggeri med en hverdag præget af militaristisk disciplin og eksercits.

Alle ­gøremål foregik efter nøje fastlagte tidsskemaer. Ulydighed blev straffet med isolation, nedsættelse af madrationer og tæsk med spanskrør eller pisk.

På den måde ville drengene hurtigt lære den korrekte opførsel og ende som gode, voksne borgere.

De børneanstalter, der bredte sig i Skandinavien fra 1830’erne, var ikke meget mildere.

Myndighederne mente, at arbejde og frisk luft var bedre end byens fristelser.

Derfor lå anstalter typisk på en gård, hvor drengene skulle udføre hårdt fysisk arbejde fra kl. 4 om morgenen til sidst på aftenen.

For deres hårde slid fik de tøj på kroppen og mad, de selv havde været med til at dyrke.

Nogle kommuner satte hjemløse børn i fattighjem om vinteren og afholdt auktioner om sommeren, hvor bondemænd kunne leje dem. I et halvt år arbejdede de stort set uden rettigheder og fik ofte tæsk.

Hvor børneanstalterne tog sig af de mest belastede unge, opstod bør­ne­hjem­me­ne i midten af 1800-tallet som et sted for forsømte drenge og piger.

Børnehjem som Kana, hvor Vil­hel­mi­ne Møller var forstanderinde, var ofte finansieret med penge fra det velstillede borgerskab.

Myn­dig­he­der­ne udførte dog ikke meget kontrol med hjemmene, så også her var børnenes hver­dag ofte præget af tæsk for selv små forseelser.

Forstanderinden og den unge dreng

Forstanderindens farligste hemmelighed hed Volmer Sjøgren. Hun havde passet drengen, siden han var to år gammel.

Hans mor var enke samt syg og svagelig, og derfor havde hun overgivet sønnen til først børnehjemmet Godthåb og siden Kana, da Vilhemine skiftede arbejdsplads.

For­stan­der­ind­en holdt meget af drengen, men han var ikke noget nemt barn – hvil­ket Vilhelmine sørgede for at un­der­ret­te hans mor om.

“Hvad opførsel angår, er den alt andet end tilfredsstillende, thi der er snart ikke den last, Volmer ikke øver”, skrev hun i et af mange kritiske breve til moren.

Ikke desto mindre var den vanskelige Volmer stærkt knyttet til sin plejemor – og hun til ham.

Som 10-årig var han stadig bange for at sove om natten, og derfor lod hun ham sove inde i sit eget værelse, oppe i sin seng. Iført nattøj lå drengen med armene om hendes hals og trykkede sig ind til hende.

Det vakte foruroligende lidenskaber i den snart midaldrende plejemor.

“Ved favntaget med Volmer åbnedes en ukendt kilde, det var en følelse, som var mig aldeles frem­med. Den kom sent, men den kom med magt”, skrev hun i sine optegnelser.

For hver gang drengen igen kom op i sengen til hende, følte hun intenst behag – efterhånden blandet med en snigende følelse af, at deres kys og omfavnelser var utilladelige.

En dag havde drengen fundet hende alene i køkkenet og trykket sig heftigt op ad hende, så hun mærkede hans erektion.

Det var ikke første gang, og nu slog hendes sam­vit­tig­hed til:

Hun stak dren­gen en syngende lus­sing – og gjorde efter flere år en ende på for­hol­det, som dele af hende havde nydt, og andre dele havde fundet fuldkommen uhyrligt.

I slutningen af 1800-tallet fandtes børnehjem i de fleste europæiske lande, og de var ofte præget af streng disciplin.

© Hulton Deutsch/Getty Images

En dunkel plan tager form

De andre drenge på Kana havde op­fan­get, hvad der foregik mellem ple­je­mo­ren og deres kammerat.

En dag var en dreng kommet til at råbe, at Volmer “er inde i vor mors seng” – hvilket Vil­hel­m­ine hørte og belønnede med en lus­sing.

Drengenes opmærksomhed blev dog snart afledt af nye løjer i Kana, da en fru Mackwitz i begyndelsen af 1890’erne blev ansat som medhjælp.

Hun blev hurtigt Vilhelmines fortrolige og rykkede ind i forstanderindens soveværelse, hvor Volmer ikke længere sov.

Gennem den lukkede dør hørtes lystige lyde i natten, og ingen af drengene var i tvivl om, at deres mandhaftige plejemor udlevede nye sider af sit væsen.

Men Vilhelmine bekymrede sig. I 1893 nåede Volmer konfirmationsalderen og skulle flytte ud af hjemmet.

