Morderens 8 mest dødbringende gifte

Skarntyde-planten ser umiddelbart ganske tilforladelig ud. Den blomstrer i sommermånederne, kan vokse sig 2,5 m høj og er i familie med bl.a. bjørneklo. Men alle dele af skarntyde er ekstremt giftige og kan forårsage lammelser og åndedrætssvigt.

Planten, hvis rødder ligner almindelige gulerødder, har været brugt som gift i årtusinder, og det berømteste tilfælde af skarntydeforgiftning fandt sted i antikkens Grækenland, hvor filosoffen Sokrates i 399 f.Kr. blev fundet skyldig i at fordærve ungdommen med sine tanker og dømt til døden.

Ifølge historikerne valgte Sokrates selv at eksekvere sin dødsdom ved frivilligt at drikke skarntydegiften. Herefter gik filosoffen lidt rundt og bemærkede, at hans ben føltes tunge. Så lagde Sokrates sig på ryggen og rapporterede om manglende følesans og en kulde, som bredte sig i kroppen fra fødderne, inden giften nåede hans hjerte.

Med al sandsynlighed var Sokrates ved bevidsthed, da døden indtraf, selvom han ikke længere kunne bevæge sig eller tale.

Symptomerne begynder uskyldigt med en voksende hovedpine. Kort efter kommer svimmelheden, og pulsen stiger. Til sidst får offeret
vejrtrækningsproblemer, inden han kaster voldsomt op, besvimer og dør af hjertestop.

Cyanidforgiftninger er – måske overraskende – ganske almindelige og ses typisk i forbindelse med indånding af røg ved fx husbrande, hvor giften frigives fra brændende materialer som papir og plastik.

Men gennem historien er giften er også blevet brugt til brutale mord. Særligt den amerikanske lejemorder Richard Kuklinski svor til cyanid, mens han op gennem 1960’erne og 1970’erne myrdede mere end 100 mennesker på bestilling fra mafiaen.

Kuklinski, også kendt som “The Iceman", har fortalt, at han "nød at se sine ofre lide", efter at han havde sprøjtet giften ind i dem.

Han fik i 1988 en livstidsdom og døde 18 år senere i Trenton State Prison, New Jersey.

Slangegift kan medføre en voldsom og hurtig død, men slanger hører alligevel til giftmorderens mere sjældne våben. Giften er ganske enkel svær at få fat i og svær at dosere korrekt.

Alligevel eksperimenterede den egyptiske dronning Kleopatra med at henrette mennesker vha. slanger, beretter den græske historiker Strabon. I sine skrifter fortæller han, hvordan dronningen testede virkning og dødelighed på sine slaver, som hun lod bide af kobraslanger.

Herefter observerede dronningen nysgerrigt ofrenes dødskamp, som har været forfærdelig. Et kobrabid medfører blærer, lammelser, smerte og kramper, inden døden indtræffer efter åndedrætssvigt.

Ifølge Strabon, der som den første beskrev Kleopatras død, begik dronningen selvmord. Historikeren fortæller, at dronningen lod sig bide af sine kobraslanger, da hendes egyptiske imperium var ved at styrte i grus.

I 1800-tallet vandt arsenik frem som det nye vidundermiddel, der kunne bruges til nærmest alt – som rottegift, tøjfarve, shampoo, ja selv tidens gigtmedicin indeholdt arsenik. Men stoffet er dødeligt, og fordi arsenik var nemt at få fat på, blev arsenik de gifte kvinders yndlingsgift.

Skilsmisse fra deres mænd kunne kvinderne ikke få, det forhindrede lovgivningen, i stedet slog de deres ægtemændene ihjel.

Alene i 1840’erne måtte dommerne i England og Wales se på 69 sager, hvor kvinder stod tiltalt for at bruge arsenik til drab eller drabsforsøg – og alt tyder på, at kun en brøkdel af mordene kom for retten.

Mange kvinder gik fri, for giften var med datidens metoder svær at påvise, og desuden mindede symptomerne på arsenikforgiftning om tidens store plage kolera. I begge tilfælde fik de ramte diarré, voldsom opkastning, blev omtågede og talte usammenhængende.

Polonium er et radioaktivt grundstof, som er ekstremt giftigt at indånde, indtage og få på huden. Ofrene behøver blot at komme i kontakt med ganske få milligram, inden en langsom og pinefuld død venter.

Over flere dage plages offeret af diarré, hårtab og andre symptomer på stråleforgiftning – og læger har ingen muligheder for at behandle forgiftningen.

Det mest kendte tilfælde af forgiftning med polonium fandt sted i 2006, hvor russiske agenter fik sneget giften i en kop grøn te og serveret den for systemkritikeren Aleksandr Litvinenko, der havde en fortid i KGB.

Litvinenko led i tre uger, inden han døde. Efterfølgende fandt britiske efterforskere spor af polonium, som gerningsmændene havde afsat, i bl.a. Litvinenkos hus. På trods af de mikroskopiske mængder i huset, betød forureningen med det radioaktive stof, at Litvinenkos hus var afspærret for hans familie i et halvt år.

Giften stryknin stammer fra frø fra planten bræknød. Planten er alsidigt brugt til bl.a. at behandle mavesmerter, tømmermænd og menstruationssmerter. Men stryknin fra planten lammer i de forkerte mængder åndedrætssystemet, så ofrene hurtigt bliver kvalt til døde.

Hvor mange der er blevet myrdet med giften, er uvist, men de kendteste tilfælde fandt sted i 1880'erne, hvor lægen Thomas Neill Cream myrdede mindst otte patienter og prostituerede med giften. Ofrene fik ordineret piller, som indeholdt giften, eller blev lokket til at drikke stryknin opløst i vand eller te. Cream blev i 1892 dømt for mordene og hængt i Londons berygtede Newgate fængsel.

Ofrene for strykninforgiftning vil ikke kunne undgå at opdage strykninens ekstremt bitre smag, og døden indtræffer langsomt, så læger kan i dag nå at behandle forgiftningen, hvis den opdages i tide.

Natskyggeplanten galnebær kaldes siden middelalderen også belladonna. Ordene “bella” og “donna” betyder smuk dame.

Navnet er velvalgt, for planten blev brugt som kosmetik. Når bærsaften kom på kinderne, fik de en klædelig rødmen. Og kvinder brugte den fortyndede saft som øjendråber, der udvidede pupillerne. Effekten fik – efter datidens skønheds­idealer – kvinderne til at se mere attraktive ud.

Et andet navn for planten er “dødbringende natskygge” – og med god grund. Planten rummer flere giftige stoffer, og både bær og saft er giftige selv i små mængder.

Belladonna er mest kendt for sin rolle i Shakespeares “Macbeth”, hvor Macbeth selv bruger giften til at snigmyrde sine fjender.

I dag er gift tilladt til aktiv dødshjælp og til at eksekvere dødsdomme i flere lande. På dødsgangen i bl.a. 27 amerikanske bliver dødsdømte henrettet med indsprøjtninger, som typisk består af tre forskellige substanser.

Den første indsprøjtning indeholder et stof, som gør offeret bevidstløst. Herefter injicerer lægen en væske i årerne, som standser vejrtrækningen, inden giften fra den sidste indsprøjtning lammer hjertet og forårsager hjertestop.

Proceduren under henrettelsen er normalt, at giften doseres langsomt for at give hvert stof ordentlig tid til at virke og gøre døden så smertefri som muligt. Metoden minder i store træk om den, lægerne bruger ved aktiv dødshjælp i de lande, hvor indgrebet er tilladt.