En lærlingeplads hos en karetmager i Roskilde ventede ham. Hans plejemor blev bange; tanken om, at drengen skulle sladre om deres sengehemmeligheder, var gruopvækkende.

Hendes gode re­nom­mé ville være ødelagt.

Det var også fælt at tænke på, hvordan Volmer kunne være blevet fordærvet af deres usædelige forhold.

Hun følte en enorm skyld over måske at have ødelagt den unge dreng for livet.

Men hvis Volmer døde, ville den gode dreng utvivlsomt komme i himlen, hvor hans afdøde far ventede på ham.

Så ville han være frelst. På en måde ville døden faktisk være det bedste for Volmer, ræsonnerede Vilhelmine mørkt.

Spanskrør var ofte lavet af bambus, ca. 4 cm brede og lidt under 1 m lange.

© Shutterstock

Fysisk afstraffelse var hverdag

I Danmark gjorde den såkaldte Børnelov fra 1905 forholdene bedre på børnehjemmene, men prygl var stadig normalt.

Så sent som i 1952 udsendte den danske stat en vejledning i, hvilke slag der var tilladt:

  • Børn under 10 år må få op til fem slag i bagen med flad hånd eller ét til to slag på kinden – dog må øret ikke berøres.

  • Drenge på 10-15 år må modtage op til tre slag med et tyndt spanskrør. Hvis de er 15-18 år, ­stiger straffen til seks slag.

Sjusket læge opdager intet

Vilhelmine havde i længere tid sovet e­len­digt, forpint af sine bekymringer.

Der­­for havde børnehjemmets læge, dr. Gott­­schalk, ordineret frøkenen lidt kloral-mikstur, der blev brugt som so­ve­mid­del.

Synet af flasken gav hende en gru­­som idé. Med det kunne hun få det til at se ud, som om Volmer døde naturligt.

Ømt forberedte hun hans afsked: Af sit for­klæ­de syede hun et pudevår, som hans hoved skulle hvile på i kisten. Med i kisten skulle han også have et bloms­ter­kors og salmevers, som hun skrev.

Alt var parat, da bør­ne­hjem­met fejrede den ­fød­sels­dags­fest, hvor Vil­hel­mi­ne koldblodigt for­gif­te­de og kvalte Volmer.

Hen­des plan fun­ge­re­de til per­fek­tion: Da hun kiggede ind til drengen sent på natten, havde han i døds­­kram­­per vredet de to kvælende uld­tæp­per bort fra ansigtet, der med døde øjne stirrede ud i den tomme luft.

Næste morgen blev dr. Gottschalk hidkaldt til Kana. Sjusket undersøgte han liget og konkluderede, at drengen var død af “naturlige årsager”.

På døds­at­tes­ten noterede han “blodprop” og for­sik­re­de den grumme Vilhelmine om, at der intet mistænkeligt var ved drengens død.

Morderen kunne ånde lettet op. Men det undrede hende, at alle var så kede af det – hun vidste jo, at hun havde gjort det rette.

Vilhemine Møller-sagen var ulig noget politiet i København havde oplevet før.

© Peter Elfelt/Nationalmuseet

Hemmeligheden slipper ud

I upåklageligt humør ankom Vilhelmine den 5. marts 1893 til Volmers begravelse på Vestre Kirkegård i København sam­men med sin skare af drenge.

I et brev til fru Sjøgren beskrev hun ef­ter­føl­gen­de, hvordan de havde ledt Volmer til graven i en “pæn gul kiste med udskårne blomster, kors og mange kønne kranse”.

Fru Sjøgren kunne nok forstå, at hen­des dreng havde fået en flot ce­re­mo­ni, som ikke alle af hans stand fik.

Vil­hel­mi­ne forklarede des­uden, at Volmer havde været særdeles vanskelig gen­nem læn­ge­re tid, og han havde haft mange mørke sider.

Derfor skulle moren ikke tage hans død alt for tungt.

“Når nu sommer kom­mer, skal jeg nok sør­ge for, at graven holdes kønt i stand”, lo­ve­de hun i brevet.

Men dét løfte kom hun ikke til at hol­de, for to dage inden begravelsen havde Vol­mers værelseskammerat Louis for­talt sin mor, at for­stan­der­in­den ind­­imel­­lem ple­je­de at til­kal­de Vol­mer om aftenen og krævede, at han sov i hen­des seng – hem­me­lig­he­den, som kos­te­de Volmer livet, var sluppet ud af mørket.

“Når nu sommer kom­mer, skal jeg nok sør­ge for, at graven holdes kønt i stand”
Vil­hel­mi­ne Møller til fru Sjøgren, Volmers Mor.

Morderens nerver slår klik

Louis’ mor gik til grosserer Andersen, som fandt det mest passende at kon­fron­te­re Vilhelmine med, hvad han anså for “­gadens ryg­ter”.

Til en jour­na­list beskrev han senere hendes reaktion:

“Et øjeblik mistede hun sin fat­ning, blev bleg og vak­le­de. Men hur­tigt kom hun til sig selv, og med den heftigste in­­dig­­na­­tion afviste hun be­skyld­nin­gen”.

Ikke længe efter sam­tal­en med gros­se­re­ren fik Vil­hel­mi­ne ikke desto mindre et nervøst sam­men­brud.

Hun blev ind­lagt på et hospital for sinds­li­den­de, hvor hun hallucinerede og skreg, “Se, de for­føl­ger mig, se, se!”.

Grosserer Andersen, som troede, sam­men­brud­det skyldtes de ondsindede ryg­ter, gik til ordensmagten.

Politiet skulle ren­se hans forstanderindes gode navn med en officiel undersøgelse af sagen.

Da Vilhelmine den 22. marts blev ud­skre­vet fra hospitalet, ventede en in­vi­ta­tion til politistationen.

Jakkesæt og hat var en ­forholdvis effektiv måde at skjule de mest feminine træk på.

© Minnesota Historical Society

Kvinder levede som mænd i det vilde vesten

I 1800-tallet holdt verden strengt på kønsformerne, men i det vilde vesten eksisterede der et frirum, hvor det var lettere at bryde med normerne.

Det gjorde bl.a. kvinden Harry Allen, der gik i mandeklæder, havde kort hår og talte med en dyb stemme.

Hun røg ind og ud af fængslet for bl.a. værtshusslagsmål, men fandt som mand også arbejde som bl.a. bartender og havnearbejder og blev tilbedt af adskillige kvinder.

En anden var Joseph Lobdell, der var født som kvinde, men levede som kendt mandlig ­bjørnedræber i Minnesota.

Liget graves op

Da Kanas nervøse plejemor nogle dage senere indfandt sig hos politiet, gjorde hendes tågede og usammenhængende forklaringer kun tingene mere mystiske for politiet, der ellers forventede en ren for­ma­li­tets­sag.

Under det tredje forhør brød den store kvinde sammen og tilstod, at hun ganske rigtigt havde haft et forhold til drengen.

Politi og børnehjemmets bestyrelse var lamslåede – hvorvidt kvinder overhovedet havde en seksualdrift stod til diskussion i tidens offentlige debat, og her havde en kvinde forgrebet sig på et barn, hun tilmed forventedes at nære moderlige følelser for.

En sådan person kunne tiltros det værste, og samme dag gravede politiet Vol­mers lig op. En obduktion røbede, at dr. Gottschalk havde taget meget let på sit ar­bej­de:

Døden skyldtes ikke en blod­prop, men derimod kvælning. Vil­hel­mi­ne Møller stod nu mistænkt for mord.

Po­li­ti­et konfronterede frøken Møller med liget for at få hende til at til­stå. Men synet af den døde dreng gjorde ingen for­skel; hun benægtede hård­nak­ket at have myr­det ham.

Politiet pres­se­de hårdt på, og igen og igen af­hør­tes hun. Men først under en fæng­sels­guds­tje­nes­te i pås­ke­­da­ge­ne brød Vil­hel­mi­ne sammen.

Stærkt påvirket af sjæ­le­kva­ler tilstod hun den 3. april at have myrdet Volmer.

“Jeg havde ødelagt drengen. Så tog jeg livet af ham”.
Vilhelmine Møllers forklaring på, at hun dræbte Volmer, 1893.

Pressen fulgte sagens gang i retten, for Vilhelmine var en kendt person i det danske opdragelses- og kvindesagsmiljø.

Da hun i 1889 var blevet valgt ind i be­sty­rel­sen til Kvindevalgretsforeningen, bragte dagbladet Politiken en lang rosende beskrivelse af forstanderinden, som bl.a. beskrev, hvordan hele hendes per­son “gør indtryk af fuldkommen askese”.

Kort efter tilståelsen var stemningen vendt, og samme avis bragte en tegning af mordersken med teksten:

“Således ser hun ud, denne plejemoder, som ved sin grufulde dåd har fået mangt et moderhjerte til at dirre i rædsel”.

På journalistens spørgsmål om, hvorfor hun begik mordet, forklarede Vilhelmine til avisen:

“Jeg havde ødelagt drengen. Så tog jeg livet af ham, for at han kunne gå ind til et liv i himlen, der var bedre end det, der ventede ham her på jorden”.

Som Vilhelmine så det, var forbrydelsen ikke mordet, men det seksuelle forhold – et forhold, der skulle vise sig at rumme endnu en bizar hemmelighed.

En af de tidligst ­kendte tvekønnede guddomme er græske Hermaphroditos, der var barn af Hermes og Afrodite.

© Afrodita NZ & Shutterstock

Tvekønnede udfordrede lægevidenskaben

Et lille mindretal er altid blevet født med anatomiske træk fra både mænd og kvinder, men at have to køn er uacceptabelt i de fleste samfund. Derfor har både lægevidenskaben og myndighederne i årevis forsøgt at rette på “fejlen”.

  • Middelalderen – Hold dig til ét køn

    Forskere har fundet frem til, at middelalderens for­hold til tvekønnede faktisk var forholdsvis to­le­rant.

    Det eneste, der ikke kunne ac­cep­te­res, var, at individer ikke tilhørte et bestemt køn.

    Dels var lovgivningen køns­op­delt, dels var uorden i seksuallivet ikke velset af kirken.

    Der­for blev de tvekønnede tvunget til at vælge en kønsidentitet udadtil, men valget var som så­dan deres eget.

    Tidens kønsnormer satte dog klare begrænsninger.

    Hvis en per­son fx havde giftet sig med en mand, så var ved­kom­men­de naturligvis en kvinde. Men hvor­dan vedkommende så ud under tøjet, blan­de­de myndigheder og læger sig sjældent i.

  • Oplysningstiden – Læger dikterede kønnet

    Lægevidenskaben begyndte at interessere sig for tvekønnede omkring 1700-tallet.

    Lægerne fik nu fuld autoritet til at bestemme kønnet og fokuserede især på, hvorvidt personen havde mandlige eller kvindelige kønsdele.

    Selv de mindste testikler betød fx, at en tvekønnet, der havde levet som kvinde hele livet, nu skulle opfattes som en mand i samfundets øjne.

    Hvis lægerne fx konstaterede, at den ene part i et mangeårigt ægteskab var tvekønnet, blev et nyt køn påtvunget den uheldige og ægteskabet annulleret.

  • 1800-tallet – Handlekraft gjorde dig til en mand

    I 1800-tallet var det ikke længere kun læger, men også den bredere videnskab, der fik in­te­res­se for tvekønnede.

    Det betød bl.a., at i sa­ger, hvor det var svært at tildele et køn, blev psykologiske træk nu taget i betragtning.

    Udviste en tvekønnet fx handlekraft og selv­stæn­dig­hed, var der tale om en mand, hvor­imod omsorgsfuldhed og underdanighed var udtryk for en kvinde.

    I Danmark var psykiateren Knud Pontoppidan, der havde haft Vil­hel­mi­ne Møller i behandling, særlig fremme for sin tid.

    Han holdt foredrag om “social her­ma­fro­dis­me”, som betød, at en persons psy­ko­lo­gi­ske køn var et andet end vedkommendes fysiske.

  • Siden 1950’erne – Kirurgi gjorde op med tvekønnede

    Fra 1950’erne begyndte videnskaben at argumentere for, at det var bedst for et barn hurtigst muligt at få fastsat sit køn, for at undgå kønsforvirring hos individet.

    Derfor fik mange tvekønnede deres kønsorganer rettet til tidligt, så de lignede enten en mands eller en kvindes.

    I nyere tid er denne opfattelse dog kommet i modvind. I 1996 fandt verdens første demonstration af tvekønnede sted i Boston.

    De mente, at tiden var inde til at gøre op med unødig normalisering af tvekønnede.

    I 2015 blev Malta verdens første land, der forbød ufrivillig kirurgisk korrektion af tvekønnede babyer.

Forvirring om kønsorganer

Politiet fortsatte afhøringerne. De ville vide, hvordan det seksuelle forhold hav­de udfoldet sig, og om flere drenge måske var blevet misbrugt.

Igen for­bløf­fe­de den anklagedes un­der­li­ge svar or­dens­mag­ten: Under hende og Volmers samvær var der ikke fo­re­kom­met penetration.

Forvirringen var total: Her var der tilsyneladende et fruentimmer, der ikke ­vids­te, hvordan den kvindelige anatomi fun­ge­re­de.

Ordensmagten lod det hvile og anbragte den fromme Vil­hel­mi­ne i kvindefængslet på Chri­stians­havn.

Her fordrev hun tiden med religiøs digtning og salmeskriveri, undtagen når hun med mellemrum blev afhørt af rets­as­ses­sor Brun – en ­jurist ansat ved domstolen.

En dag slog en tanke ned i juristen: Kun­ne den store, firskårne kvinde med den dybe stemme og skægstubbe være en mand?

Han spurgte hende. Ræd­sels­sla­gen afviste hun tanken. “Jeg er den, jeg er. En kvinde nær de halvtreds, Gud til­gi­ve Dem, hr. dommer”, var den for­fær­de­de Vilhelmines svar.

Men tvivlen nagede i retsassessoren. Den 29. september blev Vilhelmine derfor bedt om at klæde sig af foran Brun og fængslets læge.

De troede knap deres egne øjne, da en ganske lille penis og en misdannet pung med testikler kom til syne mellem hendes ben.

1845-1894

Vilhelmine Møller blev beskrevet som en mandhaftig kvinde, hvis øjne lyste af energi.

Torben Stroyer/Jyllands-posten/Ritzau Scanpix

1894-1936

Den tidligere børnehjemsforstander blev tvunget til leve som en mand fra 1894. Først under navnet Vilhelmi Møller, men senere tog Vilhelmi navneforandring til Frederik Vilhelm Schmidt.

Torben Stroyer/Jyllands-posten/Ritzau Scanpix

Morderen skifter køn

Aviserne ryddede igen siderne for at bringe de nye uhyrlige oplysninger:

Bør­ne­hjems­mor­de­ren var blevet undersøgt af gynækolog professor Stadfeldt, som konstaterede, at “kønsdelene ved en o­ver­fla­disk be­tragt­ning så kvindelige ud, thi der var en hudfold på hver side og en spalte i midten”.

Men ved nærmere undersøgelse hav­de lægen opdaget, at hudfolderne beg­ge rummede en testikel.

Mellem dem “fandtes et lille mandligt lem af tykkelse som en mel­lem­fin­ger og hen ved en tommes læng­de, forsynet med en ty­de­lig glans”, beskrev lægen.

At Vilhelmine havde testikler, var ifølge lægen et afgørende tegn på, at hun var en mand: “ganske vist noget abnormt ud­vik­let, men dog absolut et mandfolk”.

Mens chokket rullede blandt læserne, blev Vil­hel­mi­ne pålagt at bære navnet Vil­hel­mi og skifte opholdsadresse. “Mor­de­ren Møller indsat i Mand­fol­ke­ar­res­ten” lød o­ver­skrif­ter­ne.

“Jeg er den, jeg er. En kvinde nær de halvtreds, Gud tilgive Dem, hr. dommer”.
Vilhelmine Møller, 1893.

Efter af­slø­rin­gen af sit bio­lo­gi­ske køn kunne Vil­hel­mi­ne ikke læn­ge­re sidde i kvin­de­fæng­sel. Politiken rap­por­te­re­de, at fangen havde vænnet sig til mands­drag­ten og fået tilladelse til at sy.

Tre måneder senere faldt dommen: Døds­­straf. Vilhelmis advokat appellerede sagen til Højesteret og argumenterede for, at Vilhelmi faktisk var en slags offer – splittet i sjælen af sin tvekønnethed.

Men Højesteret stadfæstede dommen. Trods deformitet var den dømte fuldt tilregnelig.

Kort efter trådte den danske konge, Christian 9., dog ind i sagen og fik dom­men ændret til livstid.

Monarken havde for vane at vise sin barmhjertighed ved at gribe ind i tragiske sager.

Dom­men blev afsonet i Vridsløselille Straffeanstalt. Her sad Vilhelmi i enecelle, fordi han var bange for sine mandlige medfanger.

Undersøgelser viser, at ca. én ud af 2.000 fødes som tvekønnet. Mange får hurtigt ­tildelt et køn og kirurgisk behandling.

© Shutterstock

Gift med kvindelig fangevogter

Efter 11 år i Vridsløselille gik nogle af dren­­ge­­ne fra Kana, som stadig havde varme minder om deres plejemor, i for­bøn hos kongen, og i 1905 blev Vilhelmi be­nå­det ved kongelig re­so­lu­tion.

Otte dage senere var han på fri fod, skiftede navn til Frederik Vilhelm Schmidt – og giftede sig.

Bruden var en 13 år yngre fangevogterske, der havde bevogtet ham den første tid i kvindefængslet.

De forblev gift indtil 1936, hvor “dobbeltmennesket”, som Vilhelm betegnede sig selv, døde i en alder af 91 år.

Læs også:

Krig

Danmark var tæt på udslettelse​: København ville ikke overgive sig!

13 minutter
Historiske storbyguider

Guide: Christian 4.s København

12 minutter
Kriminalitet

Alt håb døde i 1800-tallets fængsler

21 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